Bøger i Statsministeren serien i rækkefølge

Statsministre som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har personificeret deres regering og deres parti. De har tegnet deres regeringer udadtil, og sammen med deres finansministre har de stået de for en meget stærk ledelse. Da nutidens regeringsform blev indført ved enevældens fald i 1848, stod kongen som formel leder af regeringen. Kongen blev skridt for skridt frataget magten. Med tiden er statsministeren sammen med finansministeren blevet statsmagtens centrum og har i dag mere magt til at tage politiske initiativer end for bare få årtier siden. Gennem tiden er hver ny statsminister indtrådt i et særligt kompleks af forventninger og forestillinger om embedet, men har også gennem sit eget magtspil, sin selviscenesættelse og imagepleje haft muligheder for at ændre og udvikle rollen. De enkelte statsministre har således i større eller mindre omfang givet deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist. Værket Statsministeren 1-5 viser, hvordan denne historiske udvikling fra 1848 til i dag har udspillet sig, hvorfor den er forekommet, og den rejser spørgsmålet om de demokratiske konsekvenser af denne udvikling. I dette Bind 1 behandles perioden 1848-1901.

Statsministre som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har personificeret deres regering og deres parti. De har tegnet deres regeringer udadtil, og sammen med deres finansministre har de stået de for en meget stærk ledelse. Da nutidens regeringsform blev indført ved enevældens fald i 1848, stod kongen som formel leder af regeringen. Kongen blev skridt for skridt frataget magten. Med tiden er statsministeren sammen med finansministeren blevet statsmagtens centrum og har i dag mere magt til at tage politiske initiativer end for bare få årtier siden. Gennem tiden er hver ny statsminister indtrådt i et særligt kompleks af forventninger og forestillinger om embedet, men har også gennem sit eget magtspil, sin selviscenesættelse og imagepleje haft muligheder for at ændre og udvikle rollen. De enkelte statsministre har således i større eller mindre omfang givet deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist. Værket Statsministeren 1-5 viser, hvordan denne historiske udvikling fra 1848 til i dag har udspillet sig, hvorfor den er forekommet, og den rejser spørgsmålet om de demokratiske konsekvenser af denne udvikling. I dette Bind 2 behandles perioden 1901-1942.

Statsministre som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen har personificeret deres regering og deres parti. De har tegnet deres regeringer udadtil, og sammen med deres finansministre har de stået de for en meget stærk ledelse. Da nutidens regeringsform blev indført ved enevældens fald i 1848, stod kongen som formel leder af regeringen. Kongen blev skridt for skridt frataget magten. Med tiden er statsministeren sammen med finansministeren blevet statsmagtens centrum og har i dag mere magt til at tage politiske initiativer end for bare få årtier siden. Gennem tiden er hver ny statsminister indtrådt i et særligt kompleks af forventninger og forestillinger om embedet, men har også gennem sit eget magtspil, sin selviscenesættelse og imagepleje haft muligheder for at ændre og udvikle rollen. De enkelte statsministre har således i større eller mindre omfang givet deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist. Værket Statsministeren 1-5 viser, hvordan denne historiske udvikling fra 1848 til i dag, hvorfor den er forekommet, og den rejser spørgsmålet om de demokratiske konsekvenser af denne udvikling. I dette Bind 3 behandles perioden 1942-1972.

Folkelige protester og parlamentariske omvæltninger brød ud i halvfjerdserne, en tid præget af oliekriser, inflation, betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed, en voksende offentlig sektor og dansk tilslutning til EF. Bortset fra 13 måneder med Poul Hartling som statsminister holdt Anker Jørgensen posten fra 1972 til 1982 uden hverken at kunne stabilisere økonomien eller holde arbejdsløsheden nede. Anker Jørgensen nød dog en del folkelig tillid. Det samme gjorde Poul Schlüter i firserne (1982-1993). Han opnåede en vis stabilisering af økonomien, men arbejdsløsheden fortsatte. Uanset stor økonomisk fremgang fik Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001) ikke politisk succes. For politik handler også om interessekampe, følelser og tillid.Værket Statsministeren 1-5 udgør den første sammenhængende historiske analyse af Danmarks mest magtfulde politiske embede og dets forandring fra 1848 til i dag. Værket skildrer ikke blot de enkelte statsministre og de begivenheder, der formede deres tid, men er samtidig en beskrivelse af, hvordan hver af dem i større eller mindre omfang gav deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist.

I 2001 blev en velforberedt Anders Fogh Rasmussen statsminister og styrede sin regering intenst. Han fik Danmark med i tvivlsomme amerikanske krige, og han fremmede en økonomisk politik, der uddybede en finanskrise, som han i 2009 overlod til en hårdt trængt Lars Løkke Rasmussen. Løkke undergravede tilliden til sin person med sager om privatforbrug på andres regning. I 2011 blev han afløst af Helle Thorning-Schmidt, der sent lærte at navigere politisk. Lars Løkke Rasmussen kom i 2015 tilbage trods en stemmemæssig tilbagegang. Det førte til en disharmonisk koalitionsregering fra 2016 til 2019. Efterfølgeren Mette Frederiksens tid som statsminister rejste for alvor spørgsmålet, om ikke statsministerembedets magt bør afbalanceres.Værket Statsministeren 1-5 udgør den første sammenhængende historiske analyse af Danmarks mest magtfulde politiske embede og dets forandring fra 1848 til i dag. Værket skildrer ikke blot de enkelte statsministre og de begivenheder, der formede deres tid, men er samtidig en beskrivelse af, hvordan hver af dem i større eller mindre omfang gav deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist.