Bøger udgivet af Antipyrine

Billedkunstneren Christian Vinds nye bog UDTOG er først og fremmest en rejsedagbog, fra en tur med tog ned gennem Tyskland, Benelux-landende, m.fl., for at besøge kunsthistoriens kanoniserede såvel som mere diminutive pladser. Dernæst er det en kunstkriminologisk besættelse af at finde kunsthistoriens oversete spor, afdække svindelnumre og ”store danskeres” fordærv. Kulturhistorie med politiske, psykisk- og socialspekulative undertoner a la Sjöwall & Wahlöö. Endelig kan bogen muligvis bruges som en hæsblæsende variant af de mere adstadig kunstvejviser som Broby-Johansens berømte serie Med Broby i … , hvormed nærværende titel nok skulle gå under navnet Over stok og sten med Vind i Benelux.Christian Vind tilbagelægger over to små uger et betragteligt antal kilometer på sin rejse, hvor han bl.a. besøger Van Gogh Museet i Amsterdam, utallige kunstskatte i byen Brugge, og til sidst en udstilling med Alberto Burri i Düsseldorf. De tilbagelagte kilometer er imidlertid småting i forhold til den mentale rejse, der sideløbende udfolder sig i rejsedagbogen. Her spiller to messingskilte fra magasinet på Bornholms Kunstmuseum, den fædrelandskærlige reders Gauguin, spørgsmål vedrørende flygningestrømme og fordeling af ressourcer, Kim Wildes “Lost inside Cambo- diaaaae!”, en afgørende rolle i den særegne kriminologisk kunsthistorie og oplivning af vedtagende historiske vidnesbyrd. Sådan her skriver Vind selv om sagen:"Et sted skriver Foucault, at det i genealogisk historieskrivning gælder om at ”dvæle ved begyndelsens omstændigheder og tilfældigheder” og om at ”få tusindvis af nu tabte begivenheder til at vrimle frem”. Men man kunne også ville gøre det levende, som ellers ville forblive dødt, bore sig ned i de områder, hvor tiden er gået i stå, og forsøge at genoplive den igennem de frosne, stationære vidnesbyrd, som er opstået af tidens strøm, som Panofsky skriver."

“Mit forhold til mine katte har reddet mig fra en dræbende, gennemtrængende uvidenhed.”, skriver Burroughs i bogen The Cat Inside fra 1986. I første omgang udkom denne bog blot i 133 eksklusive eksemplarer (med illustrationer af Brion Gysin). Først i 1992 kom den så i en decideret masseudgave. Uanset hvad er kattebogen mærkværdigt nok forblevet et overset værk i USA såvel som i Danmark.The Cat Inside består af en række selvbiografiske tekster, korte og simple. Burroughs køber kattemad i et supermarked, han nusser med sine yndlingskatte, Calico Jane, Ruski, Fletch, Smoky. Han bor i sit hus på landet, i Kansas, han flytter, kattene flytter naturligvis med. En kat løber væk, en anden skal afhentes på internat, en tredje klatrer op i træ, en fjerde dør. Tonen er på samme tid sårbar, rørende og humoristisk, og de enkelte og enkle tekster har karakter af erindringer, dagbogsoptegnelser, minder, strøtanker, observationer, refleksioner. Og til tider af udsyrede visioner, hallucinatoriske syner og drømmescenarier, hvor man møder hybrider af katte og andre dyr, flyvende katte, sumpkatte og natkatte med kæmpestore selvlysende øjne. Det er Burroughs, som man kender ham, men samtidig er det en anden side af Burroughs, man støder på i bogen. Det er også en ældre Burroughs.På trods af kattebogens tilsyneladende tilforladelige emne, rummer den trøsteløse og ætsende visioner af verden: en fortvivlelse over menneskets forbløffende evne til at destruere.Vi slår hinanden ihjel, vi udøver vold, vi fælder regnskovene. Men til fordel for hvad? spørger Burroughs, som på en måde har skrevet (endnu) en science fiction: Det er, som om verden er gået under og de eneste overlevende og tilbageblevne væsener er Burroughs og kattene, der lever i en form for posthumanistisk fællesskab. De sidste vidner. De sidste vidner til en sorg, en sorg der viser sig at være uden vidner.

