Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Hostrup var i Foraaret 1844 bleven Huslærer hos Justitsraad M. B. Nyegaard paa Kokkedal ved Rungsted, og i de herlige Omgivelser i dette nordsjællandske Landskab fik han Ideen til sit danske Sommerskuespil ”Eventyr paa Fodrejsen”. Under Opholdet den første Sommer paa Kokkedal udførte han dog knapt mere end én Akt af Stykket, men Planen til den følgende Scenegang modnedes hos ham, og i Foraaret og Sommeren 1847 fuldførte han Arbejdet, medens han nu - efter at Huslærertiden var forbi - boede saramen med sin Moder paa Svanemosegaard overfor Blaagaardsvejen. Stykket blev indsendt til det kgl. Teater og strax antaget, ligesom det ogsaa var Teaterdirektionens Hensigt hurtigt at bringe det til Opførelse; men Christian den Ottendes Død og den begivenhedsrige Tid, der fulgte efter, forhalede Opførelsen nogle Maaneder, og ”Eventyr paa Fodrejsen" kom til at gaa over Scenen første Gang den 15de Maj 1848. Man var altsaa midt i Krigs-begtvenhederne, men ikke desmindre vakte Stykket stor Opmarksomhed og opførtes syv Gange for fuldt Hus endnu inden Udgangen af samme Maaned. Phister spillede Skriverhans, Fru Heiberg Johanne; C. N. Rosenkilde var Assessor Svale og Michael Wiehe og Hultmann de to Studenier, Eibæk og Herløv. Med ”Eventyr paa Fodrejsen" vandt Hostrup en saa afgjort Sejr, at hans Navn som dansk Lystspildigter nu var sikret.(Illustreret Dansk Litteraturhistorie)

Hjemløs blev offentliggjort løbende i Nord og Syd i årene mellem 1852 og 1857, og den er med sine henved 1000 sider i moderne udgaver (omkring 1600 sider i originalen) en af den danske litteraturs første virkeligt omfangsrige romaner.Hjemløs er en dannelsesroman, der beskriver den unge og talentfulde Otto Krøyers udvikling gennem tre faser: „Hjemme“, „Hjemløs“ og „Hjem“. Vægten er lagt på hjemløshedsfasen, der fylder 2/3 af bogen. Den er mere beskrevet som Ottos søgen efter skæbne og mening end som hans eksil. Otto bevæger sig fra den intime lilleverden i barndomshjemmet til et langt møde med det fremmede i den omkringliggende verden, først i København, siden under en lang udenlandsrejse i revolutionsåret 1848. Efter udenlandsrejsen vender Otto hjem først til København, hvor han imidlertid hurtigt viser sig ikke at høre hjemme, og siden til sin hjemegn, hvor han besinder sig på et mere ydmygt kald som meningsgivende for sin tilværelse. Men efter kort tid dør han af en skade, han har pådraget sig under en redningsaktion i forbindelse med en brand.Hjemløs er ambitiøs i sit oplæg. I Otto Krøyers liv tegner den et omfat-tende skæbnemønster, hvor hans jagt på en skæbne, som er værd at have, får ham til at vokse i format. Men samtidig løber hans liv ligesom ud i sandet. Han forbryder sig imod kærligheden i en følt, men samtidig kynisk kærlighedshistorie med småborgerdatteren Pauline, og det kommer i sidste ende til at spærre for fuldbyrdelsen af hans store kærlighed. Han vinder alligevel til sidst en stor skæbne, da han dels går i et med det store projekt, han har hjulpet vennen Peter Krøll med at sætte i værk, dels giver sit liv i forsvar for mennesker, han elsker og også før har beskyttet. Den grundlæggende forestilling i bogen, nemesistanken, formuleres af den idealt sindede verdslige jøde de Castro, som Otto møder under sit ophold i Rom:(…) den himmelske Retfærdighed er forskjellig fra den jordiske, der slaaer Hovedet af Synderen. Nemesis tilsigter med al sin Strenghed noget positivt Godt. Der er i Tilværelsen en overskydende Sum af Kjælighed, som gjør, at vi lønnes lidt mere, end vi menneskelig taget have fortjent, og straffes lidt mindre, end vi have fortjent, og deraf opholdes Verden. (Dansk Litteraturs Historie)

