Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Film kan være mange ting: rørende, underholdende, sjove, informative, eksperimenterende, udfordrende eller afslørende. Men de kan også være foruroligende, ja, måske ligefrem subversive. Og i de tilfælde, hvor instruktørerne virkelig tager de levende billeder alvorligt som en kunstform, kan filmene endda vise sig at være direkte farlige for de involverede, hvad enten de så er ansvarlige for de visioner, der lægges frem, eller blot medvirkende.Dét er udgangspunktet for den serie af bøger – Farlige film – som indledes med nærværende bind om film med relation til Fluxus, Yoko Ono og Bob Dylan.Med udgangspunkt i sin tilknytning til Fluxus-gruppen skabte Yoko Ono i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne – alene eller sammen med John Lennon – en række konceptuelle og poetiske film, hvor tanken var, at det enkelte værk først blev fuldt realiseret i mødet med modtagerens bevidsthed. Nogle af filmene blev af samtiden betragtet som provokerende. Men i et enkelt tilfælde, Rape fra 1969, viste mediets kræfter sig at være så stærke, at de var tæt på at tage magten fra instruktørparret.De film, som Bob Dylan har været involveret i siden midten af 60’erne, er umiddelbart mindre kontroversielle, men i poetens filmiske hovedværk – den fire timer lange Renaldo and Clara (1978) – var den personlige investering så hudløs, at ophavsmanden måtte sande, at filmkunsten rent faktisk kan være farlig at danse med.
Mimoser i januar – erindring og historie fortæller Ib Bondebjergs private historie, der samtidig spejles i den store historie, fortalt med en virtuos balance, så det private bliver interessant i en større sammenhæng. At skrive erindringer er at konfrontere sig selv med det fundamentale, eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Det er et spørgsmål som filosofien, videnskaben og kunsten har beskæftiget sig med i århundreder. Men at grave i sine erindringer, i ens personlige liv ville være stærkt begrænset, hvis ikke man så sig selv som en del af noget meget større. Inde i ethvert menneskes krop og bevidsthed gemmer sig spor af ikke bare ens egen slægt og families historie, men hele den lange biologiske kæde af liv som menneskeheden udgør. Der gemmer sig også billeder, fortællinger og historier, som vi har oplevet og er blevet påvirket af – via de trykte medier og de moderne billedmedier. Den slægtshistorie Bondebjerg fortæller her begynder i de fattigste lag i 1700-tallets Danmark.Bondebjerg beskriver mænd og kvinder, hvis historie er Danmarkshistorie, en historie om social og kulturel udvikling. Bondebjerg er en del af de store årgange efter 1945, som satte deres præg på det moderne Danmark. Som tv-serien Matador fortæller hverdags-, familie- og Danmarkshistorie, fortæller hans liv også det. Hans historie spejler sig i Danmarkshistorien og den moderne mediehistorie, som har sat sit afgørende præg på ikke bare hans, men vores alles liv.
Artiklerne i dette nummer af Spring er fælles om at tage afsæt i konkrete begivenheder i året 1920. Via disse forskellige begivenheder bredes perspektivet i teksterne ud, og på denne måde fungerer den enkelte begivenhed som et nøglehul, gennem hvilket man kigger ind i et større landskab med generelle pointer om forfatterskabet, perioden og så videre. Selvom alle bidragene har udgangspunkt i et bestemt tidsrum i en afgrænset, dansk litteratur- og kulturhistorisk kontekst, spreder emnerne sig i mange retninger. Emnerne rækker eksempelvis fra de plakater, der blev produceret op til afstemningerne om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland, over indflydelsen af Sigmund Freuds psykoanalytiske teorier og Jacob Paludans Amerika-kritik til en gennemgang af årets bestsellere.
