Bøger udgivet af Bechs Forlag - Viatone

“Historien om Dostojevskijs ekstraordinære andet ægteskab, hvor han skrev sine største romaner, er en roman i sig selv … Det er en enkel, ligefrem, ærlig og bevægende beretning om et lykkeligt, dristigt ægteskab … Den modige, ligetil, unge tilbeder har skrevet det eneste virkeligt intime portræt, vi har af ham.” – V.S. Pritchett, New York Review of BooksAnna Grigórjevna Dostojevskaja er blevet kaldt Fjodor M. Dostojevskijs hjerte og sjæl. Hun var Dostojevskijs anden hustru og var gift med ham i fjorten år frem til hans død i 1881I efteråret 1866 stod Dostojevskij i en katastrofal situation. Forfulgt af kreditorer med trussel om gældsfængsel havde han i desperation indgået en kontrakt om at levere en ny roman på ca. 200 sider med afleveringsfrist 1. november. Som sikkerhed for leveringen havde han stillet rettighederne til alle sine tidligere udgivne romaner.Den 1. oktober havde han endnu ikke påbegyndt den nye roman, og det forekom fysisk umuligt for ham at udfærdige og nedskrive romanen på 30 dage. Vennerne foreslog ham da at ansætte en stenograf, som han kunne diktere til og som efterfølgende kunne renskrive manuskriptet.Den 20-årige stenograf, Anna Grigórjevna Snitkina, løste opgaven på 26 dage. Manuskriptet blev afleveret til tiden og rettighederne sikret. En måned senere friede Dostojevskij til stenografen, som blev hans anden hustru og hans redning.Anna Dostojevskajas erindringer Mit liv med Dostojevskij er et unikt vidnesbyrd om Dostojevskijs liv og arbejde, ægteskabet med Anna, deres kærlighed og uselviske hengivenhed både til hinanden og til en fælles sag: skabelsen af nogle af verdenslitteraturens største værker.Skuespiller og teaterinstruktør Ulla Koppel skriver i et forord til bogen, hvordan hun blev så betaget af Anna Dostojevskajas erindringer, at hun i 200-året for Dostojevskijs fødsel bearbejdede og iscenesatte Mit liv med Dostojevskij som teatermonolog."Hvad skulle 'verdens bedste romanforfatter' dog have gjort uden sin kone? Hun faldt for ham, da hun var 20, og kæmpede for ham og hans skriveri til hans død 18 år senere. 'Mit liv med Dostojevskij' giver et godt tidsbillede af tsartidens Rusland. Og er så kærligt skrevet, at man ikke kan lade være med at holde af hovedpersonen." – Thomas Bredsdorff, Politiken ♥♥♥♥ "Elsker man Tolstojs Anna Karenina, Thomas Hardys Fjernt fra verdens vrimmel og andre store kærlighedsfortællinger, så skal man læse med her (...) Dialogerne og hendes oplevelse af mødet med Dostojevskij er fremragende. Det er kunst, kærlighed og dedikation (...) Jeg var komplet opslugt fra start til slut og kan varmt anbefale romanen til alle, der elsker at læse erindringer." – Julie Rasmine Larsen, litfix ★★★★★ “… Anna Dostojevskaja har skrevet en smuk og indtagende bog … hun fortæller så jævnt og naturligt, med en anskuelighed, som kun den jævne fortæller kan eje, eller den store digter kan nå.” – Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad, 1957“… den [bogen] brillerer ved de enkeltstående skildringers evne til som billeder eller små noveller at anskueliggøre livsformer fra en tid, der snart helt er forsvundet (…) oplevet og genfortalt af et menneske, der ganske afgjort har sit eget talent og ikke blot er den, der har kendt en berømthed.” – Social-Demokraten, 1957“Man kan uden tøven kalde dette værk ‘spændende som en roman’ for samlivet var en roman, præget af den fælles kamp mod fattigdom og gæld og hendes kamp mod digterens uudrydelige tilbøjelighed til at understøtte alt og alle.” – Jacob Paludan, Dagens Nyheder, 1957“Historien om Dostojevskijs ekstraordinære andet ægteskab, hvor han skrev sine største romaner, er en roman i sig selv … Det er en enkel, ligefrem, ærlig og bevægende beretning om et lykkeligt, dristigt ægteskab … Den modige, ligetil, unge tilbeder har skrevet det eneste virkeligt intime portræt, vi har af ham.” – V.S. Pritchett, New York Review of Books“Den charmerende historie om deres møde og frieri, som er berettet i Erindringerne [Mit liv med Dostojevskij], der blev redigeret og udgivet efter hendes død, er en af de mest lysende episoder i et liv, der ellers var fyldt med mørke og ulykker.” – Joseph Frank, Dostoevsky – A Writer in His Time“… kaster et vidunderligt suggestivt lys på de omstændigheder, de følelser og den medrivende atmosfære, der omgav ham [Dostojevskij] i det skabende arbejde. Bedst af alt, muligvis, er det en enkel, glødende fortælling om stor kærlighed.” – Helen Muchnic, Introduction to Dostoevsky: Reminiscences, 1977“… den må være det vigtigste enkeltstående dokument om de sidste fjorten år af Dostojevskijs liv – de år, hvor han skrev Idioten, De besatte og Brødrene Karamazov.” – Philip Toynbee, Observer“Hun holdt sin mands værker i live, lagde grundlaget for Dostojevskijstudier og efterlod et billede af manden selv, som vi ikke ville have været foruden.” – Anthony Burgess, Guardian

