Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Tolv af Edgar Allan Poes mesterlige noveller, deriblandt nogle af verdens første krimier, sammen med gys og gru og gotisk skrækromantik - og oversat med lydhørhed og indføling af Jakob Hansen (1868-1909), der var nær ven af Martin Andersen Nexø og en glimrende forfatter, hvis karriere blev afbrudt ved hans tidlige død af tuberkulose.

Denne usædvanligt indholdsrige og usædvanligt koncentrerede Bog.. viser helt nye Sider i Otto Rungs Produktion. Man har i en halv Snes Aar kendt hans Beskrivelseskunst, Sødmen i hans værdige Stil, der er harmonisk indtil det symmetriske, den fremmedartede Skønhedsverden, hvis ulmende Glød gør hans Poesi særegent dragende; de Lynglimt, hvormed hans Gætteevne pludselig oplyser det dunkleste i meget komplicerede Menneskers baade instinktive og intellektuelle Liv. Men i denne Bog er der ingen søgen efter æstetiske Pragtnumre. Dens Væsen er af helt intim og moralsk Karakter, og det Inderste i den er en ulegemlig Poesi, der har den romantiske Drøms og Higens uendelige Karakter…. Hvem naar til virkeligt at realisere sin Ungdoms umaalelige Drøm? Vandrer ikke alle gennem Livet med et altid utilfredsstllet og utilfredsstilleligt Ideal, ind i Døden?Ved Kompositionens overlegent beregnende Økonomi, ved Sprogets marvfulde, tungt mættede Fyndighed er et lykkedes Rung at levendegøre dette vanskelige Stog indtil en Visionernes Tydelighed.(Christian Rimestad, anmeldelse af ”Skyggernes tog” i Politikens kronik, 20.11. 1909)

"Lønkammeret" handler om opsving og krise i byggebranchen i København før første verdenskrig, om krise og krak og selvmord og kærlighed. Og om den rige kvinde, der forfærdet ser de ulykkelige forhold i et baggårdshus på Nørrebro og får at vide, at det er indtægter fra dette hus, hun så sorgløst lever af. Cai M. Woel sammenlignede "Lønkammeret" med "Stuk" af Herman Bang. Christian Rimestad skrev i en anmeldelse i Politikens kronik 26.3. 1912 bl.a.: ”Der burde lægges meget mere mærke til Otto Rungs bøger end det hidtil er sket. Han er det stærkeste talent af sit slægtled.. både rig og fyldig.. Dette er bogen om den svindeltid, under hvilken København gjorde sit mislykkede forsøg på at blive storstad; gennem hele bogen drager sig fremstillingen af den upålidelighed, den hulhed, den vovelyst og spillergalskab… der tilsammen betegner et langt, forsmædeligt tidsrum”.

I "Da vandene sank" fra 1922 fortæller Otto Rung med stor baggrundsviden og fortællekunst om efterdønningerne omkring gullaschtiden, sammenbruddet og afsløringen af svindel og aktiespekulation under første verdenskrig. Historien udspiller sig omkring Nyhavn og Amaliegade-kvarteret og i baggrunden af historien ligger sammenstødet mellem de gamle, fornemme familier og de nyrige oligarker.

De røde Fjer udspiller sig i tiden omkring englændernes bombardement af København 1807. Som hos Nis Petersen danner fortidsskildringen et samtidsspejl; bag den historiske facade angriber romanen den voldsmentalitet, som de tyske besættelsestropper repræsenterede. De „røde fjer“ i titlen henviser til Frederik 6.s adjudanter, der fungerede som et korps af politispioner. Vi følger en mand med det vankelmodige navn Sivertsen. Han afskediges fra sin stilling som huslærer, og efter en periode som subsistensløs presses han til at spionere mod sin tidligere arbejdsgiver.Romanens hovedmodsætning går mellem den politiske verdens intrigemagere og de almindelige københavnere, som lider under krig og undertrykkelse, men alligevel for de flestes vedkommende nægter at lade sig kue. Som Orwell og andre af tidens socialt sindede forfattere mente Klitgaard, at jævne, upåfaldende mennesker var langt mere interessante end de rige og feterede.(Dansk litteraturs historie)

"Fortællingen om Rosen" kan betragtes som en pendant til Claussens rejseskildringer, "Antonius i Paris". Bogen handler om Claussens ophold i Paris som ung mand og om den besværlige forelskelse. Sophus Claussen begyndte at skrive på bogen i 1894, men fik den først skrevet færdig i 1927. efter at han var blevet separeret.

