Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Efter at Ditleff von Zeppelin var død som 28-årig af en uhelbredelig tyktarmslidelse, udgav hans venner Otto Gelsted og Johannes V. Jensen hans efterladte tekster. Der er smukke naturskildringer, der kan minde om Knud Poulsens og Knud Sønderbys essays. Og der er smertefulde overvejelser fra den sidste sygdomstid, der svarer til de tilsvarende tanker, man finder hos Marinus Schneider og Jakob Hansen. Og der er forelskede skildringer af Zeppelins andet fædreland, Frankrig, der på smukkeste vis modsiger angrebet på Frankrig og franskmændene i debutbogen "Franskmanden". Samtidig med at Zeppelin giver udtryk for sin dybe kærlighed til sin hustru og deres barn. Det er tekster, der fortæller os, hvor meget dansk litteratur mistede ved Zeppelins tidlige død.

I Slægten centreres historien om den fede, dumpt brutale og moderbundne baron Helmuth von Leunbach, der overtager det fædrene gods, vanrøgtet gennem et par generationer. Hans mor, enkebaronessen, må forlade godset og flytte på aftægt, da han gifter sig med den forfinede, fraskilte Alvilda Raskowitz, der desperat søger efter forsørgelse for sig selv og datteren Karen. En mesalliance, der udvikler sig til et faretruende trekantsdrama, da Alvilda indleder en affære med sin fætter, den dekadente grev Scheele, hvis åndfulde væsen afspejler sig helt ud i hans navn. Romanens dramatiske højdepunkt indtræffer ved høstfesten, hvor baronen ude af sig selv af jalousi og raseri brænder de to elskende inde. Bagefter nages han af skyld og anger og er ved at gå til bekendelse for at „lide sin Straf“, da hans magtfulde mor igen tager over på godset og sætter ham på plads. I nietzscheanske stanzer afsværger hun hans „Plebejermoral, Bondemoral, Malkepigemoral“ til fordel for en aristokratisk radikalisme og herremoral, der „laa uden for Loven“. Wieds roman skriver sig op imod Karl Gjellerups samtidige på en gang dekadent farvede og moralsk opbyggelige jalousiroman Møllen (1896), hvor mølleren udleverer sig selv til straf efter at have taget livet af sin elskede og hendes elsker. I Slægten er der ingen nåde hos „den gamle Naade“, baronens magtfulde mor, der tager sin dranker og mordbrænder af en søn i skole og i favn og fælder dommen: „Skidt Slægt! mumlede hun. – Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!“(Dansk Litteraturs Historie)

"Ranke viljer" er en dramatisering af Wieds erindringsroman "Ungdomshistorier" - en selvironisk beretning om forfatteren, der med åben pande vandrer i tugthuset for at have overtrådt datidens skrappe censurregler, men som ikke kan holde styr på sit familieliv.

Valravn er rendyrket symbolisme. To eksistentielle fabler om maskuline drømme, hvor sjælene glider hinanden i møde som „dalende Snefnug, formet i den Luft, som er uden Grænser“. Dens episke struktur er sindsudvidende, konsekvent symbolistisk i sit formsprog og tidstypisk i sin udspaltning af jeget som en dobbeltbevidsthed: „Jeg er som to Personer“. Det dialogiske, som kan iagttages flere steder i forfatterskabet, bliver her omsat i et spil mellem to sider af det samme maskuline jeg: den stærke lykkesøgende og den svage vigende. Og i begge fortællinger opløses jeget i smerte, intethed og vanvid og går til grunde i jagten på den kvinde, der skal indfri lykkedrømmen.(Dansk Litteraturs Historie)

"Sol" er en lille roman om kunstneren Hans Haven, der må ernære sig som vognlakerer. Han drømmer om at folde sig frit ud og afviser kærligheden og den elskede for at nå friheden:"Saa laa hun paa sine Knæ foran ham og hagede sine Hænder i hans Frakkes Flige.- Bliv! hviskede hun.Men med sin Fod skød han hende fra sig.- Du Kærlighedens Hund! sagde han og rev sig med et Ryk fri og gik.Hun rejste sig langsomt, stod og saa ned over Gaden, hvor han gik. Saa spyttede hun efter ham og slog i det samme sine Hænder for sit Ansigt og stod og rokkede og rokkede med Hovedet."**Henrik Pontoppidan skrev i et brev til Stuckenberg 4.2. 1897: "Bogen er et Kunstværk, gennemført, stilfuld, ejendommelig".

