Bøger af Poul Behrendt

Fra skyggerne af det vi ved tager afsæt i bølgen af selvbiografiske romaner, som inden for det seneste årti har bredt sig fra Skandinavien og Nordeuropa til resten af verden. I en fængende gennemgang inddrager Behrendt forfattere, der er blevet ramt af begivenheder, som hverken kan håndteres inden for rammerne af traditionel fiktion eller på autofiktionens friland. Nu rammes de endnu en gang, mens de skriver. Det er Karl Ove Knausgård og hans mastodontiske værk. Og kvindelige forfattere som Linn Ullmann, Delphine de Vigan, Vigdis Hjorth og Kristina Stoltz, der i delvis opposition til Knausgård driver deres kunst til den modsatte yderlighed, ved at skrive selvbiografiske romaner ”uden navn”. Fra skyggerne af det vi ved er en bog, der rører ved tilværelsens grænse. Med Vigdis Hjorths ord: ”sandhedshændelsen”, som stærkere end noget andet forbinder forfatterne med deres læsere. Pressen skriver: »Knausgårds kæmpeværk finkæmmes, når litteraturnestoren Poul Behrendt bidrager til receptionen med to vigtige fund… Behrendts bog viser, hvilken moden frugt der vokser frem, når belæsthed og engagement krydser klinger, og udgivelsen bliver tilmed en fin demonstration af, at visse emner må tages op i monografiens fyldige form for at kunne behandles adækvat.« – Information »Man mærker Poul Behrendts fascination af Karl Ove Knausgårds selvbiografiske iscenesættelse, men også af forfatterens nu kuldsejlede kærlighedsliv… en demonstration af, hvordan man som litterat og med mobiliseringen af hele det litteraturvidenskabelige skyts kan dykke ned i nøjagtig de samme kulørte personrelaterede forhold, som kulturjournalistikken elsker.« – Politiken »… analysen er den bedste jeg har læst af Knausgårds værk til dato.« – Tom Egil Hverven, Klassekampen »Lad det være sagt med det samme: Der findes i dag ingen bedre læser af Knausgård end Poul Behrendt.« – Frode Helmich Pedersen, Aftenposten »Det er noe av det beste som er skrevet om Hjorths roman Arv og miljø overhodet.« - Ane Farsethås, Morgenbladet Følg med i debatten. KLIK HER

DET PSEUDONYME FIRMA er resultatet af 25 års studier i Søren Kierkegaards forfatterskab. Poul Behrendt er ophavsmanden bag begrebet dobbeltkontrakten, dvs. opdagelsen af, at en særlig række autofiktive værker gør krav på at blive læst både som realistisk afspejling af sandheden og som frit opfundet fiktion. I Søren Kierkegaards tilfælde går dobbeltkontrakten langt videre. Kierkegaard skriver en stor del af sit forfatterskab under pseudonym og indskyder dermed en ’forfatter’ mellem personen Søren Kierkegaard og læserne. Ja, i samme år som Georg Carstensen etablerede Tivoli som aktieselskab, opretter Kierkegaard endda et firma, der organiserer disse forskellige pseudonymers forhold til den juridiske person, Søren Kierkegaard. Deraf bogens titel. Hvad dette betyder for læsningen af et af de vigtigste og fortsat fascinerende forfatterskaber i verdenslitteraturen udfoldes i detaljerede analyser bl.a. af det berømte Jordrystelses-fragment, som Behrendt rekonstruerer som netop ikke selvbiografisk, sådan som det ellers traditionelt er blevet læst. I det hele taget gør Behrendt op med bestræbelsen på at søge frem til personen Kierkegaard gennem forfatterskabet for i stedet at lade værkernes komplicerede spil træde frem og se det, som det blev tænkt.

I 2006 udkom Poul Behrendts bog Dobbeltkontrakten, som for alvor slog dobbeltkontraktbegrebet fast som en æstetisk nydannelse i dansk litteratur. Nu har Behrendt skrevet en stærkt revideret udgave. Baggrunden er hans opdagelse af den alternative form for dobbeltkontrakt, der endnu var ukendt i 2006. Kontrakten forstået ikke bare som begivenhedsfiktion, men også som udsigelsesfiktion. En ny form, der især træder frem med den norske forfatter Karl Ove Knausgård.Dobbeltkontrakten 2.0 præsenterer læseren for et udvalg af samtidsromaner, kortprosa og digte, der på tærsklen til et nyt årtusind bryder med de normer, som har behersket det 20. århundredes modernisme. Behrendt afdækker den tilsigtede forvirring i bøger af bl.a. Suzanne Brøgger, Peter Høeg, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen, der alle, på forskellige måder, bringer læseren i tvivl om, hvorvidt bogen er digt eller virkelighed.

Med Midnatssolen på Dramaten udvider og radikaliserer Poul Behrendt sit begreb om dobbeltkontrakten i forhold til Karl Ove Knausgårds hovedværk. Med omdrejningspunkt for det hele i første bog af Morgenstjernen (2020).Alt, hvad Knausgård har skrevet igennem de sidste tolv år, viser sig her, til syvende og sidst at hvile på Ingmar Bergmans opsætning af Henrik Ibsens Gengangere på Dramaten i foråret 2002 – hvor den svenske instruktør, der samtidig også var dramaets radikale ”nyoversætter”, havde vendt op og ned den norske klassiker. Uden at nogen anmeldere fattede et ord af det hele ved premieren – eller for den sags skyld Min kamps læsere syv år senere. Fra i hundrede år at have været et stakkels, uvidende offer for en forældregenerations korrupte intriger, fremstod Osvald her omskabt til tragediens højeste bevidsthed. Det var ikke længere Henrik Ibsens fromme skurk, snedker Engstrand, der sætter ild til faderhuset. Men Osvald selv, som gennem de foregående hundrede årellers har sluttet dramaet med sin forkomne bøn, om og om igen: ”Solen, Mor! Giv mig solen!”. I stedet får han nu af instruktøren, igennem bagtæppet i sidste scene, et giga lysende himmellegeme forærende, som samtidig brænder tilskuerne ind i øjnene. Det var den samme sol, der efterfølgende skulle bane vej for genforeningen af de to ulykkeligt elskende, Linda & Karl Ove, som ellers havde siddet tæt adskilt på hver sit sæde i Stockholm. Og til syvende og sidst levere nøglen, ikke bare til Min kamps fem bøger. Men også til Morgen­stjernen’s forventeligt syv bind.