Med Midnatssolen på Dramaten udvider og radikaliserer Poul Behrendt sit begreb om dobbeltkontrakten i forhold til Karl Ove Knausgårds hovedværk. Med omdrejningspunkt for det hele i første bog af Morgenstjernen (2020).Alt, hvad Knausgård har skrevet igennem de sidste tolv år, viser sig her, til syvende og sidst at hvile på Ingmar Bergmans opsætning af Henrik Ibsens Gengangere på Dramaten i foråret 2002 – hvor den svenske instruktør, der samtidig også var dramaets radikale ”nyoversætter”, havde vendt op og ned den norske klassiker. Uden at nogen anmeldere fattede et ord af det hele ved premieren – eller for den sags skyld Min kamps læsere syv år senere. Fra i hundrede år at have været et stakkels, uvidende offer for en forældregenerations korrupte intriger, fremstod Osvald her omskabt til tragediens højeste bevidsthed. Det var ikke længere Henrik Ibsens fromme skurk, snedker Engstrand, der sætter ild til faderhuset. Men Osvald selv, som gennem de foregående hundrede årellers har sluttet dramaet med sin forkomne bøn, om og om igen: ”Solen, Mor! Giv mig solen!”. I stedet får han nu af instruktøren, igennem bagtæppet i sidste scene, et giga lysende himmellegeme forærende, som samtidig brænder tilskuerne ind i øjnene. Det var den samme sol, der efterfølgende skulle bane vej for genforeningen af de to ulykkeligt elskende, Linda & Karl Ove, som ellers havde siddet tæt adskilt på hver sit sæde i Stockholm. Og til syvende og sidst levere nøglen, ikke bare til Min kamps fem bøger. Men også til Morgenstjernen’s forventeligt syv bind.
Jeg er sandheden er en bog om kristendom og fænomenologi. Den missionerer ikke for kristendommen, men forsøger at gennemtænke den filosofisk. Michel Henrys tekst er original og kræver sin læser, ikke fordi ordene er svære – sproget er tydeligt og levende – men fordi en række forestillinger skal vendes om fra ’udad’ til ’indad’, fra intentionalitet til affekter. Med tænkning trænger den ind i det område af vores ’bevidsthed’, som normalt ikke er tænkt, men henligger som passivitet og ubemærkede modstande og viser, hvor meget af vores liv der udgår herfra i opbygningen af vores ’sig, jeg og mig’ som selverfaring og selvefterprøvning af det at være LEVENDE.Teksten vil læst ret uden tvivl have indflydelse på den teologiske, filosofiske og kulturelle samtale.
Op gennem dansk kritikhistorie har vi altid haft skribenter, der med deres usædvanligt skarpe penne, som kunne ’henrette’ deres ofre for åbent tæppe til stor morskab for nogle og til irritation og provokation for andre og til stor skræk for mange kunstnere. I flæng kan nævnes P.L. Møller, den unge Tom Kristensen, Hansgeorg Lenz og Poul Borum. I nyere tid finder vi Lars Bukdahl:”I en alder af kun 32 år er Lars Bukdahl en af Danmarks mest magtfulde litteraturanmeldere. Frygtet af forfattere som slagteren fra Pilestræde. Værdsat af redaktører, fordi han er en slagter. Af den underholdende slags.”Citatet er sakset fra et berømt og berygtet interview med Lars Bukdahl i magasinet Press fra 2001. Det angiver i få ord, hvordan Bukdahl dengang blev opfattet i store dele af offentligheden.Femogtyve år efter sit spektakulære gennembrud på Weekendavisen er Lars Bukdahl fortsat et markant navn i dansk litteraturkritik. Hans synspunkter er i vidt omfang kontroversielle. Derfor har han også formået at tiltrække sig en høj grad af opmærksomhed i det litterære miljø, selvom hans indflydelse gennem årene er aftaget. Billedstormeren er et systematisk forsøg på analytisk at karakterisere, forklare og diskuterehans kritiske praksis, som den tog sig ud i de afgørende år af hans virke. Analyserne er i udgangspunktet præget af en undersøgende tilgang i et forsøg på at forstå kritikerens perspektiv på den litterære verden. Bukdahl har i årevis udøvet en betydelig magt. I det lys bør man naturligvis også stille kritisk undersøgende spørgsmål til hans anmelderi og avantgardistiske litteratursyn. Den analytiske fremstilling suppleres derfor løbende med en flerhed af kritiske og alternative perspektiver. Det gælder ikke mindst i bogens sidste del.
