Bøger af Mikkel Bolt

Det 20. århundredes kunstneriske avantgardemanifester foreligger nu for første gang i en større præsentation på dansk.Avantgardernes kaotiske, urimelige, patetiske og voldsomme angreb på alle hidtidige kunstneriske konventioner og på borgerskabets idealer og værdier blæser ud over siderne med stor kraft. Futuristerne, vorticisterne, dadaisterne, de russiske avantgardegrupper, surrealismen, CoBrA, de lettristiske grupperinger og Situationistisk Internationale ønskede alle at skabe en ny verden, hvor kunst og liv var ét. Med manifesterne stillede avantgarderne sig proklamatoriske, anklagende, fordrende og provokerende an. Kombinationen af kampretorik og performativ diskurs gjorde manifestet ideelt til at fremsætte et ultimatum til en dødsdømt borgerlig civilisation.

På råbeafstand af marxismen analyserer et teorihistorisk forløb fra sidst i 1960’erne og frem til i dag inden for vestlig filosofi, politisk tænkning og kulturstudier. Et forløb kendetegnet ved en afsked med marxismen og med det revolutionære projekt, marxismen kan siges at være udtryk for. En opgivelse af en kritik af kapitalismen. Et forløb, hvor en vigtig selvkritik – den nødvendige analyse af klassekampens genkomst, forvandling og omslag i den anden halvdel af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne – hurtigt afløses af en opgivelse af det revolutionære projekt. Bevægelsen fra revolutionær selvkritik til opgivelse af marxismen og afsked med en analyse af kapitalismen er anliggendet for bogens tekster. Det er et forløb, der går fra revolutionært opbrud og den nødvendige udvidelse af marxismens historiske analyse til afsked med en sammenhængende systemkritik til fordel for en overdreven tiltro til økonomiens selvstyre.Bogen er tænkt som et bidrag til en genaktivering af marxismen og dens kritiske analyse (og afvikling) af det kapitalistiske samfund. At være ‘på råbeafstand af marxismen’ er at forsøge at ryste den fortrolighed, som kapitalismen antog i perioden, efter at den vestlige marxisme selvkritisk så nærmere på den historiske materialismes klassekategorier og historiefilosofi.

Fortællingen om samtidskunsten må handle om den ekstreme markedsgørelse og instrumentalisering af kunsten, der har fundet sted inden for de seneste årtier. Men den må samtidig også handle om, hvordan samtidskunstinstitutionen har været rum for fremvisning og diskussion af politiske konflikter, der for en stor dels vedkommende ikke har fundet sted andre steder i takt med, at tidligere venstre-politiske offentligheder er blevet afviklet, og politik er blevet reduceret til administration. Det er historien om samtidskunsten som et sted for politisk engagement og systemkritik. Selvom kunstens relative autonomi er under pres og hele tiden muterer, så er det kunstneriske felt og det enkelte kunstværk stadigvæk kendetegnet ved at være delvist uden for den kapitalistiske produktions- og administrationslogik. Og denne partielle adskillelse, den relative autonomi, udstyrer kunsten med et transgressivt potentiale. Som relativ autonom sfære er kunsten på én og samme tid en udfordring og en bekræftelse af det kapitalistiske samfund og værdiformens abstrakte dominans. Som Adorno formulerer det, er vareform- en autonomiens historiske mulighedsbetingelse. Det betyder ikke, at kunsten kun er ideologisk (i en dårlig forstand), den har bevaret sin historiske oprindelses emancipatoriske logik, og om ikke andet negativt afspejler den et løfte om lykke. Der er noget subversivt ved kunsten, den er en art oprør. Det er således ikke nok at udpege aporien – kunsten undergraver og bekræfter samfundet, kultur og barbari hænger sammen – nej, aporien skal på en eller anden måde analyseres og overskrides. Den er netop ikke ahistorisk, en invariant, men historisk og kan derfor ændres. Eller som Debord siger, kunsten er revolutionær (eller den er ikke).

