Bøger af Knud Poulsen

Knud Poulsen er en af de fineste ssayister i dansk litteratur. Han rejste som ung til Australien, hvor han boede i en årrække. Hans skildringer af Australien i tiden før første verdenskrig giver en levende beskrivelse af landet, dets indbyggere og især naturen. Knud Poulsen delte naturligvis mange af sin tids meninger og fordomme, men man behøver ikke at være enig med ham i alle henseender for at glæde sig over hans sublime sprogkunst. Cai M. Woel skriver i "Dansk Litteraturhistorie 1900-1950" om ham: "Sprogligt har han lært af både Hamsun og Johannes V. Jensen; som hans øvrige åndelige forudsætninger har man nævnt Boganis, hvem han også har meget fælles med, bl.a. melankolien, men de er alligevel meget forskellige.. hans bøger er virkelig mærkeligt dragende på sindet".**Pressen skrev om "Breve fra det fjærne":En overraskende Indtryksmodtagelighed og en Evne til sprogligt at fæstne disse Indtryk med Smidighed og Prægnans. Knud Poulsen ejer dette sjældne, som aldeles ikke kan erhverves selv med den taalmodigste Flid, men som er Naturens Gave.(Chr. Rimestad i »København«.)Man leder efter Adjektiver for at karakterisere denne Bog, og man standser ved saa gamle og forslidte Gloser som henrivende og fortryllende - Ord en Anmelder ellers nødig tager i sin Pen. Men det er faktisk dem, der passer bedst. Der er en Friskhed og Umiddelbarhed over den, et ungdommeligt Humør og samtidig en Finsans og Ynde. der er ligesaa sjælden som indtagende.En af de danskeste, en af de mest ægte nationale Bøger, der er kommet i lang Tid. Disse Breve fra det Fjærne er nemlig mere end noget andet en Hymne til Danmark.(Carl Gad i ”Illustreret Tidende”)Hvor er det udsøgt! En hel lille Landvinding for dansk Literatur.(Kai Friis-Møller i »Politiken”.)Yndefuld og sikker Kunst.(Hans.Brix i "Berl. Tid.”)- et Mønster paa Naturiagttagelse - - baaret af et ganske fortryllende Lune og øm Beundring. Fresnfor alt et Sind, der modtager for at gøre andre delagtige i Glæden og Vemoden.(Dr. Poul Levin i » Tilskueren”.

"Breve fra ensomheden" fra 1936 er Knud Poulsens sidste essaysamling. Her møder vi igen hans uforlignelige sprogkunst og hans store og varige kærlighed til naturen. På mange måder fremtræder han moderne, nærmest økologisk orienteret. Kriseårene i trediverne får ham til tydeligere at tage politisk stilling end før, og han vender sig skarpt mod nazismen og kalder Landbrugernes Sammenslutning "den desperate, nazistisk farvede og med sjofel Antisemitisme befængte L.S.-Bevægelse". I andre henseender er hans holdninger præget af den tid, han levede i - f.eks. er hans holdninger til kvindekamp, børneopdragelse og andre folkeslag svære at kapere i dag. Men bag tidspræget mærker man et humanistisk sindelag, en stille og vemodig humor og en inderlig følelse af samhørighed med naturen.

Efter at have boet en årrække i Australien, flyttede Knud Poulsen hjem til Danmark og slog sig ned på Djursland. Her skrev han en række essays om naturens gang og om vandreture. Hans sprogkunst er uforlignelig, og når vi nu hundrede år senere læser hans skildringer af dansk natur, kan vi glæde os over det, der stadig findes, og sørge over det, der er gået tabt i en tid, hvor bondegårdene er blevet til agroindustri med gyllespredning, og hvor grøftekanter og levende hegn er sløjfet.

"Vandringer" af Knud Poulsen er en højsang til naturen og vandreturene i naturen. Som Tomas Espedal opfordrer han os til at gå:"Vi er vel endnu en lille Skare her til Lands, som ikke undser sig for at benytte de os af Skaberen tildelte Ben efter deres Bestemmelse, nemlig som Befordringsmiddel, men som tvertimod finder, at dette at vandre paa sine Ben ikke blot er den naturligste, sundeste og livsaligste Maade at komme frem paa i Terrænet, men den eneste rationelle, den eneste virkelig berigende for den, som grundig vil lære Land og Folk at kende, for den, som intimt vil tilegne sig Naturens og Landskabets Skønheder og Skatte, dets Flora og Fauna, dets Luft og Linier, dets Skyer og dets Spil af Sol og Skygge under Aarstidernes Vekslen og i Døgnets skiftende Skær.... For Væsener, der som mekaniske Dukker lader sig trække op til alt dette ynkelige Spræl, maa dette dagevis at vandre paa sine Ben i Naturen selvfølgelig staa som noget dræbende langsommeligt og kedsommeligt. Hvad selve Naturen angaar tilfredsstilles de fuldt ud ved et flygtigt Blik ud over Landskabet fra den støjende, støvende Bil eller fra Badehotellets orkesterlarmende Terasse. Der er gaaet By i dem, de har Beton paa Hjernen, hver grøn Spire i deres Sind er kvalt under en Skorpe af Asfalt. Intet Under, at de ikke forstaar os, som gaar herude paa det brede Bondeland".Og Knud Poulsen har et åbent sind og et vågent blik med på sine vandreture. Han oplever hele tiden noget, for han kender til dyrenes og planternes liv. Han er seende. Og han har sproget i sin magt, så han kan beskrive, hvad han ser.