Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Volker Weidermanns fjerde bog på dansk handler om vel nok den mest kendte tyske forfatter i det 20. århundrede: Thomas Mann og det liv, han genopfandt igen og igen.Thomas Manns mor, Julia da Silva, voksede op i Brasilien ved Atlanterhavets kyst, indtil hendes mor døde, da hun var syv år gammel, og hun blev flyttet til kolde Tyskland for at bo der med familien. Den kærlighed, hun havde fået til havet i sine formative år, gav hun videre til sin søn, der gennem hele sit liv, et liv med stor litterær succes, med kone og børn og en undertrykt homoseksualitet, der blev udlevet gennem hemmelige møder med unge mænd og i romanen Døden i Venedig, tidlige antidemokratiske synspunkter, som senere blev til et stærkt forsvar for republikken og en stærk antipati mod Hitler, der tvang ham i eksil i Californien, gennem alt det var det evigt blivende hans store kærlighed til havet. Havet, der repræsenterede på en og samme tid frihed, længsel, frygt og mørke, repræsenterede en fatalistisk lyst til at lade sig opløse i uendeligheden og forsvinde.Med både humor, klarhed og stor indsigt i Thomas Manns liv og litterære arbejde skriver Volker Weidermann om Mann og hans familie, om opture og nedture i nobelprisvinderens liv.Volker Weidermann (f. 1969) var i mange år vært for Tysklands mest sete litterære tv-program, Das Literarische Quartett. Siden 2021 har han været chefredaktør hos Die Zeit for kultur- og bogtillægget. På dansk er tidligere udkommet bøgerne om Stefan Zweig, Günther Grass og kunstneroprøret i 1919 i Bayern. Hans bøger er oversat til 17 sprog.Thomas Mann (f. 1875, d. 1955) er vel nok den mest kendte tyske forfatter fra det 20. århundrede. Han blev født ind i en velhavende købmandsfamilie i Lübeck, men familiens held vendte, og de gik konkurs, hvilket dannede baggrund for Manns debutroman Huset Buddenbrook. Han skrev senere Døden i Venedig, Trolddomsbjerget, Josef og hans brødre, Doktor Faustus og Felix Krull, der alle regnes for hovedværker i tysk litteratur. I 1929 modtog han Nobelprisen.
Volker Weidermann (Oostende 1936, Drømmere) skriver i denne dobbeltbiografi om forholdet mellem Tysklands store efterkrigsforfatter, Günther Grass, og Tysklands mest berømte litteraturkritiker, Marcel Reich-Ranicki. De to havde en meget ens opvækst, men da Anden Verdenskrig kom, stod de på hver sin side af historien: Jødiske Reich-Ranicki oplevede krigen fra Warszawas ghetto, Grass var i Wehrmacht, og han forsøgte desperat at komme til fronten, troede på Hitler og på tysk sejr. Næsten hele Reich-Ranickis familie døde i Holocaust. Op gennem årene havde de to et forhold fuldt af had, konkurrence og til tider stor kærlighed. Et besynderligt venskab voksede mellem de to gennem brevvekslinger og møder, men i 1995 skete noget, som deres forhold ikke kunne holde til: Reich-Ranicki sablede Grass’ roman om Tysklands genforening, En lang historie, ned i Spiegel, og på Spiegels forside var et billede af anmelderen, som rasende flåede romanen midt over. Ranicki sagde efterfølgende, at han håbede, ydmygelsen ville føre til Grass’ selvmord. Det skete ikke, men Grass tilgav aldrig Reich-Ranicki. Fortællingen om Grass og Reich-Ranicki er fortællingen om Tyskland i det 20. århundrede. Om krigen, om muren, om genforeningen, om arbejdet på en forbrødring i landet og om ikke at kunne tilgive.
