Bøger af Leif Bruun

Denne bog handler om ledelse i ordets egentlige betydning. Nemlig den, at ledelse er at arbejde med mennesker, og at en leder er en person, der står i spidsen for en gruppe mennesker med ansvaret for løsningen af nogle bestemte opgaver. Jeg er fuldt ud vidende om, at ledere i almindelighed også har mange andre opgaver, de ligger blot uden for denne bogs rammer. I mit arbejdsliv i Søværnet, handelsflåden, offentlige og private virksomheder har jeg gjort mig nogle erfaringer omkring ledelse - egne ledererfaringer såvel som erfaringer med andres ledelse af mig. Disse erfaringer og tilhørende tanker har jeg sammenholdt med de synspunkter, jeg fremkommer med i min bog "Det menneskelige væsen", der handler om den menneskelige psyke. Resultatet jeg er kommet frem til, er som sagt, at - ledelse er at arbejde med mennesker - effektiv ledelse er at respektere dette Og det vil jeg gerne skabe forståelse for med denne bog.

Hvorfor er vi, som vi er? Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvorfor har vi det, som vi har? Og hvad kan vi gøre ved det? 'Det menneskelige væsen' indeholder betydelig nytænkning med hensyn til de egenskaber, vi besidder fra livets start, samt de egenskaber vi tilegner os - herunder især af traumatisk art - hvordan alt dette på godt og ondt spiller sammen og på forunderlig vis gør os til de unikke væsner, vi nu engang er - hver især. 'Det menneskelige væsen' skal ikke opfattes som noget videnskabeligt værk. Tværtimod vil jeg sige. For jeg tror ikke på, at man kommer ret langt med forståelsen af den menneskelige psyke ved at gå videnskabeligt frem. Det svarer til at prøve på at forstå en computers virkemåde ved at dissekere dens mikrochips. Dertil kommer, at jeg er en ren novice med hensyn til psykologisk faglitteratur. Så jeg har ikke andre kilder at henvise til end min egen livserfaring og mit intellekt. Med venlig hilsen Leif Bruun

Jeg er allergisk overfor digte. Jeg har gjort mange forsøg på at få noget fornuftigt ud af dem, men det er aldrig lykkedes. De siger mig simpelthen ikke noget. I dag er det så fremskredent, at jeg går i sort, når jeg ser et digt. Det er det, jeg kalder allergisk.Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har det ellers godt med ord og bogstaver. Jeg elsker at lege med dem. Læser bøger i stakkevis og skriver meget.Skriveprocessen ligger i faste rammer for mig. Det udspringer altid af en idé, jeg har fået om noget, jeg synes, er så væsentligt, at det skal skrives ned. Det er for så vidt hurtigt overstået. Det er først bagefter, det egentlige arbejde begynder. Det er jo slet ikke ligegyldigt, hvordan man får forklaret sig. Det tager tid at finde den rigtige rytme og de rigtige ord. Man stirrer sig hurtigt blind på sin egen tekst. Så er der ikke andet for end at gemme den væk nogle dage. Nået så vidt kan jeg kigge på den med nye øjne. Rette til. Gemme væk. Nye øjne ... Den cyklus gentages, indtil jeg kan læse teksten med nye øjne, og sige, det er sådan, det skal være.Overskrift, opsætning og eventuelle billeder kan jeg bruge lang tid på at nørkle med. Det synes jeg faktisk, er næsten lige så vigtigt som teksten. Det er jo det, der skal fange læseren og give lyst til at forstå budskabet.Nu kommer så det rigtig spændende. Det er, når jeg beslutter mig for, at andre skal læse teksten. Allerede ved den beslutning, finder jeg sandsynligvis på nye rettelser. Ellers må jeg overlade til andre, at fælde dommen - med tak til.Så læser jeg igen teksten, for nu er der garanteret noget mere, jeg skal have rettet. Gemme væk. Rette til.På et tidspunkt skal jeg beslutte om teksten stadig holder, ellers ryger den i brokkassen.I modsat fald havner den måske i denne bog!

Jeg er allergisk overfor digte. Jeg har gjort mange forsøg på at få noget fornuftigt ud af dem, men det er aldrig lykkedes. De siger mig simpelthen ikke noget. I dag er det så fremskredent, at jeg går i sort, når jeg ser et digt. Det er det, jeg kalder allergisk.Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har det ellers godt med ord og bogstaver. Jeg elsker at lege med dem. Læser bøger i stakkevis og skriver meget.Skriveprocessen ligger i faste rammer for mig. Det udspringer altid af en idé, jeg har fået om noget, jeg synes, er så væsentligt, at det skal skrives ned. Det er for så vidt hurtigt overstået. Det er først bagefter, det egentlige arbejde begynder. Det er jo slet ikke ligegyldigt, hvordan man får forklaret sig. Det tager tid at finde den rigtige rytme og de rigtige ord. Man stirrer sig hurtigt blind på sin egen tekst. Så er der ikke andet for end at gemme den væk nogle dage. Nået så vidt kan jeg kigge på den med nye øjne. Rette til. Gemme væk. Nye øjne ... Den cyklus gentages, indtil jeg kan læse teksten med nye øjne, og sige, det er sådan, det skal være.Overskrift, opsætning og eventuelle billeder kan jeg bruge lang tid på at nørkle med. Det synes jeg faktisk, er næsten lige så vigtigt som teksten. Det er jo det, der skal fange læseren og give lyst til at forstå budskabet.Nu kommer så det rigtig spændende. Det er, når jeg beslutter mig for, at andre skal læse teksten. Allerede ved den beslutning, finder jeg sandsynligvis på nye rettelser. Ellers må jeg overlade til andre, at fælde dommen - med tak til.Så læser jeg igen teksten, for nu er der garanteret noget mere, jeg skal have rettet. Gemme væk. Rette til.På et tidspunkt skal jeg beslutte om teksten stadig holder, ellers ryger den i brokkassen.I modsat fald havner den måske i denne bog!

Siden begyndelsen af 1990'erne har jeg haft en hobby med at lave korte, rammende tekster - helst i en enkelt sætning. Egentlig kalder man vel sådanne for sentenser, men jeg kalder dem altså 'For resten ...'er.Du har en sjov, mærkelig, krøllet tankegang, får jeg så at vide. Sjovt, mærkelig nok har jeg den modsatte opfattelse. Jeg mener mange gange, vi gør livet mere kompliceret, end det er. Det er den opfattelse, der er drivkraften bag mine 'For resten ...'er. De er min teknisk trænede og logisk tænkende hjernes forsøg på at glatte krøllerne ud.Med venlig hilsenLeif Bruun

Siden begyndelsen af 1990'erne har jeg haft en hobby med at lave korte, rammende tekster - helst i en enkelt sætning. Egentlig kalder man vel sådanne for sentenser, men jeg kalder dem altså 'For resten ...'er.Du har en sjov, mærkelig, krøllet tankegang, får jeg så at vide. Sjovt, mærkelig nok har jeg den modsatte opfattelse. Jeg mener mange gange, vi gør livet mere kompliceret, end det er. Det er den opfattelse, der er drivkraften bag mine 'For resten ...'er. De er min teknisk trænede og logisk tænkende hjernes forsøg på at glatte krøllerne ud.Med venlig hilsenLeif Bruun

Min mor, der i familiens skød har heddet 'Bedde' lige siden de første børnebørns ankomst, har alle dage været god til at fortælle vittigheder. Især i de 23 år hun arbejdede hos Schaub & Co i Esbjerg, blev vittighederne flittigt suppleret op. De lidt mere vovede hun tog med hjem fra fabrikken, kaldte vi 'Schauberter': - Ka du ikke lige fortælle en Schaubert? lød det ofte. Og så bredte der sig straks en munter stemning. I anledning af min mors 80 års fødselsdag samlede jeg dette lille udvalg af 'Beddes de bedste'. Med venlig hilsen Leif Bruun

Livet igennem har jeg haft små og større oplevelser, der af forskellige årsager har gjort indtryk, så de fortsat dukker op i min hukommelse. Det er disse oplevelser, jeg har beskrevet som erindringsbilleder og samlet i denne bog. Der kan eventuelt være knyttet en kommentar eller en uddybende forklaring til, men der er ikke gjort noget forsøg på at lave en udfyldende og sammenhængende levnedsbeskrivelse. Det er således ikke nogen selvbiografi, og den eneste røde tråd er, at oplevelserne er gengivet i tidstro rækkefølge beskrivende en del af min vej gennem livet. Nogle navne kan være ændrede, visse private detaljer kan være slørede. Ellers er alt beskrevet ærligt og redeligt, så vidt som jeg nu husker det. Med venlig hilsen Leif Bruun

