Bøger af Rabindra Nath Tagore

Tagore er Medlem af Brahma-samaj, og i hans Kunst genfindes derfor hovedsagelig Vedantaens Tro på een uendelig Gud og en udødelig Menneskesjæl. Af hans stærke Følelser og Længsler gøres disse Fortidens Tanker levende igen og han indgyder urgamle Drømme sin Ild og Glød. Forestillinger og Idealer fra Upanishaderne får i hans Digtning et Mæle, som gør dem forståelige og levende ikke blot for det moderne Bengalens Folk, men for enhver, som har Øren at høre med. Det er Vedantaens Brahman, der er den Gud, som han finder i „Hjertets inderste Gem” og hvis „levende Berøring” han føler på alle sine Lemmer. Og når han skildrer sig selv siddende ved Guds Side eller hvilende ved hans Fod, i stille Andagt og Beskuen, så udtrykker han deri en lignende Opfattelse af Guddommens Forhold til Mennesket, som den, der antydes gennem en Lignelse i en af Upanishaderne: „To skøntbefjedrede gode Venner omsluttede det samme Træ; den ene spiste dets røde Bær, den anden så stille derpå.”

Rabindranath Tagore (født 7. maj 1861, død 7. august 1941) var en indisk forfatter, komponist, filosof, maler og musiker. Han modtog i 1913 Nobelprisen i litteratur som den første person fra Asien. Han stammer fra Kolkata og begyndte allerede som otte-årig at skrive digte. Han udgav sine første større samling af digte i 1877 og begyndte som 16-årig at skrive sine første noveller og dramaer.