Kapitalismen er at forstå som en religion. Den er ikke blot et ‘etos’ med rødder i den protestantiske etik, ikke blot en af kristendommen begunstiget samfundsformation, men langt snarere selv et essentielt religiøst fænomen.indholdForord: Mikkel Bolt & Dominique RouthierWalter Benjamin: Kapitalisme som religionRobert Kurz: Offeret og den perverse genkomst af det arkaiskeGiorgio Agamben: En kommentar, i dag

Krisen er dyb. Uanset hvad der sker, vil den næste periode blive barsk. Økonomierne i USA og Europa er i krise, og eksportøkonomierne i Sydøstasien er også begyndt at mærke situationens alvor. Overalt er det arbejderne, der betaler prisen for krisen. Den bliver socialiseret, og der bliver skåret i velfærdsydelserne. Samtidig bliver krisen brugt som løftestang til at fjerne hårdt tilkæmpede rettigheder. Kapitalen har med andre ord skruet op for klassekampen, den kører nu i højeste gear. Men proletariatet er begyndt at røre på sig. Revolterne i Mellemøsten og Nordafrika har udfordret den nuværende verdensorden og dens opdeling af verden, og de indignerede i Sydeuropa og besættelsesbevægelsen i USA forsøger at udvide protesterne. Selvom diktatorerne er blevet væltet i Tunesien, Ægypten og Libyen, tager utilfredsheden blot til i styrke. Det samme er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor befolkningerne med stor energi afviser spareplanerne. Det samme gør studenter i Chile og Canada. I Syrien raser borgerkrigen. Og i Kina vokser antallet af strejker. I Tyrkiet afviser de unge Erdogans neoliberale ‘succes’, og i Brasilien har ‘de farlige klasser’ indtaget gaderne. Der er stor forskel på protesterne, de er i udgangspunktet defensive i Vesten og offensivt reformistiske i andre dele af verden som Kina, men der er blevet brudt hul i det neoliberale verdensbillede. Klassekampen er ikke længere en ensidig affære. Den gamle muldvarp er igen i bevægelse.

De mange masseprotester, der har fundet sted siden 2011, har været kendetegnet ved et umiskendeligt be­hov for at udfordre, vælte og destruere de herskende politiske repræsentationer uden at foreslå nye. Det handler ikke om at erstatte den siddende regering eller leder med andre, og dermed få en bedre udgave af det, vi allerede har. Det handler om at komme af med alle lederne, inklusive de mest kritiske oppositionsledere; det drejer sig grundlæggende om at afvikle behovet for ledere. Det er en politisk handling, der hverken er klasse­kamp eller etableringen af en opposition til magt­haverne, men som tager form af et voldsomt raseri mod virkeligheden. I den forstand er det lige så meget et antropologisk som et politisk opgør, vi ser tage form i de mange protester, det er et forsøg på at vikle sig ud af alle de overleverede forestillinger om, hvordan den sociale sammenhæng, vi kalder et samfund og en nationalstat, organiseres. Det synes at stå tydeligt for flere og flere, at det ikke kan lade sig gøre at håndtere de mange kriser inden for rammerne af de politiske institutioner, vi har i dag.

Det spørgsmål, som den destituerende opstand stiller, går givetvis på, hvordan man skal afmontere og forlade lovenes system, men endnu mere på, hvordan det kan være muligt at gøre det, uden at man umiddelbart efter indgår i det igen.— Marcello TarìDenne bog indeholder bidrag af forfattere tilhørende kredsen om den usynlige komité, der ikke findes længere, men som igangsatte drøftelsen af begrebet destitution for ti år siden. Destitutionens begreb og historie kan forklare spændingen mellem teori og praksis og analysere overgangen fra opstand til revolution: Radikaliserede anarkismen den borgerlige revolutions satsning på frihed, lighed og broderskab, og begrundede den videnskabelige socialisme arbejderbevægelsens bestræbelse på at ophæve formerne løn, pris og profit i kapitalismen, så samler destitutionen erfaringer og vidnesbyrd fra de seneste 14 års statsundergravende kampe.

