Bøger af Mogens Møller

Dråby og omegn, bind 2: Ejendomme, landbrug, fiskeri, befordring m.m. Bind 2 handler især om ejendomshistorien med udgangspunkt i gårdene. Hertil hører bl.a. oplysninger om de enkelte ejendomme og deres beboere. Der er endvidere kapitler om landbrugsdrift, fiskeri, drukneulykker, jagt og skadedyr, skovdrift, mad og drikke, byggeri, veje og trafik samt forsyning med vand, elektricitet og telefon.

Bind 1 af "Dråby og omegn" handler om grundlæggende forhold ved Dråbys opståen og udvikling. Herunder om udforskning af virkeligheden bag de gamle myter om sejlads, storhedstid, kirke, borge, kloster samt Ebeltoft. Blandt hertil knyttede emner er bynavnet Dråby og Dråby Sø, Råbæk, Gungesø (Boeslum Sø). Der udvikles en ny teori om havn for snekker (krigsskibe) ved Vibæk ved Ebeltoft i vikingetiden. Adelige og godserne Skærsø hovedgård samt storgården Boeslumgård ved Boeslum omtales i særlige kapitler. De forsvundne storgårde Æbelsøgård og Rane Ladegård ved Elsegårde sættes i forbindelse med Hjelm med Marsk Stig samt Rane Jonsen. På det religiøse område behandles emner som hedenskab, overtro, trolddom, kirken, præster, præstegårde, kirkeejere og kirkebetjente.

Bogen "Djursland besat 1940-45. Modstandsmænds terror og oprør under besættelsen" beskriver disses aktiviteter under besættelsen set i landshistorisk sammenhæng og - til forskel fra almindelig praksis - set mest fra befolkningens side.Danmark var fjendeland for de allierede. Den danske regering fik landet godt gennem besættelsen ved at forhandle sig til rette med tyskerne. Regeringen støttede det tyske befæstningsarbejde for så vidt muligt at holde arbejdet på danske hænder og forhindre en invasion, som ville smadre landet og folket. Besættelsen medførte ikke de store problemer i de første tre år. Selv om de tyske besættere var uvelkomne havde danskerne for det meste et fordrageligt forhold til soldaterne.Englands premierminister Winston Churchill ville "sætte Europa i flammer" ("set Europe ablaze"), som han sagde. Englænderne ansatte derfor danske agenter, der opildnede landsmænd til modstand og terror. Englænderne styrede deres danske modstandsfolk og forsynede dem med våben. Modstandsfolk angreb næsten aldrig tyskere og tysk ejendom. De valgte i stedet at terrorisere deres landsmænd. De gjorde oprør mod folkestyret i sammenhæng med, at deres hårde kerne var kommunister. I kraft af våbnene gjorde de besættelsens to sidste år til "onde år". Den 29. august 1943 havde de provokeret så meget, at regeringen nedlagde arbejdet. Og den 19. september 1944 havde de presset politiet til at opføre sig så illoyalt, at tyskerne internerede politifolkene i de fire største byer. Modstandsmænd fik så med dødstrusler næsten alle de øvrige politifolk til at nedlægge arbejdet. Værnemagten hentede derefter tyske politifolk, som gik hårdere til de danske modstandsterrorister. Englændere og modstandsfolk spredte helt frem til befrielsen invasionsrygter, som medførte fortsatte befæstningsarbejder. Modstandsmænd saboterede i besættelsens sidste tid befæstningsarbejdet. Sabotagen fik ingen større praktisk betydning - den hindrede ikke ibrugtagen af noget militæranlæg på Djursland. Sabotagen skulle - imod regeringens bestræbelser - gøre det mere attraktivt for de allierede at invadere landet. Modstandsfolkene gjorde sig dermed til landsforrædere og blev hårdt fordømt af regeringen. Ved folketingsvalget 23. marts 1943 fik de partier, som ville forhandle sig til rette med besættelsesmagten, 94 % af stemmerne. Danskerne støttede forhandlingspolitikken og brød sig ikke om modstandsterror.

