Bøger udgivet af Antipyrine

"Hvor mange mennesker lever i dag i et sprog, der ikke er deres eget? Hvor mange kender ikke engang deres sprog længere, eller kender det endnu ikke, og kender kun dårligt det større sprog, som de er tvunget til at benytte sig af. Det er indvandrernes og specielt deres børns problem, et minoritetsproblem. En mindre litteraturs problem, men også et problem for os alle: Hvordan kan man fravriste sit eget sprog en mindre litteratur, en litteratur der er i stand til at grave i sproget og få det til at fare ud ad en nøgtern revolutionær linje? Hvordan kan man blive sit eget sprogs nomade og indvandrer og sigøjner? Kafka skriver: ved at stjæle barnet fra vuggen, ved at placere sig i en prekær situation." – Gilles Deleuze & Félix Guattari"I Deleuze og Guattaris egen skrift er der tale om en litterær maskine, der tænker hurtigt og virtuost og sjovt, også Deleuze og Guattari skriver afsindigt godt. Ud over at bogen er fuld af begreber som rhizom, kollektiv sammenpasning, territorialisering, deterritorialisering og deterritorialieringskoefficient, bliven-dyr – alene kapiteltitlerne: Indhold og udtryk; En alt for stor Ødipus; Hvad er en mindre litteratur; Udtrykkets komponenter; Immanens og begær; Seriens prolifereringer; Konnektorerne; Blokke, serier, intensiteter; Hvad er en sammenpasning – så bliver man i det hele taget i bogen fra første sætning bevidst om, hvor vigtig stilen er. Guattaris stil er blevet beskrevet som fuld af konceptuel overraskelse og selvtillid, Deleuzes som en kiks uden smør, tør men god. Vigtigt er det vel, at det er deres stil, vi her læser. At også den er en kollektiv sammenpasning." – Anders AbildgaardKafka for en mindre litteratur er et af de tidlige værker i den franske filosof Gilles Deleuze og psykiateren Félix Guattaris kollektive forfatterskab. Bogen udkom i 1975 og har tidligere været udgivet i dansk oversættelse ved Boj Bro & Antonio Mendes Lopes (Sjakalen, 1982). Bogen er gennemrevideret, sprogligt såvel som bibliografisk, af redaktør Mathias Ruthner og suppleret med et efterord af digteren Anders ABildgaard.

Den franske psykoanalytiker, filosof og semiotiker Félix Guattari udvider i sit essay De tre økologier definitionen af økologi til at omfatte sociale relationer ogmenneskelig subjektivitet, samt naturligvis miljøhensyn. I essayetargumenterer han for, at de økologiske kriser, der truer vores planet,er et direkte resultat af en ny udvidet form for kapitalisme, og at dermå etableres en ny økosofisk tilgang, der respekterer forskellene mellem alle levende systemer. Bogen rummer en markant kapitalismekritik og eret manifest for en ny måde at tænke på. Desuden er bogen en ideelintroduktion til en af Europas mest radikale tænkere. De tre økologier blev udgivet 1989, og er på 30 års afstand uhyggeligt vedkommende ogprofetisk, set i lyset af datidens økologiske kriser og de aktuelleproblemstillinger i 2019.*De tre økologier — Félix GuattariappendiksEfterord — Anders AbildgaardEksistentielle territorier — Peter BorumMaskinel Animisme — Angela Melitopoulos & Maurizio Lazzarato

