Bøger udgivet af BATZER & CO. Roskilde Bogcafé

"Norsk fortællekunst i mesterklassen. Vi har med et af de sjældne værker at gøre, hvor man allerede fra første side er klar over, at her er tale om noget ganske særligt." Kristeligt Dagblad»... fremragende ... Holder man af en rigtig god roman, der er lige til at gå ombord i uden at være klichétynget og gammeldags, ja, så vil jeg foreslå, at man går i bogladen efter ikke bare en, men to seje Oslo-romaner fra lige nu: Foruden Saabye Christensens Modellen også Espen Haavardsholms fiktive gravsten over den bror, han faktisk mistede, inden han virkelig blev født. Femstjernede begge to.«- Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten (5 stjerner)Vinteren 1959. Krustjov har sendt hunden Laika i en bane om jorden, Elvis Presley aftjener sin værnepligt på en militærbase i Tyskland, og Fidel Castro stiger ned fra bjergene og indtager Havanna.Nils Hå er 14 år og flytter fra sin mor i København til sin far i Oslo. Sammen med sin bedste ven Zakk udspionerer han skolelærerens smukke kone når hun glemmer at trække gardinet for på badeværelset eller hun besøger de to sorte amerikanske officerer og jazzmusikere i lejligheden ovenover og udlever sin hæse sangstemme. På skøjtebanen løber Zakk og Nils efter pigerne, kusinen Elin og Gun med hestehalen og de grønne jungleøjne, og konkurrerer i hurtigløb på hvor han bliver kaldt Lille-Kurt Stille - efter det danske skøjteikon på den tids skøjter.I mormors gule palæ i Homansbyen tjener Nils lidt penge som ´vicevært´ eller som ´tjener´ når mormor og doktor Eden holder deres store fester hvor datidens kulturradikale intellektuelle, forfattere og skuespillere deltager.Mormors hus er et hus fuldt af liv og hemmeligheder. Doktor Eden, Nils´ stedmorfar, er elev af Wilhelm Reich, og mange af tidens kendte ansigter kommer for at gå i lattergasterapi hos ham. Men hvorfor blev Nils´ mor sendt til København? Og hvem er egentlig Nils´ far? Kan det være mormorens berømte digterven s. - som i en roman har skildret hans mor Karin så smukt og præcist?Efteråret 2003 sidder forfatteren og tænker tilbage på denne vinter som forandrede hans liv og hans syn på verden.Espen Haavardsholm (f. 1945) debuterede i 1966 med novellesamlingen Tidevand. Har siden udgivet hen ved 30 bøger, romaner, essays og biografier. Hans bøger er oversat til en række sprog og tre af dem er filmatiseret. I 2006 blev Haavardsholm hædret med Aschehougprisen for sit forfatterskab.Uddrag af anmeldelser:»En storslået, læseværdig roman.«- MetroXpress (5 stjerner)"En sart og særegen roman ... En roman om barndommens Kainsmærker. Om rå overlevelse. Og så selvfølgelig om kærlighed." Weekendavisen»... en dreven atmosfæreskaber og tidsbilledmaler er denne Espen med sine omrids af den kolde krig i verden udenom og sine referencer til eventyr, drømme, dannelseskultur, rockmusikkens lyd og tekster and all that jazz.«- Torben Brostrøm, Information»Espen Haavardsholm holder dommedag over sig selv og sin egen familiehistorie. Og kommer ud af det som en sejrherre ... Gennem hele bogen kommenterer Haavardsholm fortællingen fra et nutidsståsted. Det er et dristigt projekt, men han lykkes af én enkelt grund: Han kan kunsten at omskabe personlige erfaringer til almene erkendelser. Det er noget som kendetegner stor litteratur.«- VG (6 stjerner)Aschehoug-prisen 2006

