Bøger af Lars Christensen

Danmarks sejr over svenskerne – og konsolidering som nationalstatStore Nordiske Krig blev udkæmpet i over 20 år, 1700-1721, og involverede mange europæiske stormagter. I år er det 300 år siden, krigen sluttede, hvilket denne udgivelse markerer.Hovedformålet for en alliance mellem Danmark-Norge, Sachsen-Polen og Rusland var at knuse den svenske nordeuropæiske dominans. Det blev en langstrakt og blodig affære. For Danmarks vedkommende var deltagelsen i krigen udtryk for en drøm om at blive en stærk og mægtig nation igen efter nederlaget til Sverige i Svenskekrigene i 1600-tallet. Skåne, Halland og Blekinge vendte ikke retur til Danmark, men alligevel må krigen betegnes som en dansk sejr. Sverige mistede sit overherredømme, og det lykkedes Rusland at markere sig som ny europæisk supermagt.Det er denne store nordeuropæiske styrkeprøve, som Den danske drøm om revanche handler om. Synsvinklen er dansk, men samtidig inddrages det internationale perspektiv hvor relevant. Fortællingen drives frem af de store personligheder, der deltog i krigen: krigerkongen Karl 12. af Sverige, zar Peter den Store af Rusland, der ville knytte Rusland til Europa, livstykket August den Stærke af Sachsen-Polen og den flittige administrator, Frederik 4. af Danmark – samt ikke mindst den legendariske dansk-norske søhelt Tordenskiold.Store Nordiske Krig har haft afgørende betydning for, hvordan vi betragter Danmark og vores plads i europæisk sammenhæng i dag. Forholdet til svenskerne er ikke længere præget af had, men nationerne er stadig hinandens ærkefjender på sportsarenaen. Ph.d., historiker og forfatter Lars Christensen skriver levende og vidende om Store Nordiske Krig, som er et vigtigt, men underbelyst kapitel af dansk og europæisk historie.Lars Christensen (f. 1970), ph.d. i historie og forfatter. Han har tidligere blandt andet udgivet de anmelderroste historiske storværker Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse (2018) og Hannibal Sehested. Krig, magtkamp og enevælde i 1600-tallet (2019).

Ny historisk fortælling af forfatteren til bestselleren Svenskekrigene 1657-60 om enevældens arkitekt, Hannibal Sehested, der var Corfitz Ulfeldt og Leonora Christinas politiske rival Hannibal Sehested (1609-1666) blev født ind i denne verden som en del af eliten, og selvom han tilsyneladende ikke selv lagde stor vægt på at synes af noget, formåede han at agere på højeste niveau i et samfund i rivende udvikling. Danmark-Norge befandt sig i en forvandlingsproces, som omdannede samfundet for altid. Fra et forholdsvis fasttømret samfund bestående af stænder, hvor alle kendte sin plads i livet som adelig, gejstlig, borger eller bonde, til et samfund, hvor det i princippet var kvaliteter og evner, der var afgørende, men hvor der stadig var afgrundsdyb forskel på ens muligheder, alt efter hvor man tilfældigvis var blevet født. Hannibal Sehested nåede at være i front både i den gamle verden, adelsvældens, hvor kongens og statens magt var stærkt indskrænket af den gamle adel, og i den nye, enevældens, hvor kongen i princippet var enehersker. Bogen Hannibal Sehested. Krig, magtkamp og enevælde handler først og fremmest om hans offentlige liv i politik og diplomati for at afdække hans indflydelse, mål og metoder. Det er dermed også et portræt af en periode, hvor Danmark gik fra at være Nordeuropas førende magt til den dybeste afgrund og eksistenskamp og den første genrejsning herefter under den tidligere enevælde. En styreform, hvis første udformning Hannibal Sehested satte sit markante præg på. Lars Christensen, født 1970, er ph.d. med speciale i 1600-tallets historie. Forfatter til bestselleren Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse (2018).