Bogen "Djursland besat 1940-45. Engelsk terror og besættelse" beskriver englændernes aktiviteter i forhold til Djursland i besættelsestiden i landshistorisk sammenhæng.Efter at have erklæret tyskerne krig ville englænderne afskære dem fra fortsat at få jernmalm via Norge samt angribe dem fra Østersøen. Englænderne respekterede ikke andres neutralitet. De ville minere norske farvande og besætte norske havne. Tyskerne besatte derfor 9. april 1940 Danmark og Norge.Den danske regering fik landet godt gennem besættelsen ved at forhandle sig til rette med tyskerne. For at forhindre en vestallieret invasion begyndte værnemagten straks at opføre befæstningsanlæg på Jyllands vestkyst. Regeringen støttede det ved bl.a. at lade firmaer og ansatte deltage i arbejdet. Den ville holde arbejdet på danske hænder og forhindre en engelsk-amerikansk invasion, som ville ødelægge landet og folket.Besættelsen gav ikke de store problemer for danskerne de første tre år. Men Englands premierminister Winston Churchill ville "sætte Europa i flammer" ("set Europe ablaze", som han sagde. Englænderne ansatte danske agenter, som opildnede landsmænd til modstandsterror. De styrede deres danske modstandsfolk og forsynede dem med våben. I kraft af våbnene gjorde modstandsmændene besættelsens to sidste år til "onde år" for danskerne. De angreb næsten kun landsmænd, hvilket var mindre risikabelt og det blev så vidt muligt overset af tyskerne.Den danske regering fordømte modstandsfolkene. Englænderne så Danmark som et fjendeland. Englænderne og deres modstandsfolk udspredte for at forvirre fjenden invasionsrygter helt frem til befrielsen. Det medførte fortsatte befæstningsarbejder og stor utryghed for danskerne. Englændere og amerikanere foretog tusinder af natlige overflyvninger til/fra bombemål i Tyskland. De nedkastede bomber i Danmark, når de var forfulgt eller ikke turde trænge frem til de udpegede tyske mål eller blot ville øve sig. Amerikanerne beskød også tilfældige civile. Det fyldte danskerne med skræk og sendte dem i beskyttelsesrum utallige gange.Regeringslederne fra USA, England og Sovjetunionen mødtes 4.-11. februar 1945 i byen Jalta på Krim for at dele rovet. De bestemte, at Danmark efter den kommende tyske kapitulation måtte blive besat af englænderne og fremover domineret af dem og sådan blev det, indtil USA fra 1950-erne tiltog sig denne rolle.Englænderne destruerede godt tysk materiel og fik danskerne til at købe af deres overskudsmateriel.

"Djursland besat 1940-45. Tysk besættelse. 2023" beskriver det tyske forsvar på Djursland. Værnemagtens tropper og materiel følges, set i større sammenhæng, fra besættelsens første dag og frem til rømningen i 1945.Tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940 for at forhindre englænderne i at afskære dem fra at få jernmalm via Norge og i at angribe dem fra Østersøen.Regeringen fik landet godt gennem besættelsen ved at forhandle sig til rette med tyskerne. Værnemagten begyndte straks at opføre befæstningsanlæg på Jyllands vestkyst. Regeringen støttede befæstningsarbejdet ved bl.a. at lade danske firmaer og ansatte deltage. Den ville så vidt muligt holde arbejdet på danske hænder og forhindre en engelsk-amerikansk invasion, som ville smadre landet og folket. Arbejdsløsheden på over 30% forsvandt og mange erhvervsfolk tjente godt.Besættelsen gav ikke de store problemer de første tre år, hvor englænderne endnu ikke havde fået hvervet danskere til at skabe terror af betydning.Værnemagten anlagde straks en netspærring med miner i havet mellem Hasnæs og Hjelm.1 1942 anlagde den to faste anlæg på Djursland:- Flyradar- og radiostation ved Laen ved Glesborg for flyledelse, aflytning og støjsending.- Flyradarstation ved Lund mellem Hørning/Assentoft for flyovervågning.I det sidste besættelsesår insisterede Hitler på, at man trods Tysklands håbløse situation skulle udbygge befæstningen af Østjylland. På Djursland blev da yderligere anlagt:- Flåderadarstation ved Lushage/Sletterhage på Helgenæs.- Flyvepladsen "Fliegerhorst Tirstrup" med "Feldflugplatz Fuglslev".- Vandflyvepladsen "Ebeltoft See" ved Vibæk i Ebeltoft Vig.- "Marinestøttepunkt Grenaa Havn".- Kanonstilling på Havknuden ved Katholm.- Kanonstilling sydvest for Fornæs Fyr.- Kanonstilling på Knudshoved ved Gjerrild.- Kanonstilling ved Skovgårde ved Fjellerup.- Kanonstilling på Elkær Bakke ved Udbyhøj.- Kanonstilling på Sletterhage, hvortil kanoner dog ikke nåede at blive fremskaffet.- Pansergrav langs Djurslands vestgrænse.- Pigtråd og skyttegrave på en del af strækningen fra Randers Fjord til Grenaa.- Pigtrådshegn fra Sletterhage over Monsbjerg til Lushage.- Dækningsgrave langs med landeveje til ly for vestmagternes flybeskydning.

