Bøger udgivet af Sprogforeningen

De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen har altid fået stor og velfortjent opmærksomhed. Men havde han ikke haft sin kone som organisator, er det tvivlsomt, om han var nået så langt. Helene Hanssen skrev mange breve til sin mand. Først i forlovelsestiden, og også senere da han blev landdagsmand og rigsdagsmand i Berlin og var væk 8 måneder om året. Hun sørgede for at arkivere deres korrespondance, så man i dag kan følge deres liv næsten fra dag til dag.”Helene Hanssen – et liv i strid og kærlighed” er en biografi om kvinden bag Genforeningen. Helene Hanssens hjem var en veldrevet gård på Sundeved. Hun havde svært ved at tilpasse sig de normer, man dengang havde. Hun havde ikke lyst til de ting, piger helst skulle beskæftige sig med.Hun var ikke huslig og hadede det sorte komfur. Hellere ville hun læse eller tumle rundt med drengene. Hendes ældre søstre søgte at holde hende til arbejdet. Hendes skolegang var elendig og hun fortalte senere mange gange, at hun ikke havde lært noget af betydning i sin barndoms skole.Da hun traf det opadstigende politiske talent Hans Peter Hanssen var det to modsætninger, der mødtes. Han var vant til anerkendelse og positiv interesse. Hun var vant til kritik. De to unge forlovede sig i 1882, og nu fulgte en 6 år lang forlovelse, hvor Helene prøvede at indhente noget af det forsømte, hvad uddannelse angik. Hun var 3 gange på Askov og fik her øjnene op for, hvordan skolegang kunne være.Helene Iversen uddannede sig først som mejerske, senere blev hun en kort tid lærer. Hun sluttede med at stå i lære i ekspeditionen på Fyns Tidende, så hun kunne være med til at administrere en avis. Hendes forlovede havde planer om at blive redaktør. I 1888 blev de gift. De første år boede de i Sønderborg. I 1892 købte de avisen Hejmdal i Aabenraa. Hans Peter var meget ude at holde foredrag og blev i 1896 valgt til landdagen i Berlin. Helene overtog avisdriften og pasningen af Hafnia kontoret. Sideløbende fik hun 10 børn på 14 år og passede også dem og den store husholdning.Hun var ikke et nemt menneske og stødte tit sammen med de ansatte på Hejmdal. Hun sagde tingene ligeud og kunne ikke omgås med flere sandheder. Det blev et for en kvinde dengang usædvanligt liv. Helene Hanssen rådgav sin mand i politiske spørgsmål og sørgede for at holde ham ved jorden. Hun var uimponeret og sørgede for, at de mange børn kom godt i vej. Helene Hanssen var sin mand en uvurderlig støtte i kampen for at få Sønderjylland dansk.

10.000 år i Sønderjylland50 nedslag i Sønderjyllands historieBogens 50 nedslag i Sønderjyllands historie er et opdateret, bearbejdet og illustreret udvalg af forfatterens artikler gennem flere årtier.Samlingen giver et varieret, tankevækkende og underholdende blik på Sønderjyllands brogede og fascinerende historie.

Henriette Gubi (1856-1894) havde alle odds imod sig, men formåede alligevel at sætte sit præg på mange sønderjyske børn i tiden fra 1891-1894. Årene var midt i udlændighedstiden, og det danske sprog truedes af det store sprog sydfra. Henriette Gubi rejste som vandrelærerinde fra gård til gård og underviste børnene i dansk sprog og dansk kultur.Sønderjydernes førstemand H. P. Hanssen var medvirkende til hendes første jobs i 1891 på gårde på Als og Sundeved. Da vandrelærer Kasper Jensen af de tyske myndigheder fik undervisningsforbud i Midtlandet byttede han og Henriette, så hun blev lærerinde i Geestrup og Mandbjerg ved Toftlund.De tyske myndigheder var på nakken af Henriette Gubi. Amtsforstander Krause i Toftlund var irriteret på hende og kaldte hende et stædigt kvindemenneske. Han følte at hun drillede ham.Efter sommerferien i 1893 fik hun brev fra amtsforstanderen: Det er ikke ulovligt at undervise, men det er ulovligt at have undervisning som et erhverv.Henriette Gubi nåede at blive en højt respekteret lærerinde, inden sygdom indhentede hende før hun fyldte 38 år. Den 3. juli 1894 måtte hun aflyse sin deltagelse i folkefesten på Skamlingsbanke dagen efter. Hendes feber var stigende og doktoren stillede diagnosen, tyfus. Henriette Gubi døde den 14. juli 1894 på Gram Sygehus

Lægen Aage Lauesgaard, der i 1928 stiftede ”Sønderjydsk Gruppe- og Udlånsbibliotek” populært kaldet BOGENS HØJSKOLE havde målet: En god bogsamling i ethvert sønderjysk hjem. Med dannelsen af Bogens højskole søgte han at nå sit mål og at få institutionen til at stå som en sønderjysk kulturfæstning.Lauesgaard opbyggede i 1930´erne en stor landsomspændende virksomhed, der udgik fra Bogens Højskole i Toftlund. Der var forlag, avisudgivelser, børnehave og forskellige foreninger.Uddrag af Jes Fabricius Møllers anmeldelse af Bogens Højskole i Kristeligt Dagblad:Aage Lauesgaard (1868-1958) er en overset skæbne i dansk intellektuel historie. Han var en ildsjæl og iværksætter, socialdemokrat, filantrop, inspirator, nazist, redaktør, læge og meget andet.Han drev i slutningen af 1800-tallet lægepraksis i Ålborg. Antagelig i forventning om at byen blev dansk slog han sig ned i Flensborg efter 1. verdenskrig. Da det ikke skete flyttede han til Toftlund nord for grænsen.I Toftlund var han meget aktiv, det blev til lige fra et lokalhistorisk museum til en vidtløftig forening kaldet antisladderforeningen. Men han største og vigtigste projekt var BOGENS HØJSKOLE, et privat udlejningsbibliotek med hovedsæde i Toftlunds nedagte banegård.

