Bøger i Les Rougon-Macquart serien i rækkefølge

Adelaide Fouque har lige fra sin tidlige ungdom lidt af nervøse anfald. Hun arver tidligt en lille gård efter sin fader, og da hun er atten, gifter hun sig med en af sine arbejdere, Rougon, der dør femten måneder senere og efterlader Adelaide med en søn, Pierre. Kort efter Rougons død kommer hun under indflydelse af Macquart, en fordrukken smugler og krybskytte, med hvem hun får en søn, Antoine, og en datter, Ursule.Adelaides kataleptiske anfald bliver hyppigere med årene, og hun er tilsidst nærmest en blid grøntsag, samtidig med at hun dog har viljestyrke nok til tage sig af den forældreløs Silvére Mouret, der er søn af hendes datter Ursule. Pierre Rougon, den legitime søn, er en mand med en stærk vilje, som han har efter sin fader, og da han ser, at hans moders ejendom ødes bort af Macquarterne, sørger han for, ved midler, der grænser til bedrageri, at få moderen til at sælge ejendommen og selv få overskuddet. Ikke længe efter gifter han sig med Félicité Puech, en kvinde, der viser sig at besidde både snuhed og intelligens, med hvem han får tre sønner - Eugène, Aristide og Pascal - og to døtre - Marthe og Sidonie. Pierre Rougon har ikke selv megen fremgang, hvad han har tjent og tjener går stort set til at opretholde svigerfaderens skrantende forretning, men hans ældste søn, Eugène, drager til Paris og bliver indblandet i det bonapartistiske komplot, der fører til statskuppet i december 1851, hvor prins Louis-Napoleon undertrykker republikken og opkaster sig selv til kejser Napoleon III. Som følge heraf kan Eugéne forsyne sine forældre med oplysninger om begivenhederne i Paris, der giver Pierre mulighed for ved en "heltemodig indsats" at skaffe sig hvervet som amtsforvalter, en post, som i datidens Frankrig gav rige muligheder for at fylde sine egne lommer.Handlingen udspiller sig i den lille provençalske by Plassans, hvor man både følger Pierre og hans families intriger og opgør og de tragiske begivenheder, der udspiller sig, da landbefolkningen rejser sig mod undertrykkelsen af republikken, og der indflettes en smuk kærlighedsidyl mellem Silvère og en ung pige ved navn Miette, der begge slutter sig til oprørerne.Bind 1 i serien Les Rougon-Macquart

Den tidligere provinsadvokat Eugène Rougon, er efter sin medvirken ved statskuppet i december 1851 blevet præsident for den lovgivende forsamling. Nu, nogle år senere, føler han dog, at han er ved at falde i unåde hos kejser Napoléon III; for at komme kejseren i forkøbet, vælger han at gå selv, og indgiver sin afskedsansøgning.Men Eugène elsker magt for magtens egen skyld, og kan ikke finde sig til rette som almindelig borger. Af kedsomhed udkaster han storslåede projekter om indvinding af landbrugsjord og bygning af byer i Les Landes - luftkasteller, hvor han selv drømmer sig til hersker i et nyskabt samfund.Hans venner har imidlertid brug for ham - og ikke mindst brug for, at han sidder i et embede, hvor han kan skaffe dem fordele - og iværksætter en kampagne for hans genindsættelse. Efter et attentat mod kejseren udnævnes han til indenrigsminister, og får besked på at holde Frankrig i et jerngreb til skræk og advarsel.Bind 2 i serien Les Rougon-Macquart

"Kampen om byttet" bærer originaltitlen "La Curée", som på fransk er betegnelsen for det tidspunkt i en jagt, hvor byttet er nedlagt, og hundene får lov at dele affaldet efter parteringen.Hundene er her de skrupelløse spekulanter, personificeret ved bl.a. Aristide Rougon - som snart skifter navn til Aristide Saccard for at sløre slægtskabet med Eugéne ("Hans Excellence Eugéne Rougon") - den yngste søn af Pierre og Félicité Rougon, der efter statskuppet i 1852 er kommet til Paris. Ved hjælp af Eugéne, nu minister i Louis-Napoleons regering, kommer han ind i Paris' administration, hvor han skaffer sig oplysninger om ekspropriationer mm. i forbindelse med baron Haussmanns omstrukturering af byen. Disse oplysninger benytter han til at spekulere i ekspropriations-erstatninger.Aristides anden hustru, den betydeligt yngre Renée, som han kun har giftet sig med for at skaffe midler til sine spekulationer, keder sig, og af kedsomhed tager hun sig af hans søn af første ægteskab, den vege, pigeagtige Maxime og dennes opdragelse. Senere forelsker hun sig i sin søgen efter nye og uprøvede oplevelser i Maxime."Kampen om byttet" er en roman om begær - begær efter penge og magt, og sexuelt begær.Romanen har ikke tidligere været udgivet på dansk.Bind 3 i serien Les Rougon-Macquart

