Bøger udgivet af Batzer & Co

Det er blevet lillejuleaften. Asle har sovet på køkkenbænken med alt tøjet på, der er koldt i huset, han orker knap nok at tænde op. Han har mistet lysten til at male, og nu pakker han malergrejerne væk og sorterer sine malerier så kun et portræt af hans afdøde kone Ales bliver tilbage. Resten skal udgøre hans sidste udstillinger.Han kører endnu en gang til Bjørgvin og afleverer en ekstra stabel malerier til Beyer på galleriet, og imens han er i byen viser det sig at der er sket dramatiske ting med to af hans bekendte.Vi hører om Asles studietid, hvor udlejeren Herdis Åsen vil have Asle for sig selv, og hun betaler ham for at male sit portræt, ligesom hun som ung er blevet malet af en kendt maler.Ales er utryg ved Herdis Åsen og kræver at Asle flytter ud, og kæresteparret flytter snart sammen selv om de næsten lige har mødt hinanden. Ales er glødende katolik, og Asle der ellers ikke er meget for religion drages af kirken og ritualerne, der giver ham ro.Asle har for første gang sagt ja til at fejre jul med Åsleik og hans søster Guro. Juleaften sejler Åsleik, Asle og hunden Brage med Sjarken ind i Sygnefjorden til den ø hvor Guro bor. De har strømmen med sig, det fine tøj er pakket ned og de skiftes til at stå ved roret. Med sig har de to malerier som skal være Guros julegaver. Hjemme hos Guro dufter der af røget pindekød, og hun virker bekendt, selv om hun og Asle aldrig har mødt hinanden.

Auður Ava Ólafsdóttirs nye roman udspiller sig i vintermørke, lige inden jul, mens hidtil ukendte lavtryk er under opsejling. På anden sal i Ljósvallagata bor en jordemoder i en lejlighed hun har arvet efter sin enlige, barnløse grandtante. Op af en kasse som har indeholdt Chiquita-bananer, dukker tre manuskripter som grandtanten arbejdede på og som undersøger hvad mennesket er i stand til.Hovedpersonen i Dyreliv er en ljósmóðir, en lysmoder, som en jordemoder kaldes i Island. Ordet blev ved en afstemning i 2013 valgt som det smukkeste ord på islandsk."En af de smukkeste bøger jeg nogensinde har læst ... Årets bedste roman." – Morgunblaðið "En unik stemme i Islands litterære flora. Ekstremt kraftfulde skildringer ... Bogen fører sine læsere ind i mørket og derfra ud i lyset." – RUV (Islands Statsradio) “Jeg kan let se Ólafsdóttirs nye bog som julegave til folk, der har brug for et lynkursus i taknemmelighed og undren over, at vi er i live, får børn og har et univers af svimlende skønhed til vores rådighed.” – Information“At læse ‘Dyreliv’ er som at skabe gennemtræk i sit hjem på en dag, hvor vejret er lunefuldt. Sommetider uden mærkbar vind, sommetider så velbesøgt af vind, at man må flytte på fødderne for at holde balancen. I ’Dyreliv’ er begge dele – stilheden og stormen – behandlet med lige stor opmærksomhed og respekt.” – Litteratursiden“Ét er sikkert: Også Auður Ava Ólafsdóttir har mærket sig de ildevarslende tegn på et klima i forandring, men i stedet for at skrive en dystopisk roman har hun med “Dyreliv” skrevet omridset af en forsigtig utopi.” – Jyllands-Posten 5 stjernerLÆSEPRØVE: https://issuu.com/batzerco/docs/audur_ava_dyreliv_l_sepr_ve

I Historien om Asta følger vi Asta, hvis navn betyder kærlighed på islandsk, og netop kærligheden kommer til at skabe ravage gennem Astas liv.I starten af romanen møder vi Astas forældre, Helga og Sigvaldi, som forelsker sig hovedkulds i hinanden. Deres kærlighed er stormfuld og de har et brusende og lidenskabeligt sexliv. Helga er lidt af en femme fatale, hun er umådelig smuk og driver mændene til vanvid og en dag forlader hun pludselig manden og sine to små piger. Sigvaldi lammes af Helgas svigt og formår ikke at tage sig af sine to døtre, så Asta ender i pleje hos en varm og godhjertet kvinde. Men da hun brækker næsen på skolens mest populære fyr, sendes hun på sommerophold på vestlandet hvor hun møder Josef med de smukke øjne, og han bliver starten på Astas omtumlede kærlighedsliv.Historien fortælles dels set med Sigvaldis øjne og dels gennem de breve Asta skriver. Helga går i hundene og Sigvaldi falder ned fra en stige og mens han ligger på fortovet passerer hans liv revy.Er det virkelig nødvendigt at falde ned fra en stige og slå sig halvt fordærvet for at finde ud af hvad der er det vigtige i tilværelsen?“I det hele taget er den på sin vis bedrøvelige historie om Asta og hendes underskønne mors kamp med drifterne brolagt med spids humor og samfundsvinkler, der gør romanen til en af årets bedste fangster fra Nordatlanten. Læs Jón Kalman Stefánsson og bliv fortryllet af sproget og den skiftevis legesyge og alvorlige kærlighedshistorie.” – WeekendavisenJón Kalman Stefánsson (f. 1963) er en af Islands allerstørste forfattere. Han debuterede i 1988, har udgivet flere digtsamlinger, noveller og romaner. Kalman har været slagteriarbejder, arbejdet i fiskeindustrien, studeret på universitet, undervist på højskole og arbejdet som bibliotekar. Boede i København i årene 1992-95. Siden 2000 forfatter på fuld tid. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange, senest i 2015 for romanen Fisk har ingen fødder.