Lidelsens Vej (1896-97, udgivet 1903) er komponeret som en klassisk dannelsesroman i tidens stil, som den kendes fra Jørgensens, Michaëlis' og Johannes V. Jensens ungdomsromaner. Men dens filosofiske indhold er langt mere omfattende. Den mandlige hovedperson Salomon Simonsen følges gennem tre af livets stadier over formlen: hjemme, hjemløs, hjem. Barndommen i provinsen følges således af de udsvævende studieår i København, før helten vender hjem til sit og sig selv med en indsigt, der betyder, at hans liv kan foldes ud på et højere niveau end tidligere. Romanen har som undertitel En Selvbiografi af en Afdød og henviser dermed til B.S. Ingemanns versroman Tankebreve fra en Afdød (1855), der tilsvarende ser det afsluttende visdommens stade som transcendentalt. Ved dannelsen af selvet kommer mennesket hinsides i en tilstand af fuldkommenhed, der hos Ingemann er platonisk, hos Dalgas buddhistisk; hovedpersonen er ved romanens afslutning i et Nirvana, hvor han er afdød fra den almindelige verdens krav, krop og behov.Romanen er formet som en erindring, hvor den kommunale regnskabsfører Salomon Simonsen lukker sig inde med sig selv og silkepudlen Fidivav i provinshjemmets interiør og gør livets regnebræt op. Med manddommens visdom fortæller han om sit andet og yngre jeg, dets brud med og søgen efter ny autoritet i en dannelsesmæssig trinfølge.I barndommens hjemmeliv er det den spidsborgerlige stedfars autoritet, der sættes på spil, tillige med kirkens ved konfirmationen, hvor den sarte og sensible Salomon i et epileptisk syn ser menigheden – og dens tro – forvandlet til en samling levende lig. En død overlevering. I storbyens hjemløse ungdomsliv er det først Estrups autoritet, studenten forsøger at gøre op med ved at engagere og realisere sig selv politisk. Dernæst forsøger han at realisere sig erotisk i byens muntert dekadente natteliv med løst kød, før han filosofisk og vidensmæssigt søger at realisere sig i forhold til sin rigtige biologiske far, den kynisk spekulative etatsråd. Endelig forsøger han sig med den opofrende kærlighed i skikkelse af etatsrådens plejedatter Prosa, med hvem han – som navnet siger – kan realisere det almene. De har en forlovelsesaffære i højsommerens lyse tid, før han gennemfører sit kierkegaardske brud med hende for at give sig hen til en „Helligdom, hvor ingen anden kommer.“ Den helligdom er selvet.(Dansk Litteraturs Historie)

Der er en uset voldsomhed på færde i de centrale digte i Claussens senværk, der fjerner dem fra det pikant dekadente og stedvis flirtende i 1890'ernes produktion. I forordet til Heroica skriver Claussen, at det gælder om „at udløse den Rhytme, man har i sig – at styre efter den udødelige Aritmetik, som bruges af Væsner i Bevægelse – den fuldeste Frihed og den højeste Ligevægt“. Digteren synes at have nået dette mål med sit værk, der i sin rytmiske udfoldelse er præget af fuld frihed og den højeste ligevægt mellem sindets poler. Kunstneren virker frigjort fra alle andre hensyn end de rent kunstneriske i sin aristokratiske radikalisme. Digteren ser sig selv som skuende på Olympens top og anråber Apollon – „Solgud og Mesterskabs Aand“ som sit sande jeg i sit store klassisk metriske og triumferende homeriske heksameterbrev til ungdommens tårnbroder Johannes Jørgensen. Over for Jørgensens paniske og svage tro sætter han sin egen skabende ånd, der som et atom jager igennem solen mod stærkere stjerner i en ekspansiv kosmisk udvidelse af digterens poetik. Han gentager spørgsmålet fra sine debutdigte i Naturbørn: Hvem er jeg? Her 30 år senere kender han nu svaret: „en eneste Aand gennem skiftende Verdner“! En ånd, der i en synæstetisk overgang får sfærerne til at synge og „selve Guds Sol til at danse“. I titeldigtet „Heroica“ ser han kunsten som en dyst, hvor enhver lav modstand skal mødes med „Kraft som Aand“.Sophus Claussen driver sin overmenneskelige vitalisme meget vidt i sit poetiske testamente i 1920'erne og lader verset i en sidste stolt knejsende gestus ryste sin løvemanke. Det nerveliv, som Johannes Jørgensen og Knut Hamsun tilbage i 1890'erne mente skulle være så sensibelt, at digterne kunne mærke selv de mindste forskydninger mellem atomerne, sætter Claussen nu i et oprør i forlængelse af sin viljebestemte heroisme. I afslutningsdigtet „Atomernes Oprør“ ser han sig selv som atomet, der får solen til at danse. Som Nietzsches filosofi er hans poesi dynamit, der føder dansende stjerner. Teksten virker som en moderne fremskrivning af Johannes' Åbenbaring fra Bibelen, og påkalder sig da også både påskelammet og fisken i en storladen apokalyptisk vision, hvor digter-jeget til sidst besinder sig og beder om nåde på klodens vegne. Hvis ikke den skal gå under i atomernes eksplosive ekspansion, må atomerne – og sindbilledligt digteren – holdes på plads i „Livsligevægten“s spænding.(Dansk Litteraturs Historie)