Ditleff von Zeppelins debutbog, "Franskmanden", der udkom, da han var 25, er et rasende angreb på ikke bare fransk kultur og franske sædvaner, men selv på det franske sprog og franskmændenes udseende. Det er på mange måder en umoden bog, fordomsfuld og racistisk, og det er ikke ved siden af, når forfatteren i et forord kalder den en "ungdomssynd" og sammenligner med Hamsuns "Fra det moderne Amerikas åndsliv". Men samtidig er bogen godt skrevet, og den giver et spændende indblik i fransk dagligliv i årene før første verdenskrig. Ditleff von Zeppelin havde fransk som sit andet modersmål, og selv når han raser, kan man mærke, at han også elsker Frankrig - han er fanget ind af et had/kærlighedsforhold, der gør ham ubehersket, men han kan trods alle forsøg ikke løbe fra sin nære tilknytning til det franske civilisation.

Ambrosius Stub, maj 1705-15.7.1758, dansk forfatter med en sikker sans for sin tids forskellige lyriske genrer, visen, som kaldtes aria, drikkevisen, den gudelige sang, det moralske læredigt — men også med en iagttagelsesevne, der, især gennem den forkortede udgave af hans berømteste digt, "Den kiedsom Vinter gik sin Gang" (først udgivet 1771), har skaffet ham ry som en fin naturdigter. Ambrosius Stubs hovedgenre var det korte lejlighedsdigt.Den fattige husmandssøn kom fra Fyn til Københavns Universitet, hvor han blev hængende i ti år, hvorefter han uden eksamen måtte hutle sig igennem med småjobs og underholdning på de fynske herregårde, der ikke gav ham indtægter nok til at forsørge sin kone og deres efterhånden fem børn.Tre af dem døde, konen også kun 31 år gammel, og enkemanden endte sine dage, fattig som han begyndte, som skoleholder i Ribe.Af Ambrosius Stubs digte kendes 119, der på nær enkelte først blev trykt efter, at han var død, og hans tyngede og letsindige liv blevet en myte. Med digte som "Du deylig Rosen-Knop!" og "Hvad vindes ved Verdens vidtløftige Hav?" (begge først udgivet 1771) kunne han gøre selv tung moraliseren let.(Store Danske Encyklopædi)

Som lyriker er Stuckenberg uegal, men rammer med pludselig klarhed tonen i enkelte digte, der rummer linjer for evigheden. Mest helstøbt er digtkredsen Flyvende Sommer (1898), der indskriver en forelskelseshistories anslag, fuldbyrdelse og afsked i årstidernes rytme fra vinter til vinter. I denne samling er Stuckenberg gået fra det politiske rum ind i kærlighedens, genspejlet i den årlige naturs omskiftelser i en typisk lidenskabelig bevægelse, der fryses midt i vinterens hjerte. De enkelte digte beskriver et symbolsk forløb fra naturens ydre fænomener til sjælens indre. I „Fuldmaane“ sammenlignes den elskedes hår med en grenarabesk i månelyset, der fanger manden og hans tanker ind:som et Kvindehaar,der, mens Frosten synger,hvor jeg gaar,om min Fod sig slynger,fletter sig saa tæt,hvor mit Blik jeg sænker,slaar sit Netdulgt om, hvad jeg tænker.Det glidende i den strofiske opbygning modsvares af det dobbelttydige og dæmoniske i processen, hvor kvinden – som i Johannes Jørgensens roman Livets Træ – spinder manden ind med sit hår og suger kraften ud af ham i en typisk fin de siècle-attitude. Således fanget ind af begæret synker den elskede i „Aftensol“ ind i hans sjæl. Men efter begærets hede sommer ender hun med at blive et billede i hans sjæl. For han bærer den hvide, kolde sne i sit hjerte, og da vinteren igen bekræfter hans sande væsen, ender han bitter resigneret med at opgive hende – og lykken. Måneskinsnatten lukker sin hvide blomst omkring den ensomme skikkelse i „Vinternat“:Tyst om mit Liv den lukkersit stjærneduggede Bægers Mund,fjernt derude sig vuggermin Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.Så Johannes Jørgensen dekadent sit unge livs forlis igennem et grønt rømerglas' bund, ser Stuckenberg det på bunden af en sølvkalk. Han har tømt lidelsens bæger uden at finde hverken Gud eller sin egen forløsning i kærligheden.(Dansk Litteraturs Historie)