Aristide Saccard står efter en fallit tilbage som en paria på Paris' Børs. Han er dog stadig på jagt efter nye projekter for atter at komme på fode.Ingeniøren Hamelin, der bor i den samme ejendom som Saccard, drømmer om at genrejse landene i Mellemøsten ved gigantiske anlægsarbejder: jernbanelinjer, vejanlæg, havneanlæg osv., og Saccard beslutter at danne en bank til at finansiere alle disse foretagender, samtidig med at han selv som direktør kan udnytte foretagendet til sin egen fordel.Banken bliver grundlagt, og Saccard begynder sammen med andre i det konsortium, der står bag, at pumpe bankens aktier op ved gennem stråmænd at opkøbe dem til stadig højere kurser. Han opkøber også forskellige aviser, der skal støtte den kunstige succes, og lægger sig ud med sin broder, den mægtige minister Eugene Rougon, og med konkurrenten Gundermann.Samtidig dukker der et spøgelse fra fortiden op i form af en illegitim søn og nogle veksler, udstedt til dennes moder og underskrevet med falsk navn.Bind 4 i serien Les Rougon-Macquart

Den forældreløse Angelique samles op af ægteparret Hubert, der bor i et lille hus, der er klinet op ad byens store katedral. Familien lever af at brodere udsmykning til kirken og beklædning til præsterne. Angelique finder et eksemplar af en helgenhistorie, og betages først af billederne, dernæst, efterhånden som hun får dem tydet, af de gamle historier. Den uskyldige unge pige forestiller sig, at den rette mand, som er både rig og smuk, vil komme til hende og tage hende med sig, og da den unge Félicien en dag, da hun er ude at lægge vasketøj til tørre, nærmer sig hende, ved hun, at det er ham.Hverken Féliciens fader eller Angeliques plejeforældre vil imidlertid anerkende forholdet.Drømmen er med sin eventyragtige stemning lidt af en outsider i Rougon-Macquart-serien, men også på sin vis en roman om religiøs besættelse.Bind 5 i serien Les Rougon-Macquart

En ny præst, fader Faujas, og hans moder kommer til Plassans og indlogerer sig hos François Mouret og dennes hustru Marthe Rougon. I starten er præsten tilbageholdende og sky, men langsomt blander han sig, til den magtesløse Mourets store ærgrelse, ind i sin værtsfamilies dagligdag, og hensætter den før så ligeglade Marthe i en art religiøst vanvid.Plassans sendte ved det sidste valg en delegeret til Paris, som ikke er populær hos regeringen. Den på overfladen upolitiske fader Faujas bruger nu sin stigende indflydelse i byens politiske og kirkelige kredse til at søge sin egen - og som det mere end antydes - regeringens kandidat valgt.Imens forstærkes den stadig hurtigere hvirvel af ødelæggelse og sindssyge hos Mourets, der startede med præstens ankomst, yderligere, da Faujas' søster og hendes fordrukne mand også flytter ind i huset, indtil Mouret endelig tager den ultimative hævn over indtrængerne ...Bind 6 i serien Les Rougon-Macquart

Da Octave Mouret, den ældste søn af François Mouret og Marthe Rougon, kommer til Paris, har han som sit erklærede mål "at hæve sig ved hjælp af kvinderne". Han flytter ind i en beboelsesejendom, hvor en ven har skaffet ham et værelse, og starter derfra en odyssé blandt husets kvinder.Storborgerliv er en ædende ond satire over det fattigfine borgerskabs hovmod og indbyrdes kærlighedsløse liv bag en moralsk facade, der dækker over en stadig jagt på penge og prestige og patetiske små kærlighedseventyr til at oplive dagligdagen. Romanen svinger fra komedie til tragedie, og medens den måske mangler den fornemmelse af at befinde sig i en ustoppelig hvirvel mod tilintetgørelsen, som flere af de andre romaner i serien har, er den et vældigt bygningsværk af sammenhængende historier, der til sidst danner et et hele, men hvoraf flere kapitler udmærket kunne stå frit som selvstændige fortællinger.Bind 7 i serien Les Rougon-Macquart

