Bøger udgivet af Eget forlag

Den russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj (1906-75), en af det 20. århundredes største, levede hele sit voksenliv i Sovjetunionen, den daværende kommunistisk og russisk ledede føderation under betegnelsen ”Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker”. Men hvad mente Sjostakovitj egentlig om det regime, han levede under?Så han med den allerdybeste foragt på Stalin, mens han havde et overvejende positivt syn på Lenin?Udtrykker han i sin musik både loyalitet over for 1917-revolutionen og sorg og bitterhed over den senere fejlslagne udvikling?Var han hverken kommunist i den daværende østlige forstand eller antikommunist i den daværende vestlige forstand, men noget tredje?Rummer hans musik flere nyskabende elementer, end selv hans tilhængere har plejet at antage?Hvad skal man mene om den omdiskuterede Sjostakovitjbiografi ”Testimony” af Solomon Volkov?Disse og en lang række andre spørgsmål omkring Sjostakovitj forsøger denne bog at sige noget fornuftigt om, ligesom den i øvrigt også indeholder nogle bidrag til en rent musikalsk belysning af komponistens værker.Bogens forfatter Niels la Cour (f. 1944) har været konservatorielærer i musikteoretiske fag 1968-2008, de sidste 20 år som docent ved Det kgl. danske Musikkonservatorium, og har skrevet orkester-, kor-, kammer-, orgel- og klavermusik

Livet med Parkinson sygdom har med denne samling digte fået et liv, der handler om at leve med nye udfordringer, tage dem til sig og finde ny glæde. Lasse Rydberg, der har Parkinson, ser på sygdommen og livet med humor. Sygdommen blev en vending i hans liv, hvor han, da han ikke mere kunne læse sin krusedulle lille gnidrede håndskrift, blev nød til at kasserer kuglepennen og skrive på computeren. Han oplevede, at hans veltalenhed og velformulering tabte pusten. Han opdagede, at når han skrev på computeren, så kom der ord og tekster ud af fingrene, han ikke syntes at have dikteret.Der voksede en sproglig verden op i skriveprocessen, der var ved at forlade ham i talen. Det er livsbekræftende poesi. En invitation til at møde livet med Parkinson med humor, der grundlæggende er en almen fortælling om livet med store udfordringer.Lasse Rydberg har arbejdet som lærer, forsker, universitetslærer, skoleinspektør og skribent og redaktør. Debuterede som digter i 2019 med digtsamlingen BARNEVOGNSCAFEEN og andre digte om alderdom. Allerede i 2020 udkom den næste digtsamling ER DET LIDT FORBUDT AT DØ der er skrevet under Coronapandemien. Erindringsdigtene HIMMELEN UNDER BRØNSHØJ - Brønshøjdigte, udkom i februar 2022. Digtsamlingen TABTE MÆLET – ER DER MERE AT SIGE om livet med Parkinson blev skrevet på to måneder i slutningen af 2021. EN DIGT KVARTET skabt og udgivet fra coronakrisens start til dens slutning.Lasse Rydberg er født i 1940 opvokset i Brønshøj. Bor på Østerbro med sin kone Ellen Georg, der er billedkunstner.

Jens Ernholtz er uddannet cand. mag og cand. jur. Han var i mange år ansat som jurist i Landbrugsministeriet, men er nu pensioneret. I mange år drev han endvidere selv et landbrug på Midtsjælland. De dårlige vejrforhold i 1987, som førte til misvækst og økonomiske tab, fik ham til at interessere sig for at finde lignende vejrforhold i fortiden. Han har derfor i gennem de seneste 30 år brugt de mørke efterårs- og vinteraftener på at sammenstykke vejr- og øvrige geofysiske oplysninger, som han har fundet på Rigsarkivet og Det kgl. Bibliotek, til en sammenstilling af de geofysiske rammer for livet i Danmark 1690-1820, næsten time for time.