Det politiske er et af samtidskunstens privilegerede “materialer”. Kunstnere producerer ikke blot repræsentationer af politiske konflikter, de bruger kunstrummets relative autonomi til at facilitere diskussioner, der ofte ikke finder sted i en bredere offentlighed. Det er historien om samtidskunstens funktion som en art substitutoffentlighed i fraværet af en kritisk, international modoffentlighed. Denne funktion fungerer imidlertid også som legitimation for institutionen, der bryster sig af og forstår sig som systemkritisk: Kritik er i dag på den måde sine qua non for samtidskunstinstitutionen. Men, må vi tilføje, kritik i en nedskaleret forstand, som institutionelle reformer og reformistiske interventioner. Det er institutionskritikkens hegemoni.Det kan synes ulogisk at bruge tid på kunst­ner­iske udsagn i en situation, hvor kapitalens vold tager til, flere og flere går på gaden, og hvor den mest sofistikerede politiske samtidskunst har travlt med at organisere modeshows for Dior. Men den moderne kunst har fra starten været et af de steder, hvor det har været muligt – ikke at det var nemt eller ligetil – at artikulere en kritik af den kapitalistiske modernitet og forestille sig verden på en anden måde.Dialog med de døde skitserer et historisk forløb, hvor kunsten har fungeret systemkritisk, fra mellemkrigstidens surrealisme over situationisterne, Black Mask, Art Workers’ Coalition og Artist Placement Group i 1960’erne til den politiserede samtidskunst og aktivistiske statuevæltninger.

Demokratiet er en politisk fiktion. Som stormen på Kongressen i USA understregede, befinder det moderne demokrati—uløseligt knyttet til staten, nationen, folket og markedet—sig i en dyb krise. I et slags væbnet karneval sætter en broget flok US-amerikanske patrioter sig for at redde demokratiet fra sig selv. Men hvad er det for et demokrati, der skal reddes? Og hvorfor? For Marx og den revolutionære bevægelse var det borgerlige demokrati først og fremmest en strategisk kampplads, ikke et politisk mål i sig selv. Trods vigtige sejre viste demokratiet sig hurtigt som en slags politisk fælde, som hver gang kanaliserede den ‘socialistiske’ massevækkelse ind i forbrug for de heldige og for evigt udsatte verdensrevolutionen. I stedet fik vi det liberale markedsdemokrati, hvor venstre- og højrepopulister rituelt slås om definitionsretten på det virkelige demokrati.Andet bind i forlaget Antipyrines serie om “repræsentationskritik” rummer tre nøgletekster om demokrati af hhv. Karl Marx, Claude Lefort og Mario Tronti. Bogen er redigeret og forsynet med forord af Mikkel Bolt og Dominique Routhier.

Verden er i forandring, de gamle koordinater for klassekampen er ubrugelige, og sammenbruddet af den senkapitalistiske verdensorden er helt åbenlyst i gang, hvad enten man kan lide det eller ej.I forlængelse af en venstrekommunistisk tradition for historisk analyse og kritisk tænkning, fra Rosa Luxemburg over Karl Korsch og Walter Benjamin til Guy Debord og Jacques Camatte og frem til Roswitha Scholz, sætter vi fokus på klassekampens historiske og nuværende repræsentationsformer. Strejken, som vi ønsker at pointere med Luxemburg, er ikke blot et pressionsmiddel i kampen for bedre lønvilkår men en historisk specifik form for konfliktoptrapning i en uforsonlig klassekamp, der ændrer sig organisk i takt med kapitalakkumulationen. Spørgsmålet er så, om strejken fortsat har en rolle at spille i dag, hinsides traditionelle forestillinger om arbejderklassen og klassekampen?