Frederik 3. kan med rette betegnes som Danmarks solkonge. Men hvem var denne gådefulde, indadvendte og videbegærlige konge? Ph.d. Lars Christensen udfolder Frederik 3.s personlighed i den første egentlige biografi i 200 år om Christian 4. søn, som slægtede sin far så lidt på. Frederik levede fra 1609 til 1670 og var ikke født til at være konge. Da hans storebror, prins Christian, døde i 1647, blev Frederik kørt i stilling som tronfølger til Danmark-Norge. Historien om Frederik 3. er således historien om en konge, der i første omgang slet ikke var udset til denne post. Det er også historien om, hvordan denne ”grimme ælling” voksede sig stor og imponerende – og endte med at gribe magten som enevældig konge i 1660 efter et speget politisk spil. Bogens tese er, at kongen ikke havde en klar plan på forhånd, men på eminent opportunistisk vis udnyttede de muligheder, der opstod, med hjælp fra nogle få trofaste mænd. Kongeloven af 1665 er den eneste nedskrevne europæiske forfatning for et enevældigt styre. Bagtæppet for Frederik 3.s liv og levned er udviklingen i Europa i 1600-tallet, hvor en stribe lande bevægede sig mod absolutistisk styre. Danmark-Norge kom her til at være selve mønsterlandet. Sideløbende blev statsmagterne generelt styrket. Bogen undersøger også kongens familie og personlighed ud fra tilgængelige historiske kilder. Hovedvægten ligger på Frederik 3.s politiske virke i en tid præget af store krige og usikre alliancer i Europa. "Frederik 3." tegner et levende portræt af en dansk konge, der i en europæisk brydningstid via en pragmatisk tilgang opnåede tæt på fuldkommen magt. Om forfatteren: Lars Christensen, født 1970, er ph.d. i historie og forfatter. Han har tidligere blandt andet udgivet de anmelderroste historiske storværker "Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse" (2018) og "Den danske drøm om revanche. Store Nordiske Krig 1700-1721" (2021).

I sommeren 1657 erklærede Danmark krig mod Sverige i håb om en hurtig sejr. Svenske styrker invaderede imidlertid Danmark fra syd. Den efterfølgende isvinter gjorde det muligt for Karl 10. Gustav at marchere over Bælterne og true København – den lukrative Øresundstold var på spil. Freden i Roskilde blev knusende for Danmark med blandt andet tabet af Skånelandene og Bornholm.Freden blev dog kort. Allerede i august 1658 invaderede svenskerne Sjælland med det mål at udslette Danmark som stat. Krigen ramte hele landet – ingen gik fri. Med soldaterne fulgte et blodigt spor af plyndring, voldtægt og ødelæggelse.Med til historien hører et farverigt persongalleri af både helte og spioner og ganske almindelige mennesker, der forsøgte at redde sig gennem stormen. Markante personligheder som Corfitz Ulfeldt og hans hustru, kongedatteren Leonora Christina, holdt sig ikke tilbage fra at indgå en landsforræderisk aftale. Snaphanerne – herunder den berømte Gøngehøvdingen – ydede tapper modstand, men havde lille militær betydning.I februar 1659 blev Stormen på København afværget, men først i maj 1660 blev Freden i København indgået efter afgørende assistance fra Danmarks allierede. Da havde krig, pest og sult raseret store dele af landet. Bornholm blev igen dansk, men Skånelandene var tabt.SVENSKEKRIGENE 1657-60 fortæller medrivende og detaljerigt om, hvordan Danmark nær var blevet en svensk provins. Krigene medførte enorme ødelæggelser og varige ændringer, og de blev en afgørende faktor ved indførelsen af enevælden, som forblev Danmarks styreform i næsten 200 år.Krigene viste også, at hverken Danmark eller Sverige kunne agere uden de europæiske stormagters indblanding.LARS CHRISTENSEN (f. 1970) er ph.d. i historie med speciale i 1600-tallets historie.