I denna originalöversättning av L’Assomoir – en av Émile Zolas mest omtyckta romaner – får vi följa med till 1800-talets Paris och träffa tvätterskan Gervaise Macquart. När Gervaises make lämnar henne och deras två unga söner beslutar hon sig för att avsvära sig män helt och hållet. Det blir helt enkelt bäst så. Men tiden går och så småningom ger hon sig ändå in i ett nytt äktenskap. Hennes drömmar går dessutom i uppfyllelse när hon får chansen att starta sitt eget tvätteri. För första gången på länge är hon lycklig. Men Gervaises glada dagar får ett abrupt slut när en livsomvälvande olycka drabbar familjen. Med ens befinner de sig i en nedåtgående spiral, fylld med alkohol, våld och skulder. Och när en oväntad gäst plötsligt står på tröskeln, faller allting samman.Émile Zola (1840-1902) var en fransk författare och dramatiker från Paris. Han är bland annat känd för att ha bidragit, med romaner och andra verk, till den litterära strömningen naturalismen. Émile Zola var nominerad till det första Nobelpriset i litteratur 1901 och hans verk brändes under bokbålen runt om i Nazityskland 1933.

Octave Mouret er blevet indehaver af magasinet "Damernes Paradis", som han har fået ved giftermål med den tidligere ejers enke, fru Hédouin.Romanen fortæller under dække af kærlighedshistorien mellem Mouret og den lille ekspeditrice Denise Baudu, hvordan det moderne stormagasin udvikler sig i Paris i den sidste halvdel af det 19. århundrede. "Damernes Paradis" står som et symbol på kapitalismen, der ved sit stadige vokseværk, den kyniske udnyttelse af de ansatte og af forbruget som en form for seksuel tilfredsstillelse æder de gammeldags småhandlende og suger pengene ud af kvinderne, fra den bondske fru Boutarel, der kommer til Paris en gang om året for at bruge sine sammensparede skillinger til grevinde de Boves, der har penge nok, men alligevel forledes til butikstyveri for spændingen.Bind 8 i serien Les Rougon-Macquart

Den unge Serge Mouret er sognepræst i et primitivt landsogn i nærheden af byen Plassans. Da han efter et nervøst sammenbrud mister hukommelsen og under sin rekonvalescens plejes af det unge naturbarn Albine på et afsidesliggende gods, falder han som "offer" for dybereliggende menneskelige følelser og parret fatter en dyb og inderlig kærlighed til hinanden.August Strindberg omtalte ved flere lejligheder romanen som "et kolossalt digt af overnaturlig skønhed"."Fader Mourets synd" har ikke tidligere været udgivet på dansk.Bind 9 i serien Les Rougon-Macquart

Da den sprudlende purunge Nana går på scenen til en varieté i Paris, står det klart for alle, at hun ikke har skyggen af talent – hun har til gengæld noget langt mere lukrativt. Nana, der er vokset op i rendestenen, og hvis liv som gadeluder stod skrevet i stjernerne, bliver takket være sin umådelige skønhed den mest begærede og tilbedte kurtisane i hele Paris. De ældre mænd overøser hende med svimlende formuer, de yngre mænd styrter sig i døden for hende, mens Nanas grådighed løber om kap med hendes skønhed.

Le bel Octave Mouret a quitté la province pour Paris. Il loue une chambre dans un immeuble de six étages de la rue de Choiseul, trouve un emploi dans le magasin Au Bonheur des Dames, et rêve d'avoir une maîtresse. Décidé à séduire une femme par étage, Octave découvre que chaque famille a ses secrets…Dans ce dixième volume des « Rougon-Macquart », Zola fait la caricatures des bourgeois. Derrière les bonnes morales et les grandes façades mijotent des tambouilles aux vices et à l'hypocrisie débordants.Émile Zola (1840-1902) est un écrivain considéré comme le plus lu et traduit du monde. Fils d’un ingénieur, il passe sa jeunesse à Aix-en-Provence. Son père meurt alors que Zola n’a que sept ans. Sa mère est en difficulté financière, et Zola est privé d’études. Il échoue deux fois le bac de français, et cherche du travail pour pallier au problème d’argent. Il obtient un poste de commis chez Hachette après une série de métiers déplaisants. Zola grimpe les échelons et devient en 1860 responsable de la publicité au sein d’Hachette. Grâce à cette situation, il se noue d’amitié avec des écrivains contemporains (Flaubert, Alphonse Daudet, Huysmans, Maupassant…) En 1867, il publie «Thérèse Raquin», un roman naturaliste qui fait scandale dans la presse. Cependant, il continue sur sa lancée et publie une grande quantité de romans naturalistes, avec entre autres les «Rougon-Macquart». Il s’impose ainsi en maître du naturalisme littéraire. À compter de la publication de «l'Assommoir», ses publications prennent de l’ampleur au sein du monde littéraire. Alors qu’il s’achète une villa à Médan, il publie avec Guy de Maupassant, J.-K. Huysmans, Henry Céard, Léon Hennique et Paul Alexis «Les Soirées de Médan». Zola est aussi connu pour avoir lutter contre l’antisémitisme: Le 13 janvier 1898, il publie une lettre ouverte dans le journal l'Aurore de Georges Clemenceau, intitulée «J'accuse…!»

