Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Herman Bang udgav kun én digtsamling, og det er ikke som lyriker, han vil blive husket. Men der kan være grund til at læse hans digte, dels fordi de viser, hvilke tanker han gjorde sig, og dels fordi de i deres rimfri, besværgende form kan minde om JP Jacobsen og vise frem til senere digtere som Bodil Bech og Gustaf Munch-Petersen.

Trediverne var i almindelighed ikke så godt et årti for poesien i Danmark som tyverne eller fyrrerne, men netop da fornyede Bodil Bech sammen med Gustaf Munch-Petersen og Jens August Schade den danske lyrik med deres rimløse digte. Bodil Bech skriver især om den ugengældte kærlighed, men i "Flyvende hestemanker", der udkom i 1940, kaster verdenskrigen sorte skygger ind over hendes indre landskaber."Følelserne vælder af det indre og har ikke altid ydre foranledning, hvilket fremgår af udtrykket „genstandsløs Forelskelse“, der optræder i samlingen Flyvende Hestemanker (1940). Ligesom hos surrealisterne viser flere af digtene opmærksomhed på afstanden i det offentlige rum mellem menneskers stivnede ydre og de heftige bevægelser, der foregår i det indre. Opmærksomheden udmønter sig ikke i en egentlig kritik, men snarere i en formodning om et dybere fællesskab mellem mennesker på et følelsesmæssigt grundlag."(Dansk Litteraturs Historie)

Bredden i Bødtchers digte er som hos hans samtidige ganske stor. Forfatterskabet spænder over traditionelle romancer, versfortællinger, lejlighedsdigte og lyriske digte. På samme måde er der også et ganske vidt udtryksregister i digtene, der rækker fra et udspekuleret erotisk vanvidsstykke som romancen „Mundus og Paulina“ (1840) over det heroiske i romancen „Turneringen“ (1839) og det hverdagshistorieagtige i digtkredsen „Fuglen“ (1845) til smigrende hyldest- og hilsendigte til venner og bekendte som Oehlenschläger, Ingemann, Hauch og Winther. Overordnet betragtet er Bødtchers poesi dog lysere og mildere i sin karakter end Aarestrups, Winthers og Paludan-Müllers. Skønt de findes, er der færre vanvidsstudier, færre sønderflåede skæbner, færre interessante mørke, erotiske undertoner osv. ..Bødtchers italienske digte er præget af en lang række beskrivelser af landets folkeliv, der skildres i al sin varmblodede livlighed. De er også præget af en samhørighed mellem nutid og fortid. Den katolske kirke er kun ret sparsomt til stede i de italienske digte. Til gengæld er de romerske guder levende virkelighed for den, der færdes i Italien. Særligt det italienske landskab og – selvfølgelig – de antikke ruiner er gennemtrængt af dem, og deres levende nærvær afgiver vedblivende betydning til digtene.Det ser man bl.a. i Bødtchers ubetinget mest berømte digt „Mødet med Bacchus“, hvis første version blev offentliggjort i P.L. Møllers tidsskrift Gæa i 1846, men hvis klassiske form er fra Bødtchers digtsamling i første udgave. Det beskriver jegets møde med en yngling, som måske, måske ikke er vinens og rusens gud Bacchus (Dionysos). Vi møder jeget båret af et æsel på en tur i omegnen af Frascati nær Rom. (Dansk Litteraturs Historie

