Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Sonja Haubergs debutroman "Hvad vil du mig" fra 1942 handler om den unge pige Lise, der har et meget anstrengt forhold til sin mor og efter et problematisk forhold til komponisten Finn finder tryghed hos barndomsvennen Niels ude på landet."Romanen er skrevet i et lyrisk sprog, der i sine tæt sansede og symbolladede naturbilleder minder om J.P, Jacobsens.. Det er som Marie Grubbe snarere symbolisme end naturalisme, også i sit menneskebillede. Lise frigøres som Marie til at leve sit eget liv, til at acceptere og få accept af sine drømme og anfægtelser uden at underlægge sig dem" ("Danske digtere i det 20. århundrede", 1981)
Loulou Lasssen (1876-1947) er mest kendt som oversætter af Maupassant og som journalist. Hun var i mange år knyttet til Politiken, og hun var den første kvindelige journalist, der ikke var henvist til mad- og modestof. Hun skrev reportager, artikler om medicin og sundhed og stod under første verdenskrig for redaktionen af krigsnyhederne. "Det evigt kvindelige" er hendes eneste roman. Den udkom under hendes fødenavn Loulou Marcussen og fortæller om en kvindelig forfatter, der vil leve alene og have samme ret som mændene til at dyrke elskov med de mænd, hun vælger. Men den mand, hun først har valgt, er blød og hæmmet af sin stærke moderbinding og hun må opgive ham igen. Politiken skrev i sin anmeldelse bl.a. " [Hun] lader aldrig sin Heltinde i Ro, udspejder og belurer hende og aflokker hende den inderligste Tilstaaelse… Og man hører gennem Bogen et triumferende Udbrud over, hvor godt der er sigtet, og hvor rigtig der er ramt.”
Sonja Haubergs skuespil "Ebbe Skammelsøn" fortæller i et klart og enkelt sprog den gamle historie om soldaten, der drog ud i krig og efterlod sin kæreste, og om den træske bror, der over for kæresten lyver soldaten død for selv at få hende. Historien er flyttet frem til anden verdenskrig, men myten er tidløs.
Sonja Hauberg (1918-1947) er mest kendt for romanen "Syv år for Lea", der blev slugt af generationer af gymnasieelever, men hun debuterede allerede som attenårig i 1936 med to digte i tidsskriftet "Vild Hvede", hvor hun også fik trykt en del noveller. Hun var politisk aktiv i Danmarks Kommunistiske Parti og skrev kronikker i bl.a. Politiken og Social-Demokraten om pædagogik og litteratur."Den inderste søjle" samler for første gang denne side af Sonja Haubergs litterære virksomhed i bogform
Opdateringer på Facebook i året 2017 - meninger, vurderinger og små essays om især litteratur og samfund.
Horla er en gyser fra sindssygens grænseland - om en mand, der oplever et ondsindet, usynligt væsens tilstedeværelse og vil gå over lig for at få dette væsen ryddet af vejen, Da Maupassant skrev historien, var han ramt af syfilis, der få år efter satte sig på hjernen, så han blev anbragt på en sindssygeanstalt.
