Bøger udgivet af Samleren

Bind fem i serien Jordens Børn. Ayla og Jondalar har fuldført deres rejse tværs over Europa, som det så ud i istiden, for at blive forenet med Jondalars folk Zelandonierne. I Zelandonifolkets Niende Grotte vil de sætte bo, og her vil Ayla føde det barn, hun bærer på. Mens de gør klar til den formelle Mageceremoni, hvor de to bliver forenet, viser det sig, at ikke alle er lige venligt stemt over for den fremmedartede Ayla, som er opdraget hos dem, de andre kalder fladskaller, men som hun selv kalder Klanen. Først da alle formaliteterne er overstået, er det tid til, at Ayla satser alle sine færdigheder og instinkter på at finde sin plads i dette komplicerede samfund. ”Med det seneste bind i serien har Auel [...] i dén grad leveret varen, at man ærligt under hende både læserne og rigdommen.” - Anne Knudsen, Weekendavisen ”Efter 12 års venten kunne man have frygtet en skuffelse, men Jean M. Auel fortsætter hvor hun slap.” - Tina Hannberg, B.T.

En ung kvinde bliver forladt af sin kæreste og flytter ind i sin fars præstegård.Her forsøger hun at få hold på kærlighedens væsen, mens omverdenen blander sig med velmente råd: veninden og spindoktoren Mulle, en tålmodig læge, ejendomsmæglermoren, der taler i slogans og deler ud af sin livserfaring på en måde, der gør jeg-personen virkelig træt, og præstefaren, der citerer Pink Floyd, spiller 500 og regner med det hele løser sig af sig selv. Med en vis desillusioneret kynisme giver hun sig selv lov til at sørge og være på tværs, højtråbende, højstemt, plakatfuld, småfilosofisk og pseudointellektuel, skingrende FOR MEGET, indtil der igen tændes lys for enden af tunnelen.Min mor siger er korte uddrag af samtaler, der handler om at tale forbi hinanden, føle sig misforstået og ensom. Samtalerne brydes af monologer af erindringer, bekendelser, kærlighedserklæringer og raserianfald dedikeret til alle hendes tidligere kærester og forelskelser, som hun har svært ved at give slip på.

Konger og dronninger, guldalderens kunstnere og forfattere – dem har Maria Helleberg skrevet romaner om i 30 år. Nu vender hun blikket mod sin egen vilde familiehistorie. Det er en roman om to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. Om oldemoren Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, men i stedet ender i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika. Om mormoren, Marie Dusine, der derfor vokser op uden en far eller andre mandlige autoriteter. Hun er en vred oprører, der ikke kan bestride arbejdet som stuepige, men som gennem sine stærke holdninger kommer til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og tabe det hele på gulvet og om at udfordre fastlåste normer og skabe muligheder for sig selv. Et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet.

Lejlighedssange er et netværk af fortællinger om en gruppe mennesker, der er bundet sammen af andelskronen, arbejdsweekender, gårdfester og internetproblemer. Mød kirurgen Elizabeth, der ikke lægger fingrene imellem, heller ikke når hun gengiver den utroværdigt taktfaste lydkulisse fra overboernes sexliv, mormor og hendes ’veninde’ Ruth, der grundlagde en livslang kærlighed i et landskab af køer, kirker og forbud, Lotte fra det progressive kollektiv i stuen, der belastes af en meget stærk retfærdighedssans og romanens fortæller, en yngre kvinde, der for nylig er flyttet ind med sin kæreste. Hun skriver horoskoper og sange til enhver lejlighed, og snart fyldes hendes stue af de andre beboere, når mærkedagene nærmer sig: »Lejlighedssangen er per definition en succes, sætningerne kalder på hinanden, folk sidder bare og venter på det næste rim, siger jeg, lejlighedssangen er en gestus i sig selv, det er genrens største force.« Pressen skriver:»Selv om den er besnærende letlæst … og stiller sig uprætentiøst an, så er der masser af kunstnerisk formgivning, kompositoriske koncepter og litterære referencer på spil i Lejlighedssange. De virker bare uden at knirke, fordi form og indhold i denne roman går op i den smukkeste enhed. Sammen med hendes uforlignelige øre for det talte, danske sprog og sansen for den sarkastiske drejning af enhver situation, kan Pilgaards kunstneriske subtilitet godt illudere ukunstlet 'lige ud ad landevejen-prosa', men her skal man ikke lade sig narre. Det, Stine Pilgaard præsterer er langt sværere end at skrive en god lejlighedssang.«– Solveig Daugaard, Information  »Det er, som det forhåbentlig fremgår, langt hen ad vejen virkelig meget oplivende morsomt at læse Stine Pilgaards skønlitterære rapport fra et stykke hverdagsdanmark, smukt pointeret, sprogligt suverænt, som det er, men »Lejlighedssange« bliver ikke ringere af, at den også rummer en kærlighedsalvor/ lidenskab/ besættelse/ tvivl, der blandt andet handler om jegfortælleren selv og den, hun lever sammen med...«– Søren Kassebeer, Berlingske  »Lejlighedsangeren er uafbrudt morsom og velformuleret, ligesom bogens forskelligartede gentagelses-figurer, hvor bestemte teksttyper, overskrifter og formuleringer kommer igen, giver dette fine bud på en moderne kollektivroman en musikalsk vellykket komposition.«**** – Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten »Stine Pilgaard har et udpræget parodisk talent, så man klukler, når hun spidder sine personer og punkterer familieharmonien. … Stine Pilgaard er en ny og forfriskende stemme i litteraturen, og hun kan skrive som et vandfald. Hun er ikke den første, der har hudflettet familien, men sjældent er det gjort så morsomt som her.«***** – May Schack, Politiken  »Pilgaard afdækker i et verbalt festfyrværkeri relationerne mellem mennesker, der tilfældigt er ført sammen, deres særheder, svagheder, drømme og fantasier. På en både morsom og finurlig måde gestalter hun sine karakterer med stor empati og viser deres behov for at pynte på den vanskelige virkelighed; festsangene opsummerer et liv og foregøgler den harmoni, det savnede.«***** – Preben Rasmussen, Flensborg Avis»"Lejlighedssange" er en forrygende forårsbebuder, og i modsætning til erantis og vintergækker er den driftssikker hele året.«– Holger Ruppert, Lokalavisen Frederiksberg

