Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

"Korte veje" er en samling små noveller og situationer, hvor Peter Nansen ofte rammende og træfsikkert beskriver mennesker gennem nogle få ord eller handlinger. I det sidste afsnit - "I Medaillonformat" - samler han ti ganske korte historier eller rids, der tilsammen kaster lys over den periode, hvor novellerne blev skrevet.

Adam Homo er en stor og grum historie om manden, der opgiver kærlighed og sig selv for at mase sig frem og gøre karriere. Den kan minde om Pusjkin og Gogol - versformen om Eugen Onegin og indholdet om Døde sjæle - om Balzac og Thackerays Vanity Fair. Typen er heller ikke ukendt i dag, og man kunne have en stor tv-serie over bogen.Det kan virke uvant at læse en roman på vers, men man bliver hurtigt fanget inde af de lette og glidende ottaver.***Adam Homo, versroman i tre dele (1842-49) af Fr. Paludan-Müller. Beslægtet med Byrons Don Juan og ligeledes skrevet i ottaver, en versform, der udnyttes til både vittig pointering og moralsk-satirisk ræsonnement. Hovedpersonen Adam Homo er kompromisets og de udvendige ambitioners mand, der svigter i alle menneskelige relationer og kun frelses af Almas kærlighed i et himmelsk efterspil. Adam Homo-figuren er i dansk litteratur et modstykke til Aladdin-skikkelsen. Henrik Ibsens Peer Gynt er en anden, senere version af typen, ledsaget af en tilsvarende kvindedyrkelse.(Store Danske Encyklopædi)

Det forbløffende ved ’Brødrene Menthe’ er ikke bare den drastiske historie, men også, at teksten undervejs bliver ved med at give ny betydning fra sig.Det er et eminent portræt af en hul samfundsstøtte, fanget i en syg mandsrolle, og Peter Nansens kup er at løfte det til en skildring af et helt pengesamfund bygget på grådighed og grænseløshed. Forlagsdirektør Nansen kender sine pappenhejmere i finansverdenen og tager os vellystigt med ind til mahognibordene, hvor etatsrødder og advokater jonglerer med millionerne – og med loven. (Hans Hertel i Politiken)

Marinus Schneider (1884-1910) døde kun 25 år gammel af tuberkulose. Han havde været en livsglad, ung mand, der levede af sin arv og tilbragte en stor del af sin tid på københavnske værtshuse. Han skrev digte og skitser i "Adresse-Avisen" og knyttede sig til Viggo Stuckenberg, der påvirkede hans stil. Men pludselig måtte han give afkald på det muntre liv og til sidst tage afsked med livet selv efter et langt sygeleje. Hans sørgmodige digte om et "forår mellem mure", om at ligge som ung mand og vente på døden, virker stadig gribende og bevægende. Marinus Schneider er en næsten glemt digter, der fortjener at blive genopdaget.

Kaj Munks skuespil "Niels Ebbesen" fra 1942, blev forbudt af besættelsesmagten. Der var alt for tydelige paralleller mellem modstandsbevægelsen og Niels Ebbesen, der vog den kullede greve.

Skjoldborg måtte selv skyde penge i udgivelsen af sin første roman, En Stridsmand (1896), for ingen forlægger turde binde an med noget så underligt som en roman, der havde en husmand som hovedperson. Det var simpelthen aldrig set før. Den lille roman indledes med digtet „Du Husmand“, der her i romanen dedikeres „Til den danske Husmand!“ Handlingens absolutte hovedperson er Søren Brander, der lever en sorgløs og lystig ungdomstilværelse, men som i mødet med Ane forstår, at han har en gerning at udføre i tilværelsen, nemlig at udfolde husmandens lod her på jord. Men først føres læseren ind i det landskab, der er en meget væsentlig med- og modspiller for menneskene i Skjoldborgs fortællinger:Landet, som vi i dag ville kalde marginaljorder, beskrives metaforisk som på en gang jomfrueligt og herreløst, så husmandens forpligtelse er både af erotisk og hellig karakter. I forhold til „Slid“ skildres Søren Brander i en En Stridsmand som en mere hel person, der nok har bandet og sviret og moret sig som ung, men som nu forstår sit kald som en dobbelthed af fysisk arbejde og åndelig stræben. På den måde er En Stridsmand forløbsmæssigt opbygget som en dannelsesroman. Søren Brander indtager sin plads i en slægtskæde, der forvalter gaverne fra 'det urgamle, udyrkede land', hvorved han altså ses som en traditionsforvalter og -fornyer.Stridsmanden sætter sin dagsorden i forholdet til de bønder, der lever på fed jord længere inde i landet, og i forholdet til dem, der repræsenterer den mulige opløsning af de vigtige arbejds- og påholdenhedsdyder, for „Sørens Vilje var ligesaa sej som de Rødder, hvoraf han flettede sine Kurve“. Husmanden Søren er ikke bare halsstarrig, som Ole i „Slid“, men et menneske, der samtidig med, at han kultiverer den ydre natur, lader sin egen indre natur forme og udvikle sig.Skjoldborg lader således sin helt, sin stridsmand, udfolde en utopi, der både er visionær og konkret historisk bundet til en egn og en virkelighed, der var let genkendelig.Skjoldborg kan da lade sin Søren Brander forme dette testamente:For sidste Gang lod den gamle Stridsmand saa i Tankerne Blikket glide over sine Agre, der bølgede bag grønne Hegn, det lille Kongerige, han havde erobret fra den raa Klit. Og saa sagde han til Sønnen: „Lad mig se, min Dreng, at du aldrig giver dig fortabt! Jeg skal fornemmelig sige dig, hvad du gerne kunde tænke ved imellem Stunder: den, der vil noget, han kan ogsaa noget!“Han døde en let og rolig død.Dette råd, denne formaning til sønnen, rummer kernen i det, Skjoldborg gerne ville med sin roman, nemlig vise samtidens husmænd en vej frem mod den selvrespekt, som de hverken politisk eller økonomisk havde let ved at få, men det ligger også i opfordringen til dem, at de selv må handle for at gøre sig uafhængige af de magtens, traditionens og identitetens bånd, som binder dem.