Antifeminismen er på fremmarch I modsætning til kvindehad, der har en meget lang historie, så erantifeminisme forholdsvis ny, da den ikke bare kræver tilstedeværelsenaf kvinder, men af feminister, dvs. af kvinder — og mænd — der kræverkønsligestilling, hvor der endnu hersker ulighed. Det er fordi, kvinderoverskrider deres ’naturlige’ plads, at der mobiliseres antifeministisk.Bagantifeminismen ligger kvindehadets frygt for den selvstændige kvinde,frygten for en kvinde, der kan lykkes uden manden, der kan klare siguden manden, kvinden som sin egen aktør. Antifeminisme er en højlydtversion af kvindehad, hvis markante aggressivitet skyldes, feminismenssucces med at få kvinder til at tale på egne vegne og gå egne veje ilivet.Antifeminisme hører sammen med kvindehad. Det er del af kvindehadets nyere historie.Og det er den historie, som bogen afdækker. Den aktuelle antifeminismekan kort forklares med, at den sexistiske påstand om kvinders mindreværd bliver modbevist hver eneste dag. Forestillingen om, at kvinder ernaturligt disponeret til at blive hjemme, og hvis de vover sig ud, såklarer de sig ringere end mænd, bliver systematisk modbevist hver dag af et utal af kvinder. Så hvad gør man(d)?

Novalis (1772-1801) Hymner til natten blev publiceret år 1800 i tidsskriftet Athäneum. Digtsuiten blev hurtigt en af romantikkens centrale litterære tekster.

Hjemløse udgiver deres historier– mødet med litteraturen blev afgørendeHvordan føles det at være hjemløs? Hvordan ser der ud i udkanten af samfundet?Og kan hjemløshed omsættes til litteratur?I gennem fire år har hjemløse arbejdet med deres egen historie via litteraturen og nedskrevet deres fortællinger på tre skrive-workshops i 2015, 16 og 19, arrangeret af SAND, De Hjemløses Landsorganisation.Resultatet er blevet til bogen At drømme så stort at det dårligt kan være i min lomme, som nu bliver udgivet på forlaget Antipyrine, der er kendt for at udgive eksperimentel litteratur af høj kvalitet.Teksterne i bogen fortæller om hvordan vi kan blive udstødte og ende i udkanten af samfundet – hvor der alligevel ­findes en hverdag, og hvor nye familier og venskaber dannes på trods.De deltagende har i de fleste tilfælde brugt den amerikanske forfatter Joe Brainards universelle værk I Remember (1970) som forlæg, en skrivenøgle som er evig aktuel og benyttes på skriveworkshops hver dag, verden rundt.

På råbeafstand af marxismen analyserer et teorihistorisk forløb fra sidst i 1960’erne og frem til i dag inden for vestlig filosofi, politisk tænkning og kulturstudier. Et forløb kendetegnet ved en afsked med marxismen og med det revolutionære projekt, marxismen kan siges at være udtryk for. En opgivelse af en kritik af kapitalismen. Et forløb, hvor en vigtig selvkritik – den nødvendige analyse af klassekampens genkomst, forvandling og omslag i den anden halvdel af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne – hurtigt afløses af en opgivelse af det revolutionære projekt. Bevægelsen fra revolutionær selvkritik til opgivelse af marxismen og afsked med en analyse af kapitalismen er anliggendet for bogens tekster. Det er et forløb, der går fra revolutionært opbrud og den nødvendige udvidelse af marxismens historiske analyse til afsked med en sammenhængende systemkritik til fordel for en overdreven tiltro til økonomiens selvstyre.Bogen er tænkt som et bidrag til en genaktivering af marxismen og dens kritiske analyse (og afvikling) af det kapitalistiske samfund. At være ‘på råbeafstand af marxismen’ er at forsøge at ryste den fortrolighed, som kapitalismen antog i perioden, efter at den vestlige marxisme selvkritisk så nærmere på den historiske materialismes klassekategorier og historiefilosofi.

I første halvdel af 1960’erne udviklede Asger Jorn sine triolektiske modeller for bedre at kunne forstå og beskrive kunst som en selvstændig erkendelsesteori over for filosofi og videnskab. Men triolektikken er forblevet et stort set ubeskrevet blad i forståelsen af Jorns kritiske tænkning i 1960’erne. Dens nære sammenhæng med situlogien, som er en anden af hans selvopfundne teorier, er aldrig blevet beskrevet. Jørn Erslev Andersen går tæt på triolektikken og situlogien i Jorns kunstpolitiske tænkning i de vigtige år fra 1960 til 1968. Fra de sindrige teorier og polemikker mod videnskabsfilosofi i Naturens orden og Alfa og omega til opgøret med den antropologiske strukturalisme i det tungerækkende pragtværk La langue verte et la cuite.

