Bøger udgivet af Laboratoriet for Æstetik og Økologi

Regeneration er en bog om en ny generation af bønder. En bog om at omlægge sit liv og sin jord for at komme de økologiske kriser i møde. Regeneration handler om at vågne op til krisen. Til kriserne. Om at blive hjemsøgt af fremtiden, af fremtidens generationer, men også af fortidens redskaber og vaner. Det er en bog om at miste sproget. Om at læse marken. En bog om antropologien som poesi. Om rødder og rodløshed, og om at give videre. Det er en bog om lys og blod, om død og liv. Om hvad det vil sige at leve i og med et fremmed landskab og årstiderne. Det er en bog om giftig landbrugspolitik og umulig økonomi. En bog om følsomhed, om gensidig heling og udsathed, om antiidyl. Her er regeneration en proces, der starter og slutter med en produktiv forvirring, hvor aflæsningen af verden ikke giver sig selv, men fordrer en styrket opmærksomhed på de levende systemer og livsformer omkring os. Det er en bog, der tegner omridset af denne nye regenerative poetik.Sofie Isager Ahl (f. 1988) er forfatter, oversætter og phd. i antropologi. Hun har tidligere udgivet bøgerne Naboplanter (2018) og Demeters latter (2022), begge hos Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

“Jeg ville ære dig med min huds ruhed, mine grænsers tykkelse og varmen fra mit eget fedt. Jeg ville ære dig med min stilhed og min vejrtrækning, min lytning længere og længere ud og ind. Jeg ville ære dig med langsomheden i mine eftertænksomme og yndefulde bevægelser. Jeg ville forsøge at være som dig, selvom de siger, at det er umoderne. Jeg vil huske dig. Ikke ved navnet på den, de siger “opdagede” dig, efter at oprindelige folk i generationer havde haft et forhold til dig. Jeg vil sige: Der var engang en enorm og tavs svømmer, en plantebaseret, ruhudet lytter, et tykt og yndefuldt pattedyr. Og så vil jeg være stille, så jeg kan høre dig ånde. Og så vil jeg trække vejret, og du vil minde mig om ikke at forcere det. Og tiden i mig vil dysses ned. Og så lytter vi for alvor.”Udruknet er en poetisk, alternativ guidebog medværkmeditationer, der optegner mulige forbindelseslinjer mellem Sort feminismes organisationsformer og havpattedyrs overlevelsesstrategier. Det er en bog om at lytte på en måde, der er dyb og revolutionær. Og om, at ingen er frie før alle er frie.

Torsdag d. 31.08.23 gik Finansminister Nicolai Wammen på talerstolen til et pressemøde med den nye finanslov i hånden. Efter at have udtalt, at Danmark havde en bundsolid økonomi, sagde han, at vi samtidig måtte spare ude i kommunerne. Da han blev spurgt ind til, hvordan det kunne hænge sammen, svarede han, at når en skole nu måtte lukke, var det blandt andet pga. stigende inflation, og fordi der var nogle “meget store udgifter” forbundet med det såkaldt specialiserede socialområde. Dette områdes primære opgave er at tage sig af udsatte borgere og mennesker med handicap. Sådanne udtalelser er ikke nye, men denne gang udløste Wammens kommentar imidlertid en kampagne på internettet under hashtagget #Undskyldvierher. Her sagde en række mennesker med handicap og deres pårørende ironisk undskyld for at koste samfundet penge. Samtidig var kampagnen et tydeligt opråb om, at mange i forvejen kæmper med at få den hjælp, støtte og omsorg, de har brug for. Dette digt består af de første 100 opslag under en søgning på “#undskyldvierher” på Facebook pr. dd. 20.09.2023. Søgningen tæller pt. over 1000 opslag, hvoraf mange er adresseret direkte til Finansministeren. Bag hver af disse sætninger gemmer der sig således utallige lignende sætninger. Denne udgave er sat med skrifttypen Open Dyslexic, der er designet til at være lettere at læse for personer med læsevanskeligheder.

