Bøger af Tue Andersen Nexø

Information udgiver det nye årtusinds første danske litteraturhistorie. Bogen er skrevet af tre af dansk litteraturkritiks mest respekterede skribenter og hver artikel tager afsæt i en litterær begivenhed fra det 21. århundredes første 20 år. ”Tirsdag den 12. december kl. 9.59 stiger en ca. 35-årig mand af toget Bertel Thor- valdsen, der netop er ankommet til Københavns Hovedbanegård fra Tyskland.” Året er 2000 og manden er ”tilfældet” Claus Nielsen. Det er én af begyndelserne på de seneste 20 års litteraturhistorie og som siden har budt på alt fra nye former for hjemstavnslitteratur over økopoesi til krimiserier i massevis. 20 før 20 er historien om den danske litteratur i de første to årtier af det 21. århundrede. Hver artikel er skrevet med afsæt i en central litterær begivenhed fra hvert af de pågældende 20 år. Erik Skyum-Nielsen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, litteraturkritiker ved Dagbladet Information siden 1978. Tue Andersen Nexø er kritiker ved Dagbladet Information og lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Han har bl.a. udgivet Vidnes- byrd fra velfærdsstaten (2016). Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er litteratur- og teaterkritiker ved Dagbladet In- formation.

Vidnesbyrd fra velfærdsstaten er en monografi om dansk samtidslitteratur. Bogen kortlægger den vigtigste tendens i de sidste tyve års danske litteratur, nemlig dens vending mod at fremstille mennesket som et grundlæggende socialt væsen. Samtidig undersøger bogen, hvordan denne sociale vending medfører en særlig fremstilling af samtiden, mere præcist: den danske velfærdsstat. Vidnesbyrd fra velfærdsstaten indeholder grundige læsninger af forfattere så forskellige som Pablo Llambias, Ida Jessen, Helle Helle, Lars Frost, Christian Jungersen, Kristian Ditlev Jensen, Majse Aymo-Boot, Mette Moestrup, Mikkel Thykier og Asta Olivia Nordenhof – og flere endnu. Den kommer med en nytolkning af den afsmag for fiktion, der formelt har præget de sidste tyve års danske litteratur. Den diskuterer dansk litteraturs fremstilling af social mobilitet og af handicappedes kroppe og deres skæbne i velfærdsstaten. Den kommer med det første gennemarbejdede bud på, hvad der er de vigtigste kendetegn ved dansk litteratur efter årtusindskiftet.

Den 6. juli 1535 bliver Thomas More, kansler, katolik og forfatter til værket Utopia, henrettet som landsforræder af kong Henry VIII. Mores forbrydelse består i, at han insisterer på at følge sin egen indre overbevisning og nægter at anerkende kongen som kirkens nye overhoved. Begivenheden vidner om et ændret forhold mellem det enkelte individ og den politiske øvrighed og om en ny bevidsthed om selvet som både moralsk autoritet og politisk problem, der i de følgende århundreder viser sig i den europæiske litteratur. Europæisk litteratur 1500-1800. Selvet undersøger, hvordan litteraturens fremstilling af den enkeltes selv udvikler sig fra reformationen og frem mod romantikken. Gennem læsninger af blandt andet Teresa af Avilas selvbiografi, Racines skuespil om kejser Neros magtfuldkomne selv og Goethes brevroman om den unge Werthers selvmord optegner norske og danske forskere en art selvets litteraturhistorie for perioden. De afdækker blandt andet en sammenhæng mellem selvfremstilling i den europæiske litteratur og fremkomsten af den moderne stat i århundrederne før år 1800. De viser også, at periodens forestillinger om selvet ret beset trak på modeller og forestillinger, der var langt ældre, men måtte tilpasses nye historiske vilkår. Dette er fjerde og afsluttende bind af serien Europæisk litteratur 1500-1800. Tidligere er udkommet Verden. Fra Columbus til Napoleon (2014), Staten. Fra utopi til bureaukrati (2016) og Samfundet. Fra hoffet til byen (2019).