"Stenka" indeholder nogle korte prosastykker af Gustaf Munch-Petersen, hentet fra "Samlede skrifter" - et stykke om Stenka, der lever i skovene, men hentes tilbage - en kort politisk artikel, en kort artikel om psykoanalyse og Gustaf Munch-Petersens sidste brev til sin kone, før han faldt i den spanske borgerkrig.

Himmelskibet" bygger på filmen af samme navn fra 1918, som blev produceret af Nordisk Film med manuskript af Sophus Michaëlis. Der er dog forskel på bl.a. slutningen på film og bog.Hovedpersonen i "Himmelskibet" er den italienske soldat Ercole Sabene. Under 1. verdenskrig er han tæt på at blive dræbt under et angreb, men i stedet vågner han op et fremmed sted, som viser sig at være et ’himmelskib’ (rumskib). Her møder han en række andre soldater fra forskellige lande, som alle er deserteret og nu er på en fantastisk rejse til Mars. Deres drøm er at finde en verden, hvor de kan leve i fred og broderskab, og efter en lang og farefuld rejse lykkes det dem at lande på Mars, som bebos af et æstetisk udviklet folk.(Litteratursiden)

I Guds Fred forlader hovedpersonen den fordærvede storby for at finde tilbage til sit barndomsmiljø. Han forelsker sig i den unge Grete, der ligner hans mor, som hun også begraves ved siden af efter at være omkommet ved en ulykke. Han kan nu genoptage sit arbejde i byen med et vagt håb om, at hans ømme kærlighed til den døde vil være et værn mod det mondæne livs desillusion.(Dansk Litteraturs historie)

Johan Skjoldborgs roman "Gyldholm" (1902) skildrede landarbejdernes kår på en herregård.**Gyldholm fik en fortsættelse i Per Holt (1912), hvor Skjoldborg så at sige prøver sin potentielle arbejderhelt af i et andet miljø end herregårdens. Per er nu fæstet hos selvejerbonden og grundtvigianeren Niels Rask, som kommer Per i møde på det åndelige niveau, men som heller ikke kan forlige sig med fagforeninger og socialisme. Romanen ender i en stor utopi om at realisere en slags fællesdrift, en andelstanke ført over i en kibbutzagtig eller socialistisk-økologisk drøm om at nedbryde den private ejendomsrets skadevirkninger ved at dele den. (Dansk Litteraturs Historie)

"Fra rusåret" af Peter Nansen (1892) giver i brevform et levende indtryk af de forandringer, der kunne ske med en ung studerende, der kom til København. Emil er naiv og højreorienteret og kristen som sine forældre og sin kæreste i hjembyen, men i København kommer han ind i en anden verden og tager alle sine gamle meninger op til revision, selv om det fører til brud med dem derhjemme.

I sjette bind af erindringsromanen "Grænseløs" holder fortælleren pause i studierne. Han er ude som vikar på københavnske kommuneskoler og arbejder som journalist på Ritzaus Bureau og Aktuelt. Han bliver sat på mange sære opgaver og har svært ved at finde på noget originalt at skrive om prinsesse Alexias fødsel, men ved hjælp af Benjamin Spocks "Bogen om barnet" skriver han en artikel, der fører til, at han ikke længere skal beskæftige sig med kongestoffet. Han nægter at spørge de myrdede politimænds enker om, hvordan de har det, men kaster sig med stor glæde ud i en mængde andre opgaver.Uddrag af bogen:"Jeg gik ind i Mikkelbryggersgade og op på Ritzaus Bureau, hvor jeg snakkede med chefredaktøren, Gunnar Næsselund. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at blive ansat på bureauets udenrigsafdeling. Han så på mig, denne toogtyveårige fyr, der kom vadende lige ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde nogen form for journalistuddannelse. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen formel journalistuddannelse, men jeg fortalte også om mine vikariater på Aktuelt og hvad, jeg ellers havde lavet i tidens løb. - Jamen, så kan du gå op på udenrigsredaktionen nu, sagde han. - Jeg ringer derop. Så sætter de dig på forskellige opgaver, og så kan du komme ind til mig i morgen formiddag. Så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej. Jeg gik op på udenrigsredaktionen, hvor jeg fik telegrammer på engelsk og tysk frisk fra fjernskriveren. Jeg skulle skrive dem sammen til historier på dansk. Næste dag var jeg inde hos Næsselund, og han sagde, jeg kunne begynde 1. april. De kørte i døgndrift med trevagtsskift, jeg skulle gå ind i vagtordningen. Jeg skulle have en 12-1500 kroner for den første måned…Jeg kom tilbage til København ved middagstid, og så var jeg på Ritzau fra 14 til 21.30. Det var en spændende proces at skrive historierne sammen. Vi havde en hel række fjernskrivere stående, en til hvert af de internationale bureauer. De havde papirruller i forskellige farver, så man altid let kunne se, hvor et telegram kom fra - lyseblåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP, gult for det tyske DPA. Vagthavende rev strimlerne af, gennemgik dem og fordelte dem til medarbejderne. Journalisterne fik et bundt strimler om samme historie og strikkede dem sammen til en artikel, der blev hamret ned på en af de aldersstegne skrive¬maskiner. Når der kom en ny historie ind, lavede man et kort take på det. Efterhånden som der kom flere detaljer på, lavede man nye takes. Når man var færdig med et take, gav man det til vagthavende. Han lavede rettelser, nogle gange skulle man skrive det hele om. Når han var tilfreds, gik manuskriptet videre til hulledamen, der sad med touperet hår og perlemorsfarvede negle ved telexsenderen og forvandlede de maskinskrevne ark til en uforståelig række hulmønstre på lange, smalle papirstrimler. "

