Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Herman Bang var en fremragende reporter, og i artikelsamlingen "Herhjemme og derude" tager han os med til fattigkvartererne på begge sider af Strøget - ved det nuværende Pistoltorv og Bremerholm. Han skriver om enkedronninger og forfattere. om Assistenshuset og skibskatastrofer og udvandrerbåde med samme nysgerrige blik, samme dybtgående analyse og i det samme gnistrende, funklende sprog.Herman Bangs reportager burde i langt højere grad læses sammen med hans noveller og romaner.***Herman Bang blev i 1880 "blev han på Topsøes anbefaling fast ansat søndags-føljetonist ved Christian Ferslews Nationaltidende. Ligesom i artiklerne til Jyllands-Posten skrev han om begivenhederne i byen med vægt på teaterlivet og de nye bøger. Efterhånden forsvandt artiklernes karakter af petitjournalistik. De samlede sig om et enkelt emne, som blev grundigere behandlet og skildrede ofte socialt udsatte grupper med den medfølelse og indignation, som genfindes i det skønlitterære forfatterskab. Mellem sine besøg i modesalonen, Magasin du Nord og Tivoli opsøgte han mere ydmyge steder som Assistenshuset, børneasylet, hospitalet og lighuset. Læserne mødte lige så ofte syersker, sigøjnere og cirkusartister som det pæne borgerskab på Charlottenborgudstillingen og i det nye „National“s koncertsal. Der blev også plads til en række erindringsskitser og portrætter af forfattere og kunstnere, som han beundrede, nærede veneration for eller identificerede sig med.Bang karakteriserede selv føljetonen som „Døgnets Memoirer“ og føljetonisten som „Nuets Ægtefælle“, der „maa bo under Tag sammen med Publikum (…) leie i Publikums Hus“, og taler om „Nuets store Bank, Kassereren sidder ved Kassen og veksler alle Stemningers flydende Kapitaler“.(Dansk Litteraturs Historie)

Andet bind af Marie Bregendahls store roman om Holger og Kirstine Hauge er delt i to afsnit, der foregår i 1892 og 1901, hvor Kirstine dør. Dertil kommer et Efterskrift, der fortsætter historien frem til tyverne."Kirstine er således skildret som den, der med sin særlige kvindelige generøsitet ville have kunnet mediere den hårde konflikt mellem de gamle og de nye værdier, fordi hun rummer de menneskelige sider af traditionen såvel som begæret efter det nye, men i takt med at Holger i stadig højere grad bliver vidtløftig og kræmmeragtig, udvikles sygdommen i Kirstines krop. Hun dør på samme tragiske vis, som en række af de Bregendahl'ske kvinder må dø, for det er ikke deres værdier, der vinder. Og Holger bliver på en måde aldrig menneske mere. Kirstine var hans balance, repræsentanten for det menneskelige og dermed hans egentlige styrke.På den måde slutter bondestandens udviklingshistorie i en slags værdiernes tragedie, for nok lykkes det at løbe den gamle halstarrighed og stivhed over ende, men desværre kun for at etablere en ny kapitalistisk kynisme. Sådan er Bregendahls epos om bondestandens værdiopbrud, og sådan er historien om ægteskabet mellem Holger og hans hustru. Undervejs folder Bregendahl et lokalt landskab ud, som er stærkt symbolsk og dog realistisk med Igelmose-folkene, der er drikfældige og uordentlige. Som det symbolsk antydes med 'igel', der på ældre dansk betød en igle eller et pindsvin, har de suget sig fast eller stritter imod enhver form for forandring. Topografien omfatter Thorsted landsby, der med Kræn Højgaard i spidsen holder på de gamle dyder, sådan som aserne og dermed oldtiden antydes i navnet. I dette landskab udfolder Hauge sig på Harreborg, harre betyder harve, som den ny tids bonde, der skal dyrke folkestyrets og de folkelige idealers ager. Men begæret efter vinding og individualitet løber af med sejren for Holger, mens Kirstine må dø og hendes medierende kraft dermed gå under.I et „Efterskrift“, der også er romanens sidste kapitel, hedder det indledningsvis:Mere end et kvart Aarhundred er forløbet og vi er kommet langt ind i Tyverne.Det er Vintertid, og med Slud og Søle og raa Kulde i Følge hujer Blæsten op over det danske Land.Men værre endnu er den Blæst, der raser over det øvrige Europa, og med endnu raaere Slud og Søle og endnu mere bidende Kulde efter sig.Det er Krigens, – den forfærdelige, den blodige, den for alle sunde Mennesker ufattelige Krig, – dens Følger er det, der raser over Landene, dens raa Pestaande er det, der ætser og forgifter alt og alle, alle Folkeslag, alle Samfundslag, alle menneskelige Forhold.Romanens forløb er tilrettelagt, så handling, erfaring og bevidsthed bevæger sig frem mod erkendelsen af værdiernes forfærdende sammenbrud i verdenskrigens slagtehus ude i den store verden, og som også spejler sig i den lille historie, i Thorsted sogn, hvor det gamle bryder op og erstattes af nye, store idealer, som ikke viser sig bæredygtige. Den alvidende stemme fortæller, eller er det den erfarne forfatter, der som modent menneske lader sider af sit liv passere? Den lille, moderløse pige fra udkanten søgte håbet og lyset. Men var der lys? Kunne de personlige og de samfundsmæssige drømme bære?"(Dansk Litteraturs Historie)

