Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
I debutromanen Most (1972) træder Cecilie Løveids eksperimenterende prosa frem som en mosaik over menneskelige længsler og tilknytningsforhold: ømt, hårdtslående, legende, idet livet på øen Most, i ”paraplybyen” på fastlandet og rundt i Hardangerlandskabet skildres i skiftende synsvinkler. Sætningernes cool, henslængte ordknaphed og dramatiske skift udforsker prosaens grænseland og skaber en ofte stakåndet rytme, med stærke, koncentrerede billeder, hændelser og sansninger. Prosa som springer, skaber kæder af associationer, samler brudstykker op og serverer lyriske maggiterninger og hæsblæsende dramatik!Most er et landkort med regnvejrsglatte fortov, fjeld, der skal sprænges, fattige fiskelejer og gule marker på en ø. Fortællingerne om Wesley og Veslemøy, Marit, Inger og Vigdis, Havmanden Frikk og alle de andre, er æblerne der triller på vejen, bådene der glider forbi, de saftige strenge, der forbinder kortets knudepunkter og sætter landskaberne i bevægelse. De kigger såret efter hinanden, spytter, elsker, strejfer hinanden i et kort øjeblik. Det er et værk, der kalder på overgivelse, lokker på vildveje, prikker på tungen, provokerer.Cecilie Løveid (f. 1951) er en prisbelønnet norsk forfatter og dramatiker. Most er hendes viltre og genrebrydende debut fra 1972. Hun har udgivet en lang række prosaværker, digtsamlinger og skuespil, senest Jeg er SYLv i 2023, der blev opsat på Nationaltheatret i Oslo.
”De digte, jeg gerne vil skrive, arbejder med fire grundlæggende principper: nedadgående, autentisk, kropslig og øjeblikkelig." (Shen Haobo 2024) Shen Haobo er kroppens digter. Han er bannerfører for sin generation, og særlig dens vrangside: han søger en bred, urolig poesi, der nægter at finde sig til rette. I år 2000 dannede han sammen med en flok venner gruppen ”Underkroppen”, hvis mål var at vriste poesien fri fra det elitære og og trække den tilbage til kroppen, til kødet og kønsorganerne, nydelsen, det levede liv og det talte sprog. Siden har han gennem godt 30 år arbejdet for at fremskrive et nyt æstetisk udtryk, der er i overensstemmelse med hans ide om poesien. I bogen her samler Shen Haobo digte fra begyndelsen af sit forfatterskab og frem til i dag. Det er digte om AIDS-landsbyer, Internetcensur, prostitution, kærlighed og København. Digte, som giver et bud på en skrift, der bevæger sig gennem tiden med en krop, der også forandres, og som aldrig slipper forbindelsen til sine omgivelser. Det er et stærkt portræt af et land reflekteret gennem et enkelt menneskes voksende sprog.FORFATTERENShen Haobo [沈浩波] er født 1976 i Jiangsu, Kina. Han er digter, forlægger og en af primus motorerne bag den kinesiske scene for undergrundslyrik. Shen Haobo har til stadighed arbejdet for at skabe et vægtigt alternativ til den officielle lyrikscene, et sted for udgivelse af stærk, direkte poesi. Han har desuden modtaget talrige priser for sit virke og hans digte er oversat til en lang række sprog – heriblandt engelsk, tysk, hollandsk, arabisk, spansk mv. På dansk er tidligere kommet digtsamlingen Sommerfugl på Forlaget Korridor.
”Udsigten var smuk menFriheden var mere værd” Chun Sue debuterede som bare 17-årig med romanen 北京娃娃 (Beijing Doll) (2000). Romanen blev en stor succes, men skabte også voldsom debat. Romanen blev skrevet i en tid, hvor kropslig og seksuel frigørelse var pejlemærker for en rebelsk generation af nye unge forfattere. Siden blev romanen forbudt, og den kan stadig ikke udgives i dag. Selvom der er gået 20 år siden dengang, har Chun Sues skrift på forunderlig vis bibeholdt den sprøde, direkte klang, der var så unik i hendes tidlige digte og romaner. På mange måder var den purunge Chun Sue på forkant med en rå, direkte kropslighed i litteraturen, der også lidt senere indfandt sig i dansk litteratur. Samtidig er det en autofiktiv litteratur, der rykker sig under fødderne på os ved at insistere på sin ret til at være fiktion – skrevet tæt op ad livet mens det foregår. I dag bor Chun Sue i Berlin, så værkerne her kredser også om det at være fremmed og lukket inde, og at være kinesisk skrivende i en virkelighed, der foregår på et andet sprog. Det er altid en speciel oplevelse at læse Chun Sues noveller. Der er en slags ukuelighed til stede, som man let forelsker sig i.
I Kærlighedens diskurs undersøger Xiaolu Guo aspekter af migration, fremmedgørelse og erindring. Det er som sådan set før, men Xiaolus greb er radikalt anderledes. Det er renset for sentimentalitet, drevet af en nysgerrighed, en vidensbegærlighed og et ønske der ikke så meget handler om egentlig at forstå som om at undersøge og sætte (nye) spørgsmålstegn. Og så gør hun det i konteksten af kærligheden. Stående på ryggen af Roland Barthes (Kærlighedens forrykte tale). Bogen udkommer i Korridors serie af asiatiske værker, som efterhånden har fået en plads i de danske læseres bevidsthed. Ambitionen med serien er at vise et bredt og varieret udsnit af den moderne litteratur der har sit udspring i Asien, og her bidrager Xiaolu Guos bog med en nye vinkel. De kinesiske værker vi hidtil har udgivet, har været blikket indefra. Xiaolu har tilbragt de seneste 20 år i England, og skriver en litteratur der beskæftiger sig med de problematikker, og potentialer, der er knyttet til det at være mellem sprog og mellem kulturer. Ikke som et eksistentielt problem, men snarere som en nysgerrig udforskning af forskelligheder, og det gør hun på en umådelig fin, og nærmest antropologisk, vis.Xiaolu Guo (1973) er opvokset i Kina, men har opholdt sig i London, med afstikkere til Berlin, Zürich og Paris, siden 2002. Som forfatter har hun udgivet noveller, essays, filmkritik, digte og romaner, og har vundet, eller været shortlisted til, flere af de store litteraturpriser. Som dokumentarist og filminstruktør har hendes film ligeledes modtaget flere priser, og de har bl.a. været vist på store filmfestivaler som Sundance, Rotterdam og Venedig. Hun har desuden siddet i juryen til Man Booker Prize og Independent Foreign Fiction Prize.
Hvad var det, som fik en kvinde, der havde svoret aldrig nogensinde at skrive et eneste ord igen, til pludselig at eksplodere? Hvordan kan det være, at jeg, der ofte bliver kaldt en god og kærlig hustru og mor, en lydig, dydig datter og flittig oversætter, pludselig som en anden løbsk vild hest satte i galop, overhørte samtlige advarsler, flygtede fra mit eget modersmål, kastede min nøgne krop ind i det kinesiske sprog, rev min egen værdighed itu og sprøjtede stammende sætninger ud overalt? Jeg ved det ikke. Eller, hvis jeg virkelig er nødt til at give et svar, så har det måske noget at gøre med frihed. Den dag man pludselig indser, at man står som en anden tam krikke og gumler hø i sprogets bås, den dag man pludselig forstår, at det er meget længe siden, man har sagt et ægte oprigtigt ord, den dag man bliver klar over, at man kun kan fremstamme enkelte, vindtørre sætninger, da kan det hænde, at man bliver trist....I 2020 transponerede oversætter Sidse Laugesen under navnet 劳淑珍 sin danske stemme til kinesisk og lod den dermed krydse kropslige og verbale grænser for at se, om poesien formår at springe fra sprog til sprog (Sidse: selvfølgelig formår den det, det er hele essensen af den verden, vi lever i i dag, det smelter sammen, berører hinanden, rækker ind i hinanden, det er en fælles spundet streng).Det lykkedes for hende. Faktisk lykkedes det så godt, at hun i både 2020, 2021 og 2022 modtog den mest prestigefyldte pris for kinesisk undergrundslyrik – Motie Poetry Prize – som den første udenlandske digter nogensinde, og som den første digter i det hele taget til at modtage prisen tre år i træk. Man skal være varsom med brugen af termen ”historisk”, men det her er faktisk historisk!Med undtagelse af et enkelt er samtlige digte i samlingen skrevet direkte på kinesisk. Sidse har brugt det seneste år på at oversætte digtene til dansk, og nu foreligger der et udvalg, der blandt andet indeholder størstedelen af de prisvindende digte. Myte I nat er det så koldt atda din skygge går imod migblir den knust medet smæld
“Men det var ikke mig, det var livet. Hvilke veje jeg end gik, hvilke jeg end undgik, så endte de her, i denne ’lykkelige dal’, hvorfra der ikke længere findes nogen udvej, og som alene derfor må være som dødens sted. Den fyldes af aftenskygger, blidt glider de ned fra de yderste bjerge og dækker skrænterne og de sovende hjorder, der sidder fast på dem som skum. Og blidt træder tinder og kamme frem i natlyset, den ene efter den anden: Verdens-ende-kulisser.”Død i Persien er en kollage, hvor det politiske møder det private i Annemarie Schwarzenbachs intime dokumentering af sine rejser til Persien i 1930´erne, hvor hun egenhændigt, og sammen med en veninde, tog turen i bil fra Schweiz til Afghanistan. Bogen udkom først i 1998 – 46 år efter hendes død – men det er et værket der stadig har en utrolig relevans, og berører en række diskurser der er i den grad er tilstedeværende i det helt kontemporære, skønlitterære landskab, som aspekter af queer studies, feminisme, ligestilling, autofiktion, forholdet mellem øst og vest etcetera. Annemarie Schwarzenbach (1908-1942) var en schweizisk forfatter, journalist og fotograf. I løbet af de sidste tre årtier er hendes vilde liv og værker blevet genopdaget, og store dele af hendes rejseberetninger, fortællinger og efterladte tekster udkommet på tysk, og flere af dem er blevet oversat til engelsk. Død i Persien er det første værk oversat til dansk.
Til skyggernes pris er Junichiro Tanizakis (1886-1965) udødelige mesterværk fra 1933. Det er en poetisk lovsang til japansk æstetik, hvor Tanizaki i en frit fabulerende, essayistisk stil der bevæger sig fra rum og arkitektur til No teater, fra kogekunst til lyssætning, argumenterer for – og guider sin læser i retning af – at se skønheden i oxideret metal, det majestætiske og ophøjede i uglaseret keramik og det subtile ved organisk materiale der bærer vidnesbyrd om daglig berøring af menneskelige hænder. Og så taler han for at modstå fristelsen til at strømline, til at overbelyse (læs: lade sig forføre af moderniteten), og huske skyggerne (læs: traditionerne, håndværket, det naturgivne) for uden skygger ingen skønhed!Vi har valgt at tilføje et af Tanizakis første skønlitterær værker, novellen Tatoveringen, til bogen. Omend den stilistisk befinder sig et andet sted, så aner man her også forfatterens optagethed, og dybe fascination, af skønhed, af håndværket, af det æstetiske.We find beauty not in the thing itself but in the patterns of shadows, the light and the darkness, that one thing against another creates… Were it not for shadows, there would be no beauty.’ – Junichiro Tanizaki
Cui bor i Beijing, hvor alle gør hvad de kan for at hustle sig til succes i takt med, at deres forbrug af ligegyldige varer stiger. I omverdenens øjne er han en taber. Midt i 40’erne, skilt, barnløs og indlogeret hos sin søster – hvis mand er besat af at få ham smidt ud – i en lejlighed i udkanten af byen med en stor revne i væggen, som nordenvinden blæser igennem. Det eneste han virkelig bryder sig om er Beethoven og vintage højtalere, og han tjener til dagen og vejen ved at bygge tilpassede, gammeldags forstærkere til rige audio-fanatikere.En dag får han et tip fra en gammel ven om en speciel opgave: en mystisk mand der bor i en stor villa, og udstråler en slet skjult brutalitet, ønsker at få installeret “verdens bedste stereoanlæg”. Det er ikke en opgave uden ricisi, men hvis bare han ikke stiller for mange spørgsmål…Som du ved, lever jeg af at bygge rørforstærkere. Hvis man tæller sammen, er der højst tyve mennesker i Beijing der kalder det her deres levevej. Det er formentlig den mest uanselige branche i nutidens Kina. Det underlige er at selvom vi alle sammen kender hinanden, undgår vi for alt i verden at have noget med hinanden at gøre. Vi hverken undergraver eller promoverer hinanden og kommer aldrig med upassende kommentarer om hinandens evner. I stedet forsøger vi hver især at værne om den begrænsede kundekreds der opretholder vores eksistens. Langt de fleste i det her samfund er stort set uvidende om os. Men det er faktisk helt fint. Vi har også selv mere end god grund til at ignorere samfundet, skjule os i de mørke sprækker og finde tilfredsstillelse i vores usynlige liv.Ge Fei (Liu Yong) (1964), regnes for en af 80’erne og 90’ernes prominente forfattere inden for den eksperimenterende, kinesiske avantgarde fiktion. Flock of Brown Birds, Usynlighedskappen og den store Jiangnan-trilogi har alle fået en stor læserskare i Kina, og Ge Fei har bl.a. modtaget Lu Xun Litteraturpris i 2014 og Mao Dun-prisen for fiktion i 2015.