Kay Børge Lützhøft Christensen døde som nittenårig i 1941. Han havde haft digte i "Vild Hvede" og var med i samme kreds af unge digtere som Morten Nielsen og Tove Ditlevsen. Han var talentfuld og lovende og nåede ikke at blive mere end det. Men hans digte kan stadig læses for deres klang af besættelsestid og ungdom. Denne samling er hans debut i bogform - mere end halvfjerds år efter hans død.

Ottende bind af erindringsromanen handler om tiden fra sommeren 1966 til sommeren 1967. Rejser til USA og Grækenland, nogle måneders ophold i Provence og optakten til Summer of Love 1967, hvor det virkede som om alle grænser forsvandt og mulighederne var uendelige, som om hele verden var ved at forvandle sig.Uddrag af bogen:"Alle vegne omkring os brød de gamle dæmninger sammen. Vandet kom strømmende ud over landet, vi kunne høre de brusende strømhvirvler. Det var lyden af frihed. Universiteterne stod åbne for alle med studentereksamen. Vi kunne komme ind på alle fag, blive der så længe vi ville, livet igennem om det skulle være, skifte fag eller droppe ud, som vi ville. Vi kunne altid få et eller andet arbejde. Vi kunne holde fri fra arbejdet så længe, vi ville, der var altid noget at komme tilbage til. Vi kunne rejse frit, alle grænser stod åbne. Vores samfund var rigere end noget samfund havde været før. Vi havde råd til det hele. Der blev bygget skoler biblioteker, kulturhuse og sygehuse alle vegne. I de skandinaviske velfærdssamfund var der mere lighed, end man havde set noget sted i verden før. Der var plads til os alle, også de skæve og smalle. Vi levede ikke i ideelle samfund, men de var bedre end noget andet samfund havde været. Vi havde tiltaget os en frihed, som ingen generationer før os havde haft. Men der fulgte ingen brugsanvisning med. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle forvalte al den frihed. Vi sang bare som Pinocchio Der er ingen bånd, der binder mig, og stolprede rundt i Slaraffenland. Nogle blev blændet af solen, de ville have skyklapper på igen. Nogle søgte nye faste rammer, de satte religiøse eller politiske spændetrøjer om sig. Nogle smuldrede i den skarpe frihed, de gik op i limningen, de flossede op og gik til grunde. Der var ingen, der havde lovet, det skulle være nemt. Men vi fik slået nogle døre op, så de aldrig kunne lukkes mere. Vi kom ikke tilbage til halvtredsernes husmoder med pynteforklæde, vi kom ikke tilbage til den sorte skole eller den blinde autoritetstro."