Peter Seeberg (1925-1999) er en af de mest originale og nyskabende danske forfattere i det 20. århundrede. Hans tekster er blevet læst gennem en menneskealder, og mange af hans værker står at finde på de flestes boghylder. Beskedne betydninger er en fortolkningsnøgle, som henvender sig til alle, der gerne vil have et indblik i de dybere lag i Seebergs samlede, skønlitterære forfatterskab. Under inddragelse af hans filosofiske inspirationskilder – særligt Friedrich Nietzsche og Ludwig Wittgenstein – indvies læseren både i de sammenhænge, der består mellem æstetik og etik i hans værker, og de måder, hvorpå han får skrevet sig frem til sin egen minimalistiske form for modfortællinger. Beskedne betydninger udgør en ledsager, som åbner Seebergs tekster og udvider forståelsenaf dem, så læseren får lyst til at gå på opdagelse i det forfatterskab, der om noget andet i dansk litteratur søger at afvinde det betydningsløse en varig betydning
Siden sin debut i 1966 har Klaus Høeck nærmest uden ophold skrevet myriader af digte om snart sagt hvad som helst – fra datalogi til døden, fra mytologi til myrer, fra romantik til rumskibe, fra syrerock til skak. Kybernetik og romantik går hånd i hånd, og det hele sættes i system på sindrig og forbløffende vis. Høeck hører ganske enkelt til på øverste hylde af det 20. århundredes danske litteratur. Denne bog er det første forsøg på at favne det enorme forfatterskab fra dets begyndelse til dets foreløbigt sidste udgivelse. Bogen er skrevet af ti litteraturforskere og en enkelt skønlitterær forfatter, som tilsammen giver læseren en bred introduktion til et af de mest forunderlige og fascinerende fænomener i dansk litteratur:Michael Kallesøe SchmidtLouise MønsterJan RosiekMarianne StidsenErik Skyum-NielsenIda Dam JuutilainenSara NørholmDan RinggaardPeter Stein LarsenFrederik StjernfeltMorten Søndergaard
Pak kufferten og tag med Martin Zerlang på hotel!Træd indenfor! Ankomsten til hoteller, store hoteller, ”grand hoteller”, er gerne udformet som en velkomst, og velkomsten begynderude på fortovet foran hotellet, hvor den røde løber er rullet ud. Masser af forfattere har skrevet med på hoteleventyret, og endnu flere læsere er flyttet ind i en hotelroman, for en dag, en uge eller måske længere. Ligesom en hotelvært, der deler nøgler ud, deler forfatteren skæbner ud, og læseren lever sig ind i og ud af skæbnerne. Eventyret kan begynde. I Hotelromaner trækkes de store linjer op. Martin Zerlang krydsklipper mellem litterære genrer, historiske begivenheder, filosofiske og sociologiske samt arkitekturteoretiske og urbanitetsæstetiske perspektiver, samtidig med at der gives indgående signalementer af hotelromaner skrevet af forfattere som Henry James, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Thomas Mann, Franz Kafka, Virginia Woolf, Joseph Roth, Vicki Baum, Haruki Murakami, Ali Smith, Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann og mange flere. Bogen byder således både på udlægninger af en række hotelromaner, men tillige indsigt i historien om de virkelighedens hoteller, der optræder i romanerne, omend der også figurerer fiktive hoteller. Hotellet ses som eksistentiel og indimellem politisk og social skueplads med alt hvad livet byder på af godt og ondt. Det er en forrygende rejse gennem både international og dansk hotellitteratur.
På en togtur til Amsterdam kommer radiomanden Martin til at dele kupé med den gamle oberstinde Vera Lemnow. Skæbnen vil, at de på togturen tilbagekommer til at sne inde i Lübeck.Martin er flygtet fra en forlist kærlighed, oberstinden har været i banken for at tjekke sine penge. Under snestormen fortæller Vera om sin tid på Java, hvor hun var gift med en oberst, da japanernebesatte øen. Hendes farverige beretning giver Martin blod på tanden til at lave et radioportræt af den excentriske gamle dame, men Vera holder på sine hemmeligheder. Trods den store aldersforskel opstår der et ømt forhold mellem dem efter hjemkomsten til København. Vil Martin komme over sit knuste hjerte? Og vil han mon nogensinde finde frem til oberstindens inderste hemmelighed? Oberstinden og radiomanden er en både rørende, humoristisk og spændingsfyldt fortælling om et helt usædvanligt venskab, der samtidig trækker dybe erindringsspor.
