Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Thorkild Gravlunds debutroman "Øen" fra 1903 handler om den vestsjællandske halvø Reersø, der var så afsondret og egenartet, at den blev kaldt "Øen". Cai M. Woel skriver i "Dansk Litteraturhistorie 1900-1950", at bogen "skildrer fiskernes brydsomme, men også lykkelige tilværelse" og fortsætter: "Det er en virkelighedsskildring, ægte og sand i sit hverdagsbillede, fuld af levende mennesker, hvis enkle livsform rummer næsten alle de problemer, sorger og glæder, som dengang knyttede sig til dagligliv i et dansk landsogn". Woel kalder "Øen" "forfatterskabets vigtigste bog.., også den rigeste, den viser os tydeligt digterens evner... han er stærkest i skildringen af det jævne, det udramatiske... Næppe nogen anden dansk digter har skildret kvinden så forelsket og indgående".Gravlund var stolt af at være reaktionær. Han sagde gerne: "Jeg skulle hilse og sige, at det skal være, som det er, og det skal blive, som det var". Men reaktionær eller ej - bønderne og fiskerne på Reersø kendte han ud og ind, og han kunne skildre dem tæt på, med lune og kærlighed.

"Fra Jul til Sankt Hans" fra 1905 er en samling af otte historier fra Aakjærs hjemegn. "Dorres kat" er en barsk historie om den unge pige, der mod sin vilje bliver gift med en ondskabsfuld., gammel mand. I den lange novelle "Julebagning" ser et bondepar skævt til en ubuden gæst - indtil det bliver klart, hvorfor han er kommet. Det gamle bondesamfund, Aakjær kendte så nøje og beskriver så levende, eksisterer ikke mere, men ved at læse hans fortællinger kan man få en forestilling om, hvordan en stor del af Danmarks befolkning levede og tænkte i en tid, der ikke ligger mere end et par generationer tilbage, men allerede virker helt fremmedartet.

I digtsamlingen "Muld og malm" fra 1909 er Jeppe Aakjær stærk og myndig i sine sociale og politiske digte. Slutlinjerne til Aakjærs digt til den socialdemokratisk presse er manende:Du være den fattiges værner,du være den riges ris!Da får du ej ordner og stjerner,men bævende læbers pris.Aakjær kæmper for ret og retfærdighed, for kvindernes valgret, for at de unge skal have en stemme, for tyende og landarbejdere. Og hans hjerte banker også for dyrene, han tager harens parti mod jægerne:Jeg lider ej det fejge, skumle Knald,der bringer fattigt Dyr til Død og Fald;og derfor raaber jeg til «Jenle»s Harer:Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer!Blot I paa eders lange, laadne Bagbenkan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten,da skal I gaa paa «Jenle»s Kløvermarksaa trygt som hist engang i Noæ Ark!

Uden at vende blikket bort, uden at vige tilbage følger Inga Nalbandiàn i dette sidste bind af trilogien om det armenske folkemord, der begyndte med "Den store jammer" og "De hjemsøgte", den ubønhørlige udvikling af rædslerne, det planlagte folkemord på halvanden million armenere i Tyrkiet. Hun skildrer bestialske drab og voldtægt, uden at udpensle det forfærdelige, men også uden at tie om noget. Den danske Inga Nalbandián, der blev armensk gift og efter sin mands død måtte flygte gennem et krigshærget Europa til Danmark, har i disse tre bøger, der er skrevet med stor litterær kunst, behersket og næsten roligt, men samtidig glødende af sorg og harme, aflagt et uafrysteligt vidnesbyrd om folkemordet i 1915. Hendes trilogi kom i adskillige oplag i Danmark i 1917-18 og vakte stor opsigt, og de udgives stadig i nye udgaver på engelsk, fransk og hollandsk og er også oversat til armensk, men i hendes fædreland har de i mange år ikke været til at opdrive. De fortjener nye læsere, for det, der skete i 1915, kan nu ses som en generalprøve på alle de følgene rædsler og folkemord helt frem til vor egen tid.