Fjerde bind af erindringsromanen "Grænseløs" fortæller om at læse historie, russisk og kinesisk - og egentlig helst ville læse det hele. Om fester og eksperimenter med hash og andre stoffer, om at være redaktør for Studenterbladet, vikar på Aktuelt og om at debutere som forfatter.Uddrag af bogen:"- Spis, sagde Rydi. Han havde skåret et stykke af en svamp. Nu rakte han dolken med den spiddede stump frem mod mig. Jeg tog stykket og spiste det. Det smagte ikke af så meget, nærmest som rå kartoffel, måske lidt jordskokkeagtig. Lugten var sødlig. - Hvad er det for en? sagde jeg. - Jeg tror, det er snehvid fluesvamp, sagde Rydi. Han lo og proppede selv et stykke i munden og spiste det. Jeg så på den svamp, han havde skåret stykkerne af, de hvide lameller, skællene på den hvide hat, ringen der hang om stokken og svøbet nederst. Det kunne godt se ud til, at han havde ret. Det var ikke så gunstigt. Vi var taget ned til Vallø skov for at lede efter psykoaktive planter. Vi var især på udkig efter bulmeurt, pigæble og galnebær. Man skulle kunne finde dem omkring de gamle middelalderklostre. Vallø havde ganske vist aldrig været nonnekloster, men der boede da nogle ugifte stiftsdamer, så måske havde de også dyrket lægeurter. Rydi havde fundet frem til en del interessante recepter fra det 16. århundrede. I tørkeperioder havde man en metode til at få regnen til at falde. Man skulle binde en kvist bulmeurt fast under en nøgen jomfrus højre lilletå og hælde vand over hende; så regnede det. Et andet sted stod der, at taterne brugte bulmeurtefrø, når de var ude og stjæle bøndernes høns. De lagde nogle frø på en lægte og satte ild til dem, røgen fra frøene bedøvede hønsene, så de drattede lydløst ned i hønsetyvenes sæk. Vi talte om, at vi ville prøve at kombinere de to opskrifter. Vi ville afbrænde bulmeurtefrø under afklædte jomfruer, så de skvattede om. Men der var hverken bulmeurt eller pigæble i skoven. Rydis schæferhund Lotte løb henrykt rundt, vi kastede kæppe, som den kom tilbage med. Det var en smuk dag. Så fandt vi en masse hvide svampe og begyndte at plukke dem. Nu så vi på hinanden. Snehvid fluesvamp var dødelig giftig. Så meget vidste vi da. Vi vidste ikke, hvor stor den dødelige dosis var. Det stykke, vi havde spist, var ikke ret stort, omtrent på størrelse med en ært. Var det noget, man kunne dø af? Det ville være lidt dumt. Vi smed svampene under et træ og kørte tilbage. Vi sagde ikke så meget på vejen hjem. Næste dag gik jeg og ventede på, om forgiftingssymptomerne skulle vise sig, men der skete ikke noget. Jeg sagde noget om det til mine forældre, og min far blev splittertosset. Jeg forstod ikke, hvorfor han tog det så nært, det var da ikke ham, der havde ædt svampe. Han råbte og skreg op om, hvor dumme vi var. Da vi sad og drak kaffe om aftenen, rejste han sig pludselig op og blev askegrå i ansigtet. Han lagde sig på sofaen, men klagede over trykken i brystet og sagde, at hans hænder føltes så underligt, næsten følelsesløse."

Syvende del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om stormende forelskelse og om at sejle ud i det blå på et gammelt træskib.Uddrag af bogen:"Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold. Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os. Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke. I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam. Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere. Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn."

Niende og næstsidste del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om en gruppe unge menneskers årelange rejse Jorden rundt - først i en ombygget rutebil af model Scania Vabis 1952 fra Odense til Kathmandu og hver for sig ned gennem Indien og Sydøstasien, før de samledes i Australien, hvor de boede et halvt år, og så tre måneder i en palmehytte på Tahiti og med skib tilbage til Europa.Uddrag af bogen:"Jeg gik alene rundt i Kandahar. Vejene var støvede jordveje, alle vegne samme gulbrune farve som dromedarer. Der var ikke ret mange biler, men masser af mennesker til fods. Mange af de køretøjer, der var, var russiskbyggede busser, der tilsyneladende havde fået nyt, groft sammentømret karrosseri her. Der sad altid folk oppe på taget af busserne, og tankbilerne fungerede også som busser. Der var hegn hele vejen rundt oppe på taget, og så stod eller sad folk utrolig tæt sammenstuvet inden for hegnet. Hver gang, en bus eller en lastbil kørte skarpt om et hjørne, intonerede en forsanger Mashallah, og hele den sammenstuvede klump stemte i med en lille, fatalistisk bøn. Der var flere hestevogne end motor­køretøjer, det var lette sulky-lignende vogne, og hestene havde fine, blomsterprydede tømmer... Mændene havde posede bukser, der mellem benene søkkede ned i en langstrakt pose til under knæene. På hovedet havde de en turban med en lang, nedhængende snip, som de brugte til at pudse næse i og hvad der ellers kunne falde for. Kvinderne var iført fugleburs­dragter, uformelige sorte betræk, slørdragter ned over hele kroppen og så et lille fletværk for øjnene, der fik dem til at minde om de flueskabe, vi havde, da jeg var barn. Mange mennesker havde bare fødder. Jeg så en tigger, der lå på siden på gaden og vendte fødderne ud mod vejen, de var skorpede, sprukne og mudrede som bildæk efter en terrængående tur. Nogle af kvinderne gik med metal-snabelsko. Mange piger havde ka­stemærke i panden, og nogle var barberet på issen, der var dækket af blå, tatoverede mønstre, men det var kun i glimt man kunne se det under tørklæ­derne. Børnene var tit klippet skaldede, men i reglen var der en lille firkant af hår tilbage mellem øjnene, eller der var en lang, tynd fletningepisk, der hang og daskede omme i nakken. Nogle af de små piger havde langt hår med en mængde tynde fletningeorme i nakken. En lille dreng var sminket med et tykt lag mascara rundt om øjnene. Man så uhyggeligt mange mennesker med øjensygdomme: Blinde øjne, helt hvide øjne, indfaldne øjenlåg over mugne øjeæbler. Fluerne sad i tætte, summende klumper om de syge øjne. Jeg så en kvinde, der sad med et lille barn på skødet, blodet løb ud fra hans øjenkroge. Et sted lå en lille dreng med forkrøblede ben helt alene midt på vejen. Han så dødssyg og udmagret ud; folk skrævede hen over ham uden at tage sig af ham, han strakte en lille, tynd fuglearm frem i en umulig vinkel"