P.A. Heiberg (1758-1841) kæmpede energisk for trykkefrihed og ytringsfrihed mod adelens og de riges privilegier. Han er en repræsentant for oplysningstidens idealer og støttede den franske revolution. I 1799 blev han landsforvist, og de sidste mere end fyrre år af sit liv levede han i Frankrig. **Berømt er hans selskabssang:Ordener hænger man paa Idioter,Stierner og Baand man kun Adelen gier;Men om de Mallinger, Suhmer og Rother,Man ei et Ord i Aviserne seer. Dog, har man Hierne, Kan man jo gierne Undvære Orden og StierneRigdommen voxer i Adelens Bleer;Og, som en Skoemager nyeligt har sagt,Eene de van'er, og von'er, og de'erHolder Fortuna og Plutus i Agt. Har vi ei meget, Er det vort eget, Som ei fra Staten er sveget

JP Jacobsen var ikke kun skønlitterær forfatter, men også i høj grad naturvidenskabsmand. Han oversatte Darwin og interesserede sig levende for evolutionsteorien, som denne bog om Dawins lære giver et udmærket indtryk af.

Ligesom Gjerløvs to foregående romaner "Sodoma" og "Bundfald" handler "Synd" om Københavns underverden, som forfatteren - der i fyrre år var opdager i Københavns Politi - kendte indgående. "Synd" er ikke stor litteratur, og bogen skæmmes af forfatterens moraliseren med udfald mod nutidens blødsødne humanitet og de fremmede indvandrere, men den er alligevel værd at læse for dens præcise skildring af den fattigdom, alkoholisme, prostitution og kriminalitet, der hærgede Københavns slumkvarterer før første verdenskrig.

Novelleudkast, strøtanker, aforismer, fragmenter, drømme og anden kortprosa af JP JacobsenOm novellen "Doktor Faust" skriver Den Store Danske Encyklopædi:I de sidste år af sit liv eksperimenterede Jacobsen med nye kunstneriske udtryksformer. Fortællingen "Der burde have været Roser" fra 1882 er en fantasileg på flere planer, af stor sproglig skønhed, vibrerende mellem ironi, længsel og melankoli, i slægt med træk i europæisk symbolisme. Endnu dristigere er prosafragmentet "Doktor Faust", skrevet i april-maj 1884. Sproget er stærkt stiliseret, figurerne mytiske, billederne surrealistisk drømmeagtige som hos Kafka, der beundrede Jacobsen

Ligesom "Decameron" handler "Breve fra koleratiden" om nogle mennesker, der er flygtet fra den dødbringende epidemi i byen - koleraeepidemien i sommeren 1853 kostede 5000 mennesker livet alene i København - og ud på landet. Fætrene Frants og Ernst skriver breve om opholdet på landet - ikke til hinanden, men til hver sin korrespondent. De gengiver undertiden samme begivenheder, men set gennem forskellige øjne. Og begge finder de deres livs kærlighed under det ufrivillige ophold i provinsen, så bogen ender med et dobbeltbryllup. "Breve fra koleratiden" er dokufiktion - Goldschmidt har benyttet virkelige breve fra koleraåret, men bearbejdet dem og forvandlet dem til fiktion.

I 1849 blev Mathilde Fibiger guvernante på Lolland og skrev her brevromanen Clara Raphael, udgivet anonymt med forord af Johan Ludvig Heiberg (1851). Den indeholder guvernanten Claras respektløse beskrivelser af det konventionelle provinsmiljø og hendes vanskelige valg mellem kampen for "Damernes Emancipation" og ægteskabet med en baron. Romanen fremkaldte en voldsom offentlig debat om kvindens stilling med mere end 35 flyveskrifter og indlæg i aviser og tidsskrifter.

Simon Levi optræder først som biperson i Goldschmidts roman "Ravnen", men skikkelsen blev så populær, at Goldschmidt senere skrev flere noveller om denne fiffige, gamle jøde.