Det dansk-svenske arvefjendskab, som i vore dage udkæmpes på fodboldbanen og i debatter om indvandring og alkoholpolitik, var i slutningen af 1650’erne anderledes blodigt. Europa slikkede stadig sårene efter den udmarvende Trediveårskrig (1618-1648), og selvom nationalstaternes grænser var blevet lagt fast ved Den Westfalske Fred, skulle kampen om magten i Norden først nu til at tage sin begyndelse. Dette er baggrunden for Karl Gustav-Krigene (1657-1660). I den veloplagt fortalte "Svenskekrigene" følger læseren fra første parket, hvordan hele Danmark – som dengang også talte Norge – i et skæbnesvangert øjeblik var uhyggeligt tæt på at falde i den svenske konges hænder. ”Svenskekrigene” fortæller med både overblik og øje for detaljen, hvordan det især var herredømmet over Øresund og dermed den lukrative Øresundstold, svenskerne tragtede efter. Sverige var militært og økonomisk Danmark overlegen, og fra et svensk besat Jylland kunne man i den strenge vinter 1657/58 gå over isen og indtage først Fyn og derpå Sjælland. Erobringen af København og dermed en endegyldig sejr over Danmark var indenfor rækkevidde. At den danske hovedstad ikke blev erobret og Danmark dermed ikke en svensk provins, skyldes en række personer fra kongehus, adel og militær. ”Svenskekrigene” præsenterer på kyndig og medrivende vis læseren for dette galleri af stærke personligheder: Blandt andre den farverige, men politisk ukyndige Christian IV. Hans intellektuelle og indadvendte søn, Frederik III, der kun ved et tilfælde bliver konge. Den begavede, men svigefulde Corfitz Ulfeldt, der fra sin position som ægtemand til kongens yndlingsdatter, Leonora Christine, aldrig holder sig tilbage fra at indgå en forræderisk handel, hvis den kan gavne hans egne interesser. De dansk-svenske krige er imidlertid ikke noget, der kun angår samfundets øverste lag. "Svenskekrigene" skildrer malende krigens gru set fra ganske almindelige menneskers synsvinkel: De svenske soldater trækker et sandt blodspor af voldtægt og mord på kvinder og børn efter sig på de isbelagte veje mod København. Undervejs bliver de dog mødt af hårdhændet modstand, fordi modige civile sætter livet ind på at smide svenskerne på porten, og "Svenskekrigene" fortæller ud fra historiske kilder om blandt andre den navnkundige ”snaphane”, Svend Poulsen: Gøngehøvdingen. Modstanden ændrede dog ikke ved, at Danmark mistede Halland, Skåne og Blekinge. Danmarks deroute som kolonimagt havde taget sin begyndelse. Et ”missing link” i Danmarkshistorien. De senere år har budt på fornyet interesse for Svenskekrigenes baggrund, reformationstiden og trediveårskrigen samt på Danmarks endelige undergang som storpolitisk sværvægter i 1864. ”Svenskekrigene” udgør den manglende brik i det danmarkshistoriske puslespil, idet bogen medrivende og velskrevet beretter, hvordan Danmark blev det land, vi kender i dag. Lars Christensen (født 1970) er ph.d. i historie og har skrevet flere bøger.

Milton Friedman, monetarismens fader, har været en af nyere tids mest kontroversielle og samtidig mest indflydelsesrige økonomer. Hans bidrag til økonomisk teori har siden midten af 1940´erne skabt enorm debat blandt økonomer, centralbankfolk og politikere, og han har sat sit fingeraftryk på udviklingen af økonomisk teori indenfor en lang række områder - lige fra forbrugsteori og penge- og inflationsteori til økonomisk historie og forståelsen af økonomisk politik. Friedman blev tildelt Nobelprisen i økonomi i 1976. Friedman har desuden været en af de intellektuelle hovedkræfter bag den liberale bølge, der er skyllet ind over den vestlige verden siden 1980'ernes begyndelse. I denne bog redegøres for Friedmans væsentligste bidrag til økonomisk teori og moderne liberal tænkning.

6 Tempi - Inspiration til tegning og formning er en anderledes bog, som bygger på mere end 40 års erfaring med tegning og billedkunst. Traditionel grafik, vektorgrafik, tegning, skulptur i ler, træ og metal, maleri og udsmykning i samarbejde med børn og voksne.

I "Ekstranummer" fortæller Lars Christensen sin 30-år lange musikerhistorie, der ikke kan klassificeres som succesfuld i den klassiske forstand. Den indeholder hverken berømmelse eller rigdom men derimod en masse slid og slæb for weekend efter weekend at stille op og spille et nyt sted for helt almindelige mennesker.Og så har han samlet masser af gode historier med på vejen...Lars Christensen (f. 1959) har i flere årtier været aktiv som musiker. Han har spillet bas i en håndfuld bands gennem tiden; senest i powerrocktrioen Wanted, der stadig er aktive.

Rigt illustreret. Altertavlen i Odense Domkirke er et pragteksemplar af kunstnerisk udfoldelse fra den katolske kirkes sidste tid i Danmark. Tavlens motiver er en kombination af Kristi lidelseshistorie og Maria dyrkelse. Der er en skare af aristokratiske damer, som minder og den verdslige glans og pragt ved datidens fyrstehof. Portrætterne af den kongelige familie har en pålidelighed i deres udtryk, som svarer overens med andre portrætter af dem.Claus Berg udførte en række andre altertavler til hovedsagelig fynske kirker. Disse værker bliver ligeledes behandlet i bogen.Om de middelalderlige kunstnere er der sjældent bevaret oplysninger. En undtagelse er billedskærer Claus Berg, dog er det ikke fuldstændigt. Claus Berg stammer fra Lübeck og det vides at han har været på uddannelsesrejse til Sydtyskland hos Veit Stoss' værksted i Nurnberg. Stoss var en berømt billedskærer og han har haft stor indflydelse på Berg ikke alene stilmæssigt, men også teknisk, at man med stor sandsynlig kan tale om et elevforhold i dennes værksted. Efter 1503 er Claus Berg draget mod nord og muligvis året efter stødt på dronning Kristine under hendes valfartsrejse til nordtyskland. I 1508 nævnes han i dronningens hofholdningsregnskaber. Claus Berg var livet igennem ivrig katolik og måtte lide den tort, at hans søn gik over til protestantisme og senere blev biskop i Oslo. Dronning Kirstine stod i øvrigt som gudmor til sønnen.I 1511 udførte Berg prins Frans' mindetavle og efter kong Hans' død i 1513 den store ligsten (epitafium). Begge er i dag i Odense Domkirke. Desuden udførte Berg sit hovedværk den store altertavle bestilt til Gråbrødre kirkes kor – nu i Skt. Knuds Kirke – domkirken. Ud over hovedværket udførte Claus Bergs værksted også en række andre altertavler og krucifikser.Altertavlen i Sanderum er sandsynligvis et forarbejde til den store altertavle i Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke.