Efter skæmtedigtenes misantropiske udladninger, der konkluderer, at det er klogere at være tilskuer til livet og le ad det hele end at involvere sig og græde, er det overraskende i samlingens sidste tekst, „Zille Hans Dotters Gynaicologia eller Forsvars Skrift for Qvinde-kiønnet“, at møde en person, der sukker efter at prøve kræfter med livets mangfoldige udfordringer. Skridtet fra satirernes bistre mandsstemme til Zilles muntre pigerøst betyder en ny synsvinkel i forfatterskabet. Med Zilles Forsvarstale overskrider Holberg det psykologiske felt, Skiemtedigtene begrænser sig til. I en vis forstand er dette sidste digt Holbergs mest radikale, fordi det ikke fokuserer på psykologiske skævheder, men på den samfundsskabte virkelighed, som satte grænser for kvindekønnets udfoldelse.I digtet fortæller Zille om, hvordan hun allerede som lille bemærkede, at samfundet ikke giver piger de samme muligheder som drenge, selv om de har evnerne. Så for at piger ikke „ved Naturens Dom / Til Spinderok bør nødes“, foreslår det kvikke barn, at man venter med at give børn navne, til man kender deres evner. Så kan man kalde en dreng „Ingebor, Lucie eller Marthe“, hvis han har en „Rokke-Hierne“, og en pige Peder, hvis hun viser tegn på visdom og dyd. Ved således at skelne mellem evner, som naturen giver os, og samfundets roller tager Zille livet af gamle fordomme og slår optimistisk vinduet op til nye samfundsmæssige perspektiver. Enevælden løste individet ud af traditionens standsfængsel; Zille løser kvinden ud af et endnu ældre køns-fængsel. Som bilag til sit forsvarsskrift serverer hun med et glimt i øjet en strøm af muntre eksempler på mandlig uduelighed og kvindelig formåen for dog til sidst at præcisere sit anliggende: „Jeg Sværdet ei af Skeden tar, / Naar man kun tilstaaer dette: / Hvis Mere os betroet var, / Vi kunde Meer forrette.“Med Zille Hans Dotter lukker Holberg rollebegrebet ind i sit forfatterskab i en dobbelt betydning. Samfundsteoretisk ved at vise, at de funktioner, som henholdsvis mand og kvinde varetager, ikke er naturgivne, men samfundsskabte. Og teatralsk ved med Zille som debattør at skabe en „rolle“, hvor Mickelsen og Justesen blot er masker.At „Zille Hans Dotters Forsvars Skrift“ peger frem mod Holbergs senere komedieproduktion, er evident, men Holberg havde aldrig på egen hånd kastet sig ud i denne, hvis København ikke på dette tidspunkt havde fået et komediehus. At et sådant imidlertid kunne åbnes, viser, at Holbergs digtning – trods al modstand – imødekom et behov i tiden.(Store Danske Encyklopædi)

J.P. Jacobsen skrev digtsamlingen "Hervert Sperring", da han var omkring tyve år. Han skrev i en senromantisk stil, og resultatet er ret famlende, men interessant som de første lyriske forsøg fra en af vores største sprogkunstnere. "Forfatterweb" skriver om samlingen:llerede fra 9-års alderen skrev Jacobsen digte, og selv om han ikke i samtiden blev anset for lyriker, er hans talent, som det fremstår i prosaen, ikke mindst af lyrisk karakter. Sin første digtsamling, Hervert Sperring , der blev til 1866-68, gik den unge digter forgæves til forlagene med, og heller ikke Georg Brandes ville anbefale dens udgivelse. Hervert Sperring rummer en række spredte digte i forskellige genrer, der alle kredser om det senromantiske tema: forholdet mellem fantasi og virkelighed.Hervert er en ung mand, der ikke kan få hold i virkeligheden, fordi han hele tiden i drømme og længsler føres bort fra den. Digtene skildrer hans drømmerier, og den kærlighed, han ikke kan fastholde. Hans elskede finder en anden, og digtcyklussen munder ud i titelpersonens død. Den melankoli, der udtrykkes i dette ungdomsarbejde, er den samme, som optager det efterfølgende forfatterskab: den æstetiske dyrkelse af tabet af eller afstanden til det elskede objekt.

