Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Udvalgte digte af Johannes Ewald.**Johannes Ewald, 18.11.1743-17.3.1781, dansk digter, i sin egen tid anerkendt som Danmarks førende lyriker og dramatiker...Uanset hvilken genre Ewald digtede i, fornyede han den indefra...Ewald er vores første moderne digter...Højdepunktet i Johannes Ewalds lyrik er imidlertid hans oder, der sammenfatter inspirationer fra den klassiske (Pindar, Horats) og den nyklassiske odedigtning (Klopstock, James Thomson, Edward Young) i en storslået refleksionslyrik. Mest berømt er "Rungsteds Lyksaligheder. En Ode" (1772), der er en ekstatisk skabelseshymne, hvori han priser kunstens befriende kraft.Med samme intense koncentration skrev han en række tankedigte, hvoraf især "Haab og Erindring" (1772) og "Til Sielen. En Ode" (1780) står som højdepunkter i dansk lyrik. Elementer herfra anvendte han i en række pietistiske digte fra slutningen af 1770'erne, der bearbejder de allerede anslåede temaer i nye retninger. Kendt er især "Udrust dig, Helt fra Golgatha", skrevet kort før hans død.(Store Danske Encyklopædi)

"Albertine" om den fattige og ærbare sypige, der bliver voldtaget og ender som luder, er i lange passager skrevet som bevidsthedsstrøm, så vi følger med i Albertines tanker. På den måde foregriber den fyrre år før Virginia Woolf og James Joyce.Wikipedia skriver om bogen:Albertine er en tendensroman fra 1886 som ble skrevet av kunstmaleren Christian Krohg (1852–1925). Allerede dagen etter utgivelsen ble den forbudt av de norske myndighetene. Krohg har blitt stående i norsk kultur som «den sosialbevisste kunstneren» og boken Albertine var ment for å ryste og refse.Boken handler om en ung Kristiania-pike ved navn Albertine. Hun strever dagen lang som sypike hjemme hos sin mor. De er svært fattige og broren hennes, Edvard, er veldig syk. Albertine sitter inne hele tiden og vil ikke gå ut ettersom hun ikke har noe fint å ha på seg. Svært mye tid går med til å tenke på sin søster Oline. Oline har en fin regnfrakk som Albertine kunne trenge dersom hun skulle bevege seg utenfor døren, men den vil hun definitivt ikke låne. Tidligere var Oline nemlig å finne på horestrøket i byen. En gang hadde Albertine sett henne gå inn døra til et det offentlige prostitusjonsbygget. Oline hadde den gang smilt til henne, og hun klarer ikke å glemme det smilet. Gang på gang tenker hun på det hele.Ikke kan hun begripe at Oline til slutt fikk lov til å gå oppover kirkegulvet med en eldre veletablert herre, hun som hadde vært slik en gatetøs. Uforståelig var det også hvordan folk kunne se på henne som en fullverdig kvinne.Etter hvert gir hun seg og bestemmer seg for å låne regnfrakken likevel. Sammen med en venninne ved navn Jossa blir hun med på byen. Hun får smaken på utelivet og forelsker seg etter hvert i en herre ved navn Helgesen, men ham får hun dessverre ikke. I stedet får hun innkallelse til politifullmektig Winther. Han serverer henne noe å drikke, og hun faller i søvn og våkner ikke før hun merker at hun blir voldtatt av mannen. Dette får henne helt på skråplanet og er en av mange grunner til at hun selv ender som en gatetøs – akkurat slik som sin søster.

"Festens gave" er Knud Rasmussens samling af eskimoiske sagn og eventyr fra Alaska. Uforglemmelig er skildringen af, hvordan sangene bliver til:"I gamle Dage fejrede vi hvert Efteraar store Fester for Hvalens Sjæl, og disse Fester skulde altid aabnes med nye Sange, som Mændene satte sammen. Aanderne skulde paakaldes med friske Ord; slidte Sange maatte aldrig benyttes, naar Mænd og Kvinder dansede og sang for at hylde det store Fangstdyr. Og da havde vi den Skik, at i den Tid, Mændene fandt deres Ord frem til disse Hymner, skulde alle Lamper slukkes. Der skulde være mørkt og stille i Festhuset. Intet maatte forstyrre, intet adsprede. I dyb Tavshed sad de i Mørke og tænkte, alle Mænd, baade gamle og unge, ja, selv de mindste Smaadrenge, blot de var saa store, at de kunde tale. Denne Stilhed var det, vi kaldte qarrtsiluni, der betyder, at man venter paa noget, der skal briste.Thi vore Forfædre havde den Tro, at Sangene fødes i denne Stilhed, medens alle kun anstrenger sig for at tænke smukke Tanker; da bliver de til i Menneskenes Sind og stiger op som Bobler fra Havets Dyb, Bobler, der søger Luft for at briste. Saaledes bliver de hellige Sange til."