Tryghedsnarkomaner og Hold kæft og vær smuk udgives nu i ét samlet bind og med forord af Olga Ravn. Vita Andersens gennembrudsbøger har klassikerstatus og rummer en kvindelig erfaring, som er lige aktuel nu som dengang.Vita Andersen brød enestående igennem med debutdigtene Tryghedsnarkomaner i 1977. Ikke alene solgte digtsamlingen over 100.000 eksemplarer, den skildrede en kvindelig erfaring, som ikke var set i litteraturen før, og titlen blev et begreb i det danske sprog.Den hudløse skildring af den moderne kvinde, og af længslen efter kærlighed og bekræftelse, der dulmes gennem sex eller overforbrug, talte til en hel generation. Med Hold kæft og vær smuk udfoldede Vita Andersen disse temaer i novelleform, og har siden gjort det til det strømførende lag i sit forfatterskab.Dengang som i dag er Vita Andersen en usædvanlig stærk stemme i dansk litteratur med sin på en gang sårbare og sylespidse prosa, båret af en stærk autenticitet.

”Gud” kalder familien deres mandlige overhoved, og på mange måder opfører han sig også som en sådan. Overdådigt nådigt og overdådigt grumt. Gud bor i parcelhus i Risskov med sin kone, den svenskfødte Gerd Lillian, og deres fire sønner. Den yngste af dem, som i enkelte scener navngives Jens, har nu skrevet denne roman om sin far. Og det er, som han selv udtrykker det, blevet en bog, hvor Gud går igen på det groveste - og tysteste. Det er en bog uden regnskaber, der skal gøres op. En forunderlig uforbeholden fremlæggelse, hvor der alligevel tales helt lige ud af posen. Det er også et stykke ømt og grumt parcelhusdanmarkshistorie, hvor man drømmer om egen jord under egne negle og et familieliv der bare kører. GUD TALER UD blev modtaget med strålende anmeldelser ved udgivelsen i 2004: "Man kunne citere længe og langt fra dette genistykke af en bog." – Erik Skyum-Nielsen, Information "En søn har leveret et portræt af sin far, der vil noget og kan noget. Resultatet kalder på absolut og entydig respekt." – Leonora Christina Skov, Politiken

Slagterkoner og bagerenker er en stor, humoristisk og dybsindig samtidsroman om en helt almindelig ualmindelig mands livtag med tilværelsen.Jørgen Usse Gravesen er 52 og elmontør. Alting går godt. Han har hus. Han har have. Han har kone. Han har bil. Han har drømme. Og han har arbejde hos Due-El. Men efter 22 år uden en sygedag mister han pludselig jobbet. Han må vige pladsen for polske elektrikere.Uden arbejde er Jørgen forsvarsløs. Han kæmper for at holde fast. Men Jørgen er mester i at træffe dårlige valg, og efterhånden begynder det, som han har bygget op, at smuldre..Pressen skriver:»en stærk og underspillet roman om arbejdsløshed og selvdestruktion. […] på sin egen blendstrupske måde gribende og foruroligende læsning. […] Ingen dansk forfatter kan nemlig som Blendstrup skildre de skæve eksistenser med et hjertevarmt strejf af humor. […] Det er den samme skønne burleske tone, som kendetegner Blendstrups originale skildring af Jørgen. […] vidunderligt fabulerende stil […] en gakket, men indfølt og nuanceret skildring.«***** – Svend Skriver, Kristeligt Dagblad»Jens Blendstrup har skrevet en uendelig sjov […] roman om en elmontør, som det ikke går så godt for. […] en af Danmarks uden tvivl sjoveste forfattere. […] et portræt af Danmark i dag. […] sensibelt og humoristisk blik«**** – Mikkel Krause Frantzen, Politiken»Blendstrups skildring af den lille mands deroute er […] tragikomisk, og netop denne dobbelthed både rører og morer […] underholdende roman«**** – Preben Rasmussen, Fyens Stiftstidende»Ledighed bliver til liderlighed i Jens Blendstrups lange, gode roman om arbejdsløse Jørgen.«***** – Søren Kassebeer, Berlingske»Elektrisk menneskelighed […] Slagterkoner og bagerenker (en prægtig titel) er en globaliseringstragedie forklædt som provinskomedie. […] meget til fælles med Erlend Loe […] en idérig forfatter«– Klaus Rothstein, Weekendavisen»Stilen er umiskendeligt Blendstrupsk med den satiriske tone og den store kærlighed til trivialiteternes klichéfulde univers. Som altid demonstrerer forfatteren et uhørt øre for det talte sprog og et gavtyveagtigt blik for alt det, personerne selv overser i deres mangel på selvindsigt.«**** – Anne Skov Thomsen, Nordjyske Stiftstidende »Slagterkoner og bagerenker er en fremragende roman helt i sin egen ret!«– Mads Schjødt Sandager Jonasson, Standart