Bind 3 handler især om de forskellige slags håndværk samt handelen i byen i tidens løb. Der er desuden kapitler om ejendele/indbo, husflid, turisme, pengeinstitutter, politik, beskatning, skolevæsen, folkekarakter, personnavne, kulturliv, fritid, personligheder, sundhedsvæsen, fattigvæsen, udvandringer, forbrydelser samt oprør og krig.

Bogen "Djursland besat 1940-45. Modstandsmænds overgreb og helterolle efter befrielsen" beskriver disses aktiviteter efter besættelsen set i landshistorisk sammenhæng og - til forskel fra det ellers almindelige - set mest fra befolkningens side.Englænderne hvervede via agenter danskere til som terrorister at modarbejde landets neutralitet. Modstandsfolkene angreb næsten kun landsmænd. Op til befrielsen forberedte de deres "D-dag", hvor de ville indespærre tyskersamarbejdende landsmænd, som de ikke kunne lide. På Djursland internerede de omkring 220 landsmænd, som typisk ikke havde begået noget ulovligt. Mange blev straffet for lovlige handlinger efter modstandsfolkenes nye straffelov, som gjorde mange lovlige handlinger ulovlige med tilbagevirkende kraft. Modstandsmændene ville have haft de ledende politikere straffet for at have ført forhandlingspolitik med tyskerne. Omvendt skulle modstandsmændene have været straffet for deres terror. De to modparter enedes da om at lade hinanden være i fred. Modstandsfolkene satte sig på halvdelen af ministerposterne i en ny regering og hyldedes som helte. Man blev enige om at lade som om modstanden havde almindelig opbakning. Historikere kalder denne historieforfalskning for "grundfortællingen".Modstandsfolkene hadede stadig politifolk og gennemtvang, at de skulle afskediges, hvis de ikke havde været "tilsluttet modstandsbevægelsen" inden 29. april 1945. Langt de fleste havde efterkommet henstillinger herom eller selv sagt op, så på landsplan blev kun omkring 150 afskediget. Forståelsen med politikerne gav afsæt for, at modstandsmændene på livstid kæmpede for at blive hædret som helte. De ville kaldes "frihedskæmpere" og fik det offentliges anerkendelse af denne betegnelse, selv om den var stridende mod virkeligheden.De pressede på livstid penge ud af samfundet begrundet med krav om hædring for deres virke.

Præsten i Vejlby ved Grenaa, Søren Jensen Quist, blev i 1626 henrettet for at have dræbt sin kusk med en tinkande 19 år tidligere. Et øjenvidne til drabet forklarede, at præsten herefter ikke kunne tåle at se mordvåbenet, hvorfor han forærede tinkanden til sin søster. Præstefamilien fik med hjælp fra lensmanden og andre adelige på lokale herregårde retsopgøret udskudt i de mange år, hvorefter præsten blev dømt ved tre instanser. I 1633-34 fik præstens søn sagen indbragt på ny for domstolene, hvor dommerne ved tre instanser nægtede at ændre dommen over præsten. Siden da har mindst 44 personer og heraf mindst 17 præster skrevet om præstens uskyld uden at gå ind i retssagernes indhold. Hvis man vil kende sandheden, så vidt det er muligt, kan man vælge at gå i retsprotokollerne på Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, hvor den virkelige historie er beskrevet. Man vil her kunne læse præstens overraskende svar, da han af en dommer blev spurgt, om han ville erklære sig skyldig, hvis det blev bevist, at søsteren havde fået en tinkande af ham. Sønnen Peder lovede ved faderens henrettelse hævn, idet han skrev med blodskrift på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Peder fik gennemført sin blodhævn, så den kostede livet for de to hovedvidner og måske også for det ene hovedvidnes kone samt for delefogeden og dennes svigerdatter. Myter om sagen blev skabt af præstesønnen og videreført fra slægt til slægt. Myterne fik ny næring gennem romanen fra 1829 af St. St. Blicher "Præsten i Vejlbye". Blicher solgte romanen på, at skrive, at beretningen "desværre! er alt for sand" f.s.v. angår "det Væsentligste af Historien". Tanken om det uskyldige offer for justitsmord virkede dragende på læserne, men har Blicher nogensinde set retsakterne? Når myterne om de lutter gode mennesker i præstens familie skrælles af, er virkeligheden bl.a.: - Broderen Rasmus truede øjenvidnet til tavshed. - Konen tilbød bestikkelse til foged, lægdommere og vidner. - Søsteren, fasteren og fætteren forsøgte forgæves at skaffe præsten et alibi på mordaftenen. - Sønnen Peders hævn kostede livet for de to hovedvidner og det samme gælder måske også for det enes hovedvidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter. - Sønnen Christoffer prædikede på kirkegården i Albøge i protest mod afslag på ansøgning om præsteembede og blev sidenhen skudt af svenske soldater på Anholt.

Præsten i Vejlby ved Grenaa, Søren Jensen Quist, blev i 1626 henrettet for at have dræbt sin kusk med en tinkande 19 år tidligere. Et øjenvidne til drabet forklarede, at præsten herefter ikke kunne tåle at se mordvåbenet, hvorfor han forærede tinkanden til sin søster. Præstefamilien fik med hjælp fra lensmanden og andre adelige på lokale herregårde retsopgøret udskudt i de mange år, hvorefter præsten blev dømt ved tre instanser. I 1633-34 fik præstens søn sagen indbragt på ny for domstolene, hvor dommerne ved tre instanser nægtede at ændre dommen over præsten. Siden da har mindst 44 personer og heraf mindst 15 præster skrevet om præstens uskyld uden at gå ind i retssagernes indhold. Hvis man vil kende sandheden, så vidt det er muligt, kan man vælge at gå i retsprotokollerne på Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, hvor den virkelige historie er beskrevet. Man vil her kunne læse præstens overraskende svar, da han af en dommer blev spurgt, om han ville erklære sig skyldig, hvis det blev bevist, at søsteren havde fået en tinkande af ham. Sønnen Peder lovede ved faderens henrettelse hævn, idet han skrev med blodskrift på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Peder fik gennemført sin blodhævn, så den kostede livet for de to hovedvidner og måske også for det ene hovedvidnes kone samt for delefogeden og dennes svigerdatter. Myter om sagen blev skabt af præstesønnen og videreført fra slægt til slægt. Myterne fik ny næring gennem romanen fra 1829 af St. St. Blicher "Præsten i Vejlbye". Blicher solgte romanen på, at skrive, at beretningen "desværre! er alt for sand" f.s.v. angår "det Væsentligste af Historien". Tanken om det uskyldige offer for justitsmord virkede dragende på læserne, men har Blicher nogensinde set retsakterne? Når myterne om de lutter gode mennesker i præstens familie skrælles af, er virkeligheden bl.a.: - Broderen Rasmus truede øjenvidnet til tavshed. - Konen tilbød bestikkelse til foged, lægdommere og vidner. - Søsteren, fasteren og fætteren forsøgte forgæves at skaffe præsten et alibi på mordaftenen. - Sønnen Peders hævn kostede livet for de to hovedvidner og det samme gælder måske også for det enes hovedvidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter. - Sønnen Christoffer prædikede på kirkegården i Albøge i protest mod afslag på ansøgning om præsteembede og blev sidenhen skudt af svenske soldater på Anholt.

