Bøger udgivet af Batzer & Co

Bønderne i Paradis Amt har længe levet under fattige og svære kår. Regeringen har opfordret dem til at dyrke hvidløg, men overproduktion gør det umuligt at komme af med afgrøderne. Magtesløse må bønderne se deres høst rådne på marken under den brændende sol. Deres utilfredshed eksploderer til sidst i et voldsomt oprør, men i den nådesløse bølge af efterfølgende massearrestationer går ingen fri, hverken familier, venner og elskende.Hvidløgsballaderne er en brutal og knusende smuk roman om en gruppe bønders oprør mod det korrupte og diktatoriske kinesiske bureaukrati i 1980’ernes Kina. Med sin særegne stil skaber Mo Yan en verden fuld af overvældende dufte, smage og synsindtryk, hvor de mest grusomme handlinger skildres med samme ligefremhed som de elskendes kærtegn. Mo Yans romaner blander fantastiske elementer og overnaturlige begivenheder med erfaringer fra forfatterens egen opvækst i Gaomi i Shandongprovinsen i det nordøstlige Kina. Hans historier er fortalt fra ’den lille mands’ synsvinkel, men altid med fantasien som et korrektiv til den rene realisme. Som forfatter kombinerer Mo Yan sine egne landboerfaringer med en kinesisk variant af magisk realisme, og han er blevet sammenlignet med Garcia Marquez og William Faulkner, som er en af hans yndlingsforfattere. Mo Yan er blevet beskyldt for at være systemets mand, men hans romaner er både oprørske og kritiske i forhold til magthaverne.

Frédéric Brun er født i Paris i 1960. Perla er hans første bog. Bogen blev nomineret til adskillige priser og belønnet med den fornemme Prix Goncourt du Premier Roman.Perla overlever koncentrationslejren og vender tilbage til Frankrig. Hun taler aldrig siden om hvad hun har været igennem, klarer sig godt, får en forretning op at stå, møder kærligheden og får et barn. Men angsten og smerten har slået rod i hende, og finder udtryk i en livslang depression. Da Perla dør mister forfatteren sit fodfæste. Selvom de var tæt knyttet fortalte hun aldrig om sin tid i Auschwitz, og han har heller ikke spurgt. Nu forsøger han at finde beskrivelser af et liv som kunne have været hendes. Han fordyber sig i Holocaust-litteratur, rejser til Polen og besøger lejren, studerer efterladte breve og fotos, alt sammen for at finde brikkerne til det puslespil hun aldrig har villet lægge for ham.

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har udgivet tretten bøger. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Gå og Mod kunsten, som han fik Kritikerprisen for. Modtog Brageprisen for Mod naturen. Bergeners er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.DET BEGYNDER i New York City, på det mondæne Standard Hotel, og ender på Askanischer Hof i Berlin, et hotel som har set bedre dage. Mellem verdensbyerne ligger Bergen, Espedals hjemby. Her vandrer han rundt i gaderne, gør notater, reflekterer, skriver dagbog og breve, og inspireret af James Joyces Dubliners tegner han et billede af Bergen, møder forfatterkollegaer og andre bergensere. Han hører anekdoter og fortæller historier. Han længes ud, og han længes hjem.“ESPEDAL er voksen og barn på én gang, det gør ham så nærværende. Han skriver ukunstlet om de største ting, sorgen, tabet, døden, kærligheden. Langsomheden. Men han løfter også blikket, søger ud i sin vide intellektuelle horisont, giver perspektiv.” – Politiken

Kristian Lundberg (f. 1966), svensk forfatter, litteraturkritiker og løsarbejder, debuterede i 1991 og har siden udgivet mere end tyve bøger som spænder over så forskellige genrer som lyrik og kriminalromaner. Lundberg har modtaget en lang række priser for sine bøger. Yarden har været opført som teaterstykke og er ved at blive filmatiseret.Tidligt om morgenen inden han skal på arbejde forsøger Lundberg at holde fast i at skrive. Om livet på Yarden hvor han under streng overvågning arbejder med at flytte importbiler rundt på havneområdet og træder ind i en skyggeverden befolket af gældsofre, papirløse indvandrere og tidligere misbrugere som arbejder for en ussel løn og behandles som om de intet er værd. Nu fremstår hans tid som middelklasse-forfatter blot som en kort mellemstation, og han er tilbage i arbejderklassen hvor han kom fra. Yarden er også en rejse tilbage til forfatterens barndom og ungdom. Han er opvokset i Malmøs fattigste kvarterer med en psykisk syg mor og fire søskende der konstant var på flugt fra kreditorer og myndigheder. I modsætning til sin fraværende far, som kæmpede sig op til at blive en succesrig erhvervsmand, gennemlever han nu en social nedtur, og hans bog er en barsk beretning om livet på bunden af samfundet.