En intrikat balance mellem rå kraft og et „underbillede“ af ømhed præger Viggo Stuckenbergs episke forfatterskab.Det tager udgangspunkt i 1880'ernes radikalisme og realisme med romanen I Gennembrud (1888) der rummer tidstypiske opgør med Estrups politik, kristendommen og seksualmoralen med et ungt studenterliv i centrum: diskussioner, forfatningskamp og deklamationer i Studentersamfundet og beruset revolutionsromantik på Damhuskroen. I debutromanen "I gennembrud" udfoldes motivet med en indlevet og drømmende hengivelse til det moderne Københavns virvar af liv, der på ejendommelig måde lindrer hovedpersonen Jørgens angst, når han giver sig hen til det, forsvinder i mængden og bliver et med vogntummelens åndedræt.(Dansk Litteraturs Historie)

Arne Herløv Petersens samlede indlæg på Facebook i 2015 fylder omkring tusinde bogsider og udgør både en samling korte essays om især politik og litteratur, men også en del andre emner, og dels en gennemgang af årets store og små begivenheder.

"Årsens tid" udkom i 1905, samme år som Stuckenberg døde. Samlingen består af tolv digte - et for hver måned. Digtene er henlagt til en middelalderlig folkeviseverden.

"Vildsomme Veje" (1890) er Vilhelmine Zahles eneste bogudgivelse.Dr. phil. Pil Dahlerup skriver om denne bog: ""Vildsomme Veje" er en lidt triviel titel, men der venter læseren en overraskelse, både tematisk og litterært. Bogen består af to noveller... og den første og længste af dem handler om lesbisk kærlighed.. Den er indfølende og distanceret fortalt".Edvard Brandes skrev i en anmeldelse: "Bogen fortjener langt større Opmærksomhed, end der normalt tildeles Damenoveller, den litterære Bestræbelse er meget alvorlig og Æmnet ingenlunde trivielt".

De bærende temaer i Gustav Wieds forfatterskab er ikke det sjælfuldt lyriske og åndfuldt spejlende eller vitalt livsforvandlende, der kendetegner en stor del af epokens litteratur. Han viderefører i stedet den naturalistiske litteraturs skildring af arv og miljø, drevet ind i en forfaldskurve med et overfølsomt blik på degeneration og driftsdeterminisme. Forfatterskabets fokus på de kødelige lyster og kroppens krav drives ud i det absurde og forlener denne alt for sene naturalistiske blomstring med en yderliggående dekadence, en grotesk og misogyn vrængen på eksistensens vegne. I et ødelæggende amokløb over 25 år brænder det store forfatterskab igennem alle illusioner.(Dansk litteraturs historie)

Edvard Søderbergs "En Ægtemands Dagbog" fra 1897 er en forpint, hjerteskærende og stærkt oprevet og medrivende beretning om utroskab og tab, om svigt og om at blive forsmået, om at elske til døden og forvolde døden.

Ditleff v, Zeppelins "Elskov" fra 1912 er en smuk skildring af meget ung kærlighed, komplet med bortførelse. I tonen kan den minde lidt om Hamsuns Victoria. Den er lyrisk, stemningsfuld og en gave til alle, der er forelskede eller husker, hvordan den første forelskelse var.Bogen bygger på von Zeppelins eget liv. Han var søn af en kammerjunker, men forelskede sig i en tjenstepige, bortførte hende og giftede sig med hende. Zeppelin døde 28 år gammel af en kræftlidelse. Hans samlede produktion omfatter tre bøger, den sidste, Fugletræk, blev udgivet efter hans død af vennerne Otto Gelsted og Johannes V. Jensen.