Der vil ikke blive talt om denne nat udspiller sig i et mørkt kapitel i hovedpersonens tidlige ungdom. Scenen er et klaustrofobisk, calvinistisk Afrikaaner samfund i Sydafrika i første halvdel af 1990’erne, hvor Apartheid nærmer sig sin afslutning. Hovedpersonen kommer fra en præstefamilie; salmerne bliver sunget og spillet ind i det musikalske hjerte; bibelske fakta og lister bliver lært udenad. Menigheden er både tryg og samtidig den kvælende udøver af social kontrol. Hovedpersonens opvækst og ungdom er præget af ufrihed. Revselsesretten håndhæves. Samfundet er bygget på politisk og religiøs vold. Fysisk og psykisk. Mod kvinder, mod børn. Mod analfabeter, mod frisindede, mod skæve eksistenser. Rovmord, bevæbnede overfald, optøjer, politimænd med gummikugler, tæsk og spanskrør. I skolen, på gaden, i TV, i de voksnes hviskende samtaler. Den forplanter sig i familierne, i individet. I hende. En nedarvet voldsspiral, som ingen længere kender oprindelsen af. Som ingen kan forlade. Der vil ikke blive talt om denne nat er en collageroman. Teksten starter med kortere, “langsommere” sætninger der bygges op og intensiveres, suppleret af de abstrakte, ofte dystre, og overvejende surrealistiske illustrationer, hvilket skaber en intens og foruroligende læsning.Værket er trykt på Risoprinter og bukket, samlet og bundet på Korridor i 175 eksemplarer.Marina Louise Botes [1977] er født og opvokset i Cape Town, Sydafrika. Hun har boet i Danmark siden 1997, og er uddannet musiker fra Det Kgl. Musikkonservatorium. Hun skriver på både afrikaans, engelsk og dansk. Indeværende værk er skrevet på dansk. Det er hendes debut som forfatter.
Star blev skrevet umiddelbart after at Yukio Mishima havde haft sin første rolle i en spillefilm. Den handler om en ung skuespiller, der er desillusioneret over sin berømmelse og over filmindustrien og konstant ængstelig over sin karriere og sit offentlige image. Værket er skrevet i 1960, og hører til blandt de mindre kendte af Mishimas værker, men med sit fokus på stjernedyrkelse, på berømmelsens bagsider, på image, på kroppen – dens fremtoning, dens forfald – fremstår den utrolig nutidig, og skriver sig direkte ind i problematikker og tendenser der i den grad er fremherskende i tiden.Yukio Mishima [1925-70] betragtes som en af det 20. århundredes vigtigste japanske forfattere. Han var poet, dramatiker, forfatter, skuespiller, model og skrev mange fantastiske bøger, men har var også en absolut kontroversiel personlighed der endte sine dage med at begå seppuku efter et mislykket kupforsøg.En række af hans værker blev i 60’ erne oversat til dansk fra engelsk, men Fædrelandskærlighed der udkom sidste år – og er skrevet i samme periode som Star – er så vidt vides den første oversættelse direkte fra japansk. Såvel Star som Fædrelandskærlighed er oversat af David Mark Larsson
docx er et værk, der tænker over magt og begær. Et værk der er optaget af blikket,over det at se og blive set på. Et værk der bruger forelskelsen som en undskyldning for at skrive om alt muligt andet. Franziska Hoppes tekst befinder sig et sted mellem litteraturen, billedkunsten og performance. Eller mere præcist: den befinder sig i litteraturen, i billedkunsten og i performance. Tekstens jeg sondrer ikke mellem genrerne. Det er til stede i dem: som kvinde, som kunstner, som forelsket, som menneske.Som sådan skriver den sig også ind i en udgivelsespraksis Forlaget Korridor har dyrket gennem de seneste år med værker af bl.a. Gerd Laugesen, Monia Sander, Nina Wengel og Lise Harlev. Værker der ikke lader sig entydigt definere som værende enten det ene eller det andet men som netop er både og. Betegnelsen hybrid er blevet brugt om flere af disse (og flere andre) værker, men det er ret beset ikke betegnende for stilen – det er skønlitteratur forankret i kunsten og det er kunst forankret i skønlitteraturen. Og vigtigst af alt så er det helt enormt spændende.