Inhaltsangabe:Einleitung: Der 8. Juli 1998 ist als ein ganz besonderer Tag in die Geschichte des Radsports eingegangen. An diesem Tag sollten nämlich eigentlich 832 Ampullen Erythropoetin, Anabolika und Medikamente zur Verschleierung von Dopingsubstanzen die belgisch-französische Grenze passieren. Der Stoff im Wert von einer halben Millionen Mark 2 sollte einigen Radprofis der Tour de France ein wenig illegalen Rückenwind, auf dem Weg zum Sieg, zum Sieg um jeden Preis, verschaffen. Doch dieser Tag verlief etwas anders und gibt uns deshalb nun die Chance, tiefere Einblicke zu gewinnen. Der Dopingkurier flog auf und zwei Mannschaften (Festina und TVM) wurden, durch die darauf folgenden Ermittlungen, von der französischen Justiz des Dopings überführt. Der Vorjahreszweite (Richard Virenque) mußte seine Laufbahn aufgrund der Enthüllungen nach der Tour vorübergehend beenden. Einige Fahrer organisierten sogar einen Streik, um gegen das aus ihrer Sicht unangemessene Vorgehen der Polizei zu protestieren. Diese deckte ihrerseits eine Reihe von systematischen Falschaussagen auf und entlarvte somit die Mißachtung von selbstverkündeten Idealen auf breiter Basis. Sportlern, Betreuern, Trainern, Funktionären und Organisatoren nahm dies ihre Glaubwürdigkeit in der Öffentlichkeit, und sowohl Sponsoren, als auch Berichterstatter verloren ihre "Unschuld". Die Wellen in der Presse schlugen höher als bei bisherigen Dopingfällen. Auch eine Flut von Meldungen über Dopingskandale in anderen Sportarten, vom Schwimmen über Leichtathletik bis hin zum Fußball, trug dazu bei, daß in den Medien sogar die Weltpolitik dem Thema Doping weichen mußte. Selbst Magazinsendungen des Fernsehens, mit gesellschaftspolitischem Anspruch, wie das "Talk-Magazin" von Sabine Christiansen oder "Monitor' behandelten das Thema Doping im Radsport in einem größeren Zusammenhang. Die Öffentlichkeit war informiert und debattierte erregt. Dies Alles hätte nun das Vorspiel für wesentliche Änderungen sein können. So dachte der Präsident des Deutschen Leichtathletikverbandes Diegel laut darüber nach, ob die letzte Rettung für den mit Doping infizierten Patienten Sport nicht ein Eingriff durch den Staat sein könnte. Prominente Spitzensportler wie der Langstreckenläufer Dieter Baumann assistierten ihm und der Innenminister bot sogar, an den "Patienten" in staatliche Hände zu übernehmen, wenn der Sport die Krankheit nicht selbst heilen könne. Hinzu kommt, daß die juristische Überführung des [¿]

Hvilke begrundelser har lærerstuderende og pædagogstuderende for deres valg af uddannelse? Hvilke forestillinger har de om den profession, uddannelsen fører frem til? Hvilke forventninger har de til uddannelsen?Studerende på 1. årgang i 2007-8 på Professionshøjskolen UCC har svaret på en række spørgsmål om dette. Denne rapport analyserer de studerendes svar og giver anbefalinger med henblik på udvikling af de to uddannelser og styrkelse af deres attraktivitet.Svar fra 207 lærerstuderende viser bl.a., at de studerende er optaget af at komme til at gøre en forskel for elever, præge dem og medvirke til, at de udvikler sig. De har valgt uddannelsen på trods af negativ omtale af skole og lærere og forestillinger om vanskelige vilkår for lærerens arbejde.Svar fra 50 pædagogstuderende viser bl.a., at mange har forhåndskendskab til professionen og vælger uddannelsen på trods af at de ser pædagoger presset mht. tid og ressourcer. De har positive forventninger til den nye uddannelse og oplever ideen bag linjefagene som en mild ’specialisering’.