Knud Hansen var berømmet for sin evne til at formidle sit stof på en klar og enkel måde illustreret med praktiske eksempler. Hans kendteste værk om Dostojevskij er baseret på et livslangt engagement i Dostojevskijs forfatterskab, som han holdt utallige foredrag om.Bogen bliver normalt omtalt som det bedste og mest fyldestgørende værk på dansk om Dostojevskij, og den blev fremhævet som værende på niveau med en doktordisputats eller højere, da han blev udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet. Bogen fik fremragende anmeldelser ved sin udgivelse i 1973, ikke mindst for sin klare formidling til en bred læserskare. ‟I gennemgangen af Dostojevskijs værker benytter Knud Hansen sig af en stor mængde direkte citater og handlingsreferater, som gør de omtalte romaner helt nærværende og læsningen tilsvarende medrivende. Hele fremstillingen er båret oppe af Knud Hansens indlevelse i stoffet, hans rige associationsevne og hans lysende klare formuleringer. … en klar og lettilgængelig form, der ikke kun vidner om dyb indsigt i det behandlede emne, men også om et stærkt ønske om at nå en stor og bred læserskare.” – Samuel Rachlin, Politiken, 1973‟… afgjort den væsentligste fremstilling af tankeindholdet i Dostojevskijs forfatterskab, der indtil nu foreligger på dansk.” – Eigil Steffensen, Information, 1973 ‟ … Dostojevskijs store romaner … kommer helt til deres ret … hos den der som Knud Hansen formelt har sin største styrke i fortællingen og genfortællingen, båret oppe af en sproglig ubesværethed der gør den tykke bog frydefuld at læse.” – P.G. Lindhardt, Jyllands-Posten, 1973 ‟… en i ordets bedste forstand folkelig introduktion henvendt til et bredt læserpublikum. Knud Hansen … fortolker kyndigt og begribeligt nogle hovedtemaer i Dostojevskijs samlede forfatterskab. … Hansens værk rummer mange skarpsindige betragtninger over de ’evige temaer’ i Dostojevskijs forfatterskab.” – Eigil Steffensen, Politiken, 1991 ‟På dansk findes der ikke noget større og bedre værk om Dostojevskijs digtning end den forhenværende Askov-forstander Knud Hansens bog, der udkom første gang i 1973.” – Hans Andersen, Jyllands-Posten, 1991 ‟Mange æstetiske specialister kunne med god grund misunde Knud Hansen den personlige tilegnelse af Dostojevskijs tankeverden, som denne bog vidner om. Den er ved sin hjertelige, hjemmevante indsigt i emnet ikke så lidt af en begivenhed. Man tør roligt spå den mange læsere og et langt liv.” – Peter Ulf Møller, Weekendavisen, 1974 Knud Theodor Hansen (1898-1996) var uddannet teolog. Efter en række år som sognepræst blev han lærer på Jelling Seminarium i 1944, og i 1953 blev han forstander på Askov Højskole frem til 1968. Udover sit praktiske virke var han forfatter til en række betydelige teologiske, filosofiske og litteraturvidenskabelige værker om blandt andre Kierkegaards og Dostojevskijs forfatterskaber.

Om at læse Dostojevskij udkom oprindeligt som et supplement til Einar Thomassens oversættelser af Dostojevskijs Samlede Værker, 1- 24 (1965). Heri skildrer Carl Stief Dostojevskijs dramatiske liv og giver en eksemplarisk klar og overskuelig gennemgang af de centrale værker i Dostojevskijs forfatterskab. På en-to timer vil man kunne få et glimrende indblik og overblik over Dostojevskijs liv og forfatterskab.Carl Stief (1914-1998) var professor i slavisk filologi ved Københavns Universitet fra 1954-1984. Han havde oprindeligt læst litteratur og hans primære interesse var den slaviske litteratur og de slaviske sprog, folklore og folkedigtning. Han skrev disputats om russiske historiske viser og udgav en del værker om russisk litteratur, bl.a. bogen om den russiske nihilisme fra 1969, som er en undersøgelse af forudsætningerne for Dostojevskijs roman De besatte. Han har herudover bidraget til en række litteraturhistoriske samleværker samt skrevet et stort antal oplysende tidsskrift- og dagbladsartikler.

Dorthe Emilie Røssell var seks år, da anden verdenskrig brød ud. Hendes far blev hurtigt en af nøglepersonerne i en københavnsk modstandsgruppe. I familiens lejlighed på Østerbro holdt gruppen møder. Her gemte de våben og planlagde sabotageaktioner eller skjulte jøder, der skulle over til Sverige. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun sankthansaften i 1944. Familie og venner var samlet i familiens sommerhus i Hjortekær, da Gestapo – med Ib Birkedal Hansen i spidsen – vælter ind i haven. Grædende spørger den lille pige, hvornår hun vil få sin far at se igen, hvortil Birkedal svarer: Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham.Jeg brød et løfte er Dorthe Emilie Røssels anmelderroste og bevægende erindringsroman, som hun debuterede med i 2007. I alle årene efter udgivelsen har hun rejst rundt og holdt foredrag på biblioteker, højskoler og for læsekredse over hele landet om sine oplevelser under anden verdenskrig.I 2020 er bogen blevet til en anmelderrost dramadokumentarserie Min fars krig lanceret af DR. Heri medvirker den nu 86-årige Dorthe Emilie Røssell.Jeg brød et løfte er indlæst af Dorthe Emilie Røssell selv i foråret 2020.”(…) bevægende erindringsbog for børn og voksne. Utrolig velegnet til oplæsning, eftertanke og samtale i familiens rum og danske klasseværelser (…) En enestående beretning om en pige, der alt for tidligt blev voksen. Læs den! Både for dig selv og for dine børn.” – Jens Andersen, Berlingske *****”Dorthe Emilie Røssell skriver enkelt og lavmælt … udpensler ikke dramatikken. Det er heller ikke nødvendigt. For det er den der giver stilen nerve. Det dramatiske er en integreret del af den skildring af besættelsestidens hverdag, der under læsningen kommer så tæt på. Bogen emmer af atmosfære.” – Claus Grymer, Kristeligt DagbladAnmeldelse af dramadokumentarserien Min fars krig:”Helt afgørende for serien er det, at Dorthe Røssell er sympatisk og troværdig og siger replikker, der er begavede og fører handlingen videre. Hendes samtaler med historikere og en præst om ondskab og modstand er væsentlige og udvider perspektivet fra en ren besættelsestidshistorie til et nutidigt plan på en relevant måde. Man slipper denne serie, som på det kraftigste kan anbefales, med dyb bevægelse og en forståelse af, hvordan besættelsestiden stadig kan sætte rammerne for nutidige menneskers liv.” – Bent Blüdnikov, Berlingske *****

Det er i Vildanden, vi finder det verdensberømte Ibsen-citat: "Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme." – (Vildanden, 5. akt). Og dette citat angiver hovedtemaet i Vildanden. Fotografen Hjalmar Ekdal lever tilfreds med sin kone Gina, datteren Hedvig og sin gamle far. Han føler ganske vist, at fotograferingen ligger under hans intellektuelle niveau, men han går og pusler med en i egne øjne stor opfindelse, og inde på loftet hygger han og faderen sig med at vedligeholde et kunstigt jagtterræn med duer, høns, kaniner – og som det fineste en skamskudt vildand. Men en dag kommer ungdomsvennen Gregers Werle hjem og trækker nogle begivenheder fra fortiden frem, der antyder, at Hjalmar lever i en falsk virkelighed. Gregers stiller Hjalmar over for den ideale fordring om, at det gode liv kun kan opnås ved at bygge på sandhed. Men den ideale fordring får fatale følger for Hjalmar og familien.Vildanden er et paradoksalt drama, en tragedie med komiske elementer eller en komedie med tragisk udgang. Det er præget af en flertydighed, som har gjort det til det mest omdiskurede af Ibsens dramaer med et utal af forskellige meninger og tolkninger."Vildanden er det ypperste blandt Ibsens 'moderne' skuespil, det mest fuldkomne af hans samfundsdramaer." – Frederik Schyberg"Ibsen ændrede teatret for altid. Der er selvfølgelig andre måder at lave teater på end hans, men så fundamental var den ændring, han satte i værk, at den vestlige verdens teater aldrig igen er blevet, som det var før Ibsen." – Thomas Bredsdorff, Et Dukkehjem og fire andre skuespil