Vilhelm Bergsøes science fiction-fortælling om Flyvefisken Prometheus er skrevet i 1869 og foregår i 1969, 100 år senere.I 1969 er man blevet færdig med Panamakanalen og man er i gang med at bore en tunnel under Øresund ved at sprænge vej med "ultramarin-dynamit".Køge by er nu for første gang oplyst af elektrisk lys - to kulbuer for hver ende af gaderne. Men den største bedrift er dog dampflyvemaskinen Flyvefisken, der beskrives således:"Princippet er, som sagt, ganske det samme som Fiskens, kun at han har taget noget af Blækspruttens Bevægelsesmelodi med. Skibet flyder paa Vandet, let som en Svane, sænker sig derpaa indtil en vis Dybde, ved at indtage Vand og uddrive Luft, og skyder sig derpaa opefter i en skraa Stilling ved atter med Voldsomhed at uddrive Vandet, hvis sidste Hest det slipper lige som det naar Overfladen. De udstødte Vandmasser giver det en saadan Bevægelsesmængde, at det føres indtil to Hundrede Fod op i Luften. Her sættes Vingefinne-Systemet i Bevægelse, Skruehalen trækkes ind. Styrehalen stikkes ud, og i en susende Fart af halvandet Hundrede engelske Mil i Timen bevæger det sig gennem Lufthavet, indtil det træffer et Vand, som er dybt nok til at Skibet ikke sønderslaas mod Bunden under sin Nedflugt. Flyvefisken kan altsaa afgaa fra enhver Havnestad, hvor Vandet blot har en tilstrækkelig Dybde. Alle kunstige Stationer med deres Driftsmateriale og Besætninger spares - kort sagt, den bærer med rette sit stolte Navn „Flyvefisken Prometheus".

Romanen Fædra (1883) behandler motivet med den modne, erotisk krævende kvinde og hendes incestuøse forhold til en stedsøn. En dramatiseret version, Ellen Urne (1885), blev opført på Aarhus Teater.(Dansk Litteraturs Historie)

""Et ubetydeligt Menneske" handler om en ugift pige, der finder mening med tilværelsen som plejemor for sin elskedes "uægte" barn. Romanens indledning er en overordentlig vittig beskrivelse af "skyggetanter" i et københavnsk, borgerligt miljø... Psykologisk giver de første kapitler en intens beskrivelse af, hvordan en ung pige vælger en påtagen, dækningsløs opstemthed som værn mod faderangreb på hendes identitet. Det maniske forsvar kunne man kalde det".(Pil Dahlerup: "Det moderne gennembruds kvinder")

Betty Borchsenius var en kendt og feteret skuespillerinde, da hun i 1884 udgav en lille samling skitser fra dagliglivet blandt rige og fattige. Bogen slutter med opfordringen: "Gaa da ud i Livet, Du haardt-prøvede Kvinde."

Liv og Død (1899) rummer et par lykkelige kærlighedshistorier om dem, der hensynsløst følger deres drifter.

"Filtret høst" består af digte, Marie Bregendahl skrev over en periode på fyrre år og udgav på et sent tidspunkt af sit liv. Det er måske ikke den store lyrik, hvad hun selv var klar over, men de prunkløse digte giver et smukt indblik i hendes sind og fortæller en historie om den store forfatter, hvis bog "En dødsnat" senere blev beundret af Sigrid Undset, der sagde, at den var blandt perlerne i den danske litteratur.

Baggesen debuterede febr. 1783 med en håndfuld poesier i Chr. Iversens "Nytaarsgave" (Odense) og vandt snart et sådant ry at han kunne samle 1200 prænumeranter til sin første bog, Comiske Fortællinger, 1785. Heri optrådte han som elev af J.H. Wessel og C.M. Wieland. Versifikation og stil er den førstes, men Jens Baggesen lagde vægten på en mere moderne sprogtone og rimteknik, en kunstfærdigere periodebygning og en raffineret udnyttelse af modsætningsforholdet mellem lange og korte verslinjer. Fra sin tyske mester har Jens Baggesen den snart parodierende, snart følsomme, snart frivole diktion. (Dansk Biografisk Leksikon)