Læretid er fintsleben prosa fra Peder Frederik Jensen om en ung mand, der er spændt ud mellem to verdner uden at føle sig hjemme i nogen af dem.En ung mand får en læreplads hos en bådebygger i Kalundborg. Det er et kultursammenstød. Han kommer fra København, hvor omgangskredsen består af aktivister. I Kalundborg er tonen en anden.Læretid er et portræt af mennesker og værktøj og skibe på en arbejdsplads i Danmark. Det er samtidig fortællingen om en ung mand, der finder en plads i verden og lærer et sprog. Med svendeprøven bliver han bådebygger – og forfatter.Pressen skriver:»En forfatter skal kunne koge tilværelsen ind til en Maggiterning. Det gør Peder Frederik Jensen i sin minimalistiske og forfriskende roman.«–  **** Fyens Stiftstidende»En stor, blivende læseoplevelse. … Fortrinligt.«–  *****  Berlingske Tidende »Der er originale takter og kompromisløs stil hos Peder Frederik Jensen.«– Leonora Christine Skov, Weekendavisen  »Peder Frederik Jensen skriver faktisk virkelig godt.«–  Information»Det er ikke hver dag, man støder på en bog med så originalt et emne som bådebyggeri, men man skal ikke lade sig skræmme, romanen er et fint stykke øjebliks- og antydningskunst; den fortjener vind i sejlene.«–  **** Vejle Amts Folkeblad »En højst usædvanlig roman.« – Lollands-Falsters Folketidende »Jensen er minimalismens mester.«– Nordjyske Stiftstidende

Forfatter Jens Blendstrup og fotograf Lars Gundersen har rejst land og rige tyndt og taget billeder af havelåger og digtet om, hvem der mon bor bag dem.Mød den ganske almindelige familie, damen der samlede på diamanter, guds gave til menneskeheden, hende, der ville have ejet millioner, hvis tårer havde været guld, den listige hanrej, Keramikbitten, kørerlærer Ibsen og mange mange flere.

Det første bind i Jean M. Auels berømte serie Jordens Børn, om pigen Ayla og hendes oplevelser i istiden for cirka 25.000 år siden. Ved et jordskælv bliver Ayla forældreløs, men møder siden en klan af neandertalere. De er små, tætte og med flade pander, mens Ayla er høj og lys. Da den brutale leder tvinger den fjortenårige Ayla til at forlade klanen, tager hun alene af sted over de øde stepper i et uvejsomt landskab nær de mægtige gletsjere, indtil hun kommer til hestenes dal. ”Betagende læsning fra menneskets tidligste liv” - Børsen ”Læs den bog. Den giver en oplevelse ud over det sædvanlige” - Aktuelt

Det 20. århundredes hovedstad set gennem fotograf Lars Gundersens poetiske kamera og forfatter Jens Blendstrups visuelle fantasi.Berlin har gennem det sidste århundrede været centrum for to verdenskrige, en kold krig og en genforening. Historien om konflikt, fanatisme, totalitarisme og krig er til stede overalt i byen og rammer enhver, der besøger den. Således også Jens Blendstrup og Lars Gundersen. Forfatterens blik panorerer hen over dekadente officersselskaber, overfyldte beskyttelseskældre, hjemvendte soldater, opløste familier. Scenen er genkendelig, men som altid graver Jens Blendstrup nye overrumplende og ikke sjældent absurde perspektiver frem. Pressen skriver:»Digteren Jens Blendstrup og fotografen Lars Gundersen har skabt et fremragende berliner-bogværk. … ganske enestående … For satan, hvor er det godt!« ***** - Jes Stein Pedersen, Politiken »Hverdagslivets horror bliver indfanget - eller gestaltet i kraft af en god fantasi. Det fremgår ikke, om de to har lavet gedigen historisk research. Men i mine øjne lykkes trylleriet, uanset om de to har gjort deres hjemmearbejde eller bare lader sig inspirere af Berlin.«***** - Erik Svendsen, Jyllands Posten  »æstetisk lækker, godt turneret«- Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad»Gundersen og Blenstrup har tidligere arbejdet sammen om bogprojektet Toværelses med lykkelig udgang. Denne gang er de lykkedes med skabe en smuk og til tider gruindjagende dialog mellem tekst og billede, fortælling og by, i grænselandet mellem fiktion, myte og virkelighed. Det er bestemt ikke nogen ringe præstation.«- Troels Heeger, Information   »De absurde og grotesk-bizarre motiver, som er en del af Berlin-billedet, ligger oplagt for Blendstrups stemmespil, og krigsinvalidernes og dekadencens mellemkrigsby blomstrer med sort humoristiske indfald, surrealistisk sære og groteske figurer og monologer, som også kredser omkring nazismens grobund et sted mellem frustrationer, aggressioner, fortrængninger og bagatelliseringer.«**** - Jørgen Johansen, Berlingske  »Overraskelsen lurer konstant og gør læseren forslugen og forvirret. Præcis som en storby gør. Blendstrups kunst er dybt original og helt troværdig i sin skildring af noget så umuligt som demokrati, fascisme og menneskeliv. Det gør han helt fremragende, og bogen sluges, fordi han med vanlig kantet, grovkornet humor satser -og lykkes. … Om man er Berlinrejsende, bor i byen, slet ikke kender den eller bare er historieinteresseret, så er " Berlin. Øjenvidnevariationer" en rejse i for-og nutid, der varmt kan anbefales« ***** - Anna Pia Holmgaard, Fyns Amts Avis  »En interessant og sær øjenåbner til dig, der vil mere end at bestige Fernsehturm.«- Femina