Det ulyksalige ved at være en Skrake er en episk fortællende og underholdende roman om slægten Skrake og begynder i 1952, det skelsættende år i Finlands historie hvor der var OL i Helsingfors, coca-colaen kom til landet og den finske skønhedsdronning Armi Kuusela blev Miss Universe. Den idealistiske drømmer Werner Skrake er passioneret lystfisker, hammerkaster og Elvis-fan, men har hele sit liv været forfulgt af uheld som for evigt knytter Skrake-navnet til ulyksaglige begivenheder. Fortælleren er Werners søn, Wiktor Jurij Skrake, og bogen handler om hans forsøg på at komme til rette med sin familiehistorie og den skæbne som hviler over slægtsnavnet Skrake. ”Kjell Westös store roman om Skrake-slægtens mange ulykker, spejlet i det 20. århundredes finske historie er poetisk, melankolsk og meget, meget morsom - en ny-klassiker.” – Weekendavisen ”Det er en fabelagtig fortælling.” - Kristelig Dagblad ”Westös prosa er gjort af en helt særlig blanding af fortællende energi, humor og vemod. Hans projekt kan i denne roman minde om den norske Lars Saabye Christensens i Halvbroderen. Kjell Westös Helsingforsroman er på højde hermed.” - Politiken

I 2022 blev Judith Hermann bedt om at holde den legendariske Frankfurter poetikforelæsning, noget som kun tilfalder de største tysksprogede forfattere. Resultatet blev en overraskende åbenhjertig beretning om hendes liv og forfatterskab.Judith Hermann skriver om en opvækst i det delte Berlin. Om en barsk familiehistorie. Om mange år i psykoanalyse og lange lykkelige somre ved havet. Om mennesker hun har mødt og som har præget hende, og dermed litteraturen hun skriver. Sandhed, fiktion og hemmeligheder – hvor begynder en historie, og hvor ender den? Hvor pålidelig er vores erindring, hvor tæt er vores drømme på virkeligheden?Vi ville have fortalt hinanden alt handler om både litteraturen og livet og det der holder skrivningen og livet sammen og forbinder dem. Som i sine romaner og noveller indfanger Judith Hermann en hel livsholdning: Med en klar poetisk stemme fortæller hun om den følsomme midte i livet, om venskab, opbrud og frihed.

Det er dagen før lillejuleaften. Asle har afleveret malerierne til juleudstillingen på Galleri Beyer og har mistet lysten til at male. I dag skal han forberede en middag med ludefisk til Åsleik og sig selv, det er en juletradition, men i år orker han det ikke rigtig, faktisk orker han ikke noget som helst.Han tænker tilbage på studietiden på Kunstskolen, og på dengang han mødte Ales på Buscaféen og de blev kærester i samme øjeblik de så hinanden. Ales følger med ham hen til den lettere alkoholiserede og ensomme Herdis Åsen hvor han skal se på et værelse. Herdis Åsen og Ales kan ikke udstå hinanden, og Asle får at vide at han ikke må have piger på værelset.Mens Asle venter på at få lov at besøge sin indlagte navnebror får vi brudstykker af den anden Asles liv med druk, utroskab og konens selvmordsforsøg. Asle sidder og ser ud mod sit pejlemærke på Sygnefjorden og tænker over livet, og når han vågner om natten er det som om Ales ligger ved siden af ham, for selv om legemet dør, lever sjælen videre, og Ales er himlen over alt som findes.

Dragerne over Helsingfors er en roman om Helsingfors i tiden efter 2. verdenskrig og frem til årtusindeskiftet, fortalt gennem en families brogede liv. Historien begynder da Henrik Bexar som ung dreng kommer tilbage til Österbotten i det vestlige Finland efter at have været krigsbarn i Sverige. Men fortællingen kredser først og fremmest om Henriks tre børn: Dani, Marina og Riku og deres tre vidt forskellige livsforløb. Rickard eller Riku, det yngste barn, er romanens hovedperson. Man hører om hans forhold til forældrene, og til hans ældre søskende Marina og Dani. Det er en fortælling om et far-søn-forhold der styrkes af en fælles kærlighed til ishockey, men som er mærket af farens svigt og fravær. I romanens første del følger man Rikus venskab med Robbi Åström og Sammy Ceder. De tre drenge bliver uadskillelige, og man følger dem langt ind i deres voksenliv. I romanens anden del forsøger Rikus storesøster Marina at genkalde sig minderne om en nær fortid som har været udslagsgivende for deres forståelse af dem selv og hinanden. Marina har et forhold til Ufa, som hun senere bliver gift med. Vi hører om Marinas problematiske forhold til Riku og om det forretningsimperium Sammy og hans storebror Benno starter. Vi er i yuppietiden i firserne og man skyer ingen midler i jagten på profit. I bogens tredje og sidste del er et årti gået. Økonomien er krakket og Riku har endegyldigt brudt med Sammy Ceder, Robbi Åström og deres stadig mere fordækte arbejdsmetoder. Riku er i begyndelsen af 30’erne og efter selv at være blevet far har han behov for at opklare familiens tabubelagte fortid. Dragerne over Helsingfors er en klassisk Westö-roman, en hjerteskærende slægtskrønike og et tidsbillede, hvor de historiske begivenheder og strømninger beskrives gennem deres indvirkning på skrøbelige og sårbare individer.

Subhash og Udayan Mitra er brødre. De er uadskillelige, men også meget forskellige. Subhash er den forsigtige, stille og pligtopfyldende storebror, som adlyder forældrene og klarer sig godt i skolen. Udayan er den vilde, stædige og charmerende lillebror, som også er modig og exceptionelt intelligent. Vi befinder os i 1960'erne, og Udayan bliver tiltrukket af den revolutionære naxalit-bevægelse. Han er klar til at sætte alt på spil for det han tror på. Subhash deler ikke sin brors politiske lidenskab og han forlader Indien for at forfølge sine akademiske ambitioner i USA. Men da Subhash får at vide at hans bror er blevet dræbt, rejser han tilbage til Indien i et forsøg på at finde ud af hvad der egentlig skete og for at samle stumperne af sin sønderknuste familie. «Betagende ... Fyldt til randen med smerte og kærlighed og al livets skønhed.» – THE OPRAH MAGAZINE «Lahiris bedste bog indtil nu ... På en gang foruroligende og generøs.» – THE NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

August 1989. Jerntæppet er ved at falde. Dunkelblum er en søvnig lille by i Østrig, på grænsen til Ungarn. Bag den idylliske facade blomstrer årtiers tavshed, som bliver brudt da en ung kvinde forsvinder, en mystisk besøgende stiller mærkelige spørgsmål og man finder et skelet fra krigen på en mark i udkanten af byen.Dunkelblum er en spændende og skelsættende roman om historisk skyld, om skeletter i skabet og fortielsens ødelæggende kraft.

Hovedpersonen Vasja er en beskeden og følsom kontorist der via hårdt arbejde og sin flotte håndskrift har arbejdet sig op fra en fattig baggrund til en position som betroet skriver i departementet. Han har ikke den store indtægt, så han deler lejlighed med sin bedste ven, Arkadij. Fortællingen starter en nytårsaften hvor Vasja kommer glædestrålende hjem til vennen og fortæller at han har forlovet sig med Liza. Han er dybt forelsket, kærligheden er gengældt, og han oplever på den måde en stor lykke og medgang i sit liv, men inderst inde føler han ikke at medgangen er fortjent. I glædesrusen over at skulle giftes med sin elskede kommer han voldsomt bagud med sine arbejdsopgaver. Det virker helt umuligt at overholde tidsfristen, men Vasja er så samvittighedsfuld og fast besluttet på at nå det alligevel, at arbejdspres og selvbebrejdelser truer med at knække hans følsomme sind. Arkadij mærker en katastrofe nærme sig og sætter alt ind på at hjælpe vennen helskindet ud af kniben.Noget af det helt særlige ved Et svagt hjerte er den kærlige og humoristiske beskrivelse af Vasja og Arkadijs nære venskab. Fortællingen fra 1848 er en af Dostojevskijs tidligste.“Hvide nætter og Et svagt hjerte giver et fint indblik i den unge Dostojevskijs forfatterskab.” – Kristeligt Dagblad“‘Hvide nætter’ og ‘Et svagt hjerte’ udtrykker tilsammen den unge Dostojevskijs store spænd fra storslået lyriker til indigneret socialrealist.” – Politiken“… et bemærkelsesværdigt fint, lækkert layout med en baggrund som gammelt tapet, der passer til det romantiske indhold. (–) Både Trine Søndergaard og Tine Roesens oversættelser er meget vellykkede, og de adskiller sig væsentligt fra Ejnar Thomassens.”– Bibliotekernes lektørudtalelseLÆSEPRØVE: https://issuu.com/batzerco/docs/et_svagt_hjerte_l_sepr_ve

Fortælleren Jean tænker tilbage på en “sag” han havde til opgave at efterforske da han som ganske ung var ansat en kort tid hos en privatdetektiv. En ung kvinde, Noëlle, var forsvundet, og der var kun få spor. Et af dem førte til en lejlighed hvor hun havde boet, og hvorfra Jean tog en notesbog med sig. Der var noget med en mand, var hun gift, var hun flygtet fra en mand? Optegnelserne var få og uklare, men når Jean husker sagen her ti, tyve, tredive år efter og genlæser notaterne, er det som om der står noget mere. Var det skrevet med usynligt blæk, og er tidens gang det der skal til for at skriften træder tydeligere frem? Vi er i erindringernes utydelige univers, nogle erindringer er som “hvide pletter”, glemte, mens andre måske er noget han tror han husker. Som så ofte før hos Modiano spiller kvarterer og gader i Paris en rolle, et skilt fra et forhenværende dansested eller et bilværksted trækker erindringer frem fra glemslen. Det er som om efterforskningen genoptages gang på gang, og hver gang kommer læseren lidt tættere på gåden Noëlle.Patrick Modiano, f. 1945, er fransk forfatter og modtager af Nobelprisen i litteratur i 2014. Han debuterede som 22-årig i år 1968 med krigsromanen La Place de l´Etoile. Modiano har foruden romaner også skrevet børnelitteratur og han sidder med i juryen, der uddeler den franske litteraturpris Prix Centrepoint.“Usynligt blæk taler til os om kærlighed. Uimodståelig, den tager vejret fra en, og den føjer sig til det værk hvor hver bog er et forsøg på at afkode fortiden – ja, selve eksistensen.” – Les Inrockuptible“Man sluger hans sætninger en for en, man er som forhekset.” – Le Figaro Littéraire“I Usynligt blæk skriver Patrick Modi­ano smukt om forholdet mellem skrift og glemsel, de hukommelseslag som et menneske består af.” – Le Monde“Langsomt lader han sine erindringer komme op til overfladen. Usynligt blæk er en dunkel og uimodståelig roman.” – L’ Obs