Bergsøes hovedværk Fra Piazza del Popolo er med litteraturhistorikeren Lars Peter Rømhilds ord „en rammefortællingskreds der bliver til en roman“. Bogens rammehandling udspiller sig blandt skandinaverne i Rom med et enkelt fransk indslag. I bogens begyndelse kidnappes den unge læge Verner og for at fordrive ventetiden, mens han er borte, indlader de tilbageværende sig på at fortælle og læse historier for hinanden. Det lykkes efter nogle dages fangenskab for Verner at undslippe, og de to sidste historier er dels hans beretning om sit fangenskab og sin flugt, dels en beretning fra Leon de Ville, en franskmand, han undervejs har befriet fra en levende begravelse i en gammel romersk sarkofag. Disse to historier forbinder sig med dem, det tilbageværende selskab har fordrevet tiden med, til en samlet fortælling, der har den unge Verner som den centrale figur. Historierne afdækker tilsammen baggrunden for hans forældreløse opvækst, og de beretter hans liv fra en ungdom i overflod, men uden social og personlig balance, over et brat formuetab og en dyb social og menneskelig fornedrelse til hans genrejsning som et stadig ungdommeligt overmodigt, men nu balanceret og fornuftigt menneske. Samtidig fører historien på nutidsplanet ham sammen med sin tabte ungdomselskede, som hans egen formørkede natur samt en led italiensk pengemands intriger har revet fra ham.(Dansk Litteraturs Historie)

Min Broders Levnet... handler om modsætningen mellem fortælleren Johannes Harring og hans bror Arthur. De er blevet adskilt i fjendskab som børn og opdraget højst forskelligt: Johannes til deltagelse i samfundets almindelige liv, Arthur i praksis til et liv på samfundets skyggeside. De forenes og forsones først fuldstændig, da Johannes på brorens dødsleje foranlediger, at han bliver gift med præstedatteren Mathilde, som han tidligere har forført, gjort gravid og forladt. Dermed frelses også hun og deres barn fra vanære, og Johannes, der undervejs har forelsket sig dødeligt i hende, kan gifte sig med hende og indtræde i rollen som fader for den søn, Arthur i første omgang har svigtet, men i sidste øjeblik gjort legitim.Romanen bevæger sig i to meget forskellige miljøer. På den ene side står det pæne, borgerlige miljø, fortælleren er opdraget i, og hvorfra han taler. Det fortællende jegs skildring af sine omgivelser er poetisk-realistisk: „jeg … sidder her i den øde Præstegaard og bemaler det rene hvide Bikubepapir, med min smukke Kone, der sidder og syer ved Vinduet, medens den lille Carl leger med sine Tinsoldater og af og til seer hen til Arthurs store Hund, der løfter Hovedet iveiret og knurrende lytter til Avlskarlens Fodtrin i Gaarden.“ På den anden side står en københavnsk underverden, der er skildret med hele det interessantes sans for det radikale og dristige og med en usædvanlig nærgående realisme:„Og nu begyndte da atter den infernale Musik, medens min Broder paa eengang spilte Primoviolinen og dandsede med Damen. Donnaens Gebærder vare naturligviis særdeles uanstændige“.På samme måde er de to brødre taget fra hver side af biedermeierens spektrum. Johannes er som en af Thomasine Gyllembourgs helte, intelligent, ærlig, ordentlig, tilgivende, mådeholden, men dog i stand til at føle en voldsom lidenskab, der på sin side nok kan få grebet om hans dagklare fornuft, men ikke trække ham varigt ned. Nyere forskning har forsøgt at dokumentere, at Johannes på forskellig måde er en ironisk opfattet figur, men det forekommer ikke overbevisende. Arthur er i alt en interessant skikkelse. Hans sjæleliv er fra begyndelsen forvredet eller sygt i sit grundlag, og hans sindstilstand er derfor uden anden sammenhæng end den, der ligger i hans ubændige lidenskabelighed, hvert øjeblik slår den ud i et nyt indfald, i en ny retning, så han kun er sig selv i det, at han aldrig er stabil, og at hans gode og dårlige sider mindre kæmper om magten i ham end konstant veksler med hinanden. Johannes bliver da den, der forløser, hvad Arthur har svigtet, han får gjort mor og barn legitime og har broderens elskede hund hos sig, som han også på Arthurs bøn har taget til sig.(Dansk Litteraturs Historie)

Agitatoriske digte fra socialdemokratiets ungdomstid. Ikke stor litteratur, men et vidnesbyrd om det glødende engagement og den klippefaste tro på det socialistiske fremtidssamfund, man fandt dengang.