"De hjemsøgte" er andet bind af Inga Nalbandiàns trilogi om det armenske folkemord 1915, som forfatteren, der var armensk gift, oplevede på nærmeste hold. Inga Nalbandiàn går her først tilbage i tid fra den rædselsperiode, der skildres i første bind, "Den store jammer", så vi møder det intellektuelle og kosmopolitiske armenske miljø i Istanbul før rædslerne. Vi møder elegance og ubekymret ro, men også den begyndende, lurende angst. Inga Nalbandiàn er en mesterlig fortæller, der aldrig svælger i de blodige begivenheder, men lader os føle den isnende rædsel, der langsomt folder sig ud - og hvordan alt det uhyrlige kommer så gradvist og snigende, at man først ikke bemærker det.*Om trilogiens første bind, "Den store jammer", skrev pressen:»Den Bog, Fru Inga Nalbandian har skrevet, behøver ikke nogen Anbefaling; thi i faa Uger har den allerede oplevet fire Oplag og den vil udkomme paa adskillige Sprog.Den, der vil vide, hvor Menneskeheden historisk i dette Øjeblik holder, bør læse Fru Inga Nalbandians Bog. Den bortlyver intet; den overdriver Intet. Den ser Virkeligheden under Øjne, skildrer gribende, uden at lægge hverken Følsomhed eller Indignation for Dagen, Forholdene som de var og er. Og den er en i kunstnerisk Henseende højst tiltalende Bog, hvor Figurerne staar levende, med faa, simple Omrids. - Det er en Kvindebog, har derfor sin Styrke i at skildre det Passive, Tilværelsens Lideform; det er en Bog, ikke om Handling, men om Kvaler. Dog fuldendt i sin Art.«(Georg Brandes i Politikens Kronik.)»Selv i denne frygtelige Tid vil ingen kunne læse den Bog, som Fru Inga Nalbandian har udsendt under Titlen »Den store Jammer* uden at føle sig dybt og smerteligt greben. - Det er en Digters Værk, hvori Optrin og Skikkelser staar saa levende og stærke, at de brænder sig ind i Erindringen. Ingen kan læse disse Fortællinger, der er saa dæmpede i Tonen, saa dybe i deres Smerte, uden at føle sit Hjerte banke derved. Det er et Arbejde, der tjener Forf. til største Ære, baade digterisk og menneskeligt set.«(Prof. Vilh. Østergaard i Nationaltidende.)»Det er en dybt gribende Bog. Ikke blot paa Grund af sit Emne - det Sørgespil, mod hvilket Verdenskrigens Rædsler blegner - men ogsaa fordi man føler, at der slaar et Menneskehjerte bagved disse Blade. - Det er en Digters Øje, som har set Billederne, en Digters Haand, der fører dem frem for os andre. Mørke og tunge maa de være - og dog falder der mere end een Gang yndefulde Lysstrejf henover dem. - Der er en inderlig Skønhed over det, der ligesom formilder Jammeren! - Gid mange, mange maatte læse Bogen!«(Ingeborg Maria Sick i København.)

Inga Nalbandiàn var født i 1879 i Vedbæk som Inga Collin. Hun gik på Testrup højskole og rejste senere til Schweiz, hvor hun mødte sin mand, armeneren Paul Nalbandiàn, der var direktør for et institut, der tog sig af unge, landflygtige armeneres opdragelse. Sammen rejste de i 1909 til Istanbul, hvor hendes mand blev lektor ved det armenske nationalgymnasium. I 1915 begyndte forfølgelsen af og folkedrabet på armenerne, og de måtte sende deres børn alene til Danmark gennem det krigshærgede Europa. I 1916 døde Paul Nalbandiàn, og Inga Nalbandiàn rejste så ligeledes til Danmark. Hun havde set og hørt om de frygtelige massakrer og udryddelsen af hele den armenske kultur i Tyrkiet. Op mod halvanden million armenere blev dræbt på den mest bestialske måde. Nogle blev gennet ud i havet eller kastet over bord fra både, kvinder og mænd blev korsfæstet på lange rækker kors, andre blev skudt eller slået til døde med geværkolber. Inga Nalbandiàn samlede sine vidnesbyrd om folkedrabet i tre bøger med beretninger i skønlitterær form, der udkom i 1917-18: Den store jammer, De hjemsøgte og Den hvide mark. Bøgerne vakte stor opsig og blev oversat til en række sprog. De udgives stadig i nye udgaver på engelsk, fransk og hollandsk, men de har i lang tid ikke været til at opdrive på dansk. De er rystende øjenvidneskildringer af det folkedrab, hvis eksistens den tyrkiske regering stadig nægter at anerkende. De fortjener nye læsere.*Om trilogiens første bind, "Den store jammer", skrev pressen:»Den Bog, Fru Inga Nalbandian har skrevet, behøver ikke nogen Anbefaling; thi i faa Uger har den allerede oplevet fire Oplag og den vil udkomme paa adskillige Sprog.Den, der vil vide, hvor Menneskeheden historisk i dette Øjeblik holder, bør læse Fru Inga Nalbandians Bog. Den bortlyver intet; den overdriver Intet. Den ser Virkeligheden under Øjne, skildrer gribende, uden at lægge hverken Følsomhed eller Indignation for Dagen, Forholdene som de var og er. Og den er en i kunstnerisk Henseende højst tiltalende Bog, hvor Figurerne staar levende, med faa, simple Omrids. - Det er en Kvindebog, har derfor sin Styrke i at skildre det Passive, Tilværelsens Lideform; det er en Bog, ikke om Handling, men om Kvaler. Dog fuldendt i sin Art.«(Georg Brandes i Politikens Kronik.)»Selv i denne frygtelige Tid vil ingen kunne læse den Bog, som Fru Inga Nalbandian har udsendt under Titlen »Den store Jammer* uden at føle sig dybt og smerteligt greben. - Det er en Digters Værk, hvori Optrin og Skikkelser staar saa levende og stærke, at de brænder sig ind i Erindringen. Ingen kan læse disse Fortællinger, der er saa dæmpede i Tonen, saa dybe i deres Smerte, uden at føle sit Hjerte banke derved. Det er et Arbejde, der tjener Forf. til største Ære, baade digterisk og menneskeligt set.«(Prof. Vilh. Østergaard i Nationaltidende.)»Det er en dybt gribende Bog. Ikke blot paa Grund af sit Emne - det Sørgespil, mod hvilket Verdenskrigens Rædsler blegner - men ogsaa fordi man føler, at der slaar et Menneskehjerte bagved disse Blade. - Det er en Digters Øje, som har set Billederne, en Digters Haand, der fører dem frem for os andre. Mørke og tunge maa de være - og dog falder der mere end een Gang yndefulde Lysstrejf henover dem. - Der er en inderlig Skønhed over det, der ligesom formilder Jammeren! - Gid mange, mange maatte læse Bogen!«(Ingeborg Maria Sick i København.)