Hyl! er oversætter og digter Sidse Laugesens fremragende introduktion til de seneste 30-40 års kinesiske avantgardedigtning. Essayet centrerer sig om Massakre af Liao Yiwu, Arkivmappe 0 af Yu Jian og Sommerfugl af Shen Haobo som udgør tre nedslagspunkter i de seneste 30 års kinesiske undergrundsdigtning. Der er tale om exceptionel stærke [til tider voldsomme], eksperimenterende og nyskabende digte, der bevæger sig fra demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads over arkivet og overvågningen til kropspoesien, og som hver især står for radikale brud med eksisterende poetiske strømninger.
Liao Yiwu [1958] udgav i sommeren 1989 langdigtet Massakre – optaget på kassettebånd, med lyde fra demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads, samplet fra international radio, i baggrunden. Digtet er et performancedigt og har været opført som teater af Jimbut (Jun Feng) og Gritt Uldahl i Sidse Laugesens oversættelse. Det har ikke tidligere været udgivet på dansk. Liao Yiwu har tidligere gæstet Louisianna, hvilket bl.a. er dokumenteret i et virkelig fint interview på Louisianna Chanel.
Shen Haobo [1976] etablerede omkring år 2000 i samarbejde med en række andre digtere gruppen Underkroppen (下半身) - forstået som et kropsligt modsvar til det intellektuelle overherredømme. For Shen Haobo er digtet forankret i kroppen, forstået som mødested mellem sprog, kultur og verden. Digtene søger nærvær, tilstedeværelse og stemme, samt digteriske brud - ryk hvor teksten revner virkeligheden. Derved skabes ideelt tekstligt og kropsligt nærvær og fravær i et intimt og provokerende, givende og stødende (tids)rum.
Yu Jian [1954] er digter, fotograf, dokumentarist, mm. Han hører til generationen der gjorde op med 1980ernes svulmende symbolladede poesi og søgte et konkret og jordnært sprog, der forankrede poesien i hverdagen, i nuet, frem for det revolutionære vi, den revolutionære fremtid og den revolutionære helt. Som endnu et forsøg på at nærme sig verden reelt og trække sproget ud af hænderne på parnasset.
Flyder i mig handler om livets foranderlighed, om at blive mor og om grænser der ophæves og udvaskes. Gennem bogens rumlige lyrik møder vi et søgende jeg, der lige som bogen selv i sin form og udtryk, stiller spørgsmålstegn ved endegyldige definitioner og fastlåste kategorier.Graviditet, fødsel og barsel står som omdrejningspunkt i værkets tre dele Tilblivelser, Forandring og Relationer. Men moderskabet er ikke et enkeltstående tema i sig selv, og fungerer snarere som et afsæt for en større fortælling om at skabe og om identitet, proces og forandring. Gennem løsrevne ord og sætningsbrokker udforsker jeget sin nye rolle som mor, og det opløste sprog bliver et værktøj i en søgen efter nye helheder og sammenhænge. På denne måde undersøger værket hvordan relationer – mellem ord, mellem bogens sider, mellem mor og barn, mellem krop og krop – bliver betydningsdannende og hvordan dette konstant forskydes og ændres.Værket har en tydelig formbevidsthed i både udtryk og sprog. Der arbejdes med kalkepapir, og enkeltstående ord og sætninger får lov til at flyde på den enkelte bogside. I mødet mellem de semi-transparente sider opstår der en rumlig og flerdimensional læsning, hvor det som læser er umuligt ikke at enten læse eller skimme de ord der ligger “bagved” siden, hvilket betyder er der opstår en form for repetitiv læsning, som et kor, eller en kanon, hvor ordene gentages, mens nye ord og sætninger ligger sig oveni. Som en form for sampling. Eller en digital læsning (ord der langsomt træder frem) i analog form. Formålet med dette bogdesignmæssige greb er at udfordre grundprincippet om en bogs kronologiske forløb, og i tråd med temaer som tilblivelse og (gen)forhandling af grænser inviteres læseren til at skabe nye sammenhænge og meninger. Teksten bliver dermed en proces i sig selv, hvor der ikke findes én læsning men mange, og der skabes en åben dialog hvor læseren selv er med til at forme og frembringe værket. Hedvig Skjerdingstad (1989) er udøvende arkitekt, forfatter og kunstner. Hendes værker befinder sig ofte – eller opstår – i krydsfelten mellem de tre tilgange. Hun debuterede som forfatter med værket Bindevæv der udkom på Korridor i 2017.