En antologi om ‘busteaktionen’ og det vi taler om, når vi taler om denBidragsydere: Afroinstitutionen, Amalie Skovmøller, Annarosa Krøyer Holm, Carsten Juhl, Edin Hajdarpašić, Elizabeth Löwe Hunter, Farhiya Khalid, Frida Sandström, Jakob Jakobsen, James Day, Jeppe Wedel-Brandt, Jonas Eika, Kirstine Mose, Maja Kjems Henssel, Mikas Lang, Mathias Danbolt, Mikkel Bolt, Nermin Duraković, Virgin Islands Studies Collective

Hvad er fascisme i dag? Konfronteret med begivenheder som valget af Trump og Brexit-afstemningen og politikere som Orban, Duterte og Bolsonaro ogpartier som Lega er det igen blevet relevant at tale om fascisme. Men hvad kendetegner den ny fascisme? Hvordan erden lig og hvordan adskiller den sig fra mellemkrigstidens fascisme?Mikkel Bolt og Jakob Jakobsen har redigeret en antologi, som udstikkerkoordinaterne for en analyse af samtidens fascisme i politik, kultur og hverdagsliv. Bogens tekster argumenterer fornødvendigheden af kritisk at analysere fascismens nye former ogkonfrontere dem uanset hvor de viser sig: som politiske partier, enumenneskelig asylpolitik eller ironisk reaktionær samtidskunst. Med bidrag om Indien, Brasilien, Tyskland, Frankrig og USA kortlæggerantologien fascismens nye former og viser, hvordan den ny fascisme er en fortsættelse af såvel kolonialisme som mellemkrigstidens fascismer.Bogen indeholder bidrag af Enzo Traverso, Denise Ferreira da Silva, JairusBanaji, Ana Teixeira Pinto, Kerstin Stakemeier og Mikkel Bolt.Mikkel Bolt er professor i politisk æstetik på Københavns Universitet og forfatter til en række bøger, deriblandtTrumps kontrarevolution, som er blevet oversat til engelsk, fransk, italiensk og græsk.Jakob Jakobsen er billedkunstner og aktivist. Han står bag Hospital for Self Medication og har netop udgivet bogenOphør oprør – dagbog fra en indlæggelse.

PROTESTKRITIK samler en række kritiske, analytiske, eksperimentelle og teoretiske tekster i lyset og den lange historiske skygge af oprøret i '68. Gennem elleve forskellige bidrag formuleres nye historiske analyser og aktuelle protestbevægelser såsom klimabevægelsen, #MeToo, De Gule Veste, Nuit Debout, Et andet universitet og Occupy analyseres.Bogen er en flertydig og fælles refleksion over protestens væsen, et møde mellem generationer, erfaringer og fagligheder, og en anledning til at reflektere over, hvordan vi kan bringe arven fra '68 med ind i fremtiden.MED BIDRAG FRA: Mikkel Bolt, Kirsten Hyldgaard, Michael Hardt & Antonio Negri, Tania Ørum, Brian Benjamin Hansen, Gry Worre Hallberg & Sisters Hope, Arkivaristerne, Katrin Hjort, Kristian Thorup, Rasmus Bro Clemmensen og Gustav Johannes Hoder.