Tiende og sidste bind af erindringsromanen "Grænseløs" foregår i 1968-69 og handler om at komme hjem til Danmark efter lang tid i udlandet, om kærlighedens forviklinger, om at flytte sammen og om hvordan det dengang, før ejerlejlighedernes tid, kunne være nødvendigt at købe en hel ejendom for at få boligret.Uddrag af bogen:"Indtil vi fik gassen lavet, levede vi af grillkyllinger og cola. Jeg havde ikke vidst, der fandtes den slags steder, hvor man kunne gå ned og købe burgere eller kyllinger. Der var en grill lige nede i Rantzausgade og en kinesisk grill på Kapelvej. Da vi fik ordnet det med gassen, delte vi de huslige pligter. Anja kunne ikke fordrage at lave mad. Jeg kunne ikke fordrage at vaske op. Så jeg lavede mad, og hun vaskede op hver dag. Jeg elskede at købe ind; der var så mange fine specialbutikker i kvarteret. En god fiskehandel, hvor fiskene gik i store flisebelagte kummer og blev dræbt og parteret på stedet, slagtere, grønthandlere, ismejeri, viktualiehandel, vinhandel, bagerbutikker, alt muligt. I huset ved siden af mit lå et skrivemaskineværksted i kælderen. Willy, der havde værkstedet, stod dagen igennem på trappen op til gaden og holdt øje med, hvad der skete. Hvis der var noget i kvarteret, man gerne ville vide noget om, skulle man bare spørge Willy. Han sad næsten aldrig nede i værkstedet, der var ikke så mange skrivemaskiner, der skulle repareres. Det var jo noget gammelt lort, det hus. Alle husene i gaden var ren slum, bygget i 1870’erne og ikke renoveret så forfærdelig meget siden. Men det var billigt. Huslejen i mit hus lå på under hundrede kroner om måneden for to et halvt værelse. Lejen var fastsat af Huslejenævnet. Med den husleje gav mit hus ikke noget stort overskud. Det løb rundt, lige præcis så meget, at jeg kunne bo gratis – med mindre der var noget, der skulle repareres, for så hang jeg på den. Og det var der selvfølgelig næsten altid. Men jeg havde et sted at bo, det kunne jeg ikke få ellers uden at være gift eller have børn. Der var petroleumsfyr i kakkelovnene i alle lejlighederne. Man skulle ned og hente et par dunke petroleum hver dag i fyringstiden. Med lokum i gården var det ikke noget godt sted at have børn, men det var fint nok for unge mennesker, der ikke havde noget mod at rende op og ned. Det var centralt, man kunne gå ind til Rådhuspladsen på ti minutter. Det var et udpræget københavnsk arbejderkvarter. Der var ikke ludere og lommetyve som på Vesterbro. Men tonen var direkte og bramfri. Anja fik et chok, første gang hun hørte to kællinger stå og skændes ud gennem åbne vinduer på fjerde sal, fra hver sin side af gaden. – Du skulle kraftædeme snakke, din smatso, gjaldede det tværs over Jægergade. – Du har fandeme patterne hængende ned til navlen. De små lokale værtshuse var tilrøgede med brune vægge og dæmpet lys; folk opførte sig ordentligt, der var sjældent slagsmål og råb og skrig. Det var stamgæsterne, der kom der, de sad pænt og roligt og drak hjernen ud af hovedet dag efter dag."

I femte bind af erindringsromanen Grænseløs begynder tresserne at træde i karakter. Nogle bliver langhårede og hører nye former for musik. Folk klæder sig anderledes end før, og forholdet mellem kønnene ændrer sig. På en lang rejse rundt i hele USA med Greyhound-bus møder vi Mississippi Riders og Vietnam-demonstrationer, og vi kommer indenfor til Goldwaters nomination, samtidig med at vi følger demonstrationerne mod den republikanske kandidat udenfor.Uddrag af bogen:"Al var af italiensk afstamning og katolik. Han var stor og virkede lidt langsom og solid, umiddelbart meget tillidsvækkende. Han var medlem af Socialist Party, hvilket tydede på en høj grad af selvstændighed i en stat, hvor næsten alle var racister og reaktionære. Jeg spurgte ham, hvor mange medlemmer der var. Der var syv i millionbyen New Orleans.- Kan det ikke være lidt ensomt at have den politiske holdning? Kan du ikke somme tider føle, det er temmelig besværligt? sagde jeg.- Jo, sagde han. - Det kan være meget besværligt. Meget ensomt. Nogle gange er det næsten ikke til at holde ud. Når det bliver rigtig slemt, går jeg hjem og sætter Pete Seeger på grammofonen. Det hjælper.Deckey var lille og væver, katteagtig og lidt nervøs. De talte begge to meget om en razzia, der havde været i deres yndlings-kaffehus, The Quorum, aftenen før. De havde været i biografen og gik ned på Quorum bagefter. Var de kommet der tre kvarter før, var de blevet arresteret, og var jeg kommet til New Orleans en dag før, var jeg også blevet arresteret, for så havde de taget mig med derned. Alle deres venner var røget i spjældet.Den eneste grund til, at politiet var ude efter dem, var, at Quorum var et sted, hvor både hvide og sorte kom og endda kunne finde på at danse med hinanden. Alle, der var til stede, var blevet anklaget for "disturbing the peace". Hvis de erklærede sig skyldige, fik de en betinget dom på tre måneders fængsel. Hvis de erklærede sig uskyldige, skulle de betale 100 dollars i kaution for at komme på fri fod, indtil der blev afsagt dom…Om aftenen var vi nede på The Quorum, hvor folk diskuterede, hvordan de skulle forholde sig til anklagerne. De havde fået fat på en advokat fra de sortes organisation, NAACP. Han sagde, at NAACP interesserede sig for sagen, fordi den virkelige grund til deres anholdelse utvivlsomt var, at sorte og hvide havde været til stede i samme lokale. Der var ikke fundet alkohol eller narkotika på stedet, og der var ikke foregået noget ulovligt. Politiet havde ikke haft en ransagningskendelse, så han mente, at de havde en dårlig sag. Al havde sagt til mig, at politiet i New Orleans var en militant afdeling af John Birch Society. Advokaten mente også, at politiet kunne anklages for injurier, fordi politichefen havde udtalt til pressen, at der havde været "homoseksuelle aktiviteter, kommunistisk propaganda og agitation for integration".