Den Rejsende er en monografi over Charles Dickens’ liv og værk. Beskrivelsen af hans liv er blandt andet støttet på de mange breve fra hans egen hånd, hvor man kan følge ham omtrent fra dag til dag. Der foreligger en del rejsebreve og to traditionelle rejsebøger fra Amerika og Italien.Både på det konkrete og det mere abstrakte plan var Dickens en rejsende. Gennem sit arbejde bevægede han sig fra samfundets bund til dets top og blev dermed symbol for sin tid, en slags inkarnation af Victoria-tiden.Dickens blev tidligt velhavende og nød det mondæne liv, især i Paris. Men hans hjerte var hos ludere, lommetyve og gadebørn i Londons slum. Når han gav stemme til dem og det lavere borgerskab, fik han læserne til at hulke af grin eller medfølelse og påvirkede sin samtid og var på den måde indirekte med til at skabe reformer.Den rejsende er båret af såvel en imponerende viden om sit emne som en mærkbar glæde ved at formidle denne viden. Det fremgår, at det som læserne i dag helst vil høre om, er Dickens’ forhold til kvinder og til børnene samt hans kontroverser med omverdenen, altså den slags stof som i de tidligste biografier har været nedtonet eller udeladt. Denne biografi råder bod på dette – hvortil føjer sig rejsen som et gennemgående motiv – både i livet og i værket.Den rejsende giver et nuanceret, oplysende og tit gribende billede af Dickens – af det, som Dickens gjorde ved dét, som livet gjorde ved ham.
Han kom som en stjerne, opførte sig som en hertug og blev behandlet som et nummer. Så kort kan historien om Herman Bang og dagbladet Politiken fortælles. Det er en klassisk historie: En ung journalist, som har haft succes på et blad, som gav ham frie hænder, lader sig ansætte på et andet blad, hvor han tror, han kan slippe af sted med hvad som helst. Det nye blad, som har stjerner i flokkevis, svarer igen med at behandle den nyansatte som hvem som helst. Man sylter hans artikler eller trykker dem anonymt. Samtidig binder man ham med høj hyre og rundhåndede forskud, så han ikke lader sig friste af tilbud fra konkurrenterne. Men det går sædvanligvis kun for en tid. Så vil talentet søge at blive herre i eget hus. Sådan gik det med Herman Bang og Politiken. Herman Bang skrev godt 600 artikler til Politiken i perioderne 14.5.1885-20.12.1890 og 3.4.1900-26.1.1902. Peter Nansen var hans ven på bladet. Edvard Brandes og Henrik Cavling var hans farlige konkurrenter. John Chr. Jørgensen fortæller historien med alle dens farverige facetter.
Forfatteren kalder til kamp om idrættens kulturpolitik. Han efterlyser viljen til at formulere kulturpolitiske krav til idrættens udvikling. Men der er ikke kun tale om en efterlysning. Teksterne belyser fra næsten enhver tænkelig vinkel, hvilke krav der bør stilles. De foreslår nye modeller for idrættens praksis. De beskriver glæden ved at dyrke idræt. De angiver veje til at efterkomme børns behov for kropslig udfoldelse. De stiller nye krav til idrættens arkitektur. De argumenterer for idrættens betydning i et udviklingspsykologisk perspektiv. De efterlyser en kropslig skala i byplanlægningen. De vurderer idrætten i forhold til kunsten. De kritiserer mediernes infantilisering af sportsformidlingen. De tager et opgør med forestillingen om, at idrætten udgør en enhedskultur. De harcelerer over indsnævringen af idrættens funktion som primær tilskuerunderholdning og kredsløbstræning. De begræder det generelle fravær af en forståelse af sammenhængen mellem krop og erkendelse. Fremfor alt er teksterne et opgør med manglen på samtale om idrættens mange kvaliteter.
