Bøger udgivet af Ellekær

Europa befinder sig i en dyb krise. Efter krigene og de totalitære ideologiers hærgen i det 20. århundredes første halvdel førte en hidtil uset vækst i vest-europæernes velstand i århundredets anden halvdel til konsumerisme på bekostning af det, DouglasMurray betragter som den europæiske kulturs tre søjler: kristen-dommen, den græske humanisme og oplysningen. Resultatet er et billede af en kultur i sin endelige nedgangsfase, i ”eksistentiel træthed” – en kultur, der er mere fokuseret på at dyrke sin”historiske skyld” og ”universelle menneskerettigheder” end sine præstationer.Som om dette ikke er slemt nok, så har Vesteuropa igennem de seneste 60 år først fremmet og derefter passivt accepteret en masseindvandring af muslimer fra Mellemøsten og Nordafrika. Europæiske politikere har mod en stadig større folkelig modstand givet et historisk set aggressivt og ekspanderende politisk-religiøst system indpas i Europa, hvor den svage og identitetsløsekultur ikke har vist sig i stand til at hævde sig over for de indvandredes kultur, der er i direkte konfrontation med den kristne etik, den europæiske retstradition og de demokratiske principper forstyringen af de samfund ,vi har udviklet gennem århundreder.Det er den perfekte opskrift på kaos og – som nogle mener det – på borgerkrig. Det er den situation som Douglas Murray skildrer og dokumenterer i ”Europas undergang”.

Du må ikke misse din træning. Kør! Sådan hedder det i denne usædvanlige cykelbog, der mikser fysiske prøvelser med politisk analyse af vor tid og spændende historiske perspektiver. Bogen er en kærlighedserklæring til livet på landevejen i ensom majestæt såvel som i Arbejdernes Bicycle Club – og en advarsel mod truende tendenser i politik, kultur og underholdning. Forfatteren ser både indad og udad og formår det sjældne at kombinere en stærk indre stemme med et klart udsyn, mens han cykler i Sverige, Italien, Frankrig, Spanien, Hareskoven eller fra Ganløse til Vanløse, skriver om Tour de France, er til hæsblæsende cyklecross i Belgien eller sidder på bagsædet af en følgebil med to mekanikere under Flandern Rundt. Læseren kommer også tæt på navne som Fausto Coppi, Jørgen Leth, Iggy Pop, Descartes, Grundtvig, Roger Scruton og Farmor i Skt. Klemens. Bibelens Ti Bud spiller ligeledes en rolle for forfatterens eget ellevte.For Mikael Jalving er cykling en fred, et værn og en oase - selv under de hårdeste væddeløb. Hvad der tiltaler ham, er ikke så meget bevægelsen som eksilet, en fjernen sig fra samtid, offentlighed og overflade. Ud over cykelsportsentusiaster kan bogen læses af alle, der interesser sig for vores moderne og terapeutiske tidsalder, hvor de godhjertede endnu ikke har forstået, at vi vesterlændinge har fjender, som vil os det ondt.

Med ”Hordernes hærgen” har den britiske forfatter og debattør Douglas Murray sat sig for at dokumentere og afsløre den voldsomme og radikaliserede udvidelse af det, der er kendt som politisk korrekthed, og som i de senere år har bredt sig fra Nordamerika og Storbritannien til Kontinentaleuropa som social justice-tænkning. Den finder blandt andet sin fremtrædelsesform i LGBTQ+, #MeToo og senest BLM. Hvor forskelligartede – og indbyrdes stridende – disse bevægelser end kan være, så udgør de et angreb på vor liberale samfundsorden.Med et implicit krav på at være eksponent for dyden opstiller disse bevægelsers aktivister særkrav for påståede ”underprivilegerede og undertrykte grupper”, og gennem terrorlignende massehandlinger på de sociale medier forsøger de at etablere en meningscensur efter deres egne retningslinier.Resultatet er en partikularisme, der fremmer yderligere segregering i vore samfund. Herved bliver det til en trussel mod det civilisationsbærende majoritetssamfund, der affærdiges som ”hvide mænd”, og som i et stærkt relativeret historiesyn udskammes som årsagen til alle reelle såvel som forestillede ulykker.I fire kapitler om henholdsvis homoseksualitet, kvinder, race og transkønnethed dokumenterer Murray tilstanden og de midler, hvormed aktivister udøver pres på institutioner og enkeltpersoner. I supplerende kapitler redegør han for, hvorledes marxismen og den teknologiske udvikling udgør et grundlag for de bevægelser, der nu hærger vore samfund.

