Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
En sanse- og oplevelsesmættet erindrings/rejsebog af høj kvalitet om en rejse til en forfatterkongres i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, i 1986.
Maria Giacobbe skriver om sin barndom og opvækst på Sardinien. Hun fortæller om sine år som lærerinde for øens børn: her afløses en digterindes indlevelse i de chokerende sociale forhold, befolkningen lever under, af en ægte medfølelse, der levendegøres af forfatterindens dybe kærlighed til sin fødeø og dens mennesker.Det er en lille roman, og den er let at læse. Men det er svært igen at frigøre sig for det indtryk, den efterlader hos enhver tænkende læser. Maria Giacobbe var gift med forfatteren Uffe Harder (1930-2002), der også har oversat Lærerinde på Sardinien fra italiensk til dansk.Lærerinde på Sardinien udkom oprindeligt i 1961.
Fra røverforfaderen til den sardiske hyrde, der driver sin fåreflok gennem Paris’ parker og langs dens boulevarder, og som næsten symbolsk myrdes i en trafikulykke, præsenterer Maria Giacobbe - datter af sardiske forældre og mor til danske børn - i denne nye bog et spændende galleri af mennesker, som hun har kendt og oplevet dem i sin barndomsby Nuoro på Sardinien.Den intense og livsnære skildring har et længere, historisk perspektiv: i hver enkelt skæbne, fast forankret som disse personer er i deres øs økonomiske, sociale og politiske virkelighed, afspejles mere eller mindre tydeligt forskellige sider af den »store« historie, af Europas historie som den har formet sig gennem de sidste hundrede år, med krige, inflation, arbejdsløshed og emigration – en europæisk historie, bogens personer ikke selv har gennemlevet, men hvis ofre de har været.Medleven og indforståelse, en udtalt social-politisk holdning og ikke mindst humor præger denne meget specielle erindringsbog.
Tolv fortællinger, som har grundtonen tilfælles. De fleste handler om kvinder, mange foregår i omtrent samme landskab: Fortællingen udfolder sig oftest i nuet, men i mange tilfælde er der tale om en geografisk eller følelsesmæssig tilbagevenden til et sted eller en tidligere tilstand. Ligesom hos fx Kafka, Camus og Villy Sørensen præges personernes situation af en manglende evne til at orientere sig, af fremmedfølelse, selvcensur og selvbegrænsning. Men her behandles temaerne fra en udpræget kvindelig synsvinkel.
Den gamle mand Ciro lever et stille liv på den italienske ø Pòju, indtil en drengebande en tør augustaften prøver at stikke ild til hans hus. En fortælling om flere generationer og deres forskellige forsøg på at forholde sig til den verden, de lever i.
Den dansk-italienske forfatters (f. 1928) erindringer fra sine første ti leveår i Nuoro på Sardinien.
Maria Giacobbe har i Kald det så bare kærlighed overladt ordet til tre kvinder fra hver sit tiår i tiden 1940 til 1970. De har hver sin tidstypiske beretning om kvindeliv, om forventning og skuffelse, og de fortæller om liv, der må leves under falsk foregivende, under konventionernes tvang, hvor ydre adfærd ikke svarer til de indre hensigter og håb.I den indledende novelle fra krigen forsøger en kvinde i trediverne umiddelbart før sit selvmord at tale sig fri af skyld, skam og ansvar.I samlingens anden novelle, Udflugten, er vi nået til halvtredserne, og et socialt opbrud er i gang i Italien, Dolores er student og færdes i et frigjort studentermiljø, mens hun kæmper for at frigøre sig fra sin familiebaggrund med dens strenge religiøsitet, livsangst, traumer og småborgerlige fordomme.Med den tredje novelle fra tiået 1960-70 er vi på en måde nået til vejs ende. Cecilie er den frigjorte modne kvinde, der har realiseret sig selv kunstnerisk, fået succes, lever i et åbent forhold til en mand. Man følger hende gennem en dag, på kunstudstilling, i teatret, på restaurant og bagefter til privat party med diskret og indiskret flirt.
Den klassiske myte om Eurydike og Orfeus går som en dyster undertone gennem Maria Giacobbes intense skildring af en kvindeskæbne fra vore dage – et sygt menneske i en krigshærget verden, hvis mørke kaos svarer til mytens dødsrige.Den unge kvinde begynder med at betragte krigen, der set oppe fra bjergene, hvor hun er, tager sig ud som et fascinerende fyrværkeri. Men den er en uhyrlighed, som man ikke kan være tilskuer til, uden at blive inddraget i den. På een gang offer og impliceret, som genfærd i en verden af genfærd, håber hun en kort tid, at kærligheden kan føre hende tilbage blandt de levende.Men i en verden, hvor de stærkeste, de hårdeste og mest grusomme har gennemtvunget deres regler, er kærligheden en trusel mod ordenen, en sygdom, der må bekæmpes, om nødvendigt med kirurgiske indgreb. I en celle afskåret fra verden gentager Eurydike, der nu er skilt fra Orfeus, for sig selv det mystiske budskab, han efterlod, inden han blev revet fra hende.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.