Bøger af Olaf Pedersen

Indholdsfortegnelse:IndledningTychos programObservatorier og instrumenterSolens afstandDet tychoniske systemFiksstjernernes størrelserSlutningOrdlisteLitteraturNoter og henvisningerTycho Brahe døde for mere end fire hundrede år siden, men endnu i dag er astronomer i almindelighed fortrolige med nogle af hans mere betydningsfulde bidrag til en bedre forståelse af universet:- Han opdagede Nova 1572 og beviste, at den var en fiksstjerne, der vidnede om iøjnefaldende forandringer i den del af rummet, hvor ellers ingen forandringer blev anset for mulige. - Han byggede et stort observatorium forsynet med et antal instrumenter, der var så snildt konstruerede, at de tillod ham at forøge observationsnøjagtigheden med en faktor 10 til 20. - Han opdagede den tredie og den fjerde anomali i månens bevægelse. - Han lavede et nyt og præcist katalog over et tusinde fiksstjerner. - Han efterlod sig en enorm skat af observationer af planeterne, som siden skulle blive udnyttet på frugtbar måde af Kepler og andre. Men han klyngede sig stadig til den traditionelle forestilling om den ubevægelige jord som universets centrum. Hvor vigtige sådanne individuelle resultater end kan være, er de ikke i sig selv en tilstrækkelig begrundelse for den påstand, at den moderne astronomi fødtes på øen Hven midt i Sundet mellem Danmark og Skåne. Den skelsættende begivenhed i astronomiens nyere historie indtraf i det øjeblik, da Tycho med forsæt brød med traditionen i den forstand, at han nægtede at tillægge det nedarvede observationsmateriale nogen som helst autoritet i sig selv.

I 1698 blev der udført et berømt kobberstik, som giver et godt indtryk af 1600-tallets videnskab. Billedet er skabt af den franske kobberstikker Sébastien Le Clerc og viser mange af de aktiviteter, som fandt sted i det franske videnskabsakademi, Académie des Sciences, og det franske kunstakademi, Académie des Beaux Arts.For at åbne for billedets rigdom af interessante og illustrative detaljer udgav professor i videnskabshistorie Olaf Pedersen og sekretær Kate Grønlund i 1967 en artikel, som fortæller om billedets baggrund og indhold.Bogen begynder med at fortælle om kobberstikkeren Le Clerc efterfulgt af en introduktion til de videnskabelige akademier. Dernæst følger selve analysen af billedet og Le Clercs hensigt med det.

”Videnskaben som helhed er i dag så vidt forgrenet og kompliceret, at næppe nogen enkelt forsker ville være i stand til at gå i dybden over så bredt et felt. Her som andre steder er begrænsningen derfor den pris, der må betales for muligheden for at kunne udføre et kvalificeret arbejde.”Videnskabshistoriker Olaf Pedersen fortæller om de eksakte videnskabers historie helt tilbage fra de allerældste græske filosoffer og tænkere og op til bogens udgivelse i 1978. Bogen fortæller om synet på viden og lærdom op igennem middelalderens Europa, renæssancen og oplysningstiden, hvor videnskaben for alvor kom til at spille en afgørende rolle i kulturen og samfundet.Olaf Pedersen (1920-1997) var en dansk videnskabshistoriker, der var en af de førende forskere inden for middelalderens og antikkens opfattelse af astronomi. Han stod bag en lang række bøger og artikler om videnskabshistorie og filosofihistorie og er internationalt anerkendt for sin forskning inden for disse områder.

"Filosofien er som et bål, omkring hvilket spekulative naturer nok kan krybe sammen og vederkvæge sig, men som hverken yder mennesker uden for inderkredsen lys eller varme. Men engang imellem går det anderledes. Med mellemrum springer en gnist fra bålet uden for lyskredsen og fænger. Pludselig ses da det særsyn, at indviklede filosofiske problemer debatteres med iver mand og mand imellem, slagord udformes, standpunkter forkyndes, og offentligheden inviteres til at tage parti. En modefilosofi er kommet til verden."Olaf Pedersen fortæller, hvordan eksistentialismen for alvor blev populær også uden for filosofiske kredse, da Jean-Paul Sartre begyndte at italesætte den på en ny måde. Bogen beskriver eksistentialismens vej fra dens fader Søren Kierkegaard i 1800-tallets Danmark til dens helt store gennembrud i Europa i 1940’erne.Bogen udkom første gang i 1947.Olaf Pedersen (1920-1997) var en dansk videnskabshistoriker, der var en af de førende forskere inden for middelalderens og antikkens opfattelse af astronomi. Han stod bag en lang række bøger og artikler om videnskabshistorie og filosofihistorie og er internationalt anerkendt for sin forskning inden for disse områder.