I en række af novellerne i "Drømme, der svandt" skildres tilværelsen i samfundets nedre klasser. "Dette er udpræget i ”Kampen om Tilværelsen”, hvor en professor ikke helt selvvalgt får mulighed for at efterprøve sine darwinistiske evolutionsteorier om tilværelsens kamp i praksis, da han må stride som arbejdsløs. ”Madame Jensen” viser en kvindes tilværelseskamp med sin forsørger, der ikke vil kendes ved hendes barn – men forlanger hendes kærlighed til sine fem. Her præsenteres et inverteret lykkebegreb, da hun vælger at indordne sig under hustruvold og drukgæld, men kalder dette en slags lykke.Andre mere specifikke problemstillinger slås også an heri: en kunstners selvopholdelse i ”Døden”, der sammen med to ovennævnte også kredser om en menneskelig dekadence; en allegorisk forklaring af parlamentarismens indførelse i ”Systemskifte”; endvidere ”Lykkens Land”, som Vilhelm Andersen betegner som den mest nietzscheanske af Hansens tekster. Denne synes sammen med den senere ”De Saliges Øer” at være en søgen efter øen, hvor Nietzsches karakter og talerør, Zarathustra, bor, som netop kaldtes ”lyksalige øer”.Et vigtigt tiltag i Drømme, der svandt er dog åbningsfortællingen ”En Forårsdag”, der giver sig i kast med mere formeksperimenterende tiltag. Denne er nok noget nær det mest prosalyriske, som Hansen har skrevet."(Kulturkapellet)

I 1882 udgav Karl Gjellerup dannelsesromanen "Germanernes Lærling", hvor hovedpersonen Niels Hjorths udvikling har stærke lighedspunkter med Schandorphs Thomas Fris'. Niels Hjorth er ligesom Thomas Fris tilhænger af det nationalliberale Højre. Han opmuntres til at studere, men taber troen og ender som repræsentant for Venstre i Folketinget.Germanernes Lærling mangler dog helt Schandorphs fremskridtstro. Niels Hjorth, der studerer teologi, mister troen i mindre grad, fordi han stifter bekendtskab med den tyske bibelkritik, end fordi læsningen af Lessing, Schiller og Goethe vækker hans skønhedssans og følelsesliv på en måde, som de kristne tekster og ritualer ikke længere formåede. Med et billede fra planteverdenen tænker han, at det sædvanligvis er tanken, der rydder de gamle vækster, hvorefter rødderne nede i følelsernes muld siden ofte spirer på ny, men at det for ham havde været omvendt, „efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit (…) Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og løber bort som Vand under sin egen Brohvælving“.Niels Hjorth stammer fra en gård i Vonsbæk, i den del af Sønderjylland, der blev tysk efter 1864, og hvor drømmen om at vende tilbage til Danmark vedligeholdt et idealbillede af fædrelandet og dets nationaltsindede politikere. Som seminarist og hjælpelærer på Fyn og Sjælland lærer han landsbysamfundets forskellige typer at kende uden blandt dem at genfinde noget af barndomsmiljøets idealisme. Romanen åbner med folketingsvalget 1873, hvor „Pelsværket“, „Vadmelen“ og „Vinterfrakkerne“ møder frem for at stemme og siden diskuterer resultatet på hjemvejen og i kroen. Mellem greven og bønderne befinder Hjorth sig som lærer sammen med egnens øvrige funktionærer, provsten, præsten, herredsfogeden, godsforvalteren samt fuldmægtigen, der er blevet overtalt til at stille op for Højre uden chance for at slå de overtallige bønders kandidat. Skildringen er livlig, scenisk opbygget, fyldt med realistiske beskrivelser af mennesker og replikskifter på mange sprogniveauer og dialekter.(Dansk Litteraturs Historie)

Ivar Holt i Støv og Stjerner er en æstetiker, der, som Des Esseintes i J.-K. Huysmans' Á rebours, drømmende henlever sit liv i vegetativ plantelignende vækst, lukket inde i sit eget sjælelige drivhus: „Han bevarede den ævne til at hylle sig ind, når livet gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og lavede drivhus indenfor, hvor jeg-følelsen skød vildt op i den tropiske hede“. Ivar Holt er digterspire og sværmer på lange, særegent psykisk skildrede cykelture for anelserne i naturen og deres inspirerende indvirken på den fantasi, der konstituerer hans væsen. Han virker ikke ved sanserne, men ved ånden alene. Han viser erotikken og kærligheden i kvindens skikkelse fra sig for ikke at realisere det almene, og gradvist nedkøles hans væsen, og han ender i ensom død i en snedrive. Hans „umenneskelige kulde (…) har bragt ham til den yderste grad af resignasjon“, og denne opgiven over for en „verden, der er gået i stykker“, sender ham i døden. Ild og is er genkommende og fascinerende symboldannelser hos Knud Hjortø, der lader elementerne mødes som billede på det spaltede jeg.(Dansk Litteraturs Historie)"Støv og stjærner" er første bind i en trilogi, der fortsætter med "To verdener" og "Hans Råskov"

"Rids" er Helga Johansens debutbog, oprindelig udgivet under pseudonymet "Et Fruentimmer". Den rummer tre dramatiske situationer - Charlotte Corday i sin celle efter mordet på Marat, en samtale mellem to veninder, og et skuespil, der handler om sindssyge og indlæggelse på Skt. Hans - ligesom Helga Johansens hovedværk "Hinsides". "Rids" er gengivet som OCR-indlæst dokument. Der er ikke foretaget grundig korrektur.