Vredens druer er en moderne folkevandringssaga fra 1930'erne om Oklahomas forgældede bønder, der drives fra deres jord og af reklamen lokkes til Californien, hvor de udnyttes skamløst og ender arbejdsløse og hjemløse på landevejen. Romanens storhed skyldes Steinbecks ægte indignation og medleven i de fattige bønders skæbne og hans tro på menneskets værdighed og vilje til overlevelse ved fælles hjælp selv under de vanskeligste vilkår.Vredens druer, der ved sin udgivelse omgående blev en bestseller, vakte en så voldsom debat i USA, at udgivelsen er blevet betegnet som en national begivenhed. Den har været en af de mest omtalte bøger i amerikansk litteratur i det 20. århundrede og betragtes som Steinbecks hovedværk. Den vandt Pulitzer-prisen i 1940 og var en væsentlig begrundelse for hans modtagelse af Nobelprisen i 1962.

Skaknovelle omhandler mødet mellem verdensmeteren i skak og amatøren Dr. B. En intens og opslugende beretning om duellerne og ikke mindst om de to duellanters baggrund og vidt forskellige indgang til spillet."Novellen vil leve længe efter, vi andre er døde. Den er slet og ret Stefan Zweigs mesterstykke ... Tankerne og følelserne er så stærke, så gennemlevede, så selvoplevede, at tiden aldrig vil løbe fra dem. Det er et smertefuldt dokument fra vor ulykkestid til kommende tider om kampen mellem primitivitet og intelligens ... Den er spændende som en kriminalgåde, gribende som en fængselshistorie og åndfuld som en Shakespearesk monolog." – Gudmund Roger-Henrichsen, Politiken"Sætningerne er mættet til sprængning med vor tids farlige eksplosive kraft, under den mejslede overflade bølger en hidsig og febril rytme, der griber læseren som en mani, indtil han eller hun har vendt det sidste blad." – Harald Engberg

Året er 1963. Hekla er en ung kvinde, opkaldt efter den berømte vulkan. Hun vokser op i Dalir, et lille bonde- og fiskersamfund vestpå. En dag bryder hun op, pakker sine få ejendele og en Remington-skrivemaskine og tager af sted mod Reykjavik med en drøm om at blive forfatter. Hun flytter ind hos sin homoseksuelle barndomsven Jon John og får job som serveringspige på Hotel Borg, så hun kan skrive om natten i al hemmelighed. For vi befinder os i en tid, hvor forfattere er mænd, og en smuk kvinde får at vide, at hun hellere skulle stille op i konkurrencen om at blive Miss Island.”Auður Ava Ólafsdóttir har gjort det igen, igen, igen: Skrevet en overdådig roman, som man elsker fra første til sidste sætning.” – Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️”Det er et tidsbillede med kant, humor og ømhed.” – Weekendavisen” (…) en krans af fortryllende ord, poetisk og følsomt. (…) En magnetisk roman.” – L’ExpressAuður Ava Ólafsdóttir er født i 1958 i Island. Hun debuterede med romanen Upphækkuð jörð i 1998 og har siden udgivet adskillige anmelderroste romaner, som er oversat til mere end 25 sprog. I 2018 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Ar, og i 2019 vandt hun med Miss Island den prestigefyldte franske Prix Médicis for årets bedste udenlandske roman.

I Det andet navn – Septologien I møder vi hovedpersonen og fortælleren Asle. Han er maler og enkemand. Han bor i Dylgja i huset, hvor han plejede at bo sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene, og hans eneste venner er hans nabo Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer, der bor i Bjørgvin. I Bjørgvin bor en anden Asle, som også er maler.“Læs den!” – Politiken ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎“Det er overlegen skrivekunst” – Weekendavisen“Jon Fosse har ikke kun skrevet en vidunderlig roman, men også leveret en sørgmodig blues for ensomheden.” – Berlingske ★★★★★“(…) man overgiver sig, og er læseren først kommet indenfor i Fosses univers, da klapper fælden, og man anmoder begærligt om at få mere serveret.” – Nordjyske ★★★★★Jon Fosse (f. 1959) har siden sin debut i 1983 udgivet henved 50 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. Han er oversat til 40 sprog. I 2007 modtog han Svenska Akademiens nordiska pris, også kaldet “den lille nobelpris”. I 2010 modtog han Den internasjonale Ibsenprisen, og i 2015 modtog han Nordisk Råds litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.

For Arvid Jansen er livet blevet et spørgsmål om faste holdepunkter. Han opsøger gamle slagmarker rundt omkring i byen, drikker sig fuld, møder damer og tager med dem hjem, eller kører rundt i Mazdaen, hvor han også tilbringer nætterne når sengen bliver et umuligt sted.Det er et år siden Turid tog deres tre piger med sig og forlod ham. En tidlig morgen ringer hun fra den nedlagte jernbanestation på Bjørkelangen. Arvid henter hende og kører hende hjem til Skjetten. Men for en gangs skyld nægter han at give hende det hun beder om. For i det rækkehus hun er flyttet ind i, finder han ingen spor af deres fælles liv, han er fuldstændig udraderet, han eksisterer ikke længere.Vigdis, den ældste datter, ser hvilken slags mand han egentlig er, tror Arvid, og derfor må hun tage afstand fra ham. Men samtidig er hun måske den der har mest brug for ham.Mænd i min situation er en øm og skånselsløs skildring af et liv i opløsning.“Der er et dragende sug nedad mod mørke, skibskatastrofer og pludselig død i Per Pettersons nyeste og fabelagtige roman Mænd i min situation. Den norske forfatter kan som ingen andre skrive om afbrændte eksistenser og forsagte længsler, så det giver stød langt ind i sjælen ... Per Pettersons sprog er som altid krystalklart, på én gang stramt realistisk og blidt poetisk. Mænd i min situation er stor kunst.” – Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️"... et mesterværk af en samtidsroman om skilsmissernes og de opløste familiers tidsalder og med et portræt af den enlige, ensomme og usikre mand, der står med en sjælden skarphed.” – Berlingske⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️"Fuld af humor og kirurgisk skarpe registreringer." – Børsen ⭐️⭐️⭐️⭐️ "...en klog og skarpsindig skilsmisseroman om tab og længsel." – Politiken ❤️❤️❤️❤️❤️"Alt er fortalt i Per Pettersons velkendte, naturligt strømmende sprog, præcist i samtidsbeskrivelsen, poetisk i naturskildringer."– Weekendavisen "Per Pettersons sprog er noget helt for sig." – Litteratursiden.dk Per Petterson (f. 1952 i Oslo) fik sit store internationale gennembrud med Ud og stjæle heste, der er oversat til 45 sprog og i 2007 indbragte forfatteren IMPAC-prisen, verdens største litteraturpris for en enkelt bog. I 2009 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Jeg forbander tidens flod.