Krisen er dyb. Uanset hvad der sker, vil den næste periode blive barsk. Økonomierne i USA og Europa er i krise, og eksportøkonomierne i Sydøstasien er også begyndt at mærke situationens alvor. Overalt er det arbejderne, der betaler prisen for krisen. Den bliver socialiseret, og der bliver skåret i velfærdsydelserne. Samtidig bliver krisen brugt som løftestang til at fjerne hårdt tilkæmpede rettigheder. Kapitalen har med andre ord skruet op for klassekampen, den kører nu i højeste gear. Men proletariatet er begyndt at røre på sig. Revolterne i Mellemøsten og Nordafrika har udfordret den nuværende verdensorden og dens opdeling af verden, og de indignerede i Sydeuropa og besættelsesbevægelsen i USA forsøger at udvide protesterne. Selvom diktatorerne er blevet væltet i Tunesien, Ægypten og Libyen, tager utilfredsheden blot til i styrke. Det samme er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor befolkningerne med stor energi afviser spareplanerne. Det samme gør studenter i Chile og Canada. I Syrien raser borgerkrigen. Og i Kina vokser antallet af strejker. I Tyrkiet afviser de unge Erdogans neoliberale ‘succes’, og i Brasilien har ‘de farlige klasser’ indtaget gaderne. Der er stor forskel på protesterne, de er i udgangspunktet defensive i Vesten og offensivt reformistiske i andre dele af verden som Kina, men der er blevet brudt hul i det neoliberale verdensbillede. Klassekampen er ikke længere en ensidig affære. Den gamle muldvarp er igen i bevægelse.

I 1869 og 1880 udgav den franske geograf, forfatter og anarkist Élisée Reclus (1830-1905) Historien om et vandløb og Historien om et bjerg, der nu begge foreligger på dansk i Troels Hughes Hansens oversættelse. De to bøger havde i sin tid en bred appel og stærk indvirkning på den almene forståelse af naturen. Elisée Reclus plæderede for et vildt og harmonisk naturbegreb, hvilket stod i skarp kontrast til den industrielle civilisations udvikling i slutning af 1800-tallet.Bogen er i høj grad relevant i dag, fordi den tilbyder os et frisk og bejaende blik på natur­en som noget, der ikke ligger uden for os selv. Naturen hos Reclus er ikke den store Anden, som man enten kan passe på eller ødelægge. Den er ikke udelukkende et objekt, men optræder i menneskets historie og kultur som en drivende kraft. Bjerget og vandløbet er som resten af naturen evigt forbundet med mennesket på godt og ondt, og det løber som en understrøm i bogen, at det er essentielt for mennesket at vedligeholde denne forbindelse.På den led flyder Reclus’ poetiske projekt sammen med hans politiske over­bevisning. Den geografisk præcise og poetisk sanselige indoptagelse af naturen bliver en modstandskamp for digteren. Naturen er både et middel til at genoplade batterierne og samle kræfter til den store kamp for frihed og retfærdighed, men den har også en iboende værdi for os som del af vores fælles historie og udvikling.

"Teksterne indkredser de forskellige måder, de æstetiske eller kunstneriske værker opererer inden for, relaterer til eller transformerer de tids- og omverdenserfaringer, vi har som mennesker i det enogtyvende århundrede, og de gør det på en måde, som er i sync med deres emne, for teksterne gør det særlige, som samlinger af enkelttekster kan gøre: skaber en åben og kredsende undersøgelse, som betragter forskellige felter og lukker dem delvist igen, inden de føjes sammen til en helhed, som man heller ikke uden videre kan (eller skal) gribe på én gang." — fra Solvej Balles forordDenne bog er en samling af tekster, som på forskellige måder og under forskellige perspektiver drejer sig om forholdet mellem kunstnerisk betydningsdannelse og den sociopolitiske virkelighed, kunstnerisk praksis finder sted i og nærer sig ved. Det er ikke en systematisk undersøgelse af dette forhold, men snarere analyser og refleksioner over forskellige aspekter af det, ikke mindst hvad angår tidslighed.Bogen består af 10 kapitler skrevet til forskellige sammenhænge i perioden 2011–2024. Tilsammen spørger de implicit, hvad der er virkelighed, og forsøger at pege på, at den kan bringes til at virke anderledes; at den er til forhandling og lader sig transformere.

De mange masseprotester, der har fundet sted siden 2011, har været kendetegnet ved et umiskendeligt be­hov for at udfordre, vælte og destruere de herskende politiske repræsentationer uden at foreslå nye. Det handler ikke om at erstatte den siddende regering eller leder med andre, og dermed få en bedre udgave af det, vi allerede har. Det handler om at komme af med alle lederne, inklusive de mest kritiske oppositionsledere; det drejer sig grundlæggende om at afvikle behovet for ledere. Det er en politisk handling, der hverken er klasse­kamp eller etableringen af en opposition til magt­haverne, men som tager form af et voldsomt raseri mod virkeligheden. I den forstand er det lige så meget et antropologisk som et politisk opgør, vi ser tage form i de mange protester, det er et forsøg på at vikle sig ud af alle de overleverede forestillinger om, hvordan den sociale sammenhæng, vi kalder et samfund og en nationalstat, organiseres. Det synes at stå tydeligt for flere og flere, at det ikke kan lade sig gøre at håndtere de mange kriser inden for rammerne af de politiske institutioner, vi har i dag.