Gråden er det samlende motiv. Scenen er ofte parcelhuse i danske forstadskvarterer, aktørerne ofte mænd og kvinder, som befinder sig i absurde situationer: Som Anna og Tage, der finder et hul i muren bag køleskabet. Et mærkeligt hul, som suger ting til sig og ikke kan mures til. Selv mursten suges ind. Og så må de ringe efter en professionel hulmand. »Vi går ind ad det vindue. Vi kan ikke lade være. Vi dumper lige ind. Og finder mirakuløst en Anna og Tage Klausen hjemme. Ah, liv. Liv, liv, liv. Mennesker i modlys mellem vægge beklædt med grønne kakler. Tage og Anna Klausen. De sidder i deres køkken. En tekande står og summer. Hvad foretager de sig? Anna kigger væk. Det er ikke til at se, hvad hun laver. Hun virker ukoncentreret. Tage derimod virker koncentreret. Tage laver fodgymnastik på en særlig sokkel, han har konstrueret. Han har set et program, der opfordrer folk til tredive minutters gymnastik hver dag. Det er Anna, der åbner munden først. - Det var da mærkeligt. Det var dog helt utroligt besynderligt … nej for pokker da … det var da mærkeligt.« »Blændende Blendstrup (...) Jens Blendstrups vanvittigt morsomme stemme har også en mørkere tone, som gennemstrømmer hans ny novellesamling Pludselig flæben.« – Ide Hejlskov Larsen, Kristeligt Dagblad »Latter og gråd de vandrer til hobe i Jens Blendstrups barokke og absurde noveller, som sprudler af tragikomisk humor, når de er bedst (...) Det stærke ved Blendstrups noveller er, at han med en surrealistisk drejning kan behandle alvorlige eksistentielle problemer og forholdet mellem mennesker på en helt original måde." – Lars Handesten, Berlingske Tidende

Helle Helles debut fra 1993 består af korte tekster. En gennemgående karakter er pigen Marianne: »Da Marianne var under 10 år, forestillede hun sig tit, at nogen ville placere et kamera på en kran og køre kranen efter hende med filmen rullende, når hun gik i skole. 'Mariannes dag' skulle filmen hedde, og hun skulle selv fortælle om sine gøremål og sit penalhus og sprogets uvirkelighed hen over billederne af hende og de 27 andre elever i klassen. Marianne gik på fortovet med tasken i en ret vinkel fra kroppen og kranen efter sig. En morgen kom hendes veninde ud fra det flade hus på vejen og gav sig til at diskutere udseendets betydning i forhold til det andet køn. - Vi to er ret så almindelige, sagde veninden. - Men vi har vores gode hoveder. Om aftenen stod Marianne foran spejlet og prøvede at få intelligensen frem i øjnene. Dagen efter fyldte hun ti.«Pressen skriver:»en genialsk lille bog fuld af små, klarøjet absurde stykker om verden oghverdagen.«– Lars Bukdahl, Weekendavisen

Tilbage til unaturen er systemdigte skrevet i et naturmøde: Rasmus Nikolajsen har begivet sig ud i noget, der forekom ham at være natur, og har så noteret med plastikkuglepen i hæfter, som en maler, der stiller sig op med sit staffeli.Digtene indfanger et nu og et konkret sted, og bevæger sig frit associerende herfra med en boblende lethed og coolness. De billeder, der melder sig, rummer en stærk nærhed, da digterjeget går vejen igennem sig selv for at se omverdenen og således f.eks. træder frem som gloende, som skrivende, som rejsende, som sørgende over en skilsmisse og som undrende sig over menneskets rolle i naturen.Tilbage til unaturen blev tildelt Kritikerprisen 2016. Pressen skriver:»Jeg har svært ved ikke at være vildt begejstret og imponeret over den stilfærdige vellyd og blandingen af ro og sprælsk vitalitet.«***** – Nicklas Freisleben Lund, Jyllands-Posten»Med stor skønhed og tindrende tvivl bliver den noget så sjældent som reelt opmuntrende læsning, der ikke føles som virkelighedsflugt.«– Solveig Daugaard, Information »Forfatterskabets bedste bog indtil nu.«***** – Mikkel Krause Frantzen, Politiken

To vildfarne løbere render på hinanden i en skov og tvinges af omstændighederne til at tilbringe weekenden sammen der, blandt andet i en shelter. »Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko.« – Citat fra bogen Hvis det er blev nomineret til DR Romanprisen og til Nordisk Råds Litteraturpris. Pressen skriver: »Alt er forbi, og alt er lige begyndt.« ****** – Politiken »Fremragende Helle Helle-roman går nye veje. […] Med Hvis det er har Helle Helle endnu en gang manifesteret sig som én af samtidslitteraturens aller-, allerbedste forfattere « ****** – Berlingske »Det er true Helle Helle classic. Dybde og tomhed, ømhed og nærvær.« – Weekendavisen »Helle Helle tager chancer, farer lykkeligt vild og finder flot hjem i denne sin hidtil bedste roman.« ***** – Ekstrabladet »Anmelderen må bare bøje sig i støvet. […] Det er, som om Helle Helle ene af alle kan tune sig ind på det lille livs særlige frekvens.« – Kristeligt Dagblad »En Helle Helle Classic i allerbedste betydning, hvis ikke bedre.« ****** – Børsen »Der er ikke en side uden en replik med særlig musik i, en kælen for et ord, der bliver morsomt eller bare nyt.« – Information »Betagende og vanedannende læsning. Tilsyneladende er de danske skove dybere og farligere, end man skulle tro.« – Dagens Nyheter

