Bøger af Søren Schou

Bind 4 omhandler tidsrummet 1920-1960. Denne periode er i litteraturen præget af navne som Tom Kristensen, Karen Blixen og Tove Ditlevsen. Jazzen kom til Danmark og det samme gjorde nye strømninger som ekspressionisme og futurisme. Efterkrigstidens kulturkrise skildres med omdrejningspunkt i Heretica-forfatterne Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig og Tage Skou-Hansen.

Litteraturens tilgange er en grundbog til undervisning i litterær metode på videregående uddannelser, skrevet af en række erfarne forskere og undervisere. Bogen giver et panorerende blik over metodelandskabet og rummer en række eksemplariske læsninger. Metodekapitlerne er suppleret med vejledende litteraturlister og et leksikon over centrale begreber og personer samt en antologi med de anvendte teksteksempler. Siden bogen udkom første gang i 2001 er der sket meget. Nye tilgange er dukket op, ældre har fået en renæssance, og nogle er blevet mindre interessante. Derfor rummer den nyreviderede udgave en række nye kapitler, mens de tilbageblevne er blevet opdateret og tilføjet en didaktisk dimension, hvor metodens undervisningsmæssige konsekvenser diskuteres. I bogens afsluttende kapitel tegner Hans Hauge nye tendenser på det litterære landkort og sætter de eksisterende metoder ind i et internationalt perspektiv.

Litteraturens tilgange er en grundbog til undervisning i litterær metode på videregående uddannelser, skrevet af en række erfarne forskere og undervisere. Bogen giver et panorerende blik over metodelandskabet og rummer en række eksemplariske læsninger. Metodekapitlerne er suppleret med vejledende litteraturlister og et leksikon over centrale begreber og personer samt en antologi med de anvendte teksteksempler. Siden bogen udkom første gang i 2001 er der sket meget. Nye tilgange er dukket op, ældre har fået en renæssance, og nogle er blevet mindre interessante. Derfor rummer den nyreviderede udgave en række nye kapitler, mens de tilbageblevne er blevet opdateret og tilføjet en didaktisk dimension, hvor metodens undervisningsmæssige konsekvenser diskuteres. I bogens afsluttende kapitel tegner Hans Hauge nye tendenser på det litterære landkort og sætter de eksisterende metoder ind i et internationalt perspektiv.

Hverken i en dansk eller en international sammenhæng findes der megen forskning, der specifikt ser på det at formidle historie. Dog er der i løbet af det sidste årti dukket en ny spændende forskning op, hvor opmærksomheden bliver fæstnet ved samfundets erindringsarbejde og brug af kulturarven. Det er i denne bredere sammenhæng, at projektet Humanistisk historieformidling - i komparativ belysning hører hjemme.  I bindet gøres der samlet status over dette projekt. Der ses på de problemer, der melder sig, når der skal forskes i formidling og brug af historie. Der gøres rede for, hvordan vilkårene for for-midlingen er afgørende blevet ændret i løbet af de sidste tre årtier. Der gives en sammenlignende karakteristik af, hvordan historie bliver formidlet og brugt i humanistiske fag, i uddannelsessy-stemet og i massekulturen. Der rundes af med en drøftelse af, hvordan humanistiske fag kan og skal forholde sig sig til meningmands interesse for og brug af historie, og der gives her et bud på, hvordan en faglig formidling af historie kan gøres bedre - i betydning mere engagerende og perspektiverende for modtageren.

Hvad betyder identitet i litteratur – og bliver kritikken af en humanistisk menneskeopfattelse ved med at være relevant – når virkeligheden uden for undervisningslokalet domineres af nyttetænkning, konkurrencemoral og autoritære magtformer? Spørgsmål om identitet og dannelse har fået en ny mening, efter at litteraten Marianne Stidsen under mediernes bevågenhed forsvarede sin doktorafhandling om efterkrigstidens litterære virkelighedstolkninger. Siden har angreb og modreaktioner givet striden om identitet frisk vind i sejlene, med anmeldelser og kommentarer i dagbladene, live-debat på Louisiana, folkemøder i landets regioner, breve og nye artikler. Mange af debattens forskellige stemmer samles i bogen, hvor digtere, litterater og undervisere i dansk undersøger zonen mellem jeg-fornægtelse, jeg-dyrkelse og jeg-dannelse.