★★★★★★ – Kristeligt DagbladStrindberg skrev Inferno på fransk i løbet af syv uger i 1897 på grundlag af de dagbogsoptegnelser hand havde ført gennem tre år. Inferno er beretningen om nogle år "i helvede", hvor Strindberg gennemgår en dyb sjælelig krise og hvor hans liv er som et laboratorium. Skuepladsen er Paris. Strindberg har forladt kone og barn med en følelse af at have brændt alle broer, samtidig med at han føler lede ved bohemelivet og overvejer "at vende poesien ryggen". Han kaster sig ud i naturvidenskabelige studier og eksperimenter og er besat af tanken om at fremstille guld. Hvor Strindberg tidligere betragtede sig som frontkæmper for det moderne, er Inferno præget af en vending indad, af introspektiv fordybelse og religiøs søgen. Hans sind er åbent for alt det der sker omkring ham; han eksperimenterer, fortolker, ser tegn alle vegne og skriver i en impressionistisk stil som foregriber den moderne autofiktion.

Forsøg over svampenarren fra 2013 er det femte og (foreløbigt) sidste af de litterære “forsøg” Peter Handke påbegyndte i 1989. Forsøgene står som en milepæl i forfatterskabet, og historien om svampenarren udgør den seneste manifestation af disse uudgrundelige, fortællende essays hvor Handke tager livtag med skriftens og læsningens gåder. I Forsøg over svampenarren udforsker Handke fortællingens muligheder gennem en sælsom sproglig erindringsrejse som forsøger at bringe den skrivende og den beskrevne sammen i tid og rum - med eventyrelementet som det gådefulde, femte element. Forsøget udfolder den tragikomiske beretning om forfatterens forsvundne ven, der som navnet antyder er besat af skovbundens små gevækster. Gennem fortællerstemmens humoristiske men barokt slyngende syntaks får vi præsenteret historien om svampeidiotens tiltagende besættelse af sit objekt - hvor søgningen synes at udgøre målet i sig selv. Det er et eventyr, en allegori og en vejledningshåndbog udi øvelsen at se, høre og læse verden: som Peter Handke. På Weekendavisens liste over MÅNEDENS BEDSTE BØGER. “Handke skriver, så alt synger” – Berlingske 5 stjerner Peter Handke, f. 1942, østrigsk forfatter. Med sin righoldige produktion som fortæller, lyriker, dramatiker, essayist og oversætter er Peter Handke en af de tysksprogede landes mest markante, men også mest omdiskuterede forfattere. Fik Nobelprisen 2019.

Vi befinder os i Keflavik som er blevet kaldt Islands mørkeste sted og er kendt for sin amerikanske militærbase og den evige vind fra havet. Et sted der er lige så tomt og svært at blive klog på som den hjemvendte Ari. Bogens navnløse fortæller og Ari havde en gang en drøm om at redde Island med poesi, men en morgen forlod Ari konen fordi han følte han var ved at blive kvalt og slog sig ned i København som forlagsredaktør. Nu vender han tilbage fordi hans far er ved at dø og han konfronteres med alle de uløste problemer i sin egen fortid. Ingen kan gå på vandet, derfor har fisk ingen fødder.«Kalmans prosa gør himmelen højere, natten klarere, hjertet større. Det er litteratur som får livet til at spire.» – Sydsvenska DagbladetNomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015.Det er historien om en slægt fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag, en historie om smerte og tab, om vold og et hav fuld af fisk som du ikke må fange. Centralt står Aris bedsteforældre: Oddur, arketypen på den tavse islænding, fiskeren som ikke frygter noget, og hans smukke kone Margret, poetisk, følsom og drømmende som Ari. Det er hende som siger: Hvis jeg er nøgen under kjolen, så ved du at jeg elsker dig.