Helene Grandjean, datter af Ursule Mouret, barnebarn af Adelaide Fouque og søster til Francois Mouret (Erobringen af Plassans) har efter sin mands død bosat sig i pariserforstaden Passy med sin 11-årige, svagelige datter Jeanne. Hun lever tilbagetrukkent, og omgås kun to gamle vennen, præsten fader Jouve og handelsmanden Rambaud. Da Jeanne får et anfald af sin sygdom, møder hun en nabo, den gifte læge Henri Deberle, og de forelsker sig hovedkulds, omend i begyndelsen uudtalt. Jeanne, der har arvet bedstemoderens egocentriske og jaloux temperament, kan imidlertid ikke acceptere, at moderen ikke mere kun er til for hende.Bind 10 i serien Les Rougon-Macquart

Florent Quenu, der ved et uheld er blevet uskyldig dømt til deportation for et mord under statskuppet i december 1851, vender hjem til Paris, og finder byen fuldstændig forandret - ikke mindst er det gigantiske fødevaremarked, Hallerne, blevet bygget, mens han har været væk. Han genfinder sin broder, spækhøkeren Quenu, og indlogerer sig hos ham.Quenus kone, Lisa, datter af Antoine Macquart (Familien Rougon, Erobringen af Plassans), er imidlertid utryg ved den fredsommelige drømmer, som Florent i virkeligheden er, og lader sig af den lokale sladder gradvis forlede til at lægge denne for had.Hallerne og de enorme mængder af mad, der daglig falbydes dér, spiller en stor rolle i denne politiske satire, der i en slags allegori beskriver konflikten mellem "de fede", dvs. udsugerne, udnytterne, dem der er tilfredse med det nuværende styre, så længe de kan udnytte det til egen vinding, og "de magre", idealisterne, kunstnerne, dissidenterne.Bind 11 i serien Les Rougon-Macquart

Da Pauline Quenu, datter af Liza Macquart og viktualiehandleren Quenu (Paris' mave) bliver forældreløs, optages hun i huset hos familien Chanteau, der bor i en lille, forarmet fiskerby i Normandiet. Pauline knytter sig til onklen, der lider af en invaliderende gigtsygdom, men efterhånden som hun vokser til, vokser også hendes passion for fætteren, den vege Lazare. Pauline forsøger stadig at støtte ham i den ene vilde plan efter den anden, der dog hver gang strander på hans manglende interesse.Imens smuldrer den formue, Pauline har arvet efter forældrene, dels ved hendes støtte til Lazares projekter, dels ved tantens stadig små "lån" til husholdningen. Da man har planlagt, at hun og Lazare skal gifte sig, når hun er blevet myndig, er pengene jo egentlig deres.Men der er egentlig ikke noget i denne bog, der ender som det er planlagt, og dens titel er måske en af de mest ironiske i litteraturen.Bind 12 i serien Les Rougon-Macquart

Orpheline à dix ans et à la tête d'une immense fortune, Pauline Quenu est confiée à la famille Chanteau dans un petit village normand au bord de la mer. Attendris par le caractère doux et la joie de vivre de la petite fille, M. et Mme Chanteau se sont jurés de ne jamais toucher à sa fortune. Mais peu à peu, les promesses s'envolent. Le mer ronge la falaise, la santé mentale de leur fils Lazare se dégrade face aux ambitions que Mme Chanceau impose, et l'héritage de Pauline est dilapidée…Après «Au Bonheur des Dames», ce douzième volume des «Rougon-Macquart» est un roman où la joie de vivre de Pauline s'érode sous les coups incessants d'une famille et d'une mer destructrice.Émile Zola (1840-1902) est un écrivain considéré comme le plus lu et traduit du monde. Fils d’un ingénieur, il passe sa jeunesse à Aix-en-Provence. Son père meurt alors que Zola n’a que sept ans. Sa mère est en difficulté financière, et Zola est privé d’études. Il échoue deux fois le bac de français, et cherche du travail pour pallier au problème d’argent. Il obtient un poste de commis chez Hachette après une série de métiers déplaisants. Zola grimpe les échelons et devient en 1860 responsable de la publicité au sein d’Hachette. Grâce à cette situation, il se noue d’amitié avec des écrivains contemporains (Flaubert, Alphonse Daudet, Huysmans, Maupassant…) En 1867, il publie «Thérèse Raquin», un roman naturaliste qui fait scandale dans la presse. Cependant, il continue sur sa lancée et publie une grande quantité de romans naturalistes, avec entre autres les «Rougon-Macquart». Il s’impose ainsi en maître du naturalisme littéraire. À compter de la publication de «l'Assommoir», ses publications prennent de l’ampleur au sein du monde littéraire. Alors qu’il s’achète une villa à Médan, il publie avec Guy de Maupassant, J.-K. Huysmans, Henry Céard, Léon Hennique et Paul Alexis «Les Soirées de Médan». Zola est aussi connu pour avoir lutter contre l’antisémitisme: Le 13 janvier 1898, il publie une lettre ouverte dans le journal l'Aurore de Georges Clemenceau, intitulée «J'accuse…!»