Erasmus Montanus er en komedie skrevet i 1723 af den kendte forfatter og komedieskriver, Ludvig Holberg. Det blev opført første gang i Danmark enten i 1747 eller i 1751.Stykket handler om den unge Rasmus Berg der er taget til København for at studere. Efter nogle år er han blevet belæst, og vender tilbage til sin fødeegn. Han har ændret sit navn til det latiniserede navn Erasmus Montanus. Da han vender tilbage optræder han arrogant og bedrevidende over for alle. Han er nu for fin til at have en bonde som bror. Han mister næsten sin kæreste for videnskaben. Han skaber uro og snakken i den lille bondeby. Folk mener at han spreder falsk lærdom, fordi han mener at jorden er rund. Til sidst bliver han dog nødt til offentligt at sige: "Jorden er så flad, som en pandekage", da det er det eneste, der kan fri ham for at blive soldat, og lade ham få sin elskede Lisbet.Komedien Erasmus Montanus bliver kaldt en af de aller største bedrifter i Holbergs forfatterskab. Den er i fem akter.Filosofien henter et eksempel i komedien til at komme med et eksempel på en logisk fejlslutning: "En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!". Se også syllogisme.(Wikipedia)

Holberg står som grundlæggeren af den danske essaykunst med sine epistler og moralske tanker. "Moralske Tanker" fra 1744 er en klog mands overvejelser - indbegrebet af oplysningstidens tolerance og humanisme og en tro på, at vi bør stræbe efter det gode, det sande og det skønne. På mange måder var Holberg langt forud for sin tid - som når han for eksempel skriver, at det er et stort spild, hvis halvdelen af menneskeheden - kvinderne - ikke kan udfolde deres evner frit, eller når han omtaler fremmede kulturer og religioner med forståelse og indsigt og uden fordømmelse og racisme. Holbergs Moralske Tanker er en gave fra en oplyst tid til nutiden.

Erna-Juel Hansen, der var Holger Drachmanns søster, var bogligt begavet og ville studere videre, men hun kunne ikke få dispensation, så hun kunne tage studentereksamen, selv om hun var af hunkøn. Hun blev så i stedet en af kvindelitteraturens pionerer.***En ung Dames Historie er som Skrams Constance Ring og Levisons Konsulinden en kvindelig dannelsesroman. I endnu højere grad end Konsulinden er den en sygehistorie, en studie i normalkvindelighedens indre ubalance. Tekstens spænding beror på det paradoksale i, at Margrethes stadig mere patologiske personlighed fungerer gnidningsløst i familielivet. Den er et resultat af opdragelsen efter det hovedprincip, at pigen skal vide mindst muligt om virkeligheden og især dens fysiske sider. Moderen overvåger uvidenheden, og kun når datteren er fysisk syg og hendes energi derfor svækket, bliver deres forhold inderligere: „Margrethe kunde blive ganske rørt, naar hun tænkte paa, hvor god Mama var imod hende, naar hun var syg. Det var egentlig Baandet imellem dem“. En kunstnerisk fætter vækker hendes sanser ved at citere Aare strups digt „Var det Synd?“, så da faderen gennemtvinger, at hun skal have botanikundervisning for at lære et eller andet om virkeligheden, forelsker hun sig straks i den ambitiøse lærer, der taler smukt om blomsternes formering. Hans følelsesliv er imidlertid iskoldt magtbegær, og hans karrighed med kærlighedsytringer passiviserer hende helt. Mens han er bortrejst for at studere det arktiske klimas indflydelse på forholdet mellem insekter og blomster, indleder hun et forhold til en maler, som dog trættes af hendes uvidenhed og ensidige optagethed af erotik som narcissistisk stimulans: „Saa længe hans Arme sluttede hende inde i Lidenskab, hans Læber hviskede Elskovsord i hendes Øre, savnede hun intet“. Da han forlader hende, vil hun drukne sig i havnen, men i stedet drukner hun sig i ægteskabet med botanikeren.(Dansk Litteraturs Historie)

"Sodoma" (1912) fortæller den gamle historie om den smukke, men naive pige, der bliver forelsket i en samvittighedsløs ung mand. I dette tilfælde en socialistisk agitator. Han tvinger hende til prostitution og tager alle hendes penge. Til sidst forstøder han hende og ender som rig fabrikant, gift med en pige fra en af byens rigeste familier, mens den unge pige, han lokkede på afveje, til sidst dør af delirium, nedbrudt og hæslig. Forfatteren, Chr. Gjerløv, var ansat i Politiet som opdager og bruger sit kendskab til byens natteliv og kriminalitet i bogen. Det er en almanakhistorie, og bogen har ikke store litterære kvaliteter. Der er ingen dybde i personskildringerne, og forfatteren kan ikke dy sig for at moralisere. Men bogen blev meget populær og udkom i mange oplag, og den giver et godt indblik i hvordan fattigdommen var i København før første verdenskrig - og hvordan mennesker som bogens forfatter tænkte og reagerede.