Når man har været et år i Amerika, er det hårdt at vende tilbage til skolebænken i København. Men alt får en ende, og tredje g. slutter med studenterfesterne.Uddrag af tredje bind af erindringsromanen "Grænseløs":"Der skulle være kommunevalg, og jeg ville holde valgfest i kæl­deren. Jeg mente, at den helt rigtige udsmykning ville være valgplakater. Jeg sad og læste Oblomov til ud på natten. Så gik jeg ned til Islev station og kravlede op i en lysmast for at få fat på en enorm A-plakat. Den viste sig at være sat fast med jernkroge, jeg fik vristet den ene krog løs, men kunne ikke få den anden fri. Samtidig opdagede jeg, at der blev tændt lys inde på stationen, og en klokke ringede, så jeg smuttede. Jeg prøvede på Ålekistevej, men alle plakaterne var sat fast med ståltråd, og jeg havde kun en saks med, så jeg fik kun en lille, grim konservativ plakat. Desuden var der stadig for meget trafik. Jeg gik hjem og læste Oblomov færdig. Klokken tre kom Mariann hjem fra en fest; hun ville gerne med på et raid. Udstyret med bidetang gik det ud igen, og vi skaffede os plakater fra næsten alle partierne. Oppe på Ålekistevej fik vi en kæmpestor, socialdemokratisk plakat. Den var sat fast med ståltråd til en betonstolpe, som man ikke kunne klatre op i, men jeg klippede ståltråden over forneden og vrikkede den forover mod betonkanten. Det sled ståltråden over, så plakaten faldt ned med et brag. Jeg sendte Mariann hjem med rovet og fortsatte ned ad Slotsherrensvej. Dér hang en kommunistisk plakat i en almindelig lygtepæl, som man kunne klatre op i. Plakaten var omkring en meter og firs høj og hang med underkanten omkring to meter oppe. Jeg blev derfor nødt til at klatre fire meter op til der, hvor lygtepælen var ganske smal. Her måtte jeg holde fast med én hånd og svinge rundt med bidetangen og klippe løs, til plakaten raslede ned med et kolossalt brag. Den atletiske bedrift skulle min gymnastiklærer bare have set. Det var i øvrigt ikke nogen mindre bedrift at få den slæbt hjem. Den var meget tung, og jeg var bange for, at en af de partritro i området skulle se mig. Klokken var allerede fire, og der var aviskoner ude på vejene. Men det lykkedes. Det var meget populært at stjæle skilte og sætte dem op på sit værelse. Christian havde et stort "14" fra en sporvogn. En i kursusklassen, der hed Mette, havde en hel samling. Over sit kyske leje havde hun et porcelænsskilt fra en elevator med "Plads til fire personer" og et med "Ingen betjening på værelserne". En SF'er, der hed Hougaard, havde et fra et missionshotel, hvor der stod: "Hvis De søger åndelig bistand, bedes De henvende Dem til porti­eren."Erik fra min klasse havde plakater med fra de radikale, Retsfor­bundet og De Uafhængige. Så var samlingen komplet. "

Jammers Minde, selvbiografi, skrevet af Leonora Christina, datter af Christian 4. og Kirsten Munk; gift med Corfitz Ulfeldt 1636-64. Leonora Christina tilbragte årene 1663-85 i fængsel i Blåtårn pga. sin formodede viden om ægtefællens forræderi mod Frederik 3. Efter Christian 5.s tronbestigelse i 1670 blev fængselsopholdet mildnet, og hun fik bl.a. udleveret bøger og skriveredskaber. Efter nedskrivning af en kortere fransk selvbiografi, afsluttet 1673, udformede hun Jammers Minde, der først blev færdiggjort efter løsladelsen. Manuskriptet befandt sig længe i udlandet; dets kulturhistoriske og litterære værdi som 1600-t.s vigtigste danske prosaværk blev først erkendt ved udgivelsen i 1869. Jammers Minde er et selvforsvar, som vokser i personlig styrke og karakterudfoldelse, en intim og dramatisk skildring, der levendegør de pinagtige fængselsvilkår og med kunstnerisk kraft tegner et skæbnebillede. I dag findes manuskriptet på Frederiksborgmuseet i Hillerød. Jammers Minde er optaget i Kulturkanon(Store Danske Encyklopædi)

