Bøger udgivet af SFAH

Danskerne er en nation af lønarbejdere. Tre ud af fire voksne under pensionsalderen er erhvervsaktive. Af de erhvervsaktive er mere end 90% lønarbejdere. 1,7 mio. danskere er i dag medlemmer af en fagforening. Vil man forstå ikke bare Danmarkshistorien, men også baggrunden for tidens aktuelle diskussioner om f.eks. arbejdstid, velfærdsreformer og solidaritet, kommer man ikke uden om at beskæftige sig med arbejderklassens og arbejderbevægelsens historie. Der er gennem årene skrevet mange bøger om specielle sider af denne historie, fra arbejdernes kultur og levevilkår til biografier over kendte politikere. Denne bog samler hele historien på en let tilgængelig, men samtidig grundig måde. Værket kan fungere som en uundværlig håndbog i kraft af dens veludbyggede indeks og temaartikler, som sætter læseren ind i tværgående temaer som kultur og demokrati. Bogen er tænkt som et oversigtsværk, som henvender sig både til almindeligt interesserede læsere såvel som til de, der ønsker en introduktion til et nærmere studium. Bogen er rigt illustreret og kan læses blot for den gode histories skyld...

Rygter og spekulation omgærder propaganda- og efterretningsorganisationen AIC. Bag forkortelsen stod Arbejderbevægelsens Informationscentral, en stærkt antikommunistisk organisation, som Socialdemokratiet og LO drev. I mange år har mistanken naget om, at Socialdemokratiet brugte AIC til en hemmelig krig mod partiets hovedmodstander, Danmarks Kommunistiske Parti. Iben Bjørnsson fortæller i denne bog for første gang hele historien om AIC, om dens arbejde og kontakter til efterretningstjenesterne og til udlandet.

Bogen giver en bred fremstilling af dansk fagbevægelses historie fra ca. 1870 til 1950. Udgangspunktet er arbejdet og arbejdsforholdenes udviklingbelyst gennem arbejderne og håndværkernes egne erindringer nedskrevet omkring 1950. Bogen koncentrerer sig om forholdet mellem de faglige organisationer og medlemmerne i en tid kendetegnet ved industrialiseringens og den kapitalistiske markedsøkonomis udbredelse.

Fredag den 6. april 2001 udkom dagbladet Aktuelt for sidste gang, og dermed var det slut med 130 års socialdemokratisk dagspresse i Danmark. Hovedbladet Social-Demokraten, der i 1959 blev omdøbt til Aktuelt, var en overgang Nordens største dagblad, og hele Danmark var i mange år dækket med lokale, socialdemokratiske dagblade. Dansk pressehistorie har stadig en udtømmende beretning om den socialdemokratiske presse til gode, men nu har en af dens aktive medarbejdere ydet sit bidrag til historien ved at fortælle om sine mange år ved pressen. Forfatteren er Preben Hansen, der begyndte som journalistelev ved Helsingør Social-Demokrat i 1945 og sluttede som politisk chefredaktør ved Aktuelt tyve år senere. Han har kaldt sin erindringsbog Farimagsgade, fordi Social-Demokraten/Aktuelt og den socialdemokratiske presses centralledelse i trekvart århundrede havde hjemme i Nørre Farimagsgade 49 i det indre København. Det er en bog om personlige oplevelser af chefer og kolleger, af arbejdsforhold og journalistik, af situationer og begivenheder, men også med afstikkere til den socialdemokratiske presses historie, dens placering i konkurrencen med andre dagblade og dens indre spændinger mellem fagbevægelsen, der dækkede de stadig stigende underskud, og partiet, der fandt sit talerør uvurderligt. Forfatteren var i begyndelsen af 1960’erne redaktør af Fyns Social-Demokrat, som blev omdøbt til Dagbladet Fyn, og forinden havde han gjort nogle afstikkere til Hærens Pressetjeneste og til OEEC i Paris, men i begge tilfælde var hans arbejde som journalist nødvendige forudsætninger. Bogen kan ses som en fortsættelse af erindringsbogen Enghavevej (Gyldendal 2009), der skildrede forfatterens opvækst i et københavnsk arbejdermiljø under krisen i 1930’erne. Det nu foreliggende bind er et personligt vidnesbyrd om en journalistisk løbebane og munder ud i et forsøg på at diagnosticere de sygdomme, der sluttelig gjorde den socialdemokratiske presse til et af de store ofre for bladdøden.