Nordahl Grieg var endnu ikke fyldt femten, da han begyndte i første g. på gymnasiet i Bergen. Han var lille af vækst – den mindste i klassen. Og han var klodset og fummelfingret og hverken god til sport eller dans.Men han kunne skrive, og han kunne snakke.Begge dele fik han rig anledning til at udfolde i gymnasieforeningen Hugin og dens blad.Dette udvalg af hans gymnasiedigte – skrevet fra han var femten, til han var sytten år – stammer fra bogen ”Nordahl Grieg og Hugin”, der blev udgivet til gymnasieforeningens 100 års jubilæum i 1960, med indledning af klassekammeraten Kathrine Zimmer Aurell.Det er spændende at se, hvordan et stort talent folder sig ud, og de bedste af Nordahl Griegs ungdomsdigte er værd at læse som digte – og ikke bare som forsøg.

I Når vi døde vågner gør Ibsen direkte en kunstner til hovedperson. En billedhugger giver afkald på kærlighed og menneskelighed for at nå berømmelse. Dramaet behandler samtidig kunstens dobbelthed som udtryk for en utopisk og kritisk impuls.Henrik Ibsens dramaer har konflikten mellem individet og det omgivende samfunds institutioner som tematisk centrum. De udtrykker en oplevelse, som tilsyneladende indebærer, at individet søger forandringer, som baner vej ud af et snævert, gammelt samfund. Fremskridtet foregøgler både individuel og social frihed, men det viser sig, at længslen efter en eksistens, som tænkes at forsone det frie individ med samfundet, kun er en illusion. Idealerne knuses af realiteterne. Den sociale udvikling, som skulle frigøre individet fra det traditionelle samfunds lænker, afskærer enkeltmennesket fra en social helhed. Moderniteten indebærer fremkomsten af det løsrevne, isolerede individ.Denne ambivalens i forhold til moderniseringsprocesserne er en stadig tilbagevendende følelsesstruktur i Henrik Ibsens værker, og den kom til at blive bærende i 1900-t.s litteratur. På den måde kan Ibsen betragtes som den første moderne store internationale dramatiker.Han skrev på sin samtids dansk-norske skriftsprog, men var ikke primært nogen national forfatter. Hans værker påvirkede og provokerede intellektuelle, forfattere og dramatikere i samtid og eftertid.(Store Danske Encyklopædi)

"Håbet", der udkom i 1946. er en samling af Nordahl Griegs efterladte digte fra tyverne og trediverne. I det første afsnit fra tyverne finder man blandt andet hyldestdigte til Bjørnson, Nansen og Amundsen. Anden del - fra trediverne - er præget af Nordahl Griegs politiske udvikling og den antifascistiske kamp. Her er digte til det kæmpende Spanien og undergrundsbevægelsen i det nazistiske Tyskland og her finder man Griegs store digt "Til ungdommen" - "Kringsat av fiender":Norsk biografisk Leksikon skriver om digtet:"I 1936 skrev han diktet Til ungdommen, ofte kalt Kringsatt av fiender. Dette ble tonesatt av Otto Mortensen i 1952, og slik er det blitt en av Griegs mest kjente tekster. Sangen er brukt som allsang i arbeiderbevegelsen og fredsbevegelsen. Etter attentatene mot regjeringskvartalet og Utøya 22. juli 2011, ble den sunget i begravelser og minnemarkeringer. Sangen ble et symbol på hvordan Norge valgte å svare på angrepet. Noen av AUF-ungdommene som svømte fra Utøya for å redde livet, skal ha sunget Til ungdommen for å klare å holde motet oppe."

I 1907 kom novellesamlingen Brukshistorier. Skildringene i novellene er mer realistiske enn de er i romanene og peker fram mot nyrealismen som ble det rådende litterære idealet de første tiårene av 1900-tallet.Fortellerstilen hennes er rytmisk og stilisert. Blandingen av det groteske, det lystige og det dystre viser det litterære slektskapet med forfatteren Hans E. Kinck.

Essays om hunde og katte, præster og kunstudstillinger. Indfald, betragtninger, skitser og humoresker.

Sankt Hans Fest er en roman av Alexander Kielland fra 1887. Den er en frittstående fortsettelse av Gift og Fortuna, men Abraham Løvdahl er i Sankt Hans Fest redusert til en biperson. Romanen var primært et angrep på presten og venstrepolitikeren Lars Oftedal, som sto Kiellands radikalisme fjernt, og som Kielland i tillegg hadde personlige grunner for å angripe. Oftedal spilte en hovedrolle da Stortinget året før hadde avslått å gi Kielland diktergasje.Plottet er som vanlig i Kiellands romaner ikke det vesentlige, og i Sankt Hans Fest er det svært tynt. Noen mennesker i en liten, gledeløs by vil arrangere en byfest. Det passer ikke byens åndelige leder, den mektige presten Morten Kruse, som i stedet vil ha en veldedighetstilstelning i sin regi, og slik blir det. Sankt Hans Fest er en kollektivroman med et stort persongalleri, og romanens tema er kampen om makt og herredømme i byen.Etter den store økonomiske krisa som ramma byen, og som skildres i Fortuna, har det vært lite å glede seg over i den vesle kystbyen. Folk stenger seg inne og går tidlig til sengs. Noen glade herrer i klubben – bankkasserer Thomas Randulf, juridisk kandidat Holck og den unge Christian Fredrik Garman – bestemmer seg for at byen trenger en fest, og danner festkomité. Det skal være en fest for alle samfunnsklasser med dans og bevertning på byens friområde Paradis utafor byen. Ryktet om festen brer seg raskt, og alle ser ut til glede seg. Byens økonomiske og politiske elite føler seg ikke vel ved tanken på at noen arrangerer noe i byen uten at den er med, og snart tropper banksjef Christensen og amtmann Hiorth opp og forlanger å bli en del av komiteen, og festen begynner å anta et offisielt preg.(Wikipedia)

Skipper Worse er en roman av Alexander Kielland, utgitt i 1882.Romanen foregår i Stavanger, i og rundt handelshuset Sandgaard, som Kielland skapte med familiens eget handelshus, «Jacob Kielland & søn», som modell. Romanen er en oppfølger til Garman & Worse, som utkom i 1880. Men mens den første romanens handling er lagt til 1870-årene, foregår oppfølgeren en drøy generasjon tidligere, i 1840-årene.Romanen gir et bredt bilde av byens ulike miljøer, og veksler mellom det gamle handelshuset som vakler i sine finanser, det oppadstigende småborgerskapet dominert av haugianerne, og skipperklubben. Boken inneholder erotikk, generasjonsmotsetninger, avsløringer av hykleri, romantikk, miljøskildringer og en saftig frodighet.(Wikipedia)I tillegg til skipper Jacob Worse og konsul Morten Garman er Madam Torvestad en av hovedpersonene. Hun tilhører byens religiøse, og manipulerer sine gifteklare datter Sara inn i ekteskap med skipperen.

"Udenom loven" (1913) handler om en flok drankere og småforbrydere i et københavnsk slumkvarter før første verdenskrig. De fægter sig igennem som ludere og alfonser, med plat og bondefangeri. En dag får de chancen for et stort kup i en rigmandsvilla, men deres uvidenhed og uforsigtighed fører til, at de bliver anholdt og straffet. Kronstrøm kendte det miljø og de mennesker, han skriver om, og kan få dem til at træde levende frem for læseren.

Thor Faber i Kronstrøms roman "Den mørke by" (1911) er en digterspire, der arbejder i et antikvariat og bor i et københavnsk slumkvarter. I DSU's blad "Fremad" skrev Holger Petersen i sin anmeldelse af bogen: "Kronstrøm er den eneste af vore unge forfattere, der kan skildre vor hovedstads proletariat således, at de forskellige figurer står lyslevende for en. Han er en mester i at tegne alle disse alfonser og faldne piger således, at man får medfølelse med dem... Navnlig er beskrivelsen af et konfirmationsgilde hos familien Feddersen kunstnerisk set udmærket gjort og vidner om, at Kronstrøm har evner, der kan føre ham frem i første række."

"De martrede" af J.I. Kronstrøm, der udkom i 1911, indeholder et digt, tre korte fortællinger og den lange novelle "Graven" om en ung, fattig mand, der engang mødte en gift kvinde, han ikke kan glemme. Deres korte møde fører til, at kvinden, der lever i et kærlighedsløst ægteskab, præget af fattigdom og arbejdsløshed, bliver offer for brutal hustruvold.

Sophus Schandorph var ikke nogen Herman Bang eller Pontoppidan. Han havde ikke dyb psykologisk indsigt, og han var ikke nogen stor stilist.Når der alligevel er grund til at læse hans bøger i dag, er det fordi, de er tidsrejser. Schandorph havde ud over stor social harme og indlevelse havde evnen til at affotografere en situation, til at beskrive et miljø og gengive naturtro replikker, så man føler sig hensat til en tid med sammenstød mellem gamle, romantiske forestillinger og den nye videnskabelige saglighed - som når to pæne borgerfruer ser på aberne ved en markedsforlystelse og siger: "Det er ækelt at tænke sig, at vi Mennesker nedstammer fra saadanne Asener; men Videnskaben har bevist det, saa vi er nødte til at tro paa det."***"Smaafolk (1880) har som hovedperson en tjenestepige, der kommer fra én form for undertrykkelse i provinsen til en anden i storbyen, fra købstadsmiljøets bornerte moralisme til storbyens seksuelle og økonomiske udbytning. Konflikterne i det provinsielle standshierarki er afløst af modsætningen mellem land og by, mellem den lokalt funderede, kristne identitetsoplevelse og identitetsopløsningen i det anonymiserede, indtryksflimrende storbyliv.."(Dansk Litteraturs Historie)

Lyrikeren L.C. Nielsen (1871-1930) er mest kendt for fædrelandssangen "Havet omkring Danmark". Hans debutbog "Tre mænd" fra 1897 giver et ganske andet billede af ham. De tre mænd, der hyldes i denne bog, er tre oprørere: Judas, Kain og Spartacus.Spartacus siger til de andre slaver:Vi er Mænd. Og Mænd er fri!Vi har lært at bruge Vaaben, - vend da Oddens hvasse Tungemod den Fod, som tramper os.Taal ej længer Aagets Tryk.Lyd ej længer Rigmands Luner.

