Bøger udgivet af Forlaget Palomar

Nobelprisen i litteratur 2015 Politiken, seks hjerter Berlingske Tidende, seks stjernerKristeligt Dagblad, seks stjernerJyllands-Posten, fem stjerner Historisk vidnesbyrd i prosa-drama ”Ved Stalingrad var der så mange dræbte, at hestene holdt op med at være bange for dem. Normalt bliver de skræmt. En hest vil aldrig træde på et dødt menneske. Vi samlede vores egne døde op, men tyskerne lå spredt ud over det hele. Frosne … Iskroppe … Jeg var chauffør, jeg kørte kasser med ammunition, og jeg kunne høre, hvordan deres kranier knustes under bilens hjul … Deres knogler … Og jeg var lykkelig …” *** Da Tyskland i 1941 går over grænsen til Sovjetunionen og bryder ikkeangrebspagten fra 1939, begynder det der i Sovjetunionen benævnes ”Den store Fædrelandskrig”. Omkring en million russiske kvinder melder sig til Den Røde Hær og ikke blot til traditionelle kvindelige opgaver som at bære sårede væk fra slagmarken og fungere som sygeplejersker. Mange insisterer på at få egentlig militære opgaver, og som piloter, snigskytter og kampvognsførere kæmper de side om side med mændene. Efter krigen bliver de i modsætning til mændene ikke betragtet som helte, men mødt med mistænksomhed og ofte ligefrem foragt. Derfor tier de. Indtil Svetlana Aleksijevitj i 1978 begynder at opsøge dem rundt om på fabrikkerne og i deres hjem og beder dem fortælle deres historie. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt består af over 200 kvinders vidnesbyrd, en mangfoldighed af stemmer, der sammen med forfatterens refleksioner danner en helt særegen stil, en slags prosa-drama eller lyrisk dokumentar. Bogen er den første i forfatterens store projekt om at beskrive den store historie fra det lille menneskes perspektiv i korværket Utopiens stemmer. Oversat af: Tine Roesen.

”Gennem min barndom var jeg den eneste der vidste at hun skrev på et eller andet, og jeg gættede på at det var erindringer. Men det fortsatte år efter år, til tider kunne der gå flere måneder hvor jeg ikke så hende sætte sig ved bordet og åbne hæftet; og jeg havde allerede vænnet mig til at hendes skriveri var uendeligt, antog at det var en slags indre samtale der ikke var beregnet for en udenforstående læser. I slutningen af firserne blev bedstemor så syg, den ene lidelse afløste den anden, og i nogle år forsvandt hæftet med hendes manuskript et eller andet sted. Og det forsvandt tilsvarende fra mine tanker, jeg glemte det med den forhastede lethed hos teenageren der sluger dagene, den ene efter den anden; at tænke på manuskriptet var som trække et illusorisk, helt ubegrundet håb i langdrag.” Rusland august 1991: Et kup får landet til at vakle, Gorbatjov bliver afsat, Jeltsin overtager magten, og på afstand aner man allerede omridset af Putin. Landet falder fra hinanden. Den ene halvdel sælger råstoffer og kampvogne og bliver mangemillionærer, den anden halvdel synker ned i bitter armod. I dette klima af total omkalfatring finder jeg-fortælleren sin bedstemors dagbog og erkender at tavsheden om fortiden må brydes hvis Rusland skal have en fremtid. En højaktuel og spændende roman om det land der indtil for få år siden var en verdensmagt. Pressen skrev om Ved glemslens rand, 2018:· ”Arvtager efter Solsjenitsyn forvandler nutidig russisk depression til en nærmest magisk læseoplevelse"⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ Berlingske ”Uafrysteligt fabulerende storværk”❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ ❤️ Politiken

En dramatisk episode i hovedpersonens barndom etablerer et hemmeligt bånd mellem ham og nabohusets Bedstefar To. Snakken går om den mystiske olding: Hvordan har han, modsat andre bedstefædre, overlevet krigens og GULag-lejrenes skæbne? Hovedpersonen begynder en efterforskning som bringer ham til de uendelige, blinde vidder i det nordlige Sibirien. Mellem forladte miner og barakker finder han en verden ved glemslens rand. NB: 2. oplag på lager 30. januar 2019