Anton Tjekhov (1860-1904) er en russisk novellist og dramatiker. Han er en af de store russiske realister og forfatterskabet tegner et billede af den russiske middelklasse på deres landsæder i provinsen i slutningen af det 19. århundrede. Novellerne er kendt for deres nøgterne, lakoniske stil, der har inspireret forfattere som Joyce og Hemingway. Mest kendt er han dog for sine dramaer, hvor de kendteste er Mågen, Onkel Vanja, Tre søstre og Kirsebærhaven, der alle fortsat hører til de mest spillede stykker verden over. Han fornyede det moderne drama gennem sine hverdagsintriger og dagligdags dialoger, hvor personerne kredser om det centrale uden at adressere det direkte. Midt i dagligdagens rutiner indtræffer så pludselig en ekstraordinær hændelse, der for altid ændrer livet for de involverede personer. Dramaerne har en grundtone af vemod eller ironi og er ofte indlevende fremstillinger af handlingslammede mennesker, som vantrives. Onkel Vanja er den anden af Tjekhovs store dramaer, og en revideret udgave af et af hans tidligere stykker. Stykket dramatiserer, hvorledes Sonja og hendes onkel Vanja uselvisk ofrer deres egne muligheder for at understøtte Serebrjakov, Sonjas far og Vanjas svoger, i hans karriere ved universitetet. De er forblændet af hans intellektuelle evner, der dog viser sig stærkt overvurderede og det går op for Vanja, at svogeren ganske samvittighedsløst og utaknemmeligt har udnyttet dem.Foruden spildte livsmuligheder tematiser dramaet også som flere af Tjekhovs øvrige dramaer den håbløse og ulykkelige kærlighed, der resulterer i et hensygnende liv."For mig forbliver Tjekhov uopnåelig: Han skrev fortvivlelsens komedier om menneskets lidelser og længsler. Og mens man på én og samme tid morer sig og sønderrives, er hans kunst så indtrængende og vedkommende." – Woody Allen»Tjekhov er en uforlignelig kunstner. Man læser ham med nydelse, ikke blot én gang, men atter og atter, hvad der selv ikke med Dickens altid er muligt ... Tjekhov uddrog af livet den sandhed, han så, og gav denne sandhed en form, der har evig værdi ... I alt, hvad han skrev, træder hans store og sjældne fortrin for dagen: hans fuldkomne oprigtighed. Med denne oprigtighed gengav han, hvad han uddrog, plastisk og klart, indtil de mindste detaljer ... En ægte livets kunstner var Tjekhov.«- Leo Tolstoj

Anton Tjekhov (1860-1904) er en russisk novellist og dramatiker. Han er en af de store russiske realister og forfatterskabet tegner et billede af den russiske middelklasse på deres landsæder i provinsen i slutningen af det 19. århundrede. Novellerne er kendt for deres nøgterne, lakoniske stil, der har inspireret forfattere som Joyce og Hemingway. Mest kendt er han dog for sine dramaer, hvor de kendteste er Mågen, Onkel Vanja, Tre søstre og Kirsebærhaven, der alle fortsat hører til de mest spillede stykker verden over. Han fornyede det moderne drama gennem sine hverdagsintriger og dagligdags dialoger, hvor personerne kredser om det centrale uden at adressere det direkte. Midt i dagligdagens rutiner indtræffer så pludselig en ekstraordinær hændelse, der for altid ændrer livet for de involverede personer. Dramaerne har en grundtone af vemod eller ironi og er ofte indlevende fremstillinger af handlingslammede mennesker, som vantrives. Kirsebærhaven er det fjerde og sidste af Tjekhovs store dramaer opført et halvt år før hans død i 1904. Stykket foregår som Tjekhovs øvrige dramaer på et gods i den russiske provins. Godsejerinden Ljuba Ranjévskaja kommer efter flere års udlandsophold tilbage til sit gods, der er kendt for sin meget store og berømte kirsebærhave. Men økonomien skranter, godset er stærkt forgældet og en tvangsauktion truer. En ven af familien, handelsmanden Lopakhin, der har kæmpet sig op fra fattige kår, foreslår at løse gældskrisen ved udstykning af kirsebærhaven i parceller med salg for øje. Men godsejerinden kan ikke forestille sig at opgive sin kirsebærhave. Hun lever i en fortidig illusion og er uden realitetsand og handlekraft og må ruineret forlade godset til lyden af ”øksens fjerne, dumpe hug mod træerne.”.”Jeg holder meget af Tjekhov, men jeg har svært ved at begrunde min kærlighed til ham rationelt. Det eneste jeg får ud af en analyse er, at teksterne er en blanding af noget frygteligt hverdagsagtigt, almindelige tilføjelser, gentagelser, læger, utroværdige forførersker og så videre; og dog er det hans værker, som jeg ville tage med til en anden planet.” – Vladimir Nabokov”For mig forbliver Tjekhov uopnåelig: Han skrev fortvivlelsens komedier om menneskets lidelser og længsler. Og mens man på én og samme tid morer sig og sønderrives, er hans kunst så indtrængende og vedkommende.” – Woody Allen”Tjekhov er en uforlignelig kunstner. Man læser ham med nydelse, ikke blot én gang, men atter og atter, hvad der selv ikke med Dickens altid er muligt ... I alt, hvad han skrev, træder hans store og sjældne fortrin for dagen: hans fuldkomne oprigtighed. Med denne oprigtighed gengav han, hvad han uddrog, plastisk og klart, indtil de mindste detaljer.” – Leo Tolstoj

I Historien om Asta følger vi Asta, hvis navn betyder kærlighed på islandsk, og netop kærligheden kommer til at skabe ravage gennem Astas liv. I starten af romanen møder vi Astas forældre, Helga og Sigvaldi, som forelsker sig hovedkulds i hinanden. Helga er lidt af en femme fatale, hun er umådelig smuk og driver mændene til vanvid og en dag forlader hun pludselig manden og sine to små piger. Sigvaldi lammes af Helgas svigt og formår ikke at tage sig af sine to døtre, så Asta ender i pleje hos en varm og godhjertet kvinde. Men da hun brækker næsen på skolens mest populære fyr, sendes hun på sommerophold på vestlandet hvor hun møder Josef med de smukke øjne, og han bliver starten på Astas omtumlede kærlighedsliv.Historien fortælles dels set med Sigvaldis øjne og dels gennem de breve Asta skriver. Helga går i hundene og Sigvaldi falder ned fra en stige og mens han ligger på fortovet passerer hans liv revy. Er det virkelig nødvendigt at falde ned fra en stige og slå sig halvt fordærvet for at finde ud af hvad der er det vigtige i tilværelsen?”I det hele taget er den på sin vis bedrøvelige historie om Asta og hendes underskønne mors kamp med drifterne brolagt med spids humor og samfundsvinkler, der gør romanen til en af årets bedste fangster fra Nordatlanten. Læs Jón Kalman Stefánsson og bliv fortryllet af sproget og den skiftevis legesyge og alvorlige kærlighedshistorie.” – Birte Weiss, Weekendavisen