"En enestående beretning." – Jens Andersen, Berlingske ★★★★★"Emmer af atmosfære." – Claus Grymer, Kristeligt DagbladDorthe Emilie Røssell var seks år, da 2. verdenskrigbrød ud. Hendes far blev hurtigt en af nøglepersonerne i en københavnskmodstandsgruppe. I familienslejlighed på Østerbro holdt gruppen møder. Her gemte de våben og planlagde sabotageaktioner, eller skjulte jøder der skulle over til Sverige. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun sankthansaften i 1944. Familie og venner var samlet i familienssommerhus i Hjortekær, da Gestapo – med Ib Birkedal Hansen i spidsen – vælter ind i haven. Grædende spørger den lille pige, hvornår hun vil få sin far at se igen. Hvortil Birkedal svarer: Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham. 60 år senere læser hun om denne episode i Peter Øvig Knudsens bog om Birkedal. Da hun senere mødes med Øvig og han opfordrer hende til at fortælle sin historie, bryder hun det løfte hun gav sin far om aldrig at tale om det der skete under krigen. Et par dage efter farens arrestation blev Dorthe afhentet af et par Gestapofolk som fortæller at hendes far gerne vil tale med hende. Men i Shellhuset, i værelse nr. 408, er det ikke hendes far, men Gestapobødlen Ib Birkedal Hansen der tager imod hende. Han siger at hun bare skal fortælle alt hvad hun ved, ellers vil han skyde hende mens hendes far ser på, eller og så vil han skyde faren mens hun ser på. Jeg brød et løfte er en personlig beretning om en svunden tid og begivenheder som mange kun vagt har hørt om, fortalt i et enkelt sprog, så den kan læses af både børn og voksne.“... dette forårs mest bevægende erindringsbog for børn og voksne. Utrolig velegnet til oplæsning, eftertanke og samtale i familiens rum og danske klasseværelser ... En enestående beretning om en pige, der alt for tidligt blev voksen. Læs den! Både for dig selv og for dine børn.” – Jens Andersen, Berlingske ★★★★★“Dorthe Emilie Røssell skriver enkelt og lavmælt ... (og) udpensler ikke dramatikken. Det er heller ikke nødvendigt. For det er den der giver stilen nerve. Det dramatiske er en integreret del af den skildring af besættelsestidens hverdag, der under læsningen kommer så tæt på. Bogen emmer af atmosfære.” – Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

Nadeem Aslam har tidligere udgivet romanerne Vildfarne elskende og Season of the Seabirds (ikke oversat til dansk), der begge blev nomineret til Man Booker Prize. Vildfarne elskende modtog i 2005 Kiriyama-prisen og blev nomineret til International IMPAC Dublin Literary Award i 2006. Nadeem Aslam er født i Pakistan, men bor nu i England.Vågenatten er en roman om krig fortalt gennem mennesker der som følge af tragiske omstændigheder tilfældigt mødes i Afghanistan. Seks forskellige liv krydser hinanden gennem årtiers invasion, besættelse og vold: Der er Marcus, en engelsk læge og enkemand, hvis kone, en åbenmundet afghansk læge, blev myrdet af Taleban, og David, en amerikaner og tidligere CIA-agent. Der er Lara fra Skt. Petersborg som leder efter sin bror, en forsvunden russisk soldat, og Casa, en ung afghaner hvis had til amerikanerne har kastet ham ind i blind fanatisme. Der er James, en amerikansk soldat i Special Forces, som ikke skyr nogen midler for at befri afghanerne fra Taleban, og som David oplever som en farlig fortaler for de absolutte begreber om hvad der er rigtigt og forkert han selv engang havde. Og endelig er der Dunia, en ung skolelærerinde som grundet trusler og onde rygter, tvinges til at forlade byen. Alle søger de tilflugt hos Marcus, i en nedlagt parfumefabrik i skyggen af Tora Bora-bjergene.I sin karakteristiske poetiske prosa beskriver Nadeem Aslam de veje som disse mennesker har tilbagelagt og de komplekse bånd af kærlighed og desperation der binder dem sammen. Gennem deres historier tegnes et portræt af det moderne Afghanistan, de blodige konflikter der har formet landet, forarmet befolkningen og som stadig præger ikke bare Afghanistan, men hele den globaliserede verden. Med sit rige billedsprog og stærke drama er The Wasted Vigil et lysende skønlitterært værk. En barsk, men smuk roman.