"Med åbent sind" fortæller om de to små piger, der optræder som kusiner på besøg i "En dødsnat". Her følger vi deres oplevelser af stort og småt, en landsbyverden i 1800-tallet, set i knæhøjde. Her er ingen sentimentalitet, det der sker registreres ganske nøgternt, som når nabobørnene fortæller om, at deres gård er brændt ned: Et andet Sted havde Karlene fundet alle Grisene, de laa sammen i en stor Klynge, og var aldeles sortbrankede at se paa. Huf! Huf -. Hvor det saa’ uhyggeligt ud. - Og saadan ækel Stank her var. Børnene var lige ved at kaste op, saa fæl var den. - Alle vore Svin, de er jo døde. Vi har slet ingen Grise mere, sagde Poul. Og Ordene lød saa skrækkelig sørgelige i hans Barnemund. - Ja, og vores bitte Søster, Ane, hun er jo ogsaa død, - sagde Stine. Bemærkningen faldt som en jævn Tilføjelse til Pouls om Grisene… - Det var jo saa meget sørgeligt, - forklarede Poul - fordi at hun var saadan en bitte rar Søster

Marie Bregendahls "Sødalsfolkene" er en bred og både farverig og dybdeborende beretning om det danske bondelands udvikling i anden halvdel af det 19. århundrede. Værket udkom oprindelig 1914-23 som en række selvstændige romaner, der i 1935 samledes i to bind under fælles titel. Værket kan sammenlignes med Amalie Skrams "Hellemyrsfolket" og "Juvikingerne" af Olav Duun. Det er et stortværk, alle danske bør læse for at forstå vores historie og rødder. Dansk Litteraturs Historie siger om "Sødalsfolkene" blandt andet:Romanrækkens handling udspiller sig i samme „noget bortgemte Egn“, som hun jo kalder det i et forord, og den ydre tid er 1864-84, fra nederlaget ved Dybbøl til provisorietiden, mens dens indre tid er det gamle bondesamfunds tid, sognets tid, hvor årstidsbestemte gøremål og traditionsbundne gentagelser ofte dominerer over den mere kronologisk definerede tid. Det er de relativt velstillede selvejerbønder, der sammen med et par få standsfolk som eksempelvis provsten har de centrale roller, mens tyende, husmænd, løse folk og kræmmere alene eksisterer som en periferi. Og her er ordet roller valgt med omhu, for ingen af personerne træder egentlig frem som psykologiserede individer. Det er kollektivet, sognebondekulturen, der handler, også selvom det sker gennem personernes handlinger. Andelsbevægelse, jernbanedrift, højskoleoplysning, alt det fornyende har endnu ikke sat spor. Sødalen er et billede af bondesamfundet lige før den nutid, Bregendahl selv skrev og levede i.... Marie Bregendahl har med Billeder af Sødalsfolkets Liv skrevet et hovedværk, når det gælder skildringen af værdier og moral i afgrænsede og sig selv afgrænsende samfund, ligesom hun har skrevet et afgørende værk om brydningen i en bestemt historisk periode, hvor kvinderne på landet blev til selvbevidste højskolekvinder og dermed sprængte alle normer. Bregendahl