Disse retssager handler om grovsmeden Mogens Peter Møller og Svenskere Sven Nilsson og personkredsen omkring dem.Grovsmeden havde ry for at tyrannisere folk på egnen, og man fandt, at han ikke var bange for brandstiftelse, hvis han følte sig generet af folk og der kunne gå mange år, inden han pludseligt hævnede sig. Derfor klæber mistanken om ophavsmand til den mystiske brand på Lynglodden sig også til ham. Vi har fundet flere mystiske brande på egnen og på et tidspunkt blev der ligefrem nedsat en kommission til at undersøge de mange brænde på Bornholm.Retssagerne viser tidslommer af livet i 1800-tallet. Men for personerne får vi kun en lille del af deres historie. Og "hvert menneske har en historie at fortælle".

Hvordan behandlede landets aviser retsopgøret mod de mænd, der bistod den tyske besættelsesmagt?Fik de en fair behandling i spalterne efter befrielsen?Kom med på en guidet tur rundt i retsopgørets første år, som det så ud hos de journalister, der rapporterede fra retssalene, mens danskerne gik på arbejde, og derfor kun sjældent selv var til stede.Læs om de forskellige debatter, der udspillede sig mellem aviserne, politikerne, modstandsbevægelse og modbevægelse om det retslige opgør mod nazismens håndlangere. Bliv klogere på, hvem nogle af disse 3840 dømte mænd - landssvigerne - var.

Digtsamlingen Himmelen under Brønshøj er endnu en digterisk raptus fra Lasse Rydberg der skrev 32 digte om en gammel mand, der ser tilbage på tiden i krigs- og efterkrigstidens liv i Brønshøj.Lasse Rydberg siger om digtsamlingen: "Jeg, nu en og firs år, ser på en lille dreng, der var mig. Det er digtsamlingens omdrejning, at jeg ser min barndom med drengens opdagelse af verdenen. Drengen og byen Brønshøj flyder sammen, byens stednavne har deres navn i drengens opdagelse af livet. Sted og liv bliver uadskillelige. - Jeg ser min barndom gennem drengen i erindringens prisme."Lasse Rydberg begyndte først at skrive da han var 78 år. Da skrev han i en raptus 34 digte på fem sommeruger. 28 af digtene blev til hans debutdigtsamling BARNEVOGNSCAFEEN og andre digte om alderdom. En åben og humoristisk fortælling om at være gammel. Udgivet i 2019. Lasse Rydberg har aldrig drømt om at se sig selv som digter. Da han blev ramt af Parkinsonsygdommen oplevede han, at hans veltalenhed og velformulering tabte pusten. Han opdagede, at når han skrev på computeren (han kunne ikke mere skrive læsevenligt med en pen) så kom der ord og tekster ud af fingrene, han ikke syntes at have dikteret. Der voksede en sproglig verden op i skriveprocessen, der var ved at forlade ham i talen. Hans nye vej til at finde sproget blev i fingrenes kluntede rystende vej over tasterne. Der mødte ham en uset evne til at udtrykke sig i digtning.Lasse Rydberg har arbejdet som lærer, forsker, universitetslærer, skoleinspektør og skribent og redaktør. debuterede som digter i 2019. Allerede i 2020 udkom den næste digtsamling ER DET LIDT FORBUDT AT DØ der er skrevet under Coronapandemien. Han er født i 1940. Bor på Østerbro med sin kone Ellen Georg, der er billedkunstner.