”Hvis tyskerne går ind i Belgien, så må I hænge mig fra en lygtepæl!” Sådan sagde Stefan Zweig til sine belgiske venner, da han ferierede i badebyen Oostende i Belgien i 1914. Kort tid efter brød Første Verdenskrig ud, og tyske tropper i tusindvis marcherede gennem Belgien på deres vej til Frankrig. Da Anden Verdenskrig brød ud, var den jødiske Zweig ligeledes uvillig til at tro på, at nazisterne i Tyskland ville bruge deres store tilslutning til at invadere deres naboer. Hans gode ven, den ligeledes jødiske forfatter, Joseph Roth, var overbevist om, at Zweig snart ville blive nødt til at æde sine ord igen.I sommeren 1936 holder Stefan Zweig hof i badebyen Oostende sammen med sin elskerinde Lotte Altman. Den verdensberømte forfatter har en stor flok forfattere og kulturpersonligheder omkring sig, flere af dem er eksilforfattere på flugt fra Hitlers undertrykkelse, og hans bedste ven, Joseph Roth, er også i byen. Solen skinner, drinksene er kolde, og maden på byens bistroer skylles ned med rigelig vin og absint. En skøn sommer for de to venner … hvis ikke det lige var fordi, flere og flere flygtede forfattere og eksilerede tyskere dukkede op med historier om stigende brutalitet og skånselsløshed. Zweig og Roth ved næsten ikke, hvad de skal tro om forholdene i Tyskland: I 1939 dør Joseph Roth i Paris af druk og sygdom, fortvivlet over nazismens fremmarch, og i 1942 tager Stefan Zweig sit eget liv, forfærdet over at leve i en verden, som han mener aldrig vil slippe ud af fascismens greb.Stefan Zweig er formodentligt den mest berømte østrigske forfatter nogensinde med værker som Verden af i går, Stjernestunder, Følelsernes vildveje og Legender. Joseph Roth opnåede ikke i samtiden noget nær sin gode vens berømmelse, men han er i eftertiden blevet fejret som en stor forfatter; mest berømt er romanen Radetzkymarch.
Da Første Verdenskrig sluttede i Tyskland i 1918, besluttede journalist, forfatter og teateranmelder Kurt Eisner, at monarkiets dage var talte. Han fik en revolution stablet på benene mere eller mindre egenhændigt, og ved et ublodigt kup blev Bayerns konge og dronning sat fra magten. Den frie stat Bayern blev udråbt med Kurt Eisner som ny præsident, men allerede i 1919 blev han dræbt ved et attentat, hvilket dog giver ny medvind til idéen om en stat bygget på kunstens og æstetikkens principper.Men mens drømmen stadig levede, var det i en kort periode forfattere, digtere, dramatikere og intellektuelle, som sad på magten og førte folket fremad. Et helt unikt lille vindue i tiden – november 1918 til april 1919 – hvor det ikke var de sædvanlige magtmennesker, som besad de vigtige embeder, men derimod kunstnere, som drømte om et helt nyt samfund.Efter den internationale succes med bogen Oostende 1936 om Stefan Zweig og Joseph Roth har Volker Weidermann nu skrevet endnu et stykke dramatiseret tysk litteratur- og kulturhistorie, hvor han viser, hvordan en lille gruppe mennesker kunne have ændret historiens gang, hvis omstændighederne havde været bare en smule anderledes.
A dazzling portrait of Zweig and Roth, and a community of intellectual exiles, during the extraordinary summer of 1936.It's as if they're made for each other. Two men, both falling, but holding each other up for a time.Ostend, 1936: the Belgian seaside town is playing host to a coterie of artists, intellectuals and madmen, who find themselves in limbo while Europe gazes into an abyss of fascism and war. Among them is Stefan Zweig, a man in crisis: his German publisher has shunned him, his marriage is collapsing, his house in Austria no longer feels like home. Along with his lover Lotte, he seeks refuge in this paradise of promenades and parasols, where he reunites with his estranged friend Joseph Roth. For a moment, they create a fragile haven; but as Europe begins to crumble around them, they find themselves trapped on an uncanny kind of holiday, watching the world burn.The award-winning writer and literary critic Volker Weidermann was born in Germany in 1969, and studied political science and German language and literature in Heidelberg and Berlin. He is the cultural editor of the Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung and lives in Berlin.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.