Højsang er et surrealistisk langdigt i to stemmer.Det handler om krop, køn, krig, sult, forelskelse, privilegier og mere.Mandestemmen beskriver på klassisk surrealistisk vis kvindekroppen, mens han leder efter sin elskede.Kvindestemmen rejser rundt i verden og gemmer sig for ham. Det er en leg, der ender i alvor....hendes mund er en lufthavnhun spyer ord ud som fremmedlegemersom maskiner som propellerord som klistrede fluerhendes ord er regndråber mod min hudhendes ord sæbebobleren lang perlerække hendes ord en strøm som et banelegemeen utæmmet floden komethale...Højsang er Theresa Salomonsens anden digtsamling. For sin første - Kast himlen i havet - var hun shortlistet til Munch-Christensens debutantpris og modtog i 2018 Klaus Rifbjergs Debutantpris uddelt af Det Danske Akademi. Højsang er trykt hos Kbhs nye Riso-trykkeri - Obra Press - i NV i 200 nummererede eksemplarer med 4 forskellige omslag - blå, pink, grøn og lila. Omslagsværket er af Mette Winckelmann.
Hiromi Kawakami (1958) er en mester i magisk, realisme og skriver narrativer frem, hvor det magiske, det mytiske og det hverdagslige skildres med en sådan lethed og ligefremhed at sondringen mellem dem udviskes og ophører med at eksistere.Ved at lade sine karakterer leve med en slange der antager menneskelig form som den lyster, eller ved at lade dem forstørres, formindskes, forsvinde giver hun sin helt egen tolkning af de menneskelige og familiære relationer det moderne menneske indgår i, sætter spørgsmålstegn ved de traditioner og konventioner vi orienterer os i forhold til og spejler i sidste ende det rationelle i det irrationelle.Kawakami er en af Japans største forfattere. Hendes værker er oversat til mere end 15 forskellige sprog og hun har vundet et stort antal priser samt været shortlistet til Man Asian Literary Prize i 2010. På dansk er tidligere udkommet Senseis mappe og Kvinden ved havet.At træde på en slange vandt Japans mest prestigefyldte litteraturpris, Akutagawaprisen, i 1996.Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond
Alexander-trilogien er en performanceroman i tre dele. Det handler om forelskelse. Det handler om magt. Og det er en autofiktion der blæses op i stor format. Taget til sin yderste konsekvens. Eller måske snarere en metafiktion der beskriver et nu i tilblivelse. Selvfølgelig foregriber eksistensen af et manuskript begivenhederne, men det faktum at subjektet for forfatterens forelskelse (Alexander) præsenteres for, og performer, et manuskript han ikke i forvejen har kendskab til, skaber en spænding og en fornemmelse af potentiel uforudsigelighed. Monia Sander leger med forfatterens magt ved at skrive sin forelskelses-fantasi om Alexander ud, gøre den konkret og lægge ham den i munden i form af replikker og regibemærkninger, og som læser er man konstant i vildrede omkring hvad der er op og ned. Men undervejs i læsningen sker der et skift. I takt med at værkets præmis internaliseres sker der en bevægelse fra ”performancelæsning” til ”romanlæsning”, hvilket er absolut fascinerende. Det er simpelthen fremragende litteratur!