Bogen stiller med udgangspunkt i tvangsarbejdsanstalten Maribo Amts Arbejds-Tvangsarbejds- og Daareanstalt (Sakskøbing) skarpt på de forvaltningsmæssige rutiner og praksisser, som førte samfundets mest udsatte borgere fra fattiggård til tvangsarbejdsanstalt og derfra i nogle tilfælde videre til Amerika.Der er udgivet artikler og bøger om fattiggårde, arbejdsanstalter og hovedtrækkene i fattigvæsenets udvikling, men der er aldrig tidligere blevet udgivet en undersøgelse, som afdækker udviklingen på en dansk arbejdsanstalt gennem hverdagens små og store beslutninger i årene 1867 til 1930. Her møder vi den store historie gennem afdækning af et lokalt mikrokosmos. Bertelsens og Kirkebæks arbejde har netop en videregående betydning, fordi udviklingen af fattigvæsenet i høj grad blev bestemt gennem den lokale praksis og i mindre omfang gennem lovgivningen. Bogen har adresse både til læsere med interesse for lokalsamfundet og til alle dem, der er optaget af dansk socialhistorie.

Kommunismens spøgelse hjemsøgte 1840’ernes Danmark. Demokrater, aristokrater, bondevenner, kvindesagsforkæmpere, reformtilhængere og konservative – alle kunne beskyldes for at fremme kommunismen. Erklærede kommunister var der ganske vist næsten ingen af. Men som begreb og forestilling blev kommunismen et slagkraftigt våben i tidens kampe om social magt og kulturel betydning. Den fungerede som skræmsel – noget, man beskyldte sine modstandere for at fremme. Kommunismen var det, en ærværdig samfundsborger pr. definition måtte bekæmpe. Men kommunismens opdukken i 1840’ernes politiske og kulturelle begrebsverden gjorde også den moderne verden mere moderne. Kommunismen var med til at lære menneskene at leve, orientere sig og engagere sig i en verden kendetegnet ved radikal forandring. Den pegede på nye udfordringer for den moderne civilisation med voksende storbyer, industriel udvikling, nye former for social nød og sønderbrydning af gamle moralsæt. Den anfægtede nedarvede relationer mellem religiøs tro, fornuftsdyrkelse og materielle interesser. Den bidrog til at vælte ældre forståelser af de tider og rum, menneskene levede i. Og dens spøgelse syntes at antage legemlig skikkelse under de europæiske revolutioner i 1848-49, hvor den danske enevælde faldt, og grundloven for et nyt Danmark skulle skrives. Man havde nu ”lugtet Communismen”, som gårdejer Christian Eriksen bemærkede på den Grundlovgivende Rigsforsamling. Denne bog stiller skarpt på 1840’ernes kommunismedebatter for at trænge ind under huden på kulturelle, politiske og sociale modsætninger i det moderne Danmarks udformning. Dermed fremdrager bogen nye, ofte overraskende sider af en politisk og kulturel arv, som vi stadig lever med.

"en gennemresearchet, spændende tekst om en usædvanlig kvinde og politiker...Thing skriver klart og lige ud ad landevejen, bogen er fyldt med interessante og sjove illustrationer".Karen Syberg i InformationMARIE NIELSEN (1875-1951) blev født i et fattigt husmandshjem og kom ud at tjene som 14-årig. Med hjælp fra en lærer lånte hun penge til at tage en læreruddannelse. Hvorefter hun virkede som kommunelærerinde. Hun startede sit politiske liv i Socialdemokratisk Ungdomsforbund og siden Socialdemokratiet, i 1916 som medlem af hovedbestyrelsen. Men i 1918 meldte hun sig ud og stiftede Danmarks Socialistiske Arbejderparti. I kølvandet på de store demonstrationer på Grøntorvet i november 1918 blev hun idømt 11/2 års forbedringshus for i avisartikler at opfordre til revolution. I 1923 meldte hun sig ind i DKP, men nåede den sjældne rekord, at blive ekskluderet tre gange. I 1936 fordi hun forsvarede de anklagede i Moskvaproceserne. Marie Nielsen arbejdede meget med kvindepolitik og grundlagde i 1924 Arbejderkvinders Oplysningsforening og redigerede foreningens blad. Under besættelsen var hun aktiv i modstandskampen.Biografien er skrevet af historikeren dr. phil. Morten Thing på baggrund af et omfattende kildemateriale