Den første roman med emne hentet fra Grønland blev mærkeligt nok skrevet af en mand, som ikke kendte landet af selvsyn, B. S. Ingemann. Det drejer sig om fortællingen „Kunnuk og Naja eller Grønlænderne“ fra 1842…Den væsentligste indvending mod bogen må være den, der sædvanligvis rettes mod størstedelen af Ingemanns produktion, nemlig at alt er fremstillet i et lidt for romantisk skær. Det gælder ikke bare de poetiske talemåder, som de optrædende benytter sig af, men også skildringen af det grønlandske dagligliv. Her er ikke megen tale om sult og kulde eller om mændenes anstrengende og farefulde fangstture og kvindernes trættende arbejde med at tilberede de mange skind. Om grønlændernes livsbekræftende holdning skriver Ingemann i sin efterskrift med et udtryk, der i vore dage kan lyde lidt pudsigt: „Den hedenske Grønlænder føler sig således i Verden under Verdensaandens lunefulde Herredømme, som han dog modig udholder under Sang og livlig Færdse.“ Det er åbenbart blevet det hovedindtryk, han har fået ved gennemlæsning af litteraturen om Grønland, og han gentager den konklusion, som præsten Funch nåede frem til efter syv års ophold i Nordgrønland: „Grønlænderne ere et lykkeligt Folk.“Ingemanns menneskeskildring fortjener imidlertid at fremhæves, fordi han ikke bare fremstiller grønlænderne som etnografiske mærkværdigheder, men først og fremmest som mennesker, omend som typer. Han får læserne til at føle sig sympatisk indstillet overfor grønlænderne, og i efterskriften benytter han lejligheden til at fremhæve, at de „ere et ikke ringe aandeligt begavet Folk er indlysende af mangfoldige Træk i Egedernes, Hans Egede Saabyes og Fleres Beretninger.“(Inge Kleivan)
Ingemann var ikke kun salmedigter, men skrev også medrivende noveller, der undertiden hører til i fantasy- eller gys og gru-genren. Af de fire noveller i hans samling "Eventyr og fortællinger" fra 1820, der her foreligger med titlen "Sfinxen", er titelnovellem måske den mest interessante foren nutidslæser. Arkiv for Dansk Litteratur skriver i sin præsentation af Ingemann:Inspirationen til "Sphinxen" er litterær, nemlig E.T.A. Hoffmanns "Der goldene Topf" (1814-15). Her er splittelsen, identitetsforvirringen og derealiseringen vidt fremskreden: Hovedpersonen Arnold oplever, at han former sin skæbne ved at skrive den - hvis det da er ham og ikke hovedpersonen i Hoffmanns fortælling, der er på færde. Ikke kun han selv, men også hans omgivelser og medmennesker rummer så mange lag, at han er nær ved at blive afsindig. Først da han opgiver at forstå den mangetydige virkelighed, reddes han fra det truende vanvid. Tilmed vinder han sin elskede Cordula, der formulerer betingelsen for deres forening: "mig skal Ingen see, uden den, som troer paa mig og elsker mig, uden at forstaae mig". Men prisen er høj: Han må afvise det borgerlige samfund, overvinde sine ønsker om magt eller ære og bekæmpe den fysiske erotik..Det centrale tema i Eventyr og Fortællinger er individets splittelse mellem den sanselige og den åndelige verden. I barndommens umiddelbare lykke er dobbeltheden uproblematisk, men vi udrives af denne harmoni ved forstanden, seksualdriften og den sociale ambition. For den voksne er det livsopgaven at forædle disse tre typer begær til hengivelse, i form af troen, kærligheden og den kunstneriske fantasi. Derved genvindes barndommens tabte paradis, tilmed på et højere plan, fordi først erfaringerne fra kampen mod fristelserne giver harmonien dybde. Skønt teksterne postulerer en sådan afsluttende harmoni, er deres hovedemne dissonansen og splittelsen.
"De elendige" er en drøm af en bog. Den har det hele - spænding og romantik, social harme, oprør og trods, flugt og jagt, en uskyldigt dømt og en djævelsk snedig forfølger. Det er en bog, man læser med hamrende puls og tårer i øjnene. Et af verdens litteraturens hovedværker, kendt og elsket som bog, film og musical. Her u Frederik Winkel Horns slidstærke og magtfulde oversættelse.
"Vejen til Swann" er første bind af Marcel Prousts vældige romanværk "På sporet efter den tabte tid", her i Christian Rimestads stilsikre oversættelse til den oprindelige, danske udgave,. Smagen af en madeleinekage, dyppet i lindete, fremkalder pludselig en hel verden af fortid for Proust, og han beskriver i alle detaljer denne verden og selskabslivet i de fornemme kredse i Paris fra slutningen af det nittende århundrede og frem til omkring første verdenskrig med alle detaljer og i et lyrisk og sansemættet sprog, der er uden sidestykke i verdenslitteraturen.