Handling:En dejlig sommerdag dør en ældre herre, en russisk emigrant, i en travl restaurant i en lille europæisk by. Den hyppige gæst, Vyrin, eller mr. Mikhalsky ifølge hans pas, har altid undgået steder hvor han ikke havde frit udsyn. Men denne dag var den eneste plads ved hækken. Den pludselige injektion føles som et bistik, men Vyrin vender sig og ser en mand stige ind i en bil med udenbys nummerplader. Han forstår at den russiske secret service’s hævnende sværd endelig har fundet den flygtede bedrager. (…) I de sidste øjeblikke hvor han er i live, har Vyrin held til at hviske til tjeneren: Det er et mord. De har forgiftet mig.” En spionroman der i sin handling minder om John le Carrés forfatterskab: Efter mange års søgen har Ruslands efterretningstjeneste endelig fundet en gammel afhopper som tidligere stod i spidsen for udvikling af landets farligste kemiske våben. Nu går de efter at dræbe ham med den samme gift som han selv udviklede for flere årtier siden. Man må dog endelig ikke reducere Lebedev til en slags Ruslands le Carré, understregede det britiske dagblad »The Times« der for nylig kårede Debutanten som månedens thriller: ”Han er en meget mere litterær forfatter, der kun bruger en spionromans grundlæggende plot som ramme for parallelle psykologiske undersøgelser og en kompliceret lignelse om sit hjemland,” skrev avisen. (Fra »Weekendavisen«)

Vita er blot ni år da hun i 1903 sammen med Diamante på tolv bliver sendt af sted fra Napoli med skib mod USA med drømmen om et bedre liv for sig selv og familien. Slægtsroman om den italienske immigration i starten af 1900-tallet. ”Det sker engang imellem, at man bliver fuldstændig blæst omkuld af en roman. Sådan en roman er Vita. (…) Vita har klassikerformat.” ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ ⭐️ Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten ”ITALIENSK MESTERVÆRK Hvis du har svært ved at beslutte dig for, hvad din næste læseoplevelse skal være, så kommer svaret her: italienske Melania G. Mazzuccos prisvindende vidunderlige familie- og immigranthistorie, i hvilken måske nok troen og håbet, men aldrig kærligheden, falmer.” EEEEEE Marie Louise Wedel Bruun, ELLE

- Ungarsk-tysk forfatter har modtaget et væld af litterære priser i Tyskland- Romanen Alle dage (da. 2019) genudgives nu på italiensk- Oversat til adskillige sprog- Aliens er netop udkommer på svensk”Maratonmanden løb sit første væddeløb som seksårig og vandt stort, og han har siden da tilbagelagt tusindvis af kilometer løbende, gennem skove og enge, på rødt grus og beton, en enkelt gang 24 timer i træk, og det er længe siden han ikke har løbet en hel maraton hvert år. Alt det udelukkende i Europa, for han er stolt af aldrig at have fløjet, aldrig at være gået om bord på et skib. Køretøjer med forbrændingsmotor har der også kun været få af i hans liv. Tog fordi man af og til er nødt til at komme ud af stedet, og fordi de er billige på grund af hans erhverv. Men i det store hele gælder: Fugl flyver, fisk svømmer, mennesket løber som Emil Zátopek helt rigtigt har sagt.”En udflugt til havet tager en uventet drejning for et ungt par, og en japansk professor forelsker sig i en gudinde. Ti kærlighedshistorier hvor alle er aliens i deres forhold til hinanden og verden. I Aliens beskriver Terézia Mora ensomheden, uanset om vi er forelskede teenagere, enlige forældre i trediveårsalderen eller pensionister. Mange har mistet kærligheden, andre aldrig fundet den, alle drømmer om et bedre liv og finder trøst i hverdagens repetitive mønstre. Et trygt og indøvet flow der gør både det forgangne og fremtiden håndterbar.

Da fasteren dør, går Maria Stepanova på opdagelse i hendes lejlighed, der er fyldt med ting, men i virkeligheden ikke fortæller ret meget om sin beboer. Det forhindrer dog ikke Stepanova i ihærdigt at søge efter spor af hele sin umiddelbart usynlige slægt i Ruslands dramatiske historie. Kan vi forstå os selv uden at kende de mennesker og steder, vi stammer fra? Og hvad betyder det for os, hvis der ikke er nogen tilbage til at fortælle om fortiden, og hvis slægtsforskningen heller ikke fører til ret mange håndgribelige resultater? Disse store spørgsmål undersøger Stepanova i sit rummelige og ambitiøse prosaværk, som går i dialog med erindringsforskning, filosofi, kunst, populærkultur og forfattere som Marcel Proust, W.G. Sebald, Osip Mandelsjtam og Marina Tsvetajeva. Ydermere sætter hun sig den udfordring ikke at få ejerfornemmelser over fortidens mennesker, steder og genstande, men så vidt muligt lade dem tale for sig selv. I mange tilfælde må tavse billeder og genstande fortolkes, og Stepanova er udfordret af det mørke og de hemmeligheder, der ligger over store dele af slægtens historie, ikke bare som følge af dens jødiske ophav, men også på grund af diverse krige og sovjettidens politiske omvæltninger. Til minde om erindringen i 2018 modtaget Ruslands store Bolsjaja Kniga-pris var shortlistet til den Internationale Bookerpris i 2021."En forfatter der sikkert i mange år fremover vil blive nævnt i samme åndedrag som Polens Olga Tokarczuk og Belarus' Svetlana Aleksijevitj." THE GUARDIAN"Et imponerende monument, som med sin fragmenterede form formår at flette de store historiske begivenheder sammen med familiehistorien."❤️❤️❤️❤️❤️ POLITIKEN"De seks stjerner virker som et nærigt lysdrys på et enormt himmelhvælv."⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ JYLLANDS-POSTEN" Stepanovas enestående familieportræt er gennemsyret af en sjælden intellektuel nysgerrighed og en vidunderlig, lavmælt poetisk stemme." BOOKERPRIS-NOMINERINGEN

