Bøger udgivet af Mysis

Bogens emne er en kritik af de sociale og humane videnskaber, som de bedrives på danske universiteter og i udlandet. I disse videnskaber udføres der en hel del god og lødig forskning; men der foregår også meget der er så svagt funderet, at det ikke fortjener betegnelsen videnskab. En meget stor del af alt hvad der publiceres inden for de sociale og humane videnskaber, er baseret på tankesæt der går under betegnelser som postmodernisme, poststrukturalisme og socialkonstruktionisme. Vurderet ud fra hvilke værker der citeres oftest på verdensplan, gælder det for lidt over halvdelen af al `forskning´ på feltet, lige som danske forskere på feltet baserer sig mere på disse tankesæt end på noget andet. Men ved en kritisk gennemlæsning af de vigtigste værker inden for socialkonstruktionisme, videnssociologi, kønsforskning m.m. kan man konstatere, at der simpelt hen ikke er nogen evidens for de påstande, der fremsættes i disse bøger. Det har snarere karakter af varm luft eller en gang Kejserens nye Klæder. Man må undre sig over, hvorfor forskere på feltet ikke udøver intern kritik og punkterer de mest oppustede påstande. Men da det ikke sker, er der et stort udækket behov for at andre, der ser på feltet udefra, kommer med den nødvendige kritik – sådan som det sker i denne bog. Bogen omtaler hvad der er de særlige formål med humaniora og kritiserer mangelen på kriterier for hvornår en tese er sand. Flere kapitler handler om kønsforskning. De sidste kapitler i bogen handler bl.a. om Linda Koldau-sagen og Lomborg-sagen – specielt om den forskellige holdning blandt naturvidenskabsfolk og folk på de human-sociale videnskaber til Lomborg. Bogen har ikke nogen veldefineret målgruppe, men sigter dog især på at udvikle mere kritisk sans hos folk der studerer eller arbejder med humaniora. Naturvidenskabsfolk og andre som kommer i konflikt med humanisters verdensopfattelse, kan også have nytte af at læse den.

Denne bogs grundtese er at den mand der er pænt opdraget og gør alt det rig­tige, som han har fået at vide af sin mor at han skal gøre, eller som feministerne siger at han skal gøre, han har meget lidt held med kvinderne. Han tror at kærlighed er en særlig intens form for venskab mellem to mennesker der har­monerer særlig godt; det eneste han ved, som han kan gøre for at være attraktiv for en kvinde, er at vise sig som et rigtig godt, pålideligt, venligt og hjælpsomt menneske. Hvis han bliver gift, vil hans flinkhed og især hans manglende vilje til at sætte grænser betyde at konen mister respekten for ham. Hun vil skilles, og skilsmissen skal foregå sådan at hun får mest mulig følelsesmæssig hævn over sin mand - jo flinkere han har været, jo mere hævn ønsker hun over ham. Den flinke mand forstår ikke kvinden, er dårlig til at vise og afkode kropssprog, og tager kvinders ord for pålydende. Hvis han spørger kvinder til råds om, hvordan de ønsker at en mand skal være, får han vildledende svar, for kvin­derne er ikke selv bevidste om hvad de ønsker. En fræk og kynisk fyr, derimod, har helt anderledes tag på kvinderne. Kvinder på stribe fascineres af en badboy, og de kan ikke selv forklare, hvorfor de gør det. Særlig grelt er det, når vi ser på mordere og andre voldsforbrydere. Masse-og seriemordere har utroligt store fanskarer blandt kvinder; deres tilbedelse er ikke kun udtryk for empati; hvis de kan blive gift med en sådan mand, og få børn med ham, gør de det gerne. Mest attraktiv er dog som regel en alfa-han, altså en mand der naturligt tager eller tildeles lederrollen i sociale sammenhænge. Hvad der gør alfa-hannen at­traktiv, ud over social position og penge, er ikke mindst hans kropssprog.

Forfatteren belyser forholdet mellem kønnene ud fra henholdsvis en videnskabelig synsvinkel, ud fra hvad den offentlige mening giver udtryk for samt ud fra sine egne personlige oplevelser