I en fremtidsverden er menneskene opdelt i tre klasser, garkerne, der sidder på magten, plebberne, der tager sig af alt forefaldende arbejde, og toflerne, der ikke kan få arbejde, men bliver betalt for at være forbrugere, så økonomien kan køre rundt. Uden for disse grupper står robotterne og de utilpassede, der har fundet et fristed i de store skove.
Bogen "Aktindsigt" følger op på "Skueprocessen", der udkom i 2009, og beretter om spionagesagen mod Arne Herløv Petersen og hvad senere fulgte. Denne bog fortæller om indholdet af de aflytningsrapporter, AHP fik adgang til, om korrespondancen med PET og justitsministeriet for at få aktindsigt, om det, der siden 2009 er skrevet om sagen og om PET's ønske om at udlevere AHP's private dagbøger til Statens Arkiver. Bogen afsluttes med et essay, der sammenfatter hele sagen under titlen "Var det det værd?
Forløbet i Mesalliance, 1833, afdækker en svaghed ved den borgerlige dannelse. For problemet var, at det, Thomasine Gyllembourg her kalder »smaa Vaner og antagne Former«, kunne iføres som en »Kjole« – uden at gå i forbindelse med krop og sjæl. Hvordan skulle så en ung borgerpige kunne se forskel på en sand og en falsk bejler, hvordan skulle hun og hendes medsøstre kunne udpege »Grændseskjellet mellem den saakaldte fornemme Verden og den simple eller borgerlige«? I denne som i andre tekster ligger svaret i ét ord: opdragelse. Igen og igen viser Thomasine Gyllembourg, hvad en ufuldkommen, overfladisk opdragelse fører med sig af fordærv, og hun kritiserer især adelens laden stå til i spørgsmålet om børnenes fremtid.(Nordiske Kvindelitteraturhistorie)
I "Ægtestand" (1835) gennemspiller Gyllembourg sin egen skilsmisse og giver dansk litteraturs første realistiske tematisering af den borgerlige kvindes problemer i en isolerede familiesfære. Sophie lider, ligesom Thomasine dengang, under sin ægtemands kulde og tilsidesættelse af familielivet til fordel for samfundsvendte opgaver. Hun bliver lydhør for den franske gæst Sardes' romantiske kurtiseren, og romanen bygger op til det valg, Sophie må foretage mellem sine varme erotiske følelser for elskeren og tomheden i ægteskabet.(Dansk litteraturhistorie 1984)
Titelpersonen i Thomasine Gyllembourgs "Maria" (1839) får sit liv forkrøblet, da hun som fjortenårig bliver forelsket i en voksen mand, der også bliver forelsket i hende. De går rundt i haven med hinanden i hånden, da de bliver overrasket af Marias far, der opfatter situatiionen som et seksuelt overgreb og bliver rasende. Episoden får ødelæggende konsekvenser for Maria, der aldrig senere bliver i stand til at indgå i et normalt forhold til en mand.
Når man læser Thomasine Gyllembourgs "De lyse nætter" fra 1834, skal man lade være med at spørge om sandsynlighed. Man skal betragte historien som et eventyr, hvor alt kan ske. Historien om Frederiks ægteskab med en pige, han aldrig har set før, om hvordan hun forfølges af en incestuøs storebror og bortføres fra Frederik og til denne store overraskelse har fået et barn, da han under dramatiske omstændigheder genser hende og om fattigdom og uventet arv følger ikke realismens slagne landevej. Men det er en historie med spænding og ramasjang, og hvis man kan følge med i svingene, er den stærkt underholdende. Og så er der en uforglemmelig og levende beretning om Københavns bombardement i 1807.
