Bøger af Mehmet Ümit Necef

Det skulle have været fremtidens bydel, et sted, hvor det moderne liv kunne udfolde sig med alle dets bekvemmeligheder. I stedet blev det en ghetto med høj arbejdsløshed, kriminalitet og mange indvandrere. 1960'ernes Vollsmose begyndte som en drøm. Men i dag er den politiske debat om Vollsmose opdelt i skarpe modsætninger og præget af fjendebilleder.Virkelighedens Vollsmose er mere kompleks. Flere nuancer af livet i en ghetto formidles her af forskere fra alt fra kultur til medicin. De undersøger, om der findes en særlig Vollsmose-kultur, hvilken rolle islam spiller, og hvad ghettolisterne har betydet for områdets selvforståelse. Et spørgsmål er også, om mennesker i Vollsmose plages af andre sygdomsformer, og hvem der egentlig har ansvaret for indvandrerne, når de bliver gamle. Er det overhovedet realistisk at forestille sig, at de midler, der i disse år investeres i områdets infrastruktur, vil kunne løse Vollsmoses sociale problemer?Bogen henvender sig til socialrådgivere, lærere, pædagoger, sygeplejersker, kommunale konsulenter og andre faggrupper, der i deres daglige arbejde er i berøring med socialt udsatte boligområder. På videregående uddannelser vil studerende og undervisere ud fra den foreliggende research kunne inddrage Vollsmose som casestudie i deres projekter.

"Der er al mulig grund til at hilse det foreliggende forskningsprojekt velkommen. Det er befriende med en forskning, der rent faktisk tager menigmand og dennes meninger alvorligt."Povl Götke, Kristeligt DagbladFor en udlænding er det svært at skelne en dansker fra en nordmand eller en svensker. Alligevel er de fleste danskere enige om, at det er noget særligt at være dansk. I hjertet af Danmark indkredser hvad "det danske" er. Bogen viser, at danskere deler nogle særlige tankegange og måder at møde, forstå og handle i verden på. Deres mentale mønstre er udviklet over en lang periode og er tæt sammenvævet med de institutioner, der præger de fleste danskere. Det er i familien, skolen, civilsamfundet og velfærdssamfundets mange fælles institutioner, man bliver socialiseret til at være dansker. Som fælles udgangspunkt har danskerne også de naturgivne ydrer rammer om et land højt mod nord og en fælles tradition omkring religion og nation. Disse forudsætninger melder sig hele tiden, uden at danskerne altid er bevidste om det. Bogen bygger på en lang række interviews med mange forskellige danskere om deres syn på livet, børn, familie, arbejde, fritid, frihed, fællesskab, lighed, tro, engagement m.m. Det samlede billede er broget og mangfoldigt. Og umiskendeligt dansk. Peter Gundelach er professor i sociologi. Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi. Margit Warburg er professor i religionssociologi. Alle Københavns Universitet. Bidrag af Mehmet Ü. Necef, Carl Pedersen og Rashmi Singla.

Udgangspunktet for denne bog er, at kulturel forskellighed kan være berigende, hvis der er politisk vilje til at skabe demokratiske rammer for, hvordan folk med forskellige og konfliktende værdier kan leve sammen. Men i Danmark såvel som i Sverige har multikulturalisme i vidt omfang dannet rammen for det politiske establishment, medierne og venstrefløjens bortforklaring af problemer. Bogen bidrager til et opgør med den berøringsangst, der har præget myndigheder og debattører. Den er en kritik af de måder, multikulturalisme har udviklet sig på i de to lande, hvilket truer den demokratiske kultur og den individuelle frihed. Fokus er rettet mod den politiske korrektheds konformitet og moralisering, der fortrænger politisk uenighed. Bogens 15 forfattere kredser om problemstillinger relateret til kultur. Nogle ser på ytringsfrihed og racisme, der er forbundet med diskussioner om tolerance, censur og selvcensur. Andre handler om mediernes filtrering af fakta. Atter andre ser på de forudindtagne holdninger, man støder på i forskning såvel som i offentlig debat i navn af anti-racisme.

I Danmark og Skandinavien er indvandreres rolle i film og lit- teratur stadig forholdsvis jomfrueligt territorium i akademisk henseende. En væsentlig grund er, at empirien så at sige synes at have manglet, og det er spørgsmålet – som denne bog på forskellig vis blandt andet forsøger at besvare – om indvandrerforfatteren og -instruktøren samt den kunst, der omhandler indvandring og kulturmøder, er et forholdsvis nyt fænomen i Danmark, eller om disse kunstnere og denne kunst rent faktisk har været en del, om end en mere eller mindre usynlig del, af den danske kultur i mange år.Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med indvandrerens rolle i dansk film og litteratur? Kan vi overhovedet tale om kunstnere med præfikset ”indvandrer” foran, er ”indvandrerforfatter” ikke en begrænsende og ekskluderende, ja måske ligefrem en chauvinistisk, betegnelse? Jo, på sin vis måske, men dette bringer os til den næste forudsætning. Den er af mere indholdsmæssig karakter og går på, at hvis det overhovedet skal give mening at beskæftige sig med indvandrerkunst, så må det være fordi denne kunst gør noget andet og mere (eller mindre), end den kunst, der traditionelt dominerer kanonlisterne og boghandlernes hylder. Og hvis den gør det, så vinder begrebsligheden legitimitet, for uden kategoriseringer kan vi som forskere ikke skabe overblik og opspore mønstre i de overordnede kulturelle og kunstneriske tendenser. Begge forudsætninger – begrebet ”indvandrer” i rela- tion til kunstneren og kunsten og ideen om at denne kunstner og denne kunst gør noget andet, noget nyt – er centrale diskussions- punkter i denne bogs ni fyldige artikler om indvandreren i dansk film og litteratur.