Sophus Claussens debutdigtsamling "Naturbørn" (1887) er fyldt til bristepunktet af glæde og vrede. Glæde over livet, kunsten og kærligheden. Claussen besynger den glade og frodige erotik. Og vrede rettet mod alt og alle, der vil sætte grænser for ungdommen, kærligheden og friheden. I "Naturbørn" tager Claussen politisk stilling så skarpt som få andre digtere har gjort det:Saa tilstaar jeg, hvis det gør nogle glade,at just ej Estrup passer i mit Kram.Jeg siger ikke, at jeg hader ham;ti, kæreste, en dansk kan ikke hade.Han er mig blot imod - saa ret imod,den Ordenens forretningsstive Ridder,der sidder som en Skranke for hver Fod,som vilde frem, for alt, hvad jeg forstod,for det, som ejer Livstrang, Ungdom, Blod,- og Gud maa vide, af hvad Grund han sidder.Et Mandfolk uden Dyder eller Laster,en Statsmand løs og ledig i sin Vandel,ved store Spillere og smaa FantasterChef for en patriotisk Hørkramhandel.En Middelmaadighed, tilfældig kaldet,der storhedsblind nu tror sig ét med Staten,mens haabende paa Gud, med Hjælp fra Satanhan staar paa Grænsen imod Syndefaldet- en selvgjort Verdens-Frelser i den flade Stil,der er saa dum at tro paa sit Tirade-Smil.

Sophus Claussens eneste større roman, ""Byen" var tænkt som en trilogi, men kun første bind - med undertitlen "Junker Firkløver" udkom i 1900.I romanen behandler Claussen endnu en gang sin store ungdomsforelskelse og den hævede forlovelse - et tema han vendte tilbage til i alle sine prosaværker. Kærligheden endte ulykkelig, men så alligevel ikke... for det var den, der gjorde ham til digter.

Wessels fortællinger om smeden og bageren og den onde herremand,hans små vers om vin og smørrebrød og hans respektløse gravskrifter:Her ligger Lieut'nant Stabel,O vee, heel miserabelI Veiret med sin Snabel,Og er ei nu capabel,At bruge meer sin Sabel,Som var ham meest aimabelNæst Brændeviin og Fabel.

I 1873 kunne Jacobsen læse de første kapitler højt for Brandes af den roman, der senere skulle stå som naturalismens hovedværk. Jacobsen havde fundet sit stof og var i gang med en historisk roman om adelsfruen Marie Grubbe - et litterært stof, som tidligere Holberg, Blicher og H.C. Andersen havde iscenesat med deres tids litterære filosofi: rationalisme og romantik. Den historiske genre tvang Jacobsen til omfattende studier i 1874-75, og samtidig gjorde sygdom ham periodisk uproduktiv. Først i slutningen af 1876 lå romanen klar til udgivelse.I Fru Marie Grubbe udforsker Jacobsen en kvindes driftsliv og viser, hvordan driften bliver skæbne. I den henseende er romanen rendyrket naturalisme: dens beskrivelse af Marie Grubbes reaktionsmønstre er et studium i arv og miljø. Romanen skildrer adelskvindens opstigning og fald, og J.P. Jacobsen formår at formidle hendes erotiske fantasier og vise, hvordan parringsvalget er styrende for hendes liv, analogt med Darwins beskrivelse af dyrene. I den klassiske åbningsscene gengiver J.P. Jacobsen den 14-årige Maries erotiske fantasier og lader dem munde ud i en scene, der foregriber hendes masochistiske lyst:“ Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løse Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med ét Strøg alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. ”Marie bliver gift med kongens søn Ulrik Frederik Gyldenløve, som er statholder over Norge, men han er hende utro, og en dag forsøger hun at slå ham ihjel. Selv forstår hun ikke sin handling, det sker bare: “ Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt mærke til, at Ulrik Frederiks Kniplingskjorte stod aaben og blottede hans Bryst, og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet i hende, at hugge det kolde blinkende Blad ind i det hvide Bryst og hun gjorde det. ”Romanen viser en kvinde, der impulsivt handler, determineret af kræfter, hun ikke behersker. Hendes liv bliver styret af lyst og lidelse, hun går fra mand til mand, fra Ulrik Frederik til Sti Høg og videre til Palle Dyre, før hun møder en rigtig mand, Søren Ladefoged, der kan dominere og tilfredsstille hende.Pointen er, at Marie Grubbe gennem faldet realiserer sit driftsliv - og derfor ikke skal ynkes. Således kan hun over for rationalisten Holberg i romanens slutning hævde, at hun intet fortryder: “ Ethvert Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død ”, lyder hendes afsluttende credo. Fru Marie Grubbe er et højdepunkt i dansk litteratur, stilistisk vellykket og eksemplarisk udført naturalisme. I menneskesyn og sprogstil er dette værk nyskabende og forløber for en række naturalistiske udviklingsromaner.(Forfatterweb)