Jason med det gyldne Skind (1875) af Vilhelm Topsøe (1840-81) er den første naturalistiske roman i dansk litteratur. Når en af personerne bemærker, at det er overraskende at se, hvordan i den menneskelige sjæl „ondt og godt er spredt mellem hinanden som Malm og Sten i et Bjerg, ligger saa tæt op ad hinanden, at der ikke er Spor af Overgange“, så billedliggøres sociale og psykologiske forhold ved hjælp af naturfænomener. De samme forhold forklares ud fra naturlovene, når det hedder, at menneskelivet udvikler sig lige som naturen gennem „smaa Aarsagers langsomme, men uafladelige Virksomhed“. Et psykologisk fænomen som jalousi begrundes med en henvisning til fysikkens lov om energiens konstans: „Naturforskningen synes tilbøjelig til at antage, at de tilsyneladende forskjelligartede Kræfter ere identiske, og at deres Mængde er uforanderlig, saa at hvad der optræder paa et Sted, kommer til at mangle paa et andet. Maaske Psykologien vil gjøre lignende Erfaringer og finde, at Følelsernes Styrke paa en Maade hos det enkelte Menneske er en bestemt Sum, og at hvad der gives paa ét Sted, maa tages paa et andet, om det end har en anden Form“.Mennesket betragtes for en stor del som bestemt af „dette Ubevidste og dette Instinktmæssige“. Samfundet beherskes af de enkelte individers darwinistiske kamp for overlevelse: „Tag! Ellers bliver der ikke givet Dig. Tag! Tag! Begjær! Forlang! Altid mere, Verden vil gribes i Struben og plyndres. Den er ikke for den taalmodigt Ventende“.Stilistisk ligger romanen i forlængelse af den danske realismetradition, fra Poul Martin Møller over Carl Bernhard til især Hans Egede Schack og Goldschmidt, og den europæiske tradition, hvor Topsøe var stærkt inspireret af den schweiziske forfatter Victor Cherbuliez, som han havde lært at kende under et ophold i Schweiz. Realismen gjorde op med romantikkens tro på 'ideen' som et idealt udtryk for virkeligheden. Ideen blev kritiseret for at være en drøm, som sund virkelighedsforankring skulle udrydde. Det var hovedtanken i Schacks Phantasterne, hvor tre venner på hver sin måde kæmper mod barndommens fantasteri. I Jason med det gyldne Skind følger vi også tre barndomsvenner. Hasting, som er hovedpersonen, er læge og ingeniør. Bernhard er forretningsmand, og Felix er embedsmand. I den realistiske roman er helten ikke længere digter eller præst, men tilhører det praktiske livs mænd.(Dansk Litteraturs Historie)

I Hjemfalden skrues plottet deterministisk sammen i et knugende greb om en mands forliste lykkedrøm. Den monologiske jeg-fortælling beskriver et menneske, der er hjemfalden til straf i tredje potens. En svag, vigende og blød mand begår først underslæb for sin hustrus skyld og kastes i fængsel. Da han har sonet sin straf og kommer ud, har hun fundet en anden, som han i affekt myrder for at vinde hende tilbage. Hvorpå han ryger i fængsel igen. Men ved mordet mister han tillige sin selvagtelse, hævnen over rivalen bliver ikke en befrielse, men en skam, der martrer hans hjerte og slider hans forstand i stykker. Viggo Stuckenbergs skildring af denne ensomme eksistens, troldbundet af sin længsel efter hustruen og plaget af sin samvittighed, har mindelser om den besatte Raskolnikov i Dostojevskijs roman af samme navn. Det er en eksistentiel fabel, der bruger fængselscellens klaustrofobi som et særligt rum for erindring og erkendelse.(Dansk Litteraturs Historie)

Da Viggo Stuckenbergs ungdomsven Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen, opfordrede han Stuckenberg til at angre sine ungdomssynder - sin gudløshed og sine revolutionære tanker. Men det ville Stuckenberg ikke. I stedet skrev han denne trodsige bekendelse, hvor han skriver, at han kun kan anerkende en Gud, der ikke ønsker, man kryber for ham, og at selv hans vildfarelser er en del af ham, som han ikke kan rive ud af sit hjerte:Thi tog jeg fejl i meget,der randt dog fra mit Hjærteen Draabe Blod i fejlest Id,. . . Ak, Hjærteblod! ak, Ungdomstid!da lykkelig vi leged!Fik vi saa grumme Hænder,at frejdigt vi kan skæredet halve af vort Hjærte ud,fordi det bar en anden Gudend den, vi nu bekender?