TOMAS ESPEDAL, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har i alt udgivet elleve romaner. Hans forrige bog, GÅ, handlede om nødvendigheden af at bryde op og være i bevægelse, hver gang forfatteren flyttede ind i et hus og slog sig ned, gik han i stå. I MOD KUNSTEN er situationen en anden. Forfatteren har mistet sin mor og sin kone og flytter ind i et hus på Askøy ved Bergen for at være far og mor for sin datter. Han holder hus, køber ind, laver mad, vasker tøj. Alt ligger i faste rammer, og det at skrive er et arbejde. Der hviler en fred over huset, og hver morgen, når datteren er gået i skole, sætter han sig ved skrivebordet. Espedal skriver om naturen og sit eget liv, han skriver om bedsteforældrene og slægtens historie gennem tre generationer, om længsel og savn og drømmen om fællesskabet. Hver fortælling bliver en lille roman i sig selv, hvad enten det handler om de to halvvoksne søstre der bliver jaget hjemmefra af farens nye kone eller om drengen der bliver sendt til slægtninge på landet under krigen og savner sin mor. I alle bogens fragmenter, enten det nu er de små historiske fortællinger, de konkrete dagbogsnotater, de poetiske partier som nærmer sig digte, eller de mere essayistiske passager, handler om det at skabe kunst. Den første sætning skal være hård som stål, skriver Espedal, og lægger til: Men også mit sprog vil forandres, langsomt, som når vi bytter et navn ud med et andet, en sætning med en ny, den første sætning, den skal være blød som voks.I København gør han treogtyve år gammel sin første roman færdig. Han læser Poul Borum og Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Han deler et værelse med en pige på et kollegium i Rødovre og tager ind til København, går på Krasnapolsky og Bo-Bi Bar og opfører sig som han tror en forfatter skal opføre sig. En dag siger pigen at hun flytter, hun har i smug læst hans roman og siger at den er fuld af løgn. Du må skrive bogen om, det forlanger jeg, siger hun.KRITIKERPRISEN, fra komitéens begrundelse:"Kritikerprisen for bedste voksenbog 2009 går til et poetisk og usædvanligt skriveprojekt. Det er en beretning om en slægts historie, om at skrive og arbejde, om at flytte eller blive boende, og det er et skrift til en mor. Værket kan siges at gå til angreb på kunsten og er samtidig et tydeligt skrift for kunsten. Det er personligt, selvbiografisk, til tider hudløst. Mod kunsten er stor romankunst og viser Tomas Espedals originale blik."

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har udgivet tolv bøger. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Gå og Mod kunsten. Fik i 2010 Kritikerprisen for Mod kunsten og i 2011 Brageprisen for Mod naturen.Mod naturen er en undersøgelse af arbejdet: fabriksarbejdet, skrivearbejdet og kærlighedsarbejdet. Og en bog om den svære kærlighed mellem en ældre mand og en yngre kvinde. Hvad er naturligt? Og hvorfor drages fortælleren mod det umulige: den umulige kærlighed, bøgerne, myterne, tabuerne? Han læser fortællingen om Abélard og Héloïse, og langsomt går det op for ham at han selv lever mod naturen.BRAGEPRISEN 2011. Fra juryens begrundelse:“Den handler om en midaldrende mand, en jeg-fortællers liv, erfaringer, arbejde og refleksioner, hans kærlighed og lidenskab, hans forhold, barn, intense lykke og ubodelige vedvarende sorg. Blandt skrivende er Tomas Espedal digter og magter derfor at transformere liv til litteratur. (-) Mod naturen er dristig, elegant og farlig. Teknisk er den virtuos.”

Tomas Espedal er en sjælden blomst i samtidslitteraturen. I tre bøger har han udforsket tre beslægtede genrer: biografien, dagbogen og brevet. Bøgerne handler om de klassiske Espedal-temaer: om steder han har boet, hans mor som dør, kvinder han har kendt, bøger han har læst, rejser han har været på og det at blive en vandringsmand. Og så lærer vi i nogle intense tekster en ny side af Espedal at kende, nemlig slagsbroren og bokseren. Som altid deler Espedal generøst ud af sit liv, blotstiller de inderste tanker, sætter ord på det personlige – uden at blive privat.

Eva-Marie Liffner bor i Göteborg og har udgivet fire romaner. På dansk er tidligere udkommet Camera, 2002 og Imago, 2004, som blev nomineret til Augustprisen 2003. Som ung huslærer på gården Fagervik ved Finlands kyst møder Carl Jonas Love Almqvist pigen Ros - en lille vild og forældreløs skabning, som han kan opdrage og forme i Rousseaus ånd. Ros opdrages som dreng og følger med Almqvist til Stockholm, hvor hun forelsker sig i skuespillerinden Emilie og slår sig på Det Kongelige Teater. Men Ros svigtes nådesløst af både Almqvist og Emilie og flygter til Europa med en teatertrup. Først da Emilie dør på mystisk vis, vender Ros tilbage for at opklare mordet på Emilie og tage en grusom hævn over Almqvist.

I Brevbogen skriver en mand og en kvinde kærlighedsbreve til hinanden – hun er hjemme i Rusland, han er med i en krig som foregår i Kina. De fortæller hvor højt de elsker hinanden og holder fast i minderne om det de har haft sammen. I de første breve er de unge og fulde af håb om at de snart skal se hinanden igen. Men efterhånden virker det som om de ikke længere læser det den anden skriver, og en mærkelig uro sniger sig ind i romanen. Hans breve giver intense skildringer af krigens grusomhed. Hun skriver mere og mere om familien og dagliglivet, om forholdet til en elsker, om et samfund og et liv i forandring. Mikhail Sjisjkin, født i Moskva i 1961, har skrevet flere store romaner. I 2011 fik han den store russiske litteraturpris for Brevbogen, der er solgt til udgivelse i 20 lande.