Herman Bangs skildring af barndomsårene på Asserballe Præstegård.***"Den skønneste lyriske prosa, Herman Bang har frembragt, findes ikke i hans digte, men derimod i prosabogen Det hvide Hus. Han har i denne mindebog sat sin mor et uforgængeligt monument, bogens lyrik er gennemtrængt af sjæl og har erindringens lange, sukkende og sugende åndedræt. Selv om sproget ikke synger, så hvisker, mumler og stundom nynner det på en egen indtrængende og hemmelighedsfuld vis, og pludselig møder man sætninger der ligesom stønner dumpt og uendeligt sagte af længsel og hjælpeløs hjemve. Ved følelsernes dybde, ved diktionens inderlighed, ved stemningssuggestionens åndeagtige karakter kroner denne sarte, men vægtige bog Herman Bangs produktion i kraft af sin poesis renhed og ømhed. Nægtes kan det ikke at Herman Bangs prosa, som flere slægtled forelskede sig i, gør et udansk indtryk og ofte synes direkte at være overført fra fransk, uden hensyntagen til det danske sprogs ånd og hævdvundne karakter. Man kan heller ikke sige at Herman Bangs stil har stiftet skole. Selv de forfattere der gennem læsningen af hans romaner og fortællinger har indset betydningen af de minutiøse iagttagelser i gengivelsen af virkeligheden, har ikke ladet sig påvirke af hans stil."(Dansk Biografisk Leksikon)

Poul Chievitz, 1817-1854, dansk forfatter. Han tilhørte en kreds af intellektuelle, kaldet "løsgængerne", der i 1830'erne og 1840'erne gik til angreb på enevældens og romantikkens bastioner. Som forfatter stod Chievitz i overgangen fra romantik til naturalisme. Novellen Saaledes forholder det sig (1845), der vakte skandale, beskriver tre unge mænd og deres erotiske samliv med tidens letlevende sypiger. Bogens hensigt var at afsløre tidens dobbeltmoral. Dette tema går igen i komedien Venskab og Kjærlighed (1847) og i romanen Fra Gaden (1847, på titelbladet 1848), hvis angreb på samfundsmoralen peger hen på fremtidens sociale omvæltninger: "Af en forsmaaet Bejler kan blive en fortrinlig revolutionær". Chievitz var en ualmindelig god iagttager af samtidens talesprog og havde modet til at bringe det på tryk.(Store Danske Encyklopædi)

Baggesen debuterede febr. 1783 med en håndfuld poesier i Chr. Iversens "Nytaarsgave" (Odense) og vandt snart et sådant ry at han kunne samle 1200 prænumeranter til sin første bog, Comiske Fortællinger, 1785. Heri optrådte han som elev af J.H. Wessel og C.M. Wieland. Versifikation og stil er den førstes, men Jens Baggesen lagde vægten på en mere moderne sprogtone og rimteknik, en kunstfærdigere periodebygning og en raffineret udnyttelse af modsætningsforholdet mellem lange og korte verslinjer. Fra sin tyske mester har Jens Baggesen den snart parodierende, snart følsomme, snart frivole diktion. Det var den form hvori han med årene vandt det fuldendte mesterskab som digter; endnu var han tynget af talløse litterære reminiscenser. (Store Danske Encyklopædi)