Hus og hjem er Helle Helles romandebut om en gruppe unge mennesker, der i deres ellers åbne og utvungne samvær kun vanskeligt nærmer sig hinanden. Anne vender hjem til sin barndomsby i provinsen efter mange år i København. Hun har købt hus sammen med kæresten Anders, som først ankommer senere. Anne har tænkt sig at male og indrette huset, mens hun venter på ham, men hun kommer ikke rigtig nogen vegne. De to skoleveninder fra dengang modtager hende med glæde. Andre i byen har svært ved at huske hende eller hendes afdøde forældre. I nabohuset bor Jens, byens yngre, ugifte præst, og han tiltrækker sig Annes opmærksomhed på en måde, som ikke passer ind i hendes planer for den nærmeste fremtid. Pressen skriver: »Himmel og helvede! Tænk at der stadig kan skrives sådan: glasklar realisme med vibrerende undertoner. Hverdag og henførelse! [...] Og en kærlighedsroman af klasse. Fra i dag er Helle Helle mere end et talent. « - John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet »Sætning efter sætning, kapitel efter kapitel demonstrerer Helle Helle et suverænt overblik over, hvordan vi taler, hvordan vi handler, hvad vi drømmer om, og hvad vi savner og for mig er der ingen tvivl: Dette er årets bedste roman« – Rune Eriksson, Bogens Verden

Leonora Christines liv er et drama uden sidestykke. Det er fortællingen om kongedatteren, der befandt sig bedst i magtens centrum, spillede højt spil og tilbragte 22 år i Blåtårn.Da Leonora Christine træder ind i Blåtårn i 1663, er det til en mørk, uhumsk celle, omgivet af de værste forbrydere. På den anden side af muren, på Københavns Slot, tilbragte hun sin bryllupsnat.Nu huser slottet hendes halvbror, Frederik den 3. og hans magtfulde dronning, som Leonora i sin tid undervurderede katastrofalt.Leonora Christine har siddet fængslet før, og der har altid været en vej ud for den begavede kongedatter. Hun tager kampen op, udtænker et forsvar og broderer en ny virkelighed. Hun kan svigte alt, men ét står fast: Hun forbliver Corfitz’ loyale hustru igennem alt. Dét bliver hendes svage punkt.Leonora Christine er en selvstændig fortsættelse til romanen Kongens kvinder. Pressen skriver:»Maria Helleberg bevarer suverænt det store overblik i sin maleriske, detaljerige og sansemættede fortælling om Leonora Christine. «**** – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten»Skildringen af Corfitz Ulfeldt gennem den 15 år yngre hustru er mesterlig […] Forpligtelsen over for både Historien (med stort H) og den fri fantasi går hånd i hånd i Leonora Christine . Den melange behersker Helleberg til fingerspidserne. «– Ulrik Langen, Weekendavisen »...et mageløst portræt af denne arketypiske historiske kvinde. «– Marianne D. Cornett, Nordjyske Stiftstidende»Maria Helleberg demonstrerer atter engang sit talent som formidler af et stykke Danmarkshistorie. Det er gjort underholdende og oplysende. «**** – Henrik Tjalve, Frederiksborg Amts Avis»Det er en vanvittigt god historie, og Helleberg kan i dén grad sit kram. «**** –FEMINA

Thomasine Gyllembourg var en af guldalderens banebrydende forfattere. En stærk og uafhængig kvinde, som gik imod konventionerne og havde modet til at vælge sin egen vej.Alt har sin pris: Friheden, kunsten, kærligheden. Thomasine gifter sig med sin lærer, Peter Andreas Heiberg, og får sin eneste søn Johan Ludvig. Heiberg er hendes menneskelige ideal, men de finder ikke hinanden i ægteskabet. Heiberg er republikaner, ateist, og kæmper polemisk imod alle autoriteter. Han landsforvises og mister alt: sit sprog, publikum, teater. Og til sidst også kone og barn, for Thomasine gifter sig med den mand, hun har forelsket sig i, den svenske adelsmand Carl Gyllembourg. I samme åndedrag mister hun sin søn, et krav fra Heiberg for at acceptere skilsmissen. Men kan selv det mest elskede menneske fylde hele ens liv? Erstatte ens barn? Som forfatter finder Thomasine sin egen inderste uerstattelige frihed. Men også den har sin pris.

Hverdagens, kunstens, historiens, elskovens og vandets Venedig. Set gennem fotograf Lars Gundersens poetiske kamera og forfatter Jens Blendstrups visuelle fantasi. Venedig har gennem de seneste tusind år fascineret og fortryllet alle, der har besøgt den.Krydderier og krig, søfartsdominans og sære doger, lette damer og Casanova, forfattere, komponister og alskens lurendrejere – Venedig har lagt kanaler og brosten til det hele og lidt til. Nu har d’herrer Blendstrup og Gundersen lusket rundt i kroge og afkroge i et forsøg på at aflure Venedig sin uskyld. Men der er ikke nogen.Venedig – eller kunsten at fare vild er Blendstrup & Gundersens tredje fælles bogprojekt. Tidligere er udkommet Toværelses med lykkelig udgang (2008) og Berlin – øjenvidnevariationer (2012).Pressen skriver:»I ”Venedig – kunsten at fare vild” får vi Blendstrup i topform for fuld, grotesk udblæsning, og hans begavede og originale fabuleren får passende modspil af Lars Gundersens stemningsfulde efterårsbilleder med lange, mørke skygger.«***** – Tom Hermansen, Jyllands-Posten »I en tid, hvor kommercielle hensyn ofte vejer tungere end kvalitet og poetisk overskud, er bogen Venedig – eller kunsten at fare vild intet mindre end et opløftende mirakel […] En trallende og legesyg bog, der konstant eksploderer i fantasifulde særheder, og som man kun kan blive opstemt af.«– Nanna Goul, Weekendavisen