Gervaise Macquart har ikke mange krav til et lykkeligt liv: at have et arbejde, kunne tjene det daglige brød, have et lille værelse og et beskedent bohave for sig selv, kunne opdrage sine børn, ikke at få prygl og at dø i sin egen seng. Da hendes mand, Auguste Lantier, forlader hende og deres to børn efter at have sendt hende til lånekontoret med de sidste pjalter, ser det håbløst ud, men hun klarer sig, og slår sig sammen med blikkenslageren Coupeau, der har fast arbejde, ikke drikker, og ikke er voldelig. Sammen får de sparet så meget sammen, at Gervaise kan åbne et strygeri med flere medarbejdere.En dag falder Coupeau imidlertid ned fra det tag, hvor han er ved at lægge zinkplader, og under rekonvalescensen får han smag for lediggang og værtshusbesøg, og det er starten på en stadigt accelererende spiral mod den yderste ruin og fornedrelse for parret.Gervaise får med Coupeau datteren Anna, kaldet Nana, der er hovedperson i den vel mest kendte roman af samme navn i Rougon-Macquart-cyklussen. Man får i Faldgruben i glimt billeder fra Nanas opvækst og starten på hendes karriere som luksusskøge.Bind 13 i serien Les Rougon-Macquart

Den dygtige unge maler Claude Lantier flytter til Paris for at bedåre kunstverdenen med sit store talent. Mens hans drøm om storhed bliver latterliggjort af den snobbede parisiske elite, bliver hans barndomsven Pierre Sandoz en feteret skikkelse, som lovprises for sine romaner. Claude bliver mere og mere bitter på sin ven og på hele den verden, som han vil gøre alt for at blive accepteret af, og lige så stille ofrer han alt på kunstens ubarmhjertige alter.”Mesterværket” er inspireret af Zolas tætte venskab med maleren Cézanne, og bogen tegner et unikt billede af de to geniers venskab og det turbulente kunstneriske miljø, de levede i i 1860’ernes Paris. Det er den mest selvbiografiske af de 20 romaner i Zolas ikoniske serie ”Les Rougon-Macquart”. Bogen udkom første gang i 1886.Les Rougon-MacquartÉmile Zolas berømte serie ”Les Rougon-Macquart” fortæller i løbet af tyve bind historien om to adelige familier under det andet franske kejserrige fra 1852-1870. Bøgerne kan læses som serie eller uafhængigt af hinanden.Émile Zola (1840-1902) var en fransk journalist og roman- og skuespilforfatter. Han er den bedst kendte forfatter inden for den litterære genre naturalisme og har været nomineret til to nobelpriser.

Claude Lantier est hanté par un rêve absolu : peindre une suite de fresques aussi hautes que le Panthéon. Avec son ami d'enfance le romancier Sandoz, Claude souhaite voir les murs du Louvres recouvert d'un art éloigné du néo-classicisme — l'art nouveau. Génie incompris, Claude est prêt à tout sacrifier pour cela.Quatorzième volume des «Rougon-Macquart», «L'Œuvre» s'inspire de Paul Cézanne. À travers la voix de Sandoz, Zola met en avant ses idées avant-gardistes et la révolution artistique du XIXème siècle.Émile Zola (1840-1902) est un écrivain considéré comme le plus lu et traduit du monde. Fils d’un ingénieur, il passe sa jeunesse à Aix-en-Provence. Son père meurt alors que Zola n’a que sept ans. Sa mère est en difficulté financière, et Zola est privé d’études. Il échoue deux fois le bac de français, et cherche du travail pour pallier au problème d’argent. Il obtient un poste de commis chez Hachette après une série de métiers déplaisants. Zola grimpe les échelons et devient en 1860 responsable de la publicité au sein d’Hachette. Grâce à cette situation, il se noue d’amitié avec des écrivains contemporains (Flaubert, Alphonse Daudet, Huysmans, Maupassant…) En 1867, il publie «Thérèse Raquin», un roman naturaliste qui fait scandale dans la presse. Cependant, il continue sur sa lancée et publie une grande quantité de romans naturalistes, avec entre autres les «Rougon-Macquart». Il s’impose ainsi en maître du naturalisme littéraire. À compter de la publication de «l'Assommoir», ses publications prennent de l’ampleur au sein du monde littéraire. Alors qu’il s’achète une villa à Médan, il publie avec Guy de Maupassant, J.-K. Huysmans, Henry Céard, Léon Hennique et Paul Alexis «Les Soirées de Médan». Zola est aussi connu pour avoir lutter contre l’antisémitisme: Le 13 janvier 1898, il publie une lettre ouverte dans le journal l'Aurore de Georges Clemenceau, intitulée «J'accuse…!»