Thomasine Gyllembourgs "Ekstremerne" fra 1835 skildrer modsætninger mellem gudsfornægtelse og dyb tro, mellem virkelig fornemhed og adelens fordomme og mellem før og nu, som når den unge læge Rudolph Hermes møder Elise, som han var forelsket i og skildrede med ordene: "Denne pragtfulde Figur, de glimrende Farver, forhøjede af de kulsorte Haar, de store, smægtende, blaa Øjne! Hvilken Mand, naar han ikke var af Sten og Træ, kunde danse med en saadan Skønhed og ikke blive til Fyr og Flamme" og så ser hende, da hun efter fem års ægteskab med en rig mand er blevet enke, og Hermes har "erkyndiget sig om Elises Sundhedstilstand og ikke uden Møje formaaet hende til at staa op af Sengen og gaa ud i Luften, en Anmodning, der var saa meget mere nødvendig, da Mangel paa Orden og Renlighed i hendes Værelse og ved hendes Person, samt den Omstændighed, at hendes Yndling, den store Jagthund, delte hendes Seng, i Forbindelse med den daværende Sommers hede Temperatur let kunde have farlige Følger for hendes Sundhed." "Ekstremerne" blev ved udgivelsen anmeldt af Poul Martin Møller, der sammenfattende skrev: "I Extremerne hersker en saadan poetisk Harmonie, da alle de enkelte Partier virke sammen til at frembringe den Tilfredshed, hvormed Læseren forlader Skriftets Læsning".
Der sker mangt og meget i Thomasine Gyllembourgs kortroman eller lange novelle "Jøden" fra 1836. Her er forbyttede børn og en voksen mand, der bliver forelsket i pigen Charlotte, der lige er fyldt tretten år, da han første gang ser hende. Men størst indtryk gør titelpersonen, den jødiske købmand Josef Branco, en mild, lærd og menneskekærlig mand, der skildres således: "Enhver, der har kendt Josef Branco, vil vist erindre sig ham som en ualmindelig Individualitet. Paa en ganske besynderlig Maade forenede han forskellige Nationaliteter og modsatte Egenskaber. Han var paa een Gang en driftig Købmand og en dybsindig Tænker. Hele Dagen var han i Bevægelse og beskæftiget med sine Handelsforretninger, om Aftenen derimod overlod han sig aldeles til sine Studier af alle Slags gamle og nye filosofiske og historiske Bøger. I de orientalske Sprog og de fleste europæiske var han stærkt bevandret og havde meget hyppige Besøg og lærde Sammenkomster med flere Videnskabsmænd og især med den daværende Overrabiner, en for sin Lærdom og Liberalitet almindelig bekendt Mand". Branco fortæller selv om sit syn på racistiske fordomme: "Som Dreng blev jeg mishandlet og foragtet; som Voksen rejste jeg Verden rundt og saa dens Herligheder, hvorfra jeg syntes at være udelukket. Jeg besøgte begge Indier; jeg har set Negerslaver; jeg har set Kulørte; jeg har set den Slægt, man kalder Paria, disse forskudte, hvis blotte Berørelse vanhelliger. Jeg kaldte dem Brødre! og Synet af alt dette forøgede min Sjæls bitre Lidelser".Det er bemærkelsesværdigt, at Gyllembourgs skildring af Branco udkom ret kort tid efter de forfærdelige pogromer i 1819. der blev kaldt "Jødefejden" og før Goldschmidts "En Jøde".
Valdemar Rørdam var en versekunstens mester. Han kunne skabe de mest forføreriske rim og rytmer, han kunne få sine digte til at synge. Når han forsøgte sig med det storladne, det nationale, det episke - så blev det let svulstigt og hult. Men når han digtede om den første forelskelse, om glæden ved at finde sammen og få børn, om den uro og de kurrer på tråden, der følger med, om ængstelse, usikkerhed og lettelse, så kunne han nå store højder. Hans kærlighedsdigte er en gave til alle, der elsker.
