Bøger i Sven Hazel Krigsbogsserie serien

Lillebror lander på baglugen af kampvognen. Det rene selvmord. Han tømmer maskinpistolen ind i vognen. Lynhurtigt hopper han ned og med et mesterkast slynger han en håndgranat ned gennem den åbne luge. Den tunge vogn roterer vildt, knuser nogle briter under larvefødderne før den braser udover skråningen. Der eksploderer den i et inferno af ild. De tyske panzersoldater angriber med flammekastere og fosforgranater. Her tages ingen fanger. Overlevende likvideres nådeløst.

Det er bidende koldt, 38 kuldegrader. Stalingrad vinteren 1942-1943. En isnende vind fejer over sletten og slynger iskrystaller mod vores ansigter. Vi marcherer forbi tusindvis af stivfrosne lig. Foran kolonnen marcherer SS-Generalen tavst og indelukket. Han er gal. Det er vi for længst klar over. En fanatiker som ønsker at dø i kamp. Og SS- Generalen ønsker at tage så mange som mulig med sig i døden.

Rygtet går om at de skal overføres til Warsawa. Heide, som altid ved besked, hævder at helvede er løs derovre. Der snakkes om tysk tilbatrækning på østfronten. Tusinde britiske faldskærmstropper er landet og polske soldater strømmer til indefra skovene. Men den polske hjemmehær er allerede dødsdømt. Ikke bare af Reichsführer Himmler i Berlin, men også af Marskal Stalin. De polske nationalister trygler forgæves om hjælp fra den Røde Hær. Men det er allerede bestemt at polske kommunister skal overtage Polen.

Blodige partisankampe raser pa Balkan. Håndgranater regner ned over gaden. Fra tagene slår en kraftig maskingeværild ned i jægerbataillonen. Jamrende kryber sårede soldater i dækning. Molotovcocktails eksploderer med hule drøn og den brændende væske sprøjter ud over mennesker og materiel. – Partisaner, stammer majoren skrækslagen og hopper ud af vognen. Porta gør honnør og smiler idiotisk. – Melder Herr Majoren at de nok gør det hedt for os!

Mindst en bataljon flammekasterkampvogne svinger rundt som en flok sindsyge vildsvin. Lange, ildrøde flammetunger hvæser ud fra tårnene og forkuller alt levende. Ud fra GPU-fængslet strømmer stimer af røde fanger. En spærreild af utrolige dimensioner hamrer ned bag tyskerne. Det er som om russerne har gættet at de spekulerer på flugt og vil forhindre det med en uigennemtrængelig mur af ild, der rejser sig så langt øjet kan se.

Heide giver et hyl fra sig, springer op i luften og lander på den anden side af grøften hvor han glider igennem mudderet som en bulldozer. Vores kampvogn begynder at bakke for fuld kraft. Porta har tydeligvis også fået øje på djævelskaben som ligger der fremme og lurer for at sprede død og lemlæstelse. Ingenting rygtes så hurtigt som når fortroppen er stødt på de frygtede miner. Der bliver pludselig stille. Selv det tunge Maxim-gevær bliver tavs. Alle holder vejret og venter bare på at minen skal eksplodere.