Anna Akhmatova (1889-1966) fik sit gennembrud i 1912 med digtsamlingen ”Aften” og blev en toneangivende hovedskikkelse i den russiske sølvalder, der bl.a. omfatter navne som Osip Mandelsjtam, Marina Tsvetajeva, Vladimir Majakovskij og Boris Pasternak. Hendes rigt facetterede kærlighedstematik udfolder sig i en suveræn syntese mellem klassisk og modernistisk formsprog. Akhmatovas digtcyklus Requiem, som blev til over det meste af tre decennier, er i sit udgangspunkt selvbiografisk. Det er forfatterens gribende vidnesbyrd og skamstøtte over Stalintidens rædsler. Men selv efter diktatorens død var Akhmatovas navn forkætret og fortiet. Requiem blev til at begynde med udbredt fra mund til mund og via samizdat (dvs. selvudgivelse; afskrifter). Sidenhen udkom der censurerede uddrag i sovjetiske antologier m.m., og kun i Vesten kunne det læses i sin helhed, såvel på russisk som i talrige oversættelser. Først i 1987 udkom det uforkortet i Sovjetunionen. I dag har det en uanfægtet klassikerstatus i Rusland og er blevet sat i musik af en lang række tonekunstnere. Requiem udkommer her for første gang i sin helhed på dansk.

Anna Maria Orteses noveller fra Napoli udkom første gang i 1953 og er siden blevet en klassiker i italiensk litteratur. Det er en af de bøger som Elena Ferrante ofte nævner som inspiration til sine Napoli-romaner.

"To eller tre generationer af russere blev forelsket til akkompagnement af Akhmatovas digte."Sådan beskrev en af tidens kritikere hendes umådelige popularitet. Men efterhånden som det 20. århundredes katastrofer væltede ind over Rusland og resten af verden, fik Akhmatovas poesi dybere og mørkere klange. Hun blev en af sovjettidens forkætrede og fortiede, men alligevel aldrig helt glemte kunstnere. I dag er hendes position på det russiske parnas højere end nogensinde før, og nye læsere verden over får øjnene op for hendes poesi, med dens sublime udtryk for lidenskab, sorg, vrede og forsoning. Dette udvalg er sammensat af digte fra de i alt syv samlinger, som udkom eller var klar til udgivelse i Akhmatovas levetid, suppleret med et par efterladte strofer. Der er i udvalget en overvægt af værker fra den første halvdel af Akhmatovas oeuvre, men når det kombineres med de to sene hovedværker, digtsuiterne Requiem (2019) og Poem uden helt (som er under forberedelse), vil der være balance i den danske præsentation af hendes livsværk.Pressen skrev om Requiem:"Sikke dog poesi kan hysse smukt og storslået!" Lars Bukdahl, Weekendavisen"En afgørende stemme i en poesi på liv og død." Peter Laugesen Information"Billedsprogmættede mareridtsvisioner", "Viser hvilken fremragende digter Akhmatova er." Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad

Rejse gennem natten fra 1984 er et af Friederike Mayröckers senere prosaværker og samtidig et af de korteste. At rejse gennem natten skal både forstås bogstaveligt -- romanens jegfortæller rejser med tog fra Paris til Wien -- og i overført betydning som et billede på livet og bevægelsen fra det ydre til det indre. For hovedpersonen er natten også den begyndende formørkelse af sindet og de fysiske kræfter der uafladeligt vil ende med døden. Fortælleren, som har selvbiografiske træk, rejser i nedtrykt tilstand, men forsøger at skrive sig ud af det ved at nedfælde erindringer, tanker og drømmebilleder. Rejsen og skriftarbejdet bliver en helingsproces.