"Historien om den evige jøde ... kan næppe fortælles mere enkelt, mindre floromvundet og prætentiøst end i den norske forfatter Bergljot Hobæk Haffs roman." Weekendavisen "... med denne tankevækkende bog cementerer hun sin position som én af Norges store forfattere." Kristeligt DagbladBergljot Hobæk Haff regnes som en af de største norske forfattere de sidste halvtreds år. Hun har fået et hav af priser og to gange været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Hun er oversat til engelsk, tysk, fransk, italiensk, hollandsk, lettisk, svensk og dansk. Den evige jøde, der udkom i Norge i 2002, er hendes 15. roman og fortæller historien om den evigt omvandrende jøde. Han som ifølge myten skal vandre hvileløst omkring indtil Messias stiger ned fra himmelen og udfrier sit udvalgte folk.Skuepladsen er 1500-tallets Europa, renæssancens og reformationens tid, hvor nye idéer udfordrede autoriteterne, mens lugten fra kætterbålene stadig lå over byernes torve. Glasmageren, bogtrykkeren og lægen Isak Juan da Costa og hans datter Juana vandrer på kryds og tværs i Europa, diskriminerede og forfulgte, i en evig jagt på et fristed. Isak er ikke bare jøde, han er også en af dem der tør sætte spørgsmålstegn ved de vedtagne sandheder og bliver derfor tvunget til at leve et liv i landflygtighed - med skiftende identiteter og stadige opbrud. Han forfatter religiøse skrifter og publicerer dem i al hemmelighed - med fare for sit eget liv.Til sidst finder han og datteren et fristed i Amsterdam, hvor Isak får arbejde på et glasværk under navnet Johannes Cartophilus, mens Juana må leve forklædt som drengen Juan. Men hvor længe kan Juana skjule at hun er i færd med at blive kvinde? Hvordan undgår de at katastrofen rammer dem? Og hvad har skæbnen i vente for Juana? Undervejs i romanen møder vi et stort persongalleri af høj og lav, jøder og kristne, kættere og rettroende, kardinaler og korrekturlæsere. Og historiske personer som den flamske maler Pieter Breueghel og den spanske læge og teolog Miguel de Serveto, der blev brændt som kætter, blander sig med opdigtede personer.Den evige jøde er en medrivende historie som afslører at Hobæk Haff har et stort kendskab til livet i 1500-tallet. Dybest set kan romanen også læses som en historie om vor tids rodløse mennesker, der føler sig eksistentielt hjemløse. Og slutningen på bogen bryder da også med den historisk-realistiske stil og former sig som en besk kommentar til vor tid: Juana, ramt af sin skæbne, får et profetisk syn hvor hun lugter røgen fra Auschwitz og for sit indre øje ser en jøde med et maskingevær i hånden. En slutning der kun kan læses som en kommentar til konflikten mellem jøder og palæstinensere, hvor det er de sidste som er de forfulgte og hjemløse.Uddrag af anmeldelser:"Hele to gange har Hobæk Haff været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og med denne tankevækkende bog cementerer hun sin position som én af Norges store forfattere." Katarina Lewkovitsch, Kristeligt Dagblad"Hun er en fortrinlig historiefortæller, 78-årige norske Bergljot Hobæk Haff. Forstået både i betydningen krønikeberetter og oplyser om historien, der i hendes fortolkning omformes til levende vidnesbyrd.'Den evige jøde' minder om Umberto Ecos 'Baudolino', der også blandet fakta og fiktion på en både underholdende og oplysende måde." Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende"Stor romankunst. Sproget er misundelsesværdigt enkelt og samtidig så klart og lysende. Hvert ord virker som om det er mediteret og mejslet frem." Adresseavisen"Dette er stor fortællekunst, det er spændende, romantisk, lærerigt." Kulturspejlet"... velskrevet og velkomponeret, æggende som fantasiprodukt og tankevækkende som meningsytring." Dagbladet"Haff giver os den gode og udødelige historie, dybtborende og smertefuld om det at være menneske.