To fortællinger er udgivet efter Adda Ravnkildes selvmord som 21-årig. En Pyrrhussejr handler om de to søstre Astrid og Elisabeth, der stækkes i deres ægteskab - Astrid med August, er et skvat, og Elisabeth med den meget ældre dr. Berg, der udøver sit blide tyranni. "Tantaluskvaler" handler om den unge lærerinde Elisabeth Due, der har forfatterdrømme og møder kærligheden i skikkelse af den erfarne grev Høeg. Hun giver afkald på kærligheden til ham og kan derigennem udvikle sig som kunstner.

Den frigjorte kvindelige seksualitet blev et centralt programpunkt for det moderne gennembrud. Jacobsen havde skitseret dens konturer i Fru Marie Grubbe, og med hovedværket Gertrude Coldbjørnsen (1879) skrev Erik Skram (1847-1923) dens dannelsesroman.Hovedpersonen, den moderløse 16-årige Gertrude, er opdraget af sin ugifte tante til en religiøst begrundet patriarkalsk lydighed. Uden at forstå, hvad det ægteskabelige samliv indebærer, tager hun imod frieriet fra en 20 år ældre advokat. Det er et passende parti for dem begge, men de er ikke forelskede i hinanden. I forlovelsestiden møder hun maleren Fabricius, som hun passer bedre sammen med alders- og følelsesmæssigt. Deres samvær vækker hendes personlige liv, og før hans afrejse til hæren erklærer de hinanden deres kærlighed. Fabricius forventer, at Gertrude slår op med sin forlovede, men hun kan ikke modstå presset fra tanten, som kalder det en dødssynd at ville både bryde løftet til advokaten og gifte sig med en moderne ateist. Få måneder efter Gertrudes bryllup bliver Fabricius hårdt såret i slaget ved Dybbøl. Gertrude besøger ham på lazarettet, men da han hører, at hun er gift, viser han hende bort. Hun aborterer, bliver skilt og lever et par år sammen med sin far og tante, før hun opsøger Fabricius, og de forlover sig.Gertrude beskrives fra begyndelsen som et barn, der ikke har fået lov til at gøre sine egne erfaringer. Hendes far, der er kritisk over for tantens opdragelse, mener, at hun er „spunden ind i et Net af Kærlighed og Katekismus, saa at hun ikke har en Tanke fri“. Advokatens frieri og ægteskabet kaldes af Fabricius og hans meningsfæller for voldtægt. Advokaten er gået „løs paa sin Forelskelse, som man springer paa sit Bytte“ og har på bryllupsnatten taget Gertrude „med Vold“. For Fabricius er der ingen kærlighed undtagen mellem ligestillede parter. Han kontakter ikke Gertrude efter hendes skilsmisse, fordi hun har svigtet ham og må komme til ham af egen drift:Havde han nemlig givet efter for den Længsel efter hende, som han aldrig havde været uden, og paany nærmet sig hende, vilde han have købt deres Forening for dyrt. Han havde jo da sat den Fordring til, at hun skulde, om det end kun var i et Øjeblik, vise, at hun fattede hele Størrelsen af den Uret, hun havde begaaet. Uden det vilde hendes Kærlighed i hans Øjne være mindre end hans, og deres Forbindelse vilde da være som mellem en Giver og en Modtager. Det maatte ikke være saa. Havde han ikke Visheden om deres Følelsers Jevnbyrdighed, var deres Lykke bygget paa Sand.Romanen fik en dårlig modtagelse af både højre- og venstrepressen. Carl Ploug skrev i Fædrelandet, at sandheden var ofret på tendensens alter, når tanten og advokaten så unuanceret skulle udstilles som skurke, og at portrættet af Gertrude var selvmodsigende. På den ene side bebrejdes hendes omgivelser, at hun er fastholdt i barnlig uvidenhed og udleveret til en ældre ægtemands forgodtbefindende. På den anden side forventes det, at hun kan bryde disse bånd, så såre hun og Fabricius har erkendt deres indbyrdes kærlighed.Erik Skram o. 1900. Skønt hans livsanskuelse var „grundet paa Elskov“, som han skrev til Georg Brandes, formåede han ikke at overbevise Amalie om sine følelser. Efter deres separation i 1900 og Amalies død i 1905 giftede han sig igen som 60-årig med en yngre kvinde.© Fred. Riise/Det Kgl. BibliotekErik Skram o. 1900. Skønt hans livsanskuelse var „grundet paa Elskov“, som han skrev til Georg Brandes, formåede han ikke at overbevise Amalie om sin... | Læs mereKritikken forstod ikke, at Erik Skrams naturalistiske menneskesyn ophævede modsætningen ved at gøre den erotiske kærlighed til personlighedens midtpunkt. Det er en kraft, mener Fabricius, der har styrke til at drive alle opdragelsens „Paafund og lavede Fornemmelser“ ud af sindet og lade det „rene Menneske“ blive tilbage. Skønt Fabricius er maler, betragter han kunsten som en andenrangs gengivelse af virkeligheden. Digteren og maleren gengiver kun „den døde Masse“, det er „i selve Livet, at den Virkelighed findes, som menes, eller skulle menes, naar man taler om Kunst“.Gertrude har evnen til at finde sin kvindelige natur bag den kønsrolle, opdragelsen har påtvunget hende. Det beviser hun også i en scene, hvor et større selskab på skovtur ser nogle nøgne bønderkarle bade. Mens de øvrige hurtigt fjerner sig, bliver hun stående sammen med Fabricius og nyder uden skamfølelse det maleriske syn. Når hun alligevel retter sig efter omgivelserne og gifter sig med advokaten, har hun forrådt denne sin egentlige natur. Det tvinger Fabricius hende til at indse. Han presser hende til at frigøre sit driftsliv og befri sig fra den traditionelle kvinderolle og fralægger sig samtidig sin egen kønsrolles patriarkalske magt. Deres ligestilling udtrykkes symbolsk ved, at hun kommer for „paa sine Knæ at bede om hans Tilgivelse“, mens hans ene ben på lazarettet er amputeret over knæet.(Dansk Litteraturs Historie)