At J.P. Jacobsen også var lyriker, vidste kun de færreste i hans samtid. Digte og Udkast udkom først efter hans død 1886. Mest original er Jacobsen her i sine såkaldte arabesker, en meget fri form med rimløse og strofeløse vers, visionær i billedsproget, snørklet, men klar i linjeføringen. Mange af Jacobsens digte har rødder i dansk og nordisk lyriktradition, uden at dette har forhindret deres internationale udbredelse.De folkeviseinspirerede og dog moderne "Gurresange" fx gjorde i tysk oversættelse så stærkt indtryk på Arnold Schönberg, at han ud fra dem komponerede sit monumentale kor- og orkesterværk Gurre-Lieder, uropført i Wien 1913. Efter et motiv fra Niels Lyhne skrev den britiske komponist Frederick Delius sin sidste opera Fennimore and Gerda (1908-10), oprindeligt til sin egen tysksprogede libretto.Omfanget af J.P. Jacobsens berømmelse i udlandet, især i det tysksprogede område, kan man i dag næsten ikke forestille sig. Fra århundredskiftet til 1965 er alene registreret 130 tyske Jacobsen-udgaver. I 1890'erne var Jacobsen her en kultfigur og fejredes som forløber for europæisk symbolisme, ikke mindst i Wien.Rainer Maria Rilke lærte dansk og oversatte ligesom Stefan George flere af hans digte. Kafka, Hermann Hesse, Thomas Mann, Gottfried Benn, Stefan Zweig bør ligeledes nævnes i denne forbindelse. James Joyce i Dublin, Boris Pasternak i Moskva læste begge Jacobsen i tysk oversættelse. Berømmelsens vej ud i den store verden gik også for J.P. Jacobsens værker via tyske oversættelser.(Store Danske Encyklopædi)

Thomas Kingo var en søn af væveren Hans Thomsen Kingo og Karen Sørensdatter. Hans Thomsen Kingo var søn af en skotsk indvandrer. Selvom hans forældre ikke var velhavende, blev han som 16-årig 1650 sendt til Frederiksborg Latinskole. 1654 blev han optaget på Københavns universitet, hvor han blev student og tog afsluttende teologisk eksamen 1658. Kort tid efter blev han ansat som huslærer på Frederiksborg Slot i Hillerød, og fra 1659 var han på godset Vedbygård ved Tissø, hvor han skrev en del af sine første digte. I 1661 blev han ansat som kapellan hos præsten Peder Worm i Kirke Helsinge og Drøsselbjerg. To sogne, der ligger ud mod Storebælt, nordvest for Slagelse. 1668 blev han sognepræst i sin fødeby Slangerup.Hans første kone Sille Blackenborg, som han havde tilegnet digtet Chrysillis, mit Hjeertes Guld døde året efter deres bryllup i 1670, den anden var 13 år ældre end han selv. Hans sidste kone var kun 30 år gammel, da den 60-årige Kingo i 1694 giftede sig med hende.1677 udnævntes han til biskop over Fyens Stift. 1679 blev han optaget i adelstanden og i 1682 udnævnt til dr.theol. 1690 fik han rang med justitsråder.Kingo debuterede 1665 med digtet "Sæby-Gaards-koe-klage". Fra 1665 udgav han jævnligt digtsamlinger med fædrelandsdigte, kærlighedsdigte og salmer. Han skrev mange salmer til verdslige melodier, fordi han mente, at alle skulle kunne synge dem.I 1674 udgav Kingo første del af sin andagtsbog Aandelige Sjungekor. Anden del af Aandelige Sjungekor udkom 1681. Sangene er karakteristiske for barokken.Kingos salme-bog fra 1699 indeholdt 300 salmer, hvoraf 85 er skrevet af Kingo. Den blev i 1699 beordret til brug i danske, norske og færøske kirker. Menighederne tog melodierne til sig og sang dem på varierende måder.Thomas Kingo plagedes sine sidste leveår af en alvorlig hudsygdom og døde 1703 68 år gammel. Da han lå for døden, sagde han verden ret farvel med afklaret ro.I Odense og Slangerup findes mindesmærker om ham. Hans største minde er salmerne, som stadig synges overalt i de nordiske landes kirker. Thomas Kingo er begravet i Fraugde Kirke uden for Odense.Kingos digte og særlig hans salmer er formet i et sprog, som både udtrykker følelser og gør dem troværdige ved at vise deres udspring i konkrete situationer, i genkendelige psykiske tilstande og i konfrontationen med tilværelsens grundspørgsmål, som også almindelige kristne kan forstå.(Wikipedia)

Udvalg af Jeppe Aakjærs sociale og politiske digte. Her er både de meget kendte sange som "Jens Vejmand" og "Jeg bærer med smil min byrde" og mindre kendte digte.Titlen stammer fra Aakjærs digt til den socialdemokratiske presse:Du være den fattiges Værner,du være den riges Ris!Da faar du ej Ordner og Stjærner,men bævende Læbers Pris.