Autisme, kærlighed og det svære parforhold er 5 fortællinger om livet og parforholdet, når kærligheden ikke er nok.Stress og belastningsreaktioner hænger sammen for mange, der lever i et belastende parforhold. Hverdagsstressen, som kommer med at få alt til at hænge sammen i hjemmet, er stressfyldt, men på en eller anden måde finder man en måde at leve med det.Indtil en dag hvor situationen ændrer sig. Det kan være sygdom, fyring, børn der kommer til, børn der flytter osv. En ydre og pludselig ændring gør, at belastningen øges væsentligt i familien, hvilket vil sige at begge parter bliver endnu mere presset. Da oplever mange NT'ere, at de bliver i tvivl, om de egentlig vil overleve dette forhold med deres forstand intakt.Marianne Merling har som autismekonsulent i en årrække vejledt og rådgivet kvinder og mænd, som lever i et kærlighedsforhold med en højtfungerende autist. Marianne Merling er desuden forfatter til bøgerne Schh, min mand er asperger og Arbejdsbog til autismerelaterede parforhold

Aage Frandsens erindringsbog er en rejse tilbage i tiden og en fortælling om vilkårene for livet på landet og de mennesker som var til dengang. Vi hører om det eftermæle, Mette Knudsdatter fik ved sin begravelse af præsten i 1799 og vi bliver klogere på klasseskel i 1950'ernes Hvirring i Østjylland. Med Aages far som eksempel får vi indblik i den komplekse andelsverden, som bønderne skabte i fællesskab - høj som lav. Endelig viser bogen, hvordan en families stærke værdier udmøntes i praksis, også som en del af modstandskampen under 2. verdenskrig. Aages første politiske erfaringer får vi en fornemmelse for, da han bliver formand for elevforeningen på Rønde kursus.Aage Frandsen, f. 1941 i Hvirring, bondedreng, gymnasielærer i samfundsfag og historie, medlem af SF fra 1964, folketingsmedlem for SF i 18 år i årene 1971-2005, medlem af SF's hovedbestyrelse 1972-2006, formand for SF's folketingsgruppe 2001-2005

I romanen Nattens Breve væves forskellige menneskers historier sammen i breve til kærester, forældre, søskende, og som det sidste, til eftertiden. Brevskriverne er alle i eksil, tvunget af omstændighederne.Brevene fortæller om forliste relationer, de er fulde af fortrydelse, vold og tilståelser. Ingen af brevene når frem til dem, de er tiltænkt, men bliver fundet og læst af tilfældige fremmede. Fælles for dem er sorgen og længslen efter tilgivelse.I en globaliseret og voldelig verden søger romanpersonerne alle mod lufthavnen for at finde en vej væk eller en ny begyndelse. Men den sikkerhed de søger, er en illusion, og de er nødt til at se deres fiasko i øjnene.Nattens breve er en hyldest til brevet og til fortællingens helende kraft. Det er samtidig en beretning om den tid vi lever i, fuld af tvetydighed, tvivl og misforståelser.

Dokumentardigt fra børnepsyk er en personlig fortælling, der dokumenterer et lille barns forløb i den offentlige børnepsykiatri og de alvorlige belastningsreaktioner, som forløbet forårsagede. Det er en digtroman fuld af tanker, følelser og ikke mindst spørgsmål. En tekst, der er blevet skabt i en ekstremt presset situation, hvor det var nødvendigt for forfatteren fuldkommen at frigøre sin opmærksomhed fra formelle regler om tegnsætning o.l. Indholdet er blevet grebet og noteret ned på forfatterens telefon i de få ledige minutter, der indimellem dukkede op.Temaet er autisme og udviklingshandicap. Barnets reaktion på udredningen var angstfulde skrig. Forældrene bad om hjælp, men psykiatri og kommune reagerede med ansvarsfralæggelse og yderligere pres på barnet og familien.Dokumentardigt fra børnepsyk er en stemme i kampen for bedre forhold for familier til et barn med handicap eller psykisk sårbarhed. Det er en stærk beretning, der efterlader sin læser i eftertanke. Bogen vil være oplagt som undervisningsmateriale i enhver sammenhæng, hvor faggruppen beskæftiger sig med børn med autisme, fx sundhedspersonale, pædagoger og lærere.Forfatteren Rikke Ingemann er uddannet filosof. Dokumentardigt fra børnepsyk er hendes debut som digter.