Mikhail Sjisjkin, født i Moskva i 1961, har skrevet flere store romaner. Fik i 2000 den russiske Booker-pris for Vzjatie Izmaila (Erobringen af Izmail). For ’Venerin volos’ (da. ’Venushår’) modtog han flere priser, National Bestseller i 2005 og den store russiske litteraturpris i 2006. Fik i 2011 den store russiske litteraturpris for sin seneste roman Pismovnik (Brevbogen), der er solgt til nærmere tyve sprog.’Venushår’ er en storartet roman der ubesværet skifter mellem forskellige historier, tidsplaner og stilarter: en selvoplevet kærligheds- og lidelseshistorie, en berømt sangerindes fiktive dagbog og fortællerens nedskrevne, men aldrig afsendte breve til sin søn. På en gang filosofisk, mytologisk, poetisk, avantgardistisk og traditionel er det en omfangsrig og mangefacetteret fortælling med en stor indre intensitet og mange temposkift. Den starter med en protokol: en navnløs tolk, bogens hovedperson, interviewer tjetjenske asylansøgere i Schweiz. Spørgsmål - svar. Hvorfor er du kommet? – For at få brød. At dø i fred. Blev forfulgt af myndighederne, blev skygget af KGB. Hver af dem har sin historie. De kom til Zürich fra Tjetjenien, fra børnehjem eller fra fængslet, deres hus blev brændt, deres forældre slået ihjel, deres børn skudt på klos hold. De fortæller om dette for ikke at blive sendt tilbage. Historierne er utallige, men det der først tager sig ud som en uhyggeligt mumlende kakofoni, med stemmer der stritter i alle retninger, forener sig lidt efter lidt og historierne knyttes sammen til en fælles fortælling. I pauserne mellem interviewene læser han Xenofon, om græske lejesoldater og persernes felttog mere end to tusinde år tidligere, når han altså ikke lige har hovedet fuldt af minder om sin ekskone Isolde og deres liv sammen. Som tolk rejser han verden rundt – Zürich, Paris, Rom – med et regulært slæb af sprog efter sig. Men hvorend han kommer ser han den fra hjemegnen kendte Venushår – bregnen Adiantum – og sendes straks fra sammensuriet af europæiske sprog tilbage til den særlige russiske tankegang, der kun kan skrives med kyrilliske bogstaver. Noget så tilsyneladende simpelt og uanseligt som en bregne, får afgørende betydning for den rodløse fortæller. I sit væsen er denne komplekse, lærde og voluminøse roman en fortælling om de mindste tings betydning for og indvirken på den enkeltes liv, om det store i det små. Sjisjkin siger selv om romanen: ”Dette er en bog om de enkleste ting, et liv uden dem er ikke muligt. Venushår er et græs, grønsvær, som er ugræs i den flygtige by Rom, men i Rusland er det en stueplante, som ikke kan overleve uden menneskets varme. Jeg skrev denne roman i Schweiz, i Frankrig, i Rom. Den er meget russisk, men samtidig går den udover den russiske verdens grænser, fordi der ikke er nok plads indenfor dem. Rusland er bare en lille bid af den store Guds verden”. Den norske forfatter Sigmund Jensen skrev i en anmeldelse: ”Joyce hævdede i sin tid at have givet litteraturforskerne arbejde i tre hundrede år. Med Sjisjkin kan de sikkert holde på i hundrede år til.”

Fem noveller der handler om at få sin første elskerinde, om at være synsk og se tegn, og om at opdage at man ligner Janis Joplin. Det handler om skæbnetro, sankthansorme og kortspil. Og om at elske en hamster som hedder fru Berg. Ingvild H. Rishøi (f. 1978) debuterede i 2007 med novellesamlingen La stå, som blev hovedbog i Bogklubben Nye Bøker og fik strålende modtagelse. Historien om fru Berg er hendes anden skønlitterære udgivelse for voksne. Belønnet med P.O. Enquists Pris 2013 og Sultprisen 2012. Begrundelsen for at få Enquist-prisen: "Ingvild H. Rishøis noveller beriger genren. Gennem hendes store indsigt i den menneskelige natur og fine balancegang mellem empati og sensitivitet stiller hun skarpt på sine personer. Resultatet er både hjerteskærende og melankolsk – men rummer også sin egen form for absurditet, et glimt i øjet. En virkelig original og markant forfatter.”De norske anmeldere skrev:«Bevæger, ryster og fryder … Ingvild H. Rishøi viser som kun 33-årig «vesaasiske» takter. Imponerende.»Bjarne Tveiten, Fædrelandsvennen 6 terninger «Til dig som er ude efter en skønlitterær under huden-opplevelse: Læs Ingvild H. Rishøis nyeste novellesamling … Det er gribende, hjerteskærende læsning.»Arne Hugo Stølan, VG 5 terninger«Ingvild Rishøi er en suveræn novelleforfatter, med evnen til at fortælle meget på kort tid, uden det mindste tegn på åndenød.»Bjørn Gabrielsen, Dagens Næringsliv«Ingvild Rishøi ligner ikke andre novelleforfattere i dag … Rishøi er så sikker at det er en fryd.»Vidar Kvalshaug, Aftenposten«Suveræne noveller.»Trygve Riiser Gundersen, Dagbladet«Stor novellekunst.»Stian Bromark, Dagsavisen«Har du ikke bidt mærke i navnet Ingvild Rishøi før, så gør det nu. Og er du ikke af dem som læser noveller, så bør du begynde! … Dette er noveller som lyser.»Anne Cathrine Straume, NRK P2