Højdepunktet for Munch-Petersens surrealisme, ”mod jerusalem” fra 1934, er blevet kaldt ”den mærkeligste digtsamling i dansk litteratur” (Torben Brostrøm: Introduktion. Samlede skrifter. 1967), og grunden er formentlig kombinationen af stærk symbolisme, manifest og graden af eksperiment.Både omslag og illustrationer er tegnet af Vilhelm Bjerke-Petersen, som Munch-Petersen sideløbende startede det surrealistiske magasin ”linien” med, og begge mente de, at det surrealistiske var en livsretning, og at kunsten derfor var et middel til at ændre samfundet. Samfundskritikken findes bl.a. i digtet ”præsentation”, hvor en gruppe ormes hadefulde relation til Baal repræsenterer forholdet mellem samfundets nederste og dets overhoveder. På samfundets bund findes imidlertid et bror/søster-fællesskab, der samler og giver styrke til en drøm om frigørelse og ændring. Samlingen bærer formentlig inspiration fra Munch-Petersens fire måneders arbejde i Grønlands miner i 1932.Titlen peger på en overskridende bevægelse mod ’noget andet’; en anden verden, der er mere ideel end den nuværende eller eksisterende. Jerusalem ses som et fremtidigt surrealistisk paradis på jorden, og det motiv, der står klarest gennem samlingen, er ’drømmen’. Drømmen om, at kunsten bliver revolutionens forbundsfælle og drømmen som sandhedsbærer.Gustaf Munch-Petersen var dybt optaget af professor Vilhelm Grønbechs bog ”Primitiv religion” fra 1919, og bogen var på et tidspunkt nærmest hans håndbog (Ole Sohn: Gustaf Munch-Petersen – og Den spanske Borgerkrig. 2007). I ”mod jerusalem” kommer Gustaf Munch-Petersens fascination af det primitive eller oprindelige til udtryk i de stærkt symbolske billeder, der tegnes i samlingen. Instinkterne leder læseren ind gennem søvnen og hvad, der synes som spontane associationer, og overordnet set svinger ”mod jerusalem” i kraftig pendulfart mellem det stærkt metaforiserede og demetaforiserede sprog.(Forfatterweb)

Naturalismen store dyr, la bete humaine, raser uhæmmet i fortsættelsen ti år senere, Slægten opus II: Fædrene æde Druer – (med resten af citatet fra Jeremias' klagesang i Bibelen: „og Sønnerne faa ømme Tænder“). Det er degenerationens arvelighedsteorier, der skamrides i romanen, der ikke har personer tilfælles med Slægten, men så sandelig tema. I en dødedans af groteske, lattervækkende og konstant udartende dimensioner hvirvles illegitime sædekorn op af det frønnede herresædes støv og spirer i misvækst i op til fire generationer. En ustyrlig jysk herremands gener hjemsøger hans afkom i og uden for ægteskabet og slår ud i legemlige misdannelser – vand i hovedet, svinetryne – og dekadente erotiske forvildelser – homoseksualitet og blodskam. Personerne tegnes i groteske karikaturer af uhæmmet ondskab og fysisk ækelhed, som den tuberkuløse degn, der hoster baciller ud over sine skolebørns smørrebrød for at smitte dem. Den promiskuøse stamfaders søn på Havslundegaard driver sin sorte høst ind og bedækker sammen med smeden gårdens malkepiger. Hans livsfilosofi til smeden lyder, da natten falder på og pigerne opsøges: „– Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring“.Blandt det gedulgte afkom er herredsfuldmægtigen og karikaturtegneren Isidor (formet over Johannes Holbek), hvis obskøne og frivole streg matcher de uhyrligheder, der går i svang i romanen. Han er den stoiske pessimist og har som motto: „Man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky stærkere og lade Vorherre om Resten“. Isidor lever da også et tilsyneladende harmonisk familieliv med en sund polsk hustru (frisk blod udefra) og to børn. Men da hun – som følge af degenerationen på fædrene side – føder en vanskabning, tager Isidor livet af misfosteret, inden hun når at se det. Hans nietzscheanske handling tillægges – som de øvrige kynikeres i forfatterskabet – en vis sympati for den amoralske styrke han lægger for dagen, hvor han gør op med Skaberen og det Skabte i teologisk forstand. Den dybest mulige afbigt i romanen er afbigten for troen, som hans fallerede fætter Nils foretager for at finde trøst. For Isidor, forfatterens andet talerør, findes der ingen trøst eller noget givet kristent forsyn. Gud er, ifølge Isidor, præsternes navn for „hin store drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand“.Fædrene æde Druer – er grotesk indtil fortvivlelse. Vilhelm Andersen skriver i Illustreret dansk Litteraturhistorie at det er svært at afgøre, om romanens fortvivlelse skyldes Gustav Wieds menneskelige erfaringer eller er konsekvensen af hans kunstneriske metode, den idealisering nedefter i retning mod det dyriske, han foretager. (Dansk Litteraturs Historie)