Hanne Ørstavik (f. 1969 i Tana, Finnmark) debuterede i 1994 med romanen Hakk. Har siden udgivet romanerne Entropi (1995), Kjærlighet (1997), Like sant som jeg er virkelig (1999) og Tiden det tar (2000). I Den tid det tager møder vi den voksne Signe der bor sammen med kæresten Einar og deres fireårige datter Ellen på en gammel gård. Julen står for døren. Forældrene og broren kommer på besøg og spørgsmålet om hvor julen skal fejres, udløser en konfrontation mellem Signe og moren. En konfrontation der tvinger Signe til at forholde sig til sin egen historie og sin barndom i Finnmark i 1980erne. Med et sikkert greb om form og sproglige virkemidler fortæller Hanne Ørstavik en rystende historie om en tilsyneladende velfungerende familie og gør det med en indlevelse som bevæger læseren dybt og giver historien almen gyldighed. Hanne Ørstavik er oversat til tysk, fransk, ungarsk og svensk. Fik i 1999 Sult-prisen for "et eminent yngre forfatterskab" og P2-lytternes romanpris. Den tid det tager blev i Norge nomineret til Kritikerprisen. Uddrag af anmeldelser:"HØ fortæller denne triste, tragiske Tove Ditlevsen'ske hverdagshistorie meget fint, i en neutral refererende stil, der holder dramaet tilbage, indtil det bryder løs." Jens Kistrup, Weekendavisen "Den unge norske forfatter HØ skriver fint og indfølende om en families hemmelighed. (-) Livsløgnen er beskrevet allerbedst af en gammel norsk forfatter - men HØs demonstration er hermed på det varmeste anbefalet." Mai Misfeldt i Berlingske Tidende "HØ er god til at give mellemrummenes hemmeligheder liv og eksistens, at fordele lys og mørke mellem personerne, at give de sarte glæder et sprog i pigens håb og frygt. (-) Tankevækkende er bogen den tid, den tager." Torben Brostrøm, Information "Romanen er en hård samtidsskildring. (-) Men den giver også en smule håb. Den følsomhed, skæbnerne fortælles med, lader os ane, at der hinsides bitterheden stadig er en rest af engagement og tro på, at lyset vender tilbage." Kasper Lezuik Hansen, Kristeligt Dagblad "Den tid det tager gør mig både varm om hjertet og giver mig tårer i øjnene, ikke kun fordi det er en gribende historie, men mest af alt fordi den er så glitrende fortalt, med en stilistisk nuancerigdom, en fingerspidsfornemmelse for sproglige mikroorganismers meningsbærende kraft og en kompositionel elegance som er meningsbærende ... Fortsætter Ørstavik at udvikle sig sådan som hun har gjort indtil nu, står vel den litterære verden snart over for et dronningeskifte." Øystein Rottem, Dagbladet "Hanne Ørstavik bruger ikke store ord og dramatiske fagter i sine bøger. Måske er det derfor de virker så stærke. Samtidig som ordbrugen er enkel og hverdagsnær, er den raffineret varieret. Den kan fremstå så enkel, så nøgen, dirrende ubeskyttet og grusomt afslørende. Og samtidig så hårdtslående i sin sårbarhed, kompromisløst indtrængende i sin kritik." Geir Vestad, Hamar Arbeiderblad

Elisabeth Rynell bevæger sig i romanen Hohaj på grænsen til det uud­si­ge­lige. Hun prøver at finde en vej langs halvt usynlige og tilgroede stier i såvel sit eget følelsesliv som i sproget, og den vældige natur i det norrlandske land­skab bliver en klang­bund for de uudgrundelige kræfter som styrer men­neskers liv.Romanen blev belønnet Aftonbladets litteraturpris og Sveriges Radios romanpris.Elisabeth Rynell, f. 1954, debuterede 21 år gammel med digtsamlingen Lysvit og har siden udgivet 10 bøger, fem digtsamlinger, en essaysamling, en fortælling og tre romaner. Hohaj, der udkom i 1997, blev hendes store gennembrud, både hos kritikerne og læserne.I Hohaj løber to historier