Ola Bauer (1943-1999) nåede at skrive ti romaner før han døde, 56 år gammel. Han debuterede i 1976 med Grafitti, en debut som ifølge Johan Borgen gav ”et udslag på 7,7 på Richters jordskælvsskala”. Siden er han blevet en kultforfatter. Per Petterson kalder ham Sandemoses arvtager og Norges eneste genuine beatforfatter. Han er nøgen, vild, en drømmer og en løgner med en sort humor, men først og fremmest er han en oprører og outsider der ikke kan sættes i bås, og hans bøger er sanselige og kompromisløse, fulde af dramaer og stærke følelser.I Sortefod er Tom, Bauers alter ego, blevet 16 år. Efter fem år på ‘kostskolen for vanskelige børn’ kommer han i 1957 hjem til Robert, der fejrer triumfer som speedwaykører, og Lister, der er forsvundet ind i sig selv og ikke har ytret et eneste ord siden Helga og Munken forelskede sig og rejste til Spitsbergen. Tom har overlevet det han ser som sine to personlige krige: kostskolen og tabet af drømmekvinden Helga og sin bedste ven og mentor Munken. Vi hører om hans seksuelle debut med ungarske Kocsis, følger hans venskab med Døden og Livet og hans forhold til Kari fra sportsbutikken og Eva fra konditoriet. I skolen omskriver han noveller af Hemingway, afleverer dem som norsk stil og imponerer sin lærer Flågvitet, der ikke aner hvad han skal stille op med den talentfulde og uslebne diamant med de mange ortografiske fejl.

Ola Bauer (1943-1999) nåede at skrive 10 romaner før han døde, 56 år gammel. Han debuterede i 1976 med Grafitti, en debut som ifølge Johan Borgen gav ”et udslag på 7,7 på Richters jordskælvsskala”. Han er en kultforfatter og en forfatternes forfatter. Hans bøger er sanselige, kompromisløse, de lugter og stikker og lægger ikke skjul på noget. Som Per Petterson skriver: Han er Sandemoses arvtager og Norges eneste genuine beatforfatter, nøgen, vild, en drømmer og en løgner med en sort humor, men først og fremmest er han en oprører og outsider som ikke kan sættes i bås.Ola Bauer (1943-1999) nåede at skrive 10 romaner før han døde, 55 år gammel. Han debuterede i 1976 med Graffiti, en debut som ifølge Johan Borgen gav ”et udslag på 7,7 på Richters jordskælvsskala”.Hestehovedtågen er den første af fire bøger om Ola Bauers alter ego Tom. Den 11-årige Tom vokser op i efterkrigstidens Oslo sammen med sin mor, kunstmaleren Lister, og hendes to elskere. Krigen kaster fortsat skygger: Toms far er død, myrdet som overløber og stikker for tyskerne af den modstandsgruppe som Munken var med i, og Lister forfølges af tilnavnet Fehmers fisse. For at redde Munken, som befandt sig i Sachsenhausen, havde Lister under besættelsen et forhold til Siegfried Wolfgang Fehmer, chefen for den tyske sikkerhedstjeneste. Med Tom som betragter føres vi ind i det højspændte spil mellem Lister, storcharmøren Robert og forfatteren Munken. Erotikken blomstrer da den frodige hushjælp Helga ankommer fra Island, og for Tom fører det til en seksuel opvågnen. Bogens titel spiller på det femkantsdrama af seksuel energi, begær, forelskelse og jalousi som Tom inddrages i. De fem personers indbyrdes spændinger er som den forunderlige mørke stjernetåge, Hestehovedtågen, som kan ses i Orion.Pressen skrev:”Det er spændende, farverigt og samtidig nært og gribende. Bauer har brugt hele sit arsenal af sanseligt, sugende sprog, utrolig rigt på både drama og humor … Og den bør skaffe ham det store publikum han burde have haft for længe siden.” – Knut Faldbakken, VG”Tematikken i Hestehovedtågen er dybt alvorlig. Alligevel formår Bauer i sjælden grad at få sine læsere til at le af det tragiske og latterlige i menneskene – i os selv – uden at han af den grund udleverer sine personer. Det er år siden jeg har grinet så meget!” – Bodil Steensen-Leth, Jyllands-Posten ”En af de mest fængslende bøger i norsk litteratur … Som portræt af moren er den hadefuldt-kærlige beskrivelse af den smukke, begavede, selvoptagede dekadente, tankeløst brutale og virkelighedsfornægtende Lister noget ret enestående på norsk.” Aftenposten ”Det er overbevisende … en sprudlende og sydende bog.” Stavanger AftenbladPER PETTERSON OM OLA BAUER I ”MÅNEN OVER PORTEN”:“Olas favoritåbning på en roman var denne: “Nu vil jeg fortælle alt.” Sætningen stammer fra Sandemoses En flygtning krydser sit spor, og som Sandemoses Espen Arnakke flygter Olas helte fra den klasse de er vokset op i, og et eller andet sted midtvejs krydser de hinandens spor og går i clinch, og så springer der gnister. Man kunne sige at Ola er Sandemoses egentlige arvtager i Norge. Samtidig var han Norges eneste genuine beatforfatter, men han vidste mere om verden end dem, og hentede lige meget fra Jean Genet, Céline og Beckett, og fra den politiske virkelighed. Han var oprører, han havde set for meget til at være noget andet, men han lod sig aldrig sætte i bås. Heldigvis. Og han var en åben og strålende forfatter med en power som ingen andre i samtidslitteraturen. Da han døde lørdag den 12. juni 1999, var han bedre end nogensinde.Han var en maskulin forfatter, fordi hans sprog var maskulint, hvis noget sådant findes, og det gør det vel, men han var aldrig macho. Han satte sig aldrig over kvinder i sine bøger. Aldrig. Han kunne se på dem med skrækblandet fryd, han kunne se på dem, om ikke altid med forståelse (hvilken mand kan det), så i hvert fald med beundring. Han kendte deres styrke, og han lod sig imponere. Det viser han gang på gang. Jeg ved ikke om verden har forstået hvor sjældent det er.”