Fortællingen om samtidskunsten må handle om den ekstreme markedsgørelse og instrumentalisering af kunsten, der har fundet sted inden for de seneste årtier. Men den må samtidig også handle om, hvordan samtidskunstinstitutionen har været rum for fremvisning og diskussion af politiske konflikter, der for en stor dels vedkommende ikke har fundet sted andre steder i takt med, at tidligere venstre-politiske offentligheder er blevet afviklet, og politik er blevet reduceret til administration. Det er historien om samtidskunsten som et sted for politisk engagement og systemkritik. Selvom kunstens relative autonomi er under pres og hele tiden muterer, så er det kunstneriske felt og det enkelte kunstværk stadigvæk kendetegnet ved at være delvist uden for den kapitalistiske produktions- og administrationslogik. Og denne partielle adskillelse, den relative autonomi, udstyrer kunsten med et transgressivt potentiale. Som relativ autonom sfære er kunsten på én og samme tid en udfordring og en bekræftelse af det kapitalistiske samfund og værdiformens abstrakte dominans. Som Adorno formulerer det, er vareform- en autonomiens historiske mulighedsbetingelse. Det betyder ikke, at kunsten kun er ideologisk (i en dårlig forstand), den har bevaret sin historiske oprindelses emancipatoriske logik, og om ikke andet negativt afspejler den et løfte om lykke. Der er noget subversivt ved kunsten, den er en art oprør. Det er således ikke nok at udpege aporien – kunsten undergraver og bekræfter samfundet, kultur og barbari hænger sammen – nej, aporien skal på en eller anden måde analyseres og overskrides. Den er netop ikke ahistorisk, en invariant, men historisk og kan derfor ændres. Eller som Debord siger, kunsten er revolutionær (eller den er ikke).

KNEBEL VIG, 2023: Efter et årelangt regnfald tager en lokal forfatter på bodega og finder en efterladt notesbog, som viser sig at tilhøre den sky, lokale havearbejder Viktor. I notesbogen beretter Viktor om sindagligdag med ufaglært arbejde, om sin kæreste, tilflytteren ogkunstneren Monika, deres datter, Alex, og forældreskabets veje ogvildveje. Familien lever på et nedlagt landbrug, kører til og fraBrugsen, deltager i forældremøder, fodrer høns, elsker, hugger brænde og holder fri. Da en voldsom regn begynder at falde, viser Mols ogDjursland sig ikke at være et idyllisk sted, men et grusomt sted med eniboende ødelæggende kraft, lurende et sted i istidslandskabet. Påbodegaen beslutter forfatteren at beholde Viktors notesbog for at fåhold på året, hvor det regnede og nærme sig den unge families skæbne. Molbohistorier er en roman om det unge par på Djursland, om den lang­varige regn, derfår syner og nye organer til at vokse frem blandt de lokale. Det moderne landboliv sætter rammen, som snart sprænges af gamle løgne, en genskabt fortidssø og et grådigt østersopdræt. Det er en roman om rævefælder,poesi og et nyt væsen i landskabet. En folkhorror fuld af vold oghverdag, kærlighed og kunst.

Tid og timing er altafgørende. Ethvert ekstremt vejr­fænomen blæser nu med de akkumulerede udledningersstyrke og giver en forsmag på den elendighed, vi har ivente. Det burde udgøre øjeblikket til at slå til og udvide:Næste gang Europas skove hjemsøges af skovbrande; tagen gravemaskine ud. Næste gang en caribisk ø smadrestil uigenkendelighed; bryd ind til en luksusudlednings­banket eller et bestyrelsesmøde hos Shell. Vejret erallerede politisk, men det er kun politisk fra én side, nården blæser den røg væk, som er skabt af en fjende, somikke bliver stillet til ansvar eller får skylden.