Bogen analyserer de realistiske og dokumentariske strømninger i dansk litteratur 1960-75. Blandt emnerne i fokus er Thorkild Hansen, Anders Bodelsen og Christian Kampmann. Periodens realisme, herunder den ”nostalgiske” og den ”indiskrete bølge” inden for realismen, ses i sammenhæng med periodens udvikling i samfundet, ungdomsoprøret og de politiske modreaktioner.

Formidlingen af Arvestykker er en central aktivitet i både dansk- og historieundervisning. Hvis undervisningen skal engagere eleverne kræves der andet og mere end blot konservering eller afstøvning af arvestykkerne. Det er disse problemer, der er emnet for bogens fire artikler, som på forskellig vis beskæftiger sig med de historiske fags berettigelse i folkeskole og gymnasium.  I artiklen "Den historiske dimension i dansk" analyserer Karin Esmann de problemer, der knytter sig til den historiske læsning i gymnasiets danskundervisning, og Søren Schou følger op med en drøftelse af "Dansk som nationalt dannelsesfag". I "Mellem kulturarv og faghistorie" analyserer Marianne Poulsen forskellige opfattelser af historieundervisningens opgave, og Lotte Rahbek Schou drøfter afslutningsvis spørgsmålet "Om historieundervisningens retfærdiggørelse?" i en skolesammenhæng.  Bogen er bind 7 i Roskilde Universitetsforlags serie om Humanistisk Historieformidling.

"Danmarkshistorier - en erindringspolitisk slagmark" bind 1-2 indeholder fire analyser af udformningen og brugen af danmarkshistorier siden 1960. Tolkningen af fortiden er og har altid været en kampplads, hvor fagfolk og andre historieformidlere har været i konkurrence eller strid. Bogens fire forfattere undersøger, hvordan faghistorikere formidler til en bredere offentlighed, hvordan danmarkshistorier formidles i tv, hvordan de skrives af forfattere og endelig hvordan litteraturhistorien fremstilles af litteraturforskere. Analyserne sammenligner flere danmarkshistorier inden for de enkelte undersøgelsesfelter og anlægger såvel en afsender- som modtagersynsvinkel. Bind 2 afsluttes med et komparativt efterskrift.

Modtager af Georg Brandes Prisen for 2001! Og andre forfattere handler om den glemte danske prosa fra perioden 1945-60. Den omtaler roman- og novelleforfattere - myteskabende, surrealistiske, hårdkogte, filosoferende, satiriske - som eksperimenterede inden for en realistisk tradition eller orienterede sig mod modernismen. Flere af de omtalte forfattere fortjener at blive husket som fornyere, men bliver det sjældent - af flere grunde: institutionelle, æstetiske, biografiske, kulturpolitiske. Nogle afsøgte kunstneriske muligheder, som ikke blev videreført, eller som andre siden fik æren for. Andre blev misforstået af sam- og eftertiden eller blev usynliggjort i kunstnergenerationernes indbyrdes opgør. Og andre forfattere handler om efterkrigstidens prosa, men de spørgsmål, den rejser, rækker ud over perioden. Ved at fokusere på væsentlige, men oversete forfatterskaber bliver bogen således en kritisk kommentar til den såkaldte kanondannelse, dvs. de mekanismer, der udpeger bestemte værker som erindringsværdige og frasorterer resten. Bogen fremhæver et element af vilkårlighed i kanondannelsen. Den er en invitation til at betragte litteraturhistorien i et usædvanligt perspektiv ved at fremdrage eksperimenter, som eftertiden har set bort fra - ikke nødvendigvis, fordi de var mislykkede: At de ikke slog an er ikke ensbetydende med, at de slog fejl. Søren Schou, f. 1943, er lektor i dansk litteratur på Roskilde Universitetscenter. Han har skrevet Heinrich Böll (1972), Dansk Realisme 1960-75 (1976), og De danske Østfrontfrivillige (1981). Bidrag til Dansk litteraturhistorie (1985), Verdens litteraturhistorie (1993), Dansk mediehistorie (1997), Danmarkshistorier (1997) og Læsninger (1997-99). Har været anmelder på Information og Weekendavisen.