»Nu foreligger hele Per Pettersons fiktive forfatterskab på dansk. Vi bøjer os og takker.« - Weekendavisen 5 stjerner Ekstrabladet og Euroman 6 stjerner Berlingske Tidende Aske i munden, sand i skoen er Per Pettersons debutbog fra 1987 og handler om den seksårige Arvid og hans verden. Arvid bor i en forstad til Oslo. Hans far arbejder på en skofabrik og hans mor er dansk og gør rent. Arvid tisser i sengen om natten og har mareridt om slanger og krokodiller. En dag bliver hans far hentet af en sort bil, for bedstefar er død, ligesom kongen og dompappen, og da Arvid ser et billede af moren som ung, forstår han at tiden går og så græder han og siger at han ikke vil blive en dag ældre. Barndomslandets mytologi består af kvindefængslet og Laden og typer som Fede og Bandini, italiener og kunstmaler. Vi befinder os sidst i halvtredserne og i begyndelsen af tresserne, der er kold krig og Cuba-krisen står for døren. En morgen siger klasselæreren til eleverne at de skal bede til Gud, for atomkrigen lurer og enden er nær. Klip fra anmeldelser: »... en perle.« - Mai Misfeldt, Berlingske Tidende 6 ****** »I den norske forfatter Per Petterson romaner er der »næsten kun hovedsætninger, men syntaksen er formidabel«. Så kort forklarede Naja Maria Aidt i et interview sidste år hvorfor den roman, hun endnu aldrig har skrevet, helst skulle være »som en roman af Per Petterson«. Det vil sige romaner »helt uden fyld«, sagde hun til Politiken. Paradoksalt nok er det måske netop ordknapheden, der har gjort Per Petterson til så stor en succes, endda internationalt. (-) Pettersons svendebrev som sprogmager kan man roligt kalde den tyve år gamle debut, mester er han blevet. Ubesværet, enkelt og med »næsten kun hovedsætninger« trækker han her sine fine tråde. (-) De heldigste, som endnu har hele forfatterskabet til gode, kan med fordel begynde her - ved begyndelsen.« - Søren Vinterberg, Politiken »Der er både humor og ømhed i Per Pettersons debut fra 1987 om drengen Arvid, der vokser op i en forstad til Oslo i slutningen af 1950´erne. (-) Per Petterson mestrer kunsten at skrive let om det svære. Han har lært af Ernest Hemingway og Kjell Askildsen, hvordan man med diskrete beskrivelser giver plads til læserens egen medskabelse af den fiktive verden. (-) Som læser er man med hele vejen og taknemlig for at have lært Arvid at kende.« - Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad

Ti vilde heste er en historie om en piges liv fra hun er fire år til hun bliver fireogtyve og venter sit første barn. Pigen vokser op i 1950’ernes Danmark med forældre der er psykisk ustabile; den røde, eksplosive far, hvis humør skifter som nat og dag, og den sorte mor med mørke øjne der sjældent smiler.Det er historien om en barndom med overgreb og knusende tavshed, med mareridt og slanger i fodenden og en mor der gradvist fortaber sig bag en tjørnehæk af glas. Efter forældrenes skilsmisse bliver pigen anbragt hos forskellige fjerne bekendte og overladt til selv at finde ud af tilværelsen. Men pigen er en overlever, sårbar og viljestærk på samme tid.Historien er barsk og gribende, sproget er poetisk og registrerer seismografisk pigens indre rystelser.Historiens rammefortælling er skrevet mange år senere. Den kvindelige jeg-fortæller har for længst besluttet sig for ikke at se sin mor mere. Hendes fortid ligger i en forseglet boks og står det til hende skal den aldrig åbnes. Men den nat kvinden fylder halvtreds har hun et syn som får hende til at begive sig ud på en rejse for at opsøge moren.

Dunhammere spidder himlen er en række erindringsfragmenter fra barndom og ungdom til voksenlivets forskellige stadier. Mens historien går sin gang i den store verden omkring hende, kaster forfatteren sig ud i livet, som hun ubesværet og legende gengiver i et sprog der er sansemættet og musikalsk. Tonen er på en gang munter og melankolsk når hun beretter om det at være datter, elskerinde, mor, kvinde og menneske - fra et sted mellem hverdagen og eventyret, kunsten og naturen.Hele tiden skinner en rodløshed og en vildskab igennem, en oprørstrang der aflejrer sig i sproget som et blik for originale og overraskende billeder. Naturen spiller en vigtig rolle i bogen, det samme gør den usentimentale humor og de mange skæbner der med al tydelighed viser hvor grum tilværelsen kan være.