Våben i blød er en performance, en poetik og et digt i ét:“Geologiske lesbiske: De fortæller en historie. De fortæller den til sig selv, én til en anden, puttet mellem stenene, skygget af træer (floden, en smule lavere, man hører dens blide brusen). Ege, en ask, klynger af hasselnøddetræer, granitten snarere lysere i tonen, flere slags mos, kvarts, lav, hynder, vanddunke, lyset flakker mellem bladene.”Begrebet “følelsesmæssigt arbejde” har været en feministisk bekymring i et stykke tid, men Léa Rivière foreslår også at tænke med det, hun kalder narrativt arbejde. For dem af os, hvis liv ikke er holdt af hegemoniske fortællinger, kan det ofte føles, som om ingen historie har vores ryg. Overlevelse er ofte bundet til arbejdet med at skabe de historier, der er i stand til at holde vores eksistens.Sammen med formødre, klipper, pokemons og andre medlemmer af hendes lokalsamfund fremskriver Léa historier som bløde, smidige våben. Våben, der kender forskellen mellem fraværet af kamp og tilstedeværelsen af en afvisning af at slås. Våben i blød imod binær tænkning og våben i blød imod identitetspolitik som våben.Léa Rivière bor til daglig i Massif Central i Frankrig. Hun er forfatter og danser og er ved at uddanne sig til dødsdoula. I 2016 startede hun dansekollektivet dance for plants, som siden har lavet performances og workshops i haver, universiteter, skove, lejligheder og museer.Teksten er oversat fra engelsk af Shifa Dogustan og Tais B. Terletskaja og risotrykt hos Obra Press.Bogen er udformet som en leperello, er samlet i hånden og findes i et begrænset oplag på 50 eksemplarer.

Med kunstbogen 'De har aftaler' undersøger Bobbi-Johanne Østervang, hvilke transaktioner, der finder sted mellem menneske og system, mellem lykke og penge, og mellem hjælp og autonomi.Bogen forsøger at omfavne noget af det rod, der kan opstå i hjernen og lagene i kognitionen under og efter sygdom. Den kognitive pyramide bliver indtaget af flokke af væsener, der muligvis prøver at finde sig til rette, og muligvis bare laver ballade blandt forskellige elementer fra hverdagens almindelige husholdningsarbejde. De maser og skubber til de kognitive domæner, og bliver til kognitive dæmoner. Bogen er inspireret af den 'psykoedukation', som kunstneren selv har modtaget under et psykiatrisk behandlingsforløb, og tager (kritisk) afsæt i de syge- og arbejdsløshedssystemer, der insisterer på at gøre psykisk sygdom til et personligt anliggende og individuelt problem.Kunstbogen blev til i forbindelse med kunstnerens soloudstilling på 'De Har Aftaler' under udstillingsplatformen 'Ømme Knapper' på Center for Kunst og Mental Sundhed i 2024. Den består af poetiske tekster og billeder af akvareller.Bobbi-Johanne Østervang tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2019. Deres kunstneriske arbejder undersøger tværsnit mellem omsorgsarbejde, forældreskab, hverdagsliv og psykisk sårbarhed. De har bl.a. deltaget i udstillingerne m/other kurateret af Laboratoriet for Æstetik og Økologi på Center for Kunst og Mental Sundhed, og MAMA MIA på Willumsens Museum i 2022 (præmieret af Statens Kunstfond), og udgav i 2023 kunstbogen 'Må du gå i køkkenet og ikke i krig' (vinder af Bukdahls Bet 2024).

Må du gå i køkkenet og ikke i krig er en håbefuld men let pessimistisk digtsuite og en række billeder, der udspringer af et længerevarende kunstnerisk projekt om reproduktivt arbejde og robotter og den verden, robotterne opstår i. Illustrationerne er litografier og tegninger som i første omgang blev vist i forbindelse med udstillingen af samme navn i Danske Grafikeres Hus 2021. Digtsuiten, der er henvendt direkte til især robotten, handler om teknologiens plads i verden og hverdagen, jegets ambivalens og drømme om en virkelighed, hvor naturen vi kender og behøver består, mens kapitalismen og industrialiseringen lægges i graven. Bobbi-Johanne Østervang (1990) er kunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. De har udstillet på bl.a. Willumsens Museum, Center for Kunst og Mental Sundhed og Kunsthal Charlottenborg og er publiceret i bl.a. Hvedekorn og Friktion Magasin.