Novellesamlingen "Under åget" fra 1890 indeholder de tre noveller "En dejlig dag", "Irene Holm" og "Frøken Caja"."Irene Holm" regnes for et af Herman Bangs mesterstykker:"Irene Holm ankommer til en lille landsby, og tilbyder der de lokale at gå til danseundervisning. Når Irene Holm ikke underviser, holder hun sig meget for sig selv. Det eneste, der kan få hende til at live lidt op, er nyheder fra Det Kongelige Teater. Når der kommer nyheder fra København, drømmer hun sig tilbage til den tid, hvor hun selv gik på danseskolen. Da det bliver forår I den lille landsby, afholdes der et afdansningsbal, hvor Irene Holm, godt hjulpet af alkohol, optræder med en soloforestilling. Den ender i en katastrofe, som Irene måske, måske ikke forstår. Til sidst rejser hun videre til den næste by." (Novelleforlaget)

Den store novelle Les Quatre Diables eller De fire Djævle fra 1890 er en feberhed fortælling om ulykkelig kærlighed og en jaloux kvinde, der langsomt ædes op af et vanvittigt had. Men vanviddet griber ikke bare den stakkels kvinde, også fortælleren synes at blive opslugt af hadet og hævntørsten. Dette er ikke bare Herman Bangs sidste excentriske novelle, men også den mest excentriske.Det er historien om fire cirkusakrobater, der arbejder under navnet ”Les Quatre Diables”. Akrobaten Fritz, en af de fire djævle, får et forhold til en gådefuld overklassekvinde, der kommer aften efter aften til de fire djævles forestilling. Denne rovdyrslignende femme fatale-figur suger kraften ud af Fritz, og han bliver mere og mere ødelagt af deres forhold.Fra sidelinjen ser akrobatpigen Aimée sin elskede Fritz gå til grunde. Hun er hemmeligt forelsket i Fritz, og også hun bliver fortæret af had og sit eget ødelæggende begær.Det bizarre miljø og den tragiske fortælling om jalousiens ødelæggende væsen gjorde Les Quatre Diables til en af Herman Bangs mest elskede noveller. Denne fascinerende cirkusverden er skildret med en nerve og indlevelse, der sammen med den lumske bang’ske fortæller skaber en gådefuld stemning. Undergangsstemningen ulmer under overfladen fra novellens første sider, og læseren bliver langsomt spundet ind i fortællingens net af jalousi, hævn og det vanvid, der griber Aimée. (Litteratursiden)

Illa Christensen (1851-1922) kredsede i sine noveller særlig om forholdet mellem far og datter - konflikterne og bindingen. Dr. phil. Pil Dahlerup skriver om Illa Christensen i sin disputats "Det moderne gennembruds kvinder": "I Illa Christensens forfatterskab er det gennembruddet, at et menneske, der føler sig omgivet af løgn, finder frem til en følelse hos sig selv, som hun tør kalde sand."

Massi Bruhns fortællinger handler om nederlag. Stærkest står måske "En Hverdagstragedie" om den fattige enke, der bliver tvunget til at bortadoptere sine børn, som et rigt par ønsker som adspredelse.