I 2007 får ICP, International Center of Photography, fat i nogle kasser der indeholder materiale man har anset for tabt, nemlig negativerne til fotografier taget af Robert Capa (André Friedmann) og Gerda Taro (Pohorylle) under den spanske borgerkrig. Gerda Taro opnåede en kort berømmelse i sin samtid og betragtes som den første kvindelige krigsfotograf. Hun omkom i 1937 som bare 26-årig; begravelsen, der var arrangeret af det franske kommunistparti, havde deltagelse af tusindvis af mennesker. Gravstedet på Père Lachaise Cementary er smykket med et monument af Alberto Giacometti. Hun er tidligere blevet opfattet som Robert Capas assistent, men de senere år er det blevet tydeligt at hun spiller en selvstændig rolle og står bag adskillige fotografier. Historien om hende er både historien om kvinden der blev glemt efter sin død, og beskrivelsen af et vigtigt kapitel i Europas historie. Den fortælles af vennerne fra 1930’ernes Europa, unge jøder der samles i Paris (hvor de ikke betragtes med milde øjne) og siden overlever ved at flygte (til henholdsvis USA og Italien), bl.a. Willy Chardack og Georg Kuritzkes (der også begge forelsker sig i Gerda Taro) og veninden Ruth Cerf. Romanen er illustreret. Forfatteren Helena Janeczek er født i München i en polsk-jødisk familie og har boet i Italien i over 30 år. Hun fik Premio Strega for romanen i 2018 og var shortlistet til Premio Campiello (de to største italienske litterære priser).Romanens prolog og epilog indeholder fotos af bl.a. Gerda Taro.

Man Booker Prize, 2018”Den dag Somebody McSomebody satte en pistol mod mit bryst og kaldte mig en tøs og truede med at skyde mig, var samme dag som mælkemanden døde.” En roman om en ung kvinde der bare vil være i fred. Og om alle de mennesker der bor i kvarteret: de fromme kvinder, manden der ikke elskede nogen, pillepigen, atomdrengen -- og om det internationale par som vendte ryggen til børn og krig og tog ud i verden og dansede og således blev accepteret af både den ene side og den anden. I et samfund der er opdelt i os og dem, og hvor bomber er mere accepteret end bøger, går mellemsøster rundt med næsen i bøger fra før det tyvende århundrede, og hendes måske-kæreste samler på bildele. En ældre paramilitær mand ønsker at indlede et forhold til mellemsøster, og hendes egen svoger sætter et rygte i gang om at de allerede har et forhold. Samtidig begynder det at forlyde at en af måske-kærestes bildele er smykket med det forbudte flag fra den anden side af vandet. ”Imponerende … bekræfter Anna Burns’ position som en af vores opstigende litterære stjerner.” IRISH TIMES ”Fremragende … Original, sjov, afvæbnende skæv og enestående: anderledes. GUARDIAN ”Det er en kløgtig, fortræffelig redegørelse for Nordirlands sociale landskab, men Mælkemanden er så meget mere end det … [Den] er en kraftfuld og nødvendig bog med langt mere end en antydning af indestængt vrede.” IRISH INDEPENDENT ”Hvis Beckett havde skrevet et prosadigt om Troubles, ville det ligne denne roman meget.” DAILY MAIL The Orwell Prize for Political Fiction, 2019 Shortlistet til Rathbones Folio Prize, 2019 Shortlistet til Women’s Prize, 2019 Man Booker Prize, 2018 National Book Critics Circle, 2018

”Nej! Amedeo har intet med den forbrydelse at gøre. Jeg ved ikke hvem der har slået Lorenzo Manfredini ihjel. Jeg fandt ham stendød i elevatoren i en blodpøl. Folk på piazza Vittorio kunne ikke døje ham.”Eftersom Amedeo (hvis rigtige navn er Ahmed) har været forsvundet siden mordet, falder mistanken straks på ham. Men ejendommens beboere har hver sin ”sandhed” at fortælle, både kokken fra Iran, den napolitanske portnerske, den hollandske filmstuderende, den romerske barejer og alle de andre. Ja, selv den forsvundne Amedeo kommer til orde og kommenterer sine medbeboeres verdensopfattelse.En ganske anderledes bog set fra et multietnisk kvarter i Rom, piazza Vittorio, om romerne og det italienske samfund, bureaukratiet og opfindsomheden, de kulturelle fordomme, misforståelser og venskab.

”Min udødelige (sjæl)!” skriver den østrigske digterinde Friedericke Mayröcker som 94-årig i sin sidste bog, med udråbstegn, en besværgelse, et skrig, hun besværger livet til sidste øjes blik; og i sin skrift, sine sitrende sætninger, er hun uden alder, spillevende, som et føl, der en forårsmorgen for første gang kommer på græs. Hun springer ud i sproget, boltrer sig i det, lader det knopskyde og indgå de forunderligste nye forbindelser. Men hvad handler det om? Det handler om livet, alt det, der dog er, det nære og de nærmeste, som ikke blot er mennesker, men også fugle, blomster, insekter, den mindste lille ting. Og ikke blot de og det levende, også de pludselig for længst døde og til evig tid smerteligt savnede. Også de er i denne bog ’udødelige’. At læse Mayröcker kræver ingen særlige forudsætninger, det er bare at åbne bogen og træde ind i sproget, ”morgenlig og mosgrøn”, så folder verden sig ud i lyset som på den skæreste skønneste forårsdag, kom! Madame NielsenDet skrev de om Rejse gennem natten (2019):"I en strøm af død og skønhed. Friederike Mayröckers Rejse gennem natten er et sublimt prosalyrisk trip, der nu endelig kan læses i dansk oversættelse. Og sikke en!"⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️Kristeligt Dagblad"Mayröcker er en stor læremester, jeg vil anbefale den danske udgivelse af Rejse gennem natten, den er et mesterværk, mesterligt oversat af Eva Botofte.”Tomas Espedal"Lige så umulig at læse som den er at lægge fra sig."❤️❤️❤️❤️Politiken