At være intellektuel er ikke en beskyttet titel. Det er heller ikke et erhverv. Alle og enhver kan virke som intellektuel, men det er de færreste, der får mulighed for det. Første del af De intellektuelle redegør for den historiske udvikling i opfattelserne af den intellektuelle og de betydninger, figuren er blevet tilskrevet i den vestlige kultur i det 20. århundrede. Prominente navne er fx Karl Mannheim, Antonio Gramsci, Jean-Paul Sartre, Virginia Woolf, Simone de Beauvoir, Edward Said, Frank Furedi, Stefan Collini og Patrick Baert.Anden del udlægger danske intellektuelles historie i det 20.- og 21. århundrede. To spor har været dominerende. På den ene side et kulturradikalt fra Georg Brandes til PH og på den anden side et konservativt spor fra HaraldNielsen og Arne Sørensen til Søren Krarup. Hal Koch og Villy Sørensen peger imidlertid med deres overvejelser over demokratiet på nye veje for velfærdssamfundet. Frisættelse bliver senere dagsordensættende i opgøret med konformismen, og samtidig opløser Elsa Gress og Suzanne Brøgger det mandlige monopol på at agere som intellektuel. Bogen afsluttes med to kapitler om særdeles aktuelle problemstillinger: Hvordan gebærder de intellektuelle sig i en digitaliseret æra, hvor de sociale medier byder på nye udfordringer? Og er de intellektuelle i stand til at bevise deres værd under en corona-krise, der har kaldt på kulturel og politisk selvransagelse? De intellektuelle er det første større værk på dansk om de stemmer, der er helt afgørende for den demokratiske debat.
Kritiker eller anmelder? spurgte Tom Kristensen i 1940. Han svarede, at han for sit eget vedkommende foretrak at være anmelder – at give et indtryk af værket, så læserne selv kunne danne sig en mening. Tom Kristensen fulgte senere dette program og blev kendt som en mild og venlig anmelder. Manden, der ikke kunne gøre en flue fortræd.Sådan var han ikke i sine unge år i 1920’erne. Dengang klaskede han uden skånsel til dilettanterne. Blodet dryppede fra hans litteratursider i Politiken. Da en forfatter foreslog ham at lægge mere vægt på referatet og mindre på dommen, svarede han, at han hellere ville emigrere end opgive at være kritisk.Kritiker eller emigrant er en analyse af den unge Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920’erne, hans kritiske strategier, vurderingskriterier og hans leg med formerne.
Susanne Jorn fejrer sit 50-års forfatterjubilæum med 50 stærke, engagerede og aktuelle digte om menneskeheden på godt og ondt. Miniaturerne er sanselige og farvemættede ordbilleder med inspiration fra kinesisk og japansk digtertradition. Digtene er i dialog med Jytte Rex’ fantastiske billedunivers.
Hovedtemaet for Den store skala er at stå på tærsklen til den sidste 3. del af livet, selve det at blive ældre, hvilket afføder en række symbolladede erindrings- og fremtidsbilleder og eksistentielle refleksioner over ophav, barndom, ungdom, familie og rejser, men uden at det ses som en afslutning, snarere en produktiv ledetråd videre i tilværelsen – frem mod det uundgåelige.Digtene er samtidig et væv af tider med referencer til international kunst, kultur og historie, ligesom en række fantasier løfter digtsamlingen ud over en kras realisme.
Kira Dreyer Messells romandebut Naga udspiller sig i en nær fremtid med hovedpersonen Nana som omdrejningsakse for en begivenhedsrig og mytologisk rejse i klimaforandringernes tid. Nana er bange for slanger. Nana er bange for havet, for fugle og for at miste sig selv. Desuden har Nana en haltende gang på jorden. Hendes ben klæber og skæller og vil ikke makke ret, hvorfor hun er havnet på et sanatorium et sted i Vadehavet. Her hjemsøges hun af erindringer om en hovedkuls rejse fra Moskva gennem Sibirien, Mongoliet, Kina og Sydøstasien i hælene på den karismatiske bevingede cirkusartist Gabriel, som hun begærer. Romanen opruller i et eksistentielt limbo et mangfoldigt persongalleri af hybrider, udstødte, freaks, sekteriske ledere og ældgamle koner. Nana kastes rundt i manegen via tog, hestevogn og skib. Hun oplever forsøg på alternative samfundsstrukturer, finder hemmelige fællesskaber, og knytter venskaber til bl.a. dværgen Pjotr, eunukken Cheng, kaptajnen Piet og Fiskemanden. Flere af romanens karakterer baserer sig på faktuelle historiske personer. Alle fylder de Nana med deres historier og myter om slanger, søuhyrer og havfruer, og ikke mindst om klodens apokalyptiske oversvømmelse.