Gothenburg fragmentsBetween the 3d and 5 September 2021. 12 artist, thinkers, workers and strikers met in former hotel Volrat Tham in Gothenburg. This is the exact location where the fifth situationist conference took place in 1961 from which the legendary and disputed split in the movement occurred.The anniversary impulse derives perhaps from the notion that the unconsciouis, as psychogeography teaches us not only structured as a language but also in time and even as a space. Therefore, a conference on a conference in the same room and 60 years after the event took place is maybe not such a bad idea. As it would turn out, it is not clear which of the conferences, in a historical meaning could be categorized as tragedy and which as farce.But dealing with Situationism could if you believe Asger Jorn be a quite risky affair, as he himself described it as the most dangerous of all -isms from the moment you start believing in it. This self-collapsing reasoning might be one of the conflicting affects that the fifth conference legacy’s leaves us with. The contradiction impacts also on the way the events can be historicized, there seem to be a conflict in looking back on someone who is looking to the future. It might feel as is if they are looking at us with an injunction. Perhaps there is an inherent guilt in a prophecy that have failed. But what if it did not fail, what if it is still in the making? From an anachronistic view the absence can be transformed into latency of presence which would be Jorns comparative-vandalist approach towards history. When the fifth conference dispersed into a traveling derive in 1961, it meant that some members of the SI ended up in Hamburg where they continued their discussions. They came to formulate the mythic Hamburg Theses which effectively ended the first phase om the movement, meaning that a stronger position against art within its modern context was established. The works in this books can be read as fragments of the conference aftermath where the actual gorge in movements ideology is the focal point.Did the conference in 2021 put something to its final rest or was it a resurrection? Neither probably. In the haunted house of Volrat Tham there was no corps or ghost but rater something not living, not dead, the undead.The contributions in this publication can be read as a response to immanent divergence in art, value, labor and capital that has somatized into situations. Recuperation is still unfolding but we are looking at new symptoms on which the participants of the book are scouting.Ambrosius Fjord

I sommeren 2008 besøgte jeg Palæstina. Jeg var invi­teret af Art School Palestine til at sam­arbejde og mødes med lokale kunstnere og andre folk i de besatte områder. Besøgets tema var temmelig åbent og min palæstinensiske vært havde forklaret mig, at opholdet godt kunne betragtes som en form for kunstnerisk forskning. Det passede mig fint, da jeg havde arbejdet med aktivistiske undersøgelser og kunstnerisk forskning ved Det Fri Universitet i København.Som et minimum havde jeg besluttet at føre en blog under mit ophold, hvor jeg løbende ville fortælle om mine oplevelser og overvejelser i de besatte områder. På den måde kunne jeg påtage mig rollen som vidnet, der formulerer sit vidnesbyrd til dem derhjemme for at give et kritisk og detaljeret billede af forholdene.Selv om jeg egentlig troede, at jeg var godt orienteret om livet på Vestbredden, var det faktisk forbløffende, hvor anderledes forholdene blev oplevet, da jeg stod på gaden i Ramallah. Alene den erfaring gør det klart, hvor langt der er fra mediebilledet af Palæstina til det konkrete liv i de besatte områder. Sam­tidig var det en gave at opleve, hvor rig og sammensat kulturen var blandt den gruppe palæstinensere, som jeg brugte det meste af mine seks uger sammen med.

Det spørgsmål, som den destituerende opstand stiller, går givetvis på, hvordan man skal afmontere og forlade lovenes system, men endnu mere på, hvordan det kan være muligt at gøre det, uden at man umiddelbart efter indgår i det igen.— Marcello TarìDenne bog indeholder bidrag af forfattere tilhørende kredsen om den usynlige komité, der ikke findes længere, men som igangsatte drøftelsen af begrebet destitution for ti år siden. Destitutionens begreb og historie kan forklare spændingen mellem teori og praksis og analysere overgangen fra opstand til revolution: Radikaliserede anarkismen den borgerlige revolutions satsning på frihed, lighed og broderskab, og begrundede den videnskabelige socialisme arbejderbevægelsens bestræbelse på at ophæve formerne løn, pris og profit i kapitalismen, så samler destitutionen erfaringer og vidnesbyrd fra de seneste 14 års statsundergravende kampe.

Christel Wiinblads nye bog Deep Purple fremskriver en stærk og fantastisk tro på kærlighedens kraft. Bogen løfter sig op over klimaforandringer, krige og politisk realitet for i tillid til alt levende at vise os en anden verden. Den virkelige verden bag alt.I Deep Purple åbner den elskedes død et rum, hvor kærligheden forvandler sig fra at omfatte den elskede til at omfatte alt. Den elskede er alt, og alt er den elskede. Deep Purple er den dybeste smerteerfaring og den mest euforiske åbenbaring. Døden som forløsende kraft står i bogen side om side med stærke erfaringer af angst og af sammenbrud.Deep Purple er et gigantisk værk og en sjælden fugl i nutidens litterære landskab: En romantisk messe, der med sin universelle kraft og sin universelle tilgang til kærligheden rækker direkte ind i sjælen, ind i hjertet og op til himlen. Himlen, der er lige her!Sprogligt slynger Deep Purple sig i arabesker, i insisterende opremsninger og i fordybende gentagelser, der udvikler sig til en flerstemmig messe. Sorg og afmagt bliver til nærhed og enhed, og i sværme af indtryk og udtryk beskrives kærligheden som altings dybeste sammenhæng.

