Bøger udgivet af Forlaget Aleatorik

“Når ytringsfrihed reduceres til propagandafrihed, er de eneste dele af den menneskelig ånd, som fortjener at udtrykke sig, ikke frie til at gøre det.”I essayet "Personen og det hellige" skriver den franske filosof, mystiker, lærer og aktivist Simone Weil sig ind i et område, hvor etik og retsfilosofi bliver uskelnelige. Med glødende intensitet og utrolig klarhed spørger hun, hvorfor den etiske handling aldrig kan reduceres til et spørgsmål om rettigheder, og hvordan begrebet om den juridiske person paradoksalt sætter grænser for retfærdigheden. På denne måde formulerer hun det store spørgsmål for enhver politisk praksis, der vil forstå sig selv som retfærdig.Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at politik må forstås som en praksis. Selv tog hun et års orlog som lærer for at arbejde på Renault-fabrikkerne, for bedre at kunne forstå, hvordan hårdt fysisk samlebåndsarbejde påvirker arbejdernes måde at tænke på. Det er dette kompromisløse politiske engagement der gør, at hendes skrifter måske er mere relevante i dag end nogensinde før.

"I vores såkaldte tekniske epoke er kampe mod vindmøller de eneste, vi ved, hvordan skal udkæmpes.”Det her oversatte essay af Simone Weil indeholder hendes afvisning afpartiånden og partitagen overhovedet i de demokratiske samfund. Medgrusom ironi spidder hun de demokratiske samfundskerneinstitution: "Partierne er en vidunderlig mekanisme, som på detnationale plan sørger for, at ikke en eneste ånd kan henlede sinopmærksomhed på den indsats, der består i at forstå hvad der er godt, retfærdigt og sandt i de offentlige anliggender.” Gennem en sylespidsanalyse konkluderer hun, at de totalitære strømninger der i hendessamtid løb gennem det nazistiske og det kommunistiske parti, ikke bloter historiske undtagelser, men er definerende for ethvert politiskparti.Simone Weil levede fra 1909 til 1943, og hendes liv og skrifter minder os om, at tænkning er noget allemennesker kan bedrive, for så vidt de tager udøvelsen af dømmekraftenalvorligt. Hun læste filosofi på det franske eliteuniversitet Ecole Normale Superière på samme årgang som Simone de Beauvoir, der var misundelig på hendes store medfølelse. Da krigen brød udflygtede hun til London, hvor hun døde i en selvbestaltet sultestrejkesom 34-årig. I et brev til hendes mor, kaldte Albert Camus Weil for “vor tids eneste store ånd”.