Ebbe Kløvedal Reichs forfatterskab er særegent og næsten uden lige i det 20. århundredes litteratur. Det er stort og spænder over emner inden for politik, historie, samfund, kultur, kunst og litteratur, livsanskuelse og tro. Og det har en umiskendeligt særlig profil, dybde og kompleksitet. Det skyldes for det første nogle af Kløvedal Reichs varige, personlige grundforudsætninger, som denne monografi betegner med ordene kamillen og svampen. Derudover er forfatterskabet blevet til i et tæt samspil med det personlige engagement i 1960’ernes politiske, kulturelle og litterære kampe og omvæltninger. Det samspil er dynamikken i hans såkaldte svampebøger. Kløvedal Reichs litterære arbejde rummer både aktuelt orienteret agitation, kritik og polemik og historisk-litterære værker, som fortolker og bruger historien med aktuelt og fremtidigt sigte. Dette og meget mere vil denne monografi om manden med de mange talenter belyse.
Den store bølge af kvindelige forfattere startede omkring 1800. Kvinderne udgav bøger som ikke kunne være skrevet af mænd. Men flere udgav under pseudonym… som mandlige forfattere! Knud Wentzel har kortlagt sin personlige kanon af fremragende kvindelige forfatter fra Jane Austen til Marie Cardinal.Med Eget værelse har Knud Wentzel sat sig for – i forlængelse af sin bog om mandlige litterære fyrtårne – at formulere sin personlige kanon af kvindelige litterære ditto. Kvinderne kom ifølge Wentzel sent i gang. Mens mændene har skrevet litteratur i mere end to tusind år – ikke mindst om kvinder – så begyndte de først for alvor selv omkring 1800. Men gennem de seneste to århundreder har kvinderne erobret en uomgængelig plads, mere eller mindre rettet mod særligt kvindelige emner. Eget Værelse følger dette frembrud, som det tegner sig gennem europæisk litteraturs mest fremtrædende kvindelige forfattere.
Hvad er litteraturkritikkens opgave og genstand i det 21. århundrede? Hvilke aspekter af den litterære tekst skal en kvalificeret læsning fokusere på? Hvordan kan litteraturen engagere sig kritisk i den almene samfundsdebat? Og hvad er overhovedet formålet med at læse litteratur?Disse spørgsmål forsøger 12 litterater fra Danmark, Norge og Sverige at besvare i denne bog. Med afsæt i den angelsaksiske nykritiks indtog i forskning og undervisning i litteratur i Skandinavien i midten af det 20. århundrede diskuteres aktuelle perspektiver på og problemstillinger ved akademikeres, studerendes og forfatteres arbejde med litteratur.Undervejs behandles en række fundamentale aspekter af litteraturundervisningen, herunder bevæggrundene for at lade medicinstuderende læse skønlitteratur, forholdet mellem sanglyrik og bogtrykte digte, litteraturens bidrag til debatten om samfundsaktuelle kriser og meget andet.
Denne bog giver den første samlende introduktion til satirisk fake news med dens historiske baggrund i satiren og genrens relation til samtidens mediebillede og politiske debat. Med en række analyser af blandt andet RokokoPosten, Den Korte Radioavis og The Daily Show vises genrens effekt og udbredelse i nationale og internationale medier anskuet fra retoriske, narratologiske samt fiktionalitets-, medie- og genreteoretiske vinkler.Bogen handler om fake news i den satiriske form, men gennem dette arbejde skabes også en forståelse for, hvordan nyheder sammensættes og hvorfor, vi så let tror på dem. En undersøgelse af satirisk fake news bliver dermed også en undersøgelse af nogle af de journalistiske virkemidler og mekanismer, der muliggør skabelsen af den løgnagtige form for fake news.
I januar 1983 turnerede den amerikanske digter Allen Ginsberg (1926-1997) rundt i Danmark. Med sig havde han livsledsageren Peter Orlovsky, guitaristen Steven Taylor samt på en del af turen også den danske fan og kollega, Dan Turèll. I løbet af fjorten dage optrådte ensemblet en række forskellige steder: to aftener i Huset i København, en tv-transmitteret koncert i Musikhuset i Aarhus samt mindre arrangementer i blandt andet Herning og Haderslev. Med afsæt i Ginsbergs dagbøger og Taylors memoirer (begge dele upublicerede), samt knap et halvt hundrede nye interviews med folk, der har kendt eller mødt Ginsberg, og dertil et væld af andet dokumentationsmateriale, kortlægger Lars Movin turnéen og fortæller om de private aarhusianske kontakter, der lå til grund for danmarksbesøget. Allen Ginsberg i Danmark tegner samtidig et indgående portræt af Ginsberg som digter, performer og fotograf; som politisk aktivist, kulturel kraft og samlende skikkelse; og ikke mindst som kosmo- polit og spydspids for en bevidsthedsrevolution – og en levende legende. Med andre ord et inciterende portræt af den berømte beatdigter, som i 1955 satte ord på en hel generations tanker og følelser med langdigtet “Howl”. Bogen indeholder mere end 80 illustrationer, hvoraf mange vises her for første gang.