"Grå og grønne dårer", der udkom på Funkis forlag i 1933, er en beskrivelse af kunstnerspirer og bohèmer i København i tiden op til første verdenskrig. Deres kusntneriske bestræbelser, deres drukture og deres pigejagt. Bogen emmer af tidsstemning og atmosfære. Rammerne er Strøget og Bernina, men bogen kunne lige så godt have udspillet sig i Minefeltet i 50'erne eller 60'erne. HPE Hansen (1888-1946) udgav allerede i 1929 bogen "Syntesen af Marcel Prosts Værk" og i 1930 "Johannes V. Jensen og hans Tid". Han debuterede som romanforfatter i 1928 med "De forulykkede", som Hans Brix hilste med ordene: "Forfatterens ejendommelighed.. er en kortfattet og klar, kynisk humor, vekslende med filosofiske udblik over menneskeheden... Forfatteren vil efter alt at dømme blive vor litteratur en god mand"
"Thyboer", en samling noveller og fortællinger fra Thy, blev udgivet i 1922 af Klinte, der var forløberen for Hvedekorn Her viser Bertel Budtz Müller mange sider af sit talent. Historien om fiskeren, der troede at de konrinthier var korender, og "42,2" om prangeren, der bereder sig til at dø af sin tårnhøje feber er nærmest det, man kalder humoresker. Men historien "Et barn er født" er ædende skarp samfundsskildring, "Gammelmoer" er usentimentalt ramsaltet og "Den thylandske vår" er en sart og fin beskrivelse af en sky ungdomskærliged, der blev stækket i starten..
Aage von Kohls fortælling "Det store skød" fa 1911 blev hans sidste skønlitterære værk. Resten af sit liv beskæftigede han sig mest med de tanker om livet og døden, der også kommer til udtryk i denne bog - og som indbeatter overvejelser om spiritisme og reinkarnation.Cai M. Woel skriver i "Dansk Litteraturhistorie 1900-1950":"Med romanen "Det store skød" (1911) gjorde Aage v. Kohl op med Jorden; hans tanker er optaget af evigheden, af døden. Er døden noget definitivt eller blot en overgangsform, kan man vende tilbage fra den og meddele sig? Sådanne tanker eksperimenterer han med i denne sidste roman, og han kommer til et yderst positivt resultat. Ikke blot kan de døde vise sig for os og meddele sig til os, mener han, men vi har antagelig også levet i tidligere tilværelser og kan erindre elementer deraf".
"Kursus ind og ud" fra 1943 var femte og sidste bind i serien af erindringsdigte fra barndom og ungdom, der påbegyndtes med "Huset ved volden" (1932). Det blev også Rørdams sidste digtsamling. Den beretter om tiden om fattig kursusstuderende i København omkring 1890.
"Den gyldne gift" er en ægteskabsroman, der handler om kunst, og forfatteren rører ved et problem, der eksisterer: Kan en digter digte ordentligt,hvis han lever lykkeligt? Hvis den gamle sætning: Kunst og kval hører sammen, og hvis, hvad der også påstås, digteren digter bedst om det, han ikke har, at kunsten altså er en slags kompensation, må svaret blive nej. Lykkelige ægteskaber og kunst hører ikke sammen"(Cai M. Woel i Dansk Litteraturhistorie 1900-1950")»Det er med en egen Glæde, man læser denne Bog . . . fordi hos Forfatteren alle Evner er tagne i Brug, alle Sjælens Strænge spændte — og spændte til Bristepunktet — fordi der hos ham fornemmes det hurtige Aandedræt, den varme og ivrige Livsappetit, som er den sande Skribents — fordi han vover at bane sig Vej med egne Kræfter, selv om det gaar gennem Tjørnehække og med Øxen i Haand — endelig fordi han har saa meget Talent, fordi Sproget føjer sig saa villigt under hans Hænder, fordi Billeder og Tankeforbindelser saa redebont staar til hans Raadighed . . . Den Nidkærhed, hvormed den er skreven, den Personlighed, der er nedlagt deri, den Heftighed, hvormed dens høje Idealisme forkyndes . . .«(Albert Gnudtzmann i »Dagbladet«)
"Holeby" er tredje bind i Valdemar Rørdams fembinds digtsamling om barndoms- og ungdomstiden. Den kommer efter "Huset ved volden" og "Af et barns verden" og før "Halv-student" og "Kursus ind og ud". Rørdam fortæller i strømmende og smidige vers om tiden fra han var otte til han var fjorten. Familien flyttede fra Stege til et præstekald i Holeby på Lolland. Hans mor døde, og da han fik en stedmor, begyndte hans trængsler for alvor. Han skildrer lussinger og afklapsninger, og hvordan han blev tvunget til at spise bævreflæsk, til han brækkede sig. Men det er ikke elendighed det hele. Rørdam fortæller også om at tumle sig i naturen, om leg og den spirende fornemmelse af kønnets mærkværdigheder, understreget af det uforglemmelige syn af en tyr, der bedækker en ko.
