Bøger udgivet af Marrow Press

Fryd Frydendahl (f. 1984) har etableret sig som en af det 21. århundredes mest væsentlige danske fotografiske billedkunstnere. Salad Days er en samling af omtrent 150 portrætter Frydendahl har taget i perioden 2012 til 2022. Den visuelle spændvidde rækker fra det kunstneriske og eksperimenterende til det kommercielle og søger at udviske grænserne herimellem. Gennem bogens forløb illustreres hendes faglige udvikling, og man oplever som læser samspillet og konnotationerne mellem Frydendahls tidligere arbejde og nye fotos produceret til bogen i 2022. Derved står bogen ligeledes som et portræt af Frydendahl som fotograf. Portrætterne ledsages af et perspektiverende essay skrevet af Elizabeth Renstrøm, tidligere Senior Photo Editor på The New Yorker. I stort omfang har fotografierne optrådt i andre sammenhænge, hvorfor bogen også indeholder et appendiks, hvor læseren kan følge værkernes oprindelse. De fotograferede er både kendte, ukendte og fotografen selv. Frydendahl bryder konventionerne for traditionelt portrætbaseret fotografi og har en særlig evne til at blotlægge en rejse for beskueren ind i et intimt rum, hvor skel mellem sociale- og kulturelle klasser, landegrænser og det fremmed udviskes. Et rum, hvor man møder universelle emner som sorg, ensomhed, identitet, venskab og familiebånd. Portrætterne rummer skrøbelighed, entusiasme, uskyldighed, naivitet, skønhed og akavethed. Frydendahl inddrager sig selv, sin familie og venner i sit arbejde, hvilket skaber både følsomme og vedkommende billeder med en distinkt signatur og potent visuel poesi. Hendes tilgang er intuitiv og nærværende. Hun er uadskillelig fra sine billeder. Forbindelsen til den fotograferede er altafgørende, hvilket gør, at man som beskuer mærker hendes billeder. Bogens titel henviser til det tidspunkt, hvor livet peaker. Til den tid, hvor du formodes at nå dit højdepunkt, men spekulerer på, om det virkelig er det. Det handler ikke om teenagere og unge. Nogle mennesker når deres højdepunkt før teenageårene, mens det kulminerer for andre langt senere hen i livet. Salad Days beskriver den naivitet og akavethed, der er forbundet med ikke at vide alt endnu – uanfægtet alder.Bogen bevæger sig i grænselandet mellem kunstfotografi, dokumentarisme og kommercielle fotos og søger at gøre op med prædefinerede opfattelser af fotografiet som medie og kunstform. Her udforskes, hvad portrættet er og kan. Salad Days cementerer den høje kunstneriske og faglige kvalitet, der har kendetegnet Frydendahls virke i mere end et årti, og som gør, at hendes arbejde appellerer til både foto- og kunstkendere, men også i bred forstand til den alment kulturinteresserede.

Marrow Press udgiver den første bog dedikeret udelukkende til udsmykningen af Palads Teatret.Udsmykningen af Palads Teatret har været et markant indslag i Københavns bybillede siden værket blev afsløret for offentligheden en tidlig septembermorgen i 1989. Palads er ikke blot et af Poul Gernes’ mest berømte værker, men også et af de mest kontroversielle kunstværker i det offentlige rum herhjemme.Bogen kaster et samtidigt blik på udsmykningen, og indeholder primært bidrag fra yngre, aktive stemmer fra den danske samtidskunstscene. Bogens tre kunstneriske bidrag er tænkt som en aktivering af udsmykningen, i tråd med Poul Gernes’ opfattelse af, at kunst ikke skal være et statisk, musealt objekt, men et fælles anliggende, som dynamiserer folk, når de møder den. Asta Lynge har hyret verdensmesteren i drone-ræs, Dane Grace, til at filme en svimlende flyvetur gennem Palads Teatrets tårn og hen over Axeltorv.Resultatet er en serie af stills, der vises som en 102 sider lang flip-animation. Najaaraq Vestbirk har med sit kamera portrætteret Palads i snevejr en formiddag i februar, og Angharad Williams, som aldrig har set udsmykningen i virkeligheden, har skrevet en novelle om tab og penge, kredsende omkring Poul Gernes’ karakteristiske plantemotiver.Kurator Kristian Vistrup Madsen reflekterer over Palads’ position i tidens æstetiske strømninger, med udgangspunkt i sin onkels tandlægeklinik, som også var udsmykket af Poul Gernes. Arkitekt Natalie P. Koerner har skrevet en tekst om udsmykningens omgivelser og de bygninger, der præger byrummet omkring Palads Teatret, mens kurator Anders Kold bidrager med et forsvar for Palads i en tekst, der oprindeligt blev skrevet som høringssvar til Københavns Kommune. Et brev fra Poul Gernes’ korrespondance med daværende stadsarkitekt Otto Käszner er også inkluderet. Blandt alle disse bidrag findes desuden en fotoreportage fra et besøg i arkivet hos Klara Karolines Fond–også kendt som Gernes-Fonden–hvor farveprøver, frokostinvitationer, skitser og regnskaber, giver et indblik i den møjsommelige proces bag realiseringen af Palads.Hensigten med denne udgivelse er at betragte Palads fra nogle nye perspektiver, for at bidrage til forståelsen af værkets relevans i dag, og at dokumentere udsmykningen, mens den stadig findes.