Øen og havet består af tre dele. Første del beskriver den midaldrende, fraskilte maler Thomas Hudsons liv på en lille ø i Golfstrømmen, hvor ensomheden brydes af besøg fra hans børn, som han tager med på sejlads og fiskeri. Anden del foregår på hans farm på Cuba under Anden Verdenskrig, hvor Hudson, der lever alene omgivet af sine katte, tænker tilbage på sit tidligere liv og døver ensomheden på barerne. Samtidig antydes det, at han udfører hemmeligt arbejde for de allierede, hvilket følges op i tredje del, hvor Hudson patruljerer i sin store båd i farvandene omkring Cuba på jagt efter tyske ubåde. Fortællingen slutter med en dramatisk eftersøgning og kamp med en tysk ubådsbesætning.Hemingway skrev bogen i årene 1950-51. Den var oprindeligt i fire dele, men han besluttede at udgive fjerde del separat med titlen: Den gamle mand og havet, som i dag er hans mest berømte og populære værk. De øvrige tre dele blev lagt i bankboks med henblik på senere redigering og udgivelse. Grundet rejser og sygdom fik Hemingway aldrig selv bearbejdet bogen yderligere, men redigeringen blev efter hans død udført med nænsom hånd af Mary Hemingway og hans forlægger, og bogen udkom i 1970. Hemingways manglende bearbejdelse ses blandt andet i, at maleren Thomas Hudson har store ligheder med Hemingway, ligesom episoder og personer ikke er blevet sløret, som Hemingway normalt gjorde. Et unikt indblik i Hemingways arbejdsmetode. Flere af de omtalte episoder og især sidste del er på højde med noget af det bedste, Hemingway har skrevet.”En storslået og vægtig Hemingway-oplevelse.” – Berlingske, *****

Tomas Espedal starter med at gå, der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Han går sammen med vennen Narve gennem de arabiske forstæder ind i Paris, og senere går han fra Grækenland til Tyrkiet. Himlen er hans tag, og mens han går, fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.En anderledes, dybt personlig og original roman om at gå. Gå ind i sig selv. Gå ud i verden, søge friheden, krydse broer og grænser. Gå i Rimbauds fodspor. Men det er også en roman om at gå på druk eller gå i hundene og mest af alt ligne en vagabond eller landstryger. Således er bogen en hyldest til det frie liv og til kunstneren som outsider. "Den norske forfatter Tomas Espedal har gjort sine mange fodrejser til et eksistentielt livsprojekt. Det har han skrevet en charmerende og tankevækkende bog om." – May Schack, Politiken"Charmerende og flere steder utrolig godt skrevet i sin lettere abrupte, springende stil. Gå er i sine bedste passager en vital glædessang." – Martin Krogh Andersen, Berlingske, ****

Charles Nordhoff (1887-1947) og James Norman Hall (1887-1951) var begge amerikanske forfattere, der havde et litterært samarbejde, som varede næsten 30 år og fødte flere verdensomspændende bestsellere. De er hovedsagligt kendt for deres Bounty-trilogi: Mytteri på Bounty (1932), I kamp med havet (1934) og Pitcairn-øen (1934).I tredje del af Bounty-trilogien følger vi mytteristernes skæbne på Pitcairn-øen, hvor ni af mytteristerne, anført af Fletcher Christian, slog sig ned i 1790 sammen med seks indfødte mænd og tolv kvinder fra Tahiti. I 1808 blev deres skjulested opdaget og bekendtgjort for verden af kaptajn Mayhew Folger fra det amerikanske sælfangerskib Topaz. På det tidspunkt var der på øen kun én hvid mand, ti midaldrende polynesiske kvinder samt en mængde børn og unge.Historien om de første år på Pitcairn-øen er tragisk. Der var alle muligheder for at skabe et lykkeligt samfund, men på grund af nogle af de simple mytteristers nedladende og grove behandling af de indfødte mænd, rivalisering om kvinderne, alkoholisme, grådighed og hævnfølelse mundede det efter nogle år ud i dramatiske stridigheder, og efter 10 år var 16 af bosætterne døde; heraf var 15 omkommet på voldelig vis. Skildringen af de dramatiske begivenheder bygger især på de beretninger, som Alexander Smith (den eneste overlevende mytterist) gav til Mayhew Folger og nogle af de få andre kaptajner, der senere ankom til den svært tilgængelige ø.

Romanen Fuglene fra 1957, der regnes for Vesaas’ mesterværk, handler om Mattis, tusten eller tossen, ham der ikke er som de andre, men som oplever verden på en intuitiv måde, hvor alting får karakter af hemmelighedsfulde tegn. Han oplever det som et lille mirakel, når der kommer et sneppetræk over huset. Han kan tyde fuglenes sprog, sneppen skriver små breve til ham med næb og kløer, og Mattis stiller livets store spørgsmål, som ingen kan svare på. I det lille bygdesamfund er Mattis ringeagtet og ensom. Han kan ikke passe et arbejde og bor sammen med sin søster, Hege, som forsørger dem ved at strikke trøjer. Hans største triumf oplever han, da to piger samler ham op på en holm i søen, hvor han har søgt tilflugt, fordi hans plimsoller af en båd har taget vand ind. Da han ror de to ind til købmanden, kan han vise de lokale, at han godt kan være sammen med nogen, som respekterer ham, som den han er. En dag får Hege den idé, at Mattis kan være færgemand og ro folk over søen. Og han ror frem og tilbage, men der er ikke en sjæl at se, før skovhuggeren Jørgen en dag dukker op. Det ender med, at skovhuggeren flytter ind i deres lille hus, og Hege blomstrer op, mens Mattis føler sig mere udenfor end nogensinde. En dag tager han ud på søen, han har en plan og vil udfordre skæbnen.”Tarjei Vesaas har skrevet den bedste norske roman nogensinde: Fuglene. Den er helt vidunderlig; prosaen er så simpel og så subtil, og fortællingen så rørende, at den ville have været regnet blandt de store klassikere fra det sidste århundrede, hvis den havde været skrevet på et af de store sprog.” – Karl Ove Knausgård, New York Times”Tarjei Vesaas’ mesterværk – oversat fra nynorsk til smukt dansk af Jannie Jensen og Arild Batzer – har højde, dybde og vingefang, et eviggyldigt eksistentialistisk ensomhedsstudie, der bekræfter det gamle ord om, at én tåbe kan spørge om mere, end ti vise kan svare på.” – Klaus Rothstein, Weekendavisen

”Bare vær dig selv” siger de venligt til jobsamtalen. Men hvad nu, hvis jeg ikke rigtig kan finde ud af hvem jeg selv er? Hvad nu, hvis jeg ikke lever op til tidens krav om at være unik, autentisk og enestående? Hvordan skal jeg så få et job, en kæreste eller finde en mening med livet?For 500 år siden forsvarede Luther sig med ordene: ”Jeg står her og kan ikke andet”. I dag er det ikke blot individets pligt at stå ene – det skal også være enestående. Det er selvrealiseringens evangelium, hvor kaldet til at arbejde for Guds ære er afløst af kaldet til at realisere sig selv.Mens renæssancehumanismen har givet os sandheden om det stærke individ og det sunde kerneselv, så er det arven efter reformationen fra Luther til Kierkegaard, der har insisteret på, at der er mere at sige om individet, end at det er et enestående selv. De sætter spørgsmålstegn ved, om individet nu også vitterligt er så enestående, eller om det måske grundlæggende er et afhængigt og splittet individ, en gåde for sig selv, netop fordi det er splittet.”Christian Hjortkjær leverer formidabel præstation med sin lille Luther-bog … man kommer vidt omkring i denne lille bog, der kræver meget af sin læser, men som giver mangfoldig igen.” – Kristian Østergaard, Kristeligt Dagblad, *****”Med Kierkegaard ved hånden efterprøver Hjortkjær sin syntese på tidens buzz-begreber som selvrealisering, autenticitet og ikke mindst kravet om at være enestående. Det er underholdende, lærerigt og letlæst. Ja, det er blændende godt gjort.” – Asker Hedegaard Boye, Weekendavisen

Barndom er Tolstojs debutroman fra 1852, som i 1854 blev efterfulgt af Opvækst og i 1857 af Ungdom. De semibiografiske dannelsesromaner blev omgående en succes. Den store russiske forfatter Ivan Turgenjev var imponeret og spåede Tolstoj en stor litterær karriere. I Barndom er hovedpersonen Nikolai Irténjev, søn af en rig godsejer, blot 10 år gammel. Mennesker, steder og begivenheder er levende skildret fra barnets umiddelbare perspektiv, som beriges af den voksnes ironiske, tilbageskuende forståelse. I løbet af Nikolais opvækst hos sin bedstemor i Moskva hører vi bl.a. om hans uddannelse, hans begyndende kærlighedsliv, hans litterære ambitioner og hans moralske kampe, som alt sammen er med til at forme og modne ham. Allerede i disse første litterære forsøg demonstrerer Tolstoj sin evne til gennem en række bipersoner at beskrive sin hovedpersons indre liv, og der er i det hele taget mange af de samme teknikker og temaer, som genfindes i hans senere værker."Tolstojs debutroman er uden tvivl en af hans mest indtagende og dybsindige fortællinger … Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted for nye Tolstoj-læsere at starte eller en mere indsigtsfuld, fornøjelig genopfriskning for erfarne Tolstojanere." – William Mills Todd III, Litteraturprofessor ved Harvard College"Det er en russisk familiekrønike, skrevet med bevæget hjerte af en ung, skarpt sansende, dybt oprigtig digter." – Ejnar Thomassen, indledning til Barndom, opvækst og ungdom

Anna Karenina er Tolstojs verdensberømte og elskede klassiker om en af de mest charmerende kvindeskikkelser i verdenslitteraturen: den smukke og sanselige Anna Karenina, der opgiver sin trygge borgerlige tilværelse med sin noget ældre ærgerrige og følelseskolde mand for at følge sin lidenskabelige kærlighed til den virile, mandige grev Vronskij.Sideløbende og modstående har vi fortællingen om det lykkelige giftermål mellem Kitty og godsejer Ljovin (Tolstojs alter ego). Ljovin er den ansvarsfulde godsejer og familiefader, der dog plages af eksistentielle tanker om meningen med livet og døden og til sidst finder fred i det simple liv og det kristne budskab om næstekærlighed (senere videreudviklet i Tolstojismen).En vældig og dramatisk fortælling om livet i Zartidens Rusland med Tolstojs eminente personka-rakteristikker og intense beskrivelser af begivenhederne og personernes liv.”Anna Karenina er et fuldkomment kunstværk.” – Fjodor M. Dostojevskij”Betragtes som et af højdepunkterne i verdenslitteraturen.” – Merriam-Webster’s Encyclopedia of Literature”I en sexet og altopslugende læsning fortæller denne bog historien om en af de mest fængslende kærlighedsaffærer i litteraturhistorien.” – Oprah Winfrey”… scene følger på scene, så intenst oplevede, at læseren ligefrem hører hestenes trampen hen over turfen i væddeløbsscenen og lugter græsset og karlenes sved, da Ljovin under høslætten kappes med gårdens folk … Realismen som beskrivelsesform nåede vel i denne roman sit højeste.” – Carl Stief, Verdenslitteraturhistorien, Politiken

Min barndom er første del af Gorkijs berømte selvbiografiske erindringstrilogi. Den indledes med hans første erindringer fra faderens død og begravelse, hvor han og moderen efterfølgende bosætter sig hos moderens forældre: den elskelige Bábusjka og den strenge, brutale bedstefar. Gorkijs portræt Bábusjka gør dybt indtryk. Hun er evigt mild og positiv, fyldt med alskens gamle sagn og eventyr og præger Gorkij for livet og inspirerer ham til hans senere fortællelyst. Men bortset fra Bábusjka er miljøet råt. Han prygles af sin hidsige bedstefar, familiemedlemmerne skændes og strides indbyrdes, og familien forarmes hen ad vejen i en social deroute. Der gives et sjældent indlevet og autentisk billede af den russiske underklasse og deres dagligdag."Mange sider i disse erindringer om et menneskeliv på vej op gennem det russiske folkedyb kaster strejflys ind i et sådant mørke, i en sådan forkommenhed, vildskab og bestialitet, at de går læseren på nerverne." – Ejnar Thomassen, Maksim Gorkij, Et russisk menneske, Indledning til Min barndom"Ikke blot rummer Gorkijs værk en eventyrlig stor række fængslende og spændende begivenheder, men menneskeskildringen er på sin vis genial, uovergået af nogen som helst skribent … Den, der forsømmer at læse Gorkijs erindringer, berøver sig selv en af de mægtigste oplevelser, litteraturen har at byde." – Chr. Rimestad