Jeppe på Bjerget

Et nybrud kommer med samlingen Digtninger fra 1843. I den findes en særskilt gruppe under fællestitlen Til Een (Nogle af disse digte havde i originaludgaverne selvstændige titler, men da Winther i 1860 udgav sine Samlede Digtninger blev de strøget og digtene blot fortløbende nummereret). Den Eene er Julie Werliin, og når man ved det, hører man straks en ny og anderledes tone og klang i dem, affødt af at digtene er personlige henvendelser. Det bliver de ikke private af, tværtimod udgav Winther dem givetvis netop for på den måde offentligt at kunne vedgå en kærlighed, han jo til at begynde med måtte holde skjult. Det betyder at de første af digtene tematisk og stemningsmæssigt ligger i forlængelse af Winthers hidtidige erotiske lyrik. De er som den en længsels- og smertedigtning med kærlighedens sødme som stadig under- og overtone.(Arkiv for Dansk Litteratur)

Novellesamlingen "Barnlige sjæle" fra 1893 er Gustav Wieds anden samling af skildringer fra Lolland. Den indeholder i let omarbejdet form novellen "De unge og de gamle", hvor Wied ville advare mod et forhold, han kendte fra sin opvækst: at de gamle piger på gårdene kunne udsætte børn for seksuelt misbrug. Men selv om Wied omtaler sagen på en meget nænsom måde, var det for stærkt for myndighederne dengang. Da novellen blev trykt i bladet "København", blev han anklaget for pornografi og dømt til 14 dages tugthus på vand og brød, som han afsonede i Tugt- og Børnehuset på Christianshavn.

Den persiske digter og astronom Omar Khayyám, der døde i 1131, kunne ikke forestille sig et paradis uden vin og kvinder. Hans "Rubáiyát" blev kendt i vesten gennem Edward Fitzgeralds gendigtning, som Thøger Larsen har oversat mesterligt til dansk

Rudolf Nilsens tredje digtsamling "Hverdagen" udkom først efter hans død i 1929. Den indeholder rejsedigte fra Spanien, Frankrig og Rusland, portrætter og gadebilleder fra Oslo og kendte digte som "Soria Moria", "Fred på jord" og "Arbejdsløs jul igen".

"Sandalmagernes gade" er en omfangsrig historisk roman, som er henlagt til Rom på Marcus Aurelius' til omkring 180 efter Kristi fødsel; en litterær kraftpræstation, der bygger på omfattende studier af oldtidens Rom. Nis Petersen havde skaffet sig sin viden om datidens topografi, levevis og politiske intriger gennem læsning, men i stedet for at fortabe sig i perioden drager han klare paralleller til sin egen tid. I romanens Rom optræder der pølsemænd, mannequiner, nyhedsbureauer og turister, og den finansvirksomhed, hovedpersonen er ansat i, kaldes for et „clearinghouse“. Når Petersen skal give læseren et begreb om, hvordan en romersk ejendom så ud, går han meget håndfast til værks: „Huset lignede en Forstørrelse af de Kommoder, hvormed de danske Tjenestepiger for en Menneskealder siden kom slæbende ind fra Landet ved Skiftedagstider.“Det, der især forbinder for- og nutid, er en dybtgående værdikrise. De enkle romerske dyder og moralforskrifter er i opløsning, og mennesker søger vejledning og frelse i alle mulige slags religioner, der især er importeret fra Orienten; de mest fremtrædende er den ægyptiske Isisreligion og kristendommen. I centrum for handlingen står Marcellus, der er kontormand og deltidsdigter. Om ham hedder det, at han lider af „spleen“ og hæmmes af for meget selvironi. Han er en nøler og betragter, som længe vakler mellem den modne societyfrue Elena og den unge pige Cæcilia, der indvier ham i kristendommen. Den romerske øvrighed betragter de nye religiøse strømninger med mistænksomhed og sætter sin efterretningstjeneste, kaldet Curiosaen, ind i kampen mod fredsforstyrrerne. En af dens informanter er drengen Jon, der er uægte søn af Marcellus. Jon er en charmerende og udspekuleret lille rad, der opfattes som et produkt af indbyrdes modstridende pædagogiske teorier .Nis Petersen øser ubekymret ud af sin viden om hvad som helst med audodidaktens modvilje mod at sortere i egne indfald. Men hans historiske research, humor og indlevelse i det saftige og farverige stof har gjort Sandalmagernes Gade til en af 1900-tallets store historiske romaner.(Store Danske Encyklopædi)