Maleren Claude Lantier, søn af Gervaise Macquart og Auguste Lantier (Faldgruben) skaber en ny og genial stilart, men anerkendes kun af sine nærmeste venner, medens publikum og kunstdommerne på Akademiet kun har latter til overs for ham. Han er besat af sin kunst, og begynder på stadig større og mere umulige projekter, men er ude af stand til at gøre et maleri færdigt, så han selv er tilfreds med det. Hans besættelse æder efterhånden både ham selv og hans familie op.Mesterværket er tildels selvbiografisk, og skildrer forholdet mellem Zola (romanens Pierre Sandoz) og maleren Cezanne, der havde været venner siden barndommen i Provence - Claude Lantier rummer dog også træk fra andre af impressionismens store franske navne.Bind 14 i serien Les Rougon-Macquart

Jacques Lantier - næstældste søn af Gervaise Macquart og Auguste Lantier (Faldgruben), er lokomotivfører på linjen Paris-Havre. Han lider af de samme nedarvede maniske tilbøjeligheder som resten af familien - hos ham giver det sig udslag i en overvældende trang til at myrde et menneske, der som regel dukker op, når han er sammen med en kvinde.I denne den måske mest "sorte" af romanerne i Rougon-Macquart-serien blander Zola kærlighed og død med de vældige maskiners - personificeret i lokomotivet Lison, som Jacques elsker næsten som en kvinde - ustoppelige fremdrift til en voldsom, medrivende og intens psykologisk thriller.Bind 15 i serien Les Rougon-Macquart.

Efter at være fyret fra sit arbejde som maskinarbejder ved jernbanerne i Lille for at have givet formanden en ørefigen, går Étienne Lantier, yngste søn af Gervaise Macquart og Auguste Lantier (Faldgruben) på landevejen. En nat kommer han til en kulmine i det nordlige Frankrig tæt ved den belgiske grænse, hvor han får arbejde.Ikke længe efter Étiennes ankomst ændrer ledelsen af minen på lønvilkårene, og de i forvejen udsultede arbejdere begynder en strejke, der bliver både lang, ødelæggende og blodig for begge parter.Germinal regnes af mange for mesterværket i hele Zolas forfatterskab.Bind 16 i serien Les Rougon-Macquart

Gervaise Macquarts (Faldgruben) datter Nana er vokset op på Paris' gader og er i begyndelsen af bogen en andenrangs skuespiller med en enkelt succes i en forestilling på Variétés-teatret, hvor hun fremtræder halvnøgen som den lyshårede Venus. Mændene falder på stribe for den egentlig ikke særlig kønne eller intelligente, men meget fremkommelige pige, og inden længe lader hun sig rive med af strømmen, og ruinerer uden større reflektioner den ene rigmand efter den anden."Hun alene blev stående oprejst midt i de rigdomme, der var hobet sammen i hendes hus, med et folk af mandfolk slagne for fødderne af sig. … Fluen, der fløj op fra forstadens smuds, der bragte med sig smittestoffet fra samfundets råddenskab, havde forgiftet alle disse mandfolk bare ved at sætte sig på dem. Det var rigtigt, det var retfærdigt: hun havde hævnet sin verden, tiggerne og de forladte. Medens hendes køn steg i en stråleglans og skinnede på ofrene, der lå udstrakte for hendes fødder ligesom en opgående sol, der oplyser en slagmark, bevarede hun, uvidende om sin gerning og stadig en god pige, sin udmærkede dyriske samvittighedsløshed. Hun vedblev at være stor, hun vedblev at være tyk, med et dejligt helbred og et dejligt humør."Bind 17 i serien Les Rougon-Macquart