”Her, tag farveblyanterne, tegn et lille hus, en bæk et stykke neden for huset, en brønd, men ingen sol, for huset ligger nemlig i skyggen! Bagved ligger bjerget – som en oprejst sten. Foran huset står en rank kvinde, hun hænger vasketøj på en snor, snoren er dårligt spændt ud, bundet fast i to kirsebærtræer, det ene står til højre for verandaen i forhold til hoveddøren, det andet til venstre. Lige nu hænger kvinden et par sparkebukser og en lille trøje op med tøjklemmer, det vil sige at hun har børn.” I tiden omkring første verdenskrigs udbrud lever Josef og Maria sammen med deres børn i udkanten af en lille bjerglandsby i Østrig. Det er en fattig familie som står uden for samfundet og er afhængig af beskyttelse fra den toneangivende mand da Josef bliver indkaldt til hæren og må i krig. Smukke Maria bliver tilbage med børnene, og da Josef omsider kommer tilbage, er de fire børn blevet til fem. Til trods for at han i løbet af krigen har været hjemme på orlov, nægter Josef at vedkende sig det femte barn, en pige. Han veksler aldrig et ord med hende. Bogen er meget indlevende og glimtvis fortalt med (mindst) tre tidsniveauer: Familiehistorien fra ca. 1914, Monika Helfers barndom og ungdom og et nutidsplan hvor hun viser hvordan hun rekonstruerer historien. Hendes datter Paula, som døde i en ulykke i 2003, spiller en rolle. Det er som om hun fortæller historien til Paula. Derudover er romanen meget visuelt fortalt, bl.a. ved hjælp af sammenligninger med Pieter Brueghels malerier hvor Helfer ser en stor samtidighed (alting sker samtidigt, ligesom i erindringen). Dette element af kunst og spørgsmålet om hvordan man ”tegner” et familieportræt, er allerede indeholdt i den første sætning (se foroven).

Skjulte lande er Karin Boyes anden digtsamling efter debuten i 1922 med Skyer. Året er 1924, og den unge, søgende Boye læser litteraturhistorie og nordiske sprog i Uppsala – det ses af den nordiske mytologis stærke aftryk i samlingen. Hun er aktiv i den kvindelige studenterforening og i studenteravisen Ergo, men fremfor alt er hun brændende ambitiøs med sin digtning:”Som skønlitterær forfatter ville hun besidde samme slags ild og askese som de videnskabsmænd, hun beundrede. Den var det menneskesyn, den stræben, som Skjulte lande udtrykte. Den skjoldmø, der faldt i bogens sidste digt, var en søster til den forfatter, som ville kæmpe mod mørke og fortvivlelse.” fra Johan Svedjedals Den nya dagen gryr, 2017.Pressen om Skyer: ❤️❤️❤️❤️❤️Benedicte Gui de Thurah Huang, Politiken”WOW!” Lukas Ballin, Weekendavisen

Klassisk Leonardo Sciascia-krimi”I en af Sandoz’ lommer fandt vi den her seddel,” sagde kommissæren og fiskede den lille elfenbensfarvede lap op af en af sine egne lommer. ”På den ene side står Deres navn skrevet på maskine: Ingeniør Cesare Aurispa, præsident for F. I. På den anden side står der med håndskrift Jeg slår dig ihjel … Et bordkort er til at forstå, men hvad med Jeg slår dig ihjel?” ”En trussel der straks blev omsat til handling, tænker De. Og selvfølgelig udført at mig.” Præsidenten slog forbitret og samtidig overbærende en hånlatter op. Skyldes mordet på Sandoz mon at de to efterstræber den samme kvinde? Eller ligger der noget andet bag? Hvem repræsenterer for eksempel organisationen med det kryptiske navn Børnene af 89? Leonardo Sciascia var ikke blot den første der beskæftigede sig med mafiaen i sine romaner. Det helt særlige ved hans krimier er det indgående kendskab til den italienske stat og dens forbindelser til den kriminelle verden; en viden der stammer fra hans tid som parlamentsmedlem. Hans krimier, der både er spændende og har høj litterær kvalitet, er fremragende portrætter af det sicilianske (og derigennem italienske) samfund. Den korte roman Ridderen og døden foreligger her for første gang på dansk. I samme serie udkommer også: En oplagt sag af Leonardo Sciascia. En række af forfatterens kriminalromaner er tidligere udkommet på dansk.

