Bøger af Unica Zürn

En pige vokser op i mellemkrigstidens Berlin med en fjern far og et anstrengt forhold til sin mor. En række voldsomme hændelser medfører dog en tidlig afslutning på barndommen. Fantasien bliver herefter pigens eneste værn mod en "sølle virkelighed", som blandt andet omfatter en incestuøs storebror og en håbløs forelskelse i en fremmed ung mand.Zürn knytter an til forfattere som Marquis de Sade og Antonin Artaud, og i sit efterord påpeger Olga Ravn videre ligheder med Sylvia Plath og Tove Ditlevsen. I Mørkt forår findes en længsel efter barndommen og en sans for både det grusomme og det pirrende. Det er en udviklingsroman – eller måske en afviklingsroman – skrevet uden nogen form for forstillelse. Illustrationerne i bogen er af Zürns samlever, surrealisten Hans Bellmer, som også er kendt for fotografier af Zürns krop i bondage-tableauer.Unica Zürn (1916-1970), forfatter og billedkunstner. Zürn tilhørte avantgardistiske kredse i Paris og havde nære forbindelser til mange af surrealisterne – herunder Max Ernst, Marcel Duchamp, Henri Michaux samt især Hans Bellmer, som hun både arbejdede og levede sammen med. Mørkt forår blev den sidste udgivelse fra Zürns hånd i hendes levetid. I 1970 kastede hun sig ud fra et vindue i sin lejlighed efter flere fejlslagne selvmordsforsøg og langvarige ophold på psykiatriske klinikker.Olga Ravn (f. 1986), forfatter, kritiker og oversætter. Ravn debuterede i 2011 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng og har siden udgivet den lyrisk-gotiske roman Celestine i 2015. Til Mørkt forår har Olga Ravn skrevet et efterord om pigen/kvinden som hovedperson, forfatter og læser: hvordan forholder omverdenen sig til disse tre forskellige skikkelser – hvis de da er forskellige?

I et tårnværelse lever en gravid kvinde. Hendes eneste selskab er ravne og en flagermus, der bor i hendes hår, og hun plages af sit endnu ufødte barn, som lever og bevæger sig som en parasit i hendes krop. Kvinden hader barnet og vil slå det ihjel, så snart det er født, og i makabre beskrivelser følger man den fremprovokerede – nærmest eksorcismeagtige – mareridtsfødsel af horeungen, som kvinden kalder sit barn, et vanskabt afkom af hendes syv seneste elskere. Men efter fødslen er kvinden for træt til at slå barnet ihjel og lader det ligge i et hjørne på gulvet. Hun falder i søvn, og herfra bevæger Jerikos trompeter sig over i en foruroligende og mystisk poetisk fortælling, der føles som en absurd hallucination eller delirisk feberdrøm. Kortromanen udfolder en ubehagelig og mærkelig verden, hvor mænd kan føde gennem øret, spøgeåndebørn huserer, og forældreløse børn hænger sig.Zürn nåede aldrig at høste nogen særlig anerkendelse for sin litteratur, som fortrinsvis er udgivet efter hendes selvmord i 1970. I Danmark har hun fået et posthumt gennembrud med Mørkt forår (da. Sidste Århundrede 2015, ty. 1967) og Manden i jasminen (da. Basilisk 2017, ty. 1971). Begge var anmelder- og salgssucceser. Zürns grafiske værker var med på Louisianas udstilling Fantastiske kvinder i 2020, og Mørkt forår opsættes som teaterforestilling på Betty Nansen Teatrets Edison-scene i 2022 (instr. Amanda Linnea Ginman). Og Zürn har også sat sig direkte spor i dansk litteratur, hvor forfattere som Olga Ravn og Mette Moestrup har erklæret sig som fans, mens Kirstine Reffstrups debut- og gennembrudsroman Jeg, Unica (2016) var en exofiktion om Zürns kunstneriske virke og samliv med surrealisten Hans Bellmer.Jerikos trompeter (skrevet i 1967, men først udgivet i 1981) er et af Zürns mest radikale og eksperimenterende værker, om moderskab som kroppens og sindets sammenbrud, vævet sammen med et mytisk sprog, dunkle eventyr og anagramdigte, en surrealistisk praksis, der får teksten til at vokse vildt og skævt i alle mulige retninger.Unica Zürn (1916-1970), tysk forfatter og billedkunstner. Zürn blev født ind i en velhavende familie i en forstad til Berlin, men tilbragte størstedelen af sit liv i Paris, hvor hun tog del i den surrealistiske bevægelse både som kunstner og som model og plejede omgang med kunstnere som Marcel Duchamp, Max Ernst og især Hans Bellmer, som hun også levede sammen med. Hendes værker bærer præg af surrealismens systematiske teknikker, f.eks. anagramdigtning, samtidig med at de udfolder en personlig – måske endda selvbiografisk – forestillingsverden, der er filtret sammen af børnelege, eventyrromaner og mareridt.

Katrin. The Tale of a Young Writer is a novel by the artist Unica Zurn (Berlin 1916-Paris 1970). It was written in 1953, although it would never be published in her lifetime. This is the first translation of the tale from German into English. Zurn tells the story of fifteen-year-old motherless Katrin, an aspiring writer, who lives with her father, also a writer. The novel is set in an imaginary world, a metropolis called Linit, split into three levels: Oberstadt (Hightown), Mittelstadt (Middletown) and Unterstadt (Lowtown), overlooked by a Volcano where the artists live and crossed by the river Emil. Presented as a book for children, apparently written for her own daughter (named Katrin), Katrin also draws on the personal biography of Zurn herself, in terms of her relationship with her father and the city of Berlin after WWII, and her experience with people on the margins of a society characterised by great tensions.

Translation of a novela, Die Trompeten von Jericho, which originally appeared in Gesamtausgabe Bd. 4.2, pages 331-381 (Brinkman & Bose, Berlin, 1998).

Anagram play meets psychic crisis in Unica Zürn's acclaimed Surrealist document of mental precarityIn the 25 years since Atlas Press first published this account by Unica Zürn (1916-70) of her long history of mental crises, she has come to be recognized as a great artist at least the equal of her partner, the Surrealist Hans Bellmer. Yet her work is barely comprehensible without the texts printed here--now revised by translator Malcolm Green--in which she demonstrates how Surrealist conceptions of the psyche allowed her to welcome the most alarming experiences as offering access to an inner existence that was the vital source for her artistic output. Green's introduction to this volume was the first study to consider her life and work from this perspective. Zürn's first mental collapse was initiated when she encountered her fantasy figure, "the Man of Jasmine," in the person of the writer and artist Henri Michaux. This meeting plunged her into a hallucinatory world in which visions of her desires, anxieties and events from her unresolved past overwhelmed her present life. Her greatest works were produced during times of mental crisis, often when confined in asylums, and she tended to encourage the onset of these crises in order to provoke intense creativity. Her description of these episodes reveals how language itself was part of the divinatory method that could aid her recovery or predict a new crisis. Her compulsion for composing anagrams allowed her to release from everyday language an astonishing flood of messages, threats and evocations. This method, and Zürn's eloquent yet direct style, make this book a literary masterpiece, while providing a rare insight into extreme psychological states.