Bøger af Knud Hjortø

Det egentlige transcenderende gennembrud til det religiøse sker i Hans Råskov, der er den mest interessante af Hjortøs karakterer og den bedste af Hjortøs romaner. Hans Råskov er ædende og angstfyldt i sit væsen, skærmet af fra verden bag en skal af hårdhed. Et lukket jeg, der lever i kraft af had og vrede mod verden, stålsat, forbitret – og fortvivlet. Hans „tavse afsind“ gør ham fjern, og han kan, som sine åndsfæller hos Hjortø, ikke hengive sig til kvinden. Hvor det lykkes Niels Grandlev i To Verdener at omforme sin lidenskab til viden, trænger Hans Råskov sit begær tilbage og låser det i ufrugtbar vrede. Han er ikke modtagelig for kvindens varme eller hengivenhed og vender sin afmagt til had. Således hjemfalden til straf i eksistentiel forstand glider han ud i destruktive syner af ild og ødelæggelse – han er kemiingeniør med et karakteristisk hjortøsk og nietzscheansk speciale i dynamit og sprængstoffer. Den stærke mand holder sit afsind i ave med jernhård vilje og indædt arbejde, hvormed han hårdnakket fortrænger kvindens fristelser og vanviddets udbrud. Men som i Syner vender sjælelivets farligt illuminerede, blodrige, røde mareridt tilbage med perverse hallucinationer: „Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på“. Men den stålsatte Hans Råskov kan til stadighed hævde sin fornuft overfor synernes rå, skinnende billeder og bringe sig ind i tilværelsen igen. Forløses kan han ikke, før ilden i hans sjæl ved romanens slutning bliver til is og en anden varme – barmhjertighedens – flyder over i hans væsen og lader ham gå under. Det sker i romanens smukke frostklare epilog, hvor Hans Råskov redder en dreng fra druknedøden i isen. Han omkommer selv derved, men dette sidste uselviske offer forklarer hans verden og løsner hans væsen: „Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers“. Der er ikke som hos Kierkegaard tale om et spring ind i det religiøse, men om en elevation, hvor himlens porte åbner sig for manden med jernmasken, da han endelig lader sit liv ytre sig intuitivt.(Dansk Litteraturs Historie)"Hans Råskov" er tredje bind i en trilogi, der begynder med "Støv og stjærner" og "To verdener"."Den første er fantasiens roman, den anden er romanen om den rene intelligens for den mandlige hovedpersons vedkommende, og den tredje er lidenskabens, viljens roman“. Således spalter Hjortø inden for den psykologiske romans skæbnebestemte ramme åndslivets bærer – i Hjortøs tilfælde notorisk manden – op i tre rendyrkede figurer: fantasiens, forstandens og lidenskabens. Eksistensfilosofisk har de også lighed med Søren Kierkegaards tre stadier fra Enten-Eller: det æstetiske, det etiske og det religiøse."(Dansk Litteraturs Historie)

"Grøn ungdom og grå sjæle" er en selvbiografisk roman om Knud Hjortøs ungdom i 1880'erne og 1890'erne. Cai M. Woel kalder den en "munter, filologisk spøgeberetning med stort sprogligt humøær og ild" og siger, at Hjortø her "har fundet sin form og sin personlige egenart". Det er typisk for jegpersonens levende interesse for sprog, at om så en pige slår op med ham, hæfter han sig mere ved de vendinger, hun bruger, og hvordan hun får sagt, hvad hun vil, end ved selve det, hun siger.

Skal man karakterisere Hjortøs debutbog og hans åndesbeslægtede Johannes Holbeks kunst, er det mest dækkende ord måske "psykedelisk" - 70 år for sin tid.***"Som debutværk er Syner en åndelig trykkoger. En eksplosion. Blodet koger i kroppen på fortællingens digterjeg, hans hjerte er en granat og hans hjerne et splintrende Golgata. Det er hovedskalsstedet, der sprænges: „Nu stormer blodet op gennem halsen, mit hoved er fuldt af blod, ha, ha! Vil ingen se det syn? Min hjærneskal sprænges af, splintres til alle sider, og det røde, skummende blod står op af hullet med en jublende hvæsen“. Ligner Syner Ernesto Dalgas samtidige Dommedags Bog, er den imidlertid vildere skrevet med en kraftspænding i sig, der truer med at tage magten fra forfatteren. I et selvbiografisk erindringsstykke „Lidt selvbiografi“, posthumt udgivet af vennen Johannes V. Jensen i samlingen Under det svindende Lys (1933), skriver Hjortø om tilblivelsen af Syner: „Jeg kan godt sige, at den blev mig dikteret, jeg overvejede ikke, hvad jeg skrev. Mine senere bøger har jeg selv haft magt over, denne blev mig paatvunget“. Om det er Gud eller Satan, der indgiver Hjortø inspirationen, er et åbent spørgsmål ikke alene i Syner, men i den mængde af bøger, der blev genereret ud fra dette powerhouse i forfatterskabet."(Dansk Litteraturs Historie)