Klassisk Leonardo Sciascia-krimi”Opkaldet kom klokken 21.37 den 18. marts, dagen før den strålende og larmende byfest til ære for den hellige tømrer Josef. Og netop til ære for ham blev der denne aften tændt bål med gamle møbler i arbejderkvartererne, næsten som et løfte om fortsat beskæftigelse til de efterhånden ganske få udøvende tømrere. Kontorerne lå, i højere grad end andre aftener på samme tidspunkt, omtrent øde hen. Og skønt lyset var tændt derinde, var det den slags aften- og nattelys der som ved en uskreven lov brugtes for at give borgerne det indtryk at man her bestandig vågede over deres sikkerhed.” En mand ringer for at fortælle at han har fundet noget. Dagen efter bliver han fundet død på det gamle familiegods der har stået tomt i mange år. I begyndelsen tyder alt på at det drejer sig om selvmord, men sagen skal vise sig at være noget mere kompliceret.Leonardo Sciascia (1921-1989) var født på Sicilien. I sit forfatterskab der omfatter både skønlitteratur og sagprosa, kredser han om sandheden i politiske og økonomiske sager; han engagerede sig bl.a. stærkt i sagen om Aldo Moros bortførelse og drab i 1978. En række af forfatterens bøger er tidligere udkommet på dansk.

”Det her er dig når man ser dig udefra,” siger Marta. ”Kan du se? Det er sådan du er sammen med andre, den måde du har lært at være på når du er ude blandt andre. Jeg siger ikke at det er en maske, men det er som en smuk kjole, som den diktion du har udryddet din oprindelige accent med. Det er sådan du klæder dig på for at gå ud, ikke? Mens det her er når du er hjemme.” Hun flytter papiret til venstre, og pigen på billedet ændrer sig med ét. Smilet forsvinder. Piger er mistroisk, nærmest truende. Hun virker også træt: træt af at være her, træt af at nogen ser på hende. Du prøver at huske tilbage på den dag med Leo, om tingene mellem jer allerede var begyndt at ændre sig. ”Kan du se det?” siger Marta. Da hun fjerner papirarket, forekommer det dig utænkeligt at to så forskellige personer kan forenes. Af den prisbelønnede internationale succesforfatter til De otte bjerge og Den vilde dreng. Norditalien i 80’erne. Et nyt beboelseskvarter uden for Milano. Anarkistiske bevægelser, kvindefrigørelse, spiseproblemer, strejker og fabriksbesættelser. Men først og fremmest historien om pigen Sofia der ikke vil vente på lykken, men erklærer at hun vil være lykkelig nu. Sofia bliver født samme år som punken. Som tiårig barberer hun sig skaldet i protest mod den første kommunion, som sekstenårig forsøger hun at begå selvmord. Hun lever i en tilsyneladende normal familie, men under overfladen lurer forældrenes dårlige forhold. Romanen fortæller i ti selvstændige kapitler om pigen Sofia fra forskellige synsvinkler. Paolo Cognetti, der så fint har beskrevet venskaber mellem to drenge og mellem far og søn, skildrer her en ung kvinde med stor indføling. "En mosaik af sammenvævede historier hvor forskellige personer gør deres entré, men altid som selvstændige skæbner med krav på at blive fortalt." La Repubblica "Den bedste italienske bog i 2012. Læs den, og I vil aldrig glemme Sofia." Vanity Fair "De korte dialoger – mejslet ud i en forunderligt poetisk prosa – giver hver scene i bogen et sitrende nærvær. Det er lige så smukt som Godards første film."Le Figaro Littéraire

I en park i en vesteuropæisk storby finder nogle kvinder en halvdød mand i en trenchcoat. Manden hænger med hovedet nedad. Det er Abel Nema. Det siges at han er et sproggeni der behersker ti sprog til perfektion. Men hvad hjælper det når han er ude af stand med at kommunikere med andre mennesker? Forfatteren Terézia Mora fik i 2018 den store tyske Georg Büchner-pris.

Nobelprisen i litteratur 2015 Seks hjerter i Politiken Sovjetunionen. Det begyndte med drømmen om et nyt menneske, som skulle formes af de kommunistiske ideer. Det nye menneske levede i et mægtigt imperium, der var kendt og frygtet verden over, men en dag brød det sammen, og tilbage stod sovjetmennesket, som blev kastet ud i en usikker og uforståelig tilværelse, hvor et fåtal hurtigt blev ufattelig rige og de fleste fattigere end nogensinde før. I over 20 år har Svetlana Aleksijevitj rejst rundt i de tidligere sovjetrepublikker. Hun har talt med dem alle: De gamle, som anlagde jernbanerne i Sibirien eller kæmpede mod Hitler. Dem, der stadig drømmer sig tilbage til de små lejligheders 'hemmelige køkkensamfund', hvor man spiste, drak, snakkede og diskuterede alt i en fortrolig kreds. Og de nye generationer, som former deres tilværelse på kapitalismens vilkår. Af disse mange stemmer har hun skabt et korværk om livet i den kommunistiske utopi, om det håb, men også det kaos, som fulgte, og om den seneste udvikling under Vladimir Putin. Secondhand-tid er et enestående forsøg på at beskrive den sovjetiske erfaring fra det lille menneskes perspektiv. Secondhand-tid er fra 2013 og afslutter Svetlana Aleksijevitjs cyklus Utopiens stemmer. Oversat af: Tine Roesen