Filmen er det mest substantielt tvetydige, man kan forestille sig. Af denne grund: Film er en uendelig sekvens, der udtrykker virkeligheden med virkeligheden. Der er altid foran enhver af os et muligt og virtuelt filmkamera, med uudtømmeligt chassis, som “filmer” vores liv, fra vi fødes, til vi dør. For hele vores FØRSTE OG RENE sprog er vores væren, virkelighed i virkeligheden.

Genudgivelse af Eskil Halbergs Madpakker til revolution,hvori det vises, at kapitalismen har taget kontrol over maden til skadefor klimaet og alt levende, og at vi derfor står i en livsnødvendig kamp for at skabe en anden økologi.I vores del af verden, men i stigende grad overalt i verden, er mad i dag formidlet gennem verdensmarkedet. Vi er, paradoksalt nok,livsvigtigt afhængige af det system, som samtidig smadrer vores egnelivsbetingelser.— Eskil HalbergHalberg tager os med ud pålandet. Vi har vist ikke lyst til at blive derude, som det ser ud ligenu. Men det kan vi ændre på. “Det er næsten umuligt at gøre oprør fra en rapsmark.” Men det kan gøres fra et vildnis, fra et landbrugskollektiv, fra en byhave. Jeg fristes til at slutte af med et kampråb: Ingenklassekamp uden madkamp!— Mikkel ThorupMadpakker tilRevolutionen er lige præcis det øko-kommunistiske manifest vi har brugfor til at orientere os i kampen mod kapitalismens destruktiveorganisering af vores fælles naturgrundlag. En enestående analyse fra en af vor tids mest interessante kommunistiske tænkere!— Søren Mau

Kenneth Jensen skriver i romanen Psykosens hale på en gang inde fra psykosen og fra den anden side, uden at forenkle og konkludere. Bogen er et vidnesbyrd og en litterær bearbejdning af psykosen, dens sammenvikling med det sociale liv, og dets aftryk i eksistensen. Bogens hovedperson er en fortvivlet ufaglært dambrugsarbejder fra Himmerland, der efter nogle vilde ungdomsår ender i en psykose. En psykose der de følgende år kun delvist behandles, mest med selvmedicinering.Siden debuten med psykisk sygdom er han nu femten år efter debuteret som forfatter, har fået det treårige arbejdslegat og er blevet erklæret rask. Han arbejder ikke længere på et dambrug i provinsen, men som forfatter i hovedstaden, hvor grænsen mellem arbejde og identitet, storhed og fald kan være svært begribelig. Grænser er ikke hovedpersonens stærke side, hverken i kærlighedslivet eller blandt venner og kollegaer, og da slet ikke i det kollektiv han har forvildet sig ind i på Store Kongensgade. Kenneth Jensen, født 1972, debuterede i 2003 med digtsamlingen In Effigie. Han har siden udgivet en række digtsamlinger og romaner, heriblandt Tragedie plus tid, der blev hans gennembrud og efterfulgtes af det treårige arbejdslegat. Psykosens hale er afslutningen på en trillogi bestående afTragedie plus tid gange ni (2017) og Håbet (2022).

I forbindelse med kunstner Jørgen Michaelsens aktuelle udstillingCyber versusBuddha på Holstebro Kunstmuseum udgiver forlaget Antipyrine et katalog isamme navn. Bogen Cyberversus Buddha er et værk i egen ret og indeholder litterære bidrag i formaf en korrespondance mellem forfatteren René Jean Jensen og Jørgen Michaelsen,der også sammen har kommenteret en serier værker, collager, som indgår iudstillingen. Herudover indeholder bogen kunsthistoriske essays af Teresa ØstergaardPedersen og MagnusThorø Clausen, samt naturligvis installationsfotos mm. fra selve udstillingen.Udoverkataloget udgiver Antipyrineyderligere to bøger af Jørgen Michaelsen, sangbogen Cockroach og poesibogen Tusind borgerhaikuer, der alle ernært sammenvævede med udstillingen, dens tematikker og perspektiver.Europæiskidentitet mellem verdenskriser Cyber versus Buddha udfoldersig helt generelt som en kritisk-eksperimentel perspektivering af despændinger, der netop nu kendetegner den dominerende bevidsthedsform i denvestlige kultur. Et væsentligt historisk tema er den europæiske idé om USA somrealiseringen af den moderne utopi og i særdeleshed den udvikling, som denneforestilling har gennemgået siden 1945. Efter den kolde krigs afslutning medSovjetunionens sammenbrud i 1991 er den europæiske idealisering af USA ogamerikansk kultur efterhånden kommet under pres. Ruslands invasion af Ukrainehar måske nok styrket NATO-alliancen, men har især eksponeret Europas problemmed at optræde som samlet autonom aktør på den globale geopolitiske scene, derisær præges af tiltagende rivalisering mellem nøglespillerne USA og Kina, menhvor udviklingen generelt går i retning af en multipolær verdensorden, hvorVestens førende rolle ikke længere er givet.En samtidsdiagnose Under denne identitetskrise ligger et komplekst trusselsbillede afforestillinger om enorme migrationsstrømme udløst af politisk ustabilitet ogøkonomisk ulighed, tilspidset kamp om kontrol over ressourcer, den kritiskeinfrastrukturs voksende sårbarhed som følge af cyberteknologiernes stigendekompleksitet, staters og private firmaers stadig mere gennemgribendeovervågning af borgerne, demokratiets tilbagegang på verdensplan samt denglobale biosfæres sandsynligvis kommende kollaps forårsaget af de nuværendepolitisk-økonomiske strukturers tilsyneladende uforanderlighed. Alt detteoptræder i kølvandet på en international finanskrise, en globalCOVID-19-pandemi samt USA og de øvrige vestlige landes tilbagetrækning fraAfghanistan efter 20 års fejlslagen nationsbygning, hvilket i sidste endeindikerer Vestens erkendelse, eller i al fald følelse, af det universelleoplysningsprojekts principielle sammenbrud. <font face="Arial, Helvetica, sans-serif">@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}@font-face {font-family:"Minion Pro"; panose-1:2 4 5 3 5 3 6 2 2 3; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-format:other; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:1610613383 1 0 0 415 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-font-kerning:1.0pt; mso-ligatures:standardcontextual; mso-fareast-language:EN-US;}p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}</font>

Anders Remmers tekster er en samling korte og præcise sproglige manøvrer hen imod glemsel og poetisk afholdenhed.Søren Andreasens tegninger virker som øjebliksbilleder, der endnu-ikke eller ikke-længere har antaget form.Anders Remmer (1964) er musiker og har udgivet i omegnen af tyve albums medprojekterne Dub Tractor, Future 3, System, Jet, Sølvpil og People PressPlay. Bogen her er den første samlede udgivelse af hans tekstpraksis.Søren Andreasen (1964) er billedkunstner med udstillinger i ind- og udland,bogudgivelser og kuratering på cv’et. Han har designet covers for flereaf Remmers udgivelser.

Tusind borgerhaikuer indeholder ganske bogstaveligt tusind haikutekster, dvs. at hver tekst består af tre dele efter stavelsesskemaet 5-7-5. Haiku er en japansk digtform, der opstod i 1600-tallet, og som i moderne tid er blevet almindeligt udbredt og nærmest ‘demokratiseret ihjel’ som en slags altædende skabelon. I Tusind borgerhaikuer fremskrives komplekse forbindelser mellem forskellige figurer, der i større eller mindre grad afspejler nutidens politisk-kulturelle virkelighedsbillede, på en sådan måde, at hver tekst i sig selv virker som en ultrakoncentreret tankebevægelse, der ud fra sine begrænsede præmisser synes at drage en åben, men alligevel specifik konklusion. Hver haiku indledes med et nummer samt et borgernavn anført med versaler, hvilket skaber følelsen af, at den efterfølgende haiku er ‘funktionelt personaliseret’, som om en algoritme havde ‘oprettet’ haikuen i en given borgers navn og dermed skabt en form for indholdsmatch. Et eksempel: “0263. Borger MØLMAND / Kromosomtrompet // Sæt sfinksen i / stinkskabet // Spænd kyskhedsbæltet”. Men hvis læseren lader blikket glide hen over bogens sider, viser det sig, at borgernavnene alle er frembragt via en ‘borgergenerator’, der arbitrært kombinerer hhv. et forled og et bagled af ‘typisk dansk’ herkomst: ABILDGREN, DAMSBALLE, ABILDBALLE osv. Der findes ingen sen-navne eller navne, der afslører ‘anden etnisk herkomst’. Åbenbart er der gennem et filter skabt et navnenes ekkokammer, en slags incestuøs boble, der synes at indramme haikuernes udsagn.

Jørgen Michaelsens Cockroach er en sangbog på engelsk. En sang det ville tage mere end fire timer at afsynge. Melodien som er komponeret af kunstneren, er meget enkel ogbringes indledningsvis som notation med becifring, sådan at der læggesop til musikalsk inklusion: fællessang. Cockroach er genereret ud fra stramme principper: Hver strofe består af firelinjer, hvis enderim udgør strukturen ABAB, sådan at linjerne har hhv. 6 og 5 stavelser. Endvidere påbegyndes hver linje med ordet “Cockroach”,der på den måde bliver en ‘overtydelig’, obskøn omdrejningsfigur. Eteksempel: “Cockroach needs reactor / Cockroach needs repair / Cockroachflaky factor / Cockroach nudist stare”. Cockroach udgør en syntetisk-strukturel ‘boreprøve’, hvor samtidens forestillingsunivers og vokabular udsættes for syntetisk sondering.Udgivet i forbindelse med udstillingen Cyber versus Buddha, Holstebro Kunstmuseum, 2023-24.