"Løvetandsfnug" er en samling prosastykker af Sophus Claussen. Her er erindringsglimt fra bardommen og ungdommen, blandt andet om tiden som journalist i Horsens, overvejelser om lyrik og forskellige forfattere og rejseindtryk fra Sydeuropa. I "Løvetandsfnug" kommer læseren helt ind i værkstedet hos en af de største lyrikere, vi har haft.

Den Stundesløse er skrevet med Molières Den indbildt syge som skabelon. Hos Molière forlanger en hypokonder far for sit eget helbreds skyld, at hans datter skal giftes med en læge; hos Holberg kræver en fortravlet borger, der i realiteten intet har at forrette, at datteren ægter en bogholder, som kan gå faderen til hånde. Intrige og enkelte replikskifter har Holberg direkte hentet hos Molière. Helt original er imidlertid Holbergs brug af figuren Pernille, ikke kun som slagfærdig medspiller, men som reflekterende meta-figur, der som komediens skabende centrum indvier publikum i en intriges anatomi. Metoden forklares og udfoldes programmatisk i fire punkter:1. I komediens første scene præsenterer Pernille komediens hovedkarakter for publikum: „Der skrives nu saa mange Comoedier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs. Dersom nogen vilde tage sig saadan en for, kunde jeg give skiønne Materialier dertil af min Herre.“2. I anden scene diagnosticeres karakterens psyke: „Jeg har merket tit, at Herren har været gandske roelig, men saa snart han har hørt tale om Breve og Forretninger, er han bleven ligesom Don Qvichot, naar man taler om vandrende Riddere.“3. Derefter forklares et bedrageris anatomi og metode: „Den, som vil spille noget Puds, maa først søge at komme i dens Credit, som han vil optrække. (…) En Habil Tiener, der vil giøre et Skielmstykke, maa først udstudere sit Herskabs Naturel og iføre sig det samme (…) naar han for sine Forretningers Skyld finder det raadeligt at give sin Datter bort til en Bogholder, roser jeg saadant Partie, skiøndt jeg i mit hierte er saa lidt derfor.“4. Efter denne karakteranalyse følger den konkrete strategi. Metoden går ud på at „bringe Herren udi Forretninger og Urolighed“, og til det formål instruerer hun de øvrige sammensvorne i de roller, de skal agere.(Dansk Litteraturs Historie)

"Forårstaler" er en broget samling prosastykker - først og fremmest erindringer fra barndommen på Lolland og overvejelser om hvad litteratur og malerkunst er og skal være.

Helten er en roman af den danske forfatter Harald Kidde (1878-1918) og regnes for hans hovedværk. Den er af mange litteraturforskere anset for at være en af 1900 tallets væsentligste danske romaner. Romanen er oversat til fransk, tysk, norsk og vietnamesisk og er den eneste af Kiddes romaner, der solgte i større oplag. Hovedpersonen er en fattige lærer Clemens Bek, der er sand kristen i en verden af hyklere – altså en troens helt.Handlingen foregår på Anholt, men er inspireret af Kidde-familiens tilknytning til Læsø. Harald Kiddes mor Inger Dorothea "Doris" Corneliussen (1848–1931) blev fem år gammel sendt i pleje på Læsø hos sin moster Polly Ørum, hvis mand Erik Frederik Ørum (1810-73) var tolder på Læsø i årene 1853–71. Doris forlod øen som syttenårig i 1865, og blev seks år senere blev hun gift med Harald Kiddes far den tredive år ældre amtsvejinspektør Christen Kidde i Vejle. Hendes moster Polly havde behandlet Doris hårdt, og hun havde oplevet sin tid på Læsø som et mareridt:(Wikipedia)

Novellesamlingen "Mellem to kyster" udkom samme år som Sophus Claussen havde sit afgørende gennembrud som lyriker med "Djævlerier" - 1899. Rejser og kærlighed spiller som altid i Claussens ungdomsår en vigtig rolle i disse fortællinger.