Ukraine er Europas næststørste stat, men tillige en meget ung stat i den europæiske statsverden. I den europæiske offentligheds opfattelse står landet helt i skygge af Rusland. Det gælder også dets historie. I Ukraines historie beretter Andreas Kappeler om de vigtigste begivenheder og sammenhænge, stiller det fremherskende russocentriske perspektiv over for et ukrainsk og søger samtidig at underlægge de ukrainske nationale myter en kritisk vurdering. Hermed fortælles ikke blot ukrainernes historie fra middelalderen op til vore dage, men der berettes tillige om de russere, polakker, jøder og andre etniske grupper, som har levet i Ukraine. Ukraines historie fører begivenhederne frem til efteråret 2014.Ukraines historie omfatter 99 illustrationer i farve og s/h samt 5 dobbeltsidede kort.

Med det japanske overraskelsesangreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 fik Anden Verdenskrig sin fulde udstrækning: Den amerikanske befolknings modvilje mod at blive inddraget i en ny europaisk krig blev fejet til side af det japanske overfald og den efterfølgende tyske krigserklæring. I de følgende knap fire år udkæmpedes Anden Verdenskrig på to overordnede krigsskuepladser: i Europa og Atlanten og i Stillehavet og Sydøstasien.Forud var gået næsten hundrede års radikale forandringer af det japanske samfund, der fra at have været lukket og tilbagestående var blevet udviklet teknologisk og ikke mindst militært, hvilket manifesterede sig i sejren over Rusland i 1905 og i en stigende intervention på det asiatiske fastland, der i 1937 førte til en krig mod Kina, således som det skildres i det indledende kapitel af af Mogens Lunds omfattende beretning om Stillehavskrigen.Efter angrebet på Pearl Harbor opnåede de japanske tropper, der var krigsvante efter fire års krig i Kina, succes i de samtidige angreb på Malayahalvøen, Singapore og Filippinerne og de efterfølgende angreb på Hollandsk Ostindien og Burma: I løbet af et halvt år beherskede Japan store dele af Sydøstasien og en række øposter i Stillehavet.Men for flere af beslutningstagerne i Tokyo stod det klart, at hvis de indledningsvise sejre ikke udmøntedes i en generel fredsslutning, ville Japan ikke være i stand til at vinde en forlænget krig. Den førende allierede magt, USA, indlod sig ikke på fredsforhandlinger, og krigen gik over i en langtrukken, metodisk tilbagetrængen af japanerne fra de erobrede områder.Mogens Lund skildrer de mangeartede aspekter af denne fireårige krig, der blev udkæmpet over et enormt areal bestående af hav, små øer omgivet af koralrev og nogle af verdens mest utilgængelige bjerg- og jungleområder. Det var en krig, hvori de nyeste landvindinger inden for fly- og radarteknologi fik afgørende betydning, hvor der udvikledes avanceret materiel til amfibieoperationer, men hvori der også kæmpedes langs mudrede junglestier, hvor forsyninger var afhængige af lastdyr.

I det tidlige forår 1943 opdagede tyske soldater en række massegrave ved den lille by Katyn i nærheden af den russiske by Smolensk. Gravene viste sig at indeholde flere end fire tusinde lig i polske officersuniformer. De tyske undersøgelser indikerede, at det drejede sig om polske officerer, som efter Sovjetunionens korte krig mod Polen i september 1939 var havnet i sovjetisk krigsfangenskab, og at de var blevet dræbt med nakkeskud i foråret 1940. Tyskerne øjnede en mulighed for at skabe splid blandt de allierede, men sovjet­russerne påstod hårdnakket, at polakkerne var blevet dræbt af tyskerne i sommeren 1941 efter det tyske angreb på Sovjetunionen.Katyn-massakren – begrebet dækker over Sovjetunionens mord på 22-24.000 polske officerer og andre tjenestemænd – skabte gennem et halvt århundrede stærke internationale kontroverser, idet Sovjetunionen frem til dets opløsning i 1991 fastholdt, at tyskerne stod bag forbrydelsen. Først i 1992 udleverede Rusland kopier af de dokumenter, der lå til grund for drabene.På grundlag af et bredt kildemateriale beretter Thomas Urban om begivenhederne før og efter massakren og redegør for de uafklarede forhold, der fortsat stiller sig i vejen for en forsoning mellem Polen og Rusland.

Den 15. marts 2022 erklærede FN’s generalforsamling enstemmigt dagen for International Dag for Kamp mod Islamofobi. 15. marts vil således fremover være den dag, hvor psykologer og psykiatere verden over mobiliseres i indsatsen mod sygelig angst for islam.I ”Islamofili” anlægger den britiske samfundsdebattør Douglas Murray imidlertid et helt andet perspektiv, idet han undersøger ikke-muslimers beundring for – undertiden nærmende sig hengivenhed til – islam.I Vesten afstår mange toneangivende mennesker fra at kritisere islam. Det gør de af flere grunde: af frygt for at pådrage sig vrede fra ekstremistiske muslimer (Murray anfører nogle af dem, der er blevet ofre for et attentat eller et attentatforsøg), af frygt for at blive fremstillet som islamofober eller blot for at føje sig ind i tidsånden.Islamofili viser sig ikke mindst hos samfundseliten, og Murray bringer en lang række eksempler på prominente personer inden for politik og kultur, som har manifesteret deres islamofili.Resultatet af dette er, at islam som den eneste religion i Vesten er hævet over kritik. Det står i stærk kontrast til vor civilisations tradition for religionskritik, og det skaber betragtelige problemer i vore samfund.