I Hvad stiller vi op med middelklasserne?, som er bådeessay, poetik, selvbiografi og programskrift i ét, er det de selvfornægtendemiddelklasser hun forsøger at få hold på. Det er særligt middelklassernesparadokser, f.eks. arbejderen der gik ind på kontoret, blev sit job, ogbegyndte at sige ”os” når han egentlig talte om sig selv. Essayet baserer siglige dele på research og dokumentation, bakket op af citater fra en rækkeforfattere (Nietzsche, Debord, Ballard, såvel som Lojkine, Huelin og Brustier).Resultatet er en finurlig definition af middelklasserne, selvkritisk,engageret, syrligt lysende og poserende (i øvrigt et klassisk karakteristika;middelklasserne poserer). Nathalie Quintane er i bogen en etnolog over det absurde og gør sociologi tilen kampsport, og selvom ”dramaets” udgangspunkt; data, citater og interiør, erfranske, så resonerer teksten særlig godt med den skandinaviske velfærdsmodel,hvor ”samfundskontrakten” i dag er ved at smuldre, i den paradoksalekvantificering af omkostninger og udbytte af alt, selv det allerhelligste ”detgode liv”. Middelklasserne sidder, ifølge Quintane, ubehjælpeligt fast iflaskehalsen, mens den rigeste 1% fortsætter sin absurde akkumulation, mensmiddelklassernes identitet og samfundsorganisationen som helhed udhules ogfamler. ”Den Europæiske drøm” er gået fra tro til overtro, hvor vi fortsatprædiker for vores børn, at hvis de gør det godt i skolen, vil de få "etgodt liv" eller bare ”et job”, til trods for at virkeligheden viser detmodsatte. Det er særligt middelklassernes afstand mellem hvad de siger og hvadde gør, Quintane undersøger, middelklassernes benægtelser og vrede, der endermed at ”straffe virkeligheden”, blandt andet ved at inkriminere demokratiet,som gøres ansvarlig for vores strukturelle mangel på opstigning og nydelse.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Den tidslige åndenød er disse års obskure onde. … Ethvert øjeblik er blevet ubeboeligt.— Donatella Di Cesare: Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød

Gennem 2022 besøgte jeg Jessie Kleemann i hendes lejlighed på Amager og lavede i alt fire lange interviews. Denne bog bygger på disse interviews og er et forsøg på at fange Jessie Kleemanns egne ord og tanker om sin praksis, som baserer sig på maleri, grafik, performance og litteratur. Bogen forsøger også at fange en stem­me fra det grønlandske kulturliv i perioden fra Hjemme­styrets indførsel i 1979 op til selvstændig­heds­debatten i dag. Det er ikke en detaljeret historisk redegørelse eller kronologisk fortælling, men forskellige indblik i perioden italesat af og igennem Jessie Kleemanns praksis.

Derudover glædede jeg mig over i menneskemyldret at få øjenkontakt med en hund. Med en anerkendende gestus bekræftede vi hinanden i, at den anden så altså også befandt sig dér, midt i alt dette, inden den igen modvilligt blev trukket af sted. Ejeren indførte en rytme, som han pålagde sin hund, når han trak af sted med den. Det er det første, magten pålægger: en rytme. En livsrytme, en rytme for tiden, en rytme for måltider, en rytme for tanken, en rytme for talen, en rytme for alt. Hunden kunne ikke få lov at gå i sit eget tempo, den blev trukket af sted i en påtvungen hastighed og rytme. Nu går vi, her stopper vi og så videre. Et krav om egen rytme er altid i opposition til magten.

Det private jeg ... smelter umærkeligt ind i den store ytring, poesiens storhed, som, fordi den forbliver forankret i hverdagslige detaljer, aldrig lyder ‘storslået’, men er lige så stille overbevisende som daglig tale.— John AshberyFor første gang foreligger et samlet værk på dansk af den amerikanske digter Elizabeth Bishop (1911-1979). Digtsamlingen Geography III (1976) er et af forfatterskabets centrale værker, hvor Bishop viser sin særlige evne til at udvide verden indad, til at skalere, zoome fra store landskaber og ind i de mindste detaljer.Gang på gang, fra sætning til sætning, overrasker digteren og udvider tekstens rum ved ubesværet at lede læseren igennem billeder og tableauer, som sjældent er lineære, men forførende idiosynkratiske. Man ender steder, man aldrig havde forestillet sig. Gennem atlasser, vinduer, postkort, malerier, indre og ydre geografi og små erindringsstykker arbejder hun ihærdigt på at inddæmme verden i en orden, en orden hun samtidig fremstiller som utopisk. Bogens indledende tekst “First Lessons in Geography” er et eksempel på denne kamp, en lektion i ordenens utilstrækkelighed, illustreret ved en tekst fra en gammel skolebog.Et centralt emne hos Elizabeth Bishop er vores hovmod, vores evige forsøg på kategorisering af naturen og virkeligheden. Hendes digte er stille, desperate advarsler mod trangen til at forstå alt. Autoritet skaber geografi, poesi kan måske gøre det anderledes.