Denne bog er en fortælling om livet med muskelsvind og jeg har skrevet bogen, fordi jeg ønsker, med humor, at give dig en forståelse af, hvordan det er at have et fysisk handicap. Jeg sidder i kørestol og kan kun bevæge et par fingerspidser, som jeg har brugt til at skrive denne selvbiografi med.Et liv med muskelsvind er ofte lig med en masse medlidenhed og en masse fordomme. For at fortælle at det ikke er synd for mig håber jeg, at min fortælling kan være med til at feje diverse fordomme af vejen. Gennem viljestyrke og gåpåmod håber jeg at kunne inspirere andre til at kaste sig ud i forskellige udfordringer og se hvilke oplevelser der følger med. Denne bog kan bruges som inspiration, både hvis du kender nogen med handicap eller ej.

Jeg gik langs en stor vej med skoven på min højre side, her lå mange store huse med parklignende haver.På en stor smedejernslåge sad en kæmpe krage, og jeg blev forskrækket, da den henvendte sig til mig med sin dybe, hæse stemme. "Halløj du der med den smukke sorte pels, hvor du går hen?" "Du må ikke hilse mig kragernes konge her ved mit slot?" Jeg stoppede op og kiggede op på den enorme fugl, der hang over hovedet på mig, der på lågen. Den kunne nemt have hakket mit øje ud, hvis den ville, men den viste sig at være venskabeligt anlagt. "Jeg er på vej hjem," svarede jeg, "jeg er faret vild og skal nå hjem, inden min familie rejser til Kina." Anne Sofie Hornemann er født i 1971 i København og er autodidakt billedkunstner, har siden 1995 haft talrige udstillinger både her og i udlandet bl.a. England, Tyskland, Frankrig, Japan og Kina.Anne Sofie Hornemann der er mor til seks børn i alderen 9-26, har igennem de sidste år udgivet flere børnebøger og denne ”Det er mig den sorte kat 2” er den femte i rækken. Bøgerne der er en anderledes side af Anne Sofie kreative verden, har det fællestræk med hendes malerier at hver bog, udover oplevelsen af teksten og illustrationerne, skal betragtes som et enkelt værk, hvor hver udgivelse har sit helt eget udtryk, format og stil.

Det har været en spændende rejse at udforske Marys slægt. Familien har altid været klar over forbindelsen til gården i Svanninge, men at også Horne kunne opvise en slægtsgård af format, var en overraskelse. Endnu større har overraskelsen været, da Marys mors slægt fra Munkebo og omegn blev afdækket. Den ene større gård efter den anden, i Agedrup, i Vester Kærby, i Munkebo og i Dræby kom for dagens lys. Bogen handler indledningsvis om Mary Kirstine Poulsen. Efterfølgende beskrives slægten på hendes mødrene side, og til sidst på den fædrene side. Efter beskrivelse af de enkelte slægtsmedlemmer følger beskrivelse af relevante kirker, herregårde og landsbyer.

Forfatter læser i første afsnit af bog - Stien gennem dalelysningen - udsendt i sensommeren 2012

Et personalemøde på virksomheden "Paradiset" starter forudsigeligt med regnskaber, PowerPoint fremvisning af et nyt koncept. Mødet bliver brutalt afbrudt af en storm, der spærrer personale og ledelse inde på arbejdspladsen natten over. Modsætningsforhold mellem personale og ledelse bryder ud. Mærkelige ting sker. Vanviddet breder sig. I takt med at stormen tager til. Da stormen omsider lægger sig, er ingenting som før. Klaus Haase, født 1957. Forfatter. Kulturanmelder. Satiriker. Samfundsdebattør. Foredragsholder.

Kirsten Marie Eriksens slægt, er Kirsten nistrup Vilhelmsens nyeste slægtsroman, der tager udgangspunkt i hendes egen mormor. Derfra bliver man ført fra Djursland i 1900-tallet, der er Kirsten Marie Eriksens hjemstavn, og helt tilbage til bl.a. Kong Hans' nederlag i Ditmarsken i 1500-tallet.