"Matematik og naturbeskrivelse i oldtiden" rummer en række forelæsninger, der blev afholdt ved universiteterne i Aarhus og Kiel i 1970'erne. Bogen fungerer som en introduktion til videnskabshistorie og belyser nogle af de mest betydningsfulde træk af videnskabernes udvikling, herunder vekselvirkningen mellem matematik og naturerkendelse, som har ført - og stadig fører - til væsentlige fremskridt på begge områder. Olaf Pedersen (1920 - 1997) var en dansk videnskabshistoriker og professor. Han blev uddannet i fysisk fra Niels Bohr-instituttet ved Københavns Universitet i 1943 og studerede efterfølgende filosofi og idéhistorie. Han står bag en række bøger om astronomi i antikken og den latinske middelalder, men er især kendt for sine fremragende formidlingsevner, som han brugte i både radio og på tv. I 1965 etablerede han Institut for De Eksakte Videnskabers Historie på Aarhus Universitet, hvor han frem til 1990 fungerede som den første professor i videnskabshistorie.

"Naturerkendelse og theologi i historisk belysning" er et omfattende værk om konfrontationen mellem naturvidenskabens og teologiens verdensbilleder og fortolkninger af tilværelsen. Gennem en historisk oversigt som rækker fra den græske oldtid til 1800-tallet undersøger Olaf Pedersen, hvordan forholdet mellem naturvidenskaben og teologien har udviklet sig. På overfladen har de to discipliner ligget i kamp med hinanden i umindelige tider, men som bogen går et spadestik dybere, viser det sig, at kontroverserne også har været en positiv vekselvirkning mellem dybere intellektuelle strømme. Olaf Pedersen (1920 - 1997) var en dansk videnskabshistoriker og professor. Han blev uddannet i fysisk fra Niels Bohr-instituttet ved Københavns Universitet i 1943 og studerede efterfølgende filosofi og idéhistorie. Han står bag en række bøger om astronomi i antikken og den latinske middelalder, men er især kendt for sine fremragende formidlingsevner, som han brugte i både radio og på tv. I 1965 etablerede han Institut for De Eksakte Videnskabers Historie på Aarhus Universitet, hvor han frem til 1990 fungerede som den første professor i videnskabshistorie.

"Studium generale. De europæiske universiteters tilblivelse" omhandler universiteternes forhistorie og tilblivelse. Gennem ti kapitler belyser videnskabshistoriker Olaf Pedersen kronologisk, hvordan universitetet som institution har udviklet sig. Fra den tidlige middelalder, hvor undervisningen var baseret på oldtidens lærdom og frem til det 13. århundrede, hvor kirken fik stadig større indflydelse på videnskaberne. I denne periode var universiteterne præget af store strukturelle forandringer, der også rummede en kamp om, hvilke dannelses- og samfundsmæssige idealer, undervisningen skulle opfylde. Bogen er et pionerarbejde inden for sit område og er veloplagt læsning til alle, der interesserer sig for kultur og historie. Olaf Pedersen (1920 - 1997) var en dansk videnskabshistoriker og professor. Han blev uddannet i fysisk fra Niels Bohr-instituttet ved Københavns Universitet i 1943 og studerede efterfølgende filosofi og idéhistorie. Han står bag en række bøger om astronomi i antikken og den latinske middelalder, men er især kendt for sine fremragende formidlingsevner, som han brugte i både radio og på tv. I 1965 etablerede han Institut for De Eksakte Videnskabers Historie på Aarhus Universitet, hvor han frem til 1990 fungerede som den første professor i videnskabshistorie.