Enakteren "Før Cannae" fra 1943 er Kaj Munks skuespil. Samtalen mellem erobreren Hannibal og den gamle romer Fabius kunne i samtiden ikke ses på anden måde end en historie om anden verdenskrig - om hvordan Hitler kunne vinde store sejre, men i det lange løb ville de tålmodige britiske ledere vinde.

Helge Rode (1870-1937) "fik sit gennembrud med digtsamlingen Hvide Blomster (1892). Denne første samling rummer originale symbolistiske digte om ekstreme sjælelige tilstande, gru og henrykkelse, med et stærkt præg af oversanselighed og mystik."(Store Danske Encyklopædi)Helge Rodes digte bygger på "en oplevelse af mystisk art, som han havde i vinteren 1891 i en dal i Valdres nær Lillehammer i Norge. I et essay med titlen „Nat“, optrykt i Gyldendals Julebog i 1954, beskriver Rode, hvad der skete med ham under de lange ensomme vandringer i den store skinnende hvide natur med den rene, klare luft. Mødet med fjeldnaturen forårsager en omvæltning i hans sind, der hidtil havde været låst i en melankoli, som han forgæves havde søgt at gennembryde. Det sker nu i Valdres:Medens jeg tidligere, som jeg har forklaret, ved „at trykke paa en Knap i min Hjerne“ kunde hensætte mig selv i en Tilstand af svimmel og lidende Haabløshed, skete der nu akkurat det modsatte.Jeg kunde nu ved en aldeles lignende Bevægelse blot ved at fæste Tanken ved Jeget, Livet, Døden, hensætte mig selv i en Tilstand af den højeste Henrykkelse. Tid og Rum syntes ophævede (…) Den dybeste Livsfornægtelse førte mig lige i favnen paa den højeste Livsbekræftelse (…)Jeg var i Sjælens Vold. Jeg levede paa Tærskelen til Mystikernes og Yogiernes Paradis og var ofte dybt inde i det(…) Erkendelsen af Samhørighed med kræfter, som var bag Naturen og uafhængige af Døden.Der er tale om en åbenbaring, hvor Rode forbinder sig med altet i en hengivelse, de kristne mystikere kalder for „unio mystica“, og som i Danmark genkendes fra den pietistiske salmedigtning hos eksempelvis Brorson. I sit essay „Det sjælelige Gennembrud“ beskriver Rode åbenbaringen som en slags vågen henrykkelse af særlig bevidsthedsmæssig intensitet og henviser til den engelske digter Alfred Tennyson, der siger, at „Personligheden synes at opløse sig og svinde bort i uendelig Væren“. (Dansk Litteraturs Historie)

Første bind af erindringsroman om tresserne. Første bind foregår i foråret og sommeren 1960. Anden g på et københavnsk gymnasium, fester og forelskelser, politik og skolekomedie.Uddrag af Grænseløs 1:Birgitte var begyndt at komme ovre på isbaren efter skoletid, hvor vi altid sad og hang en halv times tid. Jeg sad engang og sugede orangeade op af glasset med sugerør, mens jeg så på hende, og da hun vendte sig halvt om for at tale med Leif, strøg hendes hår let hen over min kind. Det brændte, i lang tid sad jeg med næsen ned i glasset og mærkede, hvor det sved i kinden af hendes hår. Nældestriber, sådan føltes det. Da hun var gået, sagde Leif: - Hver gang, jeg ser den pragtfulde røv, bliver jeg liderlig. - Åh, mind mig ikke om den, sagde Jørgen. Jeg sagde ikke noget. Hvem taler I om? Birgitte? Hvad for en Birgitte? Nåh hende, har hun en røv? Det havde hun formodentlig, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Jeg var ikke kommet længere end til håret, læberne og øjnene. Disse blå øjne. Var de violblå, himmelblå, havblå, dueblå, hyacintblå? Eller skulle jeg bare følge mine nye principper og fastslå: Hun har blå øjne, der er blå. Blå. Så blå, at intet er blåttere, blåttere end blåt, blot blå. Jeg havde været oppe i et digt af Pierre de Ronsard i fransktimen i dag "Mignonne, allons voir si la rose..." Det var hundesvært, men netop derfor havde jeg brugt lang tid på det derhjemme og redet alle trådene ud, så jeg klarede det godt nok. Nu sad jeg og tænkte på det. Det handlede om Birgitte: Tandis que votre âge fleuronne en sa plus verte nouveauté, cueillez, cueillez votre jeunesse comme à cette fleur, la veilesse fera ternir votre beauté- Og så er der det ved det, sagde Leif, - at i modsætning til de fleste kønne piger er hun også intelligent. Så man kan også tale med hende uden at det bliver kedeligt eller irriterende.Det var rigtigt, man kunne tale med Birgitte. Hun og Leif og jeg kastede os ud i alle de store diskussioner ovre på isbaren, og når jeg var i gang med det, kunne jeg godt være naturlig over for hende. Jeg håbede bare på, at hun ikke anede, hvad for nogle følelser, der rumsterede rundt i mig. Men selvfølgelig vidste hun det. Det ved de altid, tit før vi selv ved det. Så vidt, så godt, men det var ikke til at komme længere. Strategi kendte jeg ikke noget til. Enten busede jeg alt for hårdt og voldsomt på eller også var jeg stum. Jeg havde ikke lært at spille en lille smule ligeglad for at lokke hende frem.