Monsieur Antipyrine åbner en ny genetisk massegrav i det kapitalistisk-postmarxistiske imaginære og nærmeste omegn: en virkelig fesen, sen, blå-i-blå affære. Vi kan slet ikke blive ortolitterært-tænksomme eller akademisk-normative eller kunstnerisk-klæbrige eller dumkritisk-medløberiske eller poetisk-idiotiske nok. Vi kan ikke tilstrækkeligt bekræfte al den vederhæftige kanonicitet, på størrelse med et fordøjelsessystem-forvekslet-med-et-kønsorgan, eller alt det mægtig, mægtig sukkersubtile. Og ganske specielt ikke når det drejer sig om dem, der for eksempel måtte bilde sig noget særligt ind vedrørende nogen som helst fordrejnings strategiske habitus, status eller vomitus lige nu. Se blot alle disse fodnoter hos Monsieur Antipyrine: en interplanetarisk forvokset klump af møllesten, der ikke kan kyles noget sted hen, men kun være på en eller anden fæl forkant hos hele den godmodige bestand af for længst givne individer. Rundtomkring gnider alt mod alt. Alle disse uendelige litteraturlister: amazon.coms demokratiske genitalier, Marx the Profit. Fra skridtets forfængeligheder og helt ned i knæ på de højere læreanstalter. Monsieur Antipyrine kan simpelthen ikke komme af med sig selv, det er ikke nogen misforståelse. Og der bliver ingen metastasering til nye, hidtil usete højder af modifikation, heller ikke denne gang, ikke en globalobskøn skid. Monsieur Antipyrine tager afstand fra al etableret diskurs og tænker mere eller mindre, som en tumpe tegner, og fatter ikke, hvad der menes, når andre påstår i det hele taget at kunne ‘se noget’ i en tegning. Nogle vil sikkert spørge: Tager Monsieur Antipyrine afstand fra eller afstand fra al etableret diskurs? Altså, er det ikke diskursen i sig selv, den er gal med, så må det fandme være det etablerede — etableringen og, øh, snarere diskursen, den skrumper rent faktisk iøjnefaldende for dernæst at eskalere sit verdensomspændende grovæderi, sit mentale tyngdepunkts objektive diktatur. Ja, vi kender det jo alligevel ikke. Det private er sgu da ikke nulpunkt nok. Ærlig talt, det er snarere Monsieur Antipyrine, den er gal med: Antipyrine-i-kapitalismen. Og vi kan godt gentage det, bare med os selv som modsat fortegn. […]Følgende har bidraget til de rørende scener:Claus HandbergSimone WeilEva La CourJørgen MichaelsenAnne-Louise BosmansGayatri Chakravorty SpivakMathias SæderupCæcilie H. PoulsenErik SteinskogRoswitha ScholzRobert KurzJonas Georg ChristensenLaura JacksonAlexander TrocchiHenriette HeiseMorten Holm LarsenElizabeth BishopLaureNaja Vucina PedersenMikkel ThykierMikkel BoltHenrik HaveDen redaktionelle uorden varetages af: Mikkel Bolt Claus Handberg Mathias Kokholm Jørgen Michaelsen Mikkel Thykier

Monsieur Antipyrine er et tidsskrift, der allerede er ude af sync med fortid, fremtid, nutid, samtid, sommertid og vintertid og befinder sig godt dér, mellem årstiderne og Statstidende. De voldsomme følelser og de intense udsving, den store uret og den pinefulde uretfærdighed, intet er andet end en leg. Følgende har bidraget til de rørende scener: Søren Andreasen, Jørgen Michaelsen, Jacob Wamberg, Mikkel Thykier, X:YU142, Mikkel Bolt, Jan Bäcklund, Kasper Opstrup, Kristine Kemp, Rasmus Graff, Maja Lee Langvad, Claus Handberg Christensen, Claire Fontaine, Carsten Juhl, Sarah Rifky, Franco “Bifo” Berardi, Ida Börjel, Janus Kodal, Lars-Emil Woetmann. Den redaktionelle uorden varetages af: Mikkel Bolt, Claus Handberg Christensen, Mathias Kokholm, Jørgen Michaelsen og Mikkel Thykier. Alle andre er gået hjem.

-

Giorgio Agamben (f. 1942) er en af den samtidige europæiske filosofis mest centrale skikkelser. Denne bog indeholder en gennemgang af en række af de væsentligste temaer i Agambens tænkning: biopolitik, sprog, potentialitet, undtagelsestilstand og vidnesbyrd.Derudover indeholder bogen oversættelser af fire tekster af Agamben: ´Noter om gestus´, ´Sprogets idé´, ´Hinsides menneskerettighederne´ og ´Livsform´.

Manifestet er et kampskrift. Derfor har manifestet været det foretrukne mediumgennem mere end 300 år, når politiske grupper og radikale kunstneriske projektersom de historiske avantgarder skulle rette et slag mod den bestående ordenog definere deres egne projekter. Med manifestet kan man stille sig proklamatorisk, anklagende, fordrende og provokerende an. Kombinationen af kampretorik og performativ diskurs har historisk gjort manifestet ideelt til at fremsætte et ultimatum til sin samtid. Dette nummer af K&K handler om manifestet og indeholder en række artikler om såvel politiske som kunstneriske manifester fra 1839 og frem til i dag.