Wolfgang Fritz Haug (1936) er professor em. i filosofi ved Freie Universität Berlin. Hans udgangspunk er Karl Marx sekunderet af den italienske moralfilosof Labriola og den ligeledes italienske socialistiske teoretiker Antonio Gramsci. For Haug er teori sammenhængsviden. Som hos Gramsci går han ud fra, at alle mennesker i samfundet er filosoffer. I modsætning til den dogmatiske kommunisme hævder han, at socialistiske fællesskaber har fundamental brug for tænkende individder mættet af indsigt. Teorier bør studeres i brug -og være anvendelige både akademisk og i politisk praksis.Inspireret af Berlinerskolens kritiske psykologi forstår Haug læreprocesser som evnen at handle sammen med andre. Mens det isolerede individ ses som en dårlig abstraktion.Blandt bogens artikler finder man f.eks. titlerne: Antonio Labriolas grundlæggelse af praksisfilosofien og Økologiens kopernikanske vending samt Hvad er det kulturelle ved kulturen.

Forfatterne, bolig- og byhistoriker stadsarkivar emeritus ph.d. Henning Bro og arbejder- og velfærdshistoriker lektor emeritus ph.d. Søren Kolstrup, fører læseren igennem den boligpolitiske udvikling 1850-1940. Med særligt fokus på arbejdernes og socialt ligestilledes boliger i Storkøbenhavn. Undervejs gives der konkrete eksempler på forskellige typer byggerier og ejer- og finansieringsformer. Og det bagvedliggende ideologiske tankegods. Fra borgerlig filantropi til arbejdernes egne boligforeninger og kommunale boliger. Forfatterne blotlægger de historiske ‘grund- og byggesten’ til den spekulationsfri almene bolig, som vi kender den i dag. Med bogen skriver forfatterne bolighistorien ind i den samlede velfærdshistorie.

Bogen tager udgangspunkt i de parisiske arbejdere og småborgeres oprettelse af det revolutionære folkestyre, Pariserkommunen, i 1871. I sin 72 dage korte levetid vedtoges en række reformer, der i samtiden fremstod nye og radikale. Bl.a. adskillelse af kirke og stat, gratis skolegang, forbud mod natarbejde og overtagelse af virksomheder, hvis ejere var flygtet. Målet var en føderativ og social republik baseret på nærdemokratisk kommunestyre. Men det endte i et blodigt nederlag, hvor 20-30.000 kommunarder mistede livet i kampen med regeringshæren og de efterfølgende massehenrettelser.Bogen er en antologi, hvis bidragydere har hver deres fokus. Bertel Nygaard undersøger f.eks. Kommunens karakter og dens efterliv i vor historieforståelse. Efterfølgende kan man læse kommunens program og dens forskellige dekreter.Med forord af Morten Thing gengives Karl Marx' samtidige artikel Borgerkrigen i Frankrig. I forlængelse heraf analyserer han de forskellige udkast til denne tekst.Hans Erik Avlund Frandsen undersøger og sammenligner Bertolt Brechts og Nordahl Griegs teaterstykker om Pariserkommunen. Og vurderer hvad de kan sige eller lære os i dagens samfund. I dansk perspektiv ser Kenn Schoop på samtidige holdninger til Kommunen. Udover diverse aviser møder man bl.a. Georg Brandes og socialisten Louis Pio samt Wilhelm Dinesen, som var førstehåndsvidne. Afsluttende er hele bladet Arbejderkunst fra 1932 genoptrykt. Her fortælles Pariserkommunens udvikling med samtidige tegninger og træsnit og hertil korte tekster.

Strejken var i store dele af det 19. og 20. århundrede arbejderbevægelsens dominerende protest- og modstandsform. Med udgangspunkt i analyser af Emile Zolas Germinal, Martin Andersen Nexøs Den store kamp og John Steinbecks Det ukuelige sind viser Nicklas Freisleben Lund, hvordan virkelighedens arbejdskampe mellem 1850 og 1950 bliver et centralt motiv i vestlig litteratur og selve udgangspunktet for en særlig romanform - strejkeromanen.Litteraturhistorikeren dr.phil. Henrik Yde: ”Med sin 53 sider lange analyse af "Pelle Erobreren"s tredje bind, "Den store Kamp", giver bogen den skarpeste behandling af denne roman, der er set siden 1975…" Nicklas Freisleben Lund er litteraturforsker ved Syddansk Universitet og kritiker ved Jyllandsposten. Han modtog i 2019 Arbejderhistorieprisen for sin ph.d.-afhandling om strejken og romanen. I ambivalent kamp er en bearbejdet udgave af denne.