"Stækkede Vinger" var Henrik Pontoppidans debutsamling, der udkom i 1881. Om den store novelle "Kirkeskuden" skriver Dansk Litteraturs Historie:Pontoppidan nøjedes ikke med at iagttage og beskrive natur og folkeliv. Han var samtidig en skarp kritiker af de hårde livsvilkår, som samfundet bød jævne mennesker. Da han i 1880 sendte sin første større fortælling, „Kirkeskuden“, til Ude og Hjemme, forkastede redaktøren Otto Borchsenius den som for udæskende.„Kirkeskuden“ skildrer et landsogn fra top til bund med præst, sognerådsformand, herredsfuldmægtig og degn foroven og husmænd, fiskere, tyende og smuglere forneden. Præsten er en sagtmodig mand, som hilser på alle med et „sygelig-sødligt“ smil, „ængstelig for at støde Nogen ved at overse dem“. Hans bibelske sprog og fromme livssyn virker som et skønmaleri ved siden af fortællerens krast realistiske beskrivelse af landsbyen, hvor drengenes morskab består i at fiske en død kat op af gadekæret, og husene i udkanten ligger så tæt, at der mellem dem kun er plads til den „stinkende Rendesten“.

Digtet "Metope" er et af de store mesterværker i nordisk lyrik. Dødsangst og kærlighed forenes i storladne strofer:«Jeg tænker paa kvelder som denne, jeg ikke faa lov til at leve —paa modne marker, som bruser af korn, uten mig!Paa rørende, lette smaating: Aks, som knækkes,veier i sjøen, bleke seil derute,bølger, som strømmer mot stranden uten mig!Hverdagen, ven, som mildt blir ved bak graven,tænker jeg paa, og alle de dype, blaa,kommende kvelder her i sommerhaven,uten mit sind mot dit, tænker jeg paa!

Om en eneste Skikkelse har Henrik Pontoppidan støbt hele sin Fortælling. Der skabes vel nogle Bifigurer, som ikke mangler Liv og Originalitet, men alt dette forsvinder for Billedet af det Menneske, der en Gang var en lille dejlig Pige med en rød Kyse og som blev en saa gram Hustru og haard Moder. I denne Skikkelse har Forfatteren samlet den Uforsonlighed med Livet, som ogsaa andre af hans Bøger taler om. Det er en Kvinde, hvis ideale Fordringer langt overstiger, hvad hendes Medmennesker formaar at yde, og som derfor udarter til en ond Aand og Skændegæst, der plager sin Mand til Døde og lader sine Tjenestefolk straffe for den mindste Uærlighed. Da hun er skilt fra Manden, møder hun omsider ved hans Dødsleje og stjæler det Dokument, hvorpaa han har opsat sit Testamente. Uforsonligheden, den utilfredsstillede Retfærdighedstrang fører hende saaledes til Forbrydelse, endog til Mened. Og i hele det mørke Billede er kun det eneste Lyspunkt: Mindet om hende selv som en lille Pige, den lille Rødhætte, der en klar Frostdag spaserede hen over Sneen og syntes skabt til at eje alt det straalende, som Verden rummer, og som smaa og store Børn drømmer om.(Sophus Claussen)

