Bøger af Preben Lilhav

Bogens hensigt er at fremstille Pontoppidans hovedværk efter fortjeneste for første gang — naturligvis efter førsteudgaven — nemlig som et storværk i den europæiske litteratur, hvor det stiller sig i traditionen fra Platon, der som den første med sin Staten lancerede projektet ‘menneskets dannelse’. Dette projekt blev videreført af Goethe, dels med romanen om Wilhelm Meisters læreår og dels med dramaet om Faust, som begge hører til Pontoppidans forudsætninger; — men også af Nietzsche, hvis parole „Dionysos imod den Korsfæstede“ danner den aktuelle baggrund, hvorpå historien om Lykke-Per udspiller sig.

„En ny tilgang til emnet, som fortjener opmærksomhed. " (Ivar Gjørup, LOGOS, februar 2017)Bogen er blevet til på grundlag af forfatterens tidligere Platon og Sokrates fra 2012, som for første gang undersøgte Platons forhold til Sokrates ud fra Platons egne værker og kom til det resultat, at Platon ikke som antaget var en beundrende discipel af Sokrates, men tidligt brød med ham. Bogens tese er blevet opstrammet med henblik på at skulle forsvares for den filosofiske doktorgrad. Bogen er naturligvis blevet gennemredigeret, noget stof er blevet fjernet, medens nyt er blevet tilføjet, og den er i realiteten en helt ny bog. Som nævnt havde forfatteren håbet at få mulighed for at forsvare sin tese offentligt, men denne mulighed er blevet ham nægtet på grundlag af en faglig bedømmelse af Professor Hans-Jørgen Schanz. — Nu repræsenterer Schanz tilfældigvis selv netop den fortolkningstradition, der er angrebsmålet for afhandlingen, og da Schanz efter forfatterens mening ikke har tilstrækkeligt, for ikke at sige intet grundlag for sin afvisning, og da der ikke gives nogen ankemulighed, har forfatteren fundet det sagligt velanbragt at tilføje den faglige bedømmelse til afhandlingen sammen med sine egne kommentarer. Anden og sidste del af projektet Platon i hans udvikling er i mellemtiden udkommet med titlen Platon og „Den evige filosofi, og dette tobindsværk udgør dermed den mest omfattende fremstilling af Platon, der foreligger på dansk.

„Værd at læse, værd at tænke videre over. ... Besøg Lilhavs hjemmeside, køb hans bøger, mød dette begejstrede menneske og mød hans Athen, hans Sokrates og hans Platon. De fortjener det ..." (Ivar Gjørup – LOGOS, februar 2017).

Hvad vi i Danmark forstår ved kristendom, er bestemt af Grundtvig og Kierkegaard, og for dem begge handlede den om den evige salighed, som man skulle gøre sig fortjent til gennem troen.At kristendom også kan bestå i en tro på fornuften — som et redskab til at skabe bedre mennesker og en bedre verden her på den grønne Jord — er der ikke megen viden om. Ikke desto mindre var en sådan kristendom grundlaget for „den danske guldalder“, især repræsenteret ved J.P. Mynster og H.C. Ørsted — og i kølvandet på dem kom den yngre Poul Møller, der kunne notere dette:„Vi har oplevet en tid, da en sygelig længsel efter et bedre liv, der betragtedes blot som hinsidigt, gav sig selv æren for at være menneskets højeste fuldkommenhed. Man antog, at den, der hengav sig til en sådan ørkesløs higen efter en tilkommende tilstand, alene derved opfyldte sin bestemmelse, og gjorde vel i at foragte det jordiske liv ...... Reaktionen førte med rette til at erkende, at det nærværende moment har sin højere fylde, og at den, der fører en sund og dygtig tilværelse, ser ideen alt i dette liv og betragter sig selv som et af midlerne til dens virkeliggørelse.“Dette er 3. Del af en fremstilling af Platons betydning for kristendommen. Seriens 1. Del havde titlen Fra Platon til Augustin og omhandlede Platon, Filon, Paulus, Origenes — i modsætning til Augustin.2. Del havde titlen Fra Dante til Goethe og omhandlede Dante, Cusanus, Erasmus, Kepler, Leibniz samt Goethe— og den foreliggende 3. Del omhandler J.P. Mynster, H.C. Ørsted og Poul Møller — sat i perspektiv mod Grundtvig og Kierkegaard.

Søren Kierkegaard (1813-1855) rangerer blandt de store tænkere i kristendommens historie, både herhjemme og ude i verden. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at han stillede sig afvisende til den ide, der idehistorisk udgjorde det egentligt konstituerende i kristendommen som en ny religion, nemlig ideen om Jesus Kristus som „Guds søn“.Samtidig antog Kierkegaard en Gud, der ikke var den foreliggende verdens skaber, som kristendommen antager, men en „ukendt Gud“, totalt adskilt fra den givne verden. Dermed stillede han sig ind i en religiøs tankeretning, der blev til samtidig med kristendommen, nemlig den såkaldte gnosticisme, som dog i hovedsagen var en genoplivelse af den såkaldte orficisme, der blev til i 500-tallet f.Kr..I overensstemmelse med denne åndsretning så Kierkegaard heller ikke livets rette opfyldelse i næstekærlighed, som det er almindeligt i kristendommen. Derimod tog han Sokrates til sit forbillede for tanken om en selvfornægtende „afdøen“ fra legemet, som det også var kendetegnende for den orfisk-gnostiske tradition.Kierkegaards påstand var dog, at det var sand kristendom, hvilket fra et idehistorisk synspunkt må siges at være misvisende.