"Bundfald" handler om en københavnsk dreng omkring århundredeskiftet, der vokser op med druk og vold, kommer på opdragelsesanstalt og senere uretfærdigt anklages for brandstiftelse og slår ind på forbryderbanen, der ender med mord. Selv om "Bundfald" ikke er stor litteratur og afsnittet om, hvordan han renses for anklagen for brandstiftelse ikke virker ganske troværdigt, og selv om bogen har en ret moraliserende tone. giver den et godt indblik i den fortvivlende fattigdom før første verdenskrig. Bogens forfatter, Christian Gjerløv, arbejdede i mange år som opdager i Københavns Politi og kendte indgående de forhold, han skriver om.

Harald Kidde debuterede i 1900 med en samling korte symboliske prosalyriske tekster, "Sindbilleder", opfulgt af "Luftslotte" i 1904. Disse korte fortællinger og dialoger er skrevet i en tidstypisk symbolistisk eller allegorisk stil. „Parabler“, kaldte forfatteren dem selv. En lignende allegoriserende kortprosa finder man hos fx Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg og Ernesto Dalgas. Det gennemgående motiv er følelsen af fremmedhed, håbløshed og træthed."Parabler", der først blev udgivet i 1948, indeholder endnu en række af disse korte tekster, der kan være naturbeskrivende, religiøse eller gå tilbage i historien.

"Trefoden" er ikke noget storværk. Den er et polemisk debatindlæg i versform - et angreb på litteraturanmelderne Otto Borschenius og Edvard Brandes, der ikke værdsætter fantasien. Claussen kalder dem O.B. og E.B. og lader den sidste rime på "WC". Tonen er skarp, og detaljer i diskussionen kan føles forældede, men det er altid godt at blive mindet om fantasiens ret, og man kan her som altid beundre Sophus Claussens versekunst, der virker så legende let som Heines strofer.

"Den klareste datter-stemme i dansk gennembrudslitteratur har jeg fundet det, hvor jeg mindst ventede det: i Ragnhild Goldschmidts anonymt udgivne "En Kvindehistorie", 1875"(Pil Dahlerup i "Det moderne gennembruds kvinder")Ragnhild Goldschmidt var søster til forfatteren M.A. Goldschmidt, som hun holdt hus for. Hendes eneste bog, "En kvindehistorie", fortæller en tragisk livsberetning på en måde, der kan minde om Blicher, men lader den raffineret bestå af forskellige personers tolkninger og stemmer, der flettes ind mellem hinanden.

Helsen & Co. handler om 'blodets' dobbelttydige tale, når moderskabet og kærligheden skulle genoplives i det nye udadvendte kvindeliv. Terese vil virkeliggøre utopien om et fuldkomment fællesskab mellem ligestillede parter. Hun bliver designer og kompagnon i den møbelsnedkerforretning, hendes mand Erik Helsen etablerer, og omdanner deres dagligstue til en „Værkstue“, hvor skellet mellem arbejde og hjemmeliv er ophævet. Utopien strander på moderskabet, som dels forstyrrer Tereses arbejde, dels ændrer Eriks følelser for hende. Han ser hende efterhånden mest som sine børns mor, hvorimod hun får „sære Drømme om en ganske fantastisk Lykke“, hvor hendes mand er en elsker, hvis „Glød ikke sluktes i Hverdagslivets Nøgternhed“. Hun forklarer sin utilfredshed som „Trolddom“ og „Hængedynd“ fra den gamle kvinderolle, mens Erik ingen problemer har med sin traditionelle mandsrolle. Da et „pludseligt brutalt Begær“ blusser op i ham, er han Terese utro med deres butiksdame.Terese vælger efter indre kampe at tilgive ham og resignere, men hun føler, at hendes mand på alle områder har trukket det længste strå, og mærker fristelsen til at give efter for „dette dunkle Ubevidste, vi bærer i os, og som synes ganske at unddrage sig Viljens Herredømme“. Driften, kærligheden, moderskabet, arbejdet, der skulle samvirke i den nye kvindes personlighed, viser sig at trække i hver deres retning.(Dansk Litteraturs Historie)

Ligesom romanerne "Kitty" og "Fortællingen om Rosen" handler digtsuiten Mina om den store ungdomsforelskelse. Digteren beskriver den mørkhårede pige, han er så stormende forelsket i, han beskriver jublende glæde og bundløs sorg over tabet af den elskede. Det er en historie, der udspiller sig alle steder og til alle tider og hver gang er lige ny og bevægende.