Hofjægermesteren, en godmodig storbonde, har inviteret den fornemme kammerherre til middag til minde om hofjægermesterens afdøde hustru Betsy. Det viser sig efterhånden, som middag skrider frem, at kammerherren var en nær ven af den afdøde. En særdeles nær ven.

Edvard Søderbergs "Det daglige brød" fra 1901 giver et levende billede af et københavnsk kvarter, hvor fattigdommen var så forfærdelig, at vi næppe kan forestille os det. De fleste levede dengang i fattigdom og sult og i evig angst for at miste arbejdet og for uønsket graviditet. Uhyggeligt mange var alkoholikere, og børn blev ofte opdraget med tæsk.

Den spaltede maskulinitet, hvor jeget svinger mellem despotisk foragt for kvinden og betingelsesløs underkastelse af hendes væsen, karakteriserer Viggo Stuckenbergs forfatterskab som helhed. I det dramatiske digt Den vilde Jæger (1894) flettes temaet ind imiddelalderlegendernes folkevisetone

Bondedrengen Asmadæus drives af sin indre trang til det eventyrlige og uberegnelige ud på landevejene, hvor han ender son vagabond, småtyv og vinterpensionær på fattiggårdene

Satirisk roman, der rummer tidstypiske opgør med Estrups politik, kristendommen og seksualmoralen med et ungt studenterliv i centrum: diskussioner, forfatningskamp og deklamationer i Studentersamfundet og beruset revolutionsromantik på Damhuskroen

Stuckenbergs fortællinger kredser i reglen om den problematiske kærlighed, om jalousi og tab og længsel. Efter en ægteskabelig krise udgav han i 1895 "Romerske Scener" med to skuespil, henlagt til antikkens Rom. Men selv om historien er iklædt romerske gevandter, handler det også denne gang om hvor svært det kan være at elske hinanden.

"Silhuetter" fra 1891 er Gustav Wieds første skønlitterære prosaværk - en samling fortællinger om mennesker på Lolland, skildret med både skarp realisme og en særlig nænsomhed.

Hjortens Flugt, romantisk versfortælling af Christian Winther, udg. 1855. Handlingen er henlagt til Erik 7. af Pommerns tid og beskriver de elskendes kamp mod troldkvinden Rhitra, kongens dæmoniske elskerinde. Forsmået af Junker Strange hævner hun sig ved at lade ham binde til en hjort. Versformen er hentet fra Nibelungenlied og lyder således i junkerens mund: "Hvor tindrer nu min Stjerne?/Hvor dølger sig min Skat?" Christian Winther har tegnet en slags selvportræt i Folmer Sanger, dronningens trubadur.(Store Danske Encyklopædi)