Litteratur

Telefonen ringer hjemme hos den catalanske forfatter, i røret lyder en indladende kvindestemme, der, på vegne af et irsk ægtepar, Hr. og Fru MacGuffin, vil invitere forfatteren på middag. De har et uimodståeligt tilbud, fortæller kvinden; de vil afsløre selveste universets mysterium for ham. Forfatteren takker tøvende ja, vel vidende at det naturligvis er en spøg. Til middagen dukker ægteparret MacGuffin ikke op, men i stedet en ung kvinde, der inviterer forfatteren til at deltage i Documenta 13, den største og mest eftertragtede internationale udstilling for samtidskunst, der afholdes hvert femte år i Kassel. Forfatteren er begejstret. Han har i årevis drømt om at blive anerkendt af avantgardekunstnerne, som en af deres. Der er bare den hage ved det, at hans rolle i udstillingen er at være en installation; han skal sidde på en kinesisk restaurant i udkanten af byen og skrive. Under sine lange gåture i Kassel bliver forfatteren, til sin egen overraskelse, overvældet af energi og optimisme, og ikke det sædvanlige tungsind, der plejer at ramme ham sidst på dagen. Det er kunstens spontane og fantasifulde svar på tilværelsens tristesse. Temaet for Documenta 13 er Kollaps og Resitution, et tema, der både indrammer byen Kassel, der under Anden verdenskrig var centrum for Nazitysklands våbenindustri, og derfor blev så godt som udslettet i slutningen af krigen. Men temaet omkranser også forfatterens ugelange ophold i byen, hans oplevelse af - og forhold til avantgardekunsten, og i sidste ende til sit eget forfatterskab.Enrique Vila-Matas er født i 1948 i Barcelona, Spanien, og er forfatter til mere end 20 romaner, foruden utallige noveller, essays og artikler. Han har modtaget en række internationale priser og er oversat til flere en tredive forskellige sprog. Hans romaner er præget af en lun blanding af ironisk selvhøjtidelighed og en drillende, observant oprigtighed, der giver mindelser om forfattere som Joyce, Borges og Cervantes.Vila-Matas er medstifter og ridder af Finnegan Ordenen, en gruppe der har taget navn efter en pub i Dalkey, Ireland og James Joyces' sidste roman Finnegans Wake. Gruppen mødes hvert år den 16. juni i Dublin for at hædre Joyce."En underfundig og anderledes roman, som varmt kan anbefales. Det er en meget underholdende og følsom roman, som tager læseren med på en fantastisk rejse ind i en original og unik fortælling. Man kan roligt læne sig tilbage i lænestolen og nyde en læseoplevelse i særklasse." (Lektørudtalelse, DBC)

Fruen og tyendet. De roller er vel klare nok. Eller er de? Liza har begge ben på jorden og skal nok finde ud af at styre den overidealistiske cooperant, hun i øvrigt arbejder loyalt for. Og hun skal også lige sørge for, at familie og venner får lidt glæde af hendes ansættelse. Med stor psykologi og menneskesyn. Men også i hendes privatliv er der sorger og glæde… gode børn og knap så gode… og megen humor. Og både Mama og Liza har et barnebarn, der betyder alt for dem.Indholdet er autentisk, hvilket de mange billeder bærer vidne om, men forfatteren har ladet sig inspirere til at skabe sin egen fortælling.Nadja Manghezi er lærer og cand. mag. Hun tog sammen med sin familie til Moçambique i 1976 som cooperant for at hjælpe med opbygningen af det nye land. Efter nogle års arbejde tog hun hjem for så næsten tyve år efter at vende tilbage til Maputo, denne gang som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke, og denne gang uden børn og med sin mand på den anden side af grænsen i et frit Sydafrika. Hun har skrevet flere bøger om livet i det sydlige Afrika, på engelsk, portugisisk og dansk."Romanen giver et udmærket billede af et liv som fattig kvinde i Afrika i 1990'erne, hvor aids og korruption hærger. Den fiktive form gør skæbnerne vedkommende og giver en viden om kultur og traditioner." (Lektørudtalelse, DBK)