Niels Grandlev i To Verdener er forstandsmennesket, filologen og den intellektuelle, der „har samlet sin det meste af livsvarme i sin hjerne, hvor der måske er lige så hedt som i de andres blod (…) Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?“ Hans højbårne varme sættes på prøve, da han møder den store lidenskab i kunstneren Helgas skikkelse. Hun er sanseligheden, umiddelbarheden og den generøse skaberkraft samlet i et væsen. Hun kan i øjeblikke lukke hans verden op og få ham til at føle sider af sin krop og sit væsen, intellektet ellers skjuler. Men han spaltes af det, ligesom hun spaltes af det og drives væk fra sin kunst, så forholdet går i stykker og de to mennesker finder vej til hver sin enhed: hun i kunsten, han i en filosofisk modus, en kærlighed til visdommen i sig selv, amor intellectualis.(Dansk Litteraturs Historie)"To verdener" er andet bind af en trilogi, der begynder med "Støv og stjerner" og afsluttes med "Hans Råskov".

Ivar Holt i Støv og Stjerner er en æstetiker, der, som Des Esseintes i J.-K. Huysmans' Á rebours, drømmende henlever sit liv i vegetativ plantelignende vækst, lukket inde i sit eget sjælelige drivhus: „Han bevarede den ævne til at hylle sig ind, når livet gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og lavede drivhus indenfor, hvor jeg-følelsen skød vildt op i den tropiske hede“. Ivar Holt er digterspire og sværmer på lange, særegent psykisk skildrede cykelture for anelserne i naturen og deres inspirerende indvirken på den fantasi, der konstituerer hans væsen. Han virker ikke ved sanserne, men ved ånden alene. Han viser erotikken og kærligheden i kvindens skikkelse fra sig for ikke at realisere det almene, og gradvist nedkøles hans væsen, og han ender i ensom død i en snedrive. Hans „umenneskelige kulde (…) har bragt ham til den yderste grad af resignasjon“, og denne opgiven over for en „verden, der er gået i stykker“, sender ham i døden. Ild og is er genkommende og fascinerende symboldannelser hos Knud Hjortø, der lader elementerne mødes som billede på det spaltede jeg.(Dansk Litteraturs Historie)"Støv og stjærner" er første bind i en trilogi, der fortsætter med "To verdener" og "Hans Råskov"

Knud Hjortø: Støv og stjærner (udgivet af Esther Kielberg).Knud Hjortø (1869-1931), der var bondesøn, fik en akademisk uddannelse i fransk og sprogvidenskab og underviste frem til 1912, da han blev i stand til at leve af sit forfatterskab. Hjortø debuterede i 1899 med Syner. For hans hovedværk regnes trilogien, Støv og stjærner (1904), To verdener (1905) og Hans Råskov (1906). - et værk i den ambitiøse serie Danske Klassikere, der udgives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og relanceres af Gyldendal.

Knud Hjortø, som var af en dansk bondeslægt, hørte til de Forfattere der fra første Færd ikke havde let ved at vinde Publikum. Hans Form var ofte noget kantet, hans Indfald uberegnelige; hans Bøgers udprægede Originalitet har imidlertid formaaet efterhaanden at skabe Opmærksomhed om hans Digtning og hans Navn. Hans store interesse for musik (især Bach) fornemmes på en ejendommelig måde i hans værker.

Knud Hjortø som debuterede med den berømte lille bog SYNER skrev senere TO VERDENER (1905), en slags filosofisk roman, ikke let tilgængelig, men tankevægtig — uden tvivl Hjortøs betydeligste arbejde.