Bøger af Tim Knudsen

Folkelige protester og parlamentariske omvæltninger brød ud i halvfjerdserne, en tid præget af oliekriser, inflation, betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed, en voksende offentlig sektor og dansk tilslutning til EF. Bortset fra 13 måneder med Poul Hartling som statsminister holdt Anker Jørgensen posten fra 1972 til 1982 uden hverken at kunne stabilisere økonomien eller holde arbejdsløsheden nede. Anker Jørgensen nød dog en del folkelig tillid. Det samme gjorde Poul Schlüter i firserne (1982-1993). Han opnåede en vis stabilisering af økonomien, men arbejdsløsheden fortsatte. Uanset stor økonomisk fremgang fik Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001) ikke politisk succes. For politik handler også om interessekampe, følelser og tillid.Værket Statsministeren 1-5 udgør den første sammenhængende historiske analyse af Danmarks mest magtfulde politiske embede og dets forandring fra 1848 til i dag. Værket skildrer ikke blot de enkelte statsministre og de begivenheder, der formede deres tid, men er samtidig en beskrivelse af, hvordan hver af dem i større eller mindre omfang gav deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist.

Statsministre som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har personificeret deres regering og deres parti. De har tegnet deres regeringer udadtil, og sammen med deres finansministre har de stået de for en meget stærk ledelse. Da nutidens regeringsform blev indført ved enevældens fald i 1848, stod kongen som formel leder af regeringen. Kongen blev skridt for skridt frataget magten. Med tiden er statsministeren sammen med finansministeren blevet statsmagtens centrum og har i dag mere magt til at tage politiske initiativer end for bare få årtier siden. Gennem tiden er hver ny statsminister indtrådt i et særligt kompleks af forventninger og forestillinger om embedet, men har også gennem sit eget magtspil, sin selviscenesættelse og imagepleje haft muligheder for at ændre og udvikle rollen. De enkelte statsministre har således i større eller mindre omfang givet deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist. Værket Statsministeren 1-5 viser, hvordan denne historiske udvikling fra 1848 til i dag har udspillet sig, hvorfor den er forekommet, og den rejser spørgsmålet om de demokratiske konsekvenser af denne udvikling. I dette Bind 2 behandles perioden 1901-1942.

Statsministre som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har personificeret deres regering og deres parti. De har tegnet deres regeringer udadtil, og sammen med deres finansministre har de stået de for en meget stærk ledelse. Da nutidens regeringsform blev indført ved enevældens fald i 1848, stod kongen som formel leder af regeringen. Kongen blev skridt for skridt frataget magten. Med tiden er statsministeren sammen med finansministeren blevet statsmagtens centrum og har i dag mere magt til at tage politiske initiativer end for bare få årtier siden. Gennem tiden er hver ny statsminister indtrådt i et særligt kompleks af forventninger og forestillinger om embedet, men har også gennem sit eget magtspil, sin selviscenesættelse og imagepleje haft muligheder for at ændre og udvikle rollen. De enkelte statsministre har således i større eller mindre omfang givet deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist. Værket Statsministeren 1-5 viser, hvordan denne historiske udvikling fra 1848 til i dag, hvorfor den er forekommet, og den rejser spørgsmålet om de demokratiske konsekvenser af denne udvikling. I dette Bind 3 behandles perioden 1942-1972.

Statsministre som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har personificeret deres regering og deres parti. De har tegnet deres regeringer udadtil, og sammen med deres finansministre har de stået de for en meget stærk ledelse. Da nutidens regeringsform blev indført ved enevældens fald i 1848, stod kongen som formel leder af regeringen. Kongen blev skridt for skridt frataget magten. Med tiden er statsministeren sammen med finansministeren blevet statsmagtens centrum og har i dag mere magt til at tage politiske initiativer end for bare få årtier siden. Gennem tiden er hver ny statsminister indtrådt i et særligt kompleks af forventninger og forestillinger om embedet, men har også gennem sit eget magtspil, sin selviscenesættelse og imagepleje haft muligheder for at ændre og udvikle rollen. De enkelte statsministre har således i større eller mindre omfang givet deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist. Værket Statsministeren 1-5 viser, hvordan denne historiske udvikling fra 1848 til i dag har udspillet sig, hvorfor den er forekommet, og den rejser spørgsmålet om de demokratiske konsekvenser af denne udvikling. I dette Bind 1 behandles perioden 1848-1901.

I 2001 blev en velforberedt Anders Fogh Rasmussen statsminister og styrede sin regering intenst. Han fik Danmark med i tvivlsomme amerikanske krige, og han fremmede en økonomisk politik, der uddybede en finanskrise, som han i 2009 overlod til en hårdt trængt Lars Løkke Rasmussen. Løkke undergravede tilliden til sin person med sager om privatforbrug på andres regning. I 2011 blev han afløst af Helle Thorning-Schmidt, der sent lærte at navigere politisk. Lars Løkke Rasmussen kom i 2015 tilbage trods en stemmemæssig tilbagegang. Det førte til en disharmonisk koalitionsregering fra 2016 til 2019. Efterfølgeren Mette Frederiksens tid som statsminister rejste for alvor spørgsmålet, om ikke statsministerembedets magt bør afbalanceres.Værket Statsministeren 1-5 udgør den første sammenhængende historiske analyse af Danmarks mest magtfulde politiske embede og dets forandring fra 1848 til i dag. Værket skildrer ikke blot de enkelte statsministre og de begivenheder, der formede deres tid, men er samtidig en beskrivelse af, hvordan hver af dem i større eller mindre omfang gav deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist.