Sygdommen til Døden er en bog skrevet af den danske filosof Søren Kierkegaard og udgivet i 1849 under pseudonymet Anti-Climacus. Den handler om Kierkegaards begreb om eksistentiel fortvivlelse, som han sætter lig med det kristne begreb om synd.Ifølge Kierkegaard er en person "fortvivlet" hvis han ikke tilslutter sig Gud. På denne måde mister han sit selv , hvilket Kierkegaard definerer som "relationen relaterer sig selv til sig selv i relationen" . Det menneskelige selv er en syntese mellem det begrænsede og det ubegrænsede, det mulige og det faktiske og kan identificeres med den dialektiske, balancerende akt mellem disse modstridende led , relationen. At ikke være fortvivlet er at have forsonet det begrænsede med det ubegrænsede, at eksistere i bevidsthed om ens eget selv og om Gud. Specielt definerer Kierkegaard det modsatte af fortvivlelse som tro, hvilket han beskriver ved det følgende: "I at relatere sig selv til sig selv, og i viljen til at være sig selv, hviler selvet transparent i den magt som grundlagde det."Bogen beskriver et antal måder mennesker vender sig fra selvet og fra Gud, og antyder et sted, at nogle mennesker er stolte af deres fortvivlelse og lader den stå som et eksempel på Guds fejlbarlighed ligesom en fejl i et manuskript som nægter at blive rettet. Denne tekst er en af hovedårsagerne til at Kierkegaard defineres som en eksistentialist, da han illustrerer måder hvorpå ens subjektive selvopfattelse bidrager til ens objektive identitet, som han så som et samarbejde med Gud i den kreative proces.Kierkegaard skrev i Sygdommen til Døden, at sjælen kan deles i 3- kælderen, stuen og første sal.»Dersom man vilde tænke sig et Huus, bestaaende af Kjælder, Stue og første Sal, saaledes beboet, eller saaledes indrettet, at der var eller det var beregnet paa en Stands-Forskjel mellem Beboerne i hver Etage – og dersom man vilde sammenligne det at være Menneske med et saadant Huus: saa er desto være dette Sørgelige og Latterlige de fleste Menneskers Tilfælde, at de i deres eget Huus foretrække at boe i Kjælderen. Ethvert Menneske er den sjelelig-legemlige Synthese anlagt til at være Aand, dette er Bygningen; men han foretrækker at boe i Kjælderen, det er, i det Sandseliges Bestemmelser. Og han foretrækker ikke blot at boe i Kjælderen, nei, han elsker det i den Grad, at han bliver forbittret, naar Nogen vil foreslaae ham at indtage Belle-Etagen, som staaer ledig til hans Disposition – thi det er jo i hans eget Huus han boer«.(Wikipedia)

"Hvad udad tabtes" fortsætter historien om væver Hans Hansen fra "Frihed for Loke". Efter at væveren efter falske anklager om kriminelle forhold er tvunget til at trække sig fra den rigsdagsplads, han er valgt til, fortsætter han sin kamp for demokratiet på det lokale plan. Men det rammer ham hårdt, da formanden for hans parti, Bondevennerne, rotter sig sammen med godsejerne om at udnytte situationen efter den tabte krig i 1864 til at snigløbe grundloven. "Men naar nu det ene svigtede, naar Føreren, som han havde stolet paa og trofast fulgt gennem tykt og tyndt, naar han pludselig svigtede de fælles Idealer, sagde Ja, hvor han før sagde Nej, solgte Folkets Førstefødselsret for en Ret Linser - ja Linserne var han endda blevet snydt for", tænker han. De reaktionære kræfter vinder det, de tabte udadtil ved det militære nederlag, ved atter at overtage magten - hjulpet af overløbere fra det demokratiske parti. I bogens sidste afsnit taler væveren med en håndværker, der har været i England og kan fortælle om den nye socialistiske bevægelse.Det er bitterhed og harme i skildringen af væverens skæbne, men også et gryende håb og en tro på, at demokratiet vil sejre, blot folket hele tiden kæmper for det.

"De sindssyges klode" er skrevet omkring 1933 og dermed Klitgaards første roman, men den udkom først i 1968. Bogen er et politisk kampskrift for socialismen, forklædt som science fiction, med en beskrivelse af den sindssyge klode Nedroj, der er en satire på kapitalismen. Klitgaard havde endnu ikke fundet sin stemme med denne bog, der virker ret bastant, men bogen giver et godt indblik i den unge forfatters glødende socialistiske og antfascistiske engagement.