En ung, københavnsk Læge og hans Hustru har, for hurtig at kunne skabe sig et Hjem og en rolig, betrygget Tilværelse, slaaet sig ned paa den jydske Hede. De finder sig hurtigt tilrette i de snævre Forhold, og det er dem nærmest ukært, naar der melder sig Besøgende fra Hovedstaden, hvis Luft de tidligere troede var den eneste, de kunde aande og leve i. Hjemmet, hvori tre Smaabørn springer omkring, bliver dem et jordisk Eden, og de er fuldkommen tilfredse med den hyggelige Ensformighed, der gør Dagene, Ugerne, Aarene korte.Men saa viser Slangen sig i deres Paradis.En Aften i Fastelavnstiden banker det paa Husets Dør og en ældre, fed Herre træder ind; han præsenterer sig ikke, men beder frækt, om han maa være Familiens navnløse Gæst, og da Lægen modvilligt gaar ind paa det og siger, at noget maa de da kalde ham, foreslaar den Fremmede, at de skal kalde ham Prins Karneval.Om sine Slægtsforhold oplyser han, at Uglspil var hans Bedstefader, Hans Kvast hans Fader, Harlekin hans Fætter, og Slaraffenland hans Hjemstavn; af Livsstilling er han Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv flyver ind i Munden paa enhver, som bare vil gabe tilstrækkelig højt.Den kongelige Gæst gør, trods al sin Fastelavnsskvalder ikke noget forrykt Indtryk, og da han er elskværdig og baade har Lune og selskabeligt Talent, lykkes det ham i Aftenens Løb at sætte det rolige Hus paa den anden Ende. Han faar sin Vært og Værtinde til at klæde sig i Festdragt, tænde Lysekronen, byde paa en flot Anretning osv; men midt under Festligheden overfaldes Lægen af en hæslig Mistanke til sin Hustru. Han mener at have set et forelsket Glimt i det Blik, hvormed hun betragter den halvkomiske Figur, Prins Karneval, og det er ikke langt fra, at han viser sin Gæst Døren. Hun har i Tankerne været sin Mand utro, og det gør hende i hans Øjne til en foragtelig Skabning. Det Idealbillede, han havde dannet sig af sin Kone, er sønderflænget, og han er kommen til den Erkendelse, at der paa Bunden af selv den uskyldigste Kvindes Hjerte ligger en Giftøgle i Dvale.Det kommer, siger Forfatteren, kun an paa Tilfældet, om Giftøglen skal faa Lov at blunde eller vækkes til Live og bringe Fordærv.(Haagen Falkenfleth)

Romanen er en typisk Pontoppidan-roman. I lighed med "Minder" og "Højsang" kommer en mandsperson udefra som en fremmed og opsøger et miljø. Herefter er alting, som ingenting nogensinde har været. Miljøskildringen og egnsskildringen, landskabet, er vigtige ingredienser ikke blot som baggrund for handlingen, men som en betydningsbærende bestanddel af samme handling. 'Stedet' og 'tiden' er aktive størrelser, der medformende griber ind i de pågældende menneskers liv og skæbne. Typisk er den endvidere ved sin udprægede form som 'indre monolog'. Romanen er i virkeligheden et forum for diskussion af en række værdiladede begreber, der griber ind i hinanden, og som igennem samtaler mellem forskellige personer belyses flersidigt. Ofte med det resultat, at to modsatte synspunkter overfor læseren fastholdes med lige stor ret - pro et contra. Således er romanerne op til læserens afgørelse. Det drejer sig først og fremmest om 'lidenskabens ret', om frihed og moral, om ansvar og lykke, adspredelse og fordybelse, handling og fred. (Silkeborg Bibliotek)

Rimestads mærkelige sensitivitet, sammenblandet med pågående erotiske fantasier og indtryk fra naturen kan lede tanken hen på Edvard Munch og hans mest makabre sortkunst. Han er medvidende, klog, fortrolig og betroende, med en lavmælt trøst til os. (Cai M. Woel)

"Nattevagt", der, som næsten alt fra Pontoppidans Haand, er særdeles velskrevet og letlæst, handler om en ung, radikal Maler, Jørgen Hallager, eller den røde Hallager, kaldet saaledes paa Grund af sin Haar- og Skjægfarve, dels formedelst sin Førerstilling i "Klumpen", en Kreds af unge Kunstnere, hvis ramme Virkelighedsbilleder har gjort Front mod saavel gammel Renæssance som ny Symbolisme. Jørgen har i Rom, hvor Hovedparten af Fortællingen foregaar, ægtet en ung Pige af det højere Bourgeoisi, en Datter af en rig Etatsraad og forhenværende Departementschef. Det unge Ægtepar tilhører ikke blot to forskellige Samfundslag, men deres Naturanlæg og Gemytsbund er saa ulige som tænkes kan. Ursula er en lille, fin Kvinde, der med Hengivenhed slutter sig til sin Mand og efter yderste Evne stræber at tilegne sig hans Syn paa Livet. Men den lige saa raa og brutale som kyniske Jørgen støder hende uafbrudt tilbage, og til sidst knækker Ursula over i en Kamp, hvor hendes Evner ikke strækker til. Fra deres første Samlivsdag har Jørgen ikke andet end Haan og Foragt for hendes Fader og hele den Verden, hvori hun er voxet op. Han selv er Søn af en fattig Landsbyskolelærer, der er faldet som Offer for sit Venstresind og sin Sandhedsdrift og efter uskyldig at være mistænkt for Bedrageri har slaaet sig paa Flasken. Jørgen vil være hans Hævner, og hele det besiddende Samfund skal undgjælde for Faderens Skæbne. I hans Øjne er Svigerfaderen og hele hans Omgangskreds "Ærkekjæltringer, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere"1. Den for Øjeblikket samlede skandinaviske Koloni i Rom bliver lutter Typer Kjæltringer i Hjemmet. Men Jørgens Radikalisme gaar endnu videre. De hjemlige Strejker er kun "Lapperier" for ham, skjønt han altid med Glæde hilser "en knyttet Næve" og "et Spark i Bagen paa Avtoriteterne".(Otto Borschenius)