Bådehuset handler om den sommer som netop er forbi og ungdommen som fortælleren og Knut havde sammen. Om rockbandet de startede, og det trekantsdrama der udspillede sig sidste sommer. En historie om venskab, kærlighed og jalousi, spændende som en kriminalroman, og fortalt på Fosses karakteristiske og musikalske måde. I foråret 2007 modtog Fosse Svenska Akademiens nordiska pris, ´den lille nobelpris´. Jon Fosse (f. 1959), har siden debuten i 1983 udgivet omkring 35 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet mere end 20 dramaer som flittigt opføres på Europas teaterscener. Bådehuset (1989) er Fosses mest læste roman og indgår i dag som pensum i norske skoler. I udlandet er Fosse mest kendt som dramatiker, og han kaldes ofte vor tids Ibsen. Bådehuset handler om det trekantsdrama der udspillede sig sidste sommer da Knut og konen kom hjem på ferie. Fortælleren og Knut voksede op sammen, mødtes i Bådehuset, deres hemmelige mødested, og startede et rockband, men nu har de ikke set hinanden i ti år. Knut flyttede fra bygden, blev musiklærer, fik kone og børn. Fortælleren derimod er ikke rigtig blevet til noget. Han bor stadig hjemme hos sin mor selv om han er over tredive, og ud over at tage nogle småjobs spiller han en gang imellem op til dans med Torkjells duo. Men siden sidste sommer er der kommet en uro over ham som han nu prøver at skrive sig ud af. Uddraf af anmeldelser: »... romanen fra 1989 rammer lige dér i centralnervesystemet, hvor den norske mester ud i puritanisme og repetitioner har sat sig som en art velklingende tinnitus siden det første danske Fosse-boom på 1990´ernes teaterscene. Og pludselig hører man atter det hele, skærende klart og uafviseligt som en postmoderne, nordisk komposition - fjorden, der giver og tager, bruser og tier og lever sit dobbeltbundne symbolske liv med hilsener til salig Ibsen.« - Lise Garsdal, Politiken »Jon Fosse har en nærmest henkastet, hviskende og diskret forfatterstil, og allerede i denne tidlige roman, som er blevet en norsk nyklassiker, havde han udviklet det lavmælte til perfektion.« - Klaus Rothstein, Weekendavisen

Ude i verden er Per Petterson det største nordiske navn siden Peter Høeg. Per Petterson har fået flere store udenlandske priser, bl.a. IMPAC-prisen (2007), verdens største litteraturpris for en enkelt bog, og Nordisk Råds Litteraturpris (2009). Anmelderne kaldte Ud og stjæle heste ´et mirakel´ og skrev bl.a.: »Petterson beskriver så fuldkomment, at man ser landskabet, føler vinden, lugter jorden. Det er hverdagsliv forvandlet til magi.« Bogen var på listen over årets fem bedste romaner i 2007 i New York Times Book Review og Time Magazine. Bogen er oversat til 50 sprog og har solgt i mere end 1 million eksemplarer. En roman om de store eksistentielle spørgsmål - om kærlighed og svig, sandhed og død, men fortalt i et glasklart sprog fuld af poesi, livsvisdom og humor.

Forsøg over den vellykkede dag tager udgangspunkt i et selvportræt af maleren William Hogarth, hvorefter fortælleren bevæger sig drømmende registrerende gennem spørgsmålene omkring den vellykkedes dags natur og problem. Med sine vævende tankeeksperimenter forsøger fortælleren at nærme sig dagens og øjeblikkets sted, og får fremkaldt små glimt af en vellykket dag. Det kan være svaler der skifter retning på sommerhimlen, dugperler på en ravnefjer, en kop der står og damper på en træstub. Eller måske kan ansatsen til den vellykkede dag findes i Van Morrisons korte sang om en biltur en søndag: et stop for at fiske i bjergene, køre videre, købe søndagsavisen, køre videre, spise en snack, køre videre, glansen i dit hår, ankomsten om aftenen: “Hvorfor kan alle dage ikke være ligesom i dag?”Forsøget klinger ud idet fortælleren vender sig fra verden og dagen, og ind mod skriften og læsningen – mens læseren opfordres til at forlade drømmen og gå ud for at sanse verden på ny. Forsøg over den vellykkede dag bliver en slags selvundersøgende, utopisk mesterlære i kunsten at leve i øjeblikket.ANMELDERNE SKRIVER“… en snurrig og poetisk blanding af fiktion, essayistik og filosofi … En helt særlig prosamusik, der sine steder er sublim” – Kristeligt Dagblad"Man kan måske tænke fortælleren i Forsøg over den vellykkede dag som en slags opdagelsesrejsende – ikke i imperialistisk forstand, men som et menneske, der med en utrolig sproglig nidkærhed forsøger at se på verden, som om det var første gang. Karakteristisk for Handkes skrift er en fintfølende registreringssans, der dvæler ved det mindste, og som gennem retoriske spørgsmål indkredser sit undersøgelsesobjekt: »Var knappernes klikken, da du greb skjorten fra stolen i morges, ikke også en slags stemmegaffel for dagen?« Disse spørgsmål, samt den evindelige selvkorrigerende tone, understreger netop skriftens forsøgsvise karakter, der på trods af at være en noget nær ubestemmelig slags litteratur står i rig gæld til essaygenren. Det er da også værd at huske på, at ordet forsøg netop er den direkte oversættelse af titlen på Michel de Montaignes Essais, der udkom i 1580, og som med et slag forvandlede essayet til en litterær genre." - Information

Herkomst er baseret på Saša Stanišićs egen historie som flygtning fra borgerkrigen i Jugoslavien, der førte ham til Tyskland som stort barn. Det er en universel fortælling om at måtte forlade det sted man hører til og være tvunget til at finde sig til rette i nye omgivelser. Om at være barn og teenager i et fremmed land, hvor man endnu ikke behersker sproget og måske til tider kan føle sig uvelkommen, men alligevel formå at slå rødder.Samtidig er romanen en smuk og kærlig fortælling om demens via forfatterens bedstemor der mister sin erindring og bliver rodløs og forvirret i sin nutid. Bedstemorens erindringstab og forfatterens eget tab af hjemlandet flettes sammen og belyser hinanden elegant og livsbekræftende.Saša Stanišić har sin helt egen underfundige og legesyge skrivestil der gør at bogens grundtone er lys og fuld af sødme trods de alvorlige emner.