"Mikaël" udkom i 1904 og blev i 1924 filmatiseret af Carl Th. Dreyer.***Det er simpelthen den mest lidenskabelige kærlighedshistorie, jeg til dato har læst. Den emmer af seksualitet og jalousi, af længsel og bedrag uden at præsentere en eneste beskrivelse af direkte seksuel karakter!Hovedpersonerne er den store franske kunstner Claude Zoret – ”Mesteren”. Han har adopteret Mikaël, billedskøn, tjekkisk, også maler. Zoret har brugt Mikaël som model i sine monumentale malerier og givet ham berømmelse og luksus, og så svigter, bedrager og forråder Mikaël sin velgører, godt hjulpet på vej af forelskelse i en russisk prinsesse.Romanen er henlagt til Paris, og ”Mesteren” lever her et liv i overflod og har en social position, der er en verdenskunstner værdig; og fremmede nationaliteter og eksotiske navne fra Europas adelskalendere er medspillere, de fleste dog på sidelinjen, når det gælder kærlighedsdramaet.For ingen tvivl om det: romanen drejer sig om en erotisk konflikt, selvom forholdet mellem Zoret og Mikaël er skildret som et far/plejesøn-forhold. Det er åbenlyst, at Zoret er en forladt elskende, der er ved at blive vanvittig af sorg. En far ville normalt ikke blive så ulykkelig over, at sønnen har fået sig en kvinde, så man må forestille sig en homoseksuel forbindelse mellem dem. Det er også klart de mandlige skikkelser i romanen, der lever!Romanen er fyldt med hentydninger og antydninger, men forklaringen er naturligvis at finde i Herman Bangs egen personlige historie. Han er angst, forståeligt, for åbent at vedkende sig sin homoseksuelle tilbøjelighed over for et stærkt repressivt, censurudøvende samfund; siden gør han det dog, men i hans digterværker er homoseksualiteten altid halvt eller kvart forklædt. Og ”Mikaël” er da også henlagt til udlandet for at fjerne mennesker og begivenheder fra det hjemlige, genkendelige miljø.Datidens syn på homoseksuelle var bigot og brutalt; de var forbrydere, over for dem var der frit slag. Gennem hele sit liv led Herman Bang af angst for afsløringer og blev udsat for de mest modbydelige forfølgelser, også efter at han var blevet anerkendt som en betydelig digter. Han var vittighedstegnernes yndlingsoffer og blev kaldt ”Jomfru Hermine Bang” eller ”Frøken Bang”, også hånet af tidens store koryfæ Georg Brandes.(Litteratursiden)

Bodil Bechs digte er "rige på stærke selverklæringer, der er på højde med Gustaf Munch-Petersens frie vers, og tydeligt præget af Södergrans indflydelse. Den udtalte og bedrøvende fremmedhedsfølelse, fornemmelsen af at være et barn, der er „faldet ud af Himmelporte“, og en gæst „i en umild Verden“, har Bech til fælles med Lütken."(Dansk Litteraturs Historie)

Da Henrik Cavling blev chefredakør på Politiken, skabte han i 1905 på godt og ondt den moderne avis. Ud med lange artikler. Ud med littertur- og teateranmeldelser, der fyldte flere avissider. Væk med de lange, filosofiske og videnskabelige artikler og ind med de korte,knappe nyheder og reportager.Men Cavling var ikke kun redaktør, han var også en gudsbenådet journalist, en reporter der kunne skrive Fanden et øre af. Ved sit 25 års jubilæum i 1910 samlede han et udvalg af sine avisartikler,og det er dette udvalg, der her genudsendes som e-bog. Her kan vi læse om Danmarks sidste offentlige henrettelse i 1892, om rejser til Japan og Cuba, om en cykeltur og en sejlads til Anholt, om politik og brændevin og knejper, ludere og ågerkarle. Cavling skrev om det hele, og han satte sig altid grundigt ind i det, han skrev om. Hans artikler er komprimerede tidsrejser tilbage til tiden før 1900.

"Rundt i Norge" udkom i Norge i 1892, men udkom først i Danmark i 2013. Den foreligger her i e-bogsudgave.**’Rundt i Norge’ er skildringer og skitser fra oplevelser i Norge. De giver et fint indtryk af, hvordan han med hurtige impressioner kan skildre en stemning, som han siden brugte i sin skønlitteratur. Det er spændende således at være med på et kig bag facaden i hans forfatterskab.Men det er også interessant at få hans indtryk af Norge som ny nation, der er i fuld gang med at skabe en identitet, både kulturelt, sprogligt og samfundsmæssigt. Vi får indblik i det fornemme Trondheim, den dynamiske handelsby Bergen og Kristiania, som på den tid flakser rundt for at finde ud af rollen som hovedstad.Det er Kristiania, som er scenen for en af bogens bemærkelsesværdige tekster, ”Forsøget”, som slår bro mellem datid og nutid: Det litterære landskab anno 2013 handler meget om litteraturen som performance. Bøgerne og teksterne kan ikke stå alene, de må ud i det offentlige rum i uventede sammenhænge og gøres levende ved at inddrage flere forskellige kunstneriske udtryksformer. Det var Bang i fuld gang med allerede i 1891 i Kristiania, hvor han forsøgte at stable et alternativ på benene til de etablerede kunstarter og publikums måde at opleve dem på. Hør blot her:”Læse Lyrik vil Folk ikke; men høre den vil de. Musik vil Verden – Toner – en Vise – Ord, der hurtigt fænger, griber, flagrer bort og efterlader en Stemning” (…) ”Tiden er ikke Bogstavernes, men Ordets og Sangens.”Det er pudsigt, som tendenser kommer igen.(Litteratursiden)