"Arvingen" (1865) er fra et overordnet synspunkt Goldschmidt selv, da han via fru Stillings vejledning i Rom er vendt tilbage til den hjemlige arv: dansk sprog og litteratur. Det litterære bo optræder i romanen som en herregård. Besiddelse forpligter. "Arvingen" er frugten af en sådan forpligtelse. Hovedpersonen Axel er fortælleren, hvilket giver selvbiografien en subjektiv forståelsesramme og form. Han er vokset op som arving til en dansk herregård. Faderen begår imidlertid et fejlgreb, da han kvitterer for et lån uden at få beløbet udbetalt. Uretmæssigt mister han derfor ejendommen.Under et forskningsophold i Rom møder Axel sin ungdomskæreste Astrid. Paradisisk har de sværmet for hinanden i de skønne haver på Østerbro (der dengang var ude på landet). Alene deres navne signalerer, at de er bestemte for hinanden som Adam og Adaminde. Men begge forsynder de sig imod kærligheden. Astrid vælger et rigt fornuftsægteskab for at kunne forsørge en afdød søsters børn. Som trøst kaster Axel sig i favnen på huspigen, hvilket får følger. For hendes æres skyld skingiftes de for kort tid efter at blive skilt. Da Axel og Astrid genses i Rom, blusser forelskelsen op igen. En lang række turbulente begivenheder i revolutionernes krigslarm fører dem til Ehden, der rigtignok er en paradisisk plet udenfor Tripolis. Cirklen er sluttet, men de får ikke hinanden. Astrid mister kræfterne og dør. I samme moment kaldes Axel hjem til faderens kiste. Under hans hjemrejse testamenterer de nye ejere ham herregården, som han lover sig selv at ville forvalte i Astrids ånd og som hendes 'arving'.(Epoke)

Af alle danske digtværker er Gurresange formodentlig det, der internationalt er mest kendt. Det skyldes især, at digtkredsen blev oversat til tysk af Rainer Maria Rilke og sat i musik af Arnold Schönberg.Gurresange bygger på sagnet om kong Valdemar og hans kærlighed til Tove, som han møder på Gurre slot.. Overmodig siger Valdemar, at Gud kan beholde sit Himmerig, har han blot Gurre. Tove dør, og kongen må til straf for sin gudsbespottelse jage vildt gennem natten uden at kunne finde gravens fred.

Ligesom En kritisk Tid er Neropolis egentlig en københavnerroman fra halvfemserne, der i stedet for Estrups tid er henlagt til Neros tid i det romerske imperiums sene og rige dødskamp. Men tyranniet og forfaldet er identisk og allegorisk gennemskueligt. Som den franske oplysningsfilosofi i 1700-tallet og de første franske dekadencestudier i 1800-tallet bruger Jakob Hansen det hedonistiske Rom til at gennemlyse sin egen tid kritisk, dens depravation, dekadence og sociale dårligdomme...Der lægges i romanen op til et systemskifte, men uden illusioner. Jakob Hansens historiske skildring følger også samtiden i anden forstand. Det er halvfemsernes historie om provinsstudenten, i skikkelse af hovedpersonen Junius Silvanus, der drager til den store by og fristes af dens muligheder. Han vokser ind i den herskende klasse og nyder dens privilegier, men nedbrydes også af dens depraverede og hensynsløse omgang med livet, der ødelægger hans sunde instinkter. (Dansk Litteraturs Historie)

Karl Gjellerup, der fik Nobelprisen i litteratur 1917, genfortæller i den smukke "Minna" sin og sin tyskfødte hustrus kærlighedshistorie. Romanens realistiske fortællestil, der var påvirket af Turgenjev, vandt ham et stort publikum i Tyskland, hvor han slog sig ned og levede resten af sit liv.

Illa Christensen (1851-1922), egentlig Mathilde Christensen, er en af de kvindelige forfattere, dr.phil. Pil Dahlerup beskæftiger sig med i disputatsen "Det moderne gennembruds kvinder", hvor det hedder om hende: "Hun havde kunstnerisk talent og vovemod, et usædvanligt indblik i partriarkatets psykologi og selvstændighed i sit eksistentielle standpunkt midt under naturalismen".