Min film fødes først i mit hoved, dør på papiret, genoplives afde levende personer og de virkelige objekter, som jeg bruger,og som dør på filmstrimlen, men som, arrangeret i en særligorden og projiceret på lærredet, vækkes til live igen somblomster i vand. * Model. Hans permanens: altid den samme måde at væreanderledes på. * Grav dybt i din sansning. Se hvad der er på indersiden.Analyser den ikke med ord. Oversæt den til søsterbilleder,til ækvivalente lyde. Desto klarere den er, desto tydeligereviser din stil sig. (Stil: alt hvad der ikke er teknik.)

Magten er ikke længere koncentreret i et punkt i verden, den er denne verden selv, dens strømme og avenuer, dens mennesker og dens normer, dens koder og dens teknologier. Magten er selve organiseringen af metropolen. Magten er vareverdens helhed i hver af dens punkter. Den der besejrer den lokalt, sender globale chokbølger gennem dets netværk.

I Glenn Christians udgivelse: Kiddicraft lanceres der intet opgør fra et yderområde, et lokalt sted i landet (se mig, I andre er så bøvet!), ingen heroisk lidelse over tabt ungdom, hvor alt skraldet efterfølgende falder som digter-tårer ned i en bog. Jeget tager stadig på arbejde, i Dybvads ånd, og holder stramt om sig selv, mens et frit fald ned i ugedagens årelange tilstand kværner løs. Kiddicraft vil være en legoby, poesi som fortsætter, flyende, op i luften, en kommune omsat i smukke farver, en fælled for alle. Men vandet kommer og “kollega-folket” møder ind hver dag, dagen efter, ugen ud. År ud og år ind. Kiddicraft er en hyldest til den glade amatør, en dans med krea i blodet. Bygge bygge

Vi er i mundbindenes tid. Kunstneren Christian Vind har spontant kastet sig ud på en hasarderet cykeltur fra København mod Lolland. Rejseessayet Lolland I-III er skrevet over en treårig periode, hvor forfatteren hvert år, i vintermørket, tager turen til Lolland for at søge billeder. Billederne er personlige erindringsglimt, indtryk, lys og skygge, som han finder efterhånden, som han kommer frem og farer vild i ruiner, kilometersten og transformatorstationer, på et hjemsøgt hotel, i marinemalerier og i skalakunst.I Nakskov følger han sporet efter arkitekten Ejnar Ørnsholt, der over fire årtier satte sit præg på byen. Vi kommer omkring Det Teosofiske Samfunds Nakskovloge og ender med en fremvisning hos en ejendomsmægler af Ørnsholts eget hus, som er til salg som ”håndværkertilbud”. En rastløs aften på et motel køber Christian Vind et maleri af en ”ukendt kunstner” på en online-auktion. Maleriet viser sig at findes i fire næsten identiske variationer, men tilskrevet to forskellige kunstnere. Så går der kunsthistorisk krimi i den, som først ender i bogens tredje del, hvor forfatteren finder det sidste spor på netop Lolland.Christian Vinds Lolland er et medrivende rejseessay, med kunsthistorisk overskud og en masse indskud, hvor kunstnerens blik og sensibilitet over for synlige såvel som usynlige spor i omgivelserne og kunsten generøst deles med læseren.

Det er efterhånden almindeligt kendt, at universet blev skabt, da forskere første gang tændte for den AI, der skulle blive Gud, hvorefter denne AI-gud så skabte universet, hvilket muliggjorde at forskere mange milliarder af år senere kunne tænde for den AI, der netop skulle blive Gud. Før dette var der intet. Det kan være svært for en simpel menneskelig hjerne at få greb om kausaliteten i denne kendsgerning, men det er ikke desto mindre sådan, det gik til.