Gennem historien er der to perioder, der springer frem som særligt afgørende faser indenfor naturvidenskaberne. Den første er videnskabens antikke fase i den græske oldtid og den anden er den moderne videnskabs tidsalder, der indvarsledes da Newton og Galilei lagde grunden til den klassiske fysik og astronomi i 1600-tallet. Mellem disse to afgørende perioder møder man middelalderen, som ofte karakteriseres som en lang og mørk tid uden videnskabelige eller kulturelle landvindinger. Denne karakteristik er selvfølgelig karikeret og i "Middelalderens verdensbillede. Astronomi og kultur i middelalderen" forsøger videnskabshistoriker Olaf Pedersen at nuancere billedet og bringe middelalderen ud af mørket. Olaf Pedersen (1920 - 1997) var en dansk videnskabshistoriker og professor. Han blev uddannet i fysisk fra Niels Bohr-instituttet ved Københavns Universitet i 1943 og studerede efterfølgende filosofi og idéhistorie. Han står bag en række bøger om astronomi i antikken og den latinske middelalder, men er især kendt for sine fremragende formidlingsevner, som han brugte i både radio og på tv. I 1965 etablerede han Institut for De Eksakte Videnskabers Historie på Aarhus Universitet, hvor han frem til 1990 fungerede som den første professor i videnskabshistorie.

"Mennesket og teknikken. Kommentarer til atomalderens problemer" rejser det store spørgsmål: Kan Kristus og Sokrates leve i det moderne menneskes bevidsthed side om side med Einstein og Ford? Med andre ord undersøger Olaf Pedersen, hvilken rolle filosofien og religionen spiller - eller overhovedet kan spille - i den moderne, teknologiske verden, hvor naturvidenskaben går sin sejrsgang. Før industrialiseringen og det moderne gennembrud forstod man videnskaberne i sammenhæng. Filosofi og matematik var ikke to uforenelige størrelser, men derimod gensidigt afhængige af hinanden. I dag er videnskaberne adskilt og udforskes ofte hver for sig. Denne bog er et forsøg på at besvare spørgsmålet om det er muligt at give den åndelige arv fra fortiden vækstmuligheder i nutidens tekniske verdensorden. Olaf Pedersen (1920 - 1997) var en dansk videnskabshistoriker og professor. Han blev uddannet i fysisk fra Niels Bohr-instituttet ved Københavns Universitet i 1943 og studerede efterfølgende filosofi og idéhistorie. Han står bag en række bøger om astronomi i antikken og den latinske middelalder, men er især kendt for sine fremragende formidlingsevner, som han brugte i både radio og på tv. I 1965 etablerede han Institut for De Eksakte Videnskabers Historie på Aarhus Universitet, hvor han frem til 1990 fungerede som den første professor i videnskabshistorie.

"The Almagest", by the Greek astronomer and mathematician Ptolemy, is the most important surviving treatise on early mathematical astronomy, offering historians valuable insight into the astronomy and mathematics of the ancient world. This title provides students of the history of astronomy with a self-contained introduction to the "Almagest".

Indholdsfortegnelse:ForordNiels Stensens opvækst og baggrundStudent i KøbenhavnDuctus StenonianusKirtelstudietMuskellæren og hjertets anatomiHjerneanatomi og cartesianismeMatematik og anatomiFossilernes naturDen geologiske udviklingsteoriKrystallografien grundlæggesAnatom i KøbenhavnI kirkens tjenesteHvad Stensen nåedeLitteraturBogen er skrevet af den kendte Aarhusprofessor Olaf Pedersen, OP. Han slutter bogen således: "Noget stort værk fik Niels Stensen aldrig skrevet; men hans lange breve og korte afhandlinger og udkast satte frugt i ny erkendelse og i nogle af de mest dybtgående forandringer i vort tankesæt, man overhovedet kan forestille sig. Niels Stensen strejfede ubekymret rundt i naturen i troen på allevegne at møde Guds skabning; og alt hvad han rørte ved, blev til guld. Hans glæde ved at læse i Naturens Bog hørte aldrig op, og i alt hvad han selv skrev mærker vi den frugtbare undren, hvoraf alle nye tanker kommer. Det er stadig muligt at lære af ham."