Jødernes historie begrænses i dag ofte til forfølgelser, holocaustforbrydelserne og de politiske begivenheder i Mellemøsten. Denne bog ønsker at åbne for et mere facetteret og farverigere billede, hvortil især også hører den frugtbare udveksling med andre kulturer. Selv om jøderne altid har udgjort en lille minoritet, har de efterladt deres spor i talrige kulturer, har præget de store verdensreligioner og har udviklet deres egne livsverdener. Michael Brenner skildrer præcist og gennem rammende eksempler den mangefacetterede historie for en nation og en religion. Han tager læserne med på en verdensrejse fra den Nære Orient over den græske og romerske verden, det mauriske Spanien og Centraleuropa til Østeuropa, Israel og Amerika. Der opstår således et fascinerende panorama over en historie, som netop på grund af de mange brud og tvungne nye begyndelser gør indtryk gennem sin kontinuitet og troskab mod egne rødder.

Ved Anden Verdenskrigs afslutning blev de områder af de Tyske Rige, som lå øst for floderne Oder og Neiße, underlagt polsk administration – bortset fra den nordlige del af Østpreussen, som kom under sovjetisk administration. En fredskonference skulle senere beslutte om dise områders statslige tilhørsforhold, men som følge af stigende modsætninger mellem Sovjetunionen og de vestlige krigsallierede blev en sådan aldrig afholdt, og de tyske områder blev de facto annekteret af Polen.Den kommunistiske polske regering, der var blevet indsat af Sovjetunionen, ønskede ikke en stor tysk befolkningsgruppe i det genskabte Polen og besluttede sig for at fordrive de fleste af tyskerne. I forvejen var en stor del af den tyske befolkning flygtet for den fremrykkende Røde Hær.Frem til 1950 forsvandt næsten hele den tyske befolkning fra de tidligere tyske østområder: Det sidste krigsårs flygtninge og efterkrigsårenes fordrevne udgjorde godt 8 millioner. Annekteringen af de tyske områder og fordrivelsen af befolkningen skabte store modsætninger mellem Polen og Forbundsrepublikken Tyskland, som endnu i dag kan vække følelsesladede debatter.Fordrivelsen af tyskerne var den største nationale udrensning i det nordlige Østeuropa i det 20. århundrede, men langt fra den eneste. Ved siden af myrderierne på især jøder og polakker, blev der gennemført en række forfærdende folkeflytninger: Tyskere fordrev polakker, polakker fordrev tyskere og sovjetrussere fordrev og deporterede polakker, tyskere og ukrainere. For alle de ramte var konsekvensen den samme: Tab – tab af hjemstavn, tab af familie og venner, tab af det daglige virke samt tab af ejendom.

Af den række af partielle krige, der udgjorde Anden Verdenskrig, var den tysk-sovjetiske krig den mest omfattende. Krigen på Østfronten - således som den blev set fra tysk side - omfattede flere soldater og mere materiel end nogen anden krigs­skueplads, og kamphandlingerne krævede flere ofre og skabte mere ødelæggelse, end det var tilfældet i Vesteuropa eller i det Fjerne Østen: 27 millioner døde sovjetborgere - civilister og soldater -, mere end fire millioner dræbte tyske soldater, 1700 ødelagte sovjetiske byer, samt byer og infrastruktur ødelagt i hele Østeuropa.Krigen på Østfronten var en folkekrig. Sovjetunionens multinationale befolkning blev konfronteret ikke blot af det Tyske Rige, men også af dets allierede tropper fra Finland, Ungarn, Rumænien og Italien. På tysk side kæmpede endvidere frivillige fra alle dele af det tyskbesatte Europa og fra Spanien endog en hel division af frivillige.Fra tysk side var krigen fra begyndelsen af en racistisk tilintetgørelseskrig: Den slavisk-asiatiske sovjetiske befolkning skulle decimeres og underlægges tysk overhøjhed; tyskernes behandling af den sovjetiske civilbefolkning og deres sovjetiske krigsfanger er blevet betegnet som folkedrab. Da de sovjetiske tropper begyndte at erobre tysk beboede områder, satte de sig for at ødelægge enhver form for tysk kultur gennem overgreb på og fordrivelse af den tyske befolkning.Krigens materielle ødelæggelser fik deres radikale udforming, da de sovjetiske tropper under krigens første fase trak sig tilbage under størst mulig ødelæggelse af infrastruktur. Da det senere blev tyskernes tur til at retirere, gentog de de omfattende ødelæggelser.Uden for de egentlige krigshandlinger, men som et resultat af, at tyskerne gennem deres erobringer i øst fik adgang til Europas største jødiske befolkning, fandt også nazisternes jødeudryddelse sin kulmination under krigen på Østfronten.”Tilintetgørelseskrig” beretter om denne den mest ødelæggende af alle krige, fra den militære og politiske udvikling i mellemkrigstiden over de to senere krigs­modstanderes angreb på og deling af den polske stat til den fire år lange eksistenskamp, der sluttede med den ene parts fuldstændige underkastelse.Fremstillingen er suppleret med 33 kort og 119 s/h illustrationer.