havde selv gjort det. Og betalt prisen.Det er karakteristisk for Bregendahls fortælleform, at hun opløser individcentreringen. Det er alle steder i hendes fortællinger landsbyen, sognet, der mener dette eller hint. Det er kollektivet, der anser én for at være sådan eller sådan. Det er de nedtonede dramaer mellem mennesker, der er stedt i et fællesskab, hun lader udspille sig i den særlige ikke-dramatiske form, hvor det usagte og tavse taler tydeligere end ordenes plapren. Den enkelte, der bryder koden, er straks uden for det lukkede fortolkningsrum, fordi dette er tavst eller i al fald ordknapt, og fordi det fælles rum er styret af uudsagte og underforståede koder. Ord og handlinger er derfor farlige i dette miljø, for når ordet først er sagt, så er koden brudt og vejen tilbage lukket. Er man først udenfor, er man fremmed, og kun galskaben eller den ubodelige ensomhed er tilbage.Bregendahls stemmeføring og indsigt i de små fællesskabers underspillende sprogkoder har sat spor i nye stemmers bøger. Således har Knud Sørensen, Vibeke Grønfeldt , Knud Erik Pedersen, Jens Smærup Sørensen, Hans Otto Jørgensen og Ida Jessen taget arven op fra Bregendahl, ligesom hun selv forvalter en arv fra Blicher."

"Tunge melodier" er Herman Bangs første novellesamling. Allerede her gennemspiller han en række af de temaer, han senere skulle udviklke til mesterskab - således hedder en af novellerne "Stille Eksistenser" ligesom den senere novellesamling, der også indeholdt "Ved vejen".

Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880).Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer.En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng.(Dansk Litteraturs Historie)

Brorsons lyriske kunst spænder fra solid senbarok med omskrivninger, modstillinger, tungt sammensatte ord og kras realisme til legende rokoko i arabeskagtige versformer med rislen af udsøgte rim. Hans varigste indsats gøres i en enklere stil ("Op! al den ting", "Den yndigste rose", "Her kommer dine arme smaa", "Her vil ties").Stilen dannes ikke blot ud fra klassicismens idé om le mot propre (det præcise udtryk), men også ved tilnærmelse til talt sprog: "Det er sagen, det er knuden,/Syndens lyst man have vil,/Mener dog man des foruden/Nok kand høre JEsum til." Brorson lister sig overtalende ind på den enkelte: "Ach! kunde du, du kunde om du vilde,/Dog gribe ret Guds milde hierte fat".Brorsons vers flyder rytmisk og naturligt, snart intimt hviskende, snart fortroligt samtalende. Den tilsyneladende kunstløshed er netop resultatet af hans bedste kunst.(Store Danske Encyklopædi)

Fire hollandske venner beslutter sig til at slå sig ned på en sydhavsø og leve i pagt med naturen. De skal bo hver for sig for rigtig at komme tæt på dyrene og planterne. Og der er ingen slanger i Paradiset. Eller er der?