Knud Poulsen er en af de fineste ssayister i dansk litteratur. Han rejste som ung til Australien, hvor han boede i en årrække. Hans skildringer af Australien i tiden før første verdenskrig giver en levende beskrivelse af landet, dets indbyggere og især naturen. Knud Poulsen delte naturligvis mange af sin tids meninger og fordomme, men man behøver ikke at være enig med ham i alle henseender for at glæde sig over hans sublime sprogkunst. Cai M. Woel skriver i "Dansk Litteraturhistorie 1900-1950" om ham: "Sprogligt har han lært af både Hamsun og Johannes V. Jensen; som hans øvrige åndelige forudsætninger har man nævnt Boganis, hvem han også har meget fælles med, bl.a. melankolien, men de er alligevel meget forskellige.. hans bøger er virkelig mærkeligt dragende på sindet".**Pressen skrev om "Breve fra det fjærne":En overraskende Indtryksmodtagelighed og en Evne til sprogligt at fæstne disse Indtryk med Smidighed og Prægnans. Knud Poulsen ejer dette sjældne, som aldeles ikke kan erhverves selv med den taalmodigste Flid, men som er Naturens Gave.(Chr. Rimestad i »København«.)Man leder efter Adjektiver for at karakterisere denne Bog, og man standser ved saa gamle og forslidte Gloser som henrivende og fortryllende - Ord en Anmelder ellers nødig tager i sin Pen. Men det er faktisk dem, der passer bedst. Der er en Friskhed og Umiddelbarhed over den, et ungdommeligt Humør og samtidig en Finsans og Ynde. der er ligesaa sjælden som indtagende.En af de danskeste, en af de mest ægte nationale Bøger, der er kommet i lang Tid. Disse Breve fra det Fjærne er nemlig mere end noget andet en Hymne til Danmark.(Carl Gad i ”Illustreret Tidende”)Hvor er det udsøgt! En hel lille Landvinding for dansk Literatur.(Kai Friis-Møller i »Politiken”.)Yndefuld og sikker Kunst.(Hans.Brix i "Berl. Tid.”)- et Mønster paa Naturiagttagelse - - baaret af et ganske fortryllende Lune og øm Beundring. Fresnfor alt et Sind, der modtager for at gøre andre delagtige i Glæden og Vemoden.(Dr. Poul Levin i » Tilskueren”.