Det faktum, at de herskende idéer vedrørende vildnis er den herskende klasses idéer, er lige så lidt grund til ikke at beskæftige sig med begrebet, som det samme faktum gør sig gældende vedrørende demokrati eller frihed eller retfærdighed for den sags skyld. Selvfølgelig kan vi have en marxistisk teori om vildnis: Hvis marxismen er almægtig, fordi den er sand, så bør den også kunne indeholde denne del af verden. Kan der også være en kosmopolitisk teori vedrørende vildnis? Kan der være en vildnis-dyrkelse for fattige? Kan vi forestille os et sted, hvor vildnis og retfærdighed mødes? Er det muligt at redde en vildnis-politik og -æstetik fra de forgangene århundreders eller måske endda årtusinders klassekamp? Jeg mener, vi kan svare ja til alle ovenstående spørgsmål.

Under Occupy Wall Street-demonstrationerne og -besættelserne i Oaklanddeltager den amerikanske digter Juliana Spahr aktivt. I digtsamlingen Den vinter ulven kom fra 2015 beskriver hun bl.a. oplevelsen af at være demonstrant, kvindeog mor. Særligt i bogens tre prosa-afsnit fortælles der om denrevolutionære gnist, der tændes, omsorgen for hinanden ogfrustrationerne mod politiet og de lænestolsrevolutionære. De mereprosaiske og indignerede beskrivelser gennemskæres af en mere økopoetisk Spahr, der kredser om solidaritet på tværs af dyrearter ognaturkatastrofer, det kunstige og kemiskes indfiltring i naturlige liv.Uden at forfalde til revolutionsromantik fastholder Spahr et credo om at opgør med status quo er uundgåeligt, og hun er frygtløs i sin omgangmed sprog og former, som når hun pendulerer uforstyrret mellem atfortælle om en olieudslipskatastrofe på jambisk pentameter, cut-ups afwikipedia-opslag om vandområder, og moderlig paranoia om brystmælk ogkemikalier. Med Den vinter ulven kom stirrer Spahr direkte ind i det enogtyvende århundredes politiske ogøkologiske katastrofe og fastholder troen på individets og sammenholdets agens og potentiale.

Élisée Reclus’ Et vandløbs historie udkom første gang i 1869. Det er en underlig bog. Halvt poetisk besyngelse af vandløb og natur. Halvt anarko-socialistisk manifest. Grundlæggende be­står bogens projekt i at beskrive et vandløb fra kilde til hav. Men det er ikke udelukkende en geolog, som taler. Sproget er ikke udelukkende videnskabeligt, selvom ordforrådet er præcist og varieret. Natur­en beskrives ikke bare nøgternt og registrerende. Videnskabsmanden har fået selskab af digteren og socialisten. Digteren fortaber sig i naturen og beskriver den indgående ned til mindste detalje. Ikke som et korrektiv til geograf­en, men som en udvidelse af det videnskabelige blik. Den skal også beskrives sanseligt, som den optræder for det åbne, modtagelige og påvirkelige menneske.I titlen Et vandløbs historie er det tydeligt, at bogen ikke kun er interesseret i en direkte og naturvidenskabelig udlægning af surhedsgrad og vandstand. Vandløbet har en historie, og det indskriver sig dermed også i menneskets evolution og har relevans for den måde, vi indretter vores samfund på. Vi flakser således med Reclus rundt i historien fra stenalderens hulemænd over den romerske hærfører Scipios badeture og videre op til forfatterens samtid, hvor vandløbet indgår i den topmoderne industriali­sering. Flere steder bevæger vi os endda ud over samtiden og ender i en socialistisk utopi, hvor arbejderne forenes, og menneskeheden samles i et magtfrit fællesskab.Bogen er i høj grad relevant i dag, fordi den tilbyder os et frisk og bejaende blik på natur­en som noget, der ikke ligger uden for os selv. Naturen hos Reclus er ikke den store Anden, som man enten kan passe på eller ødelægge. Den er ikke udelukkende et objekt, men optræder i menneskets historie og kultur som en drivende kraft. Vandløbet er som resten af naturen evigt forbundet med mennesket på godt og ondt, og det løber som en understrøm i bogen, at det er essentielt for mennesket at vedligeholde denne forbindelse.På den led flyder Reclus’ poetiske projekt sammen med hans politiske over­bevisning. Den geografisk præcise og poetisk sanselige indoptagelse af naturen bliver en modstandskamp for digteren. Naturen er både et middel til at genoplade batterierne og samle kræfter til den store kamp for frihed og retfærdighed, men den har også en iboende værdi for os som del af vores fælles historie og udvikling.