Jacques Lantier est un conducteur de train, amoureux de sa locomotive Lison comme d'une maîtresse.C'est aussi le fils de Gervaise dans « l'Assommoir » et l'héritier d'une lignée maudite. Les femmes attisent chez Jacques des pulsions violentes et des envies meurtrières. Quand il s'éprend pour la jeune et douce Sévérine, Jacques espère pouvoir dompter la bête qui sommeille en lui.Dix-septième volume des « Rougon-Macquart », « La Bête Humaine » est un voyage infernal le long d'une ligne de chemin de fer. Zola dresse la fresque d'un homme tourmenté par l'amour et sa condition, et où la démence côtoie le crime.Émile Zola (1840-1902) est un écrivain considéré comme le plus lu et traduit du monde. Fils d’un ingénieur, il passe sa jeunesse à Aix-en-Provence. Son père meurt alors que Zola n’a que sept ans. Sa mère est en difficulté financière, et Zola est privé d’études. Il échoue deux fois le bac de français, et cherche du travail pour pallier au problème d’argent. Il obtient un poste de commis chez Hachette après une série de métiers déplaisants. Zola grimpe les échelons et devient en 1860 responsable de la publicité au sein d’Hachette. Grâce à cette situation, il se noue d’amitié avec des écrivains contemporains (Flaubert, Alphonse Daudet, Huysmans, Maupassant…) En 1867, il publie «Thérèse Raquin», un roman naturaliste qui fait scandale dans la presse. Cependant, il continue sur sa lancée et publie une grande quantité de romans naturalistes, avec entre autres les «Rougon-Macquart». Il s’impose ainsi en maître du naturalisme littéraire. À compter de la publication de «l'Assommoir», ses publications prennent de l’ampleur au sein du monde littéraire. Alors qu’il s’achète une villa à Médan, il publie avec Guy de Maupassant, J.-K. Huysmans, Henry Céard, Léon Hennique et Paul Alexis «Les Soirées de Médan». Zola est aussi connu pour avoir lutter contre l’antisémitisme: Le 13 janvier 1898, il publie une lettre ouverte dans le journal l'Aurore de Georges Clemenceau, intitulée «J'accuse…!»

Jean Macquart, søn af Antoine Macquart (Familien Rougon) og Gervaise Macquarts (Faldgruben) broder, er udtrådt af hæren og ernærer sig som omvandrende håndværker, indtil han slår sig ned som daglejer i den lille landsby Rognes på Beaucesletten i det nordlige Frankrig.I modsætning til de fleste andre bøger i serien er det dog ikke Rougon/Macquart-familien og dens særheder, der er hovedemnet i Jord, men en hel landsbys grådighed og indbyrdes had.Det hele udløses af den gamle Fouans beslutning om at skifte med sine børn: den ekstremt nærige, men forholdsvis ærlige Fanny, den grådige og liderlige Stivnakke, og den fordrukne og uansvarlige Hyacinthe, kaldet "Jesus Kristus", mod at få ophold hos ét af dem og afgifter af de to andre. Men i et samfund, hvor jord betyder alt, bliver den indbyrdes rivaliseren mellem de tre søskende - den, der har faderen boende, har også størst chance for at få raget hans beskedne formue til sig - snart til et brutalt had, hvis virkninger breder sig til resten af landsbyen.Jord er en fascinerende skildring af den fornedrelse, uvidenhed og grådighed kan have på mennesker. Den vakte ved sin fremkomst vild forargelse, og det er da næsten også for meget i én lille landsby at høre om mord, sexuel udnyttelse, bedrageri, tyveri og nærmest enhver anden last og forbrydelse, man kan komme i tanker om. Men måske var datidens anmelderes borgerlige forargelse nok så meget grundet i, at man ikke brød sig om at se den samme virkelighed, man kunne læse om i den daglige avis, skildret og analyseret i detaljer i et skønlitterært værk.Bind 18 i serien Les Rougon-Macquart

Med Det store sammenbrud når vi enden af Frankrigs Andet Kejserdømme, hvis opståen Zola skildrede i Familien Rougon:Jean Macquart har efter at have mistet sin hustru og sin gård (se bind 18: Jord) sluttet sig til den franske hær som korporal, netop som Prøjsen har erklæret Frankrig krig i sommeren 1870. I hæren møder han den unge, livlige student Maurice Levasseur, hvis liv hidtil nærmest har været en sorgløs leg. Umiddelbart hader disse to modsætninger hinanden, men som begivenhederne skrider frem, tvinges de til at forstå hinanden, og der opstår efterhånden et dybt og ubrydeligt venskab mellem dem - et venskab, der trods adskillelser og modsætninger er den bærende tråd gennem hele romanen.Bogens første del følger Jean og hans lille afdeling under de franske troppers formålsløse og forvirrede marcheren omkring, uden forsyninger og ledet af stadigt skiftende generaler og en vægelsindet og døende Napoleon III. Anden del er en monumental skildring af det afgørende slag ved Sedan, der endte med Napoleons overgivelse til Bismarck og Wilhelm af Prøjsen, og tredje del er efterspillet, hvor tyskerne omdanner en halvø i nærheden af Sedan til en gigantisk fangelejr, hvor hundredtusinder af soldater frister livet, mens de venter på at blive interneret i Tyskland, og frem til Pariserkommunens fald i maj 1871, hvor tyskerne ser til fra sidelinjen, mens Thiers' monarkistisk-sindede tropper belejrer og underkuer kommunardernes anarkistiske Paris, mens byen står i flammer.Det store sammenbrud hører blandt verdenslitteraturens store krigsromaner - anderledes end, men i samme klasse som værker som Tolstojs Krig og Fred, Stephen Cranes Modets røde kokarde, og Erich Maria Remarques Intet nyt fra Vestfronten, for blot at nævne nogle enkelte - på ét plan en stærk og dybt bevægende fortælling om et venskab, men også en velunderbygget og til tider næsten journalistisk skildring af de begivenheder, der - med Zolas ord i romanen - var "mordet på en hel nation".Bind 19 i Les Rougon-Macquart-serien