"Den unge frue" fra 1894 indeholder to noveller, en med en kæk og driftig bondepige, der vinder den adelige herremands hjerte og en om en bondedreng, der har et stort tegnetalent, men affærdiges af den kunstprofessor, han havde håbet ville tage ham i lære, hvorefter han synker ned i vildelse og dør. Der er en del almanakhistorie over fortællingerne, men man mærker den stræben efter social retfærdighed, der ligger bag.

Tine handler om tiden fra krigsudbruddet i februar 1864 til stormen på Dybbøl i april, der ændrer livet på Als. Fra et idyllisk samfund, som skildres gennem Tines erindringer, hvor alle uanset stand kender hinanden og lever i samklang med naturen, ændres det til et samfund i socialt og moralsk forfald. Efter rømningen af Dannevirke indkvarteres de sårede soldater i skovridergården, hvor snavs og normløshed breder sig. Ved handlingens begyndelse har skovrideren sendt sin hustru og sønnen Herluf bort, og i sin ensomhed vender han sit behov for ømhed mod Tine, der forsøger at skabe hjemlig hygge om ham, når han er tilbage fra fronten. I det stigende kaos af død og menneskeligt sammenbrud finder de trøst hos hinanden. Det ender med et samleje, som for ham kun handler om et øjebliks driftstilfredsstillelse. Han giver efter for sin seksuelle lyst på trods af sine dybere følelser, „midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær“. For Tine er det imidlertid den store kærlighed. Da han på dødslejet kun nævner sin hustrus navn og ikke genkender hende, drukner hun sig i sorg over på enhver måde at have mistet ham.Bogen udkom i 25-året for nederlaget og indeholder en kritik af de nationalliberales blinde fædrelandsbegejstring og naive gudstro, der førte til katastrofen. Den lokale, enarmede baron taler i højstemte vendinger til folkene i gården om krigen som „en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element“. Og provsten, der er tegnet over D.G. Monrad, som var konseilspræsident under krigen, taler om „ikke at opgive Nationens Værdighed“, efter at preusserne er rykket højt op i Jylland.(Dansk Litteraturs Historie)

"Kun det vi brænder for,” er Bodil Bechs selvkarakteriserende ord, brugt i hendes programartikel i avantgardetidsskriftet Helhesten, 1941. En højspændt længselstone intensiveres gennem de fem digtsamlinger, der kom i sen, hurtig rækkefølge, efter Vi der ejer Natten fulgte Ildtunger danser, 1935, Granit og Dugg, 1938, Flyvende Hestemanker, 1940, og Ud af Himmelporte, 1941. De er udtryk for en nærmest selvfortærende lidenskab i et frit strømmende, dristigt illumineret billedsprog, der brød traditionens smagsnormer med sine utvetydige udtryk for uopfyldt begær, gudindedrømme uden gud. Den savnede elskovslykke sublimeres i smertelige klange af kosmisk seksualitetsmystik."(Dansk Kvindebiografisk Leksikon)

Johannes Buchholtz er mest kendt for sine romaner, især Egholms Gud, men han udgav også en enkelt digtsamling. Det er prosadigte - hvilket var ret usædvanligt, da bogen udkom i 1921.

Pelle er lykkeligt gift med Louise. De har parcelhus og kat, og Pelle er holdt op med at undervise og er blevet selvstændig konsulent. Men alt andet trænges i baggrunden, da Pelles far bliver syg og dør. Bogen handler om marts måned 1987 og er opdelt i 31 kapitler, et for hver dag.

I 1972 er Pelle gift med Eva, og de har Dunja på tre år. Pelle underviser i et gymnasium, mens Eva er på et advokatkontor. De har problemer med utroskab og mange bekymringer. Og så er der kampen for et dansk nej til Fællesmarkedet, der overskygger alt andet.