Denne bog sætter særlig fokus på: - Kongsmagten i lokalområdet udøvet fra kongsgården i Grenaa. - Kalø Len styret af en adelig lensmand og hans fogeder. - Borgen Kalø slot med lensadministration, fængsel og tortur. - Krigsberedskabet med alarmering fra områdets baunehøje. - Fjendeindfald på Djursland. - Voldssamfundet med økser som daglig bevæbning. - Oprør og borgerkrige. - Møntskattes sikring ved nedgravning i urolige tider. - Adelens frihed til dominans fra lokale herregårde. - Præsternes styring af folkets tanker og handlinger. - Biskopperne - Klostres ejendomsbesiddelser på Djursland.

Præsten i Vejlby ved Grenaa, Søren Jensen Quist, blev i 1626 henrettet for at have dræbt sin kusk med en tinkande 19 år tidligere. Et øjenvidne til drabet forklarede, at præsten herefter ikke kunne tåle at se mordvåbenet, hvorfor han forærede tinkanden til sin søster. Præstefamilien fik med hjælp fra lensmanden og andre adelige på lokale herregårde retsopgøret udskudt i de mange år, hvorefter præsten blev dømt ved tre instanser. I 1633-34 fik præstens søn sagen indbragt på ny for domstolene, hvor dommerne ved tre instanser nægtede at ændre dommen over præsten. Siden da har mindst 39 personer og heraf mindst 14 præster skrevet om præstens uskyld uden at gå ind i retssagernes indhold. Hvis man vil kende sandheden, så vidt det er muligt, kan man vælge at gå i retsprotokollerne på Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, hvor den virkelige historie er beskrevet. Man vil her kunne læse præstens overraskende svar, da han af en dommer blev spurgt, om han ville erklære sig skyldig, hvis det blev bevist, at søsteren havde fået en tinkande af ham. Sønnen Peder lovede ved faderens henrettelse hævn, idet han skrev med blodskrift på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Peder fik gennemført sin blodhævn, så den kostede livet for de to hovedvidner og måske også for det ene hovedvidnes kone samt for delefogeden og dennes svigerdatter. Myter om sagen blev skabt af præstesønnen og videreført fra slægt til slægt. Myterne fik ny næring gennem romanen fra 1829 af St. St. Blicher "Præsten i Vejlbye". Blicher solgte romanen på, at skrive, at beretningen "desværre! er alt for sand" f.s.v. angår "det Væsentligste af Historien". Tanken om det uskyldige offer for justitsmord virkede dragende på læserne, men har Blicher nogensinde set retsakterne? Når myterne om de lutter gode mennesker i præstens familie skrælles af, er virkeligheden bl.a.: • Broderen Rasmus truede øjenvidnet til tavshed. • Konen tilbød bestikkelse til foged, lægdommere og vidner. • Søsteren, fasteren og fætteren forsøgte forgæves at skaffe præsten et alibi på mordaftenen. • Sønnen Peders hævn kostede livet for de to hovedvidner og det samme gælder måske også for det enes hovedvidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter. • Sønnen Christoffer prædikede på kirkegården i Albøge i protest mod afslag på ansøgning om præsteembede og blev sidenhen skudt af svenske soldater på Anholt.