"Mikrobernes Palads" af Aage von Kohl handler om den store russiske armada, der under den russisk-japanske krig 1904 sejlede ud fra Østersøen, ned syd om Afrika og op til Tsushimastrædet mellem Korea og Japan, hvor russerne led et knusende nederlag. Russerne mistede 5000 mand, otte slagskibe og mange mindre skibe, mens japanernes tab beløb sig til 116 mand.Der er måske ikke så mange, der husker den russisk-japanske krig, men den kom til at kaste lange skygger ind over de næste hundrede års historie. Russernes nederlag var med til at fremkalde den uro, der førte til revolutionen i 1905. og nedkæmpningen af revolutionen var med til at opflamme til revolutionen i 1917. Japanernes sejr førte til, at Korea blev indlemmet i Japan (før krigen havde russerne foreslået Japan at dele Korea i nord og syd) og senere til de japanske angreb på Manchuriet og derefter selve Kina og til sidst til Pearl Harbor og atombomben.Men "Mikrobernes Palads" er ikke en bog, der kun handler om en bestemt krig. Den handler om krigens væsen og hvad krigen gør ved menneskene. Aage von Kohl havde selv deltaget i kampene i Manchuriet og vidste, hvad han talte om."Mikrobernes Palads" er et storværk i dansk litteratur. I sit strømmende sprog, der forebygger senere forfatteres bevidsthedsstrøm, og i sit vældige vingefang kan den minde om "Jærnet" af Harald Kidde. Bogen blev anmeldt 28.11. 1908 af Christian Rimestad i en kronik i Politiken. Rimestad skriver bl.a. at man kunne skrive ikke én men en række anmeldelser af bogen, en om det historiske stof, en om de hovedpersoner der foldes ud, en om kompositionen "der synes mig overlegent intelligent". en om stilen, "der er i høj grad broget, sammensat af de mest forskellige ingredienser.. Denne stil kan hæve sig til en storladen episk lyrisme... den kan, overbebyrdet nervøs, stønne under en trang til at skildre det, der måske slet ikke *kan* skildres... Denne stil skyr intet middel for at levendegøre. "At bogen i dag stort set er gået i glemme er uforståeligt. Det er på tide at gengive den den plads i den danske litteratur, den fortjener.
Valdemar Rørdams tidlige digtsamlinger "åbenbarede i ham en sproglig begavelse og en versformende evne, så frisk og letsprudlende, som ikke var set siden Holger Drachmann, og også i friluftspræget, friluftshumøret og de fulde brysttoner var der noget Drachmann’sk: det var sang med fuldt vejr, som den ikke længe havde lydt fra de unge. Samtidig vågnede også den episke skildre- og fortællelyst i ham, og det store publikum vandt han i "Gudrun Dyre" fra 1902 ved foreningen af den episke fortælling og den lyriske versestil. I denne nutidsfortælling på vers blev læseren som dykket ned i et hav af sproglig vellyd, bares op som i en lystig bølgedans af verserytmer; de nøjagtigste naturmalerier, de trivielleste hverdagsskildringer optrådte i skønt lyrisk gevandt, og i mens forkyndte fortællingen en moderne programmæssig opfattelse af kvinden og kærligheden, som satte mange sind og snart også mange penne i bevægelse... Der var en versevirtuositet, en rytmemusik og en ordrigdom i Rørdams digte, et åndedrag i ham og en sproglig fylde, der kunne nå orkestrale virkninger som hos Victor Hugo eller Edgar Allan Poe eller Swinburne. Der var en frisk følelsekraft i hans vers — jægerens natur- og sportsfølelser, slægts- og stammefølelser dernæst, nationale og heroisk-tragiske stemninger, som nu og da kunne smage af "litteratur" og retorik, men hans urolige blod kunne nå en lidenskabelig patos, hans energiske mandsvilje en dyb og høj etos, som var sjælden i samtidens danske lyrik, og der var en frisk og solid selvtænkning i ham; han kunne ræsonnere på vers, agitere og polemisere på vers som ingen af samtidens danske digtere... Valdemar Rørdam blev indstillet til Nobelprisen i litteratur i 1937 og 1938."(Wikipedia)
"Engelske kærlighedsdigte" er udvalgt og oversat af Valdemar Rørdam. Digte fra det 16. til det 19. århundrede af forfattere som Shakespeare, Burns, Blake, Wordsworth, Byron, Shelley, Keats, Browning, Tennyson og Swinburne er fordansket med stor versekunst og respekt for de oprindelige digtes tone. Det er en smuk og bevægende gengivelse af mange af den britiske litteraturs perler.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.