parallelt, begge udspiller sig i udkantområdet Hohaj i Norr­­land i Sverige og handler om mennesker der er fanget eller har ladet sig fange i skæbnens net.Den ene historie handler om en navnløs kvinde der har mistet sin mand og forvilder sig til denne udørk på flugt fra en smerte hun ikke kan udholde. Langt ude i den kolde vildmark finder hun liget af en kvinde som er frosset ihjel for mange år siden.Den anden historie handler om Aron som har været på flugt lige siden han begik en forbrydelse i sit hjemland. I Hohaj finder han husrum hos et venligtsindet par der også skaffer ham arbejde som heste­­vog­ter om sommeren. I sit ensomme ar­bejde med hestene får han selskab idet en kvinde kommer smygende ud af skovens dyb. Hun taler ikke med ham, for hun er sky som et dyr, men hendes øjne følger hans bevægelser og han kan mærke hen­des tilstedeværelse på sin krop. Kvinden hedder Inna og bor i et hus i skoven med sin tyranniske fader, Knorten, der efter moderens død opfatter hende som sin ejendom. Langsomt lærer Inna og Aron hinanden at kende - først nølende, siden ømt og lidenskabeligt.Historien om Inna og Arons gribende kærlighed kommer kun frem fordi en navnløs fortæller halvtreds år senere dukker op i den forladte landsby hvor flygtningen Aron i sin tid slog sig ned, også hun på flugt fra en smerte som martrer hende. Ved at fortælle deres historie foretager forfatterens alter ego en vandring ind i sig selv, ind i det indre følelsesmæssige landskab, gennemlever sorgen og smerten, genop­lever kærligheden og det gode liv og finder dermed en forløsning.Uddrag af danske og svenske anmeldelser:"... under den lukkede og tilfrosne overflade syder og bobler det af livskamp, stemning og indestængte følelser. Sorgen, vreden og manglende evner for kærlighed er hovedtemaer i bogen. Rynells bog rager højt op over den flade eksistentielle udviklingsfortælling og kære skæbneromantik, som man finder i mange bøger for tiden. Hohaj er en bemærkelsesværdig bog, der på samme tid er opsigtsvækkende rå og dybt poetisk ... Rynells register er imponerende. Og Karsten Sand Iversens fremragende oversættelse understøtter det med finesse. Rynell beskriver ødemarken - både i landskabet og i sjælene - med stor skønhed og en insisterende sproglig og følelsesmæssig musikalitet." Signe Lindskov Hansen, Information"Hohaj er en smuk og kraftfuld roman, der trækker læseren gennem hele følelsesregistret og efterlader en sitrende og pirrende uro i alle nervetråde. Læs den, og mærk hjertet slå en lille smule hurtigere."Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad"Elisabeth Rynells meget smukke sprog lyser op i romanen om udmarkerne i Norrland."Katinka Bruhn, Weekendavisen"For alle, der med et saligt suk har ladet sig rive over stenede, men stormfulde højder, gennem Herbjørg Wassmos huse med blinde glasverandaer og rundt om hendes kraftfulde Dina fra Reinsnes, er der lidt af en kastevind i sigte. For svenske Elisabeth Rynells prisbelønnede gennembrudsroman om forblæste skæbner i den norrlandske ødemarksflække Hohaj har indstøbt samme virkningsfulde treenighed i sit fundament. (-) Det kræver næppe medlemskab af Dans