Hvad kan historiske tekster fortælle os om tidligere tiders skiftende natursyn? Hvordan kan et 200 år gammelt forfatterskab som H.C. Andersens være relevant at genlæse i forhold til den aktuelle klimakrise? Og på hvilke måder kan litteraturen skubbe til vores traditionelle forståelser af menneskets forhold til sine omgivelser? Det er nogle af de spørgsmål, som Skyggepunkter – menneske, natur og materialitet i H.C. Andersens forfatterskab forsøger at besvare. H.C. Andersen skrev i en tid, hvor den vestlige industrialisering buldrede afsted. Han skrev inden for en romantisk stilretning, der idealiserede og idylliserede de naturlige omgivelser, og som fik stor indflydelse på, hvordan vi sidenhen har forstået begrebet natur. Men Andersen skrev med en særlig sensibilitet i forhold til omverdenen, en ironisk opmærksomhed på menneskets tilbøjelighed til at ophøje naturen til noget ideelt sideløbende med, at det driver rovdrift på dens materialer. Samtidig udfoldede hans forfatterskab sig i en periode, der gradvist bevægede sig væk fra romantikken imod en moderne, videnskabeligt informeret naturforståelse. Den bevægelse inddrog og kommenterede han løbende i sine tekster. Gennem kronologiske nedslag i forfatterskabets kendte og mindre kendte værker, analyserer Torsten Bøgh Thomsen en kritisk understrøm frem, der kommer til syne, når det betragtes med aktuel miljøhumaniora. Således fremhæver han en kritik af kunst, filosofi religion og videnskab fra den industrielle tidsalder, der dels sætter den folkekære forfatter i et nyt lys som tænksom samtidskritiker, dels er særligt relevant at genbesøge nu, hvor vi mærker denne tidsalders bekymrende konsekvenser.
Der findes mange definitioner på, hvad kærlighed har. En af de mest pessimistiske er formuleret af psykoanalytikeren Jacques Lacan: ”Kærlighed er at give, hvad man ikke har, til en, som ikke vil modtage det”. Men omvendt kan man også tro på de tomme hænders mirakel: I det øjeblik, man giver, hvad man ikke har, modtager man det. Kærlighedens aldre handler om, hvad kærlighed er for fortælleren – en ældre lyriker – set i hvert årti fra 1940 til 2010, og rummer samtidig skitser til et tidsbillede af disse år. Romanen beskriver kærligheden mellem mor og barn, mellem skolebørn samt den ødipale kærlighed mellem en kvinde, der er dobbelt så gammel som hendes elsker. Og den beskriver mange variationer af mand-kvinde-forholdet. Er kærligheden ordløs, eller gør den for alvor sproget meningsfyldt? Er også fysisk vold en længsel efter kærlig kropskontakt? Er kærligheden indgangen til en ukendt dimension? Udelukker kærlighed til hele menneskeheden, at der bliver kærlighed nok til det enkelte menneske? Spørgsmålene er nemme at stille, svarene vanskelige at finde. Romanen er et inciterende forsøg.
Hvad er litteratur? Hvorfor og hvordan skal og bør den skrives? Disse spørgsmål har forfattere, læsere og akademikere diskuteret i årtusinder. I denne bog forfølges et særligt spor inden for den løbende dialog om skønlitteratur: forfatteres bøger om litteraturens væsen. Forfatterpoetik er en særlig genre, hvor forfattere reflekterer med udgangspunkt i egen praksis. Samtidig har de ofte store ambitioner – ikke blot på egne, men på hele litteraturens vegne. Fra tanken om at poesien skal hele Europa efter 2. verdenskrigs rædsler over en opfattelse af sprogkunsten som det sted, hvor vi som mennesker kan opleve, at vi eksisterer, til idealer om en dialogisk litteratur, der fuldstændig udsletter sin afsenders identitet. Bogen fortæller for første gang historien om genrens tilblivelse og udvikling i Danmark gennem de seneste 70 år, hvor forfattere som Paul la Cour, Per Højholt, Pia Tafdrup, Kirsten Hammann, Amalie Smith, Mikkel Thykier og mange flere har udgivet værker, der på vidt forskellige måder tager livtag med litteraturens kvaliteter og formål. På tværs af periodens strømninger indgår disse værker i en dialog, der løber frem til i dag – og utvivlsomt vil fortsætte.