Romanens fortæller tager på en rejse mod vest, tilbage til barndommens landskaber, på sporet af en tabt tid. I huset under det tusind meter høje fjeld hvor hun voksede op møder hun sin afdøde far og genoplever det der var engang. Tid og rum eksisterer ikke, og alt kan ske. I et sanseligt, poetisk og humoristisk sprog tegner Marit Tusvik et farverigt portræt af en familie og en barndom i en lille norsk by i 1950’erne. Kometer farer i rasende fart mod jorden og huse brænder ned i dette mylder af en fortælling der pirrer sanserne og stiller spørgsmålet: Hvad får et barn til at skrive det hele ned, i al hemmelighed, for sig selv i mørket? Dejlig er jorden er en hyldest til livet, til jorden og menneskene, til bær og svampe og grønne vaskemaskiner, til dyr og blomster og fiskene i havet og til alle tings magi, set gennem barnets øjne, ikke oppefra og ned, men nedefra og op.Uddrag af anmeldelser:»En intens og stærk barndomsskildring fra en lille by i 1950’ernes Norge. Fortalt med et barns sanselige til tider eventyrlige sprog. Endnu engang har forlaget BATZER & CO givet mig en stor læseoplevelse!« Litteratursiden.»Kun det lykkelige kan man skrive så sprudlende, smilende og stemningsfyldt om.« Jyllands-Posten.»Marit Tusviks barndom er lige til at blive glad i låget af.« Viva »Den er bare helt vidunderlig.« Anne Lise Marstrand Jørgensen, DR/P2.

Per Petterson er det største nordiske navn i udlandet siden Peter Høeg. Han er oversat til 40 sprog og får den ene pris efter den anden, senest IMPAC-prisen, verdens største litteraturpris for en enkelt bog. I Danmark har han en stor fanskare blandt forfattere, bl.a. Ida Jessen og Lone Hørslev. Naja Marie Aidt har udtalt at hvis hun skulle skrive en roman, ville hun gerne skrive som Per Petterson gør i I kølvandet, Helle Helle kom til at græde da hun hørte ham læse op af hans nye bog og Kirsten Hammann læser hans bøger så langsomt hun kan for at bogen ikke skal holde op og anbefaler Ud og stjæle heste og I kølvandet med følgende ord: »Han er en fantastisk forfatter, der er så god, at vi forfattere går rundt og anbefaler ham til hinanden. Jeg kan ikke lægge hans bøger fra mig, når jeg først er i gang. Ikke fordi de er spændende, men fordi bøgerne fanger en som menneske og nærmest hiver en ind i hans univers.« Per Petterson tager os I kølvandet med på en rejse til nattens ende. Romanens jeg-fortæller, forfatteren Arvid Jansen, befinder sig i et eksistentielt tomrum - i kølvandet på en katastrofe som trækker dybe spor i hans liv. En rå og øm, sårbar og barsk historie om at miste fodfæstet i tilværelsen, men mesterligt fortalt i et glasklart rytmisk sprog og med en varm sort humor. I åbningsscenen står hovedpersonen foran den boghandel han engang har arbejdet i. Det er tidligt om morgenen, han er mørbanket efter en druktur, har brækket et ribben, brillerne er borte, og et blackout forhindrer ham i at huske hvad der er sket. Så starter rejsen, både den ydre tilsyneladende formålsløse flakken omkring på landevejene i den gamle bil og den indre hvor billederne af familien, ikke mindst hans far, dukker op som flashbacks. Bogens nutidshandling foregår nogle dage i marts og april 1996, men bagved rulles historien op og den dystre kulisse er en skibsbrand som medførte at hovedpersonen mistede sin far og mor og to brødre. Skibet nævnes ikke ved navn, men det er alment kendt at Per Petterson mistede fire familiemedlemmer da Scandinavian Star brændte. Mens Til Sibirien kan læses som en roman om forfatterens danske moder der blev gravid med en nordmand, handler I kølvandet om forholdet til faderen, fabriks­arbejderen og sportsmanden der ikke rørte en cigaret i hele sit liv. For kroppen skal være et tempel, sagde han, ikke en kalket grav.

Advokaten Finn rejser med toget tilbage til byen hvor han voksede op for at begrave sin mor. På stationen står hans indesluttede bror og venter. I barndomshjemmet sidder faren med sin unge kinesiske kone og laver ingenting. Og i sygehuskapellet står barndomsvennen Freddy iført jakkesæt og gummihandsker og gør hans afdøde mor klar til fremvisning. Finn føler at det var ham der kendte moren bedst. Men ved Finn hvordan og hvorfor hun døde? Og hvordan hendes liv har været?UDDRAG AF ANMELDELSER:»VEMODIG OG SMUK ... EN USÆDVANLIG GOD DEBUT ... JOACHIM FØRSUNDS FORM ER ANTYDNINGENS KUNST. HER ER ALT OVERFLØDIGT SKRÆLLET VÆK ... GRUNDTONEN I BOGEN ER SÅRBAR VEMOD, MEN IKKE UDEN INDSLAG AF MILD HUMOR.« TØNSBERG BLAD»Jøsses. Det er gyldne tider for norsk litteratur. Det bekræfter det nye talent Joachim Førsund med sin flyvende og sørgmuntre debut.« Nanna Goul, Weekendavisen»En helstøbt læseoplevelse.« Litteratursiden