Hendrik i Bakken har undertitlen „Et Billede“, sådan som Bregendahl også senere kalder en romanrække Billeder af Sødalfolkenes Liv (1914-1923). Der er da også tale om en roman med en meget enkel komposition. Hendrik i Bakken er opdelt i tre næsten lige store afsnit. Det første udspiller sin handling over knap en dag i sensommeren, og Hendrik skildres som en autoritær, vringlet, sur og urimelig husbond, der med hård og klodset hånd styrer såvel sit folkehold som sin kone, Mariane, og deres børn. Han styrer ikke bare arbejdet og dagsrytmerne, men lægger også med sit tavse, indelukkede gemyt og sit uberegnelige sind en ubehagelig stemning over hele det sociale rum, der udgøres af gården...Marie Bregendahls socialpsykologiske indsigt er således ikke bare skarp, men også uden nåde. Mariane og Hendriks ægteskab kuldsejler, fordi liv og følelser ikke kan nå hinanden.(Dansk Litteraturs Historie)

Herman Bangs novellesamling "Ravnene" far 1902 indeholder de to store fortællinger "Ravnene" og "Julegaven"

Excentriske Noveller handler om mennesker af en særlig 'kaste', der lever uden at „eje eller kende et Hjems Fodfæste i Livet“ – virtuosen og artisten, der rejser fra optræden til optræden og er fremmede, hvor de end kommer hen. De er uden interesse for deres omgivelser, men grænseløst optaget af sig selv. Deres liv drejer sig kun om de kunster, de optræder med, og „lange Regnestykker om at sikre Sukcessen“. Andre mennesker er hjælpere eller konkurrenter: „Man beregner hvert Blik og lever i evig Addition og Subtraktion.“ Deres personlighed bestemmes af deres håndværk. Det er „fælles for alle i Kasten, at Individualiteten knap er til at opdage (…) Man ser Mennesket som det komplet passive. Beskæftigelsen er det aktive“. Deres berømmelse skabes af impresarioen. Han sår det „Begejstringens Frø“, som pressens „store Vandmølle“ derefter væder med „Notitsers og Feuilletoners Skylle.“I „Charlot Dupont“ udnyttes et „Violin-Vidunder“ af sin far og sin impresario, der sender ham verden rundt på turnéer, indtil han som voksen ikke længere kan tiltrække det store publikum. Som virtuos kan han ikke få ansættelse i et orkester, hvor dirigenten søger „Folk, der kan arbejde“. I stedet må han fortsætte turnélivet i halvsmå byer for halvtomme sale. Bang kendte virtuosernes liv fra sine egne skandinaviske turnéer. Han var selv kommet i kløerne på en tysk forretningsmand, Theodor Hermann, som beholdt hele fortjenesten fra turnéen i Sverige. Til gengæld brugte Bang ham som model for impresarioen Theodor Frantz, der også dukker op i Stuk (1887).En anden 'kaste' er tjenerne på de internationale hoteller. I „Franz Pander“ vækkes den fattige Franz' lyst af luksusvarerne i forretningernes udstillingsvinduer og af romanernes fantasier om overklassekvinder. For at tilfredsstille sin lyst bliver han tjener på et stort hotel, men det hårde arbejde sætter ham hverken i besiddelse af de kostbare ting eller de overlegne kvinder, det bidrager kun til at forøge de riges luksus. Hans erotiske betagelse af en af hotelgæsterne forhindrer ham i at besvare de følelser, en stuepige nærer for ham. Uden penge føler han sig som kastreret. Han går til en prostitueret for at tilfredsstille sit rent seksuelle begær, men derved blegner stråleglansen om hotellets luksusverden. Han ser nu restaurantens „halvskidne Duge“ og „kunstige Palmer“ og tager sit eget liv i hotellets vestibule som symbol på den tomhed, fascinationen af rigdom har efterladt ham i. Tjeneren repræsenterer, mere alment end virtuosen, underklassens nye liv i storbyen, hvor klasse- og kønsforskellen forbindes, idet de fattige med deres arbejdskraft skaber både de riges overflod og det drømmebillede om et lykkeligt liv, som de rige symboliserer.„Fratelli Bedini“ handler om den tredje kaste, cirkusartisternes. De lever det samme hårde liv som virtuoserne, men flere sammen i et kollektiv, hvor to mandlige artister kan opbygge ømhed og omsorg for hinanden i køns- og klasseforskellens fravær. (Dansk Litteraturs Historie)