Andet bind af erindringsromanen "Grænseløs" beskriver et år som udvekslingsstuderende på en amerikansk high school 1960-61. Mødet med de mange sære amerikanske skikke - fra dating til halloween - er overvældende. Men der er også meget, der er kendt hjemmefra, men bare optræder i nye former: forelskelser, politisk engagement og endeløse diskussioner om livets store spørgsmål.Bogen begynder sådan:"Hvorfor skulle jeg ikke stå på vandski? Jeg havde aldrig prøvet det før - det var en udmærket grund til at prøve det nu. Den røde motorbåd lå inde ved molen. - Uanset hvad der sker, skal du bare holde fast, sagde Chuck. Jeg iførte mig for en sikkerheds skyld den orangefarvede vest og korkbælte om maven. Jeg frøs lidt, selv om det var varmt; jeg var så tynd, at jeg fik gåsehud bare jeg kom ud i luften. Hank og Billy var lidt yngre end mig, men helt anderledes polstrede. Maven hang dem ud over badebukserne, navlerne forsvandt helt i fedtval­kerne. Chuck var elleve år og en lille tynd spirrevip. Det var ham, der styrede båden, han var også den bedste i familien til at stå på vandski, han kunne have optrådt med det i Everglades. Jeg sad yderst på molen med vandskiene på og holdt fast i det røde plastichåndtag. En lang hvid line snørklede sig hen over vandet til motorbådens agterstavn. - Så starter vi, sagde Chuck. - Læn dig frem, når du mærker, linen strammer, og så tilbage. Og hold fast. For Guds skyld, hold fast. Båden startede med overdøvende motorlarm. Linen strammedes. Jeg lænede mig frem og gav mig alle vandguder i vold. Ingen kunne benægte, at jeg et øjeblik efter stod på vandski og blev trukket af en motorbåd. Det var indiskutabelt. Der var bare det lille problem ved det, at jeg med vandski på fødderne befandt mig et stykke under vandets overflade og nu nede mellem fisk og søgræs blev trukket ud mod midten af søen. Hold fast, havde Chuck sagt. Jeg holdt fast. Det var meningen, at fremdriften skulle få mig op af vandet, op at flyve. Men der måtte være et eller andet, vi havde fejlberegnet. Den line, jeg så krampagtigt holdt fast i, sank længere og længere ned mod søens bund. Snart ville den gå næsten lige ned, og mine vandski ville pløje to riller gennem mudderet dernede. Det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg slap. Jeg kom prustende og baskende op i luften og fik samlet skiene sammen, og så hundesvømmede jeg ind til molen og klavrede op. Chuck kom tilbage med båden. - Er du klar til en tur til? sagde han. Selvfølgelig var jeg det. Jeg var altid klar til en tur til.Vi var i Eagle River i det nordlige Wisconsin, et område med tusinde søer op til Ottawa National Forest og ret syd for Thunder Bay på den canadiske side af Lake Superior. Familien havde lejet et hus den sidste uge af sommerferien; så kunne vi også lære hinanden at kende. Jeg var sammen med de to fremmede mennesker, jeg det næste år skulle kalde mom og dad og de to drenge og to piger, jeg skulle til at kalde mine søskende. "

KL Kristensen (1886-1944) skrev om sin fynske hjemstavn, om landskabet og historien og om kærlighed. Mange af hans digte er gennemtrængt af vemod. Hans digte blev værdsat i samtiden, og han kom på Finansloven, men efter hans død gik han i glemmebogen. Poul Borum skriver i sin antologi "Dansk poesi 1900-1940", at KL Kristensens "særprægede, mere norske end danske bygdepoesi fortjener at huskes".

Thøger Larsen debuterede ved hjælp af klassekammeraterne i Lemvig, der samlede ind, så digtsamlingen Vilde Roser (1895) kunne udkomme med forfatternavnet Thøger Underbjerg på titelbladet, skriver "Dansk Litteraturs Historie". Han startede - ligesom HC Andersen - som selvudgiver, og hans første bog er tynget af klichéer og omvendte ordstillinger. Men den er interessant, fordi den viser hans udgangspunkt, og når man ser tilbage fra de storværker, han senere skabte, kan man også se, at der var noget godt i disse ungdomsforsøg af en tyveårig - at han allerede med disse første, famlende skridt viste, at han havde noget på hjerte.

Jakob Knudsens "Morgensang" er en af de mest elskede danske salmer med sine storladne rytmer og billeder:Sé, nu stiger Solen af Havets Skjød,Luft og Bølge blusser i Brand, i Glød;Hvilken salig Jubel, skjønt Alt er tyst,Medens Lyset lander paa Verdens Kyst.***Salmen ledsages her af Jakob Knudsens "Aftenvers", "Bryllupssang" og "Vi pløjed' og vi så'de".

"Limfjords-sange" indeholder en række digte om årets gang, hvoriblandt det ofte citerede og antologiserede "Septembernat" der i rimløse strofer skildrer efterårets komme og livets løvfaldStormen fylder Luften,Nattens Vidder gyser,mejende gaar Vindensmaaneblanke Leer.Høst er endt, og Løvfaldkommer, Nat og Løvfald,Maaneskin og Løvfald,Suk og Sorg og Løvfald.Og jeg ligger ensom,vaagen paa min Sofa,nylig var det Ungdom,Leg og lyse Nætter.Har nu Verden lukketLivets lyse Sale?Kom, aa kom tilbage,Gøge, Nattergale!