Halina Wilkomirska er arkitekt og byplanlægger. Født 1933 og uddannet i Polen. Fra 1971 bosat i Danmark. Ansættelser hos Arkitektfirmaet Skaarup & Jespersen og hos Københavns Kommune. 1978-81 var Halina u-landsfrivillig, udsendt af Mellemfolkelig Samvirke til Dar es-Salaam, Tanzania, hvor hun arbejdede i ministeriet (Ministry of Lands, Housing and Urban Development) og i fritiden tog initiativ til en tegneskole for fattige børn. Siden startede hun tegneundervisning på en skole for døve børn.Bogen er en personlig beretning om tiden i Tanzania, baseret på en sammenskrivning af dagbøger, notater og erindringer fra opholdet. Bogen er tidligere udkommet i to oplag i Polen og er nu oversat til dansk.

Denne dobbeltbog består dels af “Fortsat Videre”, der ligger i forlængelse af “Afsted” og “Undervejs” fra henholdsvis 2014 og 2016, og dels af “Mere omkring Yamira”, som er en fortsættelse af “Omkring Yamira” fra 2017. Alle teksterne i dobbeltbogen er skrevet i løbet af de seneste år.Anders Levy er født i 1964. Cand. jur. og i dag ansat i centraladministrationen. Anders Levy har 2 børn og bor på Amager. Han har tidligere udgivet ”Undervejs” fra 2014, ”Afsted” fra 2016 og “Omkring Yamira” fra 2017.

Artiklerne i denne bog er alle fremkommet andetsteds, de to første tillige holdt som foredrag ved H.C. Andersen-sammenkomster. Midtersektionenbestår af anmeldelser fremkommet inden for de senere år – af udgivelser, der måske kan siges at repræsentere et ”nyere” syn på eventyrene og på de papirklip og collager, som efterhånden har tiltrukket sig betydelig opmærksomhed. Den tredje sektion vender tilbage til traditionen og stiller skarpt på digterens forhold til en maler og en ø – og på en nederlandsk illustrators forhold til ham.

”Transkønnet” er en identitetskategori der på få år har udviklet sig fra at være ganske ukendt til at indtage en nøgleposition indenfor kønsdebatten.Debatten om transkønnede er typisk præget af stærkefølelser og holdninger, men er også kendetegnet ved fravær af dybere refleksion og vilje til at stillekritiske spørgsmål og kræve en logisk argumentationfrem for henvisninger til følelser.Karen M. Larsen stiller i ”Kvinder med penis og gravide mænd – en rejse ind i et absurd kønspolitisk univers” de spørgsmål som en ukritisk medieverden og politisk magtelite ikke tør stille og påpeger de problemer der opstår, når køn gøres til en udefinerbaridentitet løsrevet fra den medfødte krop.

Bo Schiøler (f. 1945 i København) er nok Danmarks eneste sangskriver, der har seniorerne, det grå guld, den 3. alder som defineret målgruppe. Efter 44 år som huskomponist og -dramatiker på Vesterbro Ungdomsgård gik Bo på pension. MEN … rastløshed og musisk kreativitet drev ham til at skrive nye sange om alder og aldring og levet liv. Om vilkår for pensionister i dagens Danmark … skyggefolket, ældrebyrden, mimre-klynk … eller? Sangene i Seniorerne Synger er alle skrevet fra en +65-årigs perspektiv. Disse nye sange er for ‘de modne danskere.́’ Sange til fornøjelse og eftertanke. Her bliver ikke lagt op til nostalgi og eskapisme … virkeligheden, nutiden er stadig en messe værd. Bo Schiøler er en vaskeægte komponist-pensionist. Han er nu midt i 70’erne. På godt og ondt beskriver han den 3. alder. Han ved - fra eget levet liv - hvor knoglerne knager. Bo’s sange handler om virkelige hændelser og rigtige mennesker. Intet er fri fantasi. Ofte er sangene formet som portrætter af stærke, selvstændige personer, som ikke blev ‘kendte’ i den brede offentlighed. Folk som fløj under radaren, som ikke havde rundsave på albuerne. De kom aldrig i avisen eller i TV. Nej - du kender dem ikke. Nogle af dem er døde og borte - andre er fra nutiden og i høj grad i live. Simple rim - stor hverdags-poesi. Altid i tråd med hjerte og smerte, sejre og nederlag. Humor, snerren, protest … og elementær livsglæde. Alle sangene er indspillet på cd og fremført live af Bo Schiøler & Skavankerne.