Året er 1989. Tiderne skifter. Muren falder. I løbet af nogle intense efterårsdage følger vi Arvid Jansen, 37 år. Han skal skilles fra ungdomskæresten. Hans mor har fået kræft og rejser pludselig til Danmark med den gamle færge Holger Danske. Der er noget hun skal have styr på. Arvid følger efter hende to dage senere og siger til sig selv at han gør det for at støtte hende, men er det nu også hele sandheden? Jeg forbander tidens flod er en roman om historiens ubønhørlige malstrøm. Titlen er hentet fra et digt af Mao, der var en af Arvid Jansens politiske stjerner dengang i 70’erne da han som så mange andre norske maoister lod sig proletarisere og tog arbejde på en fabrik. Og i morens øjne forspildte chancen for et andet liv end det hun selv har haft ved samlebåndet på chokoladefabrikken Freia. I begyndelsen af 70’erne: På vej hjem fra natholdet ser Arvid en ung pige i en blå frakke på en T-banestation. De indleder et forhold; der er kun dig og mig, siger de til hinanden, kun dig og mig. Og så går tiden. Jeg forbander tidens flod er en typisk Pettersonbog: De to tidsplaner som snor sig ind og ud af hinanden. Det lavmælte sprog, stramt og nøgternt, og alligevel poetisk, hvor det usagte ligger som et minefelt mellem ordene. Hvor skildringen af byen og naturen, af kærligheden og sorgen tilsættes et gran besk humor, og familiens stille liv forbindes med den store verden derude. Og som altid hos Petterson er bogen fuld af allusioner til litteratur, film og musik. Romanen ser verden både fra sønnens og morens side, moren som aldrig fik det liv hun drømte om, men alligevel er en stærk og uafhængig kvinde, og i øvrigt en stor læsehest.”Norsk superforfatter har gjort det igen ... Et af tidens store forfatterskaber." Politiken.”En af Nordens store forfattere … man er efterhånden blevet afhængig. Af stoffet, af stilen … af vores hovedperson Arvid Jansen, forfatterens alter ego.” WeekendavisenBrageprisen. Kritikerprisen. Nordisk Råds Litteraturpris

Alida og Asle kommer til Bjørgvin for at finde arbejde og et sted at bo. Asle har mistet begge sine forældre, Alida er udstødt af sin egen mor. De kan huske den tid da de mødtes og med det samme forstod at de var som skabt for hinanden. Nu går de rundt i Bjørgvin, og alt de ejer kan de bære i en bylt over skulderen. Alle kan se at Alida venter barn, men ingen vil give hende og Asle husly, og det er koldt og det regner. I en fortælling der kan minde om historien om Maria og Josef, giver Fosse en lysende smuk skildring af livet og kærligheden, og det at være udstødt."Norske Jon Fosse skriver, så englene synger." Politiken "Uafrystelig." LitteratursidenNomineret til Brageprisen og Kritikerprisen

PER PETTERSON (f. 1952 i Oslo) fik sit store internationale gennembrud med UD OG STJÆLE HESTE, der er oversat til 45 sprog og i 2007 indbragte forfatteren IMPAC-prisen, verdens største litteraturpris for en enkelt bog. I 2009 modtog han NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS for romanen JEG FORBANDER TIDENS FLOD.En kvinde ser tilbage på sin barndom i 30’erne og 40’erne i en lille havneby i Nordjylland. Faren oplever en social deroute, og hendes dybt religiøse mor søger trøst i at digte salmer. En gang om måneden spænder bedstefaren hesten for vognen for at køre til byen og drikke sig fra sans og samling på værtshuset Aftenstjernen. Fra den store verden hører man om Den spanske borgerkrig, og en dag står tyskerne i byen, og fra radioen lyder Staunings opfordring til at udvise ro og orden. I kulisserne optræder den fordrukne baron Biegler, datidens storsmugler Ernst Bremer og landsforræderen Gestapo-Jørgensen. Centralt i historien står forholdet mellem fortælleren og hendes storebror Jesper der ikke er bange for noget, han er politisk bevidst og går ind i modstandsbevægelsen. De to søskendes skæbne er symbiotisk forbundet, Jesper drømmer om Marokko, hun om Sibirien. Da hun senere rejser til København, Stockholm og Oslo, er han stadig det vigtigste menneske i hendes liv.“Den er så smukt skrevet at det er til at græde over. Det er den rene stilistiske magi, en stor oplevelse.” BIBLIOTEKERNES LEKTØRUDTALELSE“Det er godt! Godt skrevet og godt fortalt, gennemtænkt og velkomponeret. Det er realisme, lige til at blive høj på.” DR/Kulturnyt”En af forrige tiårs mest gribende romaner.” Guardian“Et mesterværk” Times Literary Supplement