Hovedpersonen og fortælleren Alle er maler, enkemand og bor i Dylgja, i huset hvor han plejede at bo sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene og hans eneste venner er hans nabo Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin. I Bjørgvin bor en anden Alle, som også er maler. Septologien er en storslået fortælling om hvad kunst er, om Gud, alkoholisme, venskab og tiden som går. Det handler om døden, men også om hvad det vil sige at være i livet. Jon Fosse, f. 1959, har siden sin debut i 1983 udgivet henved 50 bøger, romaner, digte, essays, børne- og billedbøger og skrevet 40 dramaer. Han er oversat til 40 sprog, modtog i 2007 Svenska Akademiens Nordiske Pris, også kaldet den lille nobelpris, og i 2010 modtog han Ibsen-prisen. I 2015 fik Fosse Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd. "Læs den!" – Politiken ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎"Jon Fosse har ikke kun skrevet en vidunderlig roman, men også leveret en sørgmodig blues for ensomheden." – Berlingske ★★★★★"… man overgiver sig, og er læseren først kommet indenfor i Fosses univers, da klapper fælden, og man anmoder begærligt om at få mere serveret." – Nordjyske ★★★★★"Syv stjerner: Fosse i fuld flamme ... en læsefest af de store. Dette værk er en ild." – BOK 365 ★★★★★★

"Det er et lille værk, men stort i sin art." Thomas Bredsdorff, Politiken Fraskilt, midaldrende og alene vender Strindberg efter ti år på landet tilbage til sin fødeby Stockholm. Han opsøger gamle venner, men finder at de ikke mere er sig selv – det eneste de har tilfælles er minderne. Ingen taler om fremtiden, men kun om det forgangne, som om tiden ikke længere findes. Han trækker sig tilbage i en selvvalgt ensomhed. I stedet for at gå på værtshus og deltage i de samme formålsløse diskussioner, går han de samme spadsereture hver dag og møder de samme mennesker, og på den måde får han “en upersonlig omgangskreds”. Han følger med i det liv som udspiller sig i huset hvor han bor, og i nabohuset. Inde ved siden af bor en sangerinde og han nyder musikken som trænger ind gennem væggen. Bøgerne er hans foretrukne omgangskreds, ikke mindst Balzac, som er blevet “en personlig ven som han aldrig bliver træt af”.Bogen er forsynet med tegninger af Arthur Sjögren og et efterord af Per Petterson, som bl.a. skriver: “I september havde jeg forladt gymnasiet, et år for tidligt. I året der fulgte fik ensom en helt særlig betydning for mig. Det var som om hans liv var parallelt med mit, selv om han var halvtreds år og jeg var atten. Året med ensom var et vanskeligt år, men når jeg tænker tilbage i dag var det også et rigt år, et afgørende år, og jeg ville ikke have været det foruden.”»I autofiktionens tidsalder er det slående hvor sindsoprivende levende Strindbergs udforskning af tvivlens og overfølsomhedens nedslag i personligheden fremstår, og så er det simpelthen så sindssygt godt skrevet at både engle og dæmoner må fryde sig.« – Berlingske★★★★★★

“Påfugleøen er bare en smuk og en smukt skrevet roman med masser af svær kærlighed og menneskelighed” – Politiken ♥♥♥♥♥ Påfugleøen i floden Havel ved Potsdam, tidligere tilflugtssted for kongerne af Preussen, blev i 1800-tallet omdannet til et kunstigt paradis af Peter Joseph Lenné og Karl Friedrich Schinkel med hjælp fra hofgartner Ferdinand Fintelmann. Her fandtes kænguruer og en løve, palmer og himmeltræer, en mand fra Sydhavet, en kæmpe, to dværge og en vaskeægte morian. Hele denne glemte verden vækker Thomas Hettche til live ved at sætte dværgen Marie i centrum, Påfugleøens slotsfrøken. Romanen fortæller om hendes liv og om vores forestillinger om skønhed, om at bearbejde naturen og om vores længsel efter det eksotiske, om menneskets værdighed, om tidens væsen – og om en tragisk kærlighedshistorie. På shortlisten til Deutscher Buchpreis. »Påfugleøen er årets roman. Den fortjener et stort publikum.« Frankfurter Neue Presse