For nogle år siden faldt jeg over Curt Weibulls artikel om Saxo i Historisk Tidsskrift fra 1978.Curt Weibull nåede frem til, at Saxo ikke var en gejstlig klerk, men oprindelig en af Absalonskrigere og selv tilhørende Hvideslægten. Jeg har i mange år set hen til en dag på ny at læse Saxos værk- sidst jeg gjorde det, var som 14-årig- med henblik på om man nærmere kunne udfinde, hvor på Sjælland Saxo var vokset op.Der er steder i fortællingen om Hvideslægtens venderkrige, der leder tanken hen på, at Saxos far kunne være en Thorbjørn (Thorbern), der ligesom Hviderne Sune og Esbern omtales udenefter-navn, altså som en blandt Hvideslægten alment kendt person. Saxo kalder Thorbjørn ”en af de ypperste sjællandske riddere” og ved, at han efter at være ramt af en kastesten på et vendertogt ca. 1166 først fuldt ud genvandt sit helbred mange år efter (14. bog, s. 205) og athans kone opæggede kong Svend Eriksen Grathe i 1157 til at bryde forliget om tredelingen af riget (14. bog, s. 138). Stormanden Peder Thorstensen kunne så være Saxos farfar. Dette ville finde støtte i indledningen til værket, hvor Saxo fortæller, at både hans far (altså Thorbjørn) og hans bedstefar (altså Peder Thorstensen) havde tjent under Valdemar den Store. Saxos slægtsynes i så fald oprindeligt at have været knyttet til konger med magtbase på Sjælland som Erik Emune og hans søn Svend Eriksen Grathe. Efter dennes død sluttede de sig til Valdemar den Store, der bortset fra Asser Rig-familien mest havde magtbase i Jylland. Såfremt Thorbjørn er Saxos far og Peder Thorstensen hans farfar, gift med Asser Rigs søster Cecilia, er Saxo vel en fjern slægtning til Absalon. Også en Toke Signessøn omtales (i 14. bog, s. 124) som ”en mand,der udmærkede sig både ved ædel byrd og ved veltalenhed” og som var en af kong SvendEriksen Grathes mænd, der dæmpede et oprør i Skåne i 1140`rne, men som uretfærdigt faldt i kongens unåde. Han kunne være morfar til Saxo.