"Grenaa i vikingetid og middelalder" åbner op for en verden, som der ikke eller kun i mindre grad har været fokus på: • Vandvejene og landevejene til Grenaa og opland • Byens opståen ved vadestedet/landevejsbroen og skibsbroen • Bycentrets forlægning fra åområdet og til bakken Grindhøgh med kirken • Bynavnets opståen i sammenhæng med det olddanske ord for skibsbro • Holmene (syd for åen) Grinduholme med Kongsholm, Borgholm, Boholm og Kirkeholm • Kongsgården vest for landevejsbroen – måske oprindelig på Kongsholm/Borgholm • Bebyggelsen Bro syd for åen • Købstadsprivilegiets tildeling • Sankt Jørgensgården for spedalske i Bro-området • Vandmøllen ude i engene mellem byen og søen • Gammelsogns kirke på sydsiden af Baunhøj • Ebeltoft-komplekset Hvor en bro førte over en å langt fra næste overfartssted, opstod der typisk en bydannelse. Sådan gik det ved udmundingen af Grenåen i Kattegat, Gudenåen i Randers Fjord og Århus Å i Århusbugten. Ad åen ved Grenaa og videre gennem Kolindsund kunne man med vikingetidens lavtstikkende skibe sejle helt ind til området ved Kolind. Oplandet med bebyggelser omkring Kolindsund var stærkt medvirkende til, at brostedet ved Grenaa blev til en købstad. "Grenaa i vikingetid og middelalder" handler særligt om det område i Grenaa, som må have været det mest afgørende for, at byen grundlagdes på lige netop dette sted. I kerneområdet lige syd for åen ved Århusvej krydsedes vandvejen af landevejen. I dette lavtliggende område lå fra ældre tid i åens slyngninger holmene Kongs¬holm, Borgholm, Boholm og Kirkeholm. Her opstod der skibsbro, vejbro, vandmølle, spedalskhedshospital samt en mindre bebyggelse med nogle få huse og en enkelt bondegård. Stedet har haft en attraktiv beliggenhed for byens første fiskere, håndværkere og handlende. Det er sandsynligt, at også byens kongsgård fra oprindelig lå i dette område vest for landevejen, hvor den kan have været befæstet af delvist naturlige vandgrave.

"Maskeansigtets hemmelighed. Tæmmede dæmoner i menneskers tjeneste. Maskeansigter, grimer og hoveder til værn, skræk og advarsel". Bogen sætter over 316 sider med 157 illustrationer fokus på brugen af billeder og skulpturer af masker, ansigter og hoveder som symboler anvendt til amuletter og styring af mennesker i de nordiske lande tilbage i tiden. Maske hedder på gammelnordisk og nutidig islandsk grima, som også betyder ansigtsbillede. Som en afledt form af ordet kaldtes Odin for Grimnir, når han færdedes maskeret for at skjule sin identitet. Maskeansigter blev typisk placeret på centrale steder, som det var af særlig betydning at værne mod overlast. Ordet grime blev anvendt om et ejermærke på et træ og Grim indgår i navne på træer, bakkedrag og vandløb, som markerer skel. Maskeansigterne kendes bedst fra runesten, som den fra Aarhus, som Moesgård Museum nu udstiller og bruger som sit logo. Men de kendes også som udsmykning – amuletter – på skibsåretolde, sværdhæfter, økseblade, stokkehåndtag og værdiskrin.Bogen henleder opmærksomheden på overleverede vidnesbyrd om åndemanere (shamaner) før kristendommens indførelse. Shamanerne fremtrådte med hjortegevir på hovedet samt tromme og trommestikker i hænderne. I Deres påkaldelse af guderne kunne indgå håndtering af slanger samt menneske- og dyreofringer.Skulpturer og billeder af hoveder af mennesker, dyr og fantasivæsener blev brugt som magt-, skræmme- og værnesymboler i lighed med maskeansigter. Krigsskibe fik f.eks. i vikingetiden under angreb påsat aftagelige dragehoveder. Sidenhen blev de udstyret med løvehoveder på kanonporte og andre strategisk velvalgte steder.For første gang gives her en samlet fremstilling af de formodede tanker bag brugen af sådanne symboler til magtdemonstration, forhånelse, værn, skræk og advarsel. Med beskrivelserne af disse forhold åbner bogen op for en verden, som der hidtil ikke har været lagt ret meget mærke til.