***** Fem stjerner i Jyllands-Posten hvor Henriette Backer Lind roser den blændende og hårrejsende roman. En bleg, trekvartfuld måne oplyste hovedvejen. Klokken var to om natten. Vejen forbandt Tarantoprovinsen med Bari, og på dette tidspunkt af døgnet lå den almindeligvis øde hen. Men ikke denne nat hvor en ung, nøgen kvinde kommer gående midt på vejbanen med blodet strømmende ned ad benene og et dybt snit i læben. En ulykke følger, og snart viser det sig at kvinden er Clara, datter af byggematadoren Vittorio Salvemini. Hendes død bliver først betragtet som selvmord, men hendes bror, Michele, kan ikke frigøre sig fra fornemmelsen af at der ligger noget mere bag. Søgelyset rettes mod Claras tidligere bekendtskaber, og langsomt afdækkes en verden af fortielser og bedrag, uopfyldte ambitioner og håb, tvivlsomme vennetjenester og uforløst kærlighed. STREGA-PRISEN 2015, den vigtigste litterære pris i Italien. "Med en insektforskers præcision beskriver Nicola Lagioia sit land i denne på samme tid dystre og tankevækkende roman." Süddeutsche"En besættende afdækning af fejltagelser, modstand og dybt, mangesidet tab." Kirkus Review"En kompleks historie med karakter af moderne klassiker." Corriere del Mezzogiorno

I april 1986 eksploderer en reaktor på atomkraftværket ved Tjernobyl i Ukraine. Ulykken udløser en miljøkrise, hvor størstedelen af det radioaktive nedfald lander over nabolandet Belarus. Den sovjetiske statsmagt i Moskva, der ideologisk har fuld tiltro til teknologiens fremskridt, er ikke rustet til at løse atomulykkens katastrofale følger. Beredskabet er først og fremmest forberedt til krig. I Bøn for Tjernobyl undersøger Svetlana Aleksijevitj, hvordan det lille menneske bliver forsvarsløst inddraget i historiens store hændelser. Gennem vidnesbyrd fra de berørte tegner sig et billede af, hvad det vil sige at være et Tjernobyl-menneske. Dette er deres historie – fortalt af dem selv. Svetlana Aleksijevitj fik i 2015 nobelprisen for sit forfatterskab. Bøn for Tjernobyl er den fjerde bog i hendes cyklus ”Utopiens stemmer”. Hun er journalist og har siden 1980’erne udviklet sin helt særlige montagestil i sin bestræbelse på at skildre det røde menneskes historie. Bøgerne er punktnedslag i Sovjetunionens historie og kan læses uafhængigt af hinanden og i den rækkefølge, man foretrækker.

Et par i 30’erne som har alt det de kunne ønske sig: Et kærligt forhold, en lille søn, to gode karrierer (hun er musiker, han journalist), en lejlighed med højt til loftet i et pænere bykvarter. Deres fremtid er tilsyneladende lys. I romanens begyndelse sniger der sig et lille problem ind i den lykkelige families liv, Isabell begynder at ryste en anelse på fingrene når hun optræder med sit cellospil. Med udgangspunkt i små, hverdagsagtige problemer (usikkerhed, arbejdsløshed, en aldrende svigermor) beskriver Bilkau samtidens store spørgsmål om hvordan vi lever i en verden der er blevet fundamentalt usikker og uforudsigelig. Det overbevisende ved Bilkaus måde at skrive på, er at det store beskrives igennem følsomme, nuancerede og skarpe iagttagelser på det individuelle og familiemæssige plan. Mens krisen mellem Isabell og Georg udvikler sig, bliver vi/læseren klar over hvor skrøbeligt det fundament som deres (og vores egen?) lykke hviler på, er. Afgrunden ligger lige under den pæne overflade. Romanen er blevet betegnet som en generationsroman.

