Bøger udgivet af Pipl Press

Et spøgelse går gennem Europa...

Rubáiyát er kendt gennem Edward Fitzgeralds oversættelse til engelsk. Denne oversættelse, eller gendigtning, har sit helt eget præg, som har givet den en berettiget plads som en af den victorianske digtnings perler. På den anden side har den også rejst spørgsmålet, om den Rubáyiát som de fleste danskere kender gennem Thøger Larsens gendigtning, i højere grad er Fitzgeralds end Khajjáms værk. På dansk er det muligt at foretage en sammenligning ved at modstille Thøger Larsens gendigtning af Fitzgerald med Arthur Christensens oversættelse af originalteksten..

Kassisk dansk kriminalroman om dommerformodninger. - "De og jeg er Embedsmænd, og vi har vore Pligter; vi er Exekutorer af denne Mands Testamente. De kan stole på, at jeg gør min Pligt. Men jeg siger Dem allerede nu, var jeg fri og uafhængig af mit Embedsansvar, så sluttede jeg denne Sag som en Selvmordssag. De behøver ikke at sige noget, Dr. Kyhn, jeg kender min Pligt. Blot beder jeg Dem, for at jeg kan opfylde den, at tie. Vi foretager et legalt Ligsyn og angiver Selvmord som Dødsårsag. Alle Omstændigheder taler derfor. Så foretager De Obduktionen og i Mellemtiden undersøger jeg Sagen. Forstår De, det kan jeg kun gøre, når Gerningsmanden tror sig i Sikkerhed. Kun De og jeg ved, at det er Mord, for alle andre er det Selvmord."

Tagore er Medlem af Brahma-samaj, og i hans Kunst genfindes derfor hovedsagelig Vedantaens Tro på een uendelig Gud og en udødelig Menneskesjæl. Af hans stærke Følelser og Længsler gøres disse Fortidens Tanker levende igen og han indgyder urgamle Drømme sin Ild og Glød. Forestillinger og Idealer fra Upanishaderne får i hans Digtning et Mæle, som gør dem forståelige og levende ikke blot for det moderne Bengalens Folk, men for enhver, som har Øren at høre med. Det er Vedantaens Brahman, der er den Gud, som han finder i „Hjertets inderste Gem” og hvis „levende Berøring” han føler på alle sine Lemmer. Og når han skildrer sig selv siddende ved Guds Side eller hvilende ved hans Fod, i stille Andagt og Beskuen, så udtrykker han deri en lignende Opfattelse af Guddommens Forhold til Mennesket, som den, der antydes gennem en Lignelse i en af Upanishaderne: „To skøntbefjedrede gode Venner omsluttede det samme Træ; den ene spiste dets røde Bær, den anden så stille derpå.”

Første danske kriminalroman.

Fortællingen er bygget over et genialt fundet Motiv, idet Indholdet drejer sig om tre Personer, udgaaede fra forskjellige Samfundslag, og hvis Fantasiliv udvikler sig i Overensstemmelse med deres medfødte Evner og Individualitet. Forfatteren følger dem fra deres tidligste Aar, indtil de hver især har naaet det Stadium i deres Skæbne, der konsekvent maa blive Følgen af den foregaaede Udvikling og de dermed forbundne Oplevelser. Men der er vel at mærke intet abstrakt, ikke noget som helst „problematisk“ i denne Redegjørelse for de tre Fantasters Livsskæbne. Psykologien deri er god nok, men uden al Kunstighed. Fremstillingen virker først og fremmest ved sin overbevisende Sandhed, og Skildringen bæres oppe af en frigjørende Humor, et sprudlende Lune og rummer en Karaktertegning, som kun kan ydes af en betydelig og evnerig Forfatter.