Den gamle doktor Pascal har trukket sig tilbage fra sin praksis og bor sammen med sin unge broderdatter Clotilde, som han har taget til sig som barn, da hans broder Aristide Saccard indgik et nyt ægteskab, og en gammel husholderske, Martine, på sin ejendom et stykke uden for Plassans. Han har helliget sig behandlingen af de lokale, og har udviklet et lægemiddel, som tilsyneladende kan bedre tilstanden for en mængde alvorlige sygdomme. Derudover har han helliget sig sin store interesse: principperne for arvelighed, som hans egen slægt, Rougon/Macquart'erne, afgiver et rigt studiemateriale til. Selv har han tilsyneladende ingen af slægtens svagheder - og det er han stolt af - men der afsløres næppe for meget ved at sige, at han i virkeligheden nok har mere end en enkelt rem af huden, når man ser nærmere til.Den religiøse husholderske gør fælles sag med den gamle Eugenie Rougon, og får påvirket Clotilde til at forsøge at ødelægge Pascals familieoptegnelser, som husholdersken anser for ugudelige, og moderen, hvis eneste tanke er slægtens ære, vil have dem brændt, for at slægtens laster og forbrydelser ikke skal afsløres for eftertiden. Da Pascal opdager komplottet, fortæller han Clotilde familiens historie, og samtidig går det op for ham, at han elsker den unge pige med al den lidenskab og trang til at give sig hen, han har sparet op gennem et langt og ensomt liv.I løbet af romanen får læseren samlet op på nogle af de løse ender fra de foregående 19 bøger, og vi bliver direkte vidner til nogle af medlemmernes dramatiske død.20. og sidste bind i Les Rougon-Macquart-serien.

À l'aube de la Troisième République, Pascal Rougon poursuit son travail scientifique sur l'hérédité. Depuis trente ans, il accumule des dossiers sur les membres de la famille maudite des Rougon-Macquart, et en a tiré un arbre généalogique. Il s'avère que la plupart des Rougon-Macquart, riches comme pauvres, sont frappés par une destinée tragique.Tandis que la mère de Pascal souhaiterait voir ces papiers disparaître afin d'effacer toute trace de honte sur sa famille, le docteur Pascal voit en son travail l'espoir de sauver les Rougon-Macquart de leur malédiction.Vingtième et dernier volume de la série « Les Rougon-Macquart », « Le Docteur Pascal » fait la synthèse d'un chef d'œuvre naturaliste. Zola fait naître une lueur d'espoir : une médecine pourrait bel et bien guérir les maux d'un monde survolté.Émile Zola (1840-1902) est un écrivain considéré comme le plus lu et traduit du monde. Fils d’un ingénieur, il passe sa jeunesse à Aix-en-Provence. Son père meurt alors que Zola n’a que sept ans. Sa mère est en difficulté financière, et Zola est privé d’études. Il échoue deux fois le bac de français, et cherche du travail pour pallier au problème d’argent. Il obtient un poste de commis chez Hachette après une série de métiers déplaisants. Zola grimpe les échelons et devient en 1860 responsable de la publicité au sein d’Hachette. Grâce à cette situation, il se noue d’amitié avec des écrivains contemporains (Flaubert, Alphonse Daudet, Huysmans, Maupassant…) En 1867, il publie «Thérèse Raquin», un roman naturaliste qui fait scandale dans la presse. Cependant, il continue sur sa lancée et publie une grande quantité de romans naturalistes, avec entre autres les «Rougon-Macquart». Il s’impose ainsi en maître du naturalisme littéraire. À compter de la publication de «l'Assommoir», ses publications prennent de l’ampleur au sein du monde littéraire. Alors qu’il s’achète une villa à Médan, il publie avec Guy de Maupassant, J.-K. Huysmans, Henry Céard, Léon Hennique et Paul Alexis «Les Soirées de Médan». Zola est aussi connu pour avoir lutter contre l’antisémitisme: Le 13 janvier 1898, il publie une lettre ouverte dans le journal l'Aurore de Georges Clemenceau, intitulée «J'accuse…!»