"Byen jeg elskede er dragende, mageløs og lysende, fuld af vise tanker om kærligheden som skæbne og uopfyldelig drøm" - Jyllandsposten"Byen jeg elskede vrimler med vidunderlige små sætninger der ville kunne stå alene som digte i sig selv" - Weekendavisen"Nader Ebrahimi forstår at fremkalde den indre landsby og fragte sine læsere derhen på et flyvende persisk tæppe" - Politiken"En usædvanlig smuk læseoplevelse" - Berlingske
En bil er eksploderet i Stockholm. Amor bevæger sig igennem en paranoid, politifyldt by på jagt efter en reservedel til en boremaskine. I forlommen har han en mobil. I baglommen en kniv. Han skal svare når Shavi ringer og han skal stoppe med at stalke Valeria. Men frem for alt skal han opføre sig maksimalt normalt.Igennem 24 intense timer befinder vi os i Amors hoved, hvor grænserne mellem gerningsmand og offer, kærlighed og kemi, paranoia og virkelighed langsomt udviskes.Det er en fantastisk bog. Teksten stødes frem som en lyd: ringetoner, trafikstøj, sirener, fodtrin. Man vil læse den højt. Det er i vores kroppe at samfundet begynder, det er der rædslen vokser, det er der striden står. Det er samfundskroppens puls der strømmer ud af denne her lille bog [Kulturnyheterna SVT] Jonas Hassen Khemiri, født i Sverige i 1978, er den internationalt anerkendte forfatter bag fem romaner og seks teaterstykker. Hans værker er oversat til mere end 20 sprog, og hans drama er opført af mere end 100 forskellige teatergrupper verden over. Hans første to romaner Et øje rødt og Montecore: en unik tiger modtog flere priser i Sverige, inklusiv bedste skønlitterære debut og Sveriges Radios romanpris, mens hans forrige roman Alt det jeg ikke husker blev tildelt Augustprisen, Sveriges mest prestigefyldte litteraturpris, i 2015.
"Så fik han sin vilje, psykiateren med sin ryg-fetich og sine lineære lyster: Vi genudgiver! Aldrig har hun fyldt så lidt, aldrig været billigere og mere bøjelig, end hun er det i paperback. Hvad siger hun selv til det?" "Hør, jeg synes De sukker. Er De også deprimeret?" Dominique paperback ed. er version 2 af værket Dominique, skrevet af Monia Sander og udgivet som bogobjekt [16 separate tekster, en hjemmeside, svøbt i bogbindergaze, pakket i æske] på Korridor i 2015. Værket blev håndproduceret i 144 eksemplarer. Det blev udvalgt til udstillingen Årets Bedste Bogarbejde 2016 og indstillet til bedømmelsen Verdens Smukkeste Bøger med udstilling i Frankfurt og Leipzig af Foreningen for Boghaandværk. Det blev også indstillet til Bukdahls Bet i 2016. Nu foreligger det i version 2, med enkelte nye tekster tilføjet, i paperback. Helt almindelig paperback.
Den går i knoglerne på dig. Du ved det ikke, før du kørergennem den, ser ud på det, du altid har kendt, og laderdet bag dig.Becky, Harry og Leon forlader London i en udbombet FordCortina med en kuffert fuld af penge. De stikker af frajaloux kærester, udsigtsløse jobs, dysfunktionelle familierog aggressive pushere i håb om at slippe ud af den rastløsekedsomhed, der præger South East London – det sted,der altid har været deres hjem.Tempest tager os med ind i storbyens bankende hjerte,og skildrer en gruppe unge mennesker, der ser deres byforandre sig. Langt fra de nyrenoverede husfacader ogglitrende butiksvinduer lever de deres liv, mens de drømmerom en anden fremtid. De sten der byggede huseneer en ung, rå roman om kærlighed, venskab, stoffer,drømme og seksualitet. Et intenst, sitrende og kærligtgenerationsportræt af en bydel og dens skæbner.
Tao Lin skriver fra tilstande som mindre radikale forfattere ville forbigå - fra dovenskab, fra lediggang, fra kedsomhed. Og det viser sig at hans reportager fra disse steder er bevægende og vigtige, og til tider vildt morsomme - Miranda July
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.