Da Aldous Huxley kom til Sønderborg er en samling af erindringer,mundtlige fortællinger, fortalt af dem, der var aktive i Sønderborgshippiemiljø i halvfjerdserne, og hvis erfaringer fra den periode harformet og mærket dem for livet. Det er en fortælling om makrohistoriens nedslag i et mikromiljø, hvoren række af tidens store politiske og kulturelle bevægelser gennemsyrerdet lokale, men hvor det lokale også virker tilbage på eller bliver vævetsammen med en større global historie. Det er historier om møder medRote Armee Fraktion, det indoktrinerende Tvind­dynasti, venskaberpå tværs af alder og klasse, der afprøver stoffernes såvel som detåndeliges indgang til bevidsthedsudvidelse. En antipolitisk væren iverden, hvor flugten fra ondskaben også manifesterer sig i en løbeturhele vejen fra Danmark til Israel. Bogens grundstruktur er bygget op over en fraværende figur: Allebogens bidrag relaterer direkte eller indirekte til historien om HansTroj. Hans Troj er en søgende, sensibel og intelligent gymnasieelev,da han i starten af halvfjerdserne finder ud af, at hans far, som hanhar et meget konfliktfyldt forhold til, har mødt Aldous Huxley iforbindelse med et besøg i Sønderborg. Faderen interesserer sig for detokkulte og har formodentlig prøvet LSD. Hans Troj, der i forvejenhar et skrøbeligt sind, vil ikke stå tilbage for faderen og begynderat eksperimentere med LSD og andre bevidsthedsudvidende stoffertrods advarsler fra vennerne. Eksperimenterne udløser en psykose,der i årene efter sender ham ind og ud af det psykiatriske hospital iAugustenborg. En anden af bogens fortællere er den sidste, der ser ham,da Hans Troj i 1982 truer med at slå ham ihjel med en kniv. I midtenaf firserne forsvinder Hans Troj ud af historien og er formodentligdød i dag. Hans bidrag til bogen er en psykedelisk tegneserie på 16sider fra 1972 samt syv breve.

”Den personlige historie kan anklages for at være falsk, den kan brugestil at hævne sig, til at få genoprejsning eller sætte hændelser i nytperspektiv. Jeg er spændt ud mellem et ønske om at være loyal modvirkeligheden, og et ønske om at skabe noget, der er mit, somvirkeligheden ikke har krav på.” Sådan skriver Anne-Louise Bosmans i sin poetik Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan, jeg ser ud (Antipyrine, 2021). Bosmans nye digtsamling Mens jeg sover, glemmer jeg dig ligger i klar forlængelse af hendes forrige Bruxelles (Antipyrine, 2018). Men hvor Bruxelles var relativ kølig, tilbageholdende og vrængede af at have mangefølelser men ikke vide noget, skrives følelserne og temperamenterne ud i et mere intimt og henvendende rum . Mens jeg sover, glemmer jeg dig handler om forskellige rum, sandhed(er) og temperamenter, om at findesig til rette, om at skrive, få et barn, om at være dansker i Bruxelles, om at være gift med en muslimsk mand, om at være i flere kulturer.