I Danske Vers er den kvindelige dæmoni fortsat til stede i skiftende former. Som den unheimliche blanding i „Livets Kermesse“, hvor digterjeget illusionsløst stilles over for på den ene side en mekanisk dukke, der som dukken i den tyske romantiker E.T.A. Hoffmanns Sandmanden (1817, da. 1990) lokker mandens fantasi på afveje, og på den anden side slangekvinden Miss Wanda, der lokker med kødeligt fordærv. Eller som den fatale „Dronningen i Thule“, der fryser alt begær. Ingen af disse typer kan længere forløse digteren. Først med „Imperia“ – i digtsamlingens højdepunkt – finder han selve jordmassens dronning, der kan tænde hans kraft og ånd. I dette digt identificerer og stedfæster Claussen det kvindelige i naturen og geologien som en stor, formende livskraft, der, hvis den befrugtes, bliver skabende og udviklende. Tidens vitalistiske forestillinger hos Driesch, von Hartmann og Bergson om en dynamisk élan vital inkarneres i den kvindelige urtype i bjergenes skød. Hun kan befrugtes af digteren, og hun bliver det i udmejslede strofer af spændt energi:Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,urstærk som Kulden, der blunder i Bjergenes Skød,mørk og ubøjelig – ofte jeg drømmer mig død.(…)Ingen kan vække mig uden min Elsker,Ilden, min Herre, til hvem jeg er givet i Vold,saa at jeg røres til Afrundens dybeste Fold.(…)Kom til mit Hjerte, der aldrig har frygtet.Døren er opladt. Jeg venter ubændig min Elsker.Stort er hans Kød. Og vor Lykke skal blive berygtet.(Dansk Litteraturs Historie)

"Præster" indeholder tolv noveller, der er fordelt med fire i hvert af de tre afsnit - Præster, Kvindefigurer og En miniature. Bogen udkom på Riemenschneiders forlag med et opsigtsvækkende omslag i sort og hvidt, der ledte tanken hen på præstekraver. Samme dag, som bogen udkom, blev forlagets to ledere anholdt for at fremstille falske pengesedler, og forlaget ophørte med at eksistere.

Herman Bang skrev skuespil og var teateranmelder. Han gjorde sig også overvejelser om skuespilkunsten og opsøgte fremtrædende skuespillere for at høre om deres opfattelse af deres kunst. Hans essays om teaterkunsten er samlet i "Teatret!" fra 1892. Nogle af samlingens essays har været optrykt i Bangs Samlede Værker, mens andre - blandt andet de indsigtsfulde essays om Ibsens "Gengangere" og omtalen af "Hedda Gabler" og "Brand" har mig bekendt ikke været tilgængelige i andet end førsteudgaven. Hele den oprindelige bog foreligger hermed for første gang som e-bog.