Bogen er den første af Henrik Pontoppidans ‘små romaner’. Det er en genre, hvor et aktuelt problem - åndeligt, politisk, kunstnerisk - tages op til debat. Eller snarere for denne forfatters vedkommende: til anskueliggørelse af de pågældende problemstillinger, idet de fremstilles igennem individuelle menneskeliv og miljøer. Det er Henrik Pontoppidans metode. I Sandinge Menighed belyses det kontrastrige forhold mellem bondesind og -kultur overfor Folkehøjskolens ivrige og optimistiske oplysningsvirksomhed. Pontoppidan kender begge miljøer indefra, og er derfor istand til med sit dobbeltblik at skelne imellem velment teori og virkelighedshård praksis. I denne roman er forfatterens sympati hos bondebefolkningen, hvor folkesindets dybde og alvor skildres med respekt i forhold til højskolens overfladiske livsjubel. Som tidligere højskolelærer havde Pontoppidan på dette felt en pålidelig baggrund. Højskoleverdenen brød han sig ikke om. Grundtvigianismen vedbliver at være skydeskive for hans ironi og kritik. (Silkeborg bibliotekerne, Epoke)

Det er de færreste der har læst Pontoppidans lille roman "Spøgelser" fra 1888, for forfatteren strøg den senere af sin produktion.Men mange litteraturforskere mener, at romanen udgør et vigtigt vendepunkt i forfatterens produktion - fra det socialt indignerede til det indtrængende psykologiske.

Henrik Pontoppidan skrev ikke mange digte, men nogle af dem er blevet almindeligt kendt, især genforeningsdigtet "Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage" og Brandes-digtet "Den 4de Februar."

Pontoppidan fortæller om Husmandsdatteren Grethe, som tjener i Præstegaarden, en enfoldig og troskyldig Sjæl, som har bedt Vorherre om at faa den kønne Niels til Kæreste og er bleven bønhørt, skønt hun baade er rødhaaret og grim. De mødes hemmeligt i al Uskyldighed om Aftenen og sværmer sammen, men en Nat, da Grethe efter et saadant Stævnemøde vil krybe tilbage gennem sit Vindu, som hun har ladet staa paa Klem, finder hun det til sin Rædsel lukket indvendig fra og opdager – til sin endnu større Rædsel – at Præsten og hans Frue sidder oppe i Dagligstuen og venter paa hende. Hun tør da slet ikke komme ind af Frygt for at blive jaget fra sin Plads – hjem tør hun heller ikke komme – og mens hun fortumlet flakker omkring paa Markerne vokser Angsten i hende og gør hende efterhaanden helt afsindig. Hun føler sig forpint af Samvittighedsnag, forstødt af Gud og Mennesker, forfulgt af den hængte Jesper Smeds Spøgelseskridt.Dagen efter, da hun savnes og eftersøges, finder man hende druknet i en lille Skovsø. Præsten kan ikke forstaa det. "Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde saa ringe Modstandskraft overfor Døden. Netop i det tilsyneladende saa frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig saa betryggende, hørte Selvmord til Dagens Orden. Her var en Sjælegaade, han ofte forgæves havde grundet paa. Selv her i hans eget venlige og frugtbare Sogn ... fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke et Sted paa Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde." Ved Grethes Begravelse taler han meget om Samvittigheden og Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru.Men "Det store Spøgelse" er alligevel ikke blot en Præstehistorie. Bag Pontoppidans Ironi over Præstens naive Selvretfærdighed skjuler sig noget andet: den underlige Sørgmodighed, den ubestemte Følelse af Synd, som uden Hensyn til religiøs Tro kan nedsænke sig i Sindet hos mange Mennesker paa en Sommeraften, naar Kirkeklokkerne ringer Solen ned over et fredeligt dansk Landskab. "Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægeligt Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem véd? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig." Thi "der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vore svage Øjeblikke." Den – og ikke Helvedeslæren – er det sande store Spøgelse i Henrik Pontoppidans lille Fortælling, hvis Sprogkunst minder om Violoncellens dybe, sørgmodige Tone – en afklaret Aftenhimmel, som spejler sig dybt i blankt Vand.(C.E. Jensen)

Ludvig Holstein (1864-1943) skrev om den danske natur, om æbleblomster og den modne gravenstener, om kærligheden og døden og om den trøst, der ligger i at vide, at naturen bliver ved med at forny selv, også når vi ikke selv er der mere.