Som indlæg i mellemkrigstidens debat om forholdet mellem individ og samfund valgte Jørgen Nielsen at skrive om en familie i to generationer. Romanen En gård midt i verden kan ses i forlængelse af mellemkrigstidens kendte, danske kollektivromaner. Hans Kirk tog et enkelt udsnit af samfundet, nemlig en gruppe fiskere, som han skildrede i romanen Fiskerne fra 1928. Den viser, hvordan folks tanker hang sammen med deres materielle vilkår. I stedet for en samfundsgruppe fokuserede H.C. Branner i romanen Legetøj fra 1936 på en hel virksomhed fra direktør til lagerarbejder. Romanen tegnede et legetøjsfirma som et billede af et samfund med grobund for den fremvoksende nazisme. Jørgen Nielsen foretrak i sin kollektivroman at beskrive en enkelt familie, fordi han især var optaget af individernes psyke og fællestræk i en familie. (Silkeborg Arkiv)

Romanens ledefigur er den unge dyrelægedatter Ketty, der midt på vinteren har fået job som advokatsekretær i den lille provinsby Lundved. På sit pensionat træffer hun allerede første aften bankassistent Alfred Eriksen, som fører hende sammen med journalisten Lüde. Snart danner de unge et trekløver, der taler og taler om tilværelsen. Bag deres filosofiske diskussioner hører man de tyske filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche.Ketty iagttager nøgternt, hvordan de to mænd råber op om deres egen intelligens, og hvordan de ser sig selv som frigjorte fra enhver form for konvention og religion. De diskuterer, om mennesker er produkter af tilfældigheder og påvirket af ydre forhold, idet Alfred hævder, at han ikke er en "kludedukke", men uforanderlig. Kort sagt: De opfatter sig selv som overmennesker højt hævet over deres omgivelser.Deres til tider temmelig studentikose og selvhøjtidelige samtaler udvikler sig ikke til et trekantsdrama, selv om den ellers så sympatisk skildrede Ketty svigter den letantændelige Alfred, der er alt andet end fredelig - i diskussioner. Alfreds modspiller Lüde svarer helt til sit navn, idet hans karakterbrist afsløres som kulde og kynisme i det, der kun tilsyneladende er et kærlighedsforhold til Ketty - og andre kvinder.Den stilfærdige og gennemreflekterede Ketty udvikler sine menneskekundskaber i mødet med Lüde. Hun afviser hans holdninger og bryder med ham. Da deres fællesskab forekommer mere filosofisk funderet end erotisk, kommer det som lidt af et chok både for Ketty - og læseren - at hun hen på foråret er blevet gravid. I løbet af kort tid udvikler hun sig og påtager sig ansvaret for sit barn, på trods af at det bl.a. vil få træk fælles med den mand, som hun er kommet til at afsky så stærkt.Hovmod står for fald, siger man, men Lüde bliver ikke straffet for sin selvtilstrækkelighed. Han slipper med en mindre forskrækkelse, mens Ketty kommer til at betale for sin erkendelse. Hun er dog stærk nok til at bevare sin selvrespekt og handlekraft.Bogen er en kritik af mellemkrigstidens forestilling om overmennesker. Jørgen Nielsen, der var stærkt påvirket af Schopenhauers tanker om menneskets vilje til liv, leverer et varmt forsvar for de mennesker, der lever umiddelbart og engageret i deres omverden. Ketty vælger altid at handle med indføling og betænksomhed uden af den grund at fremstå som karakterløs.(Silkeborg arkiv)

"Med kors over døren" fortæller historien om Karl og hans opvækst i en fattig, missionsk familie i Thy i tiden omkring første verdenskrig. Karl ender med at fjerne sig fra religionen. Bogen har selvbiografiske træk. Forfatteren, Martin Jensen, voksede op i et lignende miljø, og han meldte sig som voksen ind i det kommunistiske parti, men han skildrer de troende med en sådan respekt og nænsomhed, at bogen senere er blevet genudgivet af et kristeligt forlag.

I 1899 kommer Folkets Synder, der er et voldsomt angreb på tidens, lægernes og opdragelsens fortielse af konsekvenserne af den herskende dobbeltmoral, der gør mændene syfilitiske og dernæst ødelægger hustruer og børn. Romanen lægger sig i forlængelse af 1880'ernes sædelighedsfejde og naturalismens tradition for demaskering, men den rummer også en stor del af den ideologi, der kommer til at karakterisere Gyrithe Lemches litterære og kvindepolitiske virke. Bruddene på tavsheden kommer i romanen dels fra en mandlig læge, der selv er dødsmærket af tuberkulose, dels fra en kvindelig læge, der får selskab af en anden af romanens heltinder, der giver afkald på et kærlighedsliv, efter at hendes barn er død af syfilis og hun selv muligvis smittet. Deres projekt er oplysning, deres personlige baggrund afkaldet, men deres politiske mål er ægteskabet, hvor kvinders ønske om sunde børn kan indfris. Romanen slutter ikke kun i død og afkald, men i den syge læges anklageskrift mod en kollega, et manifest, hvormed bogen på én gang placerer sig inden for det moderne gennembruds problemlitteratur og ved sit oplysningsprojekt peger frem mod det kvindepolitiske virke, men også mod den høje prioritering af familien og mor-barn-forholdet, der følger hele forfatterskabet.(Dansk Litteraturs Historie)