Jón Kalman Stefánsson, f. 1963, debuterede i 1988, har udgivet tolv bøger, digtsamlinger, noveller og romaner. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris tre gange, senest i 2007 for romanen Sommerlys, og så kommer natten.Det er tre uger siden drengen kom til byen med et bind poesi som havde kostet hans ven Bardur livet. Sammen går han og landposten Jens over til Vinterkysten. Det er sidst i april og uvejret får himmel og jord til at flyde sammen og udvisker verdenshjørnerne og landskabet. I Himmerige og helvede døde Bardur på havet fordi han var så optaget af at huske en linje fra Det tabte paradis af Milton at han glemte sin skindanorak. Drengen overlevede turen på havet og går over fjeldet til Staden i en frygtelig snestorm. Mere død end levende tumler han ind på Geirtruds skænkestue for at aflevere den bog som Bardur og han har lånt af den blinde kaptajn Kolbein. Om det så skal være det sidste han gør her i livet.Egentlig havde drengen besluttet sig for at tage sit eget liv, men nu har han ombestemt sig. Geirtrud og Helga har taget ham til sig og har store planer med ham. I første omgang går han til hånde i skænkestuen, læser højt af Shakespeare for den blinde kaptajn Kolbein om aftenen og lærer sig engelsk ved at oversætte tekster. For som Helga siger: Den der kan holde på en pen og et stykke papir har mulighed for at ændre verden.Englenes sorg er andet bind i en trilogi hvor Himmerige og helvede var første del og Menneskets hjerte er tredje del.

Året er 1938. Adolf Hitlers ekspansionspolitik vækker vrede og beundring, ikke mindst i den såkaldte Onsdagsklubben i Helsingfors – et uformelt diskussionsforum som består af advokaten Claes Thune og nogle af hans gamle venner. Thune står ved en korsvej i sit liv. Han er for nylig blevet skilt fra sin smukke kone Gabi som gennem et stykke tid har bedraget ham med en af hans bedste venner og nu tilmed har skrevet en vovet bog med erotiske noveller. Begge dele har fået ham til at gruble over deres samliv og hans formåen som mand, og de private problemer gør at han ikke orker at engagere sig i arbejdet på samme måde som tidligere. Til alt held har han netop ansat en dygtig kontormedarbejder, Matilda Wiik. Men fru Wiik føler ikke at hun er særlig dygtig og plages af minderne fra borgerkrigen og den interneringslejr hun sad i da hun var 16 år gammel - oplevelser hun har forsøgt at glemme lige siden. En dag indhenter fortiden hende. Da Onsdagsklubben mødes på advokatkontoret lyder der en stemme som vækker dårlige/ubehagelige minder til live. Kjell Westö viser endnu en gang at han er en af Nordens vigtigste fortolkere af vores historie og hvordan storpolitikken griber ind i menneskenes inderste liv.

I en gammel arabisk bog om menneskekroppen hedder det at menneskets hjerte består af to kamre; det ene kaldes lykke, det andet fortvivlelse. Fordi der er to kamre er det muligt at elske to personer på samme tid. Den mulighed giver kroppen os. Men samvittigheden stritter imod. Det gør indimellem livet ubærligt. Tredje og sidste bind i en trilogi hvor HIMMERIGE OG HELVEDE var første bind og ENGLENES SORG andet bind. I Himmerige og helvede mistede drengen sin bedste ven til havet og uvejret. I Englenes sorg mødte han og postbudet døden i snestormen på fjeldet. I Menneskets hjerte, som er det tredje og afsluttende bind i trilogien, bor han i landsbyen, hos Gertrud, en egensindig kvinde som må slås for sin selvstændighed mod byens stærke mænd, købmændene. I landsbyen handler alt stadig om fiskeri, men også her melder de nye tider sig, med dampskibet, telefonen og nye ideer. Menneskets hjerte er en bog om kærlighed og frihed. For hvad vil det sige at elske og blive forelsket, spørger drengen. Og hvem skal man egentlig vælge? Jón Kalman Stefánsson (f. 1963) er en af Islands allerstørste forfattere. Han debuterede i 1988, har udgivet tolv bøger, digtsamlinger, noveller og romaner. Han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris tre gange, senest i 2007 for romanen Sommerlys, og så kommer natten.

Den lille roman Under høststjernen fra 1906 er første bind i Hamsuns såkaldte vandrertrilogi. Dens jegfortæller bærer Hamsuns rigtige navn, nemlig Knut Pedersen. Det er en af Hamsuns fineste bøger, fortalt med vemod og vid og selvironi, poetisk og fuld af fortryllelse.Pedersen er en midaldrende digter der stikker af fra byen og den moderne tid for at lede efter et mere enkelt liv. Han vandrer omkring på landet hvor han finder arbejde på tilfældige gårde, før han igen drager videre. Han er en drømmer med et åbent sind der suger til sig af indtryk fra mennesker og natur, og han forelsker sig først i frøkenen på den ene gård, så i fruen på den næste.Romanens lavmælte stil er præget af længsel og melankoli over den forsvundne ungdom, men er samtidig fuld af intense naturskildringer, underfundig humor og skarpe psykologiske portrætter.Knut Hamsun (1859-1952) fik i 1920 Nobelprisen i litteratur.

Lyst er en roman om at læse og skrive. Om glemsel og erindring.Om rejser og kærlighedsforhold.Om stedets betydning for det at skrive. Om byer. Om skriveår i København.Om at finde de ideelle skrivesteder, arbejdstider. Om at skrive om natten. Om at skrive i hånden. Om andre forfattere. Om venskab.Om penge og god og dårlig økonomi.Hvordan bliver man forfatter? Er det muligt at gøre det at skrive til et arbejde? Kan man leve af det? Og hvad for et liv bliver det?