Inuuteq Storch har de seneste år markeret sig som en lysende stjerne på den internationale fotoscene. Ikke mindst med hans udtagelse som repræsentant for Danmark til Venedig Biennalen, 2024. Storchs personlige, rørende og til tider syrede billeder dokumenterer den hverdag der eksisterer omkring ham og de mennesker der bevæger sig i den. Uanset om det er i New York, som i hans fotobog Flesh eller i hans hjemby Sisimiut, der er omdrejningspunktet for hans bog Keepers of the Ocean. En rød tråd i Storchs arbejde er hans ophav. Han arbejder for at skabe fortællinger fra et grønlandsk perspektiv og dermed bidrage til en større international forståelse for både fortidens og nutidens Grønland. Necromancer handler netop om det grønlandske samfund under corona-pandemien. Her giver Storch sit blik på de følgevirkninger og effekter en pandemi har på et samfund som det grønlandske. Billederne er ikke klassisk dokumentariske (og ikke nødvendigvis kun fra Grønland), men nærmere arbitrære nedslag i følelser og stemninger, der med en fortættethed og melankoli i høj grad synes forbundet med det spirituelle. Under bogens tilblivelse voksede Storchs interesse for åndemanere –deraf også titlen Necromancer (åndemaner) – og forbindelsen mellem den fysiske og de åndelige verdener. Samtidig tager billederne udgangspunkt i det post-apokalyptiske aspekt af en verdensomspændende pandemi, de uoverskuelige personlige konsekvenser heraf, samt følelsen af at være helt alene i verden. Bogen har – som alt Storchs arbejde – en klar poetisk åre, der inviterer læseren til at leve sig ind i Storchs rastløshed eller skabe egne fortolkninger ud fra billederne. Bogen cementerer Storch som en af sin generations vigtigste stemmer inden for kunstfotografiet og åbner op for en verden af mystik, relationer, isolation, savn, kærlighed og kompleksitet. Storchs unikke blik på sig selv og sine omgivelser gør bogen til en væsentlig fysisk manifestering af hans virke og skal medvirke til at sprede kendskabet om både Storch og den grønlandske kultur – set med grønlandske øjne.

Astrid Svangren har de seneste to årtier markeret sig som en yderst produktiv og vedkommende billedkunstner i både Danmark og udlandet. Personal Statement er hendes første store monografi. Bogen samler Svangrens væsentligste arbejder og indeholder derudover et omfattende interview lavet af Christine Antaya samt nye essays af Emily Berry, Estelle Hoy, Ferdinand Ahm Krag, Gertrud Sandqvist og Juliette Desorgues. Svangrens kunstneriske udtryk henter inspiration fra et psykoanalytisk perspektiv af hukommelse og drømme. Hun arbejder med en installationsbaseret metode, hvor tekstiler, plastik og andre fundne materialer bliver anvendt i hendes malerpraksis. Ofte mødes elementer fra naturen med syntetiske materialer som plastik, tyl og cellofan. Svangrens værker kan forstås som maleri på et multidimensionelt plan der sporer selvets bevægelse i en åben, fælles og dynamisk retning. Den tilgang gør, at værkerne ikke blot bliver observeret af beskueren, men derimod bliver erfaret gennem alle sanser og søger at stimulere følelsen af balance og perspektiv. Malerierne blafrer, flagrer, åbner og lukker. Bogen er ikke en kronologisk fortælling fra A-Z men er en poetisk og organisk publikation – både på indholds- og designsiden. Bogen skaber et visuelt og fysisk rum for Svangrens arbejder og åbner op for, at læseren kan danne sine egne indtryk og fortællinger.Bogens sætter desuden – med Svangrens virke som omdrejningspunkt – højaktuelle temaer på dagsorden; som vores forbindelse til vores fælles historie, naturen og hinanden. Det er særligt betydningsfuldt i en brydningstid som nu, hvor spændingsfelter mellem det digitale og fysiske, det velkendte og det fremmede, liv og død er skrøbelige og højspændte. Bogen berører samtidig kunstens plads – og vigtighed af dens eksistens – i en krisetid, men også hvordan kunst ikke nødvendigvis behøver at blive overforklaret eller konkretiseret for at blive oplevet og forstået af modtageren. When I speak to critics and art historians about painting, I’m sometimes struck by how theorizing and talking never really gets to the core of what painting is about. Painting is about tactility, touch. That can’t always be put into words. I try very hard not to think about what painting is supposed to look like, or what is expected of a painter. Really good art comes when you don’t think about who it’s for. Fra Christine Antayas interview med Astrid Svangren