Da Claussen gjorde et udvalg af sine trykte og utrykte digte til samlingen Pilefløjter (1899), afsluttede han bogen med en troskabserkælæring til hjemmet og til det folk, digteren så gerne ville tjene. Han skrev på et skuespil, Arbejdersken, der i Herman Bangs instruktion blev opført på Folketeatret i maj 1898; det blev en eklatant fiasko. Stykket var en bedre skæbne værd, og det fik nogen oprejsning, da det i sæsonen 1925-26 spilledes på Arbejdenes Teater. Skuespillet kræver en lyrisk begavet kunstnerinde som fabrikspigen Jenny. Denne pige dræber fabriksherren, som har forført hende og forrådt arbejdernes sag; hun tager derefter sit eget liv. Digteren anskuede hende som heltinden i en græsk tragedie, ubøjelig og ubønhørlig; man kan tænke på Euripides' Medea og Fædra.Nederlaget var ved at tage modet fra Sophus Claussen i nogle år; det var for ham, i resten af hans digterliv, en gåde og en pine, at han ikke blev opfattet som en folkelig forfatter. Han ville være på een gang lyriker for de mange og får de få, Verlaine og Mallarmé.(Dansk Litteraturhistorie, Politiken 1977)

"Mit ubetydelige levnedsløb" er historien om hvor svært det var for en begavet pige i 1700-tallet.overhovedet at få lov til at læse og lære noget.***.Charlotta Dorothea Biehl voksede op som ene pige til en pigerolle hun aldrig accepterede. Hun lærte tidligt at læse og viste hurtigt en enestående læsehunger og begær efter viden. Hun støttedes heri til hun var otte af morfaderen, slotsfoged på Kbh.s slot og præsident i borgretten Hans Broer, der i modsætning til faderen forstod den sære pige. Efter hans pludselige død var hun overladt til faderen der, i hævdelse af en pater-familias-autoritet, forbød hende at røre en bog. Hvorefter hun under største anstrengelser skaffede sig bøger og læste på livet løs i smug. Trodsig, selvhævdende og ærekær synes hun at have lignet faderen så meget at alene dette var nok til at skabe den livslange konflikt mellem dem. Som pige fik hun ingen egentlig skolegang, alligevel kom hun til at beherske sit modersmål som en af de bedste, ikke blot i tidens rørende, men også den formelle kancellistil. Og i sin beundring for Holberg, der i sine sidste år var opmærksom på hende, var hun i stand til også at efterligne hans sprog. Desuden lærte hun sig efterhånden såvel tysk og fransk som også italiensk og spansk. Blandt husets venner i kredsen af hof- og statsembedsmænd var hun tidlig kendt for sin formuleringsevne. Og af stor betydning blev det at hun fra 1780 havde omgang med de franske skuespillere på Charlottenborgs scene, fra 1755 var inspektørboligen her hendes hjem, og hun fik indgående kendskab til dramaet i praksis ligesom hun satte sig ind i dets teori. 1760 blev hun sjælen i en lille trup der med den teaterinteresserede hofmand C. C. Danneskiold-Samsøe som initiativtager spillede privatteater.(Dansk Biografisk Leksikon)

I 1941 udgav Bodil Bech sin sidste digtsamling, året før hun døde. Det glødende erotiske i de tidligere digte viger her for en glødende alvor. Anden verdenskrig kaster sin tunge skygge over sindet, og Bodil Bech vender sig mod troen - gennem ekstatisk besværgende digte til guddommen.

"Kritiske studier og udkast", der udkom i 1880, da Herman Bang var 23 år, rummer litteraturkritiske analyser af franske forfattere og skildringer af teatrets skikkelser. Af særlig interesse er Herman Bangs lange og indgående artikel om Ibsens "Et dukkehjem".**Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880).(Dansk Litteraturs Historie)

"Ak! hvor forandret" er et ofte tilbagekommende tema i Blichers noveller. I denne novelle husker den midaldrende mand den landsbyskønhed, han forelskede sig dødeligt i tyve år før: "Jeg saae ved første Øjekast, at hun var den Fuldkomneste i sit Slags. En saadan Skjønhedsfylde, blussende, bovnende, og dog i de skjønneste Former, troede jeg aldrig før at have skuet. ".Nu får han lejlighed til at se hende igen. Men, ak! hvor forandret

Når man vil læse en god gyser eller spøgelseshistorie, så griber man ud efter Edgar Allan Poe, Bram Stokers Dracula, Frankenstein, noget Stephen King eller en bog af Anne Rice. Skal det være dansk, kan man kaste sig over Dennis Jürgensen eller Kenneth Bøgh Andersen. Men Herman Bang? Det ligger ikke lige for, vel?.. Og alligevel udgav han i 1907 en lille samling med tre overnaturlige noveller – Sælsomme Fortællinger. ..de tre historier er ikke uefne, og Herman Bang er ikke bange for at kaste sig over en ny genre, hvor han ‘udforsker vore egne Sjæles hemmelighedssvangre Dyb’ eller det der stiger op af ‘vor Bevidstheds forgiftede Sumpe’..( Sonny Ankjær Sahl, Vangsgaards blog)