NOMINERET TIL NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2020MOTIVERING:Om den virkelige person Johann Christian Woyzeck, som i 1821 slog den kvinde ihjel, som han sagde, at han elskede, og som efter en lang retspsykiatrisk udredning blev dømt til døden, ved vi på en gang usædvanligt meget – og slet ingenting. Hans skæbne formes af Georg Büchner i det uafsluttede drama Woyzeck (1836), som trods – eller måske netop på grund af – sin fragmentariske ufærdighed er blevet et portalværk i moderne, tysk drama. Selv om han tager afsæt i de samme kilder som Büchner – de omfattende protokoller fra forhør af soldaten, parykmageren og voldsmanden Woyzeck – er Steve Sem-Sandbergs roman W. et værk, som sætter den ikoniske fortælling i et nyt, blændende lys. Sem-Sandbergs Woyzeck er en evig taber, som bliver hundset med, undertrykt og hånet i alt, hvad han gør. Med en både arkaisk og tilpasset og ordrig, men fjerlet prosa skildrer Sem-Sandberg et menneske, som stræber efter værdighed i en virkelighed, hvor al sund fornuft er fraværende. Krigens faser og retspsykiatriens sterile menneskesyn står i kontrast til Woyzecks egen desperate længsel efter at gøre noget smukt med det tarvelige liv, som han har fået tildelt. Det er naturligvis en fortvivlet kamp med vanvid og en utilgivelig handling til følge. W. er en roman om den indre og ydre galskab og de mange sammenfiltrede tråde derimellem. Der stilles mange spørgsmål, og der gives kun få svar. Den sanselige, billedrige prosa er perfekt ned til den mindste detalje. Som han ofte har gjort, benytter Sem-Sandberg sig af et rigt dokumentarisk materiale, som han nærmest alkymistisk forvandler til et stykke uforglemmelig litteratur. Steve Sem-Sandberg (f. 1958) er forfatter, oversætter og litteraturkritiker. Han har været aktiv siden 1976, og han er mest kendt for sine mange dokumentariske, historiske romaner, blandt andet Theres (1996), Ravensbrück (2003) og De fattiga i Łódź (2009) (De fattige i Lodz, Gyldendal 2011, oversat af Niels Lyngsø), som blev belønnet med Augustprisen.

For nøjagtigt hundrede år siden i år, i 1922, udkom Karin Boyes debutdigtsamling, Skyer (Moln). Og hun betragtes i dag som en af de allerstørste svensksprogede digtere på linje med en Edith Södergran, som vi via adskillige danske oversættelser kender bedre her i landet. Skyer er på én gang præget af en religiøs længsel og en længsel mod kvindelig frigørelse, kærlighed og identitet. Samlingen er så fuld af stræben mod perfektion, mod en højere verden, over skyerne, og mod sprogets kraft – og igen og igen indhentes jeget af tvivl og smerte over ikke at kunne leve op til egne idealer, håb og drømme. At ville det fuldkomne, stålsætte viljen, skabe nyt, men føle sig ufuldkommen og svag og anfægtet, dén smerte står lyslevende her hundrede år efter. Formsproget er originalt, modent og færdigt, selvom Boye kun er 22 år, da Skyer udgives – der er træk af både romantik og modernisme, stærk lyrisk skønhed og drømmende følsomhed veksler med befriende kraftfulde sproglige omvæltninger, som her:BEDRINGDu som bliver kaldt ved blomsters navne,nu vil jeg give dig et andet:Lægens Kniv.Koldt, hårdt navn.Men så glimtende hårder dit billede i de tavse timer.Jeg er dømt, når jeg ser dig,dømt som en sygop mod din forårsmorgens friskhed.Det er godt at man plages og væmmes.Du er svalende fri for barmhjertighedmod patetiske kvaler.Langt borte, langt borte smiler du gådefuldt.Jeg vil ånde din høje luft.Jeg vil træde de dugvåde stier,hvor du vandrer.

I Verdensstaten får en sprøjte med det lysegrønne sandhedsserum, kallocain, mennesker til at buse ud med deres inderste hemmeligheder. Det nyopfundne stof er dermed det perfekte middel for den totalitære stat der ønsker fuldstændig kontrol over sine borgere. Før måtte staten klare sig med overvågning og angiveri; nu kan selv tankeforbrydelser fælde den enkelte. Men at stoffet har utilsigtede virkninger, må også romanens fortæller, ingeniøren der har opfundet kallocainet, sande. Ikke mindst da han forsøger at bruge sin egen opfindelse til at kontrollere sit livs kærlighed med – hvis det begreb ellers stadig fandtes i Verdensstatens ordforråd.Men mod forventning tyder alt på at de brutalt afslørede hemmeligheder i visse tilfælde rummer et ukontrollabelt utopisk potentiale, som revner og sprækker ind til en helt anden verden. ”Måske kan der vokse en ny verden frem af dem der er mødre – om det er mænd eller kvinder, og om de har født børn eller ej. Men hvor er de?”De danske avisers reaktion på besøget gik fra begejstring til henførelse. Det samme gjorde kommentarerne om Karin Boye der blev beskrevet som den vigtigste kvindelige forfatter i Sverige. Ved oplæsning af Kallocain gjorde hun et særlig stærkt indtryk, selvom hun skal have set ’så lille og barnlig ud på talerstolen i den store foredragssal’. En af journalisterne mente at hun til at begynde med lignede en genert konfirmand, men ved oplæsningen forvandledes til en imponerende skikkelse, dirrende af spændstig intelligens. Citeret fra Johan Svedjedals monografi om Karin Boye, Den nya dagen gryr, W&W, 2017 (her oversat til lejligheden).