Det begyndte med Hulebjørnens klan... Nu er Ayla tilbage! Med Hulernes sang afslutter Jean M. Auel sagaen om istidspigen Ayla - en af verdens største bogsucceser med et salg på mere end 45 millioner eksemplarer verden over. Ayla måtte som femårig lære at overleve i en storslået og nådesløs natur, da et jordskælv udslettede alle hendes nærmeste. Siden blev hun optaget i en klan af neandertalere, hvor hun levede som outsider og blev oplært af medicinkvinden Iza. Udstødt fra klanen måtte hun igen klare sig på egen hånd, lære at jage og helbrede sig selv. Hun tæmmede en hest og opfostrede en ulv, som blev hendes nærmeste venner, og hun mødte en enlig rejsende, Jondalar, som tog hende med til sit folk og gjorde hende til sin mage. Sammen har de nu fået datteren Jonayla, og Ayla er i træning til at blive Zelandoni, en spirituel leder og healer. Det er et ærefuldt hverv, men også svært at forene med hendes nye rolle som mor. På trods af, at hun nu er tilbage hos et folk, der ligner hende selv, stikker hun ud på grund af sin mærkelige accent og fremmedartede væremåde. Ingen her har før set en kvinde, der har tæmmet en ulv og har en så enestående evnet til at aflæse naturen. Og det er ikke alle, der er lige begejstrede for den fremmedartede kvinde.

Luskefisefortællinger er Jens Blendstrups falske historier fra en sand barndom – en bevægende og rablende morsom skildring af en opvækst i et villakvarter i 70erne. Vi møder vennerne Neger Thomas, Klunke og Mumi, den snusfornuftige lærerinde fru Granat og den lidt skræmmende fru Fedesen med sit fristed. Vi mærker de glohede asfaltveje, lattergassen i tandlægestolen og ikke mindst den lurende skræk for atomudslip, for de sindssyge fra galeanstalten, for puberteten og alt det andet, der er så svært at forstå. Pressen skriver: »Jens Blendstrup er stærkt tilbage med en samling rundtossede barndomserindringer. « ***** – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet »Jens Blendstrup gennemskriver en almindelig, gakket opvækst med suverænt dobbeltgreb om både voksent og barnligt. « ***** – Søren Kassebeer, Berlingske » … en hvirvel af vild, befriet lystighed, der hujende og skogrende jager gennem læserens sind.« **** – Jens Henneberg, Nordjyske Stifttidende »Der er storartet komik i Blendstrups stramt komponerede røverhistorier fra forfatterens barndom.« **** – Lilian Munk Rösing, Politiken » … i Luskefisefortællinger er der tale om en vedkommende, varm og skarp indlevelse i det at være barn og det at vokse fra barndommen.« – Line Rasmussen, Børsen »Jens Blendstrup er en poetisk stand up'er, der kan ramme, så det svi'er - og er en svir - i de korte magiske glimt fra barndommen i Risskov nord for Aarhus.« – Bo Bjørnvig, Weekendavisen »Jens fortæller og digter med stor ynde, store støvletramp og en grundsikkerhed på, at ting bør huskes for det, de kan fortolkes som. "Luskefisefortællinger" (fantastisk titel, i øvrigt) giver god grund til at elske memoirelitteratur.« ****** – Femina

I HESTENES DAL fortælles om Aylas kamp for at overleve i vildmarken. Det er hårde vilkår, hun udsættes for, og selv om hun finder venskab og midlertidig støtte hos de dyr, hun tager til sig, savner hun menneskeligt selskab. Men langt mod vest har to unge mænd af Cro-Magnon-stammen begivet sig af sted... HESTENES DAL er andet bind i serien Jordens Børn. ”Den er fyldt med spændende beretninger om, hvad vor heltinde oplever under flugten fra neandertalerne, og da hun endelig møder mennesker af sin egen slags.” - Århus Stiftstidende

Susanne bor sammen med Kim, der vil være forfatter og derfor sidder hjemme og arbejder. En veninde går fra sin kæreste i højgravid tilstand og beder om hjælp, og de to unge lader hende flytte ind i den lille lejlighed - det får alt vendt på hovedet. Pressen skriver: »Helle Helle har skrevet en fremragende roman, der med de mest diskrete midler aflaster det mest banale i et dagligt samliv.« - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten. »...et lille mesterværk af en roman om tre menneskers tætte samliv.« – Pernille Dahl Nielsen, JydskeVestkysten »en dybt, dybt fascinerende skildring af det almindelige liv, der aldrig er spor almindeligt, og af en kvinde, der ikke kan finde sig til rette i det. [...] en eksistentiel historie om ikke at sætte pris på livet, om den lille, men opslidende frustration og om visse menneskers evne til bare at være til, være tilstedeværende.« - Rikke Rottensten, Kristeligt Dagblad »Helle Helle chokstarter sin nye roman med en sådan brutalitet, at al den efterfølgende flashbackflashende rene og beskidte realitet gør dobbelt ondt (og godt)« – Lars Bukdahl, Weekendavisen

20 fintmærkende og helt igennem realistiske noveller. De er sat i en mindre dansk provinshavneby, tiden er nu og hovedpersonerne er alle mænd; lige fra den lille dreng, pubertetsknægten, den unge, den voksne og oldingen - tilsammen giver det et overrumplende bud på manden af i dag. Selvom den valgte form er lille og nedkogt, er det så autentisk, skægt, sørgeligt, ulækkert, charmerende, at man som læser føler, man får en hel verden forærende.”Det er en skæppegod lille bog.” - Jens Andersen, Berlingske Tidende”At fortælle meget med få ord. Og at forene lethed med tyngde. Den kunst kan den debuterende forfatter Jesper Wung-Sung ... en meget bevidst stilkunstner, der hellere under- end overbetoner.” - Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