Steen Steensen Blichers suveræne fortælleteknik er afgørende for, at han fremstår som den første store realist i dansk digtning. Hans mange skildringer af steder og mennesker bliver levende og vedkommende, fordi de formidles gennem fortællingen om begivenheder, som har grebet og rystet de mennesker, der fortæller dem.Samtidig fremstår paradoksalt nok novellernes dybeste udsagn af det forhold, at fortællingernes troværdige vidnesbyrd fremlægges på en sådan måde, at de vækker læserens mistillid til fortællerne. Vi tror på, at tingene er sket, som de fortælles, men fortællernes engagement i dem er så rystet og hudløst, at vi tvinges til at tvivle på, om de tolkninger, som de nødvendigvis må fremlægge samtidig med fortællingen, er holdbare.Dette forhold mellem begivenheder og fortolkning gjorde Blicher til tema for en af sine største noveller, Præsten i Vejlbye (1829). I dagbogsform fortælles om præsten Hr. Søren, der efter aflagt tilståelse henrettes for et mord, som det viser sig, han ikke har begået. Gåden i den historie er, hvorfor præsten tilstår, og forklaringen, som også fremstår af fortællingen, er, at det gør han, fordi han ikke kan andet. Ellers bryder ikke bare hans tilværelse, men hele hans tilværelsesforståelse sammen.Præsten i Vejlbye er den eneste fortælling af Blicher, som direkte har tilværelsens uigennemskuelighed som tema, men alle hans store noveller handler om den. Til syvende og sidst blev han en af Danmarks allerstørste fortællere, fordi han skrev sine noveller på den overbevisning, at menneskenes virkelighed er af en sådan art, at den hverken kan forklares eller fortolkes; derfor må den fortælles.(Dansk Litteraturs Historie)Mark Twains roman "Tom Sawyer, Detective" (1896) bygger på historien om præsten i Vejlby.Novellen har været filmatiseret tre gange, i 1922, 1931 og 1972

Ti Aar’ er essays i krydsfeltet mellem erindringsskitser og fiktion. De skildrer Bangs ”vandreår”, hvor han rejste rundt og i perioder bosatte sig i Centraleuropa. Udgangspunktet er 1877, hvor farfaderen døde, arven slap op og unge Herman måtte skaffe sig et levebrød. Som en sidste desperat udvej forsøgte han sig med at skrive – og således begyndte et af dansk litteraturs mest geniale forfatterskaber!Bogens morsomste indslag er fra Norge og Bornholm. Bang fortæller her med herligt lune og underspillet selvironi om at rejse rundt og forsøge at skabe sig en næringsvej med skuespil, oplæsninger eller foredrag. Det var bestemt ikke nemt og giver anledning til skæve, humoristiske og groteske skildringer. Nyd dem.(Litteratursiden)

Røverstuen indeholder hele lageret af veltjente klicheer: kærlighedsintrige, de eiskendes flugt på én hest midt om natten, den simple men ædle krybskytte, sårbar kvinde i stærke arme, uforsonlige forældre, tiden og døden der alligevel skaber forsoning etc. Alle kortene er lagt ud og alle kabaler går op - men i slutningen siges klart, at de mennesker og steder historien omhandler, er borte forlængst. Kun fortællingen er tilbage.(Arkiv over Dansk Litteratur)Fortælleteknikken bidrager til den særlige blicherske tone. Den holder ved sin fortæller en afstand til virkeligheden og dermed en påmindelse om, at det, læseren erfarer, ikke nødvendigvis er hele virkeligheden. Der eksisterer noget, der ikke umiddelbart kan gennemskues.Grundtonen i de bedste af Blichers noveller er mørk og pessimistisk. De kan begynde som idylliserende fortællinger efter biedermeier-normen, men de lukker snart op for dramatiske – ofte ligefrem kriminelle – forløb, der afdækker en bitter viden om tilværelsens lod. Blicher gør op med biedermeier i disse fortællinger, og med sin realisme i beskrivelserne af miljø og psyke peger han frem mod langt senere forfattere i dansk litteratur.Blicher tilfører litteraturen i Danmark en tragisk tone præget af en dyb indsigt i grundlæggende menneskelige vilkår. Der er hos Blicher noget bagved, vi ikke kan stå op imod, men som uanset vore bestræbelser griber ind og dikterer vort liv. Blicher fører os frem til denne indsigt og lader sin læser opleve det knugende og uafvendelige i dette „bagved”, som ikke kan forklares, men alene opleves som en ubønhørlig skæbne hinsides vanlige forestillinger om kristen tro og frelse.(Store Danske Encyklopædi)