Fra det 7. århundrede, da araberne vandt fodfæste i Nordafrika, og tretten hundrede år frem foregik der en omfattende deportation af sorte afrikanere til slaveri dels i det arabisk-muslimske Mellemøsten, dels i de islamiserede nordafrikanske områder. Araberne udviklede et nærmest umætteligt behov for slaver, og forfatteren til ”Det tilslørede folkemord” vurderer, at mindst 17 millioner afrikanere blev deporteret til slaveri. Bag dette tal skjuler der sig formentlig tre gange så mange dødsofre, der var forårsaget af slavehandleres overfald på landsbyer, af hungersnød og af sygdomme i de opløste samfund. Slavetransporterne foregik under umenneskelige forhold, som medførte, at en meget stor del af slaverne døde undervejs.Tidiane N’Diaye betegner dette langvarige menneskerov, der fratog det afrikanske kontinent store dele af dets mest arbejdsduelige befolkning, ødelagde veludviklede samfund og påførte det så store skader, at det er mærkbart i dag - som et folkemord. Denne opfattelse underbygges af en omfattende praksis af kastrering af mandlige slaver og drab på spædbørn: Der eksisterer i dag kun meget få efterkommere efter de mange millioner deporterede.”Det tilslørede folkemord” beretter om de afrikanske samfund før arabernes ankomst, om udviklingen i den arabiske slavehandel, om de deporterede afrikaneres skæbne som slaver og om de europæiske kolonimagters meget tøvende indsats mod den arabiske slavehandel i slutningen af forløbet.

I slutningen af Anden Verdenskrig udløste den sovjetiske fremrykning mod vest store flygtningestrømme af tyskere fra de østligste rigstyske områder og fra områder, som var annekteret eller besat af Tyskland. Fra de områder, der lå tæt ved Østersøen, blev mange af flygtningene evakueret med skib, og i løbet af de sidste tre krigsmåneder havnede omkring 200.000 tyske flygtninge i Danmark.Blandt disse var familien Lickfett. I marts 1945 ankom Hildegard Lickfett med syv af sine børn, sin svigerinde Charlotte Lickfett og dennes mor til København. Senere nåede også Hildegards mand til Danmark. Efter befrielsen den 5. maj internerede de danske myndigheder flygtningene, og familien Lickfett tilbragte de næste tre år i danske flygtningelejre, inden den kunne bosættes i det besatte Tyskland.Charlotte Lickfett fik meget hurtigt skabt en kontakt til den sønderjyske gartner Methine Smidt, som i tiden før og i de første år af 1. Verdenskrig havde lært gartneri i det daværende Westpreußen hos en gren af familien. Det førte til en mangeårig brevveksling, der giver et meget personligt indtryk af familien Lickfetts forhold under interneringen i Danmark, dens skiftende forhåbninger til fremtiden i et forandret Tyskland og dens genetablering i de vestlige besættelseszoner af Tyskland, langt fra deres tidligere hjemstavn.

I 1945 led Tyskland – som Peter Bender udtrykker det – et trefoldigt nederlag: et militært, politisk og moralsk nederlag. Gennem seks år havde den tyske nationalsocialisme hærget Europa, og det var sejrherrernes hensigt og europæernes ønske, at Tyskland aldrig mere skulle kunne udgøre en militær trussel. I 1949 var opsplitningen af Tyskland i to stater – en større, den Tyske Forbundsrepublik, som var afhængig af USA, og en mindre, den Tyske Demokratiske Republik (DDR), som var afhængig af Sovjetunionen – en realitet. De to stater, to dele af samme nation, kom til mere end nogen andre at udgøre frontstaterne i den Kolde Krig, som fra slutningen af 1940’erne og frem til 1989 med større eller mindre intensitet splittede det Europæiske Kontinent. Tyskerne i de to stater blev mere eller mindre velvilligt tilpasset ideologien i hver deres blok: vesttyskerne til det liberale demokrati i vest og østtyskerne til socialismen i øst. Og dermed gled de to dele af den tyske nation længere og længere væk fra hinanden. For Europa syntes det ”tyske problem” at være løst med en tilsyneladende permanent opsplitning af tyskerne. Men i 1990 var Tyskland pludselig tilbage – som Europas største og økonomisk vægtigste stat. Hvad skete der i den mellemliggende periode, hvor Tyskland tilsyneladende ikke eksisterede? Med Peter Benders bog ”Tysklands genkomst” gives der for første gang en samlet fremstilling af de to tyske staters historie. Og den rækker ud over tysk historie: Givet de to tyske staters centrale placering som frontliniestater i den Kolde Krig og deres betydning i hver deres blok er det langt hen ad vejen europæisk historie.