Stemme & spor. Bevidsthed og retorik hos Pia Juul, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen sætter spot på tre af nyere dansk litteraturs vægtige forfatterskaber, som alle opviser et sprog, der forkaster en række klassiske genremarkører for lyrik og i stedet gør en dyd ud af at forholde sig kreativt til det sprog, som bruges i forskellige andre sammenhænge: talesprog, ordsprog, reklamesprog, børnesprog mv. Susanne Kemps tese er, at hvor meget lyrik tidligere har forholdt sig til individets indre liv, går tendensen nu mod at vise, hvordan individet opfatter sin omverden og sig selv i forhold til sin omverden, og ikke mindst hvordan tekstens stemme kommunikerer med denne omverden. Derfor fokuserer bogens forfatter på sprog og bevidsthed i disse nye poesitekster ud fra to – ellers traditionelt uforenelige – teorispor: dekonstruktivisme og fænomenologisk bevidsthedskritik. For det første tegner bogen et billede af den subjektive bevidsthed, som kommer til udtryk i forfatterskabernes digte. Som en anden pointe påpeges en sproglig vending i ny dansk poesi, som er – hævder bogen – begyndende i disse tre forfatterskaber. En særlig sproglig performance ses som et markant kendetegn ved årtusindeskiftets lyrik og altså ifølge bogens tese som noget særligt nybrydende hos Juul, Moestrup og Andkjær Olsen, hvis værker ud fra den optik underkastes en række øjenåbnende analyser. Stemme og spor rummer således både nuancerede næranalyser og generelle litteraturvidenskabelige overvejelser i diskussionen af, hvordan de tre centrale lyrikere placerer og aktualiserer sig i forhold til samtidslyrikken.
Et billede er et billede af et eller andet motiv, siger man. Det kan fx være en fugl i en fuglebog, eller det kan være en pige stående i et køkken som i det velkendte maleri af Anna Ancher. Men hvad er et billede egentlig et billede af? Ser vi på billedet af pigen i køkkenet, vil de fleste nok sige, at det drejer sig om pigen afbildet i billedet; at der med andre ord er to ting, nemlig dels selve kvinden, billedet er et billede af, og dels billedet af hende. Forklaringen synes ligetil. Ikke desto mindre er det den forklaring, bogen Hvad er et billede? gerne vil stille spørgsmålstegn ved. Det har inden for forrige århundredes mest toneangivende billedteorier været gængs at tolke billeder enten som illusioner (jf. Ernst Gombrich) eller som en speciel slags sprog (jf. Nelson Goodman). Det er sådanne tolkninger denne bog vil gøre op med: Et billede er hverken en illusion eller noget sprogligt tegn. Det er noget langt mere simpelt. Ser vi på Anna Anchers billede af pigen i køkkenet, ser vi kun én ting, nemlig et (mere eller mindre defekt) eksemplar af mængden af de piger i verden, det pågældende billede indgår i. Det er antagelsen. Hvad er et billede? omhandler ikke kun det rene billedbegreb. I bogen redegøres også for forskellige afledte billedbegreber: billedvisninger, ”skygge”pegninger, collager, piktogrammer, diagrammer, stregtegninger osv. De indgår alle på hver sin måde som meddelelser i forskellige former for menneskelig kommunikation, der alle kræver en tolkning for at give mening. Hvad er et billede? er tænkt som første bind i en trilogi. Her vil de andre bøger omhandle henholdsvis kunst og æstetik. Svarende til deres respektive emner vil de to sidste bøger i trilogien blive udgivet under titlerne Hvad er kunst? (af Ulf Dalvad Berthelsen og Peter Widell) og Hvad er æstetik? (af Peter Widell).
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.