Stockholm 1938. Alt går galt dagen derpå. Frøken Klokken får hovedpine, ingeniørerne lider også. Optagelserne har ellers været succesfulde. KTAS regner med dem. Andre telefonselskaber i verden har allerede ’talende ure’. Centralernes personale belastes. Abonnenterne vil vide, hvad klokken er. Flere millioner opkald om året. Snart kan de få automatiske svar.En 19-årig telefonistinde hos KTAS lagde stemme til tidsmeldemaskinen, der skulle angive tiden hvert 10. sekund. Sammen med to ingeniører optog hun klokkeslættene i Stockholm. Man afsatte en uge til opgaven, som måtte løses under tidspres. Gitte Broengs roman tager udgangspunkt i disse historiske fakta. Resten er fri fiktion. Den fortæller om dengang, de moderne tider bogstaveligt talt kom til Danmark. En fortælling om 8.640 klokkeslæt, hovedpine, kønsroller, Des og dus og meget mere."Mesterligt … så stilsikkert og stærkt, at hun, om ikke før så fra og med nu og med denne romandebut, må betegnes som en af vor tids dygtigste yngre forfattere." – Merete Reinholdt, Berlingske, ******"Urkomisk … en helt utrolig god realistisk roman og bare roman, lidt ligesom, sans comparison, de store gamle parodiromaner Don Quixote og Tristram Shandy." – Lars Bukdahl, Weekendavisen"Det er en på alle måder skøn roman … Bravo, hvor går tiden bare godt med Broeng." – Marianne Träff, Litteratursiden"Denne bog er den fineste perle." – Julia Lahme, Femina, *****"Gitte Broeng romandebuterer med den humoristiske Frøken Klokken, der bør blive forfatterens gennembrud." – Martin Gregersen, Kristeligt Dagblad"Formfuldendt og morsom." – Lise Garsdal, Politiken

Emma Woodhouse er både smuk, intelligent og rig. Efter sin mors død har hun indtaget rollen som førstedame på Hartfield, hvor hun bor sammen med sin omsorgsfulde, men noget hypokondriske far. Woodhouse-familien er en af de fornemmeste på egnen, og Emma er meget bevidst om sin overlegne position såvel som sine øvrige fortrin. Da hun påtager sig rollen som Kirsten Giftekniv over for sin veninde Harriet, løber hendes livlige fantasi flere gange af med hende, og hendes tendens til at nære lidt for høje tanker om sig selv og sin egen dømmekraft medfører utallige forviklinger og får helt uforudsete konsekvenser. Emma, som også er meget kærlig og charmerende, har mange venner, der tilsyneladende alle er blinde over for hendes fejl. Bortset fra Mr. Knightley. Han forsøger utrætteligt at få den stædige Emma til at indse sin egen indbildskhed, men da hun endelig begynder at indrømme sandheden over for sig selv, er det lige ved at være for sent."Bogen er som en brusende kvadrille med partnerskifte, til alle efter megen uvished finder den rette … totalbilledets elskværdighed er uimodståelig." – Jacob Paludan, Politiken"Rene mesterstykker er portrætterne af den snakkesyge Miss Bates og Emmas far, den gamle forpylrede Mr. Woodhouse. De er bundkomiske, men meget menneskelige og meget elskelige. Alle hendes figurer træder os lyslevende i møde tværs gennem deres historiske mundering. Giv dem andre hatte, bukser eller kjoler på, og vi har dem spadserende rundt imellem os i dag." – Mogens Knudsen, Information

I Kreutzersonaten beretter en midaldrende mand efter sin frifindelse for mord om sit ægteskabelige helvede, der mundede ud i et jalousidrab på hustruen. Under beretningen gør han sig tanker om seksuel frihed, cølibat, kærlighed og samliv i ægteskabet. Hans overvejelser om cølibatet som ideal forekommer noget outrerede i dag, men hans lidenskabelige og bidende kritik af dobbeltmoral og hykleri, hans skildring af et ægteskabeligt helvede og sygelig jalousi er ligeså relevant og fængende nu som dengang.På grund af Tolstojs kompromisløse kritik af seksualmoralen i og uden for ægteskabet vakte Kreutzersonaten stor furore i samtiden. Det foranledigede Tolstoj til at forfatte et efterskrift til 2. udgave af romanen, hvor han forklarer sin intention med fortællingen. Dette efterskrft kan downloades her."Kreutzersonaten er en gnistrende fortælling om lidenskabens kraft, på trods af at forfatterens agt var at vise, at sex er noget, fanden har skabt." – Anna Libak, Weekendavisen"Man finder næppe noget så kraftfuldt i seriøsitet i erkendelse og i skønhed i udførelse." – Anton Tjekhov"Det er et grumt værk; Tolstoj styrter sig over samfundet som et såret dyr, der hævner sig for, hvad det har lidt … I mægtig virkning, i lidenskabelig sammentrængthed, i synernes brutale kraft, i formens fylde og modenhed overgår Kreutzersonaten alt andet af, hvad Tolstoj har skrevet." – Romain Rolland

Siddhartha er en buddhistisk inspireret dannelsesroman skrevet i en enkel lyrisk stil. Den foregår i Indien på Buddhas tid og fortæller om den smukke, velbegavede brahmanersøn Siddhartha, der forlader sit barndomshjem i søgen efter en højere mening og et harmonisk selv. Hans søgen går fra et flerårigt liv sammen med de asketiske samanaer til et møde med Buddha og videre til et verdsligt liv med elskov og materielle goder, som han siden forlader i lede. Hans senere år tilbringer han som fattig færgemand langt fra verdens virak, men nu i harmoni med sig selv og med en erkendelse af, at harmoni og mening ikke kan opnås gennem teoretiske studier og lære, men kun gennem levet liv og egne erfaringer. Siddharta blev i 1960'erne sammen med Kerouacs On the Road en kultroman for flowerpower-hippierne og var fast inventar til festivaller og på rygsækrejser."I Hesses Siddhartha-karakter møder Buddhaen en moderne europæisk individualist med hans mistro til dogmer og institutioner." – Volker Zotz"At skabe en Buddha, som overgår den alment anerkendte Buddha, er i sandhed en uhørt bedrift af en tysker. Siddhartha er for mig en mere virksom medicin end Det Nye Testamente." – Henry Miller