Jeg er allergisk overfor digte. Jeg har gjort mange forsøg på at få noget fornuftigt ud af dem, men det er aldrig lykkedes. De siger mig simpelthen ikke noget. I dag er det så fremskredent, at jeg går i sort, når jeg ser et digt. Det er det, jeg kalder allergisk. Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har det ellers godt med ord og bogstaver. Jeg elsker at lege med dem. Læser bøger i stakkevis og skriver meget. Skriveprocessen ligger i faste rammer for mig. Det udspringer altid af en idé, jeg har fået om noget, jeg synes, er så væsentligt, at det skal skrives ned. Det er for så vidt hurtigt overstået. Det er først bagefter, det egentlige arbejde begynder. Det er jo slet ikke ligegyldigt, hvordan man får forklaret sig. Det tager tid at finde den rigtige rytme og de rigtige ord. Man stirrer sig hurtigt blind på sin egen tekst. Så er der ikke andet for end at gemme den væk nogle dage. Nået så vidt kan jeg kigge på den med nye øjne. Rette til. Gemme væk. Nye øjne ... Den cyklus gentages, indtil jeg kan læse teksten med nye øjne, og sige, det er sådan, det skal være. Overskrift, opsætning og eventuelle billeder kan jeg bruge lang tid på at nørkle med. Det synes jeg faktisk, er næsten lige så vigtigt som teksten. Det er jo det, der skal fange læseren og give lyst til at forstå budskabet. Nu kommer så det rigtig spændende. Det er, når jeg beslutter mig for, at andre skal læse teksten. Allerede ved den beslutning, finder jeg sandsynligvis på nye rettelser. Ellers må jeg overlade til andre, at fælde dommen - med tak til. Så læser jeg igen teksten, for nu er der garanteret noget mere, jeg skal have rettet. Gemme væk. Rette til. På et tidspunkt skal jeg beslutte om teksten stadig holder, ellers ryger den i brokkassen. I modsat fald havner den måske i denne bog!

Målet er - at leve livet levende, udviklende og kærlighedsrigt i medgang såvel som i modgang! Denne målsætning satte jeg mig i begyndelsen af 90-erne. Den bestræber jeg mig stadigvæk på at nå, så det er et livslangt udviklingsforløb, jeg har sat i gang. Det har i lange perioder været et benhårdt tålmodigheds-arbejde, der har presset mig til det yderste, da jeg psykisk har været langt nede i kulkælderen. Indestængte følelser i læssevis med dertil hørende traumatiseringer har været årsagen. Forløsning af disse indestængte følelser har i langt overvejende grad været midlet. I dag er jeg traumatisk fri. Jeg har gennemført et udviklingsforløb, som ingen andre. Det sidste er selvfølgelig en påstand, jeg ikke kan dokumentere. Men nu har jeg så valgt efter bedste evne ærligt og reelt at beskrive mit udviklingsforløb, så kan dem, der ønsker det, danne deres egen opfattelse. Min hensigt med denne bog er at formidle mine oplevelser og erfaringer med psykisk udvikling. For jeg er overbevist om, at det på tilsvarende vis kan være til gavn for masser af andre i denne verden - fyldt med psykisk uligevægtige mennesker! Med venlig hilsen Leif Bruun

Siden begyndelsen af 1990'erne har jeg haft en hobby med at lave korte, rammende tekster - helst i en enkelt sætning. Egentlig kalder man vel sådanne for sentenser, men jeg kalder dem altså 'For resten ...'er. Du har en sjov, mærkelig, krøllet tankegang, får jeg så at vide. Sjovt, mærkelig nok har jeg den modsatte opfattelse. Jeg mener mange gange, vi gør livet mere kompliceret, end det er. Det er den opfattelse, der er drivkraften bag mine 'For resten ...'er. De er min teknisk trænede og logisk tænkende hjernes forsøg på at glatte krøllerne ud. Med venlig hilsen Leif Bruun

Siden begyndelsen af 1990'erne har jeg haft en hobby med at lave korte, rammende tekster - helst i en enkelt sætning. Egentlig kalder man vel sådanne for sentenser, men jeg kalder dem altså 'For resten ...'er. Du har en sjov, mærkelig, krøllet tankegang, får jeg så at vide. Sjovt, mærkelig nok har jeg den modsatte opfattelse. Jeg mener mange gange, vi gør livet mere kompliceret, end det er. Det er den opfattelse, der er drivkraften bag mine 'For resten ...'er. De er min teknisk trænede og logisk tænkende hjernes forsøg på at glatte krøllerne ud. Med venlig hilsen Leif Bruun