Den talentfulde Bulwer har i sine ”Confessions and observations of a water-patient”, hvoraf de følgende Blade indeholde en Oversættelse, fremstillet sine, paa egen Iagttagelse grundede, Anskuelser om den af Priesnitz indførte Cuurme­thode. Hans lille Afhandling er affattet i et livligt og tiltalende Sprog og bærer overalt Præget af, at Forfatteren omhyggelig har benyttet de Erfaringer, som hans Ophold paa forskiellige Vandlægeansalter har givet ham Leilighed til at indsamle.

Amtmandens Døtre er en roman, skrevet af den dansksprogede norske forfatter Camilla Collett. Romanen udkom i to udgaver, en i 1854 og en i 1855, og sproget var dansk. Teksten blev omarbejdet og udgivet i 1860 og 1879. Dette var den første samfundskritiske roman i norsk litteratur, og peger frem mod realisme. Det var også den eneste roman Camilla Collett skrev. Den første del af bogen blev udgivet anonymt, men den var ikke længe efter kendt som et værk af Camilla Collett. Hovedpersonen er Sofie, datter af en amtmand "i et at landets nordlige amter", og hendes forhold til huslæreren Georg Kold. Hun tager op forholdet mellem kønnene og de vanskelige krav til en ung pige fra borgerskabet skal leve op til, når det kommer til kærlighed og ægteskab. Romanen afbilder også hendes forældre og ældre søstre, der lever i ulykkelige arrangerede ægteskab, samt venner og naboer. Romanen har klar tendens mod tidens konventioner og opdragelsesmetoder som gør det umuligt for unge mennesker at gifte sig med den de egentlig elsker.Andre udgaver:Bog, hæftet

Edward Prendick er passager på et skib, der går ned. Han reddes nærmest mirakuløst fra døden af en mand ved navn Montgomery, og befinder sig kort efter på en mystisk ø befolket af mærkelige væsener.Montgomery er hjælper for doktor Moreau, og det går snart op for Prendick, at Moreau bedriver de forfærdeligste eksperimenter på øen. I videnskabens navn udfører han omfattende operationer på levende dyr (vivisektion) for at forsøge at gøre dem til mennesker – ikke alene af udseende, men også af opførsel.Prendick tror i starten, at Moreau har brugt mennesker til sine forsøg, men da sandheden går op for ham, finder han den næsten endnu mere frygtelig. - Jette S. F. Holst, Litteratursiden

Et originalt – og for tiden dristigt – emne ligger til grund for romanen Hjærtevirtuosen, 1905: den homoseksuelles skæbne i vort samfund. På trods af et fortænkt sprog er persontegningen fin og levende og hele bogen er båret af et brændende engagement.

Kan en digter digte ordentligt,hvis han lever lykkeligt? Hvis den gamle sætning: Kunst og kval hører sammen, og hvis, hvad der også påstås, digteren digter bedst om det, han ikke har, at kunsten altså er en slags kompensation, må svaret blive nej. Lykkelige ægteskaber og kunst hører ikke sammen”(Cai M. Woel)

Denne fortælling findes ikke i de almindeligt forekommende oversættelser af Tusind og En Nat, men kun i Gallands franske oversættelse fra begyndelsen af forrige århundrede; det er også denne, som Oehlenschläger har benyttet som kilde. Det arabiske originalmanuskript til denne fortælling gik imidlertid senere tabt, og der var endog en tid, da man troede, at Galland selv havde lavet hele denne historie tillige med flere andre. Dette kom man dog snart bort fra, men trods alle efterforskninger fandt man ikke det håndskrift, som han havde benyttet. Først for nylig i 1887 er i Paris blevet fremdraget et håndskrift, der indeholder denne fortælling, og som synes at stemme med det, som Galland må have ejet; dog er dette ikke let at afgøre, da den franske oversætter for det meste behandler teksten meget frit og mere giver en parafrase end en oversættelse. Det har derfor syntes at kunne have interesse at give en ny og original oversættelse efter den ny udgivne tekst af denne, den bedste og berømteste af alle arabiske fortællinger.