Sophus Claussens næstsidste digtsamling, Titania holdt bryllup, indeholder et skuespil og elleve digte. Endnu som 62-årig kredsede Sophus Claussen om sin ungdomsforelskelse, der livet igennem optog ham. Som han selv siger her:Ak, den unge Svæven, ak, den lange Favnenaf den korte Drøm om evigvarig Lykke,ak, den sære Sværmen, Kyssen, Savnen! Skal dens Fryd og Sorger fylde hele Livet,elskes, æres, til den helt udtømmes,og er ingen Skaben mere givet?

Romanen skildrer den unge jøde Jacob Bendixens problemer med at finde sin plads i det danske samfund. Han er splittet: På den ene side er han dybt forbundet med sine jødiske rødder og nærer en indgroet mistænksomhed over for danskerne som følge af barndommens forfølgelser og spot. På den anden side er han forelsket i det danske og ønsker at blive accepteret. Den megen hån, han tidligere er blevet mødt med, og hans nærtagenhed i den anledning, betyder, at han dels reagerer uhensigtsmæssigt voldsomt på den spot, han stadig kan møde, og også ofte ser forhånelser, hvor der ingen er, eller har svært ved at lade andres velvilje tælle for velvilje og ikke nedladenhed. Romanen er allerstærkest i skildringerne af dette psykologiske kompleks, hvor den knivskarpt holder balancen mellem samfundskritik og psykologisk karakteristik. Disse vanskeligheder lader sig i sidste ende overvinde af Bendixens talentfuldhed, af hans egen gradvise frigørelse fra de jødiske miljøer og af hans møde med mere fordomsfri venner i studentermiljøerne. Men da raceforskellene i sidste ende betyder, at han mister sin forlovede, den kristne Thora, hvis navn patetisk-ironisk er identisk med den jødiske helligskrift, brister det for ham, og han vender sig i formørket had bort fra det kristne samfund og overtager den mest foragtede jøderolle, samfundet overhovedet kan tilbyde ham: ågerkarlens. Han, der hele tiden har kæmpet imod at blive låst fast i kulturens vrængbillede af en jøde, ender som selvsamme vrængbillede.(Dansk Litteraturs Historie)

I "Hinsides" (1900) beskriver Helga Johansen sin sindssyge, sin afhængighed af opium og sit ophold på Skt. Hans. Hans Otto Jørgensen skriver i "Horden" (2015) om bogen."Når man læser "Hinsides", er det første, der slår en, hvor tæt en skrift, det er, man har med at gøre. Den er så mættet. Der er noget af den samme ud-over-alle-grænser-opslidende-arbejde-med-stilen som hos J.P. Jacobsen. Man undres over, at det overhovedet kan lade sig gøre".

Splittelsen mellem flid og drømmeri, pligt og lyst, borgerlig orden og personlig frihed, som allerede prægede Palnatoke Olsen, er hovedtemaet i Drachmanns første roman En Overkomplet (1876). Den 16-17-årige Erik har svært ved at underordne sig sin faders strenge krav om regelmæssig livsførelse og vedholdende skolearbejde. I sommerferien, som tilbringes i Fredensborg, vil han hellere strejfe om i den nordsjællandske natur end repetere latinske forfattere fra gymnasiets pensum. Dagen lang hengiver han sig til drømmerier i slotsparkens lindealleer mellem de mytologiske og allegoriske statuer og mindesmærker, sejler på Esrom Sø eller vandrer til Gurre og Hornbæk. Ved synet af vennen Adolfs uhæmmede dyrkelse af vinens og erotikkens fornøjelser, lægger han imidlertid sin livsstil om og udvikler sig til en pligtopfyldende akademiker. Adolf er overkomplet, „vaklende, drømmende, villieløs, bevæget hid og did af ethvert Indtryks Strømning“, fordi han lever alene uden faderlig vejledning med sin smukke og eftergivende mor, som både Erik og hans fader forelsker sig i. Erik anerkender faderens fortrinsret og afvikler dermed sit ødipuskompleks. Mens han studerer og arbejder i udlandet, dør begge forældrene. Adolf forfalder til druk og udsvævelser og synker socialt, men reddes af kærlighed til en ung opvarterske i et værtshus, en pige af folket hvis jævne baggrund opvejes af hendes rene jomfruelighed. Hun er den første udgave af det kvindeideal, som Drachmann siden forfulgte og færdigudviklede med Edith-figuren i hovedværket Forskrevet – (1890). Da Adolf og pigen gifter sig, bliver han komplet, og de kan udvandre til USA. På skibet rager parret op over mængden, „fast omslyngede, store, stærke, naive Skikkelser.“(Store Danske Encyklopædi)