Med opfordringen til at producere en vildtvoksende frem­tid midt i nutiden ved hjælp af Poetisk Krigsførelse og etab­ler­­ing­en af Utopiske Zoner, indskriver Ask Katzeffs futurismer sig i traditionen for at pege på det mulige fremtidige i det nuværende. Fabuleringerne omfatter ikke bare en spekulativ fremtidshistorie a la Olaf Stapledons First and Last Man (1930) på mindre grandiost niveau, men også hvad man efter den spekulative palæontolog Dougal Dixon kan kalde en frem­tid­ens antropologi, forstået som hvad evolutionen endnu har i vente for os. Vil en fremtidig genteknologi muliggøre, at nogle af os får pels, mens andre får fjer og gæller?

Han siger til hende: undskyld. Nu kender jeg Karpaterne som min egen bukselomme. Der er intet at komme efter, ud over partisaner med højdesyge, men jeg er færdig med bjergene. Hvem jeg mødte i dalen, hvor de omkomne hober sig op og hvem jeg mødte deroppe skal du nok finde ud af; men du skal også høre om faldet. Måske er der tale om noget smukt. På intet tidspunkt har jeg glemt barnet. Det du skal måle mig på er min modstand mod sindssygen: jeg mener – diaspora – den store fordrivelse, der rammer alle parter før eller siden. Men den slags spørgsmål kræver mere tid.Fortæl blot hvor længe jeg har været væk fra Viktor, dig og Botosani.Her er jeg.

Panegyrik er en dristig selvbiografi af forfatteren ogfilminstruktøren Guy Debord. En biografi i to dele: bind 1; tekstbaseret på fragmenter og citater, fuld af litterær præcision ogpastiche, bind 2; en billedmontage i sekvenser. Panegyrik er en upersonlig selvbiografi, med tungen i kinden, hvor den personligelivshistorie er erstattet af en figur, og er et strategisk og dæmoniskforsøg på vriste livet fri af det spektakulære samfunds fremmedgørelse.Guy Debord (1931–1994) var en fransk revolutionær, filminstruktør ogforfatter. Han var medgrundlægger af Situationistisk Internationale i1957 og det eneste medlem, der var med i gruppen frem til dens opløsning i 1972. Debords hovedværk er bogen Det spektakulære samfund (tidl. Skuespilsamfundet), der udkom i 1967, og som var med til at inspirere de parisiske studerende under besættelsen af Sorbonne i maj-juni 1968.I 2020 blev Det spektakulære samfund genudgivet af forlagene Aleatorik og Antipyrine, nyoversat af Louise Bundgaard og Gustav Johannes Hoder.

Lars Norén (f. 1944) er Sveriges internationalt mest anerkendtedramatiker. Fra 1963-1980 skrev han først og fremmest som digter i envild og voldsom sprogudvikling, der førte frem mod en tæt, krystallinskpoesi med en stærk scenisk ladning. Fra 1980 blev den grundlag for endramatik, der er stærkt naturalistisk, men åben for poetiske indfald,psykoanalytisk inspiration, diskussioner af kunst, kultur og politiksamt menneskelige fortællinger på niveau med de største romaner. LarsNorén har dette efterår udgivet sit første skønlitterære prosaværk Filosofins natt siden 1980, der netop er blevet indstillet til Nordis Råds Litteraturpris 2013.De tre skuespil Hævnarie, Trio til tidens ophør og Fjerne rystelserhandler alle tre meget direkte og oprigtigt om oplevelser af svigt, død, sygdom og menneskers afhængighed såvel som udnyttelse af hinanden. Det gør debåde medfølende, humoristisk og konfronterende i en form, der forenerpoesiens præcise eksistentielle nedslag og sprogtæthed medromanfortællingens bredde og umiddelbarhed – men i en form der erdramatikkens alene.