Vildsvin er en fascinerende og gådefuld roman om mennesker og vildsvin i de sydsvenske produktionsskove. Det er Hannah Lutz’ debut og er skrevet i en overrumplende poetisk prosa med en mørk understrøm.Vildsvin løber i tre spor: Ritve, Glenn og Mia. De er kommet til Hornanäs i Småland af vidt forskellige grunde. Ritve for at lave en dokumentarfilm om vildsvin og Glenn for at begynde et liv uden for storbyen og med job på kommunen. Mia har taget sin morfar med til hans barndomsskole Siggalycke i et sidste forsøg på at fastholde et menneske, som er ved at svinde bort. Hun vil have ham til at huske fortællingerne fra Siggalycke, om den karismatiske skoleleder, Ivar Sandberg, og det mytiske vildsvin Sigga. Glenn, Ritve og Mias historier berører hinanden, men det egentlige centrum for fortællingen er vildsvinene, som bevæger sig i området og trænger ind i folks drømme.Pressen skriver: »Hannah Lutz’ sært hypnotiske debutroman. […] Hvor melankoli, stilfærdig humor og naturbeskrivelser deler pladsen med personer, der akkurat får den plads, de fortjener.«**** – David Jacobsen Turner, Jyllands-Posten»Mit eneste kritikpunkt er, at den lille bog er for lille. Fordi jeg bliver grådig og forelsket, god skrift må gerne blive ved. […] Et lovende lys af en debut.«– Linea Maja Ernst, Weekendavisen»Romanens mudrede melankoli skriver Hannah Lutz frem med en let tyngde, rent og enkelt. Men det er i de mystiske, næsten magisk realistiske optrin, det løfter sig over det velgjorte.«**** – Kizaja Ulrikke Rhoute-Mogensen, Politiken»Læseren deler de unges vage drømme og stærke tvivl på projekt liv, altsammen udtrykt i smukke korte sætninger.«*** – Marianne Koch, Fyns Amts Avis»Hun fortæller som en dreven skribent. […] Hende kommer vi til at høre mere til. Hun har den gave at være født til at fortælle. Det fremgår af så godt som hver eneste af de ganske få sider i Vildsvin. […] Vildsvin er en tankevækkende, flot skrevet debutroman. Mere fra den kant, tak.«***** – Arne Mariager, Folkebladet»Hannah Lutz indkredser med poetisk sprog og i ultrakorte afsnit fint det søvngængeragtige og fornemmelsen af den grænseløse nat […] De sproglige billeder giver appetit på meget mere.«*** – Eva Pohl, Berlingske

Endnu ikke er et portræt af forfatteren Elvine Brink, fortalt gennem hendes viltre dagbogsoptegnelser fra et langt liv. Mennesker mødes, lever og dør.Elvine bor i et lille samfund og er en gudsbenådet outsider. Hun har hverken økonomi, netværk eller forbrug. Hun er distræt, depressiv og tænker dagligt på døden.Men hun har sproget i sin magt og en fantastisk energi. Hun er usentimental, observant og kan være berusende kontant. Gennem Elvines optegnelser aftegnes den afmægtige outsiders kraftfulde hudfletning af konsumsamfundets bobler af falskhed.Med Elvine Brink har Vibeke Grønfeldt skabt en af sine mest markante romanfigurer – fuldt på højde med Agate Holm fra  Mindet (2005), Indretningen (2008) og Livliner (2011).Pressen skriver:»suveræn fortællekunst. […] Med Endnu ikke har Vibeke Grønfeldt meldt sig ind i dagbogsromanernes mesterklasse.«****** – Jørgen Johansen, Berlingske»Vibeke Grønfeldts dagbogsroman er et smukt og skarpt portræt af en enspænder. […] en lang række mennesker levendegøres i […] Vibeke Grønfeldts […] præcise og magtfulde sprog.«***** – May Schack, Politiken»Bogen bæres af en nærmest brutal livskraft og verbal energi […] Teksten tænder i læseren sort lys, skaber kølig varme og vækker en paradoksal omsorg for tilværelsen i dens skrøbelighed« – Århus Stiftstidende»I det nu foreliggende værk virker kulden passende blandet op med varme, og alvoren med overgiven humor. Men som signalement af samfundet og samtiden mangler romanen bestemt ikke bid. […] skønheden i de sansende, lyriske passager og hele skarpheden i iagttagelserne«– Erik Skyum-Nielsen, Information»Tilværelsen nedfældes i vildtvoksende og skarpe dagbogsnotater. […] morsomme og groteske iagttagelser […] Grønfeldt har uden tvivl sproget i sin magt, og stilen er lyrisk og sanseligt«– Christine Christensen, Lektør»Meditativ dagbogsroman fra Vibeke Grønfeldt sætter tilværelsen i relief. […] Grønfeldt […] kan skrive som få. Det er da også en meget velskrevet roman.«**** – Svend Skriver, Kristeligt Dagblad