Det politiske er et af samtidskunstens privilegerede “materialer”. Kunstnere producerer ikke blot repræsentationer af politiske konflikter, de bruger kunstrummets relative autonomi til at facilitere diskussioner, der ofte ikke finder sted i en bredere offentlighed. Det er historien om samtidskunstens funktion som en art substitutoffentlighed i fraværet af en kritisk, international modoffentlighed. Denne funktion fungerer imidlertid også som legitimation for institutionen, der bryster sig af og forstår sig som systemkritisk: Kritik er i dag på den måde sine qua non for samtidskunstinstitutionen. Men, må vi tilføje, kritik i en nedskaleret forstand, som institutionelle reformer og reformistiske interventioner. Det er institutionskritikkens hegemoni.Det kan synes ulogisk at bruge tid på kunst­ner­iske udsagn i en situation, hvor kapitalens vold tager til, flere og flere går på gaden, og hvor den mest sofistikerede politiske samtidskunst har travlt med at organisere modeshows for Dior. Men den moderne kunst har fra starten været et af de steder, hvor det har været muligt – ikke at det var nemt eller ligetil – at artikulere en kritik af den kapitalistiske modernitet og forestille sig verden på en anden måde.Dialog med de døde skitserer et historisk forløb, hvor kunsten har fungeret systemkritisk, fra mellemkrigstidens surrealisme over situationisterne, Black Mask, Art Workers’ Coalition og Artist Placement Group i 1960’erne til den politiserede samtidskunst og aktivistiske statuevæltninger.

Vi hopper på åkander er Nynne Roberta Pedersen Pedersens debutdigtsamling. Bogen kan også læses og anvendes som sangbog. Digtene, der genremæssigt har karakter af sang, protest, klage, er i første omgang skrevet i forbindelse med aktivistiske projekter, og til brug for kollektiverne gp&pls, aktivistkoret og bananskolen. Kollektiver der, som teksterne i bogen, arbejder både aggressivt og omsorgsfuldt med at vække de sovende, omfordele, og at støtte de isolerede og udstødte. I Vi hopper på åkander er energien den samme, men jeget mindre sikkert. Det reflekterer både tynget og skeptisk over sin egen formåen, og over hvad man stiller op overfor grænsevagter, pigtråd, politi og politik.

KUNST DER IKKE BESKÆFTIGER SIG MED KLIMAKRISEN ER IKKE VÆRD AT BESKÆFTIGE SIG MEDDette er bogen, som udløste det skred i den offentlige samtale, derførte til, at Danmark i 2011 fik et nyt regeringsgrundlag, og sommassemedierne har givet betegnelsen ”Skinnebach-effekten” (en betegnelse for det forhold, at man gennem de mindste, virkningsorienteredehandlinger, ændrer på eller løser de størst tænkelige problematikker).Bogen er en vækstkritik og et naturreligiøst dokument, et drab påfiktionen, og fortællingen om en drengs initiering til tegnenesunderverden. Bogen er en strukturel vej til indsigt og et opgør med 200års autonomi-ideale i den vestlige kunstforståelse. Et ikke-sted i enførkatastrofal tidsalder.

Forestillingerom en udstilling med Sonja Ferlov Mancoba er en guidet tur gennem en spekulativudstilling med den dansk-franske billedkunstner Sonja Ferlov Mancoba(1911-1984). Den forestillede udstilling finder sted på et mellemstort, dansk, kunstmuseumspecialiseret i kunst fra det 20. og 21. århundrede.Udgivelsentager Sonja Ferlov Mancobas udtryk ”ingen skaber alene” bogstavelig og går idybden med udvalgte emner i hendes kunstnerskab. Det er derfor på ingen mådertale om en typisk monografisk fremskrevet udstilling, men derimod en udstillingsom med Sonja Ferlov Mancoba i centrum inddrager aspekter, der breder sig udtil sociale, politiske, religiøse, antropologiske og psykologiske forhold ipræsentationen. Udstillingen ønsker at gøre op med ideen om, at et kunstnerskabkan eller skal skilles skarpt fra kunstnerens liv og dennes samtid. Samtidenstænkning spiller ind, når man i dag på historisk afstand prøver at forstå etkunstnerskabs tilblivelse. Et afgørende aspekt for denne udstilling har væretat inddrage de mange forskellige informationskilder Ferlov Mancoba lader sigpåvirke af. Her er relationen mellem Ferlov Mancoba og hendes livslange partnerErnest Mancoba (1904-2002) betydningsfuld for at forstå hendes praksis.Udstillingen ser derudover hendes kunst i et lys af globalt udsyn ogtransnational udveksling over tid. Her er der fokus på de afkolonialespørgsmål, som Ferlov Mancoba blev stillet overfor og som vi i dag forsøger atbearbejde. Teksten behandler hvordan de kan inddrages på udstillingen oghvordan det er nødvendigt at arbejde med dem i dag.Tekstener skrevet i en essayistisk form og handler om kuratering og hvad detindbefatter af research, rammesætning af kunst og de diskussioner (med én selvog andre), spørgsmål og udfordringer som dukker op i arbejdet medkunstudstillinger. Udgivelsen er et nyt bidrag til hvad kuratering er og kansom fagligdisciplin. Essayet indgik som en del af kurator Johanne Løgstrupspraksis-baseret ph.d.-afhandling på Institut for Æstetik og Kultur på AarhusUniversitet som blev antaget efter forsvar i marts 2021.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