Da Danmarks første grundlov i 1849 afløste enevælden blev folk frie.Men allerede i 1854 kom tyendeloven, som gjorde en stor del af befolkningen ufrie§ 23Uden husbondens samtykke er tyendet ikke beføjet til at lade sin tjeneste udføre af andre. Heller ikke må tyendet uden husbondens tilladelse forlade huset i egne anliggender, eller blive borte længere end tilladt.Vi tjenestefolk var vandrefolket, en slags zigeunere, midt i alt det bosiddende. Vi hørte ikke med; den skånsomhed, hvormed man behandlede de bosiddende, fik vi ingen del i, vi var underkastet en særlig lov, tyendeloven – en slavelov, som bønderne trofast hjalp hinanden med at håndhæve over for os efter dens ordlyd. Efter tyendeloven måtte vi ikke forlade gården og dens tilliggender hverken ved nat eller dag uden husbondens tilladelse; og denne tilladelse var bønderne meget husholderiske med. Folkene skulle ikke forvænnes! Karlen havde fri en søndag om måneden; men jeg fik først fri, da jeg foregav at jeg absolut måtte i kirke og høre Guds ord. Det turde husbond ikke sidde overhørig og gav mig fri. Og hurtigere er jeg vel aldrig løbet i mit liv, selv ikke da jeg som vogterdreng bibragte Spasianna levemåde; Længslen efter hjemmet og de små søskende piskede mig afsted. Men bønderne bistod hinanden med at kontrollere tyendet, og inden ugen var gået vidste husbond, at jeg ikke havde været i kirke. Det var en ret alvorlig sag, for jeg bedrog jo ikke kun ham men selve Vorherre. Det varede noget inden jeg igen fik lov til at løbe hjem.Martin Andersen Nexø: Lille kræ. 1936Mens resten af verden forandrede sig mellem 1854 og 1921, var tyendeloven, næsten som naturlov, stadig grundlag for levevilkårene for den fattigste del af befolkningen.

Op til udbruddet af 2. verdenskrig var politikere og befolkning enige om, at Danmark under krigen skulle forholde sig absolut neutralt. Derfor hverken kunne eller skulle Danmark kæmpe mod tyskerne, da Danmark blev besat 9. april 1940.Det officielle Danmark ville gennem hele besættelsen fastholde denne neutralitetspolitik og dermed bl.a. forhindre, at unge danske mænd blev indrulleret i de tyske hære, men det krævede indrømmelser, som modstandsbevægelsen og et voksende flertal af danskere efterhånden skammede sig over. Og efter befrielsen ville man helst kaste et glemslens slør over, at Danmark bevidst havde forholdt sig neutralt, mens andre lande havde kæmpet på liv og død mod Hitler.Vilhelm Topsøe sætter den stadigt omstridte neutralitetspolitik i et nyt lys og kan fortælle den spændende historie om Danmarks forhold til tyskerne og ikke mindst om de dramatiske, indre spændinger i Danmark, som både handlede om politik og moral.Vilhelm Topsøe, f. 1944, der er jurist, har været anmelder ved Weekendavisen, kronikredaktør og lederskribent på Berlingske Tidende. Han har skrevet om Kaj Munks skæbne i besættelsestidens frihedskamp i skuespillet «Pastor Munk», (1988) og i teksten til operaen «Martyriet», (2016). Han har skildret besættelsen set gennem tyske briller i romanen «Dr. Werner Best, Mine danske år», (2005).I denne bog sammenfatter han sit syn på besættelsestidens politiske og moralske historie.

• Klima, miljø og natur.• Nysgerrige undersøgelser i skoven.• Fællesskab og fri leg.• Træernes susen, fuglenes kvidren, vandets klukken i søen, de visne blades raslen.• Regnen, vinden, sneen og solen.Dette er det lille barns oplevelser i skovbørnehaven.

Næste morgen vågnede vi alle fire ved solopgang, og vi begav os i samlet flok tilbage mod Bistadet.Det var et frygteligt syn, der mødte os fire venner, da vi kom hjem til boet.Alle vores frænder var døde, til at starte med kunne vi ikke finde ud af, hvad der var sket, men da vi havde fløjet rundt og undersøgt hele boet et stykke tid, kom nogen af vores frænder pludseligt tilbage og fortalte os, hvad der var sket.De var ligesom os blevet forhindret i at komme hjem den foregående aften på grund af uvejret, men de var kommet lige inden, det var blevet helt lyst og havde set selve angrebet, da dræberhvepsene var gået til angreb på de første arbejderbier, til de var færdige og havde dræbt alt, hvad der bevægede sig i boet.Vi havde godt hørt om andre bistader, der var blevet udraderet, men vi havde hele tiden ment os sikre her i vores bo og tænkt, at det kun var noget, der skete for de andre.