Bakker og Bølger føjer sig ind i den første, meget produktive fase af Thøger Larsens digtning. Samlingen har, som titlen antyder, fokus på landskabet og dets formative kræfter, men det er et landskab, der både omfatter det nære, bakkede moræneland og den store Mælkevej, der folder sin evighed ud over hovedet på os. I mellemrummet mellem Gjellerodde og Mælkevejen lever menneskene og trives naturen, befrugtes af jordens muld, beskinnes livgivende af solen og betragtes koldt og nøgternt af månen.(Dansk Litteraturs Historie)

Lauritz Larsen (1874-1944) er en betydelig kunstner, knap og usentimental, dristig i kompositionen som amerikanske forfattere fyrre år senere. Lauritz Larsen blev student 1894, cand. jur. 1901. Redaktionssekretær ved Social-Demokraten... Hans eneste roman, "Halvmennesker" fra 1903.. er en af vore betydeligste proletarskildringer, både kunstnerisk og indholdsmæssigt. Den skildrer byens fattigste, med håbløse individer, gået til i drik og råhed.. På ti sider skildres et deliriums-anfald, knapt og rystende, uden kommentarer, blot sat frem til beskuelse for en sam- og eftertid. Alene disse sider er nok til, at bogen ikke lader sig glemme.(Cai M. Woel i "Dansk litteraturhistorie 1900-1950")

"Kværnen" indeholder fire noveller og to korte skuespil. I novellen "Barndom" fortælles om de religiøse brydninger i barndomshjemmet, hvor forældrene blev grebet af den missionske vækkelse, mens bedstefaderen var gammel grundtvigianer. Selv voksede Thøger Larsen tidligt væk fra den strenge religion, der prægede hans barndom. I novellen "Barndom" i "Kværnen" fortæller han, hvordan han pludselig opfattede præstens prædiken som ord, hvis velklang suste gennem ham. Tro bliver til ord, til digte:"Endelig kom Provsten paa Prædikestolen. Bitte Henrik genkendte ham. Der var kommet graa Glans i hans før saa sorte Haar, hans Træk var endnu skarpere end før, og Iskulden i hans Øjne var bidende som Januar Maaneds Østenvind. Han havde faaet et Ridderkors heftet paa sin Præstekjole; der sprang sommetider en Solstraale fra Sølvet.- Men hvor han fyldte lidt i dette Salomos Tempel! I Bitte Henriks Barndomserindring var han ved at fylde hele Laden i Sivkær; nu var han kun en lille gammel Mand i et Rum, hvor de evige Røster talte. Hvad vilde den Smule Præst her?Men det skulde Henrik faa at vide.Nu sprang en Sætning ud af hans Mund. Kun fem-seks Ord, haarde som Sten, men med forskelligt farede Vokaler.Saa kom disse Vokaler rungende tilbage fra alle Kirkens Kroge, som vendte Ordenes Sjæl hjem igen fra Verdens Ende.Naar Lyden var passende hendummet, slyngede Provsten den næste Sætning ud, hver ny Sætning havde en anden Karakter end den foregaaende, og Dønnet af hans Tale havde stadig nye Egenskaber. Naar han nævnede Satan, hvad der hændte, raste Vokalen a, som fôr den gennem Alverden med den evige Ve i Hælene. Der var Klange, som kom igen, slørede af det yderste Havs Fraade. Det var som denne Stemme, denne Fantasi raaded over Verdensaltet og gentoges i Himle og Helveder.Her var virkelig Guds Bolig. Her maate hvert Knæ bøje sig.Denne Dag rugede længe over Bitte Henriks Sind. Men jo mere han grundede over det, han havde oplevet, des mere forekom det ham, at Guds egen Røst laa i Vokalerne alene."

Andet bind af udviklingsromanen "Fjerne mål" består af punktnedslag i Summer of Love 1967, hvor Pelle møder den forunderlige Tulte og fejrer Københavns 800 års dag og efteråret 1972, hvor Pelle er gymnasielærer og gift med Eva. De har datteren Dunja på fire år. I 1977 er Pelles ægteskab ved at gå op i sømmene, og i 1982 møder vi ham på en selvdestruktiv druktur gennem et koldt København. De fire afsnit er redigeret og ændret fra "Imod fremtids fjerne mål" (1975), "Blussende våger" (1991) og "Himlen under jorden" (1994). Da "Blussende våger" udkom, skrev anmelderne: "Bedre roman end "Blussende våger" skrives der ikke i Skandinavien i dag. Den er lige til Nordisk Råds pris - mindst!" Johs. B. Christensen - Aktuelt "En ordtæt tidskrønike, der har aflyttet perioden med fint gehør. Og den tillader sig at være både realistisk og underholdende." Ejgil Søholm - Information "En stykke vittigt, til tider bidende ironisk danmarkshistorie." Holger Ruppert - BT "Hans originale indsats er de myldrende optrin af livet i en generation, der troede, den kunne det hele. Det er, som om dynamikken fra dengang for en stund er vendt tilbage i Herløv Petersens gnistrende fortællestil." Claus Grymer - Kristeligt Dagblad ""Blussende våger" er en levende, sammensat og humoristisk skildring af en generation. Ironisk uden at være ond. Indsigtsfuld uden at være bagklog. Engageret uden at være fanatisk. Foruroliget uden at være fortvivlet. Et opgør og et selvopgør skrevet af generationens egen medvider - med et forløsende glimt i øjet." Knud Bjarne Gjesing - Fyens Stiftstidende.