"Det grå hus" er en erindringsroman om Herman Bangs ungdomsår i København."Herman Bang blev student 1875 fra Sorø, cand.phil. 1877. Han begyndte at studere jura, men opgav det, drevet af skuespillerinteresser og slugte i de første studenterår den moderne franske roman- og skuespillitteratur. Forældreløs som han var fik han i disse studenterår et fast stade hos farfaderen, gehejmeråd, excellence Ole Bang, hvem sønnesønnen senere skildrede i romanen Det graa Hus, og hans første publikation var en samling af bedstefaderens poesier."(Dansk biografisk Leksikon)

De uden Fædreland tematiserer den hjemløse kunstner – violinisten Joán, der vokser op på en mystisk ø i Donau som bastard. Moderen længes mod sit hjemland Danmark og fortæller tit Joán herom. Han drager til Danmark for at spille koncert, men drømmer samtidig om at finde et fædreland. Drømmen brister dog og viser sig som illusion, for han kan ikke leve sig ind i det samfund, han møder, fordi det efter krigen i 1864 ikke er som han har lært af moderen. (Litteratursiden)

Arne Herløv Petersen (f. 1943), forfatter, oversætter og journalist, fortæller sin historie om 1960’erne i erindringsromanværket Grænseløs, en fiktionaliseret subjektiv virkelighedsberetning baseret på personlige dagbøger. Over fire bind og mere end totusinde sider følger vi den unge Arnes udvikling fra gymnasiast til kandidatstuderende, fra hjemmeboende til husejer, fra skolebladsskribent til garvet journalist, fra famlende digteraspirant til etableret forfatter og oversætter, og på rejser, med skib, med fly og ikke mindst med bus hele vejen fra Fyn til Kathmandu.Hormonerne raser i den unge Arne da han i 1. bind tager hul på 1960’erne som elev i anden g. på Nørre Gymnasium. Han har sine vanskeligheder med det andet køn og problematikken bliver ikke lettere selvom han året efter kommer på udvekslingsophold i et Amerika hvor Kennedy fører præsidentvalgkamp og hvor hvide drenge ikke må gå ud med sorte piger. Atter hjemvendt til Danmark opnår han dog både studenterhue og længe eftertragtede seksuelle erfaringer. I mellemtiden lykkes det ham blandt andet også at debutere som digter, infiltrere et nynazistisk parti, besøge det gamle Østtyskland og deltage i alle de fester man ellers forventes at deltage i når ens teenageår rinder ud og voksenlivet lurer lige om hjørnet.

Pelle boltrer sig på Internettet i 1992 og kommer på sporet af omfattende miljøkriminalitet. Han allierer sig med en hacker, men opdager snart, at det kan være livsfarligt at bore for mig i den slags forhold.

Pelle er blevet ældre og sælger sin selvstændige virksomhed til et større firma, der lover ham, at han kan fortsætte med sit arbejde som hidtil. Men sådan spiller klaveret ikke i den moderne verden, og snart bliver Pelle stillet ud på et sidespor - men sidesporene er smukke. Der gror græs mellem svellerne.

Digte om lindetræer, snefnug og mosskorpioner.

Arne er nu blevet en veletableret oversætter og kan klare sig overalt i verden med en skrivemaskine. Derfor tøver han ikke med at hoppe på en godt brugt jysk rutebil, endnu engang i selskab med Amdi og den gruppe der har formet sig om den karismatiske leder. Gennem Østeuropa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien, hvor oplevelserne står i kø, når de frem til Nepal og sælger bussen. Siden fortsætter eventyret i Australien og som forfulgte politiske agitatorer i Polynesien hvor de første franske atomprøvesprængninger samtidig finder sted. Udvist og atter hjemvendt til Danmark lukker Arne tresserne som husejer på Nørrebro, frigjort og med masser af erfaring, men ikke uden rod i kærlighedslivet.

Pelle er 14 år i 1957. Han er forelsket i Gurli, der ikke er forelsket i ham. Så møder han Suzanne, og det går bedre, men der er jo det ved det, at de kommer fra to forskellige klasser. Og Pelle er rød. Ikke socialdemokrat og ikke kommunist, men i et lille parti med medlemmer, der kunne være taget ud af Scherfigs Idealister.