Sine mange mere almene betragtninger, der også omfatter adskillige bidrag til æstetikken, bl.a. bygget på hans eksperimentelle arbejde med klangfigurer, samlede Ørsted sent i sit liv i Aanden i Naturen (1850-51). På det tidspunkt var totalanskuelser af denne art imidlertid ikke mere i kurs, og grænsen mellem videnskab og religion var det ikke mere muligt at overskride. I slagsmålet om Schelling havde Grundtvig tidligt protesteret mod Ørsteds harmoniseringer, og selv den rummelige Mynster må nu melde pas: „Vor Hoved-Divergents fra Forfatteren bestaaer deri, at han, som os synes uberettiget, har identificeret denne Verdens Natur med den evige Fornuftorden. Denne aabenbarer sig unegtelig i hiin, men er i denne Natur fordunklet og forstyrret, og kan ved denne selv ikke gienoprettes.“Det er altså læren om faldet og arvesynden, Ørsted har sprunget over, og når Mynster nu bekymrer sig så meget om den, har det at gøre med en ny kirkelig situation, fremkaldt af en begyndende grundtvigianisme, Kierkegaard og ikke mindst de folkelige vækkelser, der med demokratiseringsprocessen gør sig stadig mere synlige og hørlige op gennem århundredets første halvdel. Som kirkens førstemand kan Mynster ikke mere se bort fra kristendommens basale lærdomme.I en litteraturhistorisk sammenhæng skyldes H.C. Ørsteds betydning mindre hans egne digte og æstetiske afhandlinger end den indflydelse, han som ven og rådgiver øvede på Oehlenschläger. Ligesom han ikke så nogen modsætning mellem religion og videnskab, så han heller ikke nogen mellem kunst og videnskab. Det er betegnende, at han og Oehlenschläger på et tidspunkt havde en plan om et tidsskrift for naturvidenskab og æstetik, der skulle hedde „Prometheus“. Af hans breve til Oehlenschläger får man samtidig indblik i hans omfattende indsigt i æstetiske forhold og sikre litterære vurderinger, allerede dokumenteret i den guldmedaljeafhandling, han skrev som 19-årig om de rette grænser mellem poetisk og prosaisk sprog. Men også andre er blevet inspireret af ham, bl.a. J.L. Heiberg, Carsten Hauch og H.C. Andersen.(Store Danske Encyklopædi)

Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt (28. marts 1769 – 26. december 1826) var dansk guldalderdigter og amtmand. Historien om den tyskfødte Schack von Staffeldt er historien om at komme for sent. Mere præcist ét år, som var den tid der gik fra Adam Gottlob Oehlenschläger udgav sin skelsættende digtsamling Digte 1803(egentligt udgivet ved juletid 1802, men på førsteudgaven står 1803. Dette var et hyppigt brugt kneb til holde litteraturen yngre end den i virkeligheden var) til Staffeldt udgav sin debutsamling Digte 1804. Hvor Oehlenschläger blev dyrket og hyldet som nationaldigter, kom Staffeldt aldrig til at spille den store rolle for samtiden. Hans karriere som digter varer kun fem år, og han udgiver kun to samlinger digte. Det er dog ikke kun tiden, der gør forskellen på Oehlenschläger og Staffeldt. Hvor Oehlenschläger var nationalromantisk, og i sine digte både imiterede folkevisernes måde at skrive på og brugte emner fra den folkelige overtro, var Staffeldt nyplatonist. Han afskyede modpartens begejstring for oldtiden. Hans digte behandler splittelsen mellem jorden og det ideele rige; det er digterens opgave at forbinde disse to adskilte enheder. Han er derved betydlig mere radikal med henblik på sit syn på digtningen og digterens rolle, end den Oehlenschläger.Et eksempel på denne panteistiske holdning kan ses i digtet Indvielsen. Her får digteren en anelse af den store ånd der gennemstrømmer naturen. Men lige så hurtigt som anelsen er kommet, er den væk igen, og tilbage står digteren med et livsprojekt om at genopleve denne himmelske tilstand. Det er det der er digterens opgave hos Staffeldt. Dette er et typisk romantisk træk. Digteren er et geni, en éner, der modtager sin inspiration direkte fra Gud. Hans opgave er at formidle det guddommelige til de "ikke-indviede" (jfr. Indvielsen).(Wikipedia)

"Det nøgne menneske" er Gustaf Munch-Petersens debutsamling. Her finder man kendte digte som "Til mine forældre", der begynder: "jeg blev ikke det, i ventede -jeg blev alt det, i havde frygtet -" og "Til en", der begynder: "- dig tør jeg ikke elske -din store blødtfavnende kærlighedlægger sig som oljepaa min ungdoms urolige hav -"

Digteren Morten Nielsens dagbøger er først blevet tilgængelige efter udløbet af copyright i 2015. De bevarede dele af dagbøgerne giver et levende indblik i Morten Nielsens tanker og liv i to perioder: da han var femten og tog mellemskoleeksamen, og omkring den tid, han som attenårig rejste til København for at studere litteraturvidenskab og skrive digte.