En kaotisk, anekdotisk, cirkulær roman om en vred ung mands kamp med tilværelsen; om konformiteter og personlig stræben, om selverkendelse, selvlede, offermentalitet, manipulation … og vold.Simon er ung forfatter og bor i hjertet af København. Vesterbro, Abel Cathrines Gade, Istedgade. Hvor junkierne og luderne huserer. Simon er kørt sur i sit forhold, og en dag bliver det for meget. Han pakker sin rygsæk og tager til Afrika. Ikke for at finde sig selv, men for at komme på afstand af sit liv, sin dysfunktionelle familie, kærligheden, dødsfald. Det, der møder ham, er kaos og tvinger ham til at konfrontere sig selv med sin fortid og med de overgreb, han har været udsat for – og dem han selv har udsat andre for.Vold er en på mange måder brutal og arrig roman om, hvordan ofre bliver voldsmænd og omvendt. Om et opgør med de strukturer, der holder på en, de miljøer man som menneske tvinges ind i, selv opsøger og selv har ansvar for at forlade. Vold i alle mulige afskygninger gennemsyrer romanen, der bevæger sig fra det autonome miljø i halvfemsernes København, over Balkan, byernes by, Paris og ud på en retningsløs rejse gennem Vestafrika. Pressen skriver: »Imponerende og konsekvent roman.«**** – Søren Kassebeer, Berlingske»Han skriver stærkt, vulgært og smukt om livets store udfordringer og smertepunkter.«***** – Svend Skriver, Kristeligt Dagblad  »Klimakrisen og ulighedsproblematikken fylder godt op i romanen, som ikke er bange for politiske diskussioner.«***** – Ekstra Bladet»Det hele er meget dokumentarisk, og også meget holdningspræget og vinder virkelig ved, at forfatteren tydeligvis ved, hvad han snakker om […] På den måde er romanen på den ene side et opgør med den litteratur, som er bange for indhold og meninger, og på den anden side et opgør med den kunst, som udelukkende er interesseret i kontinentet som kulørt krydderi i deres egen eurocentriske og evindelige kunstkarriere (det, der et sted yderst satirisk betegnes som Mørkets Hjerte Inc.).«***** – Mikkel Krause Frantzen, Politiken »Peder Frederik Jensen skriver en prosa, der ikke fejrer sig selv, men bare arbejdsomt gør opmærksom på de problemer, der findes.«– Kamilla Löfström, Information»Vold er på mange måder komponeret over en klassisk udviklings- og dannelsesstruktur, hvor mødet med det fremmede former identiteten ved at gøre hovedpersonen bevidst om sig selv, sin historie og sit samfund.«**** – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

En kvinde stiger af bussen et sted på Sjælland med sin rullekuffert. Hun har forladt sin mand og leder efter et godt sted at græde. Hun bliver samlet op af John og Putte, to venlige fremmede, som indlogerer hende på deres hjørnesofa. Her bliver hun i løbet af otte dage hvirvlet ind i en verden af nisselandskaber og lottokuponer, kaffe og sandkage og cykelture i kedeldragt. Der er hunde, der skal passes. Og så er der Puttes bror Ibber med plankebøfferne og den glatte overkrop. John og Puttes liv er på én gang trygt og fremmed, og det rummer en historie, som kun langsomt afsløres for kvinden med rullekufferten. Pressen skriver: »Helle Helles prosa er diamantskarpt skåret til. Den emmer af det henkastede dagligsprog, hun aflytter med sit mesterlige Herman Bang'ske øre, fuldt af underforståede betydninger, der langsomt samles i større mønstre i løbet af romanen. Det er vældig godt gjort.« - May Schack, Politiken » En sjælden gang imellem møder jeg en bog, der minder mig om, hvad det i sin tid var, der drog mig til litteraturen. Ned til hundene er sådan en bog.« – Lilian Munk Rösing, Information »Mere suveræn, herunder suverænt morsom, end nogensinde [… ] Hvis det var en overrumplende glæde at læse Helle Helles forrige, Kritikerpris-vindende roman, den navnkundige Rødby-Puttgarden fra 2005, så er det en skamløs fryd at læse hendes nye roman.« – Lars Bukdahl, Weekendavisen

En samling rå og rammende noveller om mennesker fra alle kanter og lag af Danmark. Et blik ind i stuerne og køkkenerne, garagerne og gårdspladserne. Seksogtyve noveller om afgørende valg, om at acceptere eller slå fra sig, bryde op eller blive, om at blive taget eller selv at tage: om skilsmisser, dødsfald, sygdom, sex, barnløshed, had og kærlighed. Pressen skriver: »Fremragende og følsom novellesamling om alt det, der former vores dagligliv« ***** - Fyens Stiftstidende »Novellerne (…) har i al deres afslebne ordknaphed en massiv soliditet, der gør dem fortættede, gådefulde og kalder på flerfoldig genlæsning.« ***** - Politiken »Banedanmark er pul i provinsen, nedture i udkanten og glimt af skønhed. Opbyggelig i sin nedslåethed. Litteratur.« ***** - Berlingske » Banedanmark [er] en rå, tankevækkende og gribende bog, der rager op over alle nye danskenovellesamlinger.« ***** - Horsens Folkeblad »Det er ret utroligt, hvad Peder Frederik Jensen kan få ind af farligt og skæbnesvangert stof i de tilsyneladende trivielle noveller.« **** - Flensborg Avis »Man kan tage mange ture med ”Banedanmark”. Hver gang ser man noget nyt, en anden detalje. Nogle gange gør disse tekster en melankolsk og trist på menneskehedens vegne, andre gange vil man handle og forvandle, og indimellem mærker man den varme, som gør menneskelige møder mulige. « - Kristeligt Dagblad »Peder Frederik Jensens noveller kører på skinner. Det er godt.« ***** - Jyllands-Posten »Jensen skriver om barnløshed, kærlighed, arbejde. Og han skriver præcist og empatisk og uden undskyldninger, afstand og forbehold. Jeg er ret vild med bogen, med idéen og med udførelsen. « ***** - Femina

Officielt var hun kongedatter, men alle vidste jo, at hun var Struensees horeunge med den landsforviste dronning, Caroline Mathilde. Louise Augusta voksede op ved hoffet med sin bror, Kronprinsen, som eneste ven. Han elskede og vogtede over hende livet ud. Han arrangerede hendes ægteskab med hertugen af Augustenborg, som først var et helvede, siden det sødeste erotiske parforhold, og så igen - efter indgriben af den elskede bror - et helvede af et ægteskabsdrama. Louise Augusta blev mor til to af Danmarks mest berygtede landsforrædere, men også til en senere dronning. Hun var revolutionær som sin henrettede far og en sanselig aristokrat samtidig. ”I KÆRLIGHEDSBARN om prinsesse Louise Augusta behersker Maria Helleberg romanens store personlige og politiske apparat med en imponerende ubesværet overlegenhed.”- Jens Kistrup, Weekendavisen