At smyge forbi en økse er historien om Lydia som vokser op i en familie med syv børn i et blåt hus på en bakke i en lille norsk by i 70erne. Romanen består af 58 erindringsbilleder der blander drøm og virkelighed, og på en humoristisk men også gruopvækkende måde afslører det en kritiker har kaldt "en families idylliske helvede".Historien er nærmest filmisk i sin fortælleform, små impressionistiske snapshots af en families kaotiske hverdag som formår at trænge ned under overfladen, til sjælens dybeste lag. Man møder en far som ikke formår at holde på et arbejde og som i sin fraværende tilstedeværelse kommer hjem med det forkerte barn fra børnehaven. Og en mor som prøver at holde på facaden og samle stumperne. Mor står for orden og retfærdighed, mens far repræsenterer legen og friheden. Men ingen af forældrene magter i virkeligheden at tage ansvaret for børnene.Bogens omdrejningpunkt er Lydia, en selvstændig og sårbar pige som har talent for fodbold og atletik. Romanen beskriver hendes opvækst fra hun er helt lille til hun kommer i puberteten og hendes oplevelse af omverden, hendes fortvivlelse og håb, hendes ensomhed og stærke følelsesliv. Den kryptiske titel hentyder måske til livets øksehug, om det er muligt at slippe levende - ikke fra døden - men fra den daglige død, fra de daglige øksehug som falder som dug. I den sammenhæng kan selv et middagsmåltid blive skæbnesvangert, og her er vi ved bogens styrke: at de små hændelser får karakter af noget eksistentielt.At smyge forbi en økse er skrevet af en forfatter med et originalt talent. I en impressionistisk stil der er blevet sammenlignet med Hamsuns Sult fortæller Beate Grimsrud en historie som ikke kan undgå at berøre en dybt.Beate Grimsrud blev født i Norge i 1963, men har boet og arbejdet i Sverige siden 1984. Hun debuterede i 1989 på svensk med novellesamlingen Det fins grenser for hva jeg ikke forstår og i 1993 kom romanen Continental Heaven. Sideløbende har hun arbejdet med teater, fjernsyn og film. Hendes gennembrudsroman At smyge forbi en økse kom på norsk i 1998 og året efter på svensk. Fra svensk side blev romanen sidste år indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og i den anledning skrev May Schack i en oversigtsartikel i Politiken: "Det, der virkelig gør denne roman til noget særligt, er at den er skrevet så rystende konkret. Hele familien aflæses med en barnlig konkret logik, hver scene bliver et tableau for sig, fastholdt med en usædvanlig tydelighed. Man ser alt. Grimsrud var et nyt bekendtskab for mig, overraskende godt." Ved en afstemning for nylig i Svensk Radio blev bogen kåret som årets roman. Uddrag af anmeldelser "Hele tiden formår romanen at fastholde læseren i en form for frugtbar tvivl. For hvor meget er virkeligt i Lydias verden, og hvor meget er ønskedrømme, fantasier og tvangstanker? Hendes sind er sensibelt, hendes forestillingsevne voldsom og det sprog, forfatteren bag hende skriver frem, er fyldt med sanselig nærvær. Sætningerne står og lyser. Hver for sig. Visuelt appellerende. Tilsammen danner de et dirrende livsbillede: En aparte familie har taget opstilling foran kameraet med en stejl, stolt og usædvanlig pige lige i midten. Måske er det hende, der i sidste ende har et fast greb om øksen og bestemmer, hvad der skal hugges ned og hvad, der får lov at stå uberørt? I alt fald, Beate Grimsruds barndomsskildring er original og en potentiel klassiker."Henrik Wivel, Weekendavisen"At smyge forbi en økse er sådan en stille, stærk bog, man skal tage sig tid til. Trods sin enkle stil og sin umiddelbart gennemsigtige stemning bør den ikke læses hurtigt. Den fortjener virkelig, at man lytter til den ... Beate Grimsrud mestrer sprogets musikalske virkemidler med en stor perfektion. Med ganske få anslag fører hun læseren dybt ned i en barnesjæl - en s