How does the performativity of algorithms relate to that of bodies? And how may performative artistic practices contribute to a rethinking of the interrelations between bodies and the discourses, histories, technologies, practices, and networks they are actualized within and entangled with?1 Through the notion of “algorithm,” which titles this publication, we wish to explore further the complex interconnections of algorithmic information processing, technical infrastructures, the performativity of bodies and bacteria as well as cultural scripts, or codes. At the center of the book are the contributions by artists Lauren Lee McCarthy, Jenna Sutela, Anna Lundh, Tabita Rezaire, and Linda Hilfling Ritasdatter exploring performativity and algorithmic culture from different perspectives. Via the artists’ works we move in and out of these different perspectives in five chapters, from smart

Maurice Blanchot : Dagens vanvid & Mit dødsøjeblik – oversættelse og efterskrift Mikkel Thykier Normalpris Udsolgt Inklusive moms. Levering bliver beregnet ved kassen MAURICE BLANCHOT, 1907-2003I Danmark er Blanchot meget lidt læst og først og fremmest kendt som en kritiker, der udøvede en skjult, men stærk påvirkning på folk som Roland Barthes, Gilles Deleuze, Jacques Derrida og Michel Foucault, mens hans samlede forfatterskab, dvs. hans virke både som litteraturkritiker og skønlitterær forfatter i disse år diskuteres flittigt i resten af verden. Ikke bare Blanchots kritiske arbejde har været af afgørende betydning. Hans fiktion, som er samtidig med og tåler sammenligning med Samuel Becketts, har også været af afgørende betydning for den franske skønlitteratur i anden halvdel af det 20. århundrede, Marguerite Duras’ forfatterskab er fx utænkeligt uden Blanchot. Dagens vanvid er en kort og fortættet tekst fra de mest kreative år i Blanchots karriere, den gennemspiller hektisk et af de vigtigste temaer i forfatterskabet: Individet stillet over for døden, loven og kravet om sand tale. Mit dødsøjeblik er en sen tekst, tilsyneladende en erindringsskitse, som vender tilbage til en kort scene fra Dagens vanvid, uddyber den og sætter hele forfatterskabet i perspektiv. Udgivelsen er suppleret med et solidt essay (efterord) af oversætteren og forfatteren Mikkel Thykier, der sætter Blanchots diskussion af døden i forhold til H.C. Andersens forfatterskab, samt afklarer forholdet til Barthes, Deleuze, Derrida og Foucault.

Det selvmodsigende eller paradoksale er at virkelige ting i endokumentar har en tendens til at miste deres virkelighed ved at blivefilmet og præsenteret på den “dokumentariske” måde, og det er der ikkenoget poetisk i. I poesi sker der noget andet. Det er svært at sigepræcist hvad det er. Lad os kalde det nærvær, sjæl eller ånd, en empatifor det der dvæles ved, at føle med det – til det punkt hvor manidentificerer sig med det.

Demokratiet er en politisk fiktion. Som stormen på Kongressen i USA understregede, befinder det moderne demokrati—uløseligt knyttet til staten, nationen, folket og markedet—sig i en dyb krise. I et slags væbnet karneval sætter en broget flok US-amerikanske patrioter sig for at redde demokratiet fra sig selv. Men hvad er det for et demokrati, der skal reddes? Og hvorfor? For Marx og den revolutionære bevægelse var det borgerlige demokrati først og fremmest en strategisk kampplads, ikke et politisk mål i sig selv. Trods vigtige sejre viste demokratiet sig hurtigt som en slags politisk fælde, som hver gang kanaliserede den ‘socialistiske’ massevækkelse ind i forbrug for de heldige og for evigt udsatte verdensrevolutionen. I stedet fik vi det liberale markedsdemokrati, hvor venstre- og højrepopulister rituelt slås om definitionsretten på det virkelige demokrati.Andet bind i forlaget Antipyrines serie om “repræsentationskritik” rummer tre nøgletekster om demokrati af hhv. Karl Marx, Claude Lefort og Mario Tronti. Bogen er redigeret og forsynet med forord af Mikkel Bolt og Dominique Routhier.