Hvornår blev Danmark reelt et demokrati, og hvordan? Tim Knudsen viser i denne bog, at det næppe var med Grundloven af 1849. Først i 1915 kan man hævde, at demokratiet - også kaldet folkestyret - stort set var færdigudviklet i Danmark, men ikke før omkring 1945 var tilslutningen til parlamentarisk demokrati på det nærmeste fuldstændig. Indtil da var dele af samfundets elite meget skeptiske over for folkestyret. Elementerne i dansk folkestyre er blevet udviklet over en meget lang periode, og dagens danske demokrati er på mange områder præget af strukturer, som rækker flere hundrede år tilbage. Bogen fremdrager både de forhold, der har været gunstige for Danmarks demokratisering, og forhold, der har gjort, at demokratiseringen har haft det sværere, end vi sædvanligvis vil være ved. Fra enevælde til folkestyre er en ny udgave af bogen ´Da demokrati blev til folkestyre´. Bogen handler om dansk demokratihistorie indtil 1973. Efter gennemførelsen af en ny kommunalreform, Danmarks tilslutning til EF og chokvalget i 1973 begyndte en ny epoke. Perioden herefter beskrives i bogen Fra folkestyre til markedsdemokrati.

Fra folkestyre til markedsdemokrati beskriver de dybtgående ændringer i dansk demokrati siden 1973. Det er en spændende bog, som behandler udviklingen i medier, partier, folketing, regering, centraladministration, kommuner, domstole og kirke. Det kræver både dyb indsigt og solidt overblik at komme så vidt omkring. Det har Tim Knudsen. Tim Knudsen er professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet. Hans hovedinteresser er skandinavisk statsbygning og offentlig forvaltning. Tim Knudsen underviser i forholdet mellem politiker og embedsmænd, regeringsarbejde og dansk forvaltningshistorie. Han er fast skribent i Kristeligt Dagblad og skriver også i bl.a. Information, hvor han netop i disse uger kommenterer valgkampen.

Horisont C er en forskningsbaseret grundbog til religion, der dækker læreplanen til C-niveau og de nye kompetencekrav.Udgivelsen er blevet til i samarbejde med førende universitetsforskere og erfarne gymnasielærere, hvilket betyder, at den inddrager den nyeste teoretiske og empiriske viden. Samtidig er den skrevet i et lettilgængeligt sprog og didaktiseret, så tekster, billeder og opgaver møder eleverne i øjenhøjde.Horisont C er på én og samme tid en udførlig grundbog og et omfattende katalog med et bredt udvalg af klassiske og repræsentative tekster til religionerne.

Bogens første del, Europæisk statsbygning, omhandler udviklingen af det europæiske statssystem. I den interstatslige rivalisering, som et godt stykke ind i det 19. århundrede gjorde krig eller forberedelse til krig til staternes hovedbeskæftigelse, måtte enhver stat oparbejde midler til at møde det ydre pres, som andre stater lagde på dem. Den adækvate reaktion på et stort ydre pres ville være at opbygge et centraliseret bureaukrati, hvor der lå magt nok bag, til at dette bureaukrati kunne organisere en effektiv udtrækning af ressourcer af statens territorium til at opretholde stående hære, som det skete under absolutismen. Det evnede den polske statselite ikke. Det gjorde til gengæld den preussiske og den danske. For lande der ikke var udsat for et geopolitisk pres, var centralisering og bureaukratisering ikke i samme grad nødvendig.Dette synspunkt udspringer primært af en forståelse af statsbygningsprocessen som resultat af dels staters adækvate svar på den interstatslige rivalisering - kendetegnet ved den europæiske udvikling er, at krige skaber stater, og stater skaber krige - dels som resultat af forskellige klassekonstellationer i den politiske udvikling, dels af kirkens rolle i staten. Staten kan således ikke reduceres til et udtryk for samfundsklassernes indbyrdes relationer, men den kan heller ikke ses uafhængigt af karakteren af det civilsamfund, den dækker. Staten har en vis grad af autonomi.

Skattesagen. Statsløsesagen. Jægerbogssagen. Overbetalte sygehuse. Nødløgn og kalenderfusk Der tegner sig i disse år en lang række af skandalesager, som involverer ministre og embedsmænd.De mange sager vidner om et system og en kultur under pres, og det virker oplagt at spørge om Danmark har en hensigtsmæssig model for forholdet mellem ministre og embedsmænd, og om kontrollen med magten er tilstrækkelig.Ansvaret der forsvandt opruller en række centrale sager - kendte som mere ukendte - og forsøger at opstille en fagligt funderet diagnose af, hvad der er galt med det nuværende system. Bogen er et oplæg til en nødvendig debat om statsstyrets fremtid.

Fra folkestyre til markedsdemokrati beskriver de dybtgående ændringer i dansk demokrati siden 1973. Det er en spændende bog, som behandler udviklingen i medier, partier, folketing, regering, centraladministration, kommuner, domstole og kirke. Det kræver både dyb indsigt og solidt overblik at komme så vidt omkring. Det har Tim Knudsen. Tim Knudsen er professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet. Hans hovedinteresser er skandinavisk statsbygning og offentlig forvaltning. Tim Knudsen underviser i forholdet mellem politiker og embedsmænd, regeringsarbejde og dansk forvaltningshistorie. Han er fast skribent i Kristeligt Dagblad og skriver også i bl.a. Information, hvor han netop i disse uger kommenterer valgkampen.