Hvide dværge. Sorte huller er en sjældent ambitiøs debutroman som tager pulsen på vor egen tid og går så dybt i sin civilisationskritik at man skulle tro den var skrevet af en erfaren og anerkendt international forfatter som Rushdie, Naipaul og Pamuk. En moppedreng på 480 sider hvor der males på det store lærred og som rummer en encyklopædisk viden om alt fra litteratur og filosofi til kvantefysik og astronomi. Men vigtigst: romanen er gnistrende velskrevet, ubesværet og spændstig, og fortalt med både indsigt og humor.Hovedpersonen og jegfortælleren er en ung engelsk børsmægler, Gestas Hutting, der begår et større underslæb og rømmer over hals og hoved til Indien. Navnet Gestas stammer fra den af røverne på korset som valgte fortabelsen frem for frelsen, og Gestas Huttings rejse fra Madras til Calcutta og videre langs Ganges til den hellige by Varanesi kan nærmest sammenlignes med en nedstigning i Dantes Helvede. På flugt fra Scotland Yard, sin fars død og et forlist ægteskab er han en blind passager i tilværelsen og hans ubehag ved kulturen tvinger ham til at reflektere over civilisationens pris. Hans møde med Indien - med stanken og lidelsen, råddenskaben og fornedrelsen - fører til at hans verdensbillede ramler sammen og til det han kalder selvafvikling, en demontering af selvet eller egoet, og i sidste ende til en form for bevidst galskab.I skrivende stund befinder Gestas sig som patient på Magdalena Mentale Medlidenheds-hjem hvor han som en slags offerhandling sidder og nedfælder historien om de hvide dværge - de kolde stjerner der er holdt op med at lyse - og verdensrummets og tilværelsens sorte huller. Og parallelt med rejseberetningen løber to andre spor: scener fra et ægteskab og samtaler med præst og psykiater, samtaler som hver for sig bidrager til forståelsen af fortællerens historie.Sigmund Jensen, f. 1968, debuterede i 1995 med novellesamlingen Antikvarens datter og blev allerede dengang betragtet som et talent ud over det almindelige. Hvide dværge. Sorte huller er hans forbløffende romandebut, som ifølge en anmelder tyder på at vi her står over for en forfatter som fra nu af vil høre til "det ypperste inden for samtidslitteraturen".Uddrag af anmeldelser:"NORSK LITTERATUR HAR FÅET SIN EGEN PETER HØEG ... Sigmund Jensen er norsk litteraturs ny wunderkind ... Hvide dværge. Sorte huller er en frodig roman af et stort fortælletalent. Det er oven i købet en roman med en masse på hjerte ... nøjagtig lige så lovende som Peter Høegs afgørende gennembrud med frøken Smilla." Klaus Rothstein, WeekendavisenI EN AF DETTE FORÅRS BEDSTE BØGER BRAGER SIGMUND JENSEN IGENNEM - 5 *****Det ene ord, der på alle måder betegner den norske forfatter Sigmund Jensens uhyrlige romandebut, er format. Bogen er på 476 tætskrevne sider, hvilket ikke er én for meget. Samtidig er bogen skrevet med så kolossalt episk et schwung, at man dårligt ved, hvad man skal sammenligne det med. Det er som Jules Verne eller Arthur Conan Doyle, når de er mest drengede. Det er Bruce Chatwin på speed, hash og Murder One. Det er moderne amerikansk minimalisme-realisme a la Ellis, men drevet frem i Thomas Harris' krimitempo og iklædt diskrete postmoderne Peter Høeg-lignende allusioner. Det er indisk fabuleren, det er saga, myte, vits, lal og derudaf. Og så har jeg ikke nævnt plottet, persontegningen og al filosofien. Og al religion - kors! Og civilisationskritik og politisk oprør fra en forfatter, der vil noget - også ude i samfundet - med sin litteratur. (-) Alt dette mikses og blendes og omrystes og serveres i en så fejende elegant bevægelse, at man tror, det er løgn. Det hele samler sig og bliver STORT." Kristian Ditlev Jensen, Berlingske Tidende"FABULERENDE NEDTUR OG VIIS OPTUR - 4 ****Gad vidst, hvor længe de nordmænd kan blive ved med at sprøjte nye, gode forfattere ud? Snart sagt hver mindev