Bøger af LC Nielsen

Lyrikeren L.C. Nielsen (1871-1930) er mest kendt for fædrelandssangen "Havet omkring Danmark". Hans debutbog "Tre mænd" fra 1897 giver et ganske andet billede af ham. De tre mænd, der hyldes i denne bog, er tre oprørere: Judas, Kain og Spartacus.Spartacus siger til de andre slaver:Vi er Mænd. Og Mænd er fri!Vi har lært at bruge Vaaben, -vend da Oddens hvasse Tungemod den Fod, som tramper os.Taal ej længer Aagets Tryk.Lyd ej længer Rigmands Luner.

Lyrikeren L.C. Nielsen (1871-1930) er mest kendt for fædrelandssangen "Havet omkring Danmark, vort moderlige have". Men hans tidlige digtsamling "Mit land" fra 1898 viser et ganske andet billede. Her har kun hån og foragt til overs for det Danmark, der ikke vover at tænke stort:Der er saa fattigt i Danmark/paa Mænd med store Maal;/vover de sig en Fodsbred frem,/saa fyldes Længslernes Skaal.//Vinder de blot en Fodsbred frem,/saa bliver de staaende dér./Ingen himmelhøj Stræben/og intet Sejrsbegær.//Ingen grænseløs Higen/ud over Rum og Tid./Man dyrker sin egen Boelslod/med megen Kunst og Flid.//Man dyrker sin lille Boelslod/Med baade Korn og Kaal./- Der er saa fattigt i Danmark/paa Mænd med store Maal

Navnet L.C. Nielsen er nok ukendt for mange, men prøv at nævne hans sange "Havet omkring Danmark, vort moderlige hav" og "Jeg ser de bøgelyse øer over havet spredt" - så kan de fleste nynne med.L.C. Nielsen (1871-1930) "debuterede med en samling fortællende digte, Tre Mænd, 1897, en forherligelse af de store oprørere Kain, Judas og Spartacus. Den revolutionære tone dominerer ligeledes digtrækken Mit Land –, 1898, rettet mod den tilstand af politisk og åndelig forsumpning der for N. karakteriserede samtiden. Efter systemskiftet 1901 antog hans digtning en lysere klang og på en måde gjorde N. i sine næste digtsamlinger dét realistiske og folkelige gennembrud med, der samtidig fandt sted i hjemstavnslitteraturen. Vaardigte, 1901, Rejsen til Rom, 1904 og navnlig den centrale samling Vandringer, 1905 udstråler en ungdommens optimisme, dens længsel mod fjerne mål og nye oplevelser der kommer til udtryk i et stort antal rejsedigte. Men undertiden forbliver målet uopnåeligt – "Hvad jeg har set er intet; hvad jeg vil se er alt" – og livsbekræftelsen overskygges af et mismod der forstærkes af en bevidsthed om alle tings forgængelighed. Digteren bliver et hjemløst menneske, hos hvem udve og hjemlængsel afløser hinanden og således udgør forfatterskabets kunstneriske spænding. Denne antager i N.s anden betydelige samling Sange mod Solnedgang, 1920 der har sin forudsætning i en svær sygdomskrise, en forklaret tone af resignation i digte over menneskelivets utilstrækkelighed og dødens uafvendelighed."(Dansk Biografisk Leksikon)