To år efter stiftelsen af ”Foreningen til bevarelse af det danske sprog i Nordslesvig – SPROGFORENINGEN” i 1880 udgav historiker og rigsarkivar A. D. Jørgensen bogen ”40 fortællinger af fædrelandets historie.”.Sprogforeningens arbejde med for at opfylde sin formålsparagraf og dermed sikre det danske sprog og den danske kultur i Sønderjylland skete primært ved udlån af bøger til befolkningen i alle kroge af den tabte landsdel. A. D. Jørgensens bog blev et uundværligt aktiv i Sprogforeningens arbejde, der bidrog til at Nordslesvig den 10. februar 1920 stemte sig hjem til Danmark.Uden på nogen måde at ville kopiere A. D. Jørgensens bog har Sprogforeningen taget initiativ til bogen med 40 fortællinger fra Sønderjylland, skrevet af 40 forfattere.Bogen er delt op i 11 hovedtemaer:* Sønderjylland langt tilbage * Sproget * Fra den nationale kamp i Sønderjylland * Sønderjylland i de store krige * Personligheder i Sønderjylland * Bygninger og natur i Sønderjylland * Sønderjyske specialiteter * Det danske mindretal i Sydslesvig * Skoleliv i Sønderjylland * Foreningsliv i Sønderjylland * Familiehistorier fra Sønderjylland og Sydslesvig.

Det var lidt af en bedrift, at det lykkedes at fastholde det danske sprog i Nordslesvig 1864-1920, hvor tysk sprog og kultur var herskende.Trods et massivt pres for at indføre tysk sprog og kultur i løbet af en enkelt generation, lykkedes det af fastholde dansk tale- og skriftsprog. Både fra dansk og fra tysk side vidste man, at kampen stod om børnene.I dag har man næsten glemt de pionerer, der udkæmpede hvad de fleste anså for at være en umulig kamp, men takket være forholdsvis få personers indsats for at fastholde børnene som dansktalende, lykkedes det. Disse få – i dag næsten glemte forkæmpere havde måske i virkeligheden hovedansvaret for, at 75% af sønderjyderne stemte dansk den 10. februar 1920.Bogen fortæller om Sprogforeningens bogsamlinger. Den Blå Sangbog og de forbudte sange. Børneblad for Nordslesvig, det sønderjyske biblioteksvæsen og ikke mindst sprogkampens pionerer.

Det røde Hjørne – I.P. Nielsen 1873 – 1952Med folketingsmand I. P. Nielsen som den gennemgående figur beskæftiger bogen sig med Sønderjylland i perioden fra Genforeningen i 1920 til opgøret i årene efter 1945.Th. Stauning traf i sommeren 1920 beslutningen, at den sjællandske bager Jens Peter (I.P.) Nielsen skulle være socialdemokratiets kandidat ved det første folketingsvalg efter Genforeningen, hvor sønderjyderne havde mulighed for at deltage.Stauning var klar over, at den helt store udfordring var, at finde manden der kunne bygge bro mellem de tyske og de danske arbejdere i Sønderjylland. I. P. Nielsen havde på sine ture på valsen i Tyskland i 1890´erne lært sig tysk, men det var hans store arbejde for nødlidende tyske børn fra 1917, der gjorde udslaget. I perioden 1917 – 1924 stod han i spidsen for det arbejde, der betød at 34.000 tyske børn kom på længere kurophold i Danmark. Tyskland kvitterede med navnet ”Der Kindervater”.I.P. Nielsen fik hurtigt succes med sit brobygningsarbejde i Sønderjylland. Herefter kunne han fra midten af 1920´erne tage fat på arbejdet med at genoprette kontakten på tværs af grænsen til arbejderne i den nordlige del af Tyskland.Inden 1930 var tidligere tiders tætte kontakter mellem arbejderne i Sønderjylland og Flensborg-området retableret. Men Hitlers magtovertagelse i 1933 satte en brat stopper for det samarbejde. Fremtrædende tyske arbejdere og politikere blev forfulgt og mange flygtede til Danmark. Flere dramatiske situationer opstod, når tyske flygtninge/emigranter hjulpet af danskere flygtede til Danmark til land eller til vands.Efter at arbejdet med de tyske børn var afsluttet i 1924, fortsatte I. P. Nielsen arbejdet med børn fra den sønderjyske småkårsstand, og han fik fra 1936 et tæt samarbejde med kronprinsesse Ingrid, efter at kronprinseparret havde overtaget Gråsten Slot.I.P. Nielsen var i 1930´erne i front for de sønderjyske arbejderes kamp mod den nazisme, som især fik tag i det tyske mindretal efter Hitlers magtovertagelse.I 1943 efter 23 år i Folketinget stoppede I. P. Nielsen som folketingsmedlem, men han fortsatte sine aktiviteter for børnene. Uden tanke på egen sikkerhed tog han fat i de tyske besættelsesmyndigheder, når de udsatte lokalbefolkningen for overgreb eller foretog vilkårlige arrestationer af kendte sønderjyder.Da I.P. Nielsen døde i 1952 havde han opnået legendestatus i Sønderjylland og ingen troede at denne gæve sønderjyde, faktisk kun havde været i Sønderjylland i 32 år. Frode Sørensen / forfatter