[bagsidetekst]:Få dage efter Jakobs indlæggelse sendte han den første mail til mig.Jeg åbnede den og læste. Der stod, at mørket havde taget ham. Næste daglå der en ny mail i min indbakke, og næste og næste. Skal jeg væreærlig, læste jeg dem ikke i første omgang, mit eget lort stod knæhøjt ilivet, jeg havde ikke kræfter til det. Men fortæller et menneske dig sin historie, kan du ikke ignorere den. Det må du ikke. Denne banalealtruisme voksede sig til en altoverskyggende sandhed de næste dage, også begyndte jeg at læse, og forstod hvorfor valget var faldet på mig:Stoffet var up my alley - og det vidste Jakob. Der fulgte ingenforklaring med, ingen angivelser om hvad der skulle gøres, men det varen bog, det stod klart.Teksterne navigerede i sygdommen og dagene i insti­tu­ti­onen, fæstnet i kaos. Et forsøg på at se skarpt gen­nem en hvid hinde, en uendelighorisontalitet som er søvndyssende tryg, og derfor kan sluge heleidentiteten. Hele dig. Og over de næste tre måneder så jeg dagligtgennem hans blik, et blik der løb fra medicinens hårde kemi tilhospitalsgangenes anonymitet, rundt om det daglige fællesskab udgjort af knuste skæbner, og ud i det omkringliggende overforbrugs Gentofte ogind i Marx’ teorier om vampyrer; et blik der formede sig som et vredtopråb efter et mere nænsomt samfund, og som så sine medpatienter lige iøjnene, med en medfølelse der ikke kan ignoreres.Det er en stor gestus. Dette er en beretning til de sårede, til de næste der falder.– Claus Handberg

Vi søgte en æstetik, vi kunne leve med, og vi søgte den gen­nem vores amerikanske rødder, vores eget land. Vi havde lært på Landbrugsskolen, at der blev skrevet poesi i vores egen tid, og at det ikke var nødvendigt at fordybe sig i akademisk viden for at skrive; vi behøvede ikke andet end de veje, vi rejste på.Fra A til Z er et fyldigt udvalg af den amerikanske maler og digter Mary Oppens selvbiografi om hendes liv sammen med digteren George Oppen samt digte og andre tekster af de fire vigtigste “objektivister”: digterne Lorine Niedecker, George Oppen, Charles Reznikoff og Louis Zukofsky, som hermed for første gang præsenteres på dansk i et dækkende historisk, politisk, socialt og kunstnerisk perspektiv.

Jeg er taget på refugie i et kloster i de syditalienske bjerge, ogher er det planen at blive i en måned. Skal hverken til Pompeieller templerne ved Paestum, på Capodimontemuseet ellerdet arkæologiske museum i Napoli. Dette er andet bind i Christian Vinds rejsebogstrilogi UDTOG.

Devilde drenge er en dødebogog i den forstand beslægtet med klassiske manualer til at navigere med idødsriget, som de ægyptiske og tibetanske dødebøger. I bogen optræder mange temaer fra Burroughsrumalder-mytologi, som især udvikledes op gennem 1960’erne, hvor hanfantaserede om at skabe sit eget Akademi 23 til at vække og oplære den kommendegeneration. Centralt for mytologien er kampen mellem et Én-Guds-Univers og etMagisk Univers, anstrengelserne for at undgå den sociale kontrols mekanismer,jagten på at transcendere dualitetens biologiske fælde, samt evnen til atomskrive fortiden og skabe fremtiden.Kampen mellemde to systemer, Én-Guds-Univers og Magisk Univers, konkretiseres i de vildedrenges kamp med de sidste rester af den vestlige civilisation, som vi kendteden, der nu bor i totalitære enklaver, og de revolutionære stammer af ungedrenge der lever i en utopisk, instinktiv tilstand. Hos de vilde drenge harskarp træning i guerillataktikker medført specialiserede biologiske mutationerog den totale udlevelse af begær har skabt en magisk frigørelsesteknologi.Gennem brugen af magi og sex har de vilde drenge opdaget en måde at genskabe dedøde på og har derved frigjort sig fra den biologiske afhængighed af kvinder,fødsel og død. I stedet kan de krydse tærsklen mellem de levendes og de dødesrige og eksistere i en slags shamanistisk grænsetilstand mellem verdenerne.