Hvad betyder identitet i litteratur – og bliver kritikken af en humanistisk menneskeopfattelse ved med at være relevant – når virkeligheden uden for undervisningslokalet domineres af nyttetænkning, konkurrencemoral og autoritære magtformer?Spørgsmål om identitet og dannelse har fået en ny mening, efter at litteraten Marianne Stidsen under mediernes bevågenhed forsvarede sin doktorafhandling om efterkrigstidens litterære virkelighedstolkninger. Siden har angreb og modreaktioner givet striden om identitet frisk vind i sejlene, med anmeldelser og kommentarer i dagbladene, live-debat på Louisiana, folkemøder i landets regioner, breve og nye artikler.Mange af debattens forskellige stemmer samles i bogen, hvor digtere, litterater og undervisere i dansk undersøger zonen mellem jeg-fornægtelse, jeg-dyrkelse og jeg-dannelse.

Året 1492 markerede et vendepunkt i europæisk historie: Kun to dage inde i det herrens år overdrog emiren af Granada det sidste muslimske fyrstendømme i Vesteuropa til Spaniens kongepar, Ferdinand og Isabella, og godt ti måneder senere ankom Christoffer Columbus til Bahamas uden at gøre sig klart, at han dermed havde påbegyndt udforskningen af to helt ukendte kontinenter. Et nyt kristent Europa og en hel ny verden var med ét kommet på tegnebrættet, og Europas historie blev i de følgende århundreder præget af opdagelsesrejser, kolonier og imperiale ambitioner. - En ny verdensorden var indstiftet, og i kølvandet fulgte konfrontationer mellem forskellige kulturer og levemåder, der måtte udtrykkes i datidens fortællinger.Europæisk litteratur 1500-1800. Verden udforsker en række litterære hovedværkers politiske historie og betydning for en verden, der var ved at blive global. Gennem læsninger af blandt andet Cervantes' Don Quixote, Shakespeares The Tempest og Voltaires Candide undersøger bogen, hvordan forfattere reflekterede og artikulerede ikke blot opdagelsen af Amerika og uddrivelsen af muslimerne af Europa, men også andre afgørende geopolitiske begivenheder som Vasco da Gamas rejse til Indien, slaget ved Lepanto, Syvårskrigen og Napoleons felttog i Egypten.Europæisk litteratur 1500-1800. Verden er første bind af i alt fire om periodens litteratur og fremvæksten af vores moderne politiske horisont. De tre andre bind vil behandle staten, samfundet og individet, og tilsammen markerer de fire bind en nyere vending i litteraturforskningen hen imod Europas grundlæggende politiske spørgsmål.

Ikke de voldsomme handler om forholdet mellem trykt offentlighed og offentlig skønlitteratur i England i perioden 1640-1750. I århundredet efter den engelske borgerkrig voksede en anarkistisk, skandaløs og ofte voldsomt utroværdig trykt politisk offentlighed frem i England. Dens mulighedsbetingelse var øvrighedens afmagt og indre splittelse, dens typiske fremtrædelsesform forfalskningen og smædeskriftet.Det er på den baggrund, en offentlig skønlitteratur vokser frem i England. Hvordan det sker, gennemgås i Ikke de voldsomme, som indeholder kapitler om John Drydens Absalom and Achitophel, Joseph Addison og Richard Steeles The Spectator, Daniel Defoes Robinson Crusoe og Henry Fieldings Tom Jones. Bag disse meget forskellige værker løber den samme ide. Litteraturen skal henvende sig til de borgere, der også læser den politiske offentligheds småtryk, dens opgave er at lære dem ikke at interessere sig for politik. Offentligheden skal læse fiktioner, ikke forfalskninger. Den skal føle afsmag ved politisk engagement. Den skal forstå, at æstetisk behag er at foretrække frem for glæden ved sladder og smuds. Det er ved at påtage sig den opgave, litteraturen bliver offentlig i England. I samme bevægelse antager den de former, vi kender i dag.Tue Andersen Nexø er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og anmelder på Information.