Det er lige efter krigen, og Pelle er fire år gammel. Hans liv er centreret omkring legepladsen og familien. Der er så mange ting i verden, der ikke er til at forstå, og Pelles storebror Allan kan være uberegnelig. Der er store drenge i Utterslev Mose, og måske er Allan alligevel ikke lige så stærk som Tarzan. Man kan risikere at blive hængt til tørre, når man sidder på legepladsen og vipper, og når de store drenge siger, man må køre en tur i deres legevogn, risikerer man bare at blive proppet ned i en sæk og stillet væk.

Variationer over de kendte myter og sagn - fra bibelshistorien, græsk mytologi, eventyr og folkesange

Efter oliekrisen er halvfjerdserne ved at glide over i fattigfirserne, og Pelles og Evas ægteskab knirker faretruende. Helt galt bliver det, da Eva pludselig bestemmer sig for at flytte til Svendborg og tage deres datter, Dunja, med.Det er et skæbnedrama, der rulles op, så derfor er bogen formet som et ibsensk drama i fem akter.

Pelle er ni år og på ulvelejr. Føreren bestemmer, og ulveungerne skal bare adlyde. Efter sommerferien begynder skolen, der er indrettet på samme måde. Lærerne bestemmer det hele. Pelle opdager, at andre mener noget andet om politik end hans forældre, der taler om amerikanernes grusomheder i Korea. Han opdager også, at piger ser helt anderledes ud end drenge.

Den nyudklækkede student Arne begynder at studere historie, med afstikkere til russisk, kinesisk og sociologi, på Københavns Universitet. Samtidig får han udgivet sin første roman, arbejder som aspirant på Aktuelt og redigerer en række blade og tidsskrifter. Der bliver festet med vennerne på hovedstadens beværtninger og i private hjem hvor mange også er begyndt at nyde den hash der netop er kommet til landet. Vi følger hovedpersonen til koncert med Dollar Brand, til atommarch, tilbage til Amerika, hvor han genopfrisker gamle venskaber og indleder nye, samt på udflugter i det gamle Europa. Og overalt hvor han kommer rammes han af friske forelskelser og de alt for velkendte kærlighedssorger.

Pelle og Louise lever lykkeligt sammen i parcelhuset og glæder sig over samværet og børnebørnene. Men en dag opdager Pelle en lille udvækst, som han frygter han være en dødbringende kræftsygdom.

Det er 1982, og Pelle er fyrre og færdig. Alene og fortvivlet er han gået ind i en nedadgående spiral på dødsruten rundt på byens værtshuse, hvor bogen følger ham i en flimrende bevidsthedsstrøm, til han pludselig og på paradoksal måde bliver kaldt tilbage til livet.

"Branden" er et udvalg af Herman Bangs reportager, især fra Nationaltidende 1880-84. Skildringen af Christiansborgs brand er en klassiker i dansk journalistik. Herman Bang var en fremragende reporter. Han var her og der og alle vegne, og han fortalte, hvad han så og følte - i sit eget udsøgte og smukke sprog. Man taler om New Journalism, hvor journalismen trækker sig selv ind i reportagen, men så ny er den heller ikke. Herman Bang var en mester i den form. Man kan mærke ekkoer af Bangs reportager i dansk presse frem gennem tiden. Dan Turèlls "I byen" giver mindelser om genren. Herman Bang kaldte artiklerne "feuilletoner", i dag ville vi måske betegne en del af dem som kronikker eller essays.Vi besøger overklassen i modesalonen, på udstilling og på landet. Men vi kommer også til syerskernes fest, i lighuset og blandt zigøjnere og artister.Udvalget her føjer sig til reportagerne i "Herhjemme og derude" og til sammen giver Herman Bangs feuilletoner et enestående billede af Danmark og især København i tiden under Estrups styre.