Mørkets hjerte bygger på Conrads oplevelser som flodkaptajn i Belgisk Congo, 1890. Fortælleren Marlow beretter her om, hvordan han rejser op ad floden og ind i 'mørkets hjerte' for at finde den udstationerede belgiske elfenbensjæger Kurtz. Det viser sig, at Kurtz fra et humant og ædelt udgangspunkt har udviklet sig til en begærlig materialist og despot, der hersker uindskrænket over de omkringboende indfødte."… Af alle Conrads romancer og fortællinger er det Mørkets hjerte, der griber mig mest. Alt i denne lille fortælling er på kanten og udover: Situationer, personer og beskrivelser. … For mig er Mørkets hjerte også en række dystert uafrystelige billeder, ikke blot på Conrads sjæletilstand, men på den moderne verden." – Carsten Jensen i Politiken, "Min Yndlingsbog""Mørkets hjerte er et ondt opgør med den vestlige kultur og dens selvforståelse som civiliseret, dannet, ophøjet og humanistisk. Den er også andet end det. Man kan sætte mørkets hjerte som etiket på kolonitiden, Sovjetimperiet eller nazismen. Men mørkets hjerte gemmer sig inde i alle fremskridt, i alle politiske og personlige holdninger. Godheden forvandles til ondskab og nihilisme." – Fl. Chr. Nielsen, Jyllandsposten"Mørkets hjerte er for mange af os bogen, vi ville tage med på den øde ø. En rejseroman i mere end én betydning, ikke mindst den helt praktiske: Verdenslitteratur i lommeformat, Dante, Joyce og Proust pakket ned på hundrede sider." – Bjørn Bredal, Politiken

Ivan Ilíitsj har som midaldrende efter mange års hårdt arbejde opnået den attraktive stilling som højesteretsdommer. Men på toppen af sin karriere bliver han som 45-årig syg, og efter nogen tid går det langsomt op for ham, at sygdommen er dødelig. Vi får en skildring af hans svingninger mellem håb og frygt for døden og følelsen af det uretfærdige i, at netop han skal rammes i en forholdsvis ung alder efter et pletfrit levned. Samtidig skildres hans samspil med familie og venner, der finder omgangen med det syge menneske pinlig og helst undgår at blive for involveret i hans lidelser. Konfronteret med døden erkender han i en eksistentiel krise, at han har spildt sit liv på egoistisk ærgerrig stræben efter tom status på bekostning af nære relationer til andre. Det er en dybdeborende fortælling om erkendelsen af egen dødelighed, som ethvert menneske på et tidspunkt konfronteres med."Det er en af de mest hjerteskærende litterære værker, der nogensinde er skrevet, en hård, ubarmhjertig stirren ned i afgrunden, ikke kun i døden, men i den menneskelige natur. Det er et af disse værker, der er essentielle: ikke fordi man efter at have læst det kan afkrydse en kulturel milepæl, men fordi man uden det vil miste billedet af, hvad det betyder, at være menneske. Og ikke kun i 1900-tallets St. Petersborg, men nu." – Nicholas Lezard, The Guardian

Den rige købmand Vasili Andréitsj Brekhunóf drager en mørk eftermiddag i december ud på en slæderejse med sin tjener Nikita for at købe et stykke skov, før andre får nys om det. Turen til nabosognet går absolut ikke som planlagt; vinden tager til, sneen ødelægger sigtbarheden, og de farer gang på gang vild. Men Vasili drives videre af sin grådighed efter en god handel, og som tjener adlyder Nikita stiltiende, selvom han anser det for alt for risikabelt at fortsætte. Det ender fatalt, men konfrontationen med døden får den egoistiske og materialistiske Vasili til at revurdere sit syn på det væsentlige i livet."Historien er fortalt helt suggererende. Med ganske enkle midler har Tolstoj fremtryllet atmosfæren: Den isnende vinternat, de to vildfarne mænd og den ihjel-frosne hest. Stemningen af kulde og død forplanter sig til læseren. I dette vinterlige øde sætter Tolstojs menneskelighed sin smukkeste blomst. En mesterlig fortælling, hvor tendens og kunst er smeltet sammen på den smukkeste måde." – Niels Kaas Johansen, Socialdemokraten"Og vil man helt forstå den typiske sjælelige udvikling, den stærkeste indre oplevelse i de Tolstójske fortællinger – den for ham selv og efter hans mening for russerfolket, for menneskeheden frelsende oplevelse – så skal man læse den enkle, gribende fortælling Herre og tjener. Læseren af denne mesterlige fortælling vil her finde kvintessensen af Tolstójs menneskeskildrende kunst og tillige hele hans livsfilosofi sammentrængt i en nøddeskal." – Ejnar Thomassen

Denne samling omfatter fire folkefortællinger fra jævne folks dagligliv. Alle bringer de Tolstojs budskab om, at det centrale i livet er næstekærligheden. I Pas på ilden vises de fatale følger af gengældelse fremfor tilgivelse i et eskalerende had mellem naboer. I Jord, jord! er det de ulykkelige følger af materielt begær, og i den realistiske legende Hvad menneskene lever af fortælles om en fattig skomagers belønning for sin næstekærlighed til en falden engel i menneskeskikkelse. I De to pilgrimme vises, hvorledes næstekærlighed er langt vigtigere end pligtopfyldelse af religiøse forskrifter. Fortællingerne fremstår myteagtige, mejslet med skarpe sansninger i en naturlig og enkel fremstilling."I hans Folkefortællinger træder hans tids russiske landsbymenneske os i møde i sin daglige dont, i sin stille, skjulte leven og færden, i billeder af den største ægthed og livagtighed. Disse folkefortællinger er i al deres realisme et værk, der i egenart næppe har sin mage i den moderne litteratur. Her smelter evangeliets ånd helt sammen med almuevisdommens smilende enfold … Hans skikkelser, fremstillet, som de er, med storslået naturlighed, står for os, ikke som romanhelte, men som virkelige, levende mennesker, uforgængelige som mytologiens skabninger." – Ejnar Thomassen"Tolstojs realistiske fortællekunst, hans vidunderlige evne til rent plastisk at skildre enhver bevægelse og begivenhed, ethvert billede i ord, så man ser det, fejrer sande triumfer i disse fortællinger." – Jørgen Claudi, Kristeligt Dagblad

I Himmerige og helvede mistede drengen sin bedste ven til havet og uvejret. I Englenes sorg mødte han og postbudet døden i snestormen på fjeldet. I Menneskets hjerte, som er det tredje og sidste bind i Stefánssons trilogi, bor han i landsbyen hos Geirtrud, en egensindig kvinde, som må slås for sin selvstændighed mod købmændene, der er byens magtfulde mænd. I landsbyen handler alt stadig om fiskeri, men også her melder de nye tider sig med dampskibet, telefonen og nye ideer. Menneskets hjerte er en bog om kærlighed og frihed. Hvad vil det sige at elske og blive forelsket, spørger drengen. Og hvem skal man egentlig vælge?"Jón Kalman Stefánsson er en mageløs og fuldstændig tidløs fortæller – og hver gang jeg læser ham, bliver jeg mindet om, hvad det hele handler om, både når man selv skriver, og når man bare – dette store, vanskelige bare – lever." – Carsten Jensen"En smuk islandsk saga … blid som Guds åndedrag … Den islandske forfatters store styrke er, at han ikke er bange for det patetiske og det sublime." – Le Monde"Et mesterværk ... et tordenbrag." – La Quinzaine Littéraire