Efter bruddet med sit livs store kærlighed, den italienske Clio, lejer en forfatter et værelse på det udsøgte, men forfaldne Grand Hotel Europa. Han begynder at skrive deres historie ned og ud af det vokser en smuk fortælling frem om kærlighed i masseturismens tid, om deres rejser til Malta, Palmaria og Portovenere i deres medrivende jagt på Caravaggios sidste maleri. I løbet af skriveprocessen bliver han fascineret af det gamle hotels mysterier og bliver stadig mere involveret i de gæster der bor på hotellet – markante personligheder der virker som om de stammer fra mere elegante tider. Men hotellets fremtid er truet af globaliseringen, som finder vej selv derhen hvor tiden synes at være gået i stå.GRAND HOTEL EUROPA er hollandske Ilja Leonard Pfeijffers mesterlige roman om det gamle kontinent hvor fortiden dyrkes i en grad så der knap er plads til en fremtid, og hvor det mest realistiske fremtidsperspektiv er at udnytte fortidens kulturskatte til hvert år at tiltrække millioner af turister.

Den sagtmodige (også kendt under titlen Krotkaja) er blevet kaldt en af de mest gribende fortællinger om menneskelig fortvivlelse som nogensinde er skrevet.Kritikerne i samtiden skrev at “en sådan fortælling ikke ville gå upåagtet hen i noget lands litteratur”.For Knut Hamsun var Dostojevskij “den vældigste af de russiske giganter” og Krotkaja beskrev han som “en ganske lille bog, men den er stor for os alle, uopnåeligt stor”.“… et litterært mesterstykke …”– Den smalle bog“Forlaget Batzer & Co. har gjort det nemt for dig ved at udgive en række nyoversatte smagsprøver – med omslag, der ligner gamle tapeter – der er en fin indføring i den Dostojevskijs unge forfatterskab og giver dig appetit på mere.” – Eurowoman

Fortælleren Jean mindes en lille gruppe mennesker han omgik i sin tidlige ungdom. Det starte­de med den lidt ældre kollega Georges Bellune på det musikforlag hvor de arbejdede. Bellune tog ham med til middagsselskaber hos parret Paul og Maddy Contour, et stilfuldt ægtepar der levede over deres økonomiske formåen. Hun var en tidligere model for et parisisk modehus, han en tidligere advokat med fejlslagne investeringer i bagagen, begge solbrune, sporty, med en skøn lejlighed. Og Jean mindes Contour-parrets husven, chauffør og privatsekretær, amerikaneren Doug, som var ­kommet med den amerikanske hær og blev hængende efter befrielsen af Paris. Og han mindes flere andre fra den lille flok, hver med deres historier, særheder, fortider, nogle med ideer om projekter og om fremtiden. Der var drinks og middage, udflugter og underholdning, og weekender i Contour-parrets hus på landet. Her underholdt Doug med sin guitar og sangen Memory Lane, som handler om heste man ser løbe i daggryet og som aldrig kommer tilbage – et minde om Paul Contours handel med væddeløbsheste.PATRICK MODIANO, f. 1945, er en fransk forfatter og modtog i 2014 Nobelprisen i litteratur for sin »erindringskunst som han bruger til at fremkalde de mest uhåndgribelige menneskeskæbner og afdække livet under besættelsen«.Patrick Modianos romaner foregår oftest i og omkring Paris, men byen optræder som mere end bare kulisse, da dens atmosfære og forandring ofte spiller en væsentlig rolle i romanerne. En kritiker skrev engang: »Patrick Modiano er for Paris, hvad Woody Allen er for New York: en hukommelse og en samvittighed.«

I en lille syditaliensk landsby holder to par ferie. Det franske ægtepar Sara og Jacques bor i et lejet hus med deres barn og barnepige, mens Ludi og hans kone Gina bor længere nede ad vejen med parrenes fælles veninde Diana. En trykkende varme har lagt sig som en tung dyne over byen og gør det umuligt at foretage sig noget. Man vågner sent og dårligt udhvilet inden man begiver sig til stranden, der er det eneste tålelige opholdssted indtil mørket sænker sig og brisen gør at man kan spille boule på de lokale baner. Stemningen er præget af en tragisk ulykke som fandt sted på bjerget ovenfor landsbyen. En ung minerydder er sprængt i luften og den afdødes forældre insisterer på at indsamle resterne af hans legeme og nægter at underskrive dødsattesten. En yngre mand med en motorbåd holder også ferie i landsbyen og hans interesse for Sara går ikke ubemærket hen. Man forsøder ventetiden ved at drikke campari, og det seksuelle spil lurer under overfladen alt mens man venter på at der skal ske noget som kan ophæve kedsomheden. Du har lyst til at være mig utro, ikke? spørger Jacques.Ja, ligesom dig, svarer Sara. Marguerite Duras (1914-1996) udfordrede den traditionelle romanform og skabte nye måder at fortælle på når hun opløste grænserne mellem livet og fiktionen. Hun var en kontroversiel figur i den franske offentlighed, både på grund af sit politiske engagement, sine skilsmisser, de seksuelle motiver i hendes bøger, de konsekvente selvudleveringer og ikke mindst fordi hun var en kvinde som tog sig selv seriøst som skrivende. “At synke ned i Duras’ lakoniske feriehelvede er som at fare vild i en labyrint af meningsløshed.”Amanda Svensson, Ekspressen.se