Bøger udgivet af Skriveboblen

Puk skriver på bagsiden af bogen:Mange kæmper med spiseforstyrrelse, OCD, dårligt selv­værd, angst og andre dumme hjerne-triggere. Jeg er én af dem. Jeg er i dag 15 år, men min spiseforstyrrelse begyndte, da jeg var 11 år, og det skulle tage tre år med selvskade, tvangsmotion, livsfare, intensiv behandling og flere indlæg­gelser, før jeg fik styrken og modet til at stå imod spisefor­styrrelsens kræfter. Jeg håber så inderligt, at denne bog kan sprede én eller anden form for lys og glæde i ethvert forstyrret sind – og til dem på sidelinjen, som hver dag kæmper hårdt for at kunne hjælpe, støtte og trøste i svære tider. Jeg ved godt, at jeg kun er 15 år, men mens jeg var allermest syg, manglede jeg selv i den grad, at nogle ligesindede satte ord på alt det svære, som kan kredse rundt i hovedet på os børn og unge – så jeg vidste, at jeg ikke var alene. At andre kunne have det på samme måde som mig. Jeg håber sådan, at du vil få glæde af min bog.

Var det så slemt? Jeg gjorde ikke modstand. Var det min egen skyld? Jeg skammer mig. Jeg skal bare tage mig sammen. Jeg er uren. Vi hører mest om de virkelig grumme familiesager med omsorgssvigt, misrøgt og seksuelle overgreb. Men hvad med alt det, der foregår i "det små"? Faderen, stedfaren, vennen, chefen, onklen, kæresten... der liiiige piller lidt, krænker verbalt, liiiige går over grænsen på en måde, så man nemt vender det mod sig selv og kæmper med skyld og skam i mange år. Det er også overgreb, som kan give senfølger, hvis man ikke får snakket om det. Der er ikke noget, der er "for småt"! Vi er to kvinder fra to generationer. Begge med en overgrebshistorie. Nu bryder vi tavsheden.

Bog nr. 2 i trilogien om Milles spiseforstyrrede år. Bog nr. 1 hedder "En anoreksipiges dagbog" og nr. 3 hedder "Ih, du Mille".

Bog nr. 1 i trilogien om Milles spiseforstyrrede år. Bog nr. 2 hedder "Hvor ser du godt ud" og nr. 3 hedder "Ih, du Mille"

Det er ret vildt for mig at skrive denne bog. Jeg troede, at ”Resten skal nydes” blev min sidste bog om spiseforstyrrelser. Jeg stod SÅ godt på mine ben, da jeg skrev den bog. Jeg brugte alle de sætninger og øvelser, jeg selv havde fundet på, og jeg havde fundet MIT balancepunkt, som jeg vippede så fint omkring. Men det var ikke helt integreret i mig, kan jeg nu se. Jeg blev gravid, blev mor, forholdet blev taget til et nyt level, og samtidig havde jeg sat mig selv i en redder-rolle. Jeg følte mig ikke spiseforstyrret mere – jeg var jo ikke inde i den glasklokke mere! – men jeg følte mig tit fanget i mig selv. Jeg glemte simpelthen at holde fast i at gøre de ting, der hjælper mig. Jeg havde ikke lavet min værktøjskasse med de vigtigste redskaber, jeg skal huske! For jeg er en fed anorektiker, en brækfri bulimiker. Det tør jeg godt sige højt nu og stå ved. Jeg må have nogle holdepunkter og redskaber, fordi spiseforstyrrelsen har været så stor del af mit liv. Jeg vil gerne kunne det hele, være helt normal. Men det er jeg ikke. Jeg har brug for min egen værktøjskasse, så jeg altid kan svinge omkring MIT balancepunkt. Det er ikke et nederlag at erkende. Det er faktisk en kæmpe befrielse!! Jeg skal ikke KÆMPE hele tiden. Jeg skal LEVE! Hvis jeg føler, at jeg skal KÆMPE, så er der noget galt. Så er det fordi, jeg ikke lytter til mig selv og til mine behov, og fordi jeg ikke bruger min egen værktøjskasse.

Bog nr. 3 i trilogien om Milles spiseforstyrrede år.Bog nr. 1 hedder "En anoreksipiges dagbog" og nr. 2 hedder "Hvor ser du godt ud!".