Seks år gammel kom Meïr Goldschmidt i huset hos sin onkel, der var købmand i København, og blev der i to år, til hans far slog sig ned som købmand i Valby. Indtryk fra købmandsgårdene er brugt i disse noveller fra den gamle købmandsgård, hvor købmanden herskede uindskrænket over de mange butikssvende og piger, men hvor de unge svende alligevel kunne finde ud af at mødes hemmeligt med pigerne. Novellen "Tømmerpladsen" fortæller om sådanne møder, en ny udgave af den gamle historie om Pyramus og Thisbe.

Genboerne, egl. Gjenboerne, komedie af J.Chr. Hostrup, opført 1844 og utallige gange siden, baseret på idéen om modsætningen og forsoningen mellem det satte borgerskab og studenternes åndsverden, i skikkelse af kobbersmedemesterfamilien og Regensens beboere.En forelskelse bygger "en Bro, der knytter Livet til Ideen". Løjtnant von Buddinge, store skuespilleres komiske glansnummer, er bejleren, der forsmås for sin opblæste opportunisme.(Store Danske Encyklopædi)

Spændvidden i Hertz' lyriske produktion stor. Hertz' digtekunst omfatter rene lyriske stykker, selvbiografiske og bekendende digte, skæmtende rimbreve, rolledigte, satirer og fortællende digte, hvoraf flere er nordisk-mytologiske af karakter. Også i hans lyrik fornemmer man dramatikerens Hertz' sans for absurde situationer og besynderlige figurer. Det ser man fx i showstykket „Skriftemaalet“, hvor den ærværdige pater Joseph er villig til at lade enhver synd passere, blot der bedes lidt bønner og foræres stadig større mængder vokslys til klosteret. Men da det afsløres, at alle skriftebarnets synder er begyndt med, at han af nød og sult har stjålet en kapun fra den ærværdige pater selv, er det slut med syndsforladelsen.Blandt de "kendteste af Hertz' poetiske arbejder den korte digtkreds „Erindringer fra Hirschholm“ (1832), der består af „Posthuset i Hirschholm“, „Billardet i Hirschholm“ og „Hyacintherne“. Digtenes baggrund er det førnævnte ferieophold med ægteparret Heiberg, hvor bl.a. deres fælles Bellman-interesse udgjorde en del af underholdningen, og digtkredsens to første digte er da også skrevet på strofeformer hentet i Fredmans Epistler. Bellmans erotiske frimodighed er stærkt dæmpet hos Hertz, men blandingen af vemod og letsind, den stilistiske elegance og sansen for antydningen og detaljen deler Hertz med Bellman. Centralt i digtene står Johanne Luise Heiberg, der opfattes i et idyllisk skær med strejf af en kun halvt udtalt erotik. "(Dansk Litteraturs Historie)

Digteren skaber en lyrisk korrespondance mellem jordens indre kræfter og digterens indre kræfter i et formende greb, hvor det kvindelige og mandlige med centrifugal kraft slynges sammen i poesien. Det sker i de år til akkompagnement af 1. Verdenskrigs kanontorden og ødelæggende smerte, som digteren skaber en kongenial poetisk praksis til i Fabler. I samlingens to kernedigte, de mægtige „Mennesket og Digteren“ og „Digteren og Daarskaben“, beskriver Claussen kunstnerens dilemma og sætter et skel mellem mennesket og den poesi, han fostrer. Hvor mennesket apokalyptisk forliser „korsfæstet paa den nøgne Vinduspost“, genopstår digteren triumferende med de finale og i alle henseender udødelige ord: „Jeg har alt, hvad jeg behøver. / Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord“. Den vældige patos forlænges ind i „Digteren og Daarskaben“, hvor digter-jeget ikke sætter skel, men i stedet ophæver det. Han definerer poesien som nabo til vanviddet og påkalder sig både den hellige Frans af Assisi og tidsfilosoffen Nietzsche som vidner på, at den heroiske lidelse er både skabende og ødelæggende.(Dansk Litteraturs Historie)