Den 5. november 1937 indkaldte Hitler værnscheferne, krigs- og udenrigs-ministeren til Rigskancelliet, hvor han orienterede dem om, at han havde til hensigt om muligt så tidligt som i 1938 at annektere Østrig og Tjekkiet. Blandt nogle af de tilstedeværende vakte det dyb bekymring, idet de forudså, at en ny militær konfrontation med de vesteuropæiske magter ville resultere i endnu et ødelæggende nederlag for Tyskland.Hitler reagerede ved gennem manipulation at fjerne hærchefen og krigsministeren fra deres poster, nedlægge Krigsministeriet og selv overtage kommandoen over Wehrmacht. Generel utilfredshed med det nazistiske regime og især frygten for Hitlers krigsplaner fik en række af Tysklands højest placerede officerer til at planlægge at vælte Hitler. Centralt i denne konspiration stod oberst Hans Oster i den militære efterretningstjeneste Abwehr.Konspiratorerne, der omfattede flere diplomater, forsøgte i flere omgange og ad forskellige kanaler at advare briterne om Hitlers krigshensigter, men deres advarsler blev ikke hørt.I marts 1938 marcherede Hitler ind i Østrig og annekterede landet. Med henvisning til tjekkiske overgreb på den tyske minoritetsbefolkning i Sudeterlandet beordrede Hitler Wehrmacht til at være klar til en invasion af Tjekkiet 1. oktober 1938.Konspiratorerne besluttede, at kuppet skulle iværksættes det øjeblik, hvor Hitler gav ordren til invasion. Om morgenen den 28. september stod et nøje udvalgt overfaldskommando klar til at trænge ind i Rigskancelliet; det var instrueret om at dræbe Hitler.Den 29. september førte de diplomatiske tiltag fra den britiske premierminister Chamberlain til Münchenaftalen: I stedet for sin ønskede krig fik Hitler overrakt Sudeterlandet – en diplomatisk sejr, der fjernede grundlaget for kuppet.Et halvt år senere invaderede Hitler Resttjekkiet, og yderligere et halvt år senere invaderede han Polen – Anden Verdenskrig, Europas største katastrofe, var en realitet.Terry Parssinen giver en indgående skildring af forløbet, af konspiratorerne, deres planlægning, deres forgæves forsøg på at advarer briterne mod at indgå aftaler med Hitler og deres håb om at kunne vælte hele det nazistiske regime på grundlag af en krig, der generelt var uønsket i Tyskland.

Forfatterens introduktion til bogen:199 små fortællinger begynder i Lübeck med datidens store digter Emanuel Geibel, og så følger de Geibel på hans rejser og ser, hvor de fører hen, og hvem man møder. Den første er forfatteren Martha Nathusius, og hvem var hun? Alle dem vi møder er forbundne i kæder, og fascinationen består i at se, hvor kæden og tilfældet fører os hen. Der kommer mange overraskelser, og sære forbindelser opstår, når en kendt eller glemt forfatter dukker op. Vi fortsætter i det ny Tyskland efter 1871, hvor tyskerne skulle nationaliseres med tysk sprog og tysk kultur. Fortællingerne bringer os til Berlin, og vi møder ekspressionister, feminister som Hedwig Dohm og Minna Cauer, politikere som Walther Rathenau sammen med den uudgrundelige Julia Virginia, den indflydelsesrige Maximilian Harden og utallige andre, som alle kendte hinanden, men som vi ikke alle kender. Vi møder de tyske koloniforfattere, som de ikke bryder sig om længere. Derfra til kulturbyen Münchens bohèmer med det tredje køn, frisindede kvinder og deres affærer. En tur til psykologerne på universitetet i Leipzig er med. Der er pikante fortællinger om Thomas Mann og hans familie, om Stefan Zweigs verden af i går og om den i dag oversete Klabund. Første Verdenskrigs modige og pacifistiske kvinder havde det svært og måtte forlade landet. Vi møder Walter Benjamin og hans hustru Dora, samt ham som var med til attentatet på Rathenau. Fra Weimar-republikkens digtere fortsættes til sociologerne med deres kvindelige studerende på cafeerne i Heidelberg og Frankfurt. Der er fortællinger om dem der på universiteterne beskæftigede sig med fransk altså fjendens kultur i NS-tiden. Og om mandlige og kvindelige, feministiske og nazistiske filosoffer, som ingen tør læse i dag. Rejsen slutter i 1950 med dem, der kom til at præge tiden efter krigen. Dem der vendte hjem fra eksil og blev hyldet, og de andre med en fortid, der forfulgte dem: den stakkels Hans Robert Jauss, soldaten Martin Walser og meningsmålingernes dronning Elisabeth Noelle.

I løbet af nogle få årtier er den vestlige tradition gået fra at være fejret til at være pinlig og anakronistisk og sluttelig til at være noget skamfuldt. Den vendte sig fra at være en fortælling, som skulle inspirere mennesker og nære dem i deres liv, til at være en fortælling, som skal udskamme mennesker. Og det var ikke blot begrebet ”vestlig”, som kritikere protesterede mod. Det var alt, som var forbundet med dette begreb. Endog ”civilisation”.Der er mange facetter af denne krig mod Vesten. Den udkæmpes på tværs af medierne og gennem hele uddannelsessystemet – så tidlig som i børnehaveklasserne. Den er meget udbredt i den bredere kultur, hvor alle vigtigere kulturinstitutioner enten er under pres eller frivilligt lægger afstand til deres egen fortid.For ofte fremstiller vi denne kamp helt forkert. Vi tillader os at betragte den som temporær eller som findende sted i periferien, eller vi affærdiger den som en kulturkrig. Vi misfortolker deltagernes mål, eller vi undervurderer den rolle, denne krig vil få i kommende generationers liv.(fra Douglas Murrays indledning til bogen)

Mellem 1871 og 1914 var der fred og økonomisk fremgang i Europa – men kontinentets stormagter forberedte sig til den krig, som afsluttede fredsperioden, og som blev mere ødelæggende, end nogen havde forudset, og som alligevel skulle vise sig blot at være et forspil til den langt mere ødelæggende krig, der brød ud i 1939.Under den bipolære verdensorden, der opstod efter 1945, reduceredes militærets betydning i de vesteuropæiske samfund; samtidig afviklede europæerne deres kolonier og koncentrerede sig om økonomisk samarbejde og udvikling, hvilket førte til historiens mest bemærkelsesværdige velstandsstigning. Allerede inden revolutionerne i Østeuropa og Den Kolde Krigs afslutning i 1989 havde de vesteuropæiske stater indledt en markant nedrustning. Efter 1989 fulgte de østeuropæiske stater samme linie og tilsluttede sig det europæiske samarbejde i det, der i 1993 var blevet til Den Europæiske Union.Over en kort årrække udviklede de europæiske garnisonsstater, som vogtede på hinanden, sig til civile stater i nært samarbejde. Og alle – eller næsten alle – soldaterne forsvandt. Her er James J. Sheehans beretning om den 20. århundredes europæiske kamp mellem militarisme og pacifisme.

I ”Hvordan islam trænger ind i skolen” redegør Jean-Pierre Obin for de problemer, som den tiltagende islamisering af Frankrigs store, indvandrede muslimske befolkningsdel skaber i de franske skoler. I Frankrig blev stat og kirke adskilt ved lov i 1905, og skolen betragtes som den institution, der mere end nogen anden skal danne ungdommen efter Den Franske Republiks værdier om verdslighed.Muslimske skoleelever, der vokser op i parallelsamfund, hvor de udsættes for islamistisk propaganda, udfordrer i stigende omfang princippet om verdslighed i skolen. Det sker som opposition mod oplysningsideen, modstand mod fælles undervisning for de to køn samt manifestation af religiøst tilhørsforhold gennem påklædning. Sidstnævnte er forbudt i de franske skoler.Konsekvenserne af dette ser Obin som en blanding af eftergivenhed over for religiøse særkrav, øgede konfrontationer mellem alle aktører i skolesystemet samt en udbredt og stigende tendens til skolesegregering.Hvordan ser situationen ud i Danmark? Vi har et andet syn på verdslighed i skolerne, men også her berettes der om øgede tilfælde af konflikter, når ytringsfrihed og oplysning indgår i undervisningen, og når læreres og i særlig grad kvindelige læreres autoritet udfordres. Skolesegregering er blevet et markant og omdiskuteret emne i den politiske debat.Hvad er de langsigtede konsekvenser af den manglende assimilation af mennesker fra den muslimske verden, som er masseindvandret til det danske samfund? Vil segregeringen slå rod i skolerne og derefter i de øvrige dele af samfundet? Kan vi lære af Frankrig, hvor politikerne først nu begynder at forstå, at man ikke i tide tog udfordringerne fra masseimmigrationen alvorligt?

Den 7. januar 2015 rettede to islamister et angreb mod redaktionen på det franske satireblad Charlie Hebdo, hvorunder de dræbte 12 og sårede yderligere 11. To dage senere, den 9. januar, angreb en tredje islamist et jødisk supermarked i Paris, hvor han dræbte fire jøder og tog et antal gidsler. Angrebet var koordineret med attentatet mod Charlie Hebdo. Alle tre terrorister blev efterfølgende dræbt i skudkampe med politiet. Fra 2. september til 16. december 2020 blev der i Paris ført proces mod 14 personer, der var tiltalt for at have bistået de dræbte terrorister. Richard Malka repræsenterede Charlie Hebdo, der som skadelidt, juridisk person var part i retssagen. ”Retten til at mobbe Gud” er Malkas procedure, hans afsluttende sagsfremstilling, i retssagen.

Filosofien spørger efter den dybeste sandhed om verden og vor situation i verden: det, som under ingen omstændigheder kunnevære anderledes. Dette spørgsmål har filosofferne gennem historien forsøgt at besvare. De har opstillet forskellige filosofiske systemer,men ingen har vundet almen tilslutning; og det er i dag en udbredt opfattelse, at de filosofiske systemers tid er forbi. I stedet har man affundet sig med, at der ikke er nogen endegyldig sandhed, men at der kun er partikulære og lokale sandheder.Denne position er imidlertid selvmodsigende. Man kan ikke konsistent benægte, at vi kan nå frem til en endegyldig og universel sandhed om vor situation i verden, fordi denne benægtelse i så fald selv må få status som en endegyldig og absolut sandhed om vor situation i verden.Derfor lever vor kultur på en fundamental misforståelse af vor situation i verden. Og derfor gælder det om at få denne misforståelse ryddet af vejen. Det betyder, at vi skal begynde forfra med at stille det filosofiske spørgsmål helt fra bunden – og med forståelsen af, at vi ikke kan udelukke muligheden af et gyldigt svar, fordi en sådan udelukkelse vil være selvmodsigende.Det er dette, som gøres i denne bog. Det vises helt konkret,hvorledes man skal gå frem for at afdække det system af indbyrdes definerede grundbegreber, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse og enhver mulig beskrivelse af vor situation som personer. Og dermed gives i princippet et endegyldigt svar på den filosofiske spørgen.

Fuhrmann 1000 års europæisk dannelseshistorie, fra Karl den Stores organisering af dannelsessystemet i sit rige og frem til det, som Fuhrmann betragter som den tyske dannelsesidés undergang i begyndelsen af det 20. århundredes sidste halvdel. Centralt i fremstillingen står balancen mellem den kristne og den humanistiske kanon og forskydningen fra førstnævntes til sidstnævntes absolutte dominans.I bogens anden del redegør Fuhrmann for, hvorledes og i hvilket omfang dannelseskanonen fortsat har virkning i oplevelsessamfundet. Endvidere skildrer forfatteren den krise, som åndsvidenskaberne ifølge ham aktuelt befinder sig i.I et sidste afsnit fremhæver Furhmann Bibelen som en nøgle til vor kulturforståelse og påpeger, at det manglende bibelkendskab gør Bibelen til et truet kulturelement.

”Muhammed – et opgør” er en kritisk skildring af islams tilblivelseshistorie og af religionsstifteren Muhammed. På grundlag af en militariseret menighed i Medina opstod islam gennem voldelig underlægning af de omkringboende stammer og fordrivelse og udryddelse af anderledes troende. I forfatterens opfattelse var Muhammed præget af narcissisme, storhedsvanvid, paranoia og tvangstanker, og disse træk fik afgørende betydning for den måde, hvorpå Muhammed regulerede sin menighed. Her fjorten hundrede år efter Muhammeds død, er der efter forfatterens mening i islam et stærkt behov for et opgør med den tradition for voldelige religionsudbredelse og med den dyrkelse af Muhammed som det perfekte menneske, som i vidt omfang præger de islamiske samfund og den enkelte muslims liv.

I 1947 trådte den dengang 17-årige Ryszard Kukliński ind i den polske hær med henblik på at få en officersudddannelse. Hæren var nationens stolthed og symbolet på dens genvundne suverænitet. Men Kukliński blev meget hurtigt klar over, den polske hær kun havde til formål at tjene Sovjetunionens interesser. I de sidste år af den stalinistiske æra strammede det polske kommunistparti grebet og rensede brutalt ud i hæren. Kukliński manøvrerede sig igennem og steg i graderne; han kom til at gøre tjeneste i den polske generalstab, hvor han arbejdede med Warszawapagtens planer for angreb mod Vesteuropa. Han blev mere bevidst om risikoen ved Sovjetunionens offensive strategi og indså, at Polen, som rummede de vigtigste forsyningsakser for en offensiv mod vest, ville blive ramt meget hårdt i tilfælde af en nuklear krig. Det var af afgørende interesse for Polen, at Sovjetunionen ikke udløste en krig. Og kun USA ville kunne forhindre dette. I 1972 tog Kukliński kontakt til CIA og indledte et samarbejde, som kom til at strække sig over ni år, og som omfattede overdragelse af tusindvis af højt klassificerede dokumenter. Kukliński tog mange chancer, og i 1981 fornemmede han, at jorden brændte så meget under ham, at han bad sine amerikanske forbindelser om at evakuere sig og sin familie til USA.Den polske forfatter Maria Nurowska har på grundlag af lange samtaler med Kukliński i hans amerikanske eksil skrevet en romanbiografi, som beretter om Kuklińskis dramatiske historie, men som også kommer tæt ind på personen, hans bevæggrunde og de følelser, der var forbundet med hans farefulde virke i samarbejde med den magt, der var hans lands officielle fjende. Beretningen beskriver også eksilet og den tragedie, som ramte Kukliński dér.

Med Adolf Hitlers og nazistpartiets magtovertagelse i Tyskland i 1933 var antisemitismen hermed blevet til statsideologi. Fra 1933 til 1939 blev den nazistiske jødepolitik løbende skærpet. De tyske jøder blev forfulgt, marginaliseret og fattiggjort i en proces, hvor ”lov” og vold gik hånd i hånd. Politikkens mål var at tvinge de tyske jøder til at udvandre. Med Anden Verdenskrig indtrådte et sporskifte i jødepolitikken. Det folkemord, som altid havde luret under den nazistiske antisemitismes overflade, kom nu øverst pa dagsordenen. Mordet ramte fra sommeren 1941 først de sovjetiske jøder, så de polske og sidenhen alle europaiske jøder indenfor tysk rækkevidde. Ikke desto mindre kan der påpeges store nationale variationer i de jødiske dødstal, fra tilintetgørelsen af de polske jøder til redningen af de danske. Hvad forklarer disse variationer?Med inddragelse af kildemateriale og nye forskningsresultater analyserer bogen forløbet af den nazistiske forfølgelse af og drab på jøderne, også set fra både bødlernes og ofrenes perspektiv. Nazityskland var ikke alene om jødedrabet. Nogle tyskallierede stater bidrog til jødemordet, ikke mindst Rumanien. Andre sagde fra, som det fascistiske Italien. Endelig redegør bogen for den tyske jødeaktion i Danmark og redningen af de danske jøder i oktober 1943. Redningen af de danske jøder var ikke kun et lys i holocausts morke. Oktoberbegivenhederne spillede også ind på besættelsesudviklingen i Danmark og bidrog afgørende til at forløse spændingen mellem samarbejde og modstand.

Den Tyske Demokratiske Republik – DDR – blev oprettet i 1949 og opløst ved den tyske genforening i 1990. Men DDR var mere end en parentes i den europæiske historie. I kraft af den centrale placering, den omfattende stationering af sovjetiske tropper og den stadige forholden sig til det ”andet” Tyskland – den Tyske Forbundsrepublik -, blev DDR mere end nogen anden østeuropæisk stat symbol på den militære konfrontation og den ideologiske strid i det delte Europa.Ulrich Mählert giver en koncis skildring af DDR’s historie fra den kommunistiske magterobring i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig over kriserne op til bygningen af Berlin-Muren i 1961, den efterfølgende, tilsyneladende konsolidering og frem til den overraskende åbning af Muren i 1989 og den tyske genforening.

Hvorfor førte det attentat i Sarajevo, som serbiske nationalister den 28. juni 1914 forøvede mod ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru, til Første Verdenskrig? ”Gled Europa ind” i krigen, som den britiske premierminister David Lloyd George engang formulerede det? Eller kan der peges på et klart ansvar? På grundlag af samtidige kilder og mange års forskning skildrer Annika Mombauer Julikrisens historie – fra tronfølgerens død til den engelske krigserklæring mod Tyskland den 4. august 1914. Her distancerer hun sig klart fra nyere tendenser, som udvisker Østrig-Ungarns og Det Tyske Riges ansvar for krisens eskalation. Den politiske og militære ledelse i begge lande ønskede en krig, som for Østrig-Ungarns vedkommende skulle gøre ende på den serbiske udfordring på Balkan og genetablere Dobbeltmonarkiets stormagtsstatus, og som for Tysklands vedkommende skulle fastholde landet som den dominerende magt på kontinentet, inden den forudsigelige russiske militære overlegenhed ville have materialiseret sig. Herved løb de to lande letsindigt risikoen for at udløse en verdenskrig. At denne